Vi havde også en fjedervogn (hestevogn med sæde). Når der var legekammerater på besøg, skubbede vi den rundt i kridtgraven eller oppe på hovedvejen (der var ikke så meget trafik dengang). Når det gik ned ad bakke, sad alle på vognen og skreg og hylede af begejstring. Jeg sad forrest og styrede den med fødderne. Engang havde min bror fødselsdag, og han inviterede drengene fra sin klasse. Det kunne være gået meget galt. Vi kørte i fuld fart ned ad en vej, som vi ikke var vant til at køre på, vognen væltede, så nogen af dem fik slået tænderne løse.
Nu, hvor jeg er blevet ældre, synes jeg, at jeg havde alt for mange pligter og opgaver derhjemme på landbruget. Jeg var ikke ret gammel, før jeg begyndte at hjælpe med markarbejdet. Jeg arbejdede med hestene, og første gang jeg arbejdede med dem, var jeg kun 7 år gammel. Vi havde to heste, der hed "Røde" og "Gulle". "Gulle" var den sødeste, og det var også den hest, min far turde lade mig arbejde alene med ude på marken, når den f.eks. var spændt for en ukrudtsharve. Jeg er klar over, at min far holdt øje med, at der ikke skete mig noget, fordi hesten kunne jo blive bange og løbe løbsk. Senere, da jeg blev ældre, arbejdede jeg med begge heste og udførte alle de opgaver, der skulle klares, som at pløje, harve, radrense roerne, og køre roer og korn hjem fra marken osv..
Når vi nåede august, var kornet modent og skulle høstes. Vi brugte en selvbinder til det. Det var en tung maskine, der lavede kornneg. For at trække den skulle der være 3 heste forspændt, og min far lånte også en af naboens heste. Efter at kornet var høstet, var der mange kornneg på marken. De skulle sættes sammen i stakke på seks stykker og tørre i nogle dage, før de blev kørt hjem i laden. Hen over vinteren tærskede vi kornet i en tærskemaskine (adskilte korn, avner og strå). Derefter malede vi kornet i en stor kværn og brugte det som foder. Avnen blev brugt som strøelse, og halmen blev brugt som foder og strøelse til dyrene.
Vi skulle luge roer, som køerne skulle spise om vinteren, når de var bundet inde i stalden. Det blev gjort med en roehakke, og jeg husker det som noget af det værste arbejde, jeg skulle lave. Det var ikke hårdt arbejde, men det var noget meget irriterende arbejde, syntes jeg. Der var mange rækker, og de var så lange, at man ikke kunne se fra den ene ende til den anden. Roerne blev sået i rækker med en såmaskine og stod meget tæt. De skulle tyndes ud, så der kun stod en roeplante for hver 25 cm, og alt ukrudtet skulle fjernes. Om efteråret, når roerne var vokset til store roer, skulle de høstes. Toppen blev syltet i en silo, beregnet til det, og roerne blev kørt hjem i en roekule for, at de ikke skulle fryse og derved rådne, for så kunne de jo ikke bruges til dyrene. I løbet af vinteren fodrede vi kvæget med roer og top, og når alt var spist, var det forår og sommer igen, og kreaturerne kunne igen komme ud og leve af saftigt græs, indtil det blev efterår og vinter igen.
Jeg var meget glad for at passe dyrene. Udover at fodre dem skulle der også muges ud ved dem, og køerne skulle malkes. Da jeg var 8 år gammel, fik vi en malkemaskine. Før det havde min far og mor håndmalet køerne. Nu blev det meget nemmere, og jeg lærte at malke og kunne malke længe før jeg fyldte 10 år.

     Erindring 1.

Afsked med oldemor i Lønnerup, den 26. sept. 1945, hvor jeg er knap 2 og et halvt år, husker jeg. Hun ligger i sengen og er døende, og jeg bliver lagt hen til hende kort tid, jeg vinkede til hende, da vi gik; har hørt jeg var hendes "kæledægge", jeg bar tøj, som hun havde lavet af uld til mig, og som hun først havde kartet, - har også hørt min far stod meget højt hos hende, han havde helt sikkert arbejdet hårdt på gården hjemme hos sin mor, indtil han og min mor blev gift i 1942. Der købte de Østergaard i Skovsted, på modsatte side af Lønnerup fjord, så
han kunne se hjem. Oldemor var flyttet ind hos min farmor, da hun blev enke i en meget ung alder, kun 31 år med 6 børn, hvor far var den ældste, han var kun 9 år gammel da min farfar pludselig døde i 1923, kun 36 år, pga. tarmslyng, farfar var oldemors eneste barn.
Efter farmor var blevet enke, ansatte hun en bestyrer, der kunne køre gårdens bedrift, indtil far kunne tage over. Senere da far kom på højskoleophold i Ry, begyndte hans brødre at overtage driften af gården. Oldemor var en meget stor hjælp for farmor da hun blev alene med børnene; (jeg kan ikke helt gøre rede for oldemors ophold på gården, mener hun er flyttet ind, da farmor og farfar blev gift i 1913).
Oldefar - Peder Andreas Jepsen, rejste til Amerika, da oldemor var gravid med farfar.
Oldemor blev senere gift med Anders Kristian Larsen i 1890, han døde allerede 1893, så det var et kort ægteskab og må have været hårdt for oldemor.
Peder Andreas og oldemor var ikke gift.

Erindring 2.

Min bror bliver født 4. sept. 1946, - jeg er nu ca 3,5 år, og min far har lavet en gynge i en af båsene i stalden til mig, hvor jeg sidder og gynger mange gange, når far og mor malker. Der var 8 køer, som håndmalkedes, der kom først malkemaskine, efter jeg var begyndt i skolen, jeg blev oplært i at bruge malkemaskinen som ca. 7- 8 årig.

Erindring 3.

Husker tydeligt, jeg er meget sammen med min far, i stalden og marken, hvad enten der hakkes roer, eller laves andet markarbejde, mor har jo nok at lave inde og har jo også fået Thomas, hun hjælper med malkning og i marken bl.a.med roehakning.
Jeg kunne finde på at gemme mig i kornet, når jeg blev søvnig og træt, så blev der ledt og råbt, indtil jeg var fundet igen, efter en dyb søvn. Når far kørte med hestene, sad jeg mange gange på ryggen af en af dem. Det kunne være gået grueligt galt på et tidspunkt, da han glemte at få mig ned, inden hesten blev lukket ind i hestestalden, der var ikke plads over døren til mig på ryggen af hesten, da den gik ind og blev derfor skubbet af, hesten mærkede, at jeg faldt af, og trådte forsigtigt tilbage, henover mig, uden at træde på mig.

Erindring 4.

Til gården, var der et stort stykke eng, hvor der var meget græs, som køerne blev trukket ned på hver dag i sommersæsonnen. Der var så meget græs, at noget kunne blive til hø og bruges til vinterfodring, - det var kreaturerne helt vilde med, når de fik det om vinteren, hvor de ikke kunne komme ud.
Cirka 4-5 år gammel er jeg med min far nede i engen, hvor han slår det meget saftige græs med leen, som skal tørre og stakkes for at blive til hø, inden det bliver kørt hjem på høloftet, til vinterfodring.
Rundt om engarealet var der en meget smal "usynlig" dyb grøft, som græsset groede ind over, - grøften stod næsten altid fyldt med vand. Pludselig er jeg blevet væk, far har ikke set, hvor jeg er forsvundet hen, han slår jo græs med leen, men "gættede rigtigt og finder mig, halvt druknet", stående på hovedet i den vandfyldte grøft! Han hiver mig op i benene og bliver ved med at ruske mig, indtil mine lunger er tømt for vand. Jeg kan huske, han ruskede mig meget længe, og det er jeg meget taknemmelig for i dag!