– NEIN!

– Kan I undvære en 20´er til en fattig studerende?
Jeg standser den opadgående bevægelse, hvor en kagegaffel for enden af min hånd ellers er i gang med at skubbe et stykke lagkage, godt læsset til med flødeskum, jorbær og en sprød makronbund effektivt dyppet i rom, ind i madhangaren, som nu stivner som et stykke grønlandsk indlandsis, der tøver foran gletcheren og det varme hav.
Lagkagen skulle, sådan var planerne i hvert fald, altså havne nede i min mave, hvor det ville tilslutte sig den øvrige fedtbeskyttelse i bugen, som jeg efter lang tids hårdt arbejde har foret mig med, så der er lidt til at stå imod, hvis vi får skåret i vores folkepension. Man ved jo aldrig, hvad de finder på.
Her midt i den gryende forårsvarme sidder vi på en fortovscafé og stirrer på den unge, lyshårede pige, der står foran os med et fast, besluttet udtryk i ansigtet. Hun har set min lagkage; det er for sent at prøve at skjule det. Det ville i øvrigt også være umuligt.
Hele fattigdomsproblematikken vælter ind over mig; vi rige svin, der sidder på kagen, mens de stakkels sultne masser vrider sig i smerte og dør.
Min højre hånd med lagkagestykket synker en smule i denne umulige konfrontation.
Mine tanker ræser af sted for at finde den rigtige sætning, den rigtige indgangsvinkel, den helt rigtige måde at afslutte denne alt for pinagtige tilstand. Jeg er totalt udgået for argumenter, sidder tilbage som velbjærget dansk pensionist, der ikke kan unde andre stakler på kloden noget som helst af min helt overflødige rigdom, og jeg …
Jeg rækker hende en tyver, og den unge pige forsvinder. Bagdelen er det sidste, jeg ser. Den er ikke just udtryk for fattigdom og mangel på mad. Hvis man var rigtig fræk, kunne man påstå, at hun selv sidder på flæsket.
Lagkagen smager overhovedet ikke. Pludselig ser jeg det hele ret klart. Jeg er blevet taget i hoved og røv og snydt, så flødeskummet driver.
Det skal ikke ske igen, banker jeg i bordet med min knyttede hånd. Aldrig!

Men kan jeg holde ord?