- og hvornår hedder det det ene og hvornår det andet? Især i nordjysk tager man det ikke så tungt. Min svigermor sagde altid: Jeg lå den på hylden! Den har lagt der i lang tid.

Disse udsagnsord eller verber kaldes transitive og intransitive verber. Er de transitive, trækker de altid et objekt med sig. De intransitive står altid "alene".

Jeg sidder med en bog. Der er intet objekt, så derfor hedder det sidder.

Jeg sætter min bog på hylden. Objektet bog er genstandsleddet, akkusativen, og så skal man bruge sætter.

Det er svært for os at skelne, især med et ord som springer.

Bomben springer i luften (intet genstandsled)

Han sprænger bomben i luften (genstandsled).

Bomben sprang (intet genstandsled).

Filosofisk kunne man spørge, om vi ikke bare kunne nøjes med et ord, eks. springer. Teoretisk kunne man godt. Men sproget ville miste noget.

- og navnet Royal Run er smart og vidner om, at man er med på bølgen - den engelske vel at mærke. Det skuffer mig, at vores ellers så udmærkede konge som kronprins satte et imponerende motionsarbejde i gang - og så døbte det noget engelsk.

Hvorfor?

Selv i det danskeste Thy er intet fint nok, hvis det ikke hedder noget på engelsk. Sale kender vi til bevidstløshed. Nybolig hedder det dog stadig, ligeså Klinisk Tandtekniker, ligesom Tømmergården, Folkekirken og Limfjordsteatret holder fast i det danske.

Det er jo håbløst at tro, at man kan styre sproget får jeg at vide af mine kloge børnebørn. Når tilstrækkeligt mange synes, det er smart at være comitted til noget, så bruges det selvfølgelig i stedet for det helt uavancerede engageret, der i øvrigt er fransk. Weekend har slet ikke noget dansk ord, hvorimod et døgn er et ord, der ikke rigtigt findes på engelsk. En gamechanger er et vendepunkt, men det er alt for kedeligt.

Jeg kan heller ikke lide at høre på, at sådan har det altid været. I min barndom fandt man også  på nye begreber. I min tilværelse har jeg først skullet vænne mig til begrebet datamater, indtil det blev erstattet af ordet computer. Det hedder ikke engang en bærbar længere; en computer er en smal. let sag, som man kan bære i én hånd.

Når damer går tur i Danmark, kan det naturligvis kun hedde noget på engelsk. Ellers er det simpethen for amatøragtigt.

I min barndom havde vi telefoner. Store, sorte apparater. Når den ringede, skulle hele stuen være stille, mens far talte med en kollega, en chef eller måske et familiemedlem, der også havde telefon. Vi fik det først, da jeg var omkring 15 år. Altså i 1962. Nu har vi næsten ikke telefoner længere. Stadig er der dog ældre, stædige halvskøre mennesker, der har en fastnettelefon. Uvist af hvilken grund. For alle har en mobil. Man har ikke længere et telefonnummer, det hedder sgu da mobilnummer.

Og nu har vi Facebook og Instagram og X og Snapchat, og så har vi muligheden for at skrive alle de frække ord, vi kan overkomme. Frække, nedsættende og hadefulde ytringer, som ingen bremser eller gør noget ved. Kun hvis det handler om se, så går FB-censoren ind. Gerne vise døde mennesker. Eller snydereklamevideoer med kendte mennesker, der ser forslåede og mishandlede ud. Det gør ikke så meget. Men ikke vise brystvorter! Jo, mænds, men ikke kvinders.

Italieneren da Empoli har lige udgivet et essay på 170 sider, hvori han påviser, at det slet ikke er politikerne, der styrer denne verden, men derimod de sociale mediers ejere. Musk alene ejer flere penge end - var det 17 lande tilsammen?
Nå, det var noget af et sidespring.