Transitivitet er en grammatisk betegnelse for verbers evne til at forbindes med andre nominale sætningsled end subjektet. Man skelner mellem intransitive verber som eksistere, dø, sove, der kun forbindes med subjekt, og transitive verber som skabe, dræbe, vække, der også forbindes med objekt.
Blandt de transitive verber kan afgrænses gruppen ditransitive verber, som konstrueres med både direkte og indirekte objekt, fx give, sende, meddele nogen noget.
Verber, som kun forbindes med nominale led via en præposition, fx stole på nogen, profitere af noget, regne med noget, kan benævnes indirekte transitive eller regnes for intransitive.
På dansk ytrer verbernes transitivitet sig ved mange verber ved systematisk vekslen mellem transitiv og indirekte transitiv (præpositionel) anvendelse, jf. skrive et brev over for skrive på et brev og lukke hanen over for lukke for hanen.
(Herslund, Michael: transitivitet i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 19. maj 2024 fra https://denstoredanske.lex.dk/transitivitet)
Et øjeblik …





