De letteste at finde, identificere og plukke er kantarellerne. De er smørgule og ikke til at tage fejl af.  Er du i tvivl, må du enten lade den stå eller plukke den og vise den til en, der ved bedre. Eller konsultere en svampebog. Mange tager fejl af den almindelige kantarel og forveksler den med andre kantareller som ametyst-kantarellen, den blege kantarel og orangekantarellen. Med de to førstnævnte gør dette ikke det store, da begge kantareller er spiselige og derfor ikke vil gøre dig syg. Derimod kan orangekantarellen give mavebesvær, hvis man spiser den. Orangekantarellen har en stærkere orange farve og har tyndere lameller end den almindelige kantarel, som har mere grove ribber på undersiden.

Hvor i skoven står de så? Det lyder altid til på inkarnerede svampesamlere, at de findes i store stimer lige der, hvor de leder. Når du så står derude, kigger du forgæves. Du skal aldrig regne med, at svampesamlere afslører de gode steder. Aldrig.

Du skal se efter fugtige steder, gerne med mos i skoven. Er der mos, kan der være kantareller. Aldrig i højt græs eller under gamle, høje graner. Sjældent, i hvert fald. Nøjes ikke med at gå på skovstierne eller på vejen, for skulle der stå nogen der, er der andre, der forlængst har plukket dem. Gå ind i skoven, hvor der er en blanding af graner og løvtræer. De kan kun leve nær træer, da de danner forbindelse med rodnettet.

Lad de mindste stå. Det er til gavn for den, der kommer efter dig, men sådan er det. Man skal ikke slagte kyllingen lige efter, den er kommet ud af ægget.

Ryk kantarellen forsigtigt op af jorden og skær den jordholdige klump af eller endnu bedre: Skær stokken over lige over jorden, så klumpen bliver siddende og kan danne en ny. Befri kantarellen for blade og eventuelle snegle, orme og andre næringsrige smådyr. Smid svampen ned i din medbragte fletkurv. Den er god at samle dem i, for den giver luft og tørrer eventuel fugt bort.

Kør tilfreds og fløjtende hjem.