Tomgangskørselsbrok

Mens de nede i Spanien kæmper med op til 40 graders varme angiveligt på grund af for meget udledning af CO2, har vi andre heldigvis lavere temperaturer.

Vi skal ind og handle, og uden for butikken standser en dieselbil, hvor passageren stiger ud og skynder sig ind i forretningen. Han skal nok lige købe et sæt eller sådan noget.

Imens sidder chaufføren tilbage  i den stadigt brummende bil og udleder masser af tomgangsco2.

Jeg står foran ham og kigger på motoren. Han er totalt ude af syne. Ænser mig ikke. Jeg er jo også en ældre dame.

- Hvorfor standser du ikke motoren, spørger jeg ham gennem det åbne vindue. Det er varmt, solen skinner, og han kigger næsten ikke engang på mig.

- Hvad rager det dig, spørger han.

- Det er da med til, at de har det alt for varmt i Spanien, svarer jeg. Men den kan måske ikke starte igen?

Han svarer ikke. Kigger den anden vej. Gad vide, hvad han tænker? Er han ligeglad med det der klimafis? Er det ikke noget for ham? Eller kan peugeoten ikke starte igen, hvis man først slukker motoren? Jeg har set, at Peugeot ligger nederst i kundebedømmelsen fornylig. Det er den bil, kunderne er mindst glade for.

Der er noget med, at man højst må holde tre minutter i tomgang.

Da jeg er færdig med at handle og kommer ud, holder han stadig med tændt motor. Her i Thisted gælder de tre minutter naturligvis ikke. Der kommer jo aldrig politi forbi.

Kvinder bliver 82, mænd kun 79

Jeg står i kø til kassen i SuperBrugsen, og foran mig er et selskab af et hold på en tre-fire yngre mænd og foran dem en gruppe på lige så mange kvinder. De lægger op til fest, tror jeg.

De sugerørstynde fedtfattige kvinder lægger varer på båndet. Broccoli, porrer, jordskokker, i det hele taget økologiske grønsager, også fra Thailand og Marokko og Ærø, økoskummetmælk, en hel oprindelig frit- og løsgående økologisk, men dog til sidst alligevel med nænsom økse (slå ikke så hårdt, morfar!) og med bind for øjnene dræbt jydekylling, den er eddermame stor, kan jeg bevidne, har nok årnli kvabbet rundt og mæsket sig med nedfaldsæbler og affaldspommesfritter og orme og almindeligt bondegårdssnask, mens den har muntret sig med hanekyllingerne i solopgangen. Hertil lidt snolder i form af karotter og små, sjove radiser til ungerne. En pose æbler og nogle ferskner afrunder deres indkøb sammen med superproteinrige grovboller og fire liter danskvand uden tilsætningsstoffer bortset fra E45.

Så kommer mændene bagefter. De skubber en kasse øl foran sig, smider fire store colaer, otte pakker chips, slik i lange baner op på båndet sammen med flere flasker slavewhisky, der stilles lidt mere forsigtigt, griner og skubber lidt til hinanden med maver, der ikke har rynker.

Tre år for broccoli, tre år!

I min forening sladrer vi!

Vi er nogle enormt søde og sjove kvinder, der har en hel privat selskabsforening, SLADDERHANKEFORENINGEN,  hvor mænd ikke har adgang. Vores formål er at mødes og snakke sammen om det, vi har brug for at snakke om. Og det er som regel de andre. Dem, der ikke er til stede. Vi er stort set altid alle med til møderne, da vi har oplevet, hvor risikabelt det kan være, hvis man ikke selv er til stede.

I vores uskrevne reglement står, at man gerne må sladre. Det viser vores store interesse i andre mennesker. Det betyder også, at vi har mulighed for at gribe ind, såfremt vi under sladderen bliver opmærksom på uheldige forhold. For eksempel så Sus den anden dag Elviras mand i selskab med en yngre dame, som han kyssede kærligt. Hvis ikke man bør fortælle det til Elvira, så ved jeg snart ikke. I øvrigt lo hun bare og påstod, at det var hans søster, han havde mødt der på gågaden.

Snakken på vores møder foregår tvangfrit; vi har ikke knive i ærmet, kun på bordet for at kunne skære kagerne over, hvis tre er for mange og to en halv er tilpas.

Vores formand er ikke noget med forkvinde eller forperson, for i den forbindelse er "mand" ikke en kønsbetegnelse. Det er et begreb, der kendetegner den, der tegner firmaet. Hun er heller ikke decideret formand; hun er blot den, der snakker mest. Det kan være irriterende, når man nu selv sidder og brænder inde med vigtige informationer om overboen.

Vores yndlingsvittigheder går på ord som hanekyllinger, undersåtter, jeg ved bedst, og vi sørger for derhjemme - altid - at være nærmest fjernbetjeningen.

Det gode humør kommer stort set automatisk; der er noget vederkvægende i at tale dårligt eller ligefrem ondt om andre mennesker, for så bliver man selv meget bedre. Hen mod slutningen af møderne mangler vi ofte ammunition til flere sladderhistorier, men så tager vi fat på den gulerodsfarvede mand, og så kører den bare derud igen …

Vores forening er i virkeligheden grundlaget for, at vi lever længere end mændene. Beviset er, at de fleste af os fløjter, når vi går hjem efter mødet. Man bliver simpelt hen i godt humør ved at være sammen med ligesindede.