Flat Preloader Icon Et øjeblik …
Forkølelse

Forkølelse

Af | lør.jan.2026 | Artikler, Debat, Fællesskab, Thisted

Jeg mærkede det allerede nytårsmorgen, da jeg - sent - stod op. En smule skæren i halsen, en ubetydelig ømhed, ikke noget at snakke om.

Den første mundfuld kaffe skar sig vej ned gennem halsen. Skar? Som var kokken ved et uheld kommet til at placere to barberblade i kaffen - og kun til mig. De andre gæster i restauranten så glade og tilfredse ud, en smule udmattede efter gårsdagens mange - og også - kulinariske indslag.

Vi kørte hjemad. Under turen gik det langsomt, men sikkert op for mig, at jeg var blevet forkølet. Min vejrtrækning var besværet, jeg måtte rømme mig flere gange for at kunne tale forståeligt, og imens spekulerede jeg på, hvad der var i medicinskabet derhjemme. Panodiler? Næsespray? Hostebolcher?

Mod min vilje indså jeg, at jeg var blevet forkølet. En ufarlig sygdom, der ville kunne klares på en uge eller højst 7 dage. Det tager altid en uge. Altid. Støder der hovedpine eller feber til, kan man heller ikke træne i fitness. Man kan ingenting. Kun ligge hjælpeløs i sengen uden glæde over livet. Og hoste! Somme tider  flere døgn i træk, bare hoste og hoste og langsomt slide halshullet i små, flåede stykker, som tydeligt kan mærkes, når man prøver at få lidt mad ned.

At være forkølet er den mest trælse og mest irriterende sygdom blandt dem, der er ufarlige for ens helbred. Hver gang det sker, tænker jeg over, hvorfor det rammer mig? Jeg dyrker motion, spiser grønt, drikker ikke umådeholdent, har sunde, naturlige interesser som for eksempel golf. Hvorfor mig?? Burde vi i virkeligheden altid gå rundt med det der coronabind og beskytte os selv? De åhsåkloge læger sagde jo dengang, at det ville hindre smitten. Bagefter sagde de, at bindet var medvirkende til, at nu havde vi intet immunforsvar.

Næh. Der er kun det tilbage at tage den med ro. Til nød ligge på sofaen med et tæppe over, lade hustruen i ens liv servere en brandvarm toddy af rom og koghedt vand og åbne for TV og endnu engang se den optagede olypmiske finale i herrehåndbold. Eller finalen i EM i 1992. Eller - naturligvis - se håndbold-EM (men kun, hvis Danmark vinder)!

Det kan da altid give en lille smule glæde i en tid med få glæder. Når den amerikanske præsident TRUMPer rundt i den grønlandske indlandsis minder han mig mere om putinismens magtbrynde end om en kær allieret, vi altid har holdt os til. I hvert fald i min tid. Så vi er ladt alene på perronen i et EU, der naivt - som alle os andre - har troet på, at krige var noget, der var engang. Der er længe til 1. januar 2029.

Så pludselig er min forkølelse ikke noget som helst.

Mandesnak

Mandesnak

Af | fre.jan.2025 | Artikler, Debat, Fællesskab, Thisted

Fire mænd sidder i Plantagehusets café og taler sammen. En drikker en øl, en har kaffe og kage, en drikker et glas vin, og en har kaffe og brød. De er ikke i familie med hinanden, de har ikke lige spillet badminton sammen og nu sidder og fejrer kampene. De har heller ikke et opgør med hinanden, der er ingen mislyde imellem dem, og de er ikke byrådsaspiranter. Selv om de nok har alderen til det.  Ja, men for søten, hvad laver de så?

Per, Robert, Finn og Vagn har dannet en mandesnakgruppe, der holder til i cafeen, fordi de synes, den er så hyggelig. Der er boghylder allevegne, og personalet sørger for godt humør og god betjening. De stiller sig for eksempel gerne til rådighed, når gæsterne skal fotograferes.

– Man kan godt mangle et forum, hvor man kan have en dialog, mener Per. – Generelt set er vi mænd ikke ret gode til at snakke om andet end praktiske områder, sport, politik og kvinder. Men når det kommer til, hvordan vi har det, og vi skal udtrykke det, så er vi håbløst bagud i forhold til kvinderne.

– Før jeg blev pensionist, havde jeg et arbejdsforum, hvor der var en god dialog til at drøfte personlige ting. Sådan et forum kunne jeg godt have brug for.

– Jeg har det sådan, at jeg jo også er pensionist, siger Robert. – Det har jeg selv skullet forholde mig til, mest fordi jeg har savnet det fællesskab, vi havde på arbejdet. Det handler mest om, at man her kan have  nogle dybe samtaler, hvor man ikke er bange for at udlevere sig selv, sige for meget eller for lidt, men at man kan accepteres som den, man er.

Med dybe samtaler mener jeg, at vi mænd ofte er overfladiske i situationer, hvor det er uheldigt. Det kan være emner, der er svære at have med at gøre, og dem har vi jo masser af: Sygdom, død, skilsmisse, børn, der tager afstand fra en eller begge forældre.

– Finn og jeg har snakket sammen i madgruppen under Ældre Sagen, og derfor sidder jeg her, fordi jeg synes, det er utroligt spændende at være med, mener Vagn.

– Jeg har egentlig aldrig forestillet mig at skulle sidde og snakke om stort og småt i vores liv. Jeg synes, vi får meget gode samtaler frem om forskellige emner. Det er jeg meget glad for. Til sport snakker vi jo aldrig følelser, det er helt udelukket. Lysten er der, fordi vi har tillid til hinanden her. Her kan vi godt være personlige, uden at det dagen efter bliver slået op på Facebook.

– Det havde vi også på madholdet, vi to, og jeg tror også, de andre havde den der tillidsfuldhed. Men pauserne var små, vi skulle jo lave mad, griner Finn. – Her har vi roen, og alle har evnen til at lytte. Den er nok noget af det vigtigste, synes jeg. Ofte sidder man sammen med fremmede, der mest har lyst til at snakke om sig selv, og når jeg nu er så fantastisk spændende og interessant, hvorfor i alverden er der så ingen, der spørger mig om noget?

De andre griner med. Vi forstår godt ironi.

I øvrigt vil vi gerne være flere. Så har du lyst til at prøve at være med, så er der ingen tvang, hverken til at snakke eller at stoppe efter første møde, hvis det viser sig at falde dårligt ud for dig. Bliver vi flere deltagere, end det skønnes hensigtsmæssigt, deler vi os bare i flere grupper. Men vi vil bestræbe os på at holde mødet samtidigt på samme dato og klokkeslet cirka en gang månedligt. Som regel fredage klokken 13.

Du kan kontakte Finn på mail@finnwilkens.dk eller

Per på 40466242