Jeg stirrede på ham. Han virkede flink, venlig, rar og frem for alt parat til at påtage sig ansvaret i modsætning til de første fire ansøgere, der alle havde virket nervøse, forsigtige og alt for beredvillige. Bestyrelsen havde først her til morgen fået hans ansøgning, og selv om den ikke overholdt fristen, var vi enige om at tage ham ind, alene på grund af de flotte anbefalinger og den baggrund, han havde.
Bare den måde han trådte ind ad døren på. Smilende, rank med fremstrakt hånd, goddag, goddag, parat til at sige, at her har I mig, som I har ventet på så længe!
De andres ansigter lyste op og fortalte mig, at nu var vi alle sikre på, at her havde vi omsider fundet den rette.
Mads smilede over hele hovedet, Mikkel lænede sig tilbage og sad og fumlede med sin kuglepen, og Else rejste sig og hentede kaffen ude i køkkenet. De andre så tilfredse ud; det var ikke svært at se for mig, der havde kendt dem i en årrække.
– Velkommen til denne friskole, hvor ærlighed, oprigtighed og ligeværdighed er dele af vort værdigrundlag, sagde jeg. – Fortæl lidt om dig selv.

Manden i stolen rokkede frem og tilbage, inden han begyndte sin historie. Vi fulgte med, ingen sagde noget imens. Hvad ville han sige, hvilken effekt ville det have på os, og hvad ville der ske? Jeg så mig spændt rundt, men alles øjne var på ansøgeren.
Han blev færdig efter et længere indlæg. Intet af det, han havde sagt, var i modstrid med de oplysninger, jeg lige havde nået at få, men heller ikke helt i medstrid.
– Hvorfor har du forladt jobbet på efterskolen?
– Jeg tror bare, at vi blev mere og mere uenige om den overordnede pædagogiske linje.
– Så du sagde selv op?
– Ja, ja. Vi lavede en fælles erklæring, så vores uenigheder ikke kunne skade deres behov for at finde min afløser.
– Balladen på skolen må da også have betydet noget for dine overvejelser?
– Jo, bevares, de spillede da ind. Bestemt.
– Det må have været en hård tid?

Han nikkede til mit spørgsmål, men svarede ikke derudover.
– Fik det slet ingen konsekvenser for dig personligt?
– Ikke udover, at jeg sagde op.
– Slet ingen?
– Nej. Hvad skulle det være?
– Jeg mener, blev du ikke også skilt – på samme tid, som skolen var i stormvejr?
– Jo, man måtte jo bare igennem det. Hvor ved du egentlig det fra?

Han så ud, som om det kom bag på ham, at jeg vidste det. De andre så også på mig. Vi sad lidt. Jeg koncentrerede mig om mine papirer. Så rømmede jeg mig uden at svare ham:
– Skete der slet ikke noget for dig, som var en naturlig følge af det store pres, du var udsat for?
– Neeej, ikke andet end at jeg sov meget i den periode …
– Ikke andet?

Han sad uroligt på stolen og sendte mig nogle, synes jeg, anderledes blikke gennem stålbrillerne. Det venlige og milde havde forladt ham, vurderede jeg.
– Nej. Jeg ved ikke helt, hvad du hentyder til. Jeg passede mit arbejde koncentreret og samvittighedsfuldt …

Han trak på skulderen. De andre så igen på mig. Jeg indskød:
– Din bestyrelsesformand, Else Nielsen, har til mig for tyve minutter siden telefonisk oplyst, at du havde alkoholproblemer i forbindelse med din skilsmisse …
– Den fucking bitch! Den satans mær!
– Hvorfor vil du ikke fortælle os om det?
– Det var sgu da ingenting. Hør nu her! Tror I virkelig, at jeg ville ansøge om denne lederstilling, hvis jeg havde et alkoholproblem?

Flere af de andre bestyrelsesmedlemmer trak vejret tungt. Så tog Peter ordet:
– Da du besøgte skolen sidste uge, lugtede du af øl.
– Ja, øh, jeg havde besøgt en ven på vej herop, og vi fik da en sammen.
– Søndag morgen før 9?
– Altså, for fanden! Er det en kanonsynd her på stedet? Der, hvor jeg kommer fra, har man en mere liberal indstilling til den slags.

Jeg fumlede med min mobil, holdt den så op mod ham:
– Så, når jeg får at vide af Else, at du ligefrem har været indlagt til alkoholafvænning endda for ganske nylig, så er det noget liberalt, noget betydningsløst, og vi bare skal slappe af? Og at du herefter blev fyret på gråt papir, og ikke, som du siger, selv sagde op? Det er – ingenting?

Han hamrede sin hånd i bordet, øjnene var blodskudte, forekom det mig, og stemmen var skruet op i et meget højt leje:
– I kan rende mig! Pis mig i øret!

Han rejste sig, så stolen bag ham væltede, og skred ud af lokalet.
Mads brød den larmende tavshed:
– Der er nok fyldt op i forvejen.