Et øjeblik …
Høj alder kan kompenseres med at have børnebørn, siger erfaren gut på 78. De slæber en ned på gulvet for at lægge et puslespil, og man kommer formentlig aldrig op igen. De bygger huler i sandkassen, og sand har det med at lægge sig mange sjove steder. Et godt råd: Hold munden lukket, når barnebarnet kaster skovlen med sand. De er kræsne ud over det tilladte; vi andre fik bare at vide, at sådan var maden i dag, og det stod os frit for intet at spise. Sådan er det sandelig ikke længere. I nogen tid har vi tålmodigt set, at andre b-forældre laver særskilt mad, hvis ungerne ikke ku li den til de voksne. Blot for at opdage, at vi selv er røget på limpinden og nu kun fremstiller mad, der på forhånd er deklareret og erklæret egnet til menneskeføde af b-børnene …
Liva vil gerne ro på faderens romaskine, som b-faderen lige - prustende - har forladt. Hun har stadig natkjolen på, for det er søndag, og så har man fri. Og tænderne skal altså ikke børstes før efter morgenmaden, b-far!
Vi skal ud på formiddagen male med vandfarver. B-mor spørger: Hvor er vandet? Liva svarer og peger ud mod køkkenet: I vandhanen!
B-far kommer med slikpose og giver Liva et stykke lakrids. Hun vrænger helt uforståeligt over hele trynen.
Kan du ikke lide disse lakridser, spørger b-far.
Nej, erklærer damen med overbevisning.
Ja, men de er da helt søde, disse lakridser fra en, der hedder Bülow? De er slet ikke syrlige …
Måske. Indtil de kommer ind i min mund. Så bliver de sure!
Liva har sin egen lille personlighed, skrev jeg forrige år. Den er sandelig ikke blevet mindre her i 2024. Hun kan næsten alle danske og nogle engelske ord nu og kan forstå det meste af det, vi andre siger. Hun kan så meget.
Her sidder hun sammen med storebror Vincent, og nu kan hun udtale hans navn. Før det kaldte hun ham "Cincin", "Singsing" eller "Sient". Han er heldigvis godmodig, så det accepterede han.
Dog kan han få sin storebrorvrede frem, hvis Liva tillader sig at lege for meget med de forkerte ting, for eksempel bilerne. Han kan nærmest være opgivende så. Men det fortager sig hurtigt, og de to leger faktisk godt sammen.
Her ser hun lille ud. Men hun er vokset temmelig meget siden forrige år.
Hun tør så meget. Og hun kan alle de andres navne i vuggestuen. Hun kender adressen på hjemmet og ved, hvad hendes far og mor hedder. Vi andre? Tja. Bedstemor spurgte hende: "Hvad hedder jeg, Liva?" Hvortil hun kort og godt svarede: "Bedstemor!"
"Gå ud og læg din tandbørste på toilettet!, siger mor".
Så det gjorde Liva.
Hendes temperament er legendarisk, lige fra det sødt og blidt smilende til det vanvidsfrådende "NEJ", hvis man tager hendes dukke. Eller når hun skal i seng: "Mor put mig!", hvor hun kan gå totalt i baglås i omkring et kvarter. Argumentet at mor jo kommer i løbet af natten sparker hun til side og skriger højere. Men til sidst er hun også så udmattet, at hun er ligeglad med, om det er bedstemor eller bedstefar, der sidder der på sengekanten. Og næste morgen? Frisk og glad - ingen hukommelse om den vanskelige putning aftenen før. Sådan var det i 2024.
Liva var et år og fire måneder forrige år i juli. Tiden går alt for hurtig. Hvad kunne man skrive om hende dengang: Hun har sin egen lille personlighed, og det ved alle bedsteforældre om deres børnebørn. Ellers ville vi jo heller ikke gå rundt og bruge en hel del tid på at vise billeder af vidunderet til alle mulige andre, der prøver at se begejstret ud på vores vegne, mens de blot tænker på at få lejlighed til at vise deres egne børnebørn frem …
Liva er nysgerrig og synes, der er mange spændende ting på biblioteket. Her sidder hun med 30 tusser og finder det enormt udfordrende at smide dem på gulvet én efter én for derefter at se bedstemor samle dem allesammen op igen - én efter én.
Liva elsker gentagelsen. Hun griner fornøjet, når man kan få en bold til at rulle nedad en sliske. Skal vi igen, Liva, spørger bedstemor. Hun nikker, for hun forstår naturligvis alt, man siger, men har endnu ikke alle ordene på plads.
Hun synes, at sutten er hendes bedste ven. Det har hendes forældre indset, så de har en hel spand med sutter. Jeg tror, der er omkring 50. Så det varer noget, inden hun udgår.
Et tegnebræt med uendelige slettemuligheder giver hende stor lyst til at tegne. Hvad det forestiller, går over min fantasi og indlevelsesevne; jeg er nok enten for gammel eller for ukvik.
Hun er naturligvis en bette charmetrold. Samtidig respekterer hun et nej til en chokoladekiks mere. En leverpostejmad får den skæbne, at brødet er tilbage, når leverpostejen er væk. Tomatsuppe med boller?
Jo, jo. Tomatsuppe med boller fordeler sig således, at bollerne glider fint ned i spiserøret, mens det meste af tomatsuppen fordeler sig nydeligt om munden og ned i hagesmækken.
Liva er vant til at køre med klatten, dvs. styre indkøbsvognen hos købmanden. Det vidste bedstemor ikke, men så skriger Liva bare, og så forstår bedstemor, at indkøbsvognen altså er Livas personlige ansvar.
Når man kun er et år og fire måneder, har man brug for en bette krammer. Bare at hvile sig lidt og lytte til bedstefars hjerteslag giver lige lidt mere energi.
Behøver jeg at bruge spalteplads på at fortælle, at hun er et kærligt og tillidsfuldt lille barn, der betragter alle voksne som potentielle sosu-assistenter og vuggestuepædagoger. Hun vil også gerne se Bamse og Kylling eller Minisjang med Fantus og nogen, der synger om en bus, hvor hjulene forbavsende nok drejer rundt. Eller at hun kan finde på at vågne klokken fem om morgenen og forlange morgenmad, underholdning og samvær, samt at hun hader tandbørstning og elsker at pladre i vand og klatre op på komfuret eller bare pege på køleskabet, når hun bliver sulten?
Der er plads i kommentarboksen til at fortælle begejstret om DIT barnebarn. Uanset sprogblomsterne vil jeg læse det med den kølige distance, der kommer af at vide, at det er sgu mig, der har det sødeste og bedste og dejligste og …
