Et øjeblik …
Dette skilt står flere steder i Thisted, blandt andet over for biblioteket og er henvendt til bilister, der lige skal afsætte en person og hurtigt sige farvel og af sted igen …
Men på en dansk folkeskole i en dansk by, Åbybro, er engelsk meget finere end det der danske "Kys & Kør", som man praktiserer i Thisted.
I Sønderjylland går man et lille skridt videre og bruger den lokale dialekt. Det synes vi sønderjyder godt om.
Youghurt er nedsat fra kroner 24 til kroner 10. Jeg napper to flasker og nærmer mig nynnende kassen.
Bag kasseapparatet sidder en skoleelev. Sådan forekommer hun mig. Hun har fået fritidsjob, og det er godt. Unge, der tager ansvar for sig selv, er en gave for samfundet.
Jeg lægger mine varer på båndet. Hun glemte vist at sige god dag, men skidt med det. I det hele taget ser hun sammenbidt ud. Munden er en smal streg; hun indbyder ikke til hyggelig småsnak.
– Bon med?
– Ja, tak!
Jeg kigger hastigt ned over tallene. Alt ser fint ud. Hov! Youghurten står til 24 kroner flasken. Det må rettes.
– Altså, ved du hvad, det er da vist en fejl: Den står til 10 kroner, og du har taget 24 …
Hun slår surt med hovedet og retter beløbet. Uden kommentar.
– Var det en idé at sige det til din chef, altså at kassen eller scanneren ikke er klargjort til den nedsættelse? Jeg synes, jeg før har oplevet, at …
Hun slår igen med hovedet og begynder - uden at sige et ord - at betjene næste kunde. Jeg tygger lidt på det, men giver ikke så let op:
– Du ser sgu sur ud. Er det mig eller dig, der har lavet en fejl? Hvad med lidt almindelig venlighed og imødekommenhed over for kunderne?
Hun svarer ikke, og kunden bag mig grynter også - til mig:
– Det får du sgu ikke meget ud af!
Næh, det gjorde jeg ikke. Forhåbentlig læser hendes boss med her og indser eller får hende til at indse, at man har fordel af at behandle kunderne nogenlunde venligt og i hvert fald høfligt og for eksempel udtale de to små ord:
– Jeg beklager!
I stedet for det monotome: Hav en god dag!
Men måske har kæresten slået op? Måske har hendes mor skældt hende ud, fordi hun kom sent hjem i nat? Måske er der en kunde før mig, der har været sur og ubehagelig? De findes jo, ved vi.
I anledning af Sct. Hans har jeg aflagt hovedstaden et besøg. Det kan ikke anbefales. Læs videre og forstå.
Jeg har sat mig i solen på en fortovscafé. Den hedder noget med Den Ottende. Ligger midt på pladsen med parasoller og et glashegn udadtil. Der er flere borde, end der er plads til. Et ægtepar har ovenikøbet taget en barnevogn med ind. På en eller anden måde lykkedes det mig at presse mig mellem den og en dame i ubestemmelig alder, der sidder og gør sig store anstrengelser for at hive røg ud af nogle tørrede plantedele omviklet med papir.
– Jeg skal bare bede om et glas hvidvin, siger jeg til servitricen, en ganske ung, lyshåret pige, der ikke ligner en heks i traditionel forstand. Studinen her trækker på skulderen og begynder at kigge sig rundt efter andre, mere interessante gæster, der giver større fortjeneste i sit feriejob. Lidt længere henne dukker TV-værten, Kåre Quist, op med en dame og sætter sig.
– Så gerne, her er menukortet.
Hun rækker mig det, mens ansigtet er drejet over mod Kåre Quist.
Der er to forskellige hvidvine, og jeg napper den dyreste. Studinen forsvinder og kommer hurtigt tilbage med det ønskede og sætter glasset foran mig, mens hun igen drejer hovedet over mod Kåre Quist.
– Hvor er du hurtig, siger jeg anerkendende og nævner ikke noget om, at det er let nok at være hurtig, når man kan flyve.
Jeg smager på vinen, der er dejlig kold, men kulden afløses af mit martrede ansigtstræk, da det går op for mig, at en eller anden har hældt et kvart kilo sukker i og rørt rundt.
Jeg vinker til servitricen, men hun har nu placeret sig et stykke borte med øjnene limet på Kåre Quist.
Når man skal bestille, er de opmærksomme på én. Når man skal brokke sig, er de gået hjem.
– Hallo, brøler jeg efter hende. Hun reagerer ikke, men lader, som om det ikke er til hende. Så rejser jeg mig og vinker, mens jeg råber højt, idet jeg efterligner Kåre Quists stemme:
– Klokken er blevet 21 søndag …
Det hjælper. Hun genkender ordene og baner sig prustende vej over barnevogne, damer af forskelligt køn og andre snakkende cafegæster.
– Den er altså for sød, siger jeg.
– What, spørger hun stram i betrækket. Allerede her er hun udmærket klar over, hvad jeg mener. Jeg peger på glasset og gentager.
– Det står på menukortet, at den her har en vis sødme …, forsvarer hun sig med.
– Nå for den. Kan jeg så ikke få den byttet?
– Ja, det kan du tro, du kan. Jeg kan sagtens bringe et glas af den anden hvidvin, hvis du er comitted til den.
– Altså bytte? Ikke noget, jeg skal betale for, vel?
– Det bliver du nødt til. Du har jo drukket af den.
– Hvordan skulle jeg ellers vide, at den er sødere end sød?
– Det står på menukortet, sorry, baby.
Hun trækker på skulderen. Hendes øjne flakker rundt og standser igen ved Kåre Quist.
– Så er det jo ikke et bytte, insisterer jeg. – Det er ingen kunst. Jeg havde jo håbet, at du …
– Nej. Well - jeg vil gerne bringe dig another glas vin.
Hendes blik er klistret på Kåre Quist, mens hun siger det.
– Mange tak. Mange tak. Det er næsten alt for meget. Hvor skal du brændes i aften?
Hun hører intet. Hun står helt fortabt og kigger på Kåre Quist og veninden.
Jeg opgiver at få svar og forlader fortovscafeen, mens jeg leder i turistavisen efter et bålsted med en lyshåret heks.