Længe før omikronen herskede eller i det hele taget havde meldt sin ankomst, havde vi privat aftalt og arrangeret flere sammenkomster. Nogle gange er det dejligt at mødes med andre gode venner på tidspunkter, der ikke har noget med højtider at gøre. Højtiderne lever deres eget liv bestemt af kultur og vaner og – familien. Men udenfor er der muligheder. Så vi havde en række aftaler lige før jul.
Således havde vi også arrangeret en dejlig og tildels også en festlig middag sammen med Peter og Katrine. Det hedder de ikke, men det kan jo være lige meget. Vi skulle bare have burgere, men det er også lige meget.
Ugen før ringer Katrine og må melde afbud. Træt svarer jeg: “Hvad er der så?”.
Lyder jeg irriteret? Det kan godt være, men den der corona går aldrig væk, og vi sidder i dyndet til op over begge ører. Så selvfølgelig har Peter og Katrine været sammen med nogen, og så er de blevet smittet.
“Hallo,” siger Katrine. “Vi må desværre melde afbud til på torsdag”.
“Nå,” svarer jeg friskt. “Det er måske omikronen, der har ramt jer?”
“Ja,”, siger Katrine. “Efter en større julefest forleden viser det sig, at et par bette børn er testet positive!”
“Nå, for den,” udbryder jeg møghamrende irriteret. Resten af samtalen drukner i sure opstød over den der fandens corona, der sådan skal virke ind på vores normale tilværelse. Er det ikke også de der … kinesere, der har skabt den?
Resten af dagen går med at smide lidt rundt med stole og borde og ændre planer. Heldigvis har vi også en aftale med Jens og Lone. Der skulle vi ikke nøjes med burgere!
—
Klokken TV-Avis samme aften ringer telefonen igen. Det er Lone. De hedder ikke Jens og Lone, men det kan jo også være underordnet. Hul i det.
“For fanden,” siger jeg meget hurtigt. “Hvad har I så for en begrundelse?”
“Det er Jens´ mor, der ligger for døden”, siger Lone så. “Og det har ikke noget med coronasygdom at gøre!”
Det er her, jeg holder mund – et stykke tid, hvor ingen stole eller borde bliver smidt rundt.
Et øjeblik …
