Hun har en brun-orange frakke på med læderknapper. Hendes ansigt er halvt skjult af hætten. Brillerne harmonerer med frakken. Der er brune med mørkebrune pletter. Hendes har er meget brunt. Som en kastanie. Håret sidder stramt med en lang hestehale. Tjekket ser det ud. Tjekket er hendes kendetegn. Det oplevede jeg engang vi sammen var på KGB-lejr. Vi lå tæt sammen i nederste køjeseng. Da jeg forsigtigt lagde min hånd på hendes mave, flyttede hun min hånd. Som datter af præst i Snedsted skulle man nok være lidt kysk. Jeg havde aldrig nogensinde rørt en pige. Overhovedet ikke rørt. Jeg følte skyld og skammede mig.
I et frikvarter inviterede hun mig på en gåtur nede ved Limfjorden. Kærligheds Stien var et sted hvor man forventede at blive kærester. Men stakkels mig. Jeg stivnede da hun sagde at hun rejste til Amerika for at gå på et gymnasium i San Fransisco.
Min drøm var knust.
Hvordan og med hvilke ord vi skiltes, erindrer jeg intet om. Kun den mentale og lammende sorte tåge i min forsmåede krop husker jeg.
At være 19 år og mandlig jomfru troede jeg kun var overgået mig. Ingen talte jeg med om min tragiske skæbne om. Ingen.
Et par dage gik lå jeg underdrejet i min seng. Var livet værd at leve, spurgte jeg mig selv.
Jeg fik et stærkt behov for at flygte til et eller andet hemmeligt sted, hvor ingen kendte mig.
Jeg sad en dag ved vinduet i mit værelse og så på sneen, der faldt tæt. Det blæste op fra vest. Det gjorde det ofte på min fødselsdag sidst i marts.
En af gaverne var et par grønne søstøvler. Synet af dem fik mig til at tage dem på. Jeg ville gå en tur.
Gennem søle og sjap vandrede jeg mod Klitmøller. Der ikke mere end 17 km. Jeg frøs og satte tempoet op. Langsomt bredte varmen sig i min krop, og jeg fik det en anelse bedre.
Jo længere vestpå man kommer, jo varmere bliver det. Sneen smeltede.
Efter 10 km’s vemodig vandring hørte jeg en sagte rislen. Vejgrøftens sne smeltede. I disen hørte jeg et biuvit-biuvit. En vibe gloede på mig og ville fortælle mig noget jeg ikke vidste hvad var.
Men så skete miraklet.
Jeg blev beruset af tanken om, at præstens datter ikke var den eneste dejlige pige i Thisted og omegn.
Da jeg nåede Vesterhavet, skreg jeg for fuld kraft mod England, mens jeg med knytnæverne bankede på mit bryst: længe leve mig!

Jeg var bange for Steen. Han var høj og smal og havde nogle meget grimme og røde fregner. Hans hår strittede i alle retninger. Jeg blev tit klippet. Frisør Christiansen var en sød mand, der havde en pige som fik mig til at blive genert. Jeg så en anden vej, når jeg gik forbi hende på fortovet og nogen gange gik jeg over på det andet fortov for at undgå at kigge på hende. Jeg blev aldrig genert, når jeg kom forbi Steen. Jeg blev kun bange. Meget bange. Så bange, at jeg løb ind i 1000 Ting. Jeg kiggede på legetøjsbiler og lod som om jeg havde penge til at købe en for. Pyha hvor var frøken Odgård sød, selv om hun ingen penge fik af mig.
Oppe i hovedet spurgte jeg mig selv, hvorfor jeg ikke blev genert, når jeg kom forbi en af drengene på fortovet. Hanne var faktisk den eneste jeg blev flov over at møde. Nogen gange hoppede mit hjerte hurtigt, når jeg mødte hende

Pludselig en dag ser jeg Steen komme gående på samme fortov som mig. I hovedet havde han den mindste cigaretstump jeg nogensinde har set på en dreng. Der kom nogen gange røg ud af hans mund. Jeg tror hans far har sagt til ham, at han ikke måtte gå med tændstikker, men det var Steen vist ligeglad med. Min far og mor havde sagt til mig, at jeg heller ikke måtte gå med tændstikker. Kun nytårsaften. For jeg skulle jo tænde de 10-øres kinesere, som vi solgte i vores farvehandel. Sådan en kineser kaldte min en damefis. Min far sagde at min mor slår en fis og at han selv slår en prut.
Jeg kunne mærke, at jeg var lige ved at tisse i bukserne, fordi Steen kom nærmere og nærmere. Ovre på det andet fortov kom fru Larsen gående. Hun kendte min mor og far. Nu løb Steen over mod mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, fordi der var langt ned til vores farvehandel. Jeg rendte så hurtigt som jeg kunne. Det var bare ikke hurtigt nok. Men det frygteligste og forfærdeligste var at Steen havde nogle lange tynde ben og kunne løbe lige så hurtigt som en tyndbenet hund jeg en gang så løbe væk fra en kat i Klitmøller. Steen var nu lige i hælene på mig og lige inden jeg kom til vores farvehandel, tog han fat i min nye trøje. Han skubbede mig om i vores baggård og hen til vores store glasballoner. Han tog den store prop af og puttede min næse ned i hullet. Jeg havde aldrig prøvet det før. Jeg troede jeg græd, men det var jeg alt for bange til. Alt for bange. Alligevel løb der tårer ned ad begge mine kinder.
Inden han slap mig, sagde han at nu vidste jeg hvordan 3-dobbelt salmiakspiritus lugtede. Jeg tørrede mine øjne med fingrene.

Nu blev jeg stjerneglad, for jeg kunne se en sejlbåd ude på fjorden og henne ved vandet sad min storesøster og min storebror og min lille storebror. Jeg løb meget hurtigt hen til dem. Så hurtigt, at jeg var lige ved at løbe ind i en mur. Jeg har aldrig set noget lignende. Der var ingen Limfjord eller sejlbåd. Min storebror sagde at det var vores far der havde malet både Limfjorden og skibet og himlen. Det var et flot maleri. Så flot, at jeg næsten helt glemte Steen.

En søndag efter kirken kom vi hele familien gående op ad Møllevej. Min far sagde pludselig, at der var tykt af mennesker udenfor en lille forretning. Ejeren hed hr. Lund og min far sagde, at han en gang havde repareret vores gamle radio, som vi havde fået gratis, fordi min morfar havde købt en splinterny radio, som ikke hylede.
Foran radioforretningen stod der så mange mennesker, at jeg ikke kunne tælle dem. Min far sagde, at der var cirka en million. Min far sagde altid, at når der var nogen der havde gjort noget værre noget, skulle de skydes. Jeg hoppede ikke på den, for min far var fuld af fis og ballade. Det sagde min mor i hvert fald. Det var hverken fis eller ballade, da min far tog mig op på skuldrene, så jeg også kunne se, hvad alle de mennesker kunne se. Og der.
En brun kasse med ben på. I den ene side af kassen var der lys. Et mærkeligt lys, som jeg aldrig havde set før. Det flimrede og var lidt grønt. En gang i mellem, når det ikke flimrende, kunne man i kassen se en masse mennesker gå ude på gaden. Der var også et orkester og dem, der spillede havde kjoler på. Orkestret lød ikke lige så godt, som når min lille storebror og min store storebror spillede. De spillede i Thisted FDF-orkester. Inde i den brune kasse, som spillede de alle sammen på sådan nogle sorte stænger, der lignede de lakridspiber jeg fik om søndagen.
Min far sagde at kassen hed et fjernsyn, selvom der også var en radio i kassen med de fire ben.
Da fjernsynet blev slukket, klappede vi alle sammen og der var mange der snakkede om, at de ville spare sammen til en kasse.

Henne ved vinduet fik jeg øje på en bøsse, der var meget større end den, der stod på min nye bil. Da han så, at jeg kiggede på den store bøsse, begyndte han at tale om krigen. Han fortalte om, at han sammen med andre unge mænd havde fået et tog til at eksplodere. Jeg tror altid på, hvad min onkel siger, men jeg vidste ikke helt, om det var forkert, det han fortalte mig, men lige pludselig kom jeg til at tro på ham igen. Han tog en grøn tingest ned fra hylden. Den lignede lidt et chokoladepåskeæg. Han viste mig en lille ring, der sad på den grønne tingest. Da han fortalte, at hvis man rykkede i ringen, ville hele huset springe i luften, troede jeg ikke, han løj. Jeg kunne ikke sige noget og havde lyst til at løbe ned til min mormor og spise hjemmelavet tykmælk med mug og sirup på. Men det gjorde jeg altså ikke alligevel. På natbordet stod der også en flaske vand med en lille hvid tingest i.
Min onkel lavede øjne og fortalte mig, at det hvide var noget, der havde været inde i hans ene knæ. Nøøøj, hvor mærkeligt. Det var kun, fordi jeg var så glad for min onkel, at jeg ikke sagde, at det var løgn. Jeg kunne slet ikke forstå, hvordan han selv kunne tage tingesten ud af sit knæ. Måske det nu alligevel var løgn. Men min mund var lukket med sytten segl, som min mor sagde, når der var noget, jeg ikke måtte fortælle til nogen andre. Det er jo ikke at lyve, når man ikke siger noget som helst, sagde hun engang. Jeg forstod det næsten.
Min onkel så træt ud og hældte to hvide bolsjer i et glas. Men det var vist ikke bolsjer, for de begyndte at bruse med en masse små bobler. Han sagde av av og satte en hånd på panden. Den svedte. Han lugtede ud af munden.
Jeg kan huske, at hele min familien måtte flytte, fordi min far var gået neden om og hjem. Neden om og hjem, vidste jeg ikke hvad var for noget. Jo, måske det bare var, fordi han gik en tur nedenom fjorden og hjem.
Jeg prøvede at lade være med at græde, men kunne ikke undgå det helt, da min mormor fortalte mig, at han var flyttet til København.
Jeg kunne virkelig godt lide at bo i vores farvehandel, fordi der kom så mange mærkelige mænd for at købte pensler og maling og noget at male på. Det var underligt at skulle bo et fremmed sted, men da jeg hørte, at vi skulle bo på onkel Pouls lille kammer, blev jeg glad igen. Min mor lå på onkel Pouls seng, og vi andre lå på gulvet. Jeg lå i en sovepose lige ved siden af min mor. Jeg vågnede midt om natten, fordi der lå noget mad på min sovepose. Det var sådan noget gråt sovs med små stykker gulerødder og grønne ærter. Det lugtede altså bare dårligt, så jeg var lige ved at kaste op.
Jeg sagde ikke noget, men syntes det ulækkert. Meget ulækkert. Føj hvor det lugtede.
Der gik ikke mange uger, før fik jeg en lillebror. Ham var jeg nu ikke så glad for. Men til gengæld var jeg glad, da min far fortalte mig, at jeg var blevet storebror. Det havde jeg jo aldrig før været.

Onkel Poul arbejdede i min morfars farvehandel. At se ham male skilte var noget af det bedste, jeg vidste. Han var virkelig god til det. Når jeg malede i min ABC, malede jeg hele tiden udenfor og fik skæld ud af den dumme lærer. Onkel Poul er ikke dum, for så kunne han da ikke male så fine skilte uden at male udenfor. Der var ingen andre i klassen, der havde så dygtig en onkel som mig. Og så var han berømt i hele Vestergade. I hvert fald tog de fine mænd altid hatten af, når de kom spadserende forbi mig og min onkel.
En dag var han ved at male en mand med hat på. Hatten var knaldrød og så stor, at jeg næsten ikke kunne se hans øjne. Hatten lignede sådan en cowboyhat, jeg en gang så på forsiden af en bog, der stod på en hylde i en forretning, der solgte bøger. Nøj, hvor var det mange bøger, han ejede, ham der ejede forretningen. Jeg begyndte at tælle, hvor mange bøger der stod på alle hylderne. Selv om jeg i skolen var en af de bedste til regning, kunne jeg ikke tælle alle de bøger. Jeg talte engang, hvor mange vi er i min familie i farvehandlen. Det kunne jeg godt. Vi var seks. Det var bare lige det, jeg kom til at tænkte på, da jeg så den røde cowboyhat, som min onkel havde malet.
Onkel Poul skulle male en reklame for en dåse maling. Øj, det var spændende at se, om min onkel kunne male en dåse maling. Men det kunne han. Uden på dåsen stod en mand med et kæmpe rødt skib i sin ene hånd. Det var mærkeligt. En mand kan da ikke være så stærk. Basta.
Min onkel var godt nok dygtig til at male. Så dygtig, at jeg helt glemte, at jeg skulle i skole. Onkel Poul grinede og sagde til mig, at jeg bare skulle blive hjemme. Jubiii. Min onkel er den bedste onkel i hele verden. Han tog en pengeseddel op af lommen og sagde, at jeg skulle smutte over i 1000 Ting og købe den militærtank, som jeg ellers skulle have haft i julegave. Jeg kunne mærke, at jeg blev glad inde i min mave. I 1000 Ting lugtede der af teknobiler og gummi. Jeg kunne bedst lide de biler, der bliver brugt, når der er krig. De var grønne som græs. Så fik jeg øje på en lastbil med en meget stor bøsse på. Fru Odgård var sød fordi hun næsten altid smilede og snakkede med mig hele tiden, selv om jeg kun gik i anden klasse. Hun var den sødeste af dem, der har legetøjsbiler i deres vinduer.
Min onkel var næsten færdig med at male, da jeg kom tilbage i farvehandlen. Så begyndte onkel Poul at ryste på sine hænder. Han rystede så meget, at han tabte den dåse med rød maling. Min onkel sagde et ord, som min mor engang havde fortalt mig, at jeg ikke måtte sige, for så kom jeg ikke i himlen.
Onkel Poul og mig gik ovenpå, hvor han boede på et lille værelse. Der duftede af det, min mor kom på min hånd, når vores kat havde revet mig. Og så lugtede der af cigaret.