MIG OG MONARKIET
Kongelig kø

Sommeren 1969 var lang og lys. Thisted i Thy – musikkens by - var ikke en undtagelse. Min kæreste havde netop fået kørekort. Hendes far sad i den side hvor den motorsagkyndige havde siddet tidligere på dagen. Vi drejer af for at køre ned mod havnen, da hvide heste med rødklædte ryttere og sabler kommer i mod os. Den ellers så gode stemning i den røde Opel Commodore Coupe var nu på kogepunktet og hendes far var rød i hovedet som den røde Commodore. Min kæreste havde overset indkørsel- forbudt-skiltet.
Panikken bredte sig i bilen. Den forreste hest rejste sig på bagbenene, mens den vrinskede. Min kærestes far overtog rattet og bakkede, så kortegen kunne passere. Jeg nåede at se Frederik den Niende og hans hustru, Dronning Ingrid, som jeg aldrig havde set live før.

MIG OG MONARKIET
Prinsen på privatbesøg

For nogle år siden år siden skrev jeg en større artikel om mine aner. I familiens stamtavle kan man læse om min stamfader, der var vinbonde i Languedoc.
Han hørte til den reformerte kirke, hvis huguenotter katolikkerne mildest talt ikke brød sig. Det medførte en blodig massakre, som kostede mellem 10 og 20.000 huegenotter livet. De fleste overlevede. Min stamfader Jean Maurel var heldigvis en af dem. Ellers havde jeg jo ikke kunnet siddet her og skrive denne historie til læserne.
På et tidspunkt fik jeg lyst til at indsamle mere viden om Maurel. Jeg satte mig for at finde den vingård han ejede eller i det mindste besøge hans egn. Jeg ringede til den danske ambassade i Montpellier i håb om at få svar på mine mange spørgsmål. Da det ikke lykkedes, pønsede jeg længe på, hvad mit næste træk skulle blive
Det slog mig, at Prins Henrik også var franskmand, og at vi i høj grad dyrkede de samme kunstarter som fx kunst, musik, poesi og franske vine. Derfor skrev jeg til Hofmarskallatet i håb om at der i arkiverne forelå flere oplysninger om slægten. I 1704 lykkedes ham at få asyl i Danmark. Det rygtedes hurtigt, at Jean Maurel var en dygtig vinbonde. Det kom hurtigt kongen på Christiansborg for øre og min stamfader blev ansat som kgl. vintapper.
Efter nogle dage modtog jeg et brev, hvori det fremgik, at Prins Henrik ønskede at besøge mig her i Århus. Det stimulerede min nysgerrighed. Jeg havde godt nok siddet og drukket champagne med ham og hans venner under en tennisturnering. Men ligefrem at Prinsen skulle komme på privat besøg, havde jeg naturligvis overhovedet ventet.
Jeg modtog ikke flere breve fra kongehuset, og et par dage senere læste jeg, at han var blevet dement.

Kapitel fra bogen:

Min fars rundstykker

Polle græder når musikken er smuk

En lørdagsmorgen vågnede jeg ved at min far stod op. Solen var ikke stået op endnu, så det var koldt. Meget kold.
Jeg faldt i søvn igen, men vågnede med et sæt, da han smækkede døren. Da klokken var blevet elleve, vågnede jeg igen, da han kom ind ad døren. Jeg havde den morgen sovet længere end jeg plejede, og min mor kaldte mig en syvsover. Ordet syvsover havde jeg overhovedet aldrig hørt om før. Det ord havde jeg aldrig hørt før, og jeg syntes godt nok det var tidligt at stå op allerede klokken syv. At det betød, at man sov alt for længe end til klokken syv, forstod jeg ikke en disse af.
Jeg bestemte mig for, at spørge min mor om, hvad det betød at være en syvsover. Hun havde bare at forklare mig det. Jeg syntes at hun var lidt dum, fordi hun bare sagde, at det hed det altså bare.
God morgen, Polle, sagde min far og så glad ud. Stå lige op og kom her hen til vinduet og se, hvad der er sket ude i haven. Jeg kunne ikke se at der var sket noget. Haven så da ud som den altid har gjort med syrener, guldregn og silkehaler, der spiste rådne rønnebær, som de blev fulde af. Derfor kunne de næsten ikke flyve og faldt nogen gange ned fra den gren, som de sad på. De var så forvirrede. Det så så sjovt ud, at jeg kom til at grine højt.
Men nu fik jeg alligevel øje på noget, der var mærkeligt. I fuld fart løb jeg ned ad trapperne og om i haven. Aldrig havde jeg set noget lignende. Rundstykker i et træ. Det var godt mærkeligt. Meget mærkeligt. Det var også mærkeligt, at der hang to meget små æsker. Den ene var blå og den anden rød. Det måtte være min far, der havde hængt lakridsæskerne op i træet. Han vidste nemlig godt, at de små pastiller, både de stærke røde og de søde blå, var min livret.
Næste morgen var det søndag. Den dag gik han ikke ned i farvehandlen, for den havde lukket om søndagen. Klokken var kun fem. Da min far sagde, at han ville vise mig noget, som jeg aldrig havde set før. Ingen af dine klassekammerater og ingen på hele skolen har set noget lignende. Jeg tog tøj på og gik ned i køkkenet og spiste havregryn med kanel og sukker på. Min far drak kaffe og smurte to madpakker. Mærkeligt. Det var ellers altid min mor, der smurte mellemmadder. Altid. Vi skulle køre 15 kilometer for at komme ud i Vildtreservatet, som lå helt ude ved Vesterhavet. Vi var alene og kunne hverken se mennesker eller huse.
Vi drejede ind i skoven, hvor der kun voksede juletræer. Altså uden stearinlys på. Det var ved at blive så varmt, at min far måtte tage overtøjet af. Det var jo ham, det havde cyklet 15 kilometer. Så han tog frakken af, mens jeg sad og frøs lidt på stangen. Det gjorde ondt i bagdelen, fordi vi ikke havde et sæde på cyklen til små drenge som mig.
I skovens dybe stille ro begyndte min far at synge. Jeg sang med, fordi jeg lige havde lært den sang, som jeg elskede. Særligt melodien syntes jeg var flot. Jeg tænkte tit på hvordan et menneske overhovedet kunne synge. Hvordan kom der en tone op ad halsen, og hvordan kunne to mennesker få det til at lyde ens. Min storebror kunne endda synge en anden melodi samtidig med at min far sang den rigtige melodi. Når de sang på den måde, lød det så smukt, at jeg helt kom til at græde. Min far hørte eller så det heldigvis ikke, for engang havde han sagt til mig, at drenge måtte græde. Kun piger. Jeg ville altså gerne have været en pige, for så måtte jeg da græde mange gange, når jeg var lidt ked af noget. Jeg græd også nogle gange, når jeg lyttede til smuk musik i radioen.

En vindstille sommeraften brølede og brusede havet så meget, at det var svært at få ørenlyd. Et fænomen, der opstår, når en storm på havet i løbet af kort tid lægger sig, mens havet stadigvæk er i skummende oprør.
Min bror og jeg var på besøg hos onkel Johannes i Klitmøller. Johannes var skomager og var meget optaget af ny teknologi, videnskab og motorkøretøjer. Han havde i mange år drømt om at skifte sin røvskubber ud med en Vespascooter. En røvskubber er en cykel med en lille motor på bagagebæreren. Den kræver ikke kørekort i modsætning til Vespaen. Så i en høj alder tog han kørekort.
En dag tog han os med ind i et hønsehus, hvor den funklende nye Vespa stod. Han startede motoren og gassede op, mens han stolt så os i øjnene gennem en benzinduftende røgsky. Han tilbød os en tur.
Først kørte han af sted med mig, så jeg som den mindste kunne cykle i forvejen og på den måde blive indhentet af min storebror, så vi kunne cykle sammen resten af vejen.
Mørket var så småt ved at falde på, da jeg hørte en ambulance i det fjerne. Den kom nærmere og nærmere. Idet den passerede mig, måtte jeg stå af cyklen. Mine ben kunne ikke bære mig. Jeg var så nervøs og rystet, at jeg i buldrende mørke måtte trække cyklen de sidste fire kilometer.
Idet jeg stillede cyklen i cykelstativet, kom min mor ud indefra naboen, borgmester Christian Iversen og frue, som var de eneste i kvarteret, der havde telefon. Mit hjerte hamrede, da jeg så hende gå ned af trapperne. Jeg sagde til hende, at hun ikke behøvede at fortælle, hvad der var sket.
I et sving ved indkørslen til Klitmøller fik min onkel en absence og kørte lige ud med det resultat, at scooteren fløj hen over en grøft og landede på trappen uden for min grandonkels købmandsbutik. Min bror fløj bogstavelig talt af sted på røv og albuer. Han kurede henover grus og tørt marehalm gennem et råddent stakit og landede til sidst inde i køkkenhavens brombærkrat. Der gik hul på hans albueled i en grad, så en knogle var blevet synlig.
Min onkel blev kørt på Thisted Sygehus. Dog blev han udskrevet et par dage efter. Det sidste, jeg husker om ulykken, var en blikspand med rødt vand, hvor min onkels tøj lå i.
Johannes, som var ekstrem indremissionsk, mente, at Gud havde holdt hånden over de to. Måske havde han ret?

Efter et FDF-møde i Missionshuset i Thisted cyklede jeg over til min morfar og mormor. De havde lige solgt deres farvehandel, Peter Morell Mølgårds Farvehandel i Vestergade 40-42 og var flyttet til en lejlighed omme i Kongensgade 6.
Min mormor kom mig i møde og sagde ”Jamen er det dig, Jan?” Det spurgte hun sjovt nok om, selv om hun selvfølgelig godt vidste, hvad jeg hed.
Hun vidste, at min livret var og fandt den hjemmelavede tykmælk frem. Den var lavet af uhomogeniseret sødmælk, der var på nippet til at blive for gammel. At mælken var uhomogeniseret betød, at fløden lå sig øverst på tallerkenen. Oven på fløden voksede der grønt mug, som penicillin var fremstillet af. Min mormor sagde, at mug var meget sundt og fandt et glas mørk sirup frem.
Dengang i 1950’erne og 60’erne havde kun ganske få hjem i Thisted anskaffet sig et køleskab. Køleskabe var dengang for de flestes vedkommende alt for dyrt. Det var det også for min bedsteforældre, men de havde et stort og grønt isskab, som blev kølet ned ved hjælp af is, som man købte på den anden side af vejen i ismejeriet. En stor, aflang blok is blev lagt op på disken, hvor fru Nielsen hakkede den i stykker med en isøkse. Når jeg kunne komme til det, hentede jeg isen hos fru Nielsen, hvis man var mælkemand.
Da jeg kom tilbage med isen, kom der nogle mærkelige lyde inde fra stuen. Jeg gik derind og så, at min morfar sad med det store, højre øre næsten helt inde i radioen, som skrattede og hylede. I venstre hånd havde han en kæmpe cigar. Han var så optaget af radioen, at han glemte at suge i den, så den var gået ud. Nu drejede han på en knap, som fik radioen til at hyle og skratte endnu mere. Jeg ville vide, hvorfor radioen hylede og skrattede. Schyyyh, sagde min morfar på jysk uden at se på mig ”Di slåes i Jetman”.
Ude i det lille køkken var min mormor færdig med at vaske op. ”Ak ja, Jan. Nu bliver der nok krig i Vietnam. Hun sukkede dybt og så mig i øjnene. Mit hjerte bankede hårdt og jeg trak vejret hurtigere og hurtigere.
Vi fik først fjernsyn mange år senere, så jeg havde aldrig set hvordan en krig foregik.
Det var ved at blive mørkt, da jeg begyndte at cykle hjemad. Oplysningen af vejen var sparsom. Kun en lille pære med hvid glasskærm sad på telefonpælene. De stod så langt fra hinanden, at gaden var mørk det meste af vejen.
Pludselig begyndte mine ben at ryste under mig. Det svimlede for mig, så jeg næsten faldt af cyklen. Det sidste stykke vej op ad Møllevej kunne jeg simpelthen ikke cykle og måtte med besvær trække cyklen hele vejen hjem.
Den nat havde jeg et mareridt. Et enormt luftfartøj dækkede hele himlen, så det blev fuldstændig mørkt, Det gled langsomt og lydløst hen over vores hus. Jeg vågnede og opdagede, at det heldigvis blot var en tolv-årig drengs onde drøm. Nogle år senere gik det op for mig, at det var den 12. oktober 1962, hvor verden stod på randen af en atomkrig. Med Cubakrisen tabte jeg min uskyld og forstod, at det onde i højere grad end jeg troede var til stede i verden. Også i min lille verden udenfor lands lov og ret i Thy.