Det måtte jo komme. Thisted kan ikke blive ved med trods adskillige forsøg på nybyggeri ved vandet og en erhvervsmæssig charmeoffensiv at klare sig i konkurrencen om at tiltrække flere indbyggere.
Thisted er hovedstaden i Thy. Men det bliver den ikke ved med at være. Indflydelsesrige personer i Folketinget og kommunalbestyrelsen i Thy har besluttet at flytte hovedstaden til Klitmøller, samtidig med at kommunen bliver omdøbt til Thy Kommune. Kommunalreformen i 2007 pålagde ellers kommunerne at navngive kommunen efter by, men Jammerbugt viste vejen.
Prognoser viser, at hvor Thisted har en smule fremgang i indbyggertal, har Klitmøller brusende, ja, næsten stormende, fremgang på alle planer. TV-film og -serier optages naturligvis her og ikke andre steder i Thy. Sportslige verdensmesterskaber afholdes i Klitmøller. Kommunalbestyrelsen i Thisted har indset det nødvendige og kastet surferhåndklædet i ringen.
I modsætning til Thisteds gader, der i den grad trænger til asfalt, tænk bare på Rosenkrantzgade, der heldigvis sidste år omsider blev renoveret, så får Klitmøller straks, de ber om det, asfalt. Tænk bare på Krovej, Ørhagevej eller Klitmøllervej, hvor selv en lille ekstra slynge-side-grusvej får asfalt, hvis bare den har to beboere. Det ville aldrig ske i Thisted.
Det er de unge, de veluddannede, de succesrige (samt en del velbjergede pensionister), der flytter til Klitmøller, som, takket være en SPARforretning af usædvanlig høj standard, surfkulturen, Le Garage, Café Hawgus samt Sildeforeningen af 1979, har opnået en helt uhørt høj status. Kendisser såvel som ukendisser strømmer til; det forlyder, at selv kronprinsen agter at købe sommerhus i byen. Men det er indtil nu ikke lykkedes ham at finde et, da de er alt for dyre, som han siger og hviskende fortsætter:
“Mary er knald-øm over husholdningspengene!”
Hans kongelige kronprinsehøjhed ryster beklagende på hovedet.
Der er indkaldt til pressemøde
Spørgsmålene svirrer i luften fra de mange journalister, der møder op på pressemødet, arrangeret af indenrigsministeriet og borgmesterkontoret i Thisted ledet af byrådssekretær Godtfred Lund.
Her bliver alle kritiske spørgsmål tilbagevist. Plads til at nybygge er der nok af, svarer bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad. Det nedlagte militære skydeterræn skal bruges til at bygge de kommunale bygninger, der er nødvendige, oplyser hun forsamlingen. Her skal opføres rådhus, skole, gymnasium, plejehjem og et sygehus. Udvidelsen af lufthavnen i Tved samt annekteringen af Mors gør det nødvendigt at flytte hele administrationen fra de utidssvarende bygninger i Thisted, som alligevel stod foran en større renovering.
– Folketinget skal ikke blande sig i detaljerne; vi har blot givet vort samtykke til flytningen!
– Vi har jo forsøgt så meget for at tiltrække udenbys velbeslåede mennesker til netop Thisted! Lige nu bygger vi flot, flot nede ved vandet, men ingen har købt lejlighed endnu. Andre steder er der også stort besvær med at få nye, moderne lejligheder solgt inde i byen. Så er det helt anderledes her i Klitmøller. Alle huse rives væk i samme øjeblik, de bliver sat til salg. Lige nu ligger vi i forhandlinger med TV-MidtVest, fortsætter partifællen borgmester Ulla Vestergaard, – for at få dem til at droppe Holstebro, og de var høflige, men reserverede. Da de hørte om, at vi måske i så fald vil lave vores eget Flow-Cold-TV i Klitmøller, blev de mere end lydhøre, ja, faktisk bad de om, at vi ville skrinlægge planerne, for det ville være en katastrofe for dem. Til gengæld ville de flytte herop, så snart de kunne få passende lokaler. De skal have Klitrosen med omliggende eksproprierede parceller, og plejehjemmets beboere skal flytte over i det nye plejehjem, som samtidig skal være lokalt pensionistcenter. Café Stalden bliver centrum for det nye, store forlystelseskvarter med spillesteder, bodegaer, og filialen til Tivoli i København kommer til at ligge her sammen med filialen til Dyrehavsbakken mellem det helt nye overdækkede inland-surf-center. Vi har planer om at flytte den lille havfrue til Klitmøller i en ny og noget større og mere virkelighedsnær version, for ikke alle havfruer er små og tuttenuttede og med fiskehale.
– Hvorfor droppe Thisted?
– Jeg har allerede været lidt inde på årsagerne. Men der er mere. Trafikken er håbløs omkring centrum i Thisted, især morgen og eftermiddag. I. P. Jacobsen-centret er umuligt i forhold til det nye SPAR Klitmøller, og man har oven i købet forsømt at gøre den attraktiv: Man kunne have indrettet en café på toppen! Der er evig kødannelse i havneområdet. Store industrier i boligområder. Nej, Klitmøller, du. Der ligger fremtiden!
– Kaare Dybvad, er det en slags parallel til udflytningerne fra København til provinsen, bare i mindre målestok?
– Helt lokaltliberaltsocialistisk har vi lavet en alliance med SF, DF, V og K samt partiet Sand Løkke. Alle partier undtaget Enhedslisten er med på, at vi naturligvis skal følge de nye strømninger og ikke bare holde fast i en gammeldags landsbyopfattelse. Vor Pape bevares!
– Hvornår regner man med, at det hele er på plads?
– Senest i 2030. Så er 70% udbygget og klar! Og coronaen er finito!
Forfatter
-
Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.
Vis alle indlæg