TILFLYTTER

Tilværelsen går ikke helt, som Martin ønsker det.

Martin sparkede til sneen, da han var nået over på den anden side af gaden. Vinden var skarp denne eftermiddag, lige imod, nøjagtig som krisen, der ikke ville forlade dette land. Den ville åbenbart heller ikke nogensinde forlade én personligt. Han fik lidt ondt af sig selv.
Det var ikke, fordi det var så koldt igen. Harmen og vreden sad i ham, og han trængte til luftforandring.
Strucksallé viste sig fra sin barske side med østenvinden på langs lige imod. En udmærket parallel til hans sindsstemning og udmærket til afkøling.
Åh, ham viceinspektøren med sit ”du har jo kun været her to år”, som om det betød, at man skulle have rosset hver gang. Den stud! Så kunne de gamle fra stenalderen sidde på flæsket og have de gode klasser.
Det var ikke sådan, seminariets undervisning havde lydt.
Viceren ville på en skala fra 1 til 10 næppe komme meget højere end 2, hvis det stod til Martin.
Han følte sig selv lige nu som en ældre herre trods sine kun 30 år. Uvilkårligt bøjede han nakken lidt forover og gik med slæbende skridt.

Han skråede over jernbanen og åbnede døren til Tønders ældste bodega.
-Porter? Spurgte tjeneren.
Han nikkede. En af fordelene ved at være kendt herinde var, at man ikke behøvede mange ord.
Han drak grådigt. Det flimrede for ham, og vicerens messende stemme gentog ustandselig betydningen af, at netop den klasse fik ham næste skoleår. Åh, der var dejligt varmt herinde.
Det var tredje år i træk, at han skulle have skolens suverænt dårligste skema. For tredje gang forstod han intet af det. Det første år jo. Som ny får man altid det dårligste.
Mens han drak, tænkte han lidt sørgmodigt på, om han i det hele taget skulle have været skolelærer. Nu sad han andet år på en stor folkeskole med en uheldig klasse med udsigt til et endnu dårligere skema næste år.
Boede i en lille, kold og fugtig lejlighed. Ugift, uden kæreste, uden lys forude i tunnellen.
Skolelærer! Det var en drøm! Som skolelærer ville de stirre beundrende på én, når man gik ind på skolen. Forældrene ville hilse ærbødigt, måske ta hatten af. Børnene ville stå tavse og tænke: Bare han ikke hører mig! Respekt ville man få.
Det ord stod langt nede på listen. Man kunne godt komme i tanker om nogle andre ord, der passede bedre. Lærling. Underholder. Skidespræller. Hvis man ikke føjede eleverne engang imellem, kunne de finde på at lave ballade. Råbe op, så de kunne høres inde ved siden af.

Pladsen overfor blev optaget. Åh nej, ikke hende. Kunstige, fabriksfremstillede bryster.
-Hvad så, skat? Trænger du til selskab? Hendes affarvede stemme lød indladende.
De gule nikotinfingre slog asken af cigaretten, mens hendes alt for røde læber vibrerede:
-Vi kunne lige smutte hjem og…
Hun vibrerede med saltvandsposerne og hældede dem ind over bordet med den rødternede dug. Så lå de der som to poser hvide ris.
Han undslog sig høfligt. Det der saltvand var en slags stopklods. Det lå nok inde i en plasticpose. En i hver.
Hun lagde sin ulækre hånd oven på hans.
-Jeg synes, det er ærgerligt, hvis det kun skulle være den ene gang!
Hun strøg hans hånd. Det føltes, som om hun skrællede huden af.
Hans tindinger begyndte at banke hurtigere. Luften var fuld af flimmer og kvælende cigaretrøg. Det steg op i ham. Hånden med glasset løftede sig selv af egen fri vilje og kørte i en bue gennem luften, drejede sig og afleverede indholdet i kavalergangen. Ned til de andre væskebeholdere.
Hun skreg op, stolen væltede bag hende, og der opstod en farlig ballade. Tjeneren kom farende og undskyldte og tørrede op, han vidste ikke, hvad der var sket, og hun skældte Martin ud og samlede sin frakke op og skred, idet hun smak ham en lussing.
-20 dages fængsel, mumlede han, mens han tog sig til kinden og hævede skulderen og øjenbrynene til tjeneren.
Han rystede på hovedet og kom med en ren dug. Martin selv var blevet våd på det ene ærme. Han flyttede op til baren og bestilte en ny. Der faldt igen ro over det hele. Harmen og vreden fra før kom lidt mere på afstand.
Det mørknede udenfor. De mange lys fra gaden, posthuset og forretningerne kunne dog ikke skjule mismodet. Den sorte brandvæske varmede, men det var en stakket frist.
-Dårlig dag?
Tjeneren tørrede disken af.
Den halvanden porter var lige tilpas til ikke at holde sig tilbage og på den anden side ikke være snøvlende dum. Han var alligevel noget usikker på, om det gjorde nogen forskel.
-Tja, det kan man vel godt sige! Tak for nu.
Han rejste sig og luntede ud i vintermørket.
Vinden var drejet om i syd, så nu fik man den igen skråt forfra. Typisk at få modvind både ud og hjem. Typisk for ens liv. Studentereksamen. Soldat i Haderslev. Småjobs. Seminarium. Ansættelse. Hvis man døde i aften, var der ikke en kæft, der ville savne én. Burde man skyde sig en kugle for panden med Berettaen? Så var det hele overstået.
Farten aftog, det var lige før, han standsede helt.
Åh, man syntes altid, det var synd for én efter to portere. Gør noget ved det, mand! Få styr på din tilværelse, find et bedre job, find en dejlig dame, bliv borgerlig! Ekkoet fra en seminariekammerat kunne man stadig huske. Henrik var en irriterende stodder, der sådan set allerede der var blevet gift, havde fået job længe før alle andre og gik med planer om at købe hus. Man følte sig stadig som en skoleelev, der ventede på at blive voksen. Det var det mærkelige. Man følte sig altid yngre end de andre.
I den første tid på skolen havde man følt sig som ældste elev. Nu var man yngste lærer, selv om der var to, der var endnu yngre.

Næste morgen bankede han på ind til viceren og spurgte, om der slet ikke var anden mulighed til næste år end den der sammenbragte 7. klasse med alle problemerne og ellers tysk, tysk og atter TYSK.
Viceren med de mange skæl i håret kiggede bare på én med sine fiskeøjne. Han samlede nogle ark i begge hænder og stødte kanten ned mod bordet, som studieværterne gjorde, når de var færdige med at speake.
-Jeg tror, du skal belave dig på, at du står bagerst i rækken. Længst ansat, først tilgodeset. Sådan vil du nok også gerne selv have det om nogle år! Hvis du bliver her længe nok!
Martin vendte på en tallerken og gik ind på det kæmpestore lærerværelse. Frederik hilste muntert godmorgen og bemærkede, at det var en skam, Martin ikke skulle med i indskolingsgruppen, som han ellers havde ønsket sig.
-Jeg har ikke gjort mig fortjent endnu, fløj det ud mellem tænderne. -Man skal være mellem 50 og skindød, hvis man skal gøre sig nogle forhåbninger!
-Nå, nå. Frederik havde hævet panden og øjenbrynene:
-Har man fået det forkerte ben ud af sengen i dag?
-Er det ikke snarere den forkerte vicer på skolen?
Martin trak på skulderen og satte sig hen i en sofa. Der var endnu et par minutter til time. Det var et fucking lorteudtryk. Forkerte ben! Betød det, at hvis man svingede ud til højre, så skulle venstre ben først ud? Så ville man trimle om på maven og rejse sig baglæns op. Hvorfor i alverden skulle man det?
Han tog det nyeste nummer af ”Folkeskolen” og kiggede ledige stillinger. Hvis man nu skulle søge et job så langt væk som muligt, hvor mon det så skulle være?

I Bøgsted Rende i Thy, 278 kilometer mod nord i det allernordvestligste hjørne af Jylland, sad Karl-Henrik på kontoret i MultiBrugsen og bladede brochurerne med overvågningssystemerne igennem en gang til. Han og medejeren Troels var ikke enige om nytten af udstyret, og dertil kom, at det var relativt dyrt. På den anden side var der flere fordele: De kunne nemmere nappe butikstyvene, og så var der selvfølgelig også muligheden for at kunne belure de mest interessante af de kvindelige kunder…
Han havde overvejet at kunne købe Troels ud, især efter den gang hvor Troels havde snakket om at flytte til en større by. Det var jo Troels´ Multibrugs oprindelig. Karl-Henrik var ikke som sådan misundelig på ham, fordi han havde arvet en del penge, som han dengang brugte til at opføre butikken i Bøgsted.
Det var lige efter, at Coop indførte muligheden for som uddeler at købe og dermed eje sin egen brugs og benævne den MultiBrugsen. Troels havde troet, at der foregik meget mere i Thy, det største vækstområde i Danmark, men han kedede sig og måtte af og til helt ind på Ålborgs Jomfru Anegade for at kunne more sig ordentligt og nakke et par svenskere, som han sagde. Karl-Henrik smilede for sig selv.

Men at blive eneejer stod for Karl-Henrik som en rigtig god idé, det var noget af det største. Han vidste, at man kun havde ét liv. Her gjaldt det om at blive rig, at være på livets solside. Hans far havde i den grad vist ham, at pengene styrede det hele.

Da han i sin tid overtog MultiBrugsens ene halvpart, måtte han meddele Katrine, at de ikke længere havde råd til at bo i eget hus. Hun var blevet lidt ked af det.
Nu kunne han omsider kompensere lidt for det. Han havde tjent godt de sidste par år.
-Men du vil så have det der nede på Engen? Katrines stemme var mod forventning ikke just fuld af lyst.
Det var til salg og havde en formidabel udsigt ud over havet her ude ved kysten mellem Vorupør i syd og Klitmøller i nord, og han forestillede sig, hvordan han en dejlig sommeraften ville sidde på terrassen med en kold thypilsner, som Katrine havde hentet til ham og bare nyde udsigten. Det havde han snakket om flere gange.
Omsætningen måtte vise, om der var råd.
Men Katrine havde virkelig stirret på ham, så han følte, der ville hun ikke bo:
-Men det er jo et alt for stort hus. Og hvordan skal jeg få tid …
-Du ved, at min far altid vil hjælpe sin yndlingssøn med penge. Og sådan et hus kræver nærmest en …
-En ung pige? Katrines øjne lyste op.
-Nemlig! Og det skal vi nok få råd til.

Børge Vesløs var bankdirektør i Thisted, og enebarnet Karl-Henrik var ikke i tvivl om, at penge var det centrale i tilværelsen. Faderen var i stand til at vurdere alt ud fra et økonomisk princip. Når moderen var ked af det, stak han hende et bundt sedler og udtalte det forløsende:
-Gå ned og køb noget!

Karl-Henrik havde ikke mange venner; de fleste var ganske kortvarige. Nogle havde han en klemme på, fordi de skyldte ham penge.
Andre var bange for ham. Det var en god ting, syntes han.

Han rejste sig og gik ud i butikken og begyndte at sætte varer på plads.
-Hej Peter! Nå, I holder et par dage fri, mens dine medarbejdere sælger BMWerne?
Peter tog en liter mælk fra montren:
-Ja, hæ, vi er simpelthen så glade for sommerhuset. Hvis man ikke havde sin gode forretning på Mors, kunne man godt bo her og kalde sig thyboer!
-I havde chancen under kommunesammenlægningen. Mors mødte en udstrakt hånd fra Thy!

Mors ville absolut være sig selv og ikke en del af Thy. Nu lå øen der syd for Thy, som den havde redt! Karl-Henrik havde været overrasket over den beslutning som så mange andre. Først vantro: Det kunne da ikke passe? Så ærgerlig. Til sidst ligefrem vred. Så thyboerne var ikke gode nok.

-Vi morsingboere vil helst klare os selv uden at fornærme andre.
-Sådan nogle som dig byder vi sandelig også velkommen. Der er bare så mange nasserøve på Mors, der kommer herop og…

Karl-Henrik havde fået øje på noget, og med et venligt klap på skulderen til Peter var han pludselig væk.

Oppe ved kassen med to øl stod Per Måne, Karl-Henrik vrængede med læberne, det var lige så tåbeligt som øgenavnet Hylde-Per.
Denne rodede i lommerne efter pengene, men fandt kun sin mobil, og Karl-Henrik lod, som om han lige skulle sætte noget på plads. Han ville godt se, om Bøgsteds original, morsingboen Hylde-Per havde penge. Han havde indskærpet over for Tommy og de andre ved kassen, at alle skulle betale kontant, der hjalp ingen kære mor!
Hylde-Per havde åbenbart ikke penge nok, og så stod han der hjælpeløs, som han plejede og så tiggende ud.
Han sku´ fanme ikke ha´ kredit igen! Sådan en spasser-nasser.

Karl-Henrik gik resolut hen til kassen og gjorde det meget klart for Hylde-Per, at alt det der med kredit var afskaffet, og at han naturligvis ikke kunne komme her og købe to øl og nøjes med at betale for en! Hvor var vi så henne, hvis alle gjorde det?
Uddeleren havde foldet begge arme temmelig stramt over brystet og søgte at se meget bestemt ud.
Det kunne Hylde godt forstå, men der var kun tale om en midlertidig ubalance i hans økonomi, og i morgen ville han kunne betale for den anden øl også.
Karl-Henrik tog hans anden øl, mens han vredt gjorde kort proces med den melding og satte ølflasken på plads igen. Hyldes øjne fulgte flasken, til den igen stod på sin plads.
Der gjaldt kontant betaling overalt og for alle kunder! Basta! Og skulle han ikke overveje at emigrere tilbage til Mors? Kunne han ikke få langt bedre forhold der på øen? Han ville i hvert fald få flere kammerater, for der var ganske enkelt flere fulderikker dernede. Det vidste Karl-Henrik.

-Find dig et andet sted at købe din alkohol, fyldebøtte! Det her er en pæn butik. Ikke for sutter som dig!
Med disse kontante udmeldinger tog han fat i Hylde og slæbte ham forbi andre mere ordentlige kunder hen til døren, hvor han stak ham en på skrinet og sparkede ham ud. Hylde faldt, men hans ølflaske gik ikke i stykker mod fortovet, fordi han havde åndsnærværelse nok til at holde den højt.
-Idiot! Brummede Karl-Henrik i første omgang og skulle lige til at gå ind igen, da han lagde mærke til, at der flød væske ud under Hylde. Han gik hen til ham:
-Sig mig engang, hvad er det?
og pegede på væsken, der i en smal strøm banede sig vej på asfalten.
-Ligger du og pisser på mit fortov?
En pludselig opstået mistanke fik Karl-Henrik til at bøje sig ned og snuse. Pis! Det var det ikke. Tænkte han det ikke nok. Der var ingen tvivl! Det var ren og skær whisky!
Han rejste sig rasende op og råbte:
-Har du stjålet whisky? Så sku´ da fanden stå i det!!
Han hev ham trods hans protester resolut op, fik fat i resterne af flasken med 12-års mærket, trak ham hele vejen ind gennem butikken og ind på kontoret og ned i en stol. Så greb han telefonen og bad Thisted Politi om at komme med det samme. Kunde grebet på fersk gerning i butikstyveri!

8 minutter senere stod to granvoksne uniformerede betjente i døren, og efter at have fået historien klarlagt bad de Hylde-Per om at følge med. Det var ikke første gang, og nu måtte der statueres et eksempel, mente Karl-Henrik rød i hovedet af galden. Når det oven i købet var whisky, 12 års, var det i sagens natur ekstra alvorligt.
Hylde gik mellem de to store betjente hele vejen op gennem butikken forbi de andre kunder og blev kørt ind på politistationen, hvor man gik i gang med den sædvanlige procedure. Derfor varede det heller ikke længe, inden han blev løsladt igen, men denne gang med risikoen for en sigtelse. De andre gange var han sluppet med advarsler. Assistenten, der udspurgte ham, luftede ud på kontoret bagefter.

Da Karl-Henrik senere kom hjem, hørte han stemmer inde fra stuen. Katrine sad derinde og talte med en ung, lyshåret pige, der straks rejste sig, da han trådte ind.
-God dag, jeg er Hanne Lene Andersen. Jeg kunne godt tænke mig at blive ung pige i huset hos jer. Jeg ville godt tjene lidt ekstra lommepenge…
-Nej, javel, sagde han glad overrasket. Hun så godt ud, og det var absolut ingen skade til. Katrine var sandelig handlekraftig, og det så ud til, at hun også kunne lide hende, og det var da lige så vigtigt.
3

Selve byen Bøgsted Rende var ikke noget at prale af i forhold til Tønder.
Alligevel, – Thy og 55.000 indbyggere måtte være sagen, tænkte Martin.
En helt ny by, kun fem år gammel, nærmest et eksperiment. Beliggende i Thy, det eneste sted i Danmark uden krise.
Om vinteren boede der i byen omkring 2.000 fast, om sommeren ofte det femdobbelte, når alle sommerhusejerne og især de tyske turister kom valsende i deres Mercedeser og BMWer og Audier og erobrede sommerhuse og wellness-hotellet ”Hallo”.
Et par brochurer fra Thy var en fabelagtig god reklame for området især den der ”Ta´ Thy ved hornene!”. Thy ved hornene. Brochuren opfordrede faktisk én til at gøre noget alvorligt ved sit liv: ”Kom, hvis du kan noget! Har du uddannelse eller penge, er det her, du får mest ud af det.”

Han kunne læse, at Thy var blevet Danmarks vækstpunkt nummer et. Der var anlagt motorvej fra Herning op over Thisted og videre til Ålborg, det var besluttet, at lufthavnen skulle åbne igen, og en metro var blevet bygget. Metroen forbandt Thisted med Bøgsted Rende, og herfra gik der afstikkere mod Hanstholm i nord og Stenbjerg i syd. Metroen var simpelthen gravet ned under kystvejen og var et teknisk set genialt stykke ingeniørarbejde, hvilket også klart fremgik af flere af pjecerne. Adskillige thyboere havde været med til at bygge den.
Den havde kun kostet en fjerdedel af den i København, fordi thyboerne ganske enkelt havde valgt de gravemaskiner, der i sin tid gravede ud under Storebælt.

Martin kunne godt lide at sidde på Tønder Bibliotek og læse Thisted Dagblad, selv om det var fra dagen før. Det var nok nødvendigt at sætte sig lidt ind i det område, man muligvis ville flytte til.

Regeringen og folketingsflertallet havde tændt det grønne lys for en udbygning af nationalparken og dermed skabt de vilkår, der skulle til, for at dens egen 10-årsplan kunne opfyldes.
Et aktivt kvindeligt flertal i Thisted Byråd af samme partifarve som regeringspartiet var hurtige til at følge efter med dette eksperiment, der indtil videre måtte betegnes som en stor succes, idet befolkningstilvæksten i Thy foreløbig var på over 20%, de fleste af egen avl, hvilket thyboerne satte pris på. På det punkt var indavl lig med kvalitet. Der var et væld af oplysende artikler om kulturen.
Thyboerne var ikke storsnudede. Det havde de absolut ingen grund til at være. Det var man kun, hvis man ikke var stor og alligevel fremturede.

Foråret kom og gik langt hurtigere, end Martin havde forestillet sig. Den endeløse vinter var ikke endeløs, og
Martin havde søgt et job på Bøgsted Skole, havde været til samtale og fået det. Han havde mødt flinke, venlige mennesker og havde hele tiden sammenlignet dem med viceren, der desværre faldt igennem hver gang.

Dagen efter ansættelsesbrevets ankomst stillede han inde på skolens kontor, holdt en lille pause, lavede så at sige en mindre spænding i lokalet, – og sagde op med lav, men klar stemme.
Viceren kiggede bare ned i sine papirer, mens inspektøren beklagede hans afgang og samtidig ønskede ham held og lykke det nye sted.
-Ja, jeg får et ønskeskema, kunne han ikke lade være med at meddele dem.
Det kunne de måske lære lidt af,- i stedet for at sige farvel til gode medarbejdere.

Viceren så et øjeblik op. Så rejste han sig fra stolen og gik hen til skranken:
-Ønskeskema får man, når man har vist, at man er en god lærer!
Martin udtrykte en tak for sangen på sin egen måde:
-Hvornår viser man, at man er en god vicer? og smækkede med døren. Der skulle egentlig ikke smækkes med døren, men det skete så alligevel. Den gik nu også for let, den dør. Måske fordi mange før havde været den tur igennem.
De par gange han skulle den lange vej til Thy, var det altid op over Nystrup Plantage med golfbanen.
Således også i dag efter at have besøgt en mægler og købt et fint lille hus. Det var en flinker mægler, så flink, at man godt kunne tro, han nærmest var købers mand.

Han standsede et øjeblik i nærheden af golfbanen og sad og så ud på landskabet. Forkrøblede og vindblæste fyrretræer blandede sig med stoute graner og åbne arealer med lyngen i overvejende brune farver; til september ville den blomstre anderledes farvestrålende i mere violette nuancer.
Der gik en ældre herre ovre på øvebanen og slog til sine bolde.
Det så ret lovende ud. Det var spændende at følge de gule boldes skæve flugt langt ind i skoven. Hvem skulle hente de bolde?

Det kunne ikke gå galt med det nye liv heroppe. Det var kickstarten, der skulle til, kunne man godt fornemme. Det dejlige solskin hjalp naturligvis en hel del og gav håbet ny farve. Det var tiltrængt at kunne starte på en frisk og lægge de sidste års ørkenvandring bag sig. Der havde været få oaser, men selvfølgelig – en hel del portere i dem.
Den der Café Splitte Mine Bramsejl nede på havnen i Bøgsted var et dejligt sted at sidde og slappe af.

De to ejere havde flere møder, og selv om det gik trægt, nærmede de sig en afklaring. Karl-Henrik var ikke sådan at bide skeer med, men på den anden side ville Troels ikke give køb på noget. Hverken goodwill eller lager ville han forære Karl-Henrik.
Karl-Henrik måtte bide i det sure æble og acceptere Troels´ krav.
Eneejeren og enemultiuddeleren fejrede sin overtagelse af MultiBrugsen med flag, balloner og gratis lokal fadøl til kunderne. Troels glædede sig tydeligt over at have fået en lederstilling i Viborg i Bilka trods sin relativt unge alder. Hans mulighed for at avancere og tjene penge ville være noget større end her i Bøgsted Rende. Så med en pæn pose penge, alt for pæn efter Karl-Henriks smag, rejste Troels i slutningen af sommerferien.
Tilbage var Karl-Henrik, der allerede havde meddelt fru Martinsen, at til jul var det godnat med hende, og hun måtte finde sig noget andet. Han ville fremover satse på ungdom, fantasi og arbejdsiver, og uden at sige det direkte lod han hende forstå, at pensionister ikke kunne være ansat i Bøgsted Rende MultiBrugsen.
Han havde bedt hende komme ind på kontoret, og der havde han deklameret meget poetisk, når han selv skulle sige det:
-Når alder begynder at trykke, du sørme derhjem´ må rykke!
Den egentlige grund var den enkle, at han ikke gad se på gamle mennesker. Gamle mennesker havde rynker, hørte dårligt og var altid duknakkede, skaldede og fede.
De ældres tilstedeværelse i butikken kunne dog gå an, hvis de købte godt ind.

På skolen var alt gjort klart til det nye skoleår og til at modtage den nye lærer. Aftenen før var der en lille sammenkomst for Martin, hvor forældre til hans klasse bød ham velkommen i gymnastiksalen. Mere end halvdelen var mødt frem, og det var han godt tilfreds med. Han fik lejlighed til at hilse på dem og syntes godt om det hele.
Lettere nervøs trykkede han en forvirrende masse hænder. Mobilen ringede, lige da han skulle til at hilse på uddeleren. Man flåede den frem af gammel vane, men Karl-Henrik var væk, da samtalen var overstået. Nå, forhåbentlig tog han det ikke ilde op.
Mange af forældrene kunne fortælle ham, at der var en del problemer med især de andres børn. De var lettere umulige og ødelagde undervisningen for deres egne børn. Det skulle han være opmærksom på, og det lovede han.

Hans egen private og hemmelige målsætning var, at der skulle andre boller på suppen. Nu skulle det være! Væk med mindreværdsfølelsen, der jog ind i én, hver gang det gik skævt med kærligheden, eller der var nedtur på jobbet. Det skulle være slut. Tænk positivt. Det var rådet, man havde læst i ”Folkeskolen”. Respekt til eleverne og kollegerne og lederne. Intet mindre. Så ville ”respekt fra” følge helt naturligt, og man kunne omsider føle sig som en ansvarlig voksen, de andre regnede med. Det at være lærer var blegnet noget i forhold til det at blive lærer.

Under morgensangen næste dag bød inspektøren velkommen til det nye skoleår og også til ham, den nye lærer, i hall´en, og alle klappede. Der blev forhåbentligt noget at klappe af. Alle lærerne stod klistret op ad væggen, mens elever og forældre sad ned.

Han takkede inspektøren for velkomsten og blev bagefter bænket på lærerværelset, et lille hyggeligt et, præcis sådan som han havde længtes efter. Det var fint med noget mere lydhørhed. Bøgsted Rende Folkeskole var svaret.
På skolen var der ingen, der havde noget at bemærke vedrørende hans etniske baggrund. Måske var de så høflige, at de undlod at nævne det. Bag hans ryg ville de nok snakke og sige: Han er sønderjyde. Hvordan skal det nu gå? Hvorfor har de ansat en sønderjyde?
Hans indtryk fra sit sparsomme kendskab til Thy var i det store og hele, at man altid ville blive anerkendt, bare man ikke kom fra naboområderne Mors, Salling eller Hanherred.

Flere af kollegerne var henne og præsentere sig, og en af dem var god at snakke med. Det var klasselæreren for syvende klasse, Lause, der var jævnaldrende og viste sig at interessere sig for noget af det samme.
Martin spurgte ham forsigtigt ud om forældrene i sin klasse, og da de kom til uddeleren fra MultiBrugsen i Bøgsted Rende, løftede Lause højre hånd og rystede den fra side til side.
-Der er få thyboere, der ikke er gode nok, skal du vide, dæmpede Lause sig. En af dem er uddeleren. Han er forfærdelig.

Lause havde kendt ham fra drengetiden i Sjørring.
Han sagde med overbevisning i stemmen, at sådan var Karl-Henrik, og sådan havde han altid været: En fars dreng, gennemforkælet, den eneste af alle drengene i Sjørring, der altid fik sin vilje. Det havde lært ham, at han kunne få hele verden, gerne og om nødvendigt med alle midler. Lause tilføjede lidt dæmpet, at han faktisk havde gået i klasse med Karl-Henrik.
-Jeg er også gammel Sjørringdreng, sagde han. Jeg har kun skidt at sige om Karl-Henrik.
-Han fik altid flest lommepenge. Han havde altid det nyeste tøj. Han havde altid masser af slik til at købe kammeraterne med. Hans cykel var den dyreste i hele Sjørring.
Martin mente nu, at der måtte være formildende træk ved selv det værste afskum af menneskeheden, men heri var Lause helt uenig.
-Det kan godt være, du kan finde formildende træk hos alle andre, men du kan sgu ikke finde nogen hos Karl-Henrik Vesløs.
Martin var dog parat til at give ham lidt ret. Bare fordi mobilen lød, ville han ikke hilse. Han kunne da være kommet bagefter? Have sagt, nå, var det noget vigtigt? Ja, vi har alle travlt og må passe vores.

På den måde fik Martin både vist lydhørhed og evner til samarbejde samt endnu bedre teoretiske forudsætninger for at bo i Thy.

Ugen før havde for ham været en travl uge. Noget af arbejdet med at forberede sig til skolen bestod i at lære elevernes navne at kende. Han havde fået udleveret deres billeder og tilhørende navne og terpede længe og omhyggeligt. Til sidst syntes han, at han kunne det godt nok.
Den første time stod han over for klassen, mens nogle få forældre sad nede bagerst. Hver af eleverne havde på et stykke pap skrevet deres navn og stillet det foran sig, en idé inspektøren havde fået.
Martin mente smilende, at det da var unødvendigt med de der navneskilte, da han havde brugt hele sin sommerferie på at lære alles navne udenad.
En dreng på en af de bagerste pladser lagde sit skilt ned og sagde højt:
-Hvad hedder jeg?
I samme sekund kunne Martin ikke huske det og fortrød i det næste, at han havde sagt det med sommerferien. Nu blev han helt til grin. Og hans ansættelse var sådan cirka 50 minutter gammel.
-Øh, lad mig tænke mig om. Han søgte at vinde tid og fiskede febrilsk et eller andet sted inde i hjernen efter svar.
-Hvad hedder jeg, blev den formastelige dreng ved. Martin begyndte langsomt at synes, at han var noget irriterende.
-Jeg tror, jeg må give op, stammede Martin.
En fnisen og adskillige smil bredte sig, da drengen gentog:
-Hvad hedder jeg?
En dame nede bagved rejste sig og gik hen og sagde noget til ham.
Martin beklagede og undskyldte sig med, at der var så meget nyt for ham.
Efter en times tid med forskellige indslag om planen fremover på klassen var der afgang for forældrene, og eleverne gik til frikvarter.
Sidst kom drengen og borede i såret:
-Hvad var det så, mit navn var? Hans mor tilføjede, mens hun gav hånd:
-Det er vigtigt at kunne navnene.

I den følgende tid gik det dog efterhånden bedre, og Martin kunne mærke, at forskellen på en stor skole og en mindre skole var mærkbar på flere områder. Der var et tættere sammenhold her på den mindre og åbenbart ikke så mange konflikter, og han fik mange opfordringer til at deltage i et væld af fælles arrangementer, lige fra idrætsforeningens sommerfest til at synge i kirkekoret.
Det sidste skulle han nok lade være med. Han var for længst udmeldt af folkekirken, men respekterede naturligvis andre nordiske menneskers tro på en mellemøstlig gud formuleret i en ret gammel samling tekster forfattet af beduiner, nomader, stammefolk og andre mennesker fra området.
Han gik ovenpå. Fra overstuen, som han kaldte den lille stue på første sal, var der et formidabelt kig til Langgade, der gik hele vejen gennem Bøgsted Rende. I horisonten var Vesterhavets blå og mellem vandet og byen et større grønt klit- og lyngområde, hvor man lige kunne skimte det røde sømærke.
En lidt lurvet mandsperson kom slingrende hen ad fortovet. Det kunne man da kalde en balancegang. Ikke et hverdagssyn her i Bøgsted. En bil kørte langsomt op på siden af ham, og chaufføren råbte et eller andet ud ad vinduet til den usikkert gående herre, der var lige ved at ramme bilen.
Den standsede brat, og chaufføren sprang ud og løb om til ham, greb fat i ham og var øjensynlig blevet vred.
En cyklist bag bilen opdagede ikke, at den var standset og kørte direkte ind i den og væltede.
Martin løb ned for at hjælpe den tilskadekomne. Inde på fortovet havde chaufføren fat i fulderikkens tøj og havde hævet hånden for at slå ham, imens han skældte ud. Martin bøjede sig ned over den unge mand, der lå på gaden bag bilen og talte til ham. Det var en tysk turist åbenbart, og da Martin var usikker på hans skadesomfang, tog han resolut sin mobil og tilkaldte ambulancen.

-Hov, hov, råbte Martin, slap nu lige lidt af, vi har en såret cyklist her, kunne I ikke hjælpe lidt i stedet for?
Chaufføren smak den anden en på skrinet, men slap ham så. Manden skyndte sig at humpe videre, mens chaufføren gik om til Martin og tyskeren.
-Jeg gider kraftedme ikke sådan en fuld stodder, der gør byen og min bil usikker. De kan eddermugme rejse hjem, hvor de kommer fra, kan de! Han var sgu ved at skramme min bil, lede stodder! Nå, was ist in Weg mit dir? Kann du dich nicht vorsehen?
Han havde vendt sig mod tyskeren, mens han belærte Martin om, at det altid var en fordel at kunne sprog. Han hjalp ham op at sidde, og manden blødte. Martin brugte et lommetørklæde til at tørre blodet af.

Chaufføren havde haft så travlt med den fulde mand, at han selv helt glemte færdselsreglerne og egentlig også straffeloven. Det var jo rent faktisk hans skyld, at tyskeren var kommet til skade, men Martin sagde det ikke højt. Man ville nødig komme på tværs af ham, så fik man også bare en på skrinet.
-Vi har kun én fucking stodder i byen, ham der Hylde-Per! Sagde han og pegede ned ad gaden, hvor den berusede netop forsvandt om et hjørne.
Mens de ventede på ambulancen, udbredte han sine synspunkter yderligere.
-Han har udsolgt på alle hylder og burde fannemer pakke sine sydfrugter og rejse hjem til Mors igen!
Martin syntes, det var hørt før. Måske skulle man en dag køre til Mors og se lidt på de 22.000 indsatte. Hvornår var der mon åbent, og skulle man betale entré?

Ambulancefolkene var der 10 minutter senere og tog tyskeren med til Thisted Sygehus efter at have sikret sig, at han havde euro nok i pungen. Martin undrede sig, mens han og chaufføren stod og så efter den.
Chaufføren forklarede ham, at selv om udlændinge egentlig ikke skulle betale for sygehusophold, havde byrådet bestemt, at skulle danskere betale for det i udlandet, skulle udlændinge også betale i Danmark.
En fuldmægtig havde gjort opmærksom på, at EU faktisk ikke tillod den praksis, men borgmesteren gjorde kort proces og sørgede efterfølgende for at forflytte den nævenyttige fuldmægtig til Hurup.
Så kunne han kloge den der.
Chaufførens mund flækkedes af et grin og udbasunerede den sædvanlige konklusion:
Eftersom fuldmægtigen var indfødt thybo og nærmest tredje generation af slægten, var det svært at deportere ham helt til Mors.
Da Martin gik hovedrystende hjem igen, dukkede den forestilling op, at han havde haft sin lille pistol med til at afgøre stridsspørgsmålet. Han havde for nogle år siden, da faderen var død, fundet en 9-mm Beretta med patroner og alt tilbehør i dødsboet, men vidste godt, den var ulovlig. Chaufføren ville nok have syntes, det var i orden, hvis man havde skudt ham bistandsklienten.

Ved fundet af pistolen tænkte Martin dengang på, at han godt kunne have brugt den, da han gik i 5. klasse og hele tiden var udsat for bossens forfølgelser. Bossen og hans evindelige jagen i frikvartererne resulterede som regel i, at Martin blev fanget og udsat for diverse lidelser. Stillet op ad en firkantet mursøjle med begge arme vredet bagud, mens bossen selv stod foran og kørte knytnæverne op og ned ad hans ribben. Mafiabossen, der bestemte over alle. Med pistolen kunne man om ikke skyde ham, så i hvert fald skyde ham i foden. Det kunne give ham en lærestreg. Og huske ikke at ramme i egen fod.

Undervisningen gik fint i begyndelsen bortset fra episoden med navnet. Men snart mærkede Martin, at der var andre ugler i mosen. En dansktimes fredelige fordybelse i dansk stil blev brat afbrudt af noget larm fra den bagerste ende af klassen.
Han rejste sig fra katederet og gik derned. Hans Viggo og Bubbi skændtes. Bubbi hed egentlig Klas, men blev aldrig kaldt sådan. Ingen vidste hvorfor, og det var også ganske ligegyldigt. De skændtes om et eller andet, som Martin ikke kunne finde ud af. Han søgte at standse dem og lagde sin hånd ned på bordet mellem dem. Sådan havde han set, at boksedommere gjorde, når de skulle standse kampen. Her resulterede det i, at Bubbis hånd knaldede ned og ramte hans. Det gjorde ondt, og han kunne heller ikke lade være med at sige avs. Det lød dumt, men medførte, at de stoppede, og en del elever begyndte at grine.
Han fandt ikke ud af, hvad der var galt. De arbejdede videre og lod som ingenting, men der var stadig en del fnisen i krogene.
Nu skulle han altså på banen. Respekten og grebet smuldrede formelig ud mellem fingrene på ham, og det var alt andet end rart. Hjælpeløshed. Afmagt.
Han rømmede sig og bad dem lægge skriveredskaberne fra sig. De kiggede spørgende op, nogle stadig fnisende.
Så begyndte han at fortælle myten om Kraka. Der var helt stille i rummet, og han fik mod til at gå ind i historien med dens krav om at ”Du skal komme nøgen, men dog påklædt. Du skal faste, men dog spise.”
Han holdt passende pauser og nød mere og mere den åbenlyse stemning af nysgerrighed og fascination over, hvordan Kraka ville klare den opgave. Klasseværelset emmede af pædagogisk foretagsomhed, og i dette øjeblik kunne han drømme om, at en kollega eller måske endda selveste inspektøren kiggede ind.
Lige inden han afslørede, at Kraka kom nøgen iført fiskenet med et løg mellem tænderne, lukkede han munden et par sekunder og så insisterende på dem. Alles øjne var vendt op mod ham, og for første gang i Bøgsteds 6. klasse havde han dem. Han havde dem virkeligt! Skulle der ikke andet til?
Da han havde afleveret slutningen på myten, lod han igen et par sekunder gå, så de kunne synke den. De var da godt nok modtagelige, når det gjaldt. Han var glad og forventningsfuld og skulle lige til at brede mytens morale ud for dem, da Bubbi rakte hånden op:
-Hvornår har vi egentlig efterårsferie?

En time lidt senere diskuterede de blomster og deres forskellige farver og dufte. En eller anden omtalte de stærkt gule blomster, som han kaldte smørblomster. Martin rettede ham og sagde, den hed ranunkel. Der opstod tavshed, mens de alle tyggede på den. Det var rart, at man sådan kunne gøre dem klogere, og han bad dem slå op i bogen. Lidt efter var Hans Viggo der og rakte hånden op:
-Hvis det hedder rakunkel, hvorfor siger alle folk så smørblomst?
-Det hedder altså ranunkel, Hans Viggo. Jeg skal ikke kunne sige det, men det er vel, fordi farven i blomsten er så gul som smør.
-Er der så noget i vejen for at kalde den smørblomst?
-Altså, når den hedder ranunkel, skal vi vel også bruge det ord?
-Men vi siger jo også kneppe og bolle, når de voksne siger samleje og kønslig omgang!
Der opstod en piften og grinen og støj, og Casper tog sin ene sko af og hamrede den i bordet. Selv den søde Ulla skraldgrinede. Ham Hans Viggo var da noget speciel. Martins ansigtsfarve blev en kende blegere. Fingrene lukkede og åbnede sig.
Døren blev smækket op og der stod hr. From, der var klasselærer i den artige 4. klasse inde ved siden af.
-Hvad foregår der her?
Eleverne dæmpede sig, da de så From.
-Vi har styr på det, From.
Han skulede bistert ud over klassen og også lidt på Martin, inden han gik igen.
Hr. From havde hængerøv, hvilket kun kunne skyldes, at han ikke havde særligt mange par bukser.
Så vendte han sig mod sin klasse og gav dem lektier for til næste dag.

Samme aften befandt han sig på Café Splitte Mine Bramsejl og fik sin porter. Det var dejligt at sidde her og slappe af og lade verden køre forbi derude. Tilfredsheden med skolen var ikke i top. Det var synd at sige. Det var ærgerligt, at eleverne mere var imod end med. Indtil nu var de ikke stort bedre end dem, han forlod sidste skoleår i Tønder. I dag havde han troet, at miraklet var på vej. Men som sædvanlig var det udeblevet. Den fantastiske pædagogiske kæmpeeksplosion var blevet erstattet af en smørblomst. Var han kommet videre siden Tønder, eller hvor var han havnet?

Gennem vinduet kunne det eneste kunstværk i Bøgsted Rende skimtes, en stenskulptur, der naturligvis havde fået navnet Rendestenen.

En aften skulle både Karl-Henrik og Katrine til møde og det hver for sig. Da Karl-Henrik mødte op i Thisted til revisormødet, var det aflyst. Revisoren, der skulle fortælle dem om vigtige sider ved det at drive en forretning, var blevet syg. Karl-Henrik skældte formanden for arrangementet ud over ikke at være blevet informeret i tide.
Så han kørte ærgerligt hjem igen. Halvanden time spildt! Mundvigene pegede klart nedad.
Den direkte motortrafikvej fra Thisted til Bøgsted Rende var bred og overskuelig og var derfor velegnet til en fart, der i højere grad stemte med moderne bilmotorer end de sølle 90, man måtte køre.
På vejen foran ham tøffede en rød Volvo PV 544 sindigt af sted. Der var i hele Thy kun én rød PV 544, og den tilhørte Hans Peter Johansen, forhenværende landmand, nuværende pensionist, far til Lause henne fra skolen.
Hans Peter kørte meget langsomt, det var faktisk spørgsmålet, om han holdt stille, og Karl-Henriks blodtryk holdt sandelig ikke stille. Han speedede op og drejede tæt udenom og overhalede. Ved at være snært på ham kunne han give Hans Peter fingeren.
I det samme slog Hans Peter et lille sving ud mod midten af vejen, og dermed strejfede de to biler hinanden, så Karl-Henriks sorte BMW kom i slinger. Det lykkedes ham at få kontrol over den, og han bremsede op og holdt skarpt ind til siden for at tale lidt med Hans Peter.
Han sprang ud af bilen og fór hen til ham, rev fordøren op og hev ham ud af bilen.
-Sig mig engang, hvordan fanden er det, du kører?

Hans Peter spærrede forskrækket øjnene op og genkendte lige med det samme Karl-Henrik, hvis fortrukne ansigt holdt sig i forholdsvis røde farver.
-Hva, hva, hvad mener du?
-Du kørte ind i mig, da jeg overhalede dig. Se her!
Karl-Henrik trak ham med hen, så han selv kunne se de røde striber på siden af den sorte BMW. Havde sagen ikke været så alvorlig, så det faktisk rigtig flot ud med et par fartstriber!

-Det der! Karl-Henrik pegede. Det har du gjort. Er du med?
Hans Peter, der ikke rigtigt anede, hvad den anden snakkede om, nikkede bare.
-Og du skal betale for en omlakering, er du med?
-Ja, ja, selvfølgelig.
Karl-Henrik fik fat i et stykke papir og pegede nederst på siden, hvor Hans Peter skulle skrive under. Da han ligesom tøvede, tog Karl-Henrik fat i ham, rystede ham og hvæsede:
-Jeg tror, det er bedst for dig, hvis du skriver under nu!
Alvoren i hans stemme burde ikke være til at tage fejl af. Hans Peter så ud til at være blevet overbevist om, at det var bedst for ham at skrive under.
Karl-Henrik slap ham og tilføjede datoen. Så stak han papiret i lommen, hilste med to fingre til hovedet og sagde, inden han smækkede døren i og kørte:
-Ha´ en fortsat god dag!

Da han kørte ind i dobbeltgaragen, var Katrines lille røde Polo ikke at se. Han gik ind i stuen, hvor Hanne Lene sad og læste.
-Nå, er det gået godt?
-Ja, det kan du tro. De sover begge og faldt faktisk i søvn, da jeg havde læst en historie for dem.
Hun havde rejst sig. Hun var faktisk enormt sød, som hun stod der med det lange, lyse hår. Karl-Henrik skruede lige charmen på.
-Ku´ du ikke tænke dig lige at nyde en lille én med mig? Han gik hen til glasskabet, hvorfra han hev en flaske sødt og stærkt frem.
-Nej tak, jeg drikker sjældent spiritus.
-Når jeg nu presser lidt, så er jeg sikker på, at du godt lige vil smage.
Hun blev ved med at nægte, men blev dog stående. Han satte sig med sit glas og stirrede på hende.
-Du er godt nok en sød pige, mente han.
Hun slog øjnene genert ned. Han rejste sig og tog om hende:
-Vi er forfærdelig glade for at ha´ dig her i huset, og du betyder så meget for børnene.
Hun smilede glad til ham, hvilket han tog som en slags opmuntring, og han skænkede et lille glas op til hende og nødede hende. Da hun drak lidt af det, vrængede hun over hele ansigtet.
-Du skal nok drikke lidt mere, før det smager virkelig godt!
Han charmede sig ind på hende, og hun lo. Hun drak lidt mere. Karl-Henrik vidste nok, hvordan sådan nogle småpiger skulle tages.
Musikken på anlægget kom i gang, og han spurgte hende, hvad hun godt kunne lide at høre. Hanne Lene svarede beredvilligt, og efterhånden gik det lidt bedre med hendes drikkeri. Glasset blev tomt, og hun stillede det fra sig på bordet. Straks hældte Karl-Henrik lidt mere i det og gav hende det, og han fornemmede, at stemningen blev lidt mere afslappet.
Han placerede sig hos hende i sofaen, hvor han kyssede hende. Han følte, at hun var villig, selv om hun værgede for sig, det havde hun nok læst et eller andet sted, at man skulle.
Han fik hånden op under hendes kjole og fik hevet trusserne af hende, presset hende ned at ligge og lagde sig ovenpå. Hun kæmpede lidt på skrømt, følte han. Begæret havde taget over, og det kunne man ikke kæmpe mod.
Bagefter lå han ved siden af hende og slappede af.
Han tilbød at køre hende hjem, for hun gik noget usikkert på benene, følte han. Selv var han trods alt så ædru, så han sagtens kunne køre bil.
No problem.

Martin befandt sig stort set godt i Bøgsted. Rutinerne i dagligdagen var ved at sætte sig, og han nød det gode vejr her i sensommeren, samtidig med at han fandt naturen enestående. Flere gange cyklede han ligefrem ud på de små stier i skovene eller i reservatet og fandt enestående flora og fauna.

Derimod gik det stadig ikke helt, som det skulle med klassen. Ikke længe efter oplevelsen med ranunklen fattede han ganske langsomt, at de brugte ordet smørblomst i andre sammenhænge. Det gik efterhånden op for ham, at det var blevet hans øgenavn. Hvem skal I have? Vi skal have smørblomst. Det havde han tilfældigt hørt i et frikvarter, hvor han havde åbnet vinduet på lærerværelset. From stod altid henne i hjørnet og røg, men han kunne ikke finde ud af at åbne vinduet. Røgen generede tilsyneladende heller ikke de andre kolleger eller inspektøren. Men Martin vidste da, at rygning inden døre var ganske forbudt.
Måske havde Thy egne regler på det område. Man kunne godt blive usikker.
Han vidste ikke, hvordan man skulle klare det der øgenavn. Hvordan skulle man få dem til at holde op med at kalde én det? Ingen anelse. Det var også lige meget, så længe de andre lærere intet vidste om det.

Timen startede med brask og bram. Eleverne væltede ind efter frikvarteret, og et par stole og et bord fik et fur. Da alle var på plads, mente Martin, at dette var en god anledning til at drøfte disciplin og orden. Ikke fordi man selv just var det store, fine eksempel. Så langt fra. Men en vis grad af orden burde der være i enhver klasse.
Han indskærpede dem, hvordan han gerne ville have det, herunder at kaldes ved rette navn, og de lyttede opmærksomt. Da han var færdig, slog Hans Viggo den ene hånd ned over den anden, og de omkringsiddende grinede højt og larmende.
Vreden kogte op i Martins ansigt, der skiftede farve til det højrøde. Han pegede på Hans Viggo og hvæsede:
-Du bliver tilbage efter timen!
Resten af timen var der arbejdsro. De var nok alle lidt spændte på, hvad der nu skulle ske.

Hans Viggo stod med hænderne i lommen og så provokerende ud. Han var stor af sin alder, lettere kraftig med vilde øjne. Der var ingen tvivl om, at han var klassens førende ballademager.
-Sæt dig! Martin pegede på en stol.
Han satte sig med et bump.
-Har du problemer, Hans? Jeg synes, du har gjort dig uheldigt bemærket flere gange.
Uheldigt bemærket var et god udtryk, der signalerede en skæv udvikling, samtidig med at det ikke var en direkte udskældning og slet ikke nedgørende. Man måtte aldrig nedgøre elever.
-Hvad har jeg gjort?
-Du laver sådan et dumt klask, for eksempel.
-Må man nu heller ikke slå begge hænder sammen mere?
Han var provokerende. Ingen tvivl om det.
-Er det dig, der har fundet på at kalde mig for smørblomst?
Ikke en trækning afslørede, at han forbandt Martin med ordet, eller at der var noget med det ord i det hele taget. Han var da nærmest professionel. En løgner og forstiller af format. Og så kun 11 år.
-Det kender jeg ikke noget til.
-Nogen kalder mig for smørblomst. Og jeg vil vide, hvem.
-Ja, det er ikke mig. Du kan selv spørge Bubbi.
Det skulle nok nytte. At spørge kammeraten. Troede han, at man var født i går?
-Ja, hvis du ikke retter dig og koncentrerer dig noget mere om skolearbejdet, er jeg bange for, at jeg må have fat i dine forældre.
-Ja, så må du jo det.
Han var ikke nem at stikke i.
Martin kørte hjemad. Solen evnede ikke rigtigt at ændre i de nedadvendte mundvige. Var man i virkeligheden en dårlig lærer uden gennemslagskraft? Det var et vigtigt ord, man havde lært sig på seminariet. En vurdering af arbejdet i Bøgsted til nu ville højst kunne gi en 4´er på skalaen.

Efter det normale besøg på Café Splitte Mine Bramsejl var han lige ved at brænde sine læber på den varme pizza, han havde bagtei ovnen. Øjeblikkeligt slog det ham, at det ville hans far ikke have fundet sig i. Martin huskede en bestemt aftensmad, hvor faderen til at begynde med sad med den ene hånd foran øjnene. Det standsede al samtale, indtil det gik op for dem, at lyset over spisebordet hang for lavt. Moderen havde sænket lampen for at kunne tørre støvet af og havde ikke fået den op i samme højde igen.
Da hun så samtidig serverede rygende varm mad, brugte han den anden hånd til at vifte sig foran munden, som havde han brændt sig. Uden at sige et ord. Alle havde været lammet, fordi han kunne blive så rasende, hvis maden ikke var i orden. Her var hele to ting gået galt. Moderen skyndte sig at rette den grove fejl med lampen.
Hun havde derefter forsøgt at gøre det hele godt igen ved at tilbyde chokoladebudding til dessert, noget de ellers kun fik ved særlige lejligheder. Faderen havde tøvende sagt ja, hvilket fik alle til at ånde lettet op.

Da Lause hørte, at hans far havde mødt Karl-Henrik på en vej og muligvis, muligvis ikke var årsag til en skramme på Karl-Henriks BMW, havde han reageret med skepsis, indignation og til sidst vrede. Især den måde hans far fortalte om underskriftens tilblivelse, vakte hans harme, og han besluttede sig for at ville tale med Karl-Henrik og give ham et par borgerlige ord.
Samme aften kørte han om på Engen og parkerede mellem et par træer uden for det store, trelængede hus. Det var snarere en kæmpevilla, skønnede han, ikke under 300 m2.
Han ringede på. Katrine lukkede op og viste ham ind i stuen.
-Er Karl-Henrik hjemme?
-Ja, jeg tror, han er lige udenfor.
Der kom lyde ude fra entreen, og ind trådte Karl-Henrik Vesløs.
-Goddag, Lause! Hvad så? Spurgte han Lause.
Brynene var lettere rynkede. Han måtte da vide, hvad det besøg gik ud på:
-Jeg er stærkt utilfreds med den måde, du behandler min gamle far på. Forleden aften. Da I strejfede hinanden derude ved kystvejen!
-Nå. Hvordan det?
-Han påstår, at du truede ham til at skrive under!
-Nej, det ved den søde grød jeg ikke gjorde. Din far var godt klar over, at det kunne ha´ stået ham rigtig dyrt, hvis jeg ikke var undveget så meget, som jeg gjorde. Jeg skal sige dig, at da jeg overhalede, slog han et sving ud mod midten af vejen og kom derved til at ramme mig. Jeg havde åndsnærværelse nok til at styre yderligere udad og derved ligefrem undgå en katastrofe.
-Han siger ikke desto mindre, at du tog fat i ham, da du havde skrevet det stykke papir, og han følte sig truet.
-Den gamle nar så ud, som om han slet ikke havde forstået, hvad han havde begået. Jeg ved sgu´ ikke, om han er dement, men han reagerede jo slet ikke på min dytten…

Karl-Henrik havde åbnet stuedøren ud til entreen.
-Så var der vel ikke mere? spurgte han.
-Nej, det håber jeg ikke. Men jeg synes, du skal vide, at jeg ikke har en skid tillid til dig overhovedet. Jeg tror, du prøver at udnytte enhver situation til din egen fordel.
-Ja, det er den omvendte verden, hvad? Farvel, Lause. Det var hyggeligt.
Døren knaldede i bag ham. Han stod lidt, trak på skulderen og satte sig ind i sin bil og kørte bort. Omvendte verden? Han havde aldrig før hadet en person. Nok var han blevet gal på en anden, nok sur og træt af nogen, men hade? Karl-Henrik brød det mønster hos ham. Han mærkede, at han for alvor var begyndt at hade Karl-Henrik.
Helt i modsætning til den søde Katrine, han var gift med.

I længere tid havde det undret Martin, at så mange af eleverne var søvnige, nogle var fraværende, og nogle var direkte underligt pjattede og ukoncentrerede.
Han havde en del i alvorlig samtale, og flere af dem, han talte med, vrøvlede sært usammenhængende, og han fik mistanke om, at noget var galt med hans sjette klasse. Selvfølgelig var der noget galt med klassen.
Flere af drengene havde svært ved at styre sig, og Hans Viggo og Bubbi var ikke de eneste.
På lærerværelset var der ingen, der spurgte, hvordan det gik. Inspektøren viste ingen interesse for en opfølgende samtale med sin nyansatte lærer, hvilket han ellers godt kunne trænge til. From havde som den eneste pålagt én, at man ikke skulle finde sig i et øgenavn. Visse elever havde omtalt én som smørblomst. Til at begynde med var det bare ikke forstået, hvad de mente, så måtte de spørges. Det er da bare dit kælenavn, svarede de.
From mente, det var farligt med øgenavne til lærere. Han foldede sine hænder og så indtrængende på Martin:
-Du må sørge for, det holder op. Ellers kan det gå ud over flere af os andre!

Martin nikkede. Man var nok mere sårbar, når man hed From end Poulsen. Det var skægt, at From så sådan ud. Martin tænkte på bossen i sin tid. Han hed også det, han var. From her var så inderlig i øjnene. De var nærmest lyseblå, så milde og gode. Om lidt ville han lægge sin hånd over hans og give ham velsignelsen. Men han rejste sig bare og gik ud af lærerværelset med sin hængerøv efter sig.
Han besluttede sig for at kontakte de forældre, der havde børn med en anderledes adfærd end normalt. Anderledes? Det havde de næsten alle sammen.
En dag ringede han i det store frikvarter rundt til flere, men enten var de på arbejde, eller også var der optaget. Han udskød det til senere og drøftede mistanken med inspektøren.
-Hvad tænker du på? spurgte inspektøren.
-Jeg tænker på, om drengene har været til fest og fået øl eller det, der er værre?
-Hvad kunne være værre, spurgte den forbavsede skoleinspektør.
-Hash, sagde Martin og stirrede direkte på ham. -Hash er kendt for at kunne have virkning flere døgn efter indtagelsen. De her drenge virker ærlig talt, som om de har røget hash!
Inspektøren så måbende på ham.
-Det vil jeg nu anse for temmelig usandsynligt. Vi herude i Bøgsted Rende plejer ikke at trækkes med den slags københavnerskavanker. Han skævede mistænksomt til Martin, som om det var ham, der havde indført hashen via Sønderjylland.

Mon inspektøren i sin ophøjede verden havde distanceret sig fra virkeligheden? Samtidig blev Martin lidt ærgerlig, for i det stykke lignede han den inspektør, man var flygtet fra i Tønder. Måske kendte han i sin høje alder intet til hash, vidste måske slet ikke, hvad han talte om?
-Må jeg sende forældrene et lille brev med min mistanke?
-Neeeej, det, tror jeg, ville kunne skabe panik. Unødig ængstelse, blot fordi du har fået en mistanke.
-Men du har vel intet imod, at jeg retter henvendelse til de enkelte forældre?
-Neeeej, altså hvis du er forsigtig og går roligt frem. Når du så mærker, at der er en mulighed for at nævne det der hash, så skal du selvfølgelig sige det. Men jeg ønsker ikke, at du siger det som det første. Det ville være ulykkeligt.
-Jeg skal gøre det diplomatisk.
-Ja, tak!
Inspektøren så virkelig ængstelig ud. Martin havde alligevel sjældent set eller hørt om en så konfliktsky skoleleder. Det var nok derfor, at han havde så mange panderynker. Det var fascinerende at se det vaskebræt, der bølgede fra øjnene og opad og efterhånden fladede noget ud og blev overtaget af issens mere jævne og glatte struktur.

Martin sukkede, da han kiggede ind på lærerværelset. Gjorde man nu også det rigtige?
Nu var det hele ellers begyndt så godt heroppe i det fremmede. Ja, lidt småtterier havde der været. Klassen havde man slet ikke styr på endnu, men det kom. Det var han overbevist om.

Lause var noget mere ligefrem og udstødte helt spontant:
-Selvfølgelig skal du sige ligeud, hvilken mistanke du har. Det er da bedre at sige det og så derefter opdage, at det ikke er hash end omvendt!
Martin var mere enig med Lause end med inspektøren. Men man turde ikke helt gå imod inspektøren. Han var trods alt en særdeles velrenommeret mand i Bøgsted Rende og havde været inspektør i Thy siden første verdenskrig eller nå ja, i hvert fald i mange år.

-Hvor får de hashen fra? ville Martin godt vide.
-Jeg tror, de henter den i Thisted. Metroen tager højst 20 minutter. Der er masser af muligheder. Væksten har en bagside. Og så må du jo huske på, at vi har Thylejren i nærheden. Der kan du altid få hash!
-Ja, politiet holder af og til razziaer, har jeg hørt!
-Ja, og de finder som regel også noget hver gang. Der går rygter om, at de altid har hash på lager! Det siges, at hvis betjentene i Thisted sidder og keder sig lidt, kører de lige en tur ud i Thylejren. De får altid fat i hash, pot, galar, tjald, skunk, det fede, eller hvad man nu kalder det, og som regel høster de lige en mark eller to med hamp. Så anholder de et par stykker, og når de kører dem hjem til stationen, synger de højt for de pågældende og altid ”Marken er mejet og hashen er høstet”…
-Jeg troede, at thyboere ikke røg hash, men fik deres kick af at snyde det offentlige!
Martin smilede af sin egen naivitet. Fordomme er forestillinger, man har på forhånd. Klart nok.

-Ja ha, det troede du. Næh, du. Dem i Thylejren er stort set alle sammen københavnere. Egentlig er vi thyboere kun lidt bedre end andre mennesker. Du skal huske på, at den meste kriminalitet heroppe begås af tilflyttere, som regel morsingboere. Nogle gange folk helt fra Sallingland og andre lande. Og så har vi et grumme træk ind fra Hanherreds nordligere egne opad mod Fjerritslev. Der var engang bal i forsamlingshuset i Klitmøller, hvor bønder og fiskere festede den. Så kom en 10-12 unge læderjakker fra Fjerritslev og skabte sig tosset og ville ind. Det kom de ikke! De ville ikke ha´ tur med dem!
Martin forstod ikke alle thyske gloser og vendinger og spekulerede over, hvad det var for en tur, de ikke ville have med dem.
-Nå, jeg tror, jeg vil orientere nogle af forældrene! Martin gad ikke rigtigt høre på hans pralerier. Man kunne da også, hvis det her var en pralekonkurrence, fortælle et par gode historier fra Sønderjylland.
-Vent lidt. Du skal lige høre resten af historien. For så truede de med, at de ville hente forstærkning. De kørte minsandten hjem igen og ringede til deres venner i Halvgrimmen og Brovst, og så kom de tilbage. Over 50. Men i mellemtiden havde vore tapre unge mennesker her samlet drengene fra Nors, Hanstholm, Hundborg og Snedsted, og så tog de kærligt fat i rockerne. Og Store-Lars fra Vester-Vandet tøffede med sin kæmpetraktor, der kan køre i mosen og vejer mere end seksten tons, hen over deres kværne, så de alle fik smalle fælge. Det var en aften, kan jeg godt fortælle dig. Nå, smut så. Jeg kan altid senere vise dig billederne fra festen.

På hjemvejen holdt Martin ind i MultiBrugsen for at hente et par poser havregryn. Da han var på vej ud, mødte han Karl-Henrik, der nikkede til ham og så på hans varer:
-Ja, det kan blive en hel sport kun at gå efter tilbuddene!
Martin skulle lige til at retfærdiggøre sig, men så var uddeleren væk.
Han lagde sin havregryn på bagsædet og satte i gang.
Igen følte han sig sært dum og ydmyget. Hva´ fanden mente uddeleren med den bemærkning? Han plejede da at købe alle sine dagligvarer der?

Café Splitte Mine Bramsejl var det rigtige sted at falde i staver. Den evige porter, sort som ind i helvede med skummet, der var hvidt som det pureste paradis, var det bedøvende middel, der klarede de fleste tanker. Hvis man drak to, var det for meget, der gik ræs i hjernen, når virkningen dukkede op. Én var fin for at få has på ham inspektøren. Hvad var han bange for med sine indvendinger mod kontakt til forældrene? Man blev faktisk i dårligt humør af at tænke på ham. Karl-Henrik Vesløs kom ind fra højre, lagde sig i hjernevindingerne ved siden af inspektøren og gjorde humøret en kende dårligere. Var det alligevel nu, to portere var på sin plads?

Om aftenen efter 19 var leverandøren klar til at installere overvågnings-kameraerne. Karl-Henrik glædede sig som et lille barn, og oplevelsen med den uforskammede Lause kunne ikke ødelægge noget.
Han benyttede lejligheden til at nedsætte prisen på udvalgte varer og så samtidig undlade at justere kasseapparatet. De få kunder, der opdagede det ved at nærlæse deres boner, fik naturligvis forskellen udbetalt med en undskyldning og et smil. Det var under alle omstændigheder en god reklame.

Selv om han ikke fik megen søvn, var han tidligt oppe og lysvågen. Han spurtede ned i butikken og var klar til arbejde lige efter klokken syv. Tommys øjne var større end Rundetårn. Chefen plejede ikke at indfinde sig før halv ni.
Karl-Henrik gik ind på sit kontor og satte sig i den bagerste afdeling. Her var tre monitorer sat op, og han kunne med et lille joystick ændre kameraerne og endda zoome ind og ud. Han sad og ventede.

Endelig kom den første kunde. Sjovt, det lige skulle være hende. Tænk, at hun skulle blive den første kunde, der blev filmet af alle hans skjulte kameraer. Hvad hun så end lavede her i Bøgsted sådan en tidlig sensommermorgen.
Han kiggede med spænding og en smule glad om hjertet på det meget tydelige billede af hende, som gik rundt og ledte lidt efter de varer, hun nu manglede.
Pludselig stivnede han. Stak hun ikke et eller andet i lommen? Hun stod ved hylden med impulsvarerne, læbestift, mascara, øjensværte, pudder, dameting i alle afskygninger i ren a-placering. Hold op, nu røg en læbestift samme vej. Hun kiggede sig rundt, inden hun også stoppede en pudderdåse ned i lommerne.
Han var forfærdet. Meget havde han set i denne butik, meget havde han været igennem, men dette slog alle rekorder.
Han strøg ud af kontoret og ilede op til kassen.
Hun hilste varmt på ham og lagde sine varer på båndet. Hun fik altid personalerabat, selvfølgelig.
-Kom lige med ind, sagde han med en mørk mine og vinkede hende med sig ind i det lille rum bag kontoret.
-Tag plads, sagde han og pegede på stolen over for skrivebordet.
-Nu skal du se, sagde han og tændte for playfunktionen.
Hun tog hånden op for munden, da hun så sig selv stå lige så tydeligt og stoppe deo, læbestift og pudderdåse i lommen.
-Jeg synes, det er pinligt, at man skal afsløre sin egen mor som butikstyv. Synes du, du kan være det bekendt? Du ku´ sgu´ da ha´ valgt en anden butik.
Moderen rystede på hovedet. Hun sad foroverbøjet, armene lå slappe i skødet. Øjnene flakkede, og hun så pinlig berørt ud. De optagelser der var bare så afslørende, som noget kunne være og hindrede enhver bortforklaring. Karl-Henrik så næsten medlidende på hende:
-Mor, kan vi ikke være enige om, at det gør du aldrig mere?
Karl-Henrik var diplomatisk. Imens tænkte han på, om hun ligefrem var kleptoman.
-Hvad laver du egentlig her i Bøgsted?
-Jeg trængte til at komme lidt væk…
-Gør du det også andre steder? spurgte han forsigtigt.
-Nej, Karl-Henrik, selvfølgelig ikke. Jeg ved heller ikke, hvad der gik af mig. Et øjebliks dumhed, måske…
Hendes fingre fumlede uafbrudt ved trøjeærmet.
-Ja, ja. Nu snakker vi ikke mere om det her, og jeg skal nok holde mund over for far. Men jeg håber virkelig for dig, at det aldrig sker mere. Som du kan se, bliver alt optaget.
Moderen nikkede, rejste sig besværligt og forlod kontoret. Hun glemte helt at betale for en deo, læbestift og pudderdåse.

Telefonen ringede længe i den anden ende. Martin ventede tålmodigt på lærerværelset med røret for øret. Omsider lød en stemme:
-Hallo?
-God dag, Maryan. Jeg har en alvorlig mistanke til klassen. Nogle af børnene har måske røget hash. Jeg kan fortælle dig, at jeg aldrig før har set så megen søvnighed. Der var så megen forvrøvlet snak, som jeg aldrig tidligere har hørt. Det gælder også din dreng.
Der opstod igen en pause i røret. Maryan pustede og havde tydeligt heftigt åndedrag. Det lød til at gøre indtryk på hende.
-Jeg tror da, at jeg vil ta´ en snak med ham, når han kommer hjem.
-Fint! Hvis du hører noget, vil jeg meget gerne også vide det.
De ringede af, og Martin syntes selv, at samtalen var gået godt.

Den næste, han ringede til, var Louises mor. Som eneste pige havde hun deltaget i festen, og hun havde været mere end vrøvlet. Det var stærkt generende, at hun midt i timen havde siddet og gnedet sig mellem benene, ganske ugenert, hvilket han aldrig havde set før, ikke i den klasse.
Moderen var noget mere kontant med en skarp og skrap stemme:
-Jeg vil straks gå til hende. Hvis de finder på sådan noget, så kan jeg garantere dig, at festen er slut. Hvad siger de andre forældre?
Martin forklarede sig.
-Ha! Ja, men sådan er det ikke hos mig.
Martin havde ikke set Louises mor, men forestillede sig en noget bestemt dame, Louise ikke sådan kunne løbe om hjørner med. Hun var nok ikke én, man skulle lægge sig alt for meget ud med.
Han ringede af og pustede ud.

Så tastede han uddelerens nummer.
-MultiBrugsen Bøgsted, lød det.
Martin hilste venligt og forklarede sagen for Karl-Henrik.
Han blev noget studs og mente, at det i hvert fald intet havde med Casper at gøre.
-Han er en god dreng, og jeg tror aldrig, han kunne finde på sådan noget.
-Nej, det siger jeg sandelig heller ikke, men et eller andet er der galt i klassen, er jeg sikker på.
-Men sgu ikke med Casper. Antyder du, at min dreng har røget hash?
Martin bakkede hurtigt, men den anden ivrede og blev mere og mere ophidset. Han havde da virkelig ramt et ømt punkt, siden Karl-Henrik i den grad tændte af.
Som for at glatte ud og slutte af på en god måde forsikrede han Karl-Henrik om, at han absolut ikke havde mistanke til Casper på nogen måde.
Karl-Henrik faldt da også lidt ned, og Martin kunne afslutte.
-Men tak for samtalen. Vi ser, hvad fremtiden bringer.
Den anden sagde ikke farvel, men havde allerede lagt på. Han var da lidt særpræget, måtte Martin indrømme.
Nu var over halvdelen af forældrene orienteret.

I det samme kom inspektøren farende ind på lærerværelset og stilede direkte hen mod Martin.
-Nu har jeg fået to klager over dig, Martin. Sig mig engang, hvad er det her for noget?
Martin så uforstående på ham. Inspektørpanden var foldet efter alle kunstens regler.
Han måtte nok kunne forklare sig.
-To forældre siger samstemmende, at du beskylder deres børn for at ryge hash. Er du fra forstanden? Det kan du slet ikke tillade dig.
Hans åndedræt var sandelig anstrengt. Det måtte så være dagens tema: Folk med hang til hurtig vejrtrækning.
Martin protesterede.
-Jeg har overhovedet ikke beskyldt nogen for…
-Jeg sagde til dig, at du skulle gå forsigtigt frem. Og hvad gør du?
Martin følte sig overrumplet. Alle ens gode viljer til at få det her opklaret lå smadret på det fine lærerværelsesgulv. Inspektøren var ligesom ens egen far. Stående med hænderne i siden, foroverbøjet og med det hele kørt op.

Karl-Henrik fór op til kassen og ventede. Han kunne ikke snakke i telefon under disse omstændigheder. Tommy skævede undrende til ham, men han lagde en finger på læben.
Under telefonsamtalen havde han på monitoren lige set hende den tykke Bodil C fra det lille hus lige efter skolen stå og rapse en dåse ahornsirup og det af den sjældne slags. Fantastisk, hvad man kunne se af detaljer, når man zoomede ind. Ugen igennem havde han brugt en hel del tid derinde bag monitoren, og artige ting var kommet for dagens lys.
Bodil C nærmede sig kassen, så hastigt på ham og begyndte at lægge varerne frem på båndet. Der var ingen ahornsirup iblandt.
Da varerne kørte frem mod Tommy, gik Karl-Henrik hen til Bodil C og spurgte hende:
-Har du ikke glemt noget? Han pegede på hendes lomme. Hun blev ildrød i hovedet.
-Nå ja, det er sandt. Hun hev den lille dåse frem og smed den på båndet hurtigere, end multiuddeleren kunne sige ordet ahornsirup.
-Du kan betragte det her som en advarsel. Næste gang bliver du meldt til politiet, er du med? Truede han hende.
-Og det er sgu da ikke noget, du ligefrem bliver slankere af.
-Du havde måske hellere set, at jeg havde fået et bundt gulerødder i lommen?
Hun slog med nakken efter den bemærkning. Han så det godt. Sådan var de tit. Forsøgte at spille overlegne, bedrevidende eller frække for at dække over selvforagten. Han ville ved lejlighed anmelde hende til manden, der i øvrigt sad i skolebestyrelsen. Så skulle hun få anmeldelse, skulle hun.

Martin gik med inspektøren ind på kontoret, og herinde fik han en længere lektion i, hvordan en nyansat skulle stikke fingeren i jorden og holde den der. Den skulle blive i jorden, indtil den var følelsesløs.
-Forstår du det, Martin? Følelsesløs. Jeg vil ikke have klager fra forældre, forstår du det?
Hans fingre åbnede og lukkede sig heftigt.
Martin nikkede. Man var efterhånden klar over, hvor ømtålelig den gamle inspektør var over for kritik.
Der var ikke meget, der tydede på, at inspektøren havde humor. Man havde aldrig set eller hørt ham le. Måske var der ikke og havde aldrig været noget at grine af i det job. Hjemme havde han nok en værre Xantippe, der skældede og smældede. Martin fik paradoksalt helt ondt af ham.
-Jeg prøver at gøre det sådan, som du ønsker. Jeg har virkelig…
-Det har så ikke været godt nok. Du er måske ikke klar endnu til selvstændigt at foretage dig sådan noget?
-Men hvis jeg nu observerer nogen af børnene ryge hash sådan direkte, hvad gør jeg så? Siger, at det må de sandelig ikke så gerne?
-Nu skal du ikke være flabet. Jeg tror, du har forstået, hvordan landet ligger heroppe.
Det var ikke til at holde ud at være der længere. Det havde været en stressende dag, og han glædede sig til at komme hjem, få smidt fødderne op i sofaen og drikke en porter. Måske én fra Hancock-bryggeriet i dag.
Han tog sin taske og satte sig ind i bilen.

Karl-Henrik rejste sig fra sin stol. På monitoren havde han set Hylde-Per inde i butikken. Kunne den idiot ikke forstå en direkte hentydning? Hvorfor fanden blev han ved med at genere ham?
Han drønede ud i butikken og lige hen til Hylde.
-Sig mig engang, sagde han lavt, men særdeles indtrængende, har du misforstået noget?
-Hvad? Hylde så noget overrasket ud.
-Ja, du kan sgu da ikke komme her og stjæle varer fra min butik, blive anholdt og alt muligt og så bare vende tilbage, som om der slet ikke var sket noget.
-Jeg har sgu ikke stjålet noget. Den flaske stammer slet ikke fra din butik, at du ved det.

Karl-Henrik blev endnu mere rasende. Nu havde han snart fået nok. Han greb fat i Hylde og slæbte ham nærmest op til indgangsdøren, hev ham ud og holdt så hårdt fast i hans krave, at Hylde fik vejrtrækningsproblemer.
Hylde-Per var ganske vist ikke særlig stærk, men panikken greb ham over den manglende luft, og han slog alt, hvad han kunne mod Karl-Henriks ansigt for at få ham til at slippe.
Han ramte ham overraskende hårdt og kontant lige i sylten, og Karl-Henrik måtte slippe, men multiuddeleren ville ikke lige finde sig i den behandling og langede tilbage og ramte Hylde i øjet, så blodet sprang fra brynet.

Martin bremsede hårdt op og sprang ud af døren og over til slagsbrødrene. Det var åbenbart hans lod i tilværelsen at standse slagsmål i Bøgsted.
-Stop, råbte han og gik imellem de to. Uddeleren stod og hev i en ret usoigneret herre, der mindede stærkt om ham fra Langgade forleden.
-Hold op med det der, fortsatte han i en forsøgsvis bestemt tone, mens han stirrede fra uddelerens ophovnede ansigt til den andens blodudtværede blomkålsbryn.
De holdt inde, forpustet, og Karl-Henrik forsvarede sig:
-Han skal fanme ikke komme her og stjæle…! Og det ordner jeg selv med Hylde-Per, det skal du ikke blande dig i.
Uddeleren gloede fra den ene til den anden.
-Jeg har ikke stjålet noget whisky, gentog ham, han kaldte Hylde-Per, i et forgæves forsøg på at rette sig op og se vaksere, pænere og mere velsitueret ud, end han strengt taget var. Anstrengelserne betød, at en vind forlod ham.

Karl-Henrik drejede rundt og gik med en løftet pegefinger mod Hylde og en snerren:
-Du holder dig væk, din skid.
Så vendte han sig om, øjnene var smalle og hårde, mens pegefingeren bevægede sig fra en lodret udskældning til en vandret advarsel mod Martin:
-Du skal fannerme ikke blande dig i noget, der ikke rager dig. Hashlærer.
Det sidste blev hvæset ud mellem smalle læber, mens han gik ind i butikken igen.
Det blødte stærkt fra Hylde-Pers øjenbryn, og Martin ledte i bilen efter falckkassen med forbindsstoffer. Men den var ikke at finde.
Han tog ham under armen:
-Kom! Du kan tage med mig hjem og få det blod der standset.

Han protesterede, men Martin var ikke sådan at bide skeer med, og lidt efter sad han i køkkenet og fik renset såret, og Martin skønnede, at et plaster kunne gøre det. Vand og sæbe var heller ikke af vejen. Det havde dog den effekt, at øjenpartiet blev helt lyserødt og stak noget af mod den omliggende hud.
Køkkenet havde fået tilført en fremmed lugt.
-Vil du ha´ en kop kaffe? Spurgte Martin og satte den over uden at afvente svar.

Hylde sad lidt genert og pillede ved dugen.
-Du skal ha´ så mange tak for din hjælp. Ham uddeleren har flere gange været efter mig. Sidst tilkaldte han politiet. Han troede, jeg havde stjålet en flaske whisky. Jeg kom da med på stationen og det hele.
-Og du havde ikke stjålet den?
-Nej, den havde jeg helt ærligt fået af Luske i fødselsdagsgave. Altså Kaj fra Hanstholm, min kammerat.

De satte sig lidt efter med to kopper dampende kaffe, og Hylde lod sig ikke nøde. Martin rejste sig igen efter et lille øjeblik og smurte ostemadder. Heller ikke det skulle der megen overtalelse til, før madderne røg ned. Han var åbenbart også sulten.
Lidt efter lidt fik han munden på gled. Martin prøvede at se ud, som om han ikke havde bestilt andet end siddet der og ventet på at møde ham.
Navnet havde han fået, fordi han altid sagde til vennerne: Jeg går lige ned og rydder hylden. Altså ølhylden.
Han ville have været bibliotekar. Han havde haft en livsdrøm om at arbejde blandt mange reoler og hylder med bøger, og derfor havde det været meget naturligt at døbe ham slet og ret Hylde. Han indrømmede blankt, at ølhylderne stod i vejen for boghylderne.
Han fortalte om sit omflakkende liv, som var sørgeligt på alle leder og kanter. Skilsmissehjem på Mors, drikfældig mor, ingen uddannelse, arbejde på en gård hos en dum bondemand, derefter lidt tilfældigt her og der, inden han til sidst var havnet i Thy. Det sidste år havde han boet i en bette lejlighed nede på havnen, og han havde mærket, at han nok ikke var så velkommen igen. Der var vist gjort forsøg på at sætte ham ud af lejligheden, men hidtil forgæves. Børnene spyttede somme tider efter ham, og de voksne undgik ham. Han havde lyst til at flytte til Hanstholm op til Luske, men der var ikke til at få en lejlighed. Eller også ville de ikke gi´ ham én.

Man kunne godt få lidt ondt af ham velvidende, at det kunne han ikke bruge til så meget. Men så havde man jo selv compassion. Det var et fint ord, lært henne på skolen af kollega From. Det betød det samme som medfølelse. Det var bare meget mere avanceret.
Martin ville gerne vise compassion og rømmede sig.
-Du er altid velkommen her, Per, hvis du får brug for hjælp.
Hylde takkede mange gange og gik med bemærkningen:
-Det er ikke så tit, man møder en venlig én som dig.

Han luftede ud og ryddede op.
Hylde udgjorde tilsyneladende den sociale lavkaste i Bøgsted. Man havde godt hørt, at flere var både utrygge og utilfredse med, at Bøgsted på den måde husede noget, katten havde slæbt ind.

Fodboldkampen søndag eftermiddag mod Hundborg United gik i gang, og Martin var med for første gang. Lause havde overtalt ham, fordi de stod og manglede tre af deres bedste spillere, og da han henviste til, at Jan Ole Brorsen, præsten, også ville deltage, havde han accepteret. Når præsten kunne, var det svært at finde et argument for, at Martin skulle blive hjemme. Man kunne undre sig over, at en pastor sådan rendte rundt efter en bold og var meget verdslig, men det gjorde han altså.
Det lille stadion lå meget smukt omgivet af træer, lyng, hede og klitter. Klubhuset var for lille og taget for billigt. Men idrætten fungerede rimeligt godt.
Der var samlet en lille skare tilskuere.

Da anden halvleg startede, var humøret steget. Martin og Lause agerede spydspidser og havde flere nærgående angreb, der dog alle forblev målløse. Typisk for en lærer overtog Lause indimellem kommandoen i spillet, det virkede naturligt, og Martin søgte selv at få det bedst mulige ud af spillet.

Det var godt at komme i gang igen motionsmæssigt. Martin prustede rundt. Det var sådan noget, der var godt for kroppen. Motion skulle der til. Flytningen fra Tønder havde forårsaget forsømmelse på området, og man var blevet mærkbart langsommere og kom ofte for sent til tacklingerne. Det var ikke sket tidligere.
Han asede og pustede, og selv om han tilhørte de mindre af spillerne, gik han til den.
Han kom til at sparke en af de langsomme modstandere over benene, fordi denne kom for sent med sin tackling. Alligevel vendte han sig og sagde undskyld, mens den anden snerrede:
-Ja, ja, hallo, grovsmed.
Den anden stillede sig tæt hen over ham med hænderne i siden, så ned på ham og fortsatte:
-Hvis I havde flere, der ku´spille fodbold, var du nok ikke med.

Martin var igen tilbage i 5. klasse og var 11 år. Samme episode, samme reaktion: Konfrontation.
Han følte grovheden præcis som dengang, uretfærdigt, fordi enhver fodboldspiller vidste, at dem, der ikke kunne spille fodbold, tit kom for sent med deres tacklinger og derfor var udsat for at blive ramt. Men dengang havde det været bossen, ham, man var bange for, og som hele tiden var efter én. Specielt og endnu mere efter det spark.
Modspilleren lugtede fælt af sved. Martin rynkede lidt på næsen. Det var godt, de spillede i fri luft. Han kunne umuligt selv lugte så dårligt. For en sikkerheds skyld måtte han lige løfte den ene arm og bøje ansigtet ind mod armhulen og snuse.
Modspilleren begyndte at brøle op:
-Nå, du synes, jeg lugter, hvad?
Åndedrættet galopperede derudad.
Han pustede sig op. Det gjorde hunde og katte også, når de var ude for fare.
Det var ikke godt at vide, hvordan det var endt, hvis ikke de nærmeste spillere var gået imellem.
Lause så anerkendende på Martin:
-Nå da da, der så vi nok en ny side af sønderjyden.
Martin svarede ikke og løb i position til bolden.

Det lykkedes fjenden at score hele fire mål i den anden ende, selv om kæmpestore Jan Ole gjorde sit bedste for at skræmme dem fra vid og sans. Han nedlagde tre af deres angribere, der var så uheldige at løbe ind i ham. Man kunne efterfølgende se på dem, at de blev noget forsigtige, når de nærmede sig hans mål.
Det var den største præst, Martin nogensinde havde set. Han forekom ham sympatisk, og han kunne rent faktisk godt spille fodbold. Når han sparkede til bolden, røg den gerne en hel bane fremad og forbi målet i den anden ende til målspark. En af gangene kunne de ikke finde bolden i krattet bag målet og måtte hente en ny i klubhuset. Hvis den præst ramte bolden klokkerent, ville den simpelthen punktere.
Han råbte og skreg under hele kampen og bandede, så det var en fryd.
Der var nok ikke mange aktive kirkegængere blandt publikum – eller spillere for den sags skyld. Måske havde præsten bare tæft for, hvor han befandt sig og kunne målrette sit sprog derefter.

Efter badet takkede Martin nej til den obligatoriske øl efter kampen. Der var stile, der lå og skreg efter at blive rettede, så…
Præsten havde trukket på skulderen, mens han lagde nakken tilbage og tømte en thypilsner i et hug. Han var også stor. Martin var imponeret. Han havde aldrig nogensinde kunnet tømme en hel øl på en gang. De almindelige øl smagte nu heller ikke af noget som helst. Hellere porter eller måske de der ale-nogen.

Han var knap kommet hjem, da mobilen ringede.
Det var Louises mor.
-Det er helt sikkert, at de har røget hash. Louise har tilstået, og det går bare ikke. Nu ved du det. Jeg vil kontakte Kevins forældre, for de må da vide, hvad der foregik i deres eget hjem.
Nu fik Kevins forældre besked. Det bedste af det hele var, at det ikke var Martin, der skulle give dem beskeden. Og at det alligevel var ham, der havde startet opklaringen. Nu kunne han stille og roligt afvente Louises mors tilbagemelding, inden han besluttede, hvad der så skulle ske.
Martin var mere fortrøstningsfuld end længe. Det kunne faktisk kun gå fremad med den klasse og med ham, der måtte stå til ros hos inspektøren. Man blev nok snart kaldt ind til en god samtale. Måske med et lille glas vin og en god cigar som en beskeden tak. Man havde da lov at drømme.

Og så to dage senere blev han alligevel i dårligt humør over noget bøvl med sin klasse. Et par af drengene havde været oppe at slås endda midt i timen. Martin havde straks blandet sig og standset det, men at det i det hele taget kunne ske, var for ham et nederlag. Efter møje og arbejde med at skille dem ad gik han tilbage, mens Hans Viggo klappede i hænderne.

Tilligemed havde en vrissen inspektør nærmest skældt ham ud, da han halvstolt havde forelagt ham resultatet fra Louises mor. Flere af forældrene havde ringet sammen, og hun havde ringet til ham og foreslået at afholde et forældremøde.
Inspektøren var vred over, at det skulle lægges op i det niveau. Herregud, hvis en enkelt eller to af eleverne skejede ud, skulle det ikke automatisk medføre, at alle blev mistænkeliggjort, eller at himmel og jord skulle sættes i bevægelse. Han sluttede med vrængende at foreslå Martin helt at droppe sine ”undersøgelser”. Jeg er snart træt af det, havde han sagt.

Det var lige til at blive ked af. Man syntes ellers, man havde gjort det helt rigtige. At nogle af drengene i klassen rent faktisk havde røget hash, var helt forbigået inspektørens opmærksomhed.

Sjette klasse var skolens mest urolige, lige bortset fra den dag efter hashen. Da havde de været helt stille og fredelige.
Derfor foreslog Lause Martin, at hele klassen fik lov at ryge hash. Hver dag.
Vrangvillige forældre og en konfliktsky inspektør havde forhindret det klassemøde, der kunne have været et godt bindeled mellem skole og hjem.
Caspers far, Karl-Henrik, havde lettere ophidset fortalt ham i telefonen, at han jo ikke skulle komme her fra det store udland og tro, at han var havnet i et kriminalitetsområde. Sådan nogle som Hylde fik et par på bærret, og så var den sag ordnet.
-Hvem tror du egentlig, du har med at gøre? Spurgte han. Det var vist ikke meningen, at han gerne ville have svar. Det skulle snarere forstås sådan, at han, Martin, ikke vidste ret meget om samfundsforhold, specielt ikke i Thy.
Martin var ganske forbløffet og havde ikke kunnet finde svar. Forsigtigt havde han indvendt, at noget i klassen ikke havde været helt, som det burde være, men blev afbrudt af multiuddeleren:
-Nu synes jeg, du skal gå tilbage til dine stile og få lavet et ordentligt stykke skolearbejde i stedet for at lege kriminalkommissær.
Karl-Henrik smed røret på med den kommentar. Og Martin fik mere og mere modvilje mod ham, selv om han syntes, han meget bevidst forsøgte at være positiv, om ikke andet så for at modbevise Lauses påstand.
Kriminalkommissær? Tja, det kunne da være, at man var den fødte kriminalbetjent. Det så ikke ud, som om man var den fødte skolelærer.

Især drengene i klassen var aktive og råbte meget til hinanden, nogle gange sloges de, det var værst lige efter frikvarteret. Derfor havde Martin fundet ud af at lægge timerne lidt anderledes, så de havde undervisning ind over frikvarteret; når de så kom tilbage, forlod de en legeplads, hvor alle andre elever var borte, og det havde en dæmpende effekt på sjette klasse.
De var tit oppe at køre, når de kom fra frikvarteret, og mange gange gik der både 10 og 15 minutter, inden man havde dæmpet dem så meget, at de også kunne lave lidt af det, de egentlig var der for.

Inspektøren havde været noget skeptisk over den idé, og det var sandelig også drøftet i pædagogisk råd. Der var endda en af lærerne, der i ramme alvor havde stillet spørgsmål til det fornuftige i, at det altid var de sidst ansatte, der skulle have de værste klasser. Inspektøren beordrede pause og var henne for at tale den formastelige til fornuft og for at spørge, om han ønskede den klasse til næste år.
Men alle kunne godt forstå Martins argumenter og vidste, at klassen var besværlig. Det havde den også været sidste år, og det var ikke blevet bedre i år, hvor børnene fra stationsforstanderen i Tvorup var begyndt, og hertil kom et par tilflyttere fra Mors.
Lause mente helt alvorligt, at de sidstnævnte klart ville give mere uro i klassen. Martin havde været lidt skeptisk, men flere kolleger havde bakket Lause op og været sikre i deres sag. Morsingboere kunne generelt bare ikke opføre sig ordentligt i skolen. Kollegerne prøvede at forklare Martin, at det skyldtes deres ø-kultur. De fik ingen eller den forkerte opdragelse. Det var også derfor, der var så megen kriminalitet på øen.
Martin havde spagfærdigt ment, at der da også var lidt kriminalitet i Thy, men der var han ganske galt afmarcheret. Den meste kriminalitet i Thy blev begået af ikke-thyboere. Det var ikke, fordi thyboere sådan var bedre mennesker, slet ikke, ikke ret meget bedre i hvert fald, men de havde ikke nær alle de skavanker, der ellers kendetegnede danskere.
Martin var lidt imponeret. Han foreslog, at ægte thyboere fik et stempel i panden eller måske et særligt armbind eller altid gik med høj hat, så man kunne kende dem og gå over på den anden side i ærbødighed.

Lause påstod, at Martin aldrig tog noget seriøst. Han mente, det var en komplet tåbelig idé.
For hans skyld kunne kvindelige morsingboere gerne gå med tørklæde ned over ansigtet, for der var da ikke noget mere uskønt. Så var man da fri for at se på dem. Det gav mening.

Sygefraværet i Thy var et af de laveste i landet ligesom ledighedstallet. Det kunne man godt konkludere en hel del på: Thyboere var både sundere og flittigere end gennemsnittet.
Lause så alvorlig ud, da han sagde det. Det var nok noget af det, han tog seriøst.
Nu havde man motorvejen, var rocker- og indvandrerbande- samt mulvarpefrit område; og man var stort set enige om, at landets love skulle, så vidt det var muligt og hensigtsmæssigt, også gælde i Thy med alle de besværligheder, det medførte.
Jo, jo, da.

Inspektøren havde glippet med sine små øjne og rullet med bølgerne i panden og havde gjort ham opmærksom på, hvor meget arbejde der lå i at overholde landets love. Alle de kvalitetstests han skulle foretage fra tid til anden, evaluering af arbejdsmiljøet, evaluering af værdigrundlaget, evaluering af undervisningsmiljøet, evaluering af indlæringseffekten, evaluering af evalueringerne; alt skulle han besvare og helst dagen før, han fik besked på det.
Det var nok meningen, han skulle undersøge det hos eleverne, lærerne og forældrene, men han havde for længst fundet ud af, at det gik meget nemmere og hurtigere, hvis han selv udfyldte og besvarede alle disse spørgsmål inde på sit kontor. Så var han også sikker på, at de rigtige svar stod der.
Det gjaldt nu kun for nogle af prøverne.
Med jævne mellemrum skulle de elever, der ikke var thyboere, testes for dansk og historie. Her var der skrækkeligt mange, der ikke klarede prøverne.
Inspektøren hævdede, at op til flere tilflyttere fra Mors dumpede på spørgsmålet, om borgmesteren i Thy for nogle år siden bar seler eller livrem. Eftersom det var en kvinde, bar hun hverken det ene eller andet.
Den morede de sig meget over på lærerværelset, betroede Lause ham. Martin var ret sikker på, at han formentlig også ville være dumpet.

Han skuede ud over klassen, der havde diktat i dag. Det var noget kedeligere end gårsdagens spændende fortælling om Robinson Crusoe.
En ganske almindelig, kedelig orddiktat, han havde fundet på lærerværelseshylden af typen: ”…Fjernsynet lyver aldrig. Skriv aldrig. Stalin elskede sine undersåtter. Skriv elskede. Faderen arbejdede hårdt. Skriv arbejdede. Præsten tog sporvognen. Skriv sporvog…”.
Her tøvede han. Børnene kunne umuligt vide, hvad en sporvogn var. Han rettede det til ”præsten..”.

Han dikterede langsomt og tydeligt, og eleverne skrev og svedte, viskede ud og skrev igen. Der var en god arbejdsro. I heftet var navneord skrevet med stort, ligesom der stod kunde, skulde, vilde. Inspektøren havde ikke fundet det særligt påkrævet at skifte diktatbøgerne, bare fordi der af og til kom en retskrivningsreform. Dette sæt var derfor taget med til den kun 5 år gamle Bøgsted Skole.
Da diktaten var færdig, samlede han hæfterne sammen og gav frikvarter, selv om klokken ikke havde lydt endnu. Det var måske lige til kanten, og man skulle nok passe lidt på med at komme ud over den.
Han satte sig og kiggede en del af dem igennem. De var ikke helt ved siden af. Da han lidt senere belavede sig på at gå ned på lærerværelset, kom to drenge trækkende med Mads, der mere eller mindre frivilligt var på slæb.

De tre drenge stod lidt tøvende, og tilsyneladende var de lidt uenige om, hvem der skulle sige det.
-Du skal selv! Jonas puffede Mads i siden.
Mads så bare forurettet ud. Så tog Dennis ordet:
-Mads han stjæler.
Mads så ned. Martin så overrasket på Dennis og sagde hva for noget.
-Jo, Mads har stjålet en mobil. Vis ham den. Dennis tog fat i Mads´ ene hånd, der var begravet i lommen.
Mads tog hånden op af lommen og med fulgte en mobil, en lille tynd, smart en.
-Det er en fra 7. klasse, for vi så Mads gå ind i klassen i frikvarteret, lige da de alle var ude. Vi fulgte efter og så ham stå og rode i en taske, og han havde altså denne her i hånden.
-Er det rigtigt, Mads?
Mads så ned i gulvet, mens han nikkede.
-Der er andre ting, der er forsvundet, påstod Jonas.
-Ja, supplerede Dennis. -Kan du ikke huske, da vi ikke kunne finde skolens digitale stopur? Vi er sikker på, at det har Mads også stjålet.
-Ja, nu rolig. Det er jo ikke sikkert, at Mads har…
-Jo, for det lå i hans tøjskab i omklædningsrummet.

Martin kom i tanker om episoden, hvor Mads stædigt påstod, at en anden måtte have lagt det der for at skyde skylden på ham. Martin havde været forundret over beskyldningerne og kunne ikke sige sig helt fri for at være påvirket af, at han var præstesøn. Sådan én stjæler ikke. På den anden side er lærerbørn jo kendt for at være umulige i skolen, pædagogers børn er uopdragelige, skorstensfejerens unger er renlige, så hvorfor ikke?
-Og der er forsvundet armbånd, ure og kuglepenne, mange flere end der plejer.
-Jeg tror, det er fint, drenge, nu skal jeg nok ta´ over.
De gik ud. Martin tog mobilen og så på Mads:
-Hvad nummer har I hjemme?
Han fik fat i præsten og bad ham om at indfinde sig på skolen nu, hvis han kunne. Præstegården lå lige bag skolen.
Der opstod en lille pause. Så sagde præsten:
-En af os kommer straks.
-Vi sidder i klasselokalet…

Fem minutter tog det. Så gik klassedøren op, og ind trådte Mads´ mor. Præstefruen.
Som en scene i en barndomsfilm så han sig selv som Robinson Crusoe helt alene på øen modtage naboøens dronning. Fire sorte slaver fra Mors bar hende i guldstol ind til ham, og slået af hendes skønhed, der ikke var af denne verden, bøjede han sig dybt i støvet og bød hende allerunderdanigst velkommen.

-Britt Brorsen, sagde hun og gav hånd til ham. Han rejste sig overrasket. Det var den smukkeste kvinde, han endnu havde set på de her kanter. Langt, lyst hår, varme, blå øjne, der stirrede intenst på ham med en udstråling fra det ydre rum. Hun havde en rank og usædvanlig veldrejet krop. Hun kunne ikke være meget mere end højst midt i trediverne.
Han havde aldrig før set præstefruen og vidste ikke, at en præst kunne score sådan en kvinde.

Han satte sig og koncentrerede sig om drengen. Han forklarede moderen, at Mads havde indrømmet at have stjålet mobilen og gengav drengenes mistanke mod ham angående stopuret og de andre ting.
Mens han forklarede sig, så han mere på Mads end på moderen. Han turde næsten ikke se hende i øjnene for ikke at besvime.
-Det er rigtigt, at Mads ikke har mobil. Det, synes vi ikke, er nødvendigt for en dreng i hans alder. Mads, hvad har du rodet dig ud i?
Mads rystede blot på hovedet.
-Mads! Kig på mig! Hvad har du taget?
Stemmen blev skarpere. Martin tænkte: Svar, Mads, for satan, svar!
Mads mumlede lavmælt ord som mobil, stopur, ur.
-Jeg tror, vi går hjem nu. Jeg skal nok lade dig det vide, Martin, hvis vi finder ud af mere. Kan jeg ringe direkte til dig?
Martin gav hende sit mobilnummer. Så rejste hun sig, stod afventende og så meget direkte på ham.
-Jeg beklager det, der er foregået. Du vil høre fra mig.
Hendes øjne borede sig ind i hans med en kraft af en anden verden.
Hun lagde hånden om drengens nakke, og mor og søn forsvandt ud.

Martin sad tilbage med indtrykket af en almindelig skoledag afsluttet i to ikke-forventede oplevelser. Han kunne blive forundret over, hvorfor den der Robinson Crusoeallegori var dukket op. Han rejste sig for at drage tilbage til civilisationen. Han vidste heller ikke, hvorfor hans kondi pludselig var blevet så dårlig.

Mobilen lød allerede om aftenen lige efter aftensmaden. Det var hende.
-Martin, jeg tror, vi har behov for at tale om det her med dig. Som Mads´ klasselærer er det naturligvis dig, vi henvender os til. Har du tid til at aflægge os et besøg, eller skal vi komme over på skolen?
Martin så på uret.
-Jeg har ikke noget for i aften; hvis I ønsker det, kan jeg besøge jer.
Stemmen dirrede lidt.
-Det ville være dejligt. Skal vi sige om en halv time?
Martin tog bilen hen til præstegården. En kæmpestor villa med solfanger og jordvarme og hele det nyeste elektronik. Inde i stuen sad præsten, Mads og Britt. Han hilste rundt og blev budt sæde.
Jan Ole åbnede ballet. Han så meget alvorlig ud, det svarede vel meget godt til aftenens emne.
-Vi har talt om det her, og Mads har stjålet meget mere. Det er blevet værre og værre hen over sommeren og efteråret, og nu må det være slut.

Martin nikkede. Britt sad hele tiden og iagttog ham. Det var stærkt generende. Sådan følte han det, men var også usikker på, om det var rigtigt. Han turde nemlig ikke se på hende. Pulsen var stadig en anelse højere end normalt, og han var selv lidt bekymret over det. Han kunne simpelthen ikke mindes at have været i den situation før. Hvad fanden var der med ham?
Han undgik øjenkontakt med Britt Brorsen, men tog af og til hurtige snapshots af hende.
Som en anden diva sad hun tilbagelænet i sofaen med den ene arm oppe på ryglænet og benene krydsede under kjolen, der med sit bælte afslørede en særdeles slank skikkelse. Et af de hurtige øjenfotos meddelte, at knapperne til gengæld øverst foran i den sarte lyseblå bluse var på overarbejde.
Hvis knapperne sprang, kunne han godt tænke sig at sy dem i igen. Mens hun havde blusen på.

Præsten havde sagt noget, som han til sin store forskrækkelse slet ikke havde opfattet.
Jan Ole vendte sig mod Britt og spurgte hende, om hun ikke også var enig. Hun nikkede.
-Vi har snakket meget længe, og jeg tror, at også Mads er parat til det.
Martin var lidt desperat nu, anede ikke, hvad der var i spil.
-Kan du sige det en gang til, så jeg er sikker på at have forstået det?
Præsten så forbavset på ham:
-Mads har lovet, at det aldrig mere vil gentage sig. Hvis det sker igen, bliver han taget ud af skolen.
-Og hvad så? spurgte Martin forundret.
-Ja, som jeg siger, så kommer han på Stenhus Kostskole ved Holbæk…
-Er det ikke lidt drastisk, tillod Martin sig at indvende.
For første gang tog Britt ordet:
-Det er det. Men vi skal have det her taklet, så Mads kan forstå alvoren i det. Jeg er selv fra Holbæk og kender Stenhus og kan sige god for skolen.
-Jeg håber, Mads, at jeg kan få lov at beholde dig i klassen, for du er et af lyspunkterne. Du har mange gode forslag, du forstår tingene og er kvik, så jeg er oprigtigt talt ked af alt det her.
Mads nikkede, som om han var helt enig.
-Ja, vi følger op på det og vil kontakte dig med jævne mellemrum for at høre, hvordan det går. Er det i orden?
Martin nikkede. Hvad kunne han ellers gøre?
Han rejste sig, sagde farvel og lagde en hånd på Mads´ skulder:
-Don´t do it again.

Mads rystede på hovedet og så ned.
-Men der er mere, Martin, sæt dig lige igen. Præstefruen viftede ham ned at sidde.
-Mads har faktisk tilstået noget, der efter vore normer er værre end tyveri. Han har tilstået, at han har røget hash sammen med forskellige klassekammerater, og at det er andre drenge fra klassen, der har skaffet den, og at det foregår med jævne mellemrum. Han har stjålet penge herhjemme for at kunne købe det.
Martin spærrede øjnene op. Det var præcist det, han frygtede. Det var også præcist det, der skulle til for at indkalde til forældremøde. Det var ikke blot Louise og et par stykker mere.
Han takkede dem for deres åbenhed og sagde som det sidste, at han ville indkalde til forældremøde snarest.

Ugen efter løb det længe ventede forældremøde i sjette endelig af stabelen.
Inspektøren havde givet sit tilsagn, kunne heller ikke andet, når nu der var tilståelser på bordet. Men hans små øjne blev om muligt endnu smallere. Han var nok bange for det, hans nyansatte sønderjyske lærer kunne sætte gang i.

Martin genkendte flere af forældrene fra andre steder end skolen og noterede sig, at nogle af dem manglede. Både Karl-Henrik og konen med Casper og Jens Andersen med tvillingerne var fraværende, og ingen af dem havde meldt afbud.
Han startede mødet med at love, at han ville gøre, hvad der stod i hans magt for at vende udviklingen for hele klassen. Flere af forældrene nævnte anerkendende ord om forløbet fra sommerferien og mente, at klassen som sådan fungerede langt bedre i år end sidste år.
Det måtte have været slemt sidste år. Rigtig slemt.

Derefter var hashen i højsædet, og flere forældre havde forslag til aktiviteter og forbud for at bremse det. Der var ingen bebrejdelser mod Kevins forældre, der formentlig havde været noget sløsede. Man blev bare enige om, at fremover skulle værterne holde lidt mere øje med ungerne, når der var fest.
Britt Brorsen var der også, og hun tiltrak sig opmærksomhed i hvert fald fra Martin. Smuk, rank og brændende for sagen rejste hun sig og udtrykte glæde over, at forældrene bakkede skolen op i dette her. Martin kunne ikke lade være med at kysse hende med øjnene, han fandt hende enormt tiltrækkende og konstaterede, at knapperne holdt hele aftenen.
Forældrene vedtog et handlingsprogram, som Martin støttede fuldt. Det lød fornuftigt, og han lovede, at skolen ville køre et oplysningsforløb om hash, så alle børnene vidste noget mere om det.

Hen på eftermiddagen lød telefonen.
En lækker, varm stemme, kælen og sensuel fik hans knæ til at ryste og pulsen i vejret.
-Goddag Martin! Hvordan går det med Mads?
-Godt, rigtig godt, faktisk. Han er aktiv i timerne, og det ser ud, som om de andre accepterer, at han er trådt ved siden af nogle gange. Der er de uopklarede tyverier, der er sket siden sommerferien. Han har ikke indrømmet flere end det, han har fortalt til jer. Og så bøvler vi noget med hashen. For en del af eleverne vil ikke indrømme, at de har røget og slet ikke, hvor det er købt.
Martin talte lidt forceret.
-Nej, det ved jeg. Åh, vi har sådan et behov for at få alt det her talt igennem uden Mads. Har du tid og lyst at møde til en længere snak?
Det kom noget bag på ham. Omendskønt han syntes, at Mads havde været en naturlig partner i den samtale, var det forståeligt, at Britt og Jan Ole havde brug for at tale med en anden voksen, præst eller ej, om netop hans rolle i alt det her. Man ville sandelig gerne stille sig til rådighed.
Britt var fuldmægtig på rådhuset i Thisted og foreslog derfor, at de mødtes på Café Saltvand i Thisted dagen efter.

Næste dag kørte han til Thisted og trådte ind i cafeen. Der var ingen Britt eller Jan Ole, og han satte sig ved et bord efter at have bestilt en kop kaffe.
Da han havde siddet der mere end 10 minutter over tiden, rejste han sig for at gå igen. I det samme lød hans mobil.
-Jeg er ked af det, men … frygtelig forsinket… i øjeblikket ude syd for Oddesund og kan næppe … før om en halv time.
Der var ikke helt klar forbindelse.
-Jeg skal sådan set den vej, kunne vi eventuelt mødes på vejen? For eksempel i Hurup, der har de en glimrende kro.
-Ja, det er …. orden … så … derind.
Hun havde åbenbart ikke besvær med at høre ham.

Han takkede af og forlod cafeen. Han havde et møde i Holstebro samme aften i lærerkredsen, og det her var egentlig en god idé set i det lys. Han gad ikke køre hjem nu, og så kunne han lige så godt køre dernedad. Han skulle alligevel benytte motorvejen, som præstens også kørte på opad.
Martin tænkte hele vejen på præsteægteparret. Han vidste kun, at de ikke havde været så forfærdeligt mange år i Bøgsted Rende, og selvfølgelig at præsten var en stor fodboldspiller og måske var gift med Bøgsteds smukkeste kvinde.
Det var det eneste underlige. Martin syntes overhovedet ikke, at de passede sammen. Han havde ikke rigtig noget at ha´ det i. Han havde ikke talt med nogen om hende.

Han drejede af mod Hurup og standsede ud foran kroen. Der holdt deres dueblå Audi. Noget af en bil at have for en præst. Præster tjente vist ikke kassen. Men en stor mand skulle vel have en stor bil. Han stillede sin egen ret lille bagved.
Han gik ind og søgte efter ægteparret. Der sad Britt med ryggen til. Han genkendte hende med det samme. Rank med det smukke lyse hår ned over skuldrene studerede hun et eller andet foran sig.
Han gik hen til hende og forsøgte et kækt hej, men stemmen knækkede selvfølgelig, så det nærmest lød lidt skrubtudseagtig.
Hun rejste sig halvt og stak hånden frem. En fin, slank hånd, velplejet med pænt klippede negle uden maling. Hun bar heller ikke make-up, og det kunne han godt lide. Kvinder med make-up dækkede over noget, rynker, knap så blå eller store øjne, som de gerne ville have haft eller hud, der skinnede. Man havde mere hang til naturlige, søde kvinder uden al den opstadsen.

-Nå, er Jan Ole lige ude? Sagde han, mens han satte sig med let forhøjet blodtryk.
-Jan Ole er da ikke med, sagde hun forbavset. –Han har de ældre her i eftermiddag, du ved fra plejehjemmene i omegnen.
-Nå, sådan. Martin grundede. Det nærmede sig da en lidt underlig situation. Pulsen blev ikke dæmpet ved den oplysning. Der blev en pause.
Hun smilede til ham og brød stilheden.
-Jeg håber da ikke, at du bliver bange for at være alene med mig?
-Nej, jeg troede bare, at …
-Hvad vil du ha´?
-Jeg ta´r en kop kaffe.
Hun bestilte til ham og bad tjeneren om to cognac også. Uden at spørge ham.
Sød og smilende begyndte hun at fortælle om det mareridt, det havde været at optrævle Mads´ bedrifter. Det viste sig, da de gravede lidt i hans tyverier, at der var meget mere på spil, end man skulle tro. Drengen var brudt helt sammen, og meget af baggrunden for hans reaktioner skyldtes forældrenes skænderier og uenigheder på flere fronter i præstehjemmet. Mads havde følt sig meget overladt til sig selv og var derfor mere eller mindre frivilligt faldet i gruppen af hardliners, der røg hash. Skyldfølelsen hos hans forældre var stor, og flere gange var Britt gråden nær.

Hun fortalte ligeud og uden omsvøb. Det gik mere og mere op for Martin, at hun selv havde et problem.

Hendes øjne blev blanke, da hun oven i problemerne med Mads fortalte ham om den isolationsfølelse, hun var blevet mødt med i det lille samfund. Til at begynde med for fem år siden gik alt såre godt, men lige så stille havde folk vendt hende ryggen. Der var gået over et år, inden hun forstod hvorfor. Der var opstået rygter, rygter om at hun skulle have været Jan Ole utro.
Her så hun direkte på Martin med stærke øjne, der var sørgmodige.
-En præstekone kan tillade sig alt bortset fra at være sin mand utro. Vi befinder os i et noget statisk og fundamentalistisk område, hvor religionen og præsten spiller en stor rolle. Det fattige lille fiskersamfund ligger ikke så mange år bagude, selv om Bøgsted er helt ny. Heldigvis stoler Jan Ole på mig, og vi har et stærkt fælles- og ægteskab.
-Men når først rygterne har bidt sig fast, er der intet længere, der kan standse dem. Ikke i et så lille samfund.
Hun pillede ustandselig ved de blomster, der stod i en vase. Den første var allerede kronraget, og bladene lå på dugen.
Martin sad tavs. Hvorfor skulle man høre om det? Hvad havde det med Mads at gøre?
-Jeg ved ikke, hvor længe jeg holder det ud. Det er nok Mads, der er kittet. Det er da for hans skyld, at vi bliver der, eller jeg. Men jeg får den kolde skulder stort set alle steder, undtagen på skolen.
-Undskyld, at jeg sådan sidder og betror mig til en fremmed som dig. Jan Ole og jeg har da tænkt på at rejse. Indimellem har vi haft store problemer. Det er også belastende for ham hele tiden at fornemme, hvad folk tror og tænker om mig.

Hun lagde sin hånd på hans og knugede den pludselig.
-Martin, jeg er så ulykkelig. Jeg trænger snart til at føle, at jeg er værd at elske. Ensomheden i ægteskabet kan føles værre, og det er stort set kun Mads, der holder mig i præstegården… Jan Ole ønsker ikke at flytte.
Martin indskød:
-Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige… Men jeg har da lyst til at spørge dig, om hvad der er med den elsker?
-Der fulgte en havemand med den nye præstegård, fordi haven er så stor. Det var en yngre mand, som jeg talte ret godt med. Jeg lagde godt mærke til, at han tit var i nærheden af mig og ofte så i min retning. Hans blik fulgte mig, når vi var det samme sted, og efterhånden gik det op for mig, at han var brændt varm på mig.
En dag tog han mod til sig og betroede mig, at han var forelsket i mig og foreslog, at vi skulle mødes lidt mere privat. Han ville gøre alt for mig, og højdepunktet blev nået, da han søgte at overbevise mig om, at han var en enestående elsker, hvis kvinder simpelthen blev som forvandlede, når han havde taget dem under behandling.
Men det ville jeg selvfølgelig ikke. Han blev sur på mig, har følt sig ydmyget og spredte antageligt det rygte, at vi var elskende. Nu er han rejst, men folk glemmer ikke sådan noget.

Martin kunne godt forstå, hvis den havemand gik og fik griller af præstefruen.

Martin så hende direkte i øjnene:
-Du er meget smuk, Britt, og jeg kan godt forstå, hvis den havemand blev forelsket i dig. Kan du ikke forklare folk det?
Det mente Britt ikke. Hun flyttede stolen lidt nærmere Martins.
Han svedte lidt uvant i håndfladerne. Knapperne kom nærmere og nærmere. Måske var det bedst, at han kørte sin vej?
-Jeg må vist hellere af sted…
Han gjorde mine til at efterleve sine egne ord og rejste sig, men Britt standsede ham og trak ham ned på stolen igen.
-Jeg har det sådan med dig, Martin, at… Og på trods af alt det, jeg lige har sagt om kyskhed, så er jeg så langt ude, at jeg ikke ved, hvor jeg havner.

Martin så på hende. De var helt alene i krostuen. Ude bagved hørtes snak, en kvindestemme brød af og til skingrende igennem. Fra gaden trængte almindelig gadestøj ind gennem de små vinduer. Hendes bogstavelige hånd rørte umiddelbart hans, og det turde man ikke sige noget om af angst for at sige det forkerte.
Med den anden hånd forsøgte hun at gribe en stilk fra vasen.
-Det er jo også derfor, at alt det her med Mads kommer ekstra meget på tværs.
-Jeg er sikker på, at vi nok skal finde ud af det.
-Britt, nå, jeg tror, at. Øh, jeg – hvad er klokken?
-Jeg er ked af det, svarede Britt. –Jeg har lokket dig herned under falske forudsætninger. Vi har ikke fået talt så meget om Mads. Derimod en del om mig.
Hun blev igen våd i øjnene, og den anden hånd søgte vedvarende at knække stilken på blomsten.
Han trak modvilligt sin til sig og rejste sig igen:
-Du skal ikke være ked af det. Jeg skal jo alligevel til Holstebro i aften, så for mig er det ingen omvej. Og jeg vil sørme gerne snakke med dig.
-Martin, jeg vil så forfærdelig gerne holde kontakt med dig. Er det i orden?
-Bestemt. Du har mit nummer og jeg dit.
Hun rejste sig også og efter hurtigt at have set sig om, knugede hun sig ind til ham og kyssede ham, et lidt for langt, dvælende kys, som han gengældte, så han mistede jordforbindelsen et øjeblik. Han var tæt på at vælte bagover.
-Åh, Martin, hviskede hun. Undskyld mig igen…
Han gjorde sig fri, slap hende og skyndte sig svimmel ud i bilen, mens han bag sig hørte klirren af noget porcelæn fra en vase, der gik i stykker.

Den unge skolelærer drønede mod Holstebro med blodet pumpende rundt i kroppen.

Han tænkte hele vejen uafladeligt på Britt. Du må ikke begære din næstes hustru og i hvert fald slet ikke, hvis næsten er præsten. Han udsatte det lidt. Udsatte at tænke på det, der var sket. Men det blev ved med at komme til ham. Det der bløde kys, hvor hun havde presset sig ind mod ham, så han tydeligt kunne mærke knapperne og det bagved.

Han ønskede brændende at gå i seng med hende, at kysse hende, at kæle for hende, at bade sig i hendes ord, at hælde blomster ud over hende, at tømme sit hjerte for hende. Han følte sig slået tilbage til sin 15 års fødselsdag. Mødt hende den aften på et diskotek i Århus. Uden præstemand.
Man kunne føle sig flov over at have kysset præstefruen på en kro i Hurup, tænk, hvis folk fik det at vide. Der var selvfølgelig ingen, der kendte én, men præstefruen fra Bøgsted Rende kunne godt være kendt af nogen i Hurup. Hans gamle kolleger fra Tønder ville nok grine ad ham, hvis de fik det at vide. Han, en ateist, der kyssede en præstefrue. Det havde nu snarere været omvendt. Ret beset var det hende, der havde kysset ham.

Netop derfor strejfede tankerne den mulighed, det var at gå i seng med hende. Alt det dejlige, de kunne gøre ved hinanden, hvem gjorde det ondt på, hvis ingen fik det at vide? Man havde ikke nogensinde før været i seng med en 35-årig. Oven i købet en, der var gift. Og så med en præst. Og som så godt ud. Det var helt absurd.
Hvem kunne forbyde to voksne mennesker at være sammen? Gik der noget fra andre? Hvis Jan Ole ikke fik noget at vide, ville han være lige lykkelig. Og hvis han fik noget at vide. Jo, det var så ikke så godt.
Tankerne kørte rundt i en spiral uden en løsning.
Måske kunne mødet i Holstebro få én på andre tanker. Måske ville det hele falde på plads, når man først var kommet hjem igen.

Britts stærke øjne. De borede sig på en måde ind i sjælen på én, satte sig fast, holdt én fast. Åh, Britt.
Martin søgte at tænke på noget andet. En god idé at tænde for radioen og høre en redegørelse om velfærdssamfundets negative sider med ensomhed, skilsmisse og et ikke helt lille antal mennesker, der bogstaveligt kunne ligge og dø, uden at nogen vidste det.

Han tænkte bare på at ligge og dø med præstefruen. Helt tæt og være meget længe om det.

Karl-Henrik tabte fjernbetjeningen og måtte ned på gulvet og ind under sofaen.
Der lå en hvid pose med noget i oppe under sofaen. Han åbnede den og fandt en firkantet brun klump, der mest af alt lignede ler.
Men det var hash.

Da Casper dukkede op, viste Karl-Henrik ham posen med indhold. Han lagde ikke fingrene imellem, og ad omveje fik han hevet ud af knægten, at en af Jens Andersens tvillinger havde bedt ham opbevare det for ham, fordi hans far havde mistanke om noget. Derfor kunne han ikke have det hjemme.
-Skal jeg tro på den historie?
-Ja! Det er sandt… Casper så troskyldig ud.
Karl-Henrik rejste sig. Han stillede sig truende over for Casper og råbte nu højt:
-Hvis du begynder på noget med hash, så kan jeg godt fortælle dig…
Karl-Henrik blev mere og mere vred, men beherskede sig dog, da han kunne se, at knægten blev ked af det.
Han satte sig ned og tog om ham:
-Det er jo, fordi jeg er så bange for, at du skal komme ud i noget, der er farligt, Casper.
Casper trykkede sig ind til ham.

Ups! Bolden røg ind over hækken til Jens Andersen. Lause kiggede betuttet efter den, han var ellers så sikker, og hans lille træningsbane bagerst i haven var velegnet til at træne sparketeknik. Foran plankeværket havde han afsat tre små mål, alle kunstfærdigt udformet med fiskenet, så bolden lige akkurat passede ind. Det var meget sjældent, at han ligefrem skød over. Men hvad der kunne ske for Preben Elkjær i sin tid, kunne vel også ske for Lause.
Han nappede igen to thy-øl med og gik langs stien ned bag haven og ind på Jens´ grund.
Han bankede på døren, men ingen svarede.
-Leder du efter din bold? En lys pigestemme afbrød ham i hans forehavende. Det var Hanne Lene, datteren. Smuk og smilende stod hun der med hans bold i hånden.
-Jeg er forfærdelig ked af, at den røg herind til jer. Er din far ikke hjemme?
-Nej, ikke endnu. De har en del at se til.

Jens Andersen var ansat hos en entreprenør som murerarbejdsmand. Moderen var død for flere år tilbage, og Hanne Lene havde reelt overtaget hendes pligter i hjemmet, og det var også hende, der tog sig af opdragelsen af de to mindre tvillingebrødre.
Men hun kæmpede en brav kamp, syntes Lause, og han havde stor respekt for hende. Nu gik hun på gymnasiet i Thisted.
-Jeg har ellers taget to øl med til ham og mig.
-Jeg kan godt drikke den ene, foreslog hun temmelig bramfrit.
-Javel, sagde han overrasket. Jamen, så kommer jeg da lige med ind.
-Har du fået lavet dine lektier for i dag? ville han vide.
Hun smilede til ham.
-Tænker en lærer aldrig på andet?
-Jo, undskyld, det var nærmest for at komme i snak med dig. Jeg har lige talt med byens mest tavse mand.
-Du mener Tommy? Ja, han siger ikke meget. Det gør hans chef til gengæld.
Der gled en mørk skygge over Lause. Han blev ærgerlig, hver gang Karl-Henriks navn blev nævnt. Han havde studeret den regning, som Karl-Henrik havde sendt faderen, og der var både ny dør, kofanger og en hellakering. Der var nu en masse bøvl med forsikringsselskabet, der ikke ville betale uden videre, hvad Lause godt kunne forstå.

-Jeg har somme tider lyst til at pande ham sådan en…
-Har du? Hanne Lene lød forbavset. -Det har jeg sådan set også. Han har faktisk voldtaget mig.
-Hvad siger du?
Hanne Lene fortalte ham hele historien med de små glas og hendes fuldskab, der havde givet aftenen en så markant drejning hen mod det ubehagelige.
-Hvorfor har du ikke foretaget dig noget, ringet til politiet, eller har du heller ikke sagt det til din far?
-Nej, det har jeg ikke. Han har så meget at tænke på. Vi har svært ved at få pengene til at slå til. Det er dyrt at have mig gående på gymnasium i Thisted.
Lause tænkte på, at Karl-Henrik ingen hæmninger havde what so ever.
-Du gik ikke frivilligt med til det, har jeg forstået.
-Nja, altså jeg sagde ikke klart nej. Men han spurgte jo heller ikke klart, om vi skulle bolle. Altså, jeg har da tudet over det flere aftener til at begynde med. Nu er jeg ovre det. Og jeg har ringet og sagt til Katrine, at jeg ikke har tid længere til at være barnepige.
-Den lede stodder. Lause snerpede munden sammen.
De drak deres øl i tavshed.
-Lause, vil du godt love mig, at du aldrig siger det her til min far? Han vil blive så ked af det, og det vil ikke være til glæde for nogen. Jeg er også lidt bange for Karl-Henrik. Jeg ved ikke, hvor jeg har ham. Når jeg skal købe ind i butikken, skynder jeg mig altid og håber, at han ikke er der. Hvis jeg kan få en veninde til at være med, er det klart det bedste. Min far synes, det er bedre at handle der end i Thisted.
-Har du ikke en kæreste?
-Jo da, men ham har jeg intet fortalt. Jeg skal ikke nyde noget…

En uges tid senere var Martin en stegende hed sensommereftermiddag i Thisted for at købe portere.
Han stillede sig bagerst i en meget lang kø. Pludselig åbnede kassen ved siden af, og som til kampen om guldmedaljer ved de olympiske lege drønede alle dem, der stod bag ham over til nabokassen, før han så meget som havde overvejet at gøre det samme. Nej, hvor var de hurtige: Forrest en noget tung dame, så en bedstemor, et par mænd af usikker observans og endelig en typisk morsingbo med hængende skuldre og indsunkne lænder; sådan havde Lause fortalt, at de tit så ud.
De sagde også det forkerte ”a”, om ”jeg”, hvor en ordentlig thybo sagde ”æ” ligesom sønderjyderne.
Der var noget godt i thyboerne, syntes Martin. Men hvad var det med de der morsingboere? Var de anderledes end andre mennesker og hvorfor? I køen overfor kunne noget tyde på, at det var tilfældet.
Hans plads var og blev nummer sidst i den oprindelige kø, men endelig nåede han kassen og fik betalt.
Han samlede flaskerne i sin pose og gik ud og satte sig i bilen.

I det samme rullede en blå Audi ind over for ham, og ud steg Britt Præstefrue som en filmstjerne, der også spillede base-ball. Gav ham et kølleslag i hovedet. Hovedpinen bredte sig, og hjertet bankede derudad.
Hun tog solbrillerne af og smilede til ham. Den elegante frakke klædte hende eventyrligt. Solen var anbragt lige bag hende, hvilket gav hende en slags glorie. Han steg ud igen.
-Hej Martin, dejligt at se dig.
-Øh, i lige måde og tak for sidst. Det er sørme et tilfælde…
-Hvad mener du?
-Hvis nogen skulle se os, kan de da ikke påstå, at vi har noget for med hinanden.
Godt solen skinnede så kraftigt. Så var det udelukket, at rødmen i hans ansigt kunne skyldes andet. Han lænede sig nonchalant op ad den varme bildør og lagde højre arm op på taget. Armen røg meget hurtigt ned igen, og han slap døren, bilen var brandvarm.
-Jeg vil gerne ha´ noget for med dig, Martin.
Glorien omkransede hende; hun var forfærdeligt tiltrækkende og lokkende. Den evige kvindelige sirene.
Martins hjerte hamrede af sted, og hans tanker var kaotiske. Han så sig om. Der var ikke nogen mennesker, han umiddelbart kendte.
-Hvor, øh?
Hun smilede. Sener og muskler i hans knæ rystede, som om de var lavet af gummi.
-Tro det eller ej, men jeg ejer faktisk en lejlighed her i byen i et parcelhus, og den er lige blevet ledig. Det lyder romanagtigt, men det er ikke desto mindre sandt. Har du lyst til at se den?
-Det lyder næsten som en invitation til at se din frimærkesamling?
Hun trak sommerfrakkens ene revers lidt til side og sagde med et provokerende, frækt smil:
-Holder du dig bag mig?

De satte sig ind i bilerne. Det var svært at følge med hende, for hun kørte temmelig stærkt, ventede ikke på to fodgængere, der skulle over gaden ved rundkørslen, men drønede bare videre og kørte ud i østkvarteret, ned omkring rundkørslen og om bagved og standsede ved et stort hus, nærmest en villa med udsigt ud over fjorden.
De gik ind, han 30 centimeter lige bag hende op ad trappen med ansigtet i passende højde med en gyngende udsigt. Det var lige før, han blev søsyg. Lejligheden lå på første sal. Nogle enkelte møbler stod rundt omkring, og fra stuen var der et formidabelt kig ud på fjorden.
-Hold da kæft! kunne han ikke lade være med at udbryde.
-Ja, hvad siger du så?
Det forekom ham, at hendes stemme rystede. Hun virkede nervøs, anspændt, og han var heller ikke helt fri for en sitren i ordene. Uden aftale af nogen art fandt han sig selv i armene på hende. Hun angreb ham så at sige. Glubsk pressede de sig mod hinanden, mens de kyssede løs. Det her var ligesom på film. Nu spillede man bare selv en af hovedrollerne. Man var Clark Gable eller Brad Pitt eller George Clooney. Hun var… Der var ikke tid til at overveje hendes rolle. Hun trak ham hen til sofaen, hvor hun stillede sig:
-Du må godt pakke op.
Dirrende af ophidselse kyssede han hende, mens han begyndte at fumle med de der knapper foran. Hvis der var lige så meget netto som brutto, så…
-Klovn, sagde hun smilende. De er kun til pynt. Og viste ham, hvor de ægte knapper sad. Men hendes hånd så helt forkert ud.
-Den er kunstig, vedgik hun. Jeg fik den i klemme i en vaskerulle, da jeg var barn.
Nu kunne han godt se det. Den var hudfarvet, men så alligevel kunstig ud. Tanken om den kunstige hånd var en kølig blæser på harddisken, og noget andet faldt sammen for ham.
Blusen røg af, og han glemte næste at trække vejret. Det her var da den størst tænkelige kontrast til hende den kunstige fra Tønder.
Alligevel var en del af festen tonet ned.
-Bare gå videre, mente hun og vendte sig om og betydede ham, at han skulle løsne Bh’en.
De fandens hægte, de kunne ikke skilles.
-Lad mig.
I et snuptag var det problem løst på trods af den kunstige hånd. Hun omfavnede ham.
Det hjalp ikke rigtig. Man skulle fucking tro, man var 15 år igen og i gang med første gang.
-Kom og kæl for mig, så skal du se.
Og ganske rigtigt. Lysterne vældede frem, og et forpustet og heftigt samleje var i gang. Det varede ikke så længe, og han blev alt for hurtig færdig. På lydsiden var der sket noget, han aldrig før havde været ude for. Britts lydniveau under akten var usædvanligt højt efter hans erfaringer, og efter lydene at dømme havde hun såvel optimal som maksimal udbytte af hans anstrengelser. En lang ligesom klagende lyd, skinger og meget sopranagtig afsluttende i en dyb rallen som en dødskamp, hvad det dog ingenlunde var, så vidt det kunne konstateres. Tværtimod, måtte man nok sige.
De lå tæt omslyngede og pustede ud med alle bekymringerne parate til at komme fossende. Den sorte samvittighed var den største af disse. Hvad ville præsten ikke sige? Martin så allerede i ånden ham selv løbe med præsten efter sig svingende med sin bjørnelab. Man huskede endnu, hvordan han greb fodbolden med højre hånd.
Britt knugede sig ind til ham og havde tårer i øjnene, da hun hviskede ham ind i øret:
-Åh, hvor jeg trængte…
Han vidste intet om det udbytte, hun havde haft af denne ultrakorte aktivitet, men han følte selv en større tilfredsstillelse, end han kunne huske.
Han vidste heller ikke, hvad han skulle sige, alt var så mærkeligt overflødigt og ligegyldigt. Det, der talte, var bare at få lov at ligge her med Britt så længe som muligt. Tryghed, det var det, han mærkede.

Virkeligheden uden for disse vægge kaldte dog mere og mere.
Hun rejste sig op og så på ham.
-Du er vel nok en skøn fyr, Martin. Det er så skide banalt, hvad vi har gjort. Millioner rundt i verden gør det samme som os i dette øjeblik. Men du er den eneste, der gør det med mig her og nu. Jeg har end ikke fået dårlig samvittighed endnu. Det kommer nok… Jeg ved ikke, om jeg har lokket dig. Hvis Jan Ole får det her at vide, ved jeg heller ikke, hvilke konsekvenser det så vil medføre for mig og dig.
Martin indså øjeblikkeligt, at det, han tænkte på før, kunne blive til skinbarlig virkelighed.

Hun omfavnede ham:
-Jeg har sådan brug for dig, og var på randen af gråd. Igen.
Enten havde hun ret let til tårer, eller også havde hun skuffen fuld af de der konflikter. Han følte sig hjælpeløs og kunne bare stryge hende over håret og trøste med ligegyldigheder som det skal nok gå og vent og se, så bliver alt bedre og mere i den skure. Gråd hørte ikke hjemme i denne sammenhæng.
-Lad os se det i øjnene: Vi kan begge to lide at mødes på denne måde, og så længe ingen ved noget om det, er der ingen, der har ondt af det.
-Jeg føler mig indimellem ensom, sagde Britt tungt. -Og så er sex kun en lille trøst, medmindre de to parter føler andet og mere for hinanden.
-Hvor længe har du tænkt dig at være i den tilstand?
-Af hensyn til Mads formentlig et par år endnu. Men så heller ikke længere. Jeg må væk fra Bøgsted Rende og en ufri, smålig ”offentlig mening”.
-Jeg ved ikke, om folk der er mere smålige end så mange andre steder, måske småborgerlige. Måske er de blot interesserede i, at deres medmennesker skal have det godt?
-Så synes jeg ærlig talt, det er en løjerlig måde at vise det på. De snakker ikke med mig og viser mig ingen respekt. Jeg er glad for at have mødt dig, Martin. Du giver mig min selvrespekt tilbage og er faktisk sød…

Da de rejste sig, var de enige om, at de ikke ville aftale noget næste møde. Måske kom der en lejlighed, måske ikke.
Han strøg hendes hår.
-Du skal ikke føle skyld over vort møde. Er vi ikke fælles om det, Britt?
-Ja, selvfølgelig, og jeg er glad for, at du ser sådan på det. Jeg synes nemlig, at du lokker lige så meget som jeg.

Men da han efter aftale gik først tilbage til bilen og kørte, vidste han, at han var nyforelsket og nu skulle hjem med den dårlige samvittighed, der havde meldt sig på banen. Kunne han være det bekendt over for Jan Ole, den herlige præst, der med bulder og brag havde charmet sig og bolden frem på fodboldbanen?
Han var samtidig bange for at blive alt for forelsket i dette dejlige kvindemenneske. Hvordan skulle man kunne konkurrere med den stærke præst? Måske havde Britt bare valgt ham for at have lidt adspredelse? Måske var hun bare god til at græde?
Det her fortjente at blive skyllet ordentligt ned.

Han kørte forbi Café Splitte Mine Bramsejl og indtog sin porter. På en og samme tid var man nok noget stolt og lidt nervøs over det, der var sket i dag. Det kunne selvfølgelig ikke bruges til noget endnu, for Jan Ole var større end et bjerg, især i overført betydning. Mon Britt nogensinde ville slippe ham? Nå, det var alt for tidligt at have den slags tanker. Man burde bare nyde det dejlige, der nu var i gang med hende. Så længe, det varede.

Dagen efter kørte han hjem fra skolen og kom i tanker om, at han skulle købe mælk og brød. Han var tilfældigt uden for MultiBrugsen, ville egentlig helst handle hos den bager, der lavede det bedste rugbrød i hele Thy. Og hvor de heller ikke berørte brød og kager med hænderne, når de langede det over disken.

Han slap hygiejnefilosofien, fandt hurtigt det ønskede og skulle lige til at gå videre op til kassen, da hun pludselig stod der.
Ramt! Det var det, han var. Ramt i hjertekulen, slamming in the heart. Han fik et chok over at se hende, tænk, var hun virkelig så smuk? Han mistede vejret ganske kort. Hun gik lige i flæsket på ham og omfavnede ham og kyssede løs. Der var ikke andre mennesker i butikken.
-Tak for i går, hviskede han. –Det var helt fantastisk.
Han syntes, han burde kvittere med et eller andet og kunne ikke lige finde på andet end at smide et par klicheer i grams.
Hun smilede tilbage og trak på sin side vejret lidt hurtigere og hviskede et selv tak:
-Jeg kunne godt tænke mig en anden gang.
-Jeg også… og helst lidt længere…
De skiltes, han betalte og kørte hjem. Maven var blevet tungere, og man blev ved med at se de øjne for sig. Så smukke, så fulde af elsk mig, så forsømte. Skidt med ham Jan Ole. Foreløbig.
Han smed mælken i køleskabet og begyndte at skrælle kartofler.

Det bankede på døren. Martin gik ud og lukkede op. En lurvet mandsperson stod forlegen på dørtrinnet med sin hue i hånden.
-Øh, jeg har fået et lille problem…
-Hej, nå er det dig, Per! Kom indenfor!
Martin tyggede af munden.
Hylde trak et stykke papir frem fra inderlommen på sin slidte ruskindsjakke og lagde det på spisebordet foran Martin, mens han skævede til de sidste tre frikadeller på fadet.
Det var en tilsigelse til at møde i retten i den sag, der var rejst af Karl-Henrik Vesløs for vold efter Straffelovens §244.
-Jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal gøre, sagde han. Politiet var ude for at afhøre mig, og de sagde, at de ikke var færdig med det. Og nu det her brev. Skal jeg bare møde op og sige, at det var ham, der begyndte? Eller hvad? Jeg har aldrig før været indblandet i sådan noget. Jeg er sgu da ikke kriminel. Ikke ret meget, i hvert fald.
-Jeg tror, du bliver ladt i stikken. Vil du gerne have lidt hjælp?
Hylde gik igen med mange taksigelser til denne prægtige skolelærer og sagde, at han næsten aldrig før var stødt på så venligt et menneske. Slet ikke i Thy.
Martin luftede ud.

Under aftensmaden var Katrine noget larmende med tallerken og bestik. Karl-Henrik mærkede det øjeblikkeligt. Ægteskabet var trods alt så gammelt, at de udmærket kendte hinanden. Hun havde sine særheder, som de fleste kvinder havde. Det vidste alle og enhver.
-Er der noget i vejen, Katrine? Du ser så sur ud i aften…
-Jeg har spekuleret over, hvorfor Hanne Lene sagde op så pludseligt. Det er vel ikke sådan, at du tilfældigvis har generet hende?
Åh, den gamle sag. Han troede, hun for længst havde glemt alt om den.
-Generet og generet… Jeg kan da ikke mindes at skulle have generet hende.
-Jeg tror, jeg vil snakke lidt med hende. Det kan sgu´ da ikke passe, at hun fra den ene dag til den næste siger op som barnepige hos os. Sådan uden videre?
Åh, hun blev ved. Karl-Henrik sad tavs og mærkede, at han blev mere og mere irriteret på hende. Hvad fanden skulle hun nu til at grave op i det for? Det tjente absolut intet formål.
Han blev mere forsonlig og søgte at aflede hendes vrede, og det så også ud til, at hun langsomt vendte tilbage til normale tilstande, da hun tog ud af bordet. Drengene kom i bad, og opvaskemaskinen kørte. Med et lettelsens suk satte han sig ind til nyhederne.

Under kaffen var hun helt, som hun plejede, og han begyndte så småt at lægge op til noget dynetamtam, da der tonede nogle frække billeder frem på fjernsynsskærmen.
På skærmen lå en lys- og langhåret dulle med spredte ben og gned sig op ad lårene, det skulle vist forestille at være noget satire.
-Hold da op, se der. Det ligner Hanne Lene på en prik.
Det var måske ikke smart sagt.
Hans bemærkning fik øjeblikkeligt Katrine op i det røde felt:
-Nå, der slap den ud. Du har altså været i kassen med hende, eller hvordan skal jeg forstå den sang? Du kender hende jo åbenbart sådan der.

Hun havde rejst sig op og stod der på den anden side sofabordet med hænderne i siden og talte højere og højere.
-Svar mig: har du været i kassen med hende, ja eller nej?
Karl-Henrik kunne have bidt tungen over på sig selv. Det var nok bedre nu at få det overstået, så hun kunne falde ned igen:
-Ja, det var bare en enkelt gang, og hun ville selv. Det skal du ikke ta´ for andet end…
Han blev afbrudt af en kop, der kom flyvende lige forbi hans ene øre. Den blev efterfulgt af et blad, en fjernbetjening og en pude, der alle ramte ham. Hans arme fløj automatisk op foran ansigtet.
Han søgte at dæmpe hende, men forgæves. Hun skreg virkelig højt nu og var helt blå i hovedet.
Vreden havde fortrukket hendes ansigt, og han var for en gangs skyld rådvild. Så gik han omkring sofabordet og søgte at ta´ om hende, men hun sled sig løs og løb ud i entreen, og sekundet efter hørte han døren smække.
Han trak på skuldrene og satte sig og så lidt mere fjernsyn. Måske kom der flere interessante scener med de der piger.

Det var bælgmørkt, da Lause kom hjem fra et besøg i Thisted. Inde på fortovet opdagede han en skikkelse, han syntes at kende. Det var Katrine.
-Hej! Hva´ Søren! Er du ikke kommet lidt langt væk hjemmefra?
-Giver du en øl, var det chokerende svar.
Han fik hende lige sat ned, da hun eksploderede:
-Han er et svin. Et mageløst svin. Spørgsmålet er, hvor længe jeg holder det her ud.
Hun fortalte Lause, at Karl-Henrik havde indrømmet en lille affære med Hanne Lene.

Lause holdt om hende, og hun faldt lidt efter lidt til ro. Hun lænede sig ind til ham, og han måtte indrømme over for sig selv, at det var ham ikke ubehageligt.
-Du er til enhver tid velkommen her hos mig, Katrine. Du er anderledes end de andre piger, jeg har kendt.
-Jeg synes, du er så sød.
Inden han kunne tænke mere over den bemærkning, snøftede Katrine lidt og trak hans ansigt ned mod sit og kyssede ham.
-Jeg vil ikke blande mig i jeres forhold, men jeg tilbyder dig bare en lille ø midt i det frådende hav. Lyder det ikke poetisk?
De kunne ikke lade være med at grine.

Lause sad og så sporten dagen efter, da Hanne Lene kom ind. Han kunne straks se på hende, at der var noget galt.
-Han er fyret. Min far er fyret i dag. Og han ved ikke hvorfor.
-Fyret? Tror du, det har noget med dig at gøre?
-Det ved jeg ikke. Derfor kommer jeg til dig, for du ved så meget.
-Jeg ved, at Katrine godt ved, at Karl-Henrik har været i seng med dig, og jeg kan betro dig, at hun er meget vred på ham for det. Hun savner dig og dit gode tag på hendes drenge…
-Har du fortalt hende noget?
-Han har selv afsløret det for hende. De så noget i fjernsynet med en ung pige, der viste ben eller sådan noget, og så sagde han helt spontant: Det ligner Hanne Lene!
-Hold kæft, en stud.
-Ja, det kan godt være, han er charmerende som en kastreret tyr. Omtanken er da vist på samme niveau. Karl-Henrik kender måske din fars arbejdsgiver og har overtalt ham?

I det store frikvarter spurgte inspektøren, om der var nogen, der skulle til Thisted, for så ville vedkommende måske medbringe de bestilte sager fra sportsforretningen. De så lidt på hinanden rundt om bordet, og Martin kom i tanker om, at han manglede en ekstra nøgle til huset, og den kunne han så få ved samme lejlighed. Samtidig kunne han få opdateret lidt goodwill hos inspektøren, der på trods af forældremødet, hvor hashen blev lagt frem, ikke havde givet ham den anerkendelse, han syntes, han havde fortjent.

Da han senere samme dag sad i bilen på vejen, bremsede han pludselig hårdt op lige uden for Tvorup og tog sin mobil.
-Dejligt at høre din stemme, sagde Britt uden at forsøge at skjule sin glæde.
-Jeg skal til Thisted i et ærinde, men det er jeg nok færdig med om højst en time. Øh, så tænkte jeg på, om der, øh, var et sted, hvor jeg kunne købe noget godt rødvin…?
Martin talte, som om de blev aflyttet.
-Jo, det tror jeg. Hvis du kører i Supersmart, har de nok noget på lager. Det vil nok tage en lille time.
Han smilede og afbrød. Hjertet hamrede i livet på ham, og han kørte derind.

Hjertet hamrede stadig, da han ankom til byen. Det fortsatte det med i de to butikker, han skulle ind i, og hvor han mod sædvane bare blindt betalte det, kassedamen forlangte uden at kontrollere bonerne, og det hamrede derudad, da han satte kursen mod Supersmart, og da han drejede et par gader længere ned mod vandet. Han parkerede et stykke derfra og tog den til fods.
Døren stod åben, og han gik op ad trappen. Bankede på en enkelt gang og gik ind.

Britt stod lige inden for døren kun iført en slåbrok. Hun kælede sig ind til ham, og de kyssede ihærdigt, mens hun mumlede søde ord. Han trak hende med sig ned på sofaen.
Denne gang gjorde han lidt mere ud af det til hendes udelte fryd, og det næste kvarter foregik uden mange ord, men med endnu voldsommere lydudladninger end første gang. Trommehinderne blafrede, og det var lige før, det gjorde ondt. Til sidst eksploderede disse enorme skrig i en langstrakt og brølende rallen, som næsten kunne gøre én ængstelig for hendes helbred.
Man følte en stolthed over, hvor mageløs god man var blevet til det der.
Den kunstige hånd kravlede op mellem skulderbladene på ham, hvilket i nogen grad forstyrrede. Lå man i med en marsbeboer? H. G. Wells for fuld udblæsning. Direkte radiospil fra Thisted on the sunny side of Limfjorden.
Mødet med Britt havde været en ny oplevelse for ham.

-Hvor har jeg savnet dig, Martin. Jeg holder mig kunstigt i live i dagene indimellem, lever og ånder stort set kun for Mads. Ellers tænker jeg hele tiden på dig. Jeg ved, det er så forkert og forkasteligt og forargeligt. Paradoksalt er jeg havnet i præcis den situation, som folk har sat mig i allerede for flere år siden. Jeg lever sandelig op til forventningerne…
Martin nulrede hendes hår.
-Vi bliver nødt til at revidere en del af vort verdensbillede. Vi handler umoralsk over for Jan Ole. Hvordan har du det med det?

Hun kærtegnede hans lår og hofter, kyssede ham igen og puttede sig ind til ham.
-Det er længe siden, jeg har været så vild med en mand som med dig, mente hun.
-Hvis jeg kommer i himlen, vil jeg klart foretrække én af din slags frem for 72 jomfruer.
Han mente selv, det var en morsom kompliment. Han havde brug for at vise hende, at han var på omgangshøjde. Men H. G. Wells ville han nok ikke bringe op.
Hun lo. Men blev så straks efter alvorlig. Martin føjede til, båret af hendes latter:
-Måske er det her bare en lille flirt.
Hun skulle heller ikke tro, at han var enormt forelsket i hende, skønt han var det. På en skala fra 1 til 10 var han vel på 9? Men et godt råd fra erfarne Henrik fra seminariet havde været altid at holde passende lav profil. Ikke køre på. Pas på de store følelser, for man kan næsten kun blive skuffet. Det havde han været god til.

-Vi er lige gode om det.
-Du har jo Jan Ole at tage hensyn til. Går det?
-Spørg mig ikke. Jeg orker ikke at ta stilling lige nu.
-Jeg er nok bare et sølle pjok, der ikke kan modstå en smuk kvinde som dig…
Man var blevet god til at sige de rigtige ord.
-Jeg er glad for, at du ikke er påvirket af min kunstige hånd. Jeg kan jo med den ikke være helt så aktiv, hvis du forstår.
Det gjorde han da. Han var allerede nu klar over, hvem der havde den mest aktive rolle. Bare hun ville lade være med at kradse ham på ryggen med den.

Martin mødte Hylde-Per på gaden i Bøgsted og holdt ind til siden. Per var helt ude af flippen. Nogen havde kastet maling ind på hans yderdør, rød maling, der lignede blod, og på et vindue var der skrevet med den samme maling: SKRID!

Han tog øjeblikkeligt mobilen og tastede et nummer og påbegyndte en længere snak med politiet om Hylde-Per, men det var svært for ham at trænge igennem.
Da han slukkede mobilen, sagde han ærgerligt:
-Han ville slet ikke tale med mig. Det kom ikke mig ved, jeg var jo hverken familie, socialrådgiver eller fra kriminalforsorgen.
-Jeg er glad for, at du prøver at hjælpe mig.

Inde bag kontoret sad Karl-Henrik og så dagens overvågningsoptagelser igennem.

Han kørte hurtigt fremad, der var vist ikke noget i dag, som havde været en ualmindelig rolig og nærmest stillestående dag.
Han skulle lige til at sætte den på standby igen, da en scene fangede hans blik. Var det ikke?
Han fik den tilbage og kørte almindeligt. Jo, det var den smukke præstefrue, Britt, der kom der og gik ned mellem kølediskene. Karl-Henrik spærrede øjnene op, da han så skolelæreren, Martin Poulsen, dukke op og blive omfavnet og kysset af hende. Og det var ikke bare sådan et goddagkys. Det var et elskovskys, det vidste Karl-Henrik lige med det samme. Det varede længe, og billederne viste klart og tydeligt, at her stod to elskende og kyssede hinanden lige foran vitrinen med mælk og andre mejeriprodukter. Og begge havde øjensynligt glemt alt om kameraerne.
Med ét mærkede Karl-Henrik glæden strømme igennem sig igen. Her havde han ganske uforudset og uventet vundet i lotteriet. Hvad var sådan en optagelse værd i kroner og ører? Ja, han ville selv sige: uvurderlig. Hold da op.
Karl-Henrik samlede hænderne bag hovedet og lænede sig tilfreds tilbage. Nå nå, så de to havde noget sammen. Det undrede ham ikke. Den lærer der var da noget for sig selv, altid og evigt krævende og forlangende af forældrene. Så skulle de til møde; så skulle de påtage sig skylden for hash mellem drengene; så kom han og blandede sig fuldstændig tåbeligt i noget, der kunne ordnes med et par flade. Sådan en overlegen skid, der lige fra starten havde opført sig idiotisk. Kunne ikke engang hilse. Nøjedes med at købe havregryn på tilbud. Helt ærligt, hvad kunne man forvente af sådan en?

Han måtte tænke over det her. Spille sine kort ordentligt.
Han lænede sig tilbage i stolen med en finger under hagen.

Karl-Henrik blev i godt humør over sin egen genialitet. Hvor ofte havde faderen ikke også sagt til ham, at han var genial?
Det var synd, at hans egen mor gik og stjal. Han holdt sgu´ så meget af dem begge. Men faderen var klart den, han ville foretrække. Selv om han altid havde været lidt fjern, specielt her på sine ældre dage.
Casper og hans hash, hvis der var mere i det, det kunne han nok klare. Moderens hang til at nappe ting og sager i butikkerne var områder uden for hans kompetence og noget sværere at have med at gøre.

Han havde besluttet sig: Lærestreg til skolelæreren.

Mobilen rystede i bukserne på Martin, og han tænkte af samme grund, at det måske var Britt. Nummeret var ikke hendes. En alt for kendt stemme lød:
-Goddag hr. overlærer! Nå, hvordan går det med ungerne i klassen?
-Hvad vil du? spurgte han lettere irriteret.
-Jeg har som uddeler og leder af MultiBrugsen et godt tilbud til dig.
Martin undrede sig overordentligt og tænkte i første omgang på, om han var en postgang for sent ude.
-Er det ikke lidt usædvanligt, at byens uddeler ringer med tilbud, som…
-Det gør jeg heller ikke. Du skal tænke mere kreativt. Mere følelsesmæssigt. Det handler om følelser, Martin.

Et eller andet sted langt nede i mellemgulvet mærkedes en sær, uforklarlig snurren trænge sig langsomt vej opover til en gang kvalme. Sammen med den fulgte parallelt en anelse om noget forfærdeligt.

-Jeg kan gøre det ganske kort. Jeg vil tilbyde dig et USB-stik med en fremragende film på. Jeg har det her i min forretning. Det viser et par fra byen, der kysser hinanden. Og de er sgu ikke gift med hinanden.

Der slap den ud. For fanden. Overvågningsvideoerne i butikken. For satan. Og de havde stået der foran kølediskene med mælk, ost og smør og kysset! Eller var det dem med sild og laks? For helvede.
-For at du ikke skal være i tvivl, viser scenen en præstefrue, der bøjer sig frem, omfavner en mand og kysser ham, som om de snart skulle bolle med hinanden- eller lige havde gjort det. Der er ingen tvivl om, at der er amoriner i luften. Jeg har da sjældent set to mennesker, der ser så forelskede ud.
-Og?
Martin parkerede ikke sin utålmodighed.
-Nu ikke flabet, Martin. Lad os sige, at denne videosekvens er 10.000 kroner værd. Hvad siger du så?
Martin tabte mælet. Underkæben hang ned. Det var noget, man kun læste om i bøger eller så på film.
-Har jeg forstået dig ret, at du vil afpresse mig, at du er en gemen pengeafpresser?
-12.000 kroner. Du bruger de forkerte ord. Det koster. Det hedder køb af video. Ikke spor andet. Og jeg må nok mene, at det er et tilbud, du ikke kan afslå. Ellers kan det jo være, at en vis præst kan få USB-stikket helt gratis.
Martin skummede af raseri. Han blev helt mundlam. Samtidig skyllede en masse tanker gennem ham.
Den skide købmand. Den fucking købmand, brugsuddeler, narrøv eller hvilke titler han nu skulle ha.
-Jeg vil aldrig gå med til videokøb på denne måde, aldrig, fastslog han med vrængende stemme i et forsøg på at gøre nar. Fanme nej.
-Jeg ringer igen i morgen, så har du sikkert tænkt over det. 12.000 kroner. Det er billigt for ikke at få slået ens tilværelse helt i stykker. Vil jeg gætte på. Jan Ole Brorsen er en stor mand.

Martin lagde på. Slået i stykker. Jan Ole var nok så stor, at han ville kunne slå Martin i stykker med et slag. Det var ikke nogen rar tanke. Man mærkede allerede den der bjørnelab, der kom susende ude fra højre og ramte én med dræbende kraft lige på siden af hovedet, og hvordan hovedet knækkede i nakkeleddet og bare hang ned ad skulderen, og man sank sammen, død på stedet. Britt ville kaste sig grædende på knæ og hulkende sige hans navn igen og igen, mens hun strøg hans hår, der på grund af den knækkede hals formentlig hang ned på den ene side.

En mand, der kunne sparke en fodbold længere end en fodboldbane på langs, burde man nok have lidt respekt for. Så skulle man måske have ladet Britt være Britt og nægtet at gå i seng med hende?
Det havde han ikke været meget for. Hun var så tiltrækkende, at ingen mand ved sine fulde sex, og dem mente han bestemt, han havde, ville sige nej til det.

I en pause tog Martin sin mobil, gik udenfor og skulle til at ringe hende op, da Britt kom ham i forkøbet med sin opringning:
-Uddeleren, den lede orm, har tilbudt mig et USB-stik. Fra hans overvågningssystem. For 10.000 kroner. Han fortalte mig, at man tydeligt kunne se mig kysse dig, og at vi så meget forelskede ud.
-Jeg ved det. Han har givet mig samme tilbud. Hvad sagde du til ham?
-At han ku´ rende og hoppe. Og stod det til mig, så skulle han virkelig have lov til det. Men jeg ved godt, at som sagerne er lige nu, drømmer vi ikke om at informere Jan Ole. For så var vort forhold færdigt, hvilket jeg ikke er parat til endnu. Hvad vil du selv foreslå?
-Nej sørme. Martin blev helt forskrækket. Jan Ole var den sidste, der skulle informeres:
-Har du en telefonsvarer? Sådan én, der også kan optage selve samtalen?
-Nej, det tror jeg ikke.
-Hvis vi kan optage ham, mens han fremsætter sine ”tilbud”, så har vi i det mindste et bevis over for politiet. Hvis det kommer dertil.
-Men lige nu er problemet, at Jan Ole naturligvis ville komme ind i billedet, hvis vi blandede politiet ind i det her. Så hvordan tackler vi Karl-Henrik, og hvad gør vi …?
-Kan vi ringe sammen igen lidt senere i dag? Jeg skal til time.
Han klappede mobilen i og gik ind igen. Hånden rystede lidt.

Han satte sjette til at læse frilæsning.
Allerede efter et lille minut afbrød han læsningen. Han måtte koncentrere sig om en ting ad gangen og bad dem høre efter.
-Er der nogen af jer, der har smurt rød maling på en mands dør i en lejlighed nede ved havnen? Den tilhører ham, der går under navnet Hylde-Per?
Ingen reagerede. Nogle så mere forbavset ud end andre. Martin havde fået farve i ansigtet og hidsede sig op.
-Jeg vil godt gøre det helt klart, at ingen skal finde sig i at blive hetzet. Han er en stakkel og bor alene, men derfor behøver man vel ikke at genere ham sådan. Der er også skrevet på et vindue: Skrid!

-Det er da bare en skide morsingbo, der sku´ ta´ og rejse hjem igen.
Bubbi fremkaldte dæmpet fnisen fra flere.
Martin rejste sig. Han stod et øjeblik, og der var helt stille. Alles øjne hvilede på ham.
-Hvad nu, hvis det var én af jer? Hvor sjovt er det at være holdt udenfor?
Han hvislede det rundt ud over dem alle. De så alvorlige ud, vidste godt hvad han mente.
-Du er jo også bare sådan en udefra.
Det var Casper, uddelerens søn.
-Ja, og?
-Min far siger, at en god lærer er en thybo-lærer.
-Så jeg er bare sådan en andenrangslærer?
Casper svarede ikke. Resten af klassen var tavs.
Martin lagde bånd på sig selv og prøvede ikke at opfatte drengens påstand personligt.
-Kunne det være sjovt at blive delt op her i klassen efter lodtrækning? I får tildelt status. Så kunne nogle af jer prøve at lege sønderjyde…
Et øjebliks tavshed blev afløst af en byge af spørgsmål.
Han løftede hånden og standsede dem.

-Jeg foreslår, at vi trækker lod. Helt tilfældigt bestemmer lodtrækningen, hvem af jer, –lad os sige i to dage–, der skal være underklasse, mellemklasse eller overklasse. Og der skal være flest i mellemklassen. Overklassen skal behandles med respekt og må være indenfor i frikvartererne og har også mest at skulle have sagt. Underklassen skal altid være udenfor, uanset vejr og vind, og de skal bære overklassens tasker, spidse deres blyanter, starte deres computere og i det hele taget stå til rådighed. I får lige 10 minutter til at summe i.

Der var nok at tage fat på. En snakken og diskuteren frem og tilbage, somme tider højrøstet.
Martin så på klokken.
-Vi når ikke mere og vil tage fat på emnet i morgen igen. Men tænk lige over det her indtil da. Vil I selv udsættes for chikanerier og forfølgelse, bare fordi I er anderledes? Må man ikke have lov at være det? Skal det straffes – og hvorfor? Hvorfor skulle folk fra Mors være anderledes?

En højlydt diskussion bredte sig på klassen, mens de langsomt gik ud til frikvarter, hvor de samledes omkring Casper. Der var gang i den, og Martin åbnede vinduet for at se virkningerne af sit forslag. En ting var, at man skulle være den der underklasse, men at begynde at diskutere, om morsingboere var anderledes, det var alligevel for langt ude. Det vidste enhver jo. Bubbi talte noget højt. Martin kom selvfølgelig også fra Sønderjylland og kendte ikke noget til Mors og Salling og dem, der boede der. Casper hævdede, at Martin garanteret ikke vidste en skid om sallingboere. De var de værste. Han stod og nikkede til det, Bubbi mente. Man vidste nemlig ikke, hvor man havde dem. Så var det bedre med morsingboerne. Dem kunne man overhovedet ikke stole på, og dermed vidste man trods alt, hvor man havde dem.

I timen efter genoptog han frilæsningen. I det stille klasselokale kunne han få lov at tænke. Det var en ubehagelig klemme, den kedelige karl havde sat dem i her et par uger før efterårsferien. At han også indprægede sin søn uanstændige holdninger, var næsten forventeligt.

Han var ellers begyndt at synes godt om klassen og sporede fremgang. Drengene var i færd med at blive lidt bedre til at være sammen, og forældrenes tilbagemeldinger var mere positive. De var tilsyneladende glade for den ændring, de så småt også kunne registrere derhjemme. Småt. Ikke revolutionerende. Og hashen havde han ikke sporet noget af, så den var helt borte, regnede han med.
Martin var gået i gang med at opdrage børnene til at diskutere i stedet for at slås, når der var optræk til konflikter. Et langt, sejt træk forestod. Når han spillede fodbold med dem, var der mange anledninger til konfliktløsning, som han dels forsøgte at løse på banen i gymnastiktimen, dels bagefter på klassen. Han var da nået så langt, at de næsten kunne spille fodbold uden ham som dommer. Det havde de ikke kunnet før, hvor skænderier og efterfølgende slagsmål hørte til enhver fodboldkamp.

Han vidste derimod ikke, hvad han skulle stille op med Karl-Henrik. Han kunne vælge at ignorere ham og håbe på, at han ikke turde vise USB-stikket til Jan Ole. Han kunne overgive sagen til politiet, for i modsætning til hans og Britts forhold var Karl-Henriks handlemåde klart ulovlig. Så det var ham, der var kriminel. Og endelig kunne de betale og håbe på, at det så var slut… De kunne herunder forhandle om prisen for den video.

Der var selvfølgelig også en fjerde mulighed, nemlig at de spillede komedie og var overraskede, og at de ville benægte alt og påstå, at USB-stikket var forfalsket, hvad man sagtens kunne gøre i dag. Men den løsning var ikke den bedste. Jan Ole var uden tvivl vant til folk, der kom for at hælde deres hjerte ud, og han ville straks kunne gennemskue ham. Så ville han hæve højre skinke – og smak!

Og så var der Hylde-Per. Han kunne mærke på sig selv, at det kun kom på tredjepladsen i vigtighed. Måske var det mest for at fremstå god og social, at han gik ind i det. Altså en klar 5´er på skalaen fra 1 til 10, vurderede han.
Klokken ringede.

Han kørte hjem i dybe tanker og sagtnede farten, da han nåede forbi multiuddeleren. Raseriet greb ham, og han forestillede sig, at han simpelthen gik ind og slog ham med et boldtræ og blev ved med at slå ham, til han var helt flad.

Han rystede på hovedet ad sig selv.
Han kunne selvfølgelig bruge den femte mulighed: Vælge at lægge alle kortene på bordet. Men efter det hun havde sagt om Jan Ole, ville han klart være tilbageholdende med netop den løsning.
28

De havde aftalt, at Britt skulle tage metroen til Tvorup, stå af og vente. Så ville Martin samle hende op. Han skyndte sig med at komme at sted efter sidste time, men inspektøren ville lige snakke kort med ham, og det forsinkede ham.
Da han endelig kunne køre, havde Britt selvfølgelig ventet noget, og hun var gnaven.
-Kunne du slet ikke have ringet? Jeg føler mig ærlig talt lidt til grin ved at stå her. Der er i hvert fald to her fra byen, der har set mig. Jeg ved ikke, hvad de tror.
-Undskyld, undskyld, men der går somme tider kage i det. Jeg kan godt se, at denne aftale er dårlig. Det gør vi ikke en anden gang.
Åh, der var ikke noget værre end en kvindes vrede.
-Måske bliver der ikke en anden gang.
Hendes øjne var kolde, stemmen hård og afvisningen frysende. Martin læste hendes fortvivlelse og afmagt i den givne situation. Han tog hendes hånd i et forsøg på at dæmpe hendes galde og fik heldigvis fat i den rigtige.
-Selv om vi har et kæmpeproblem, har vi stadig hinanden. Vi må holde sammen og ikke skændes over den idiot.
-Jeg ved ikke, hvem der er mest idiot her.
Stemmen var en savklinge. I tyndt, tyndt træ.
Han var stort set enig med hende. Han var en idiot.
Han kørte videre i dyb tavshed. Luften var tyk af uforløst vrede og bitterhed.
Bremsede pludselig ned og drejede skarpt til højre ind i skoven og fulgte skovvejen et langt stykke, inden han standsede et godt stykke inde bag et buskads, der var helt ugennemsigtigt fra skovvejen.

Så vendte han sig mod hende, kyssede blidt de bløde læber. Hun ydede kun lidt modstand, men det var vist mest på skrømt, for modstanden bremsede fra 100 til 0 under tre sekunder.
De lå igen længe sammen, tæt. Han havde gjort, hvad han kunne for at opbløde og formilde hende. Forandringen fra gal rappenskralde til hed elskerinde var foregået på ingen tid, men i sådan en bil føltes de skingrende høje skrig fra hende som tortur for ørerne. Det var dog værre, at hun var sur, end at hun skreg i nydelsen. Den svage susen, man mærkede, forsvandt jo nok. Kunne man få tinnitus af at gå i seng med Britt? Havde Jan Ole høreproblemer?

-Hvad gør vi? Britt ville godt have svar. Hendes stemme var blevet blødere.
-Skal jeg tale med ham? Foreslog hun.
-Jeg kunne måske give ham et tilbud…
-Nej, ikke tale om. Hvad mener du egentlig? Du kan højst holde ham hen. Nej, så synes jeg, vi skal gi´ ham nogle penge. Sige, at han kan få 5.000 kroner, og at vi simpelthen ikke vil ofre mere på den sag. Hvis han vil ha´ mere, så melder vi ham til politiet. Lade ham vide mellem linjerne, at vi har optaget ham på bånd.
-Kan vi ikke melde ham nu?
-Det går ikke. Hele historien med os to vil lynhurtigt spredes, og så kunne vi lige så godt lægge kortene på bordet og afsløre alt. Er vi parat til det?
-Nej, er du tosset.

Chokket sad i øjnene på ham. De sad tavse i længere tid.
-På en skala fra 1 til 10 er du mindst oppe på 6 for mig.
Han havde læst i ”Noget for damerne”, at kvinder kunne li den slags komplimenter.
Britt så sur ud. Åh, nej.
-Så der er 4 tilbage af din usikkerhed?
Artiklen var måske lidt unøjagtig. Skulle man være gået op på 7?
-Forstå mig ret. Vi to er startet på det her, fordi vi følte en brændende lyst til hinanden. Er du ikke med på den?
-Jo, men for mig kan sex aldrig stå alene. Man kan ikke skille det ad. For pokker! Martin, har du sådan et barometer? Så alle til hver tid kan se, hvor mange points, man står til lige aktuelt?
Martin blev igen tavs. Det var let at få hende op og temmelig svært at få hende ned igen.

Hvis Karl-Henrik ikke var kommet ind i billedet, ville denne samtale så ikke have været ganske anderledes? Han havde tvunget dem ud på banen, og Martin var bare ikke parat til at spille endnu.
-Lige nu er der ikke andet for end at betale ham, fastslog Martin.
-Hvis vi optager ham på bånd, kan det så bruges, om alt går galt?
-Jeg kan faktisk godt optage ham på min mobil, hvis den bare er indstillet på forhånd. Hvis han så prøver igen, har vi i det mindste et pressionsmiddel mod ham. Jeg foreslår, at jeg ringer til ham og aftaler, eller prøver at aftale et mindre beløb, som vi vil betale for hans videooptagelse. Vi skal også have en sikkerhed for, at det er originalbåndene. Ellers er vi lige vidt.

Britt klædte sig på igen, mens han så på. Hun gjorde det ret langsomt. Der var ikke meget plads på bagsædet. Glimt af hvide og bløde legemsdele med og uden tøj. Han stirrede meget koncentreret på hende imens.
Hun smilede forførende til ham og standsede midt i det hele. Han opdagede, at hun gjorde det langsomt for at drille ham.
-Jeg elsker at provokere mændene. Det er så dejligt, når du kan lide at se på mig og røre ved mig. Jeg bliver så glad over, at du holder af min krop og derfor altså af mig.
-Jeg er i paradis, når jeg er sammen med dig.
Det var et rigtig godt ordvalg i betragtning af, at han var sammen med en præstefrue. Uanset høreskaderne. Men hun skulle nu ikke tro, at han bare var til de flotte bemærkninger:
-Vi må finde ud af, hvad vi så gør med os to, når historien med Karl-Henrik forhåbentlig snart er overstået.
Britt tog kærligt den kunstige hånd om hans nakke og trak ham ned til sig.
-Kom her. Jeg tror faktisk godt, jeg kunne tænke mig det der igen.
Med de ord var der atter pause i snakken. Den der susen var godt på vej væk, så der var fint plads til en ny omgang.

De kørte langsomt tilbage mod Bøgsted Rende. Uden for byskiltet satte han hende af og kørte hurtigt hjem træt og tilfreds. I dag måtte de undvære ham på Café Splitte Mine Bramsejl.

Hjemme riggede han mobilen til, så den optog, og tastede nummeret.
-Karl-Henrik Vesl…
-Det er Martin. Du havde et USB-stik med Britt og mig, hvor du mener, at vi står og kysser hinanden i din butik, ikke?
-Mener? Det gør I da, det er der ingen tvivl om, slet ikke.
-Men du vil gerne sælge den video til os for nogle penge, så vi ikke behøver at tænke på, at du videregiver den til Jan Ole, er det ikke sådan?
-Du kan sige det, som du vil. Hvis du er interesseret i, at Jan Ole ikke skal få noget at vide om dig og Britt, så kan dette videokøb forhindre det. Jeg kan sige det meget enkelt: Køb og vind – med samme sind! For du vinder, hvis du køber.

-Ja, Martin havde svært ved at beherske sin irritation over den umådeligt provokerende lille snog til uddeler, som vel dybest set vandt mest:
-og du forlangte 10.000 kroner i løsepenge?
-Løsepenge? Nej, Martin, jeg taler om et godt og for dig værdifuldt USB-stik, som jeg vil sælge til dig, og kun til dig, for kroner 12.000.
-Vi vil gi´ 5.000 kroner.
-Så glem det. Jeg ønsker 12.000, og dem skal jeg ha´ senest på fredag. Jeg snakker med Jan Ole om det derefter.
-Nu ved du det.

Karl-Henrik afbrød forbindelsen og efterlod Martin alene.
Den modbydelige slange. Og så tillod han sig oven i købet at kalde det hele for et videokøb.
Han havde aldrig været god til at prutte om prisen. Her blev han bare affærdiget.

Martin sad i bilen, ensom, skummende af vrede og forbitrelse og kunne ikke snakke med nogen om alt dette. Det var forfærdeligt besværligt at snakke med Britt, og det var naturligvis helt umuligt at drøfte det med Jan Ole. Den tanke, at Jan Ole fik besked på at gi Karl-Henrik en enkelt én på bærret, var ret fornøjelig. Måske næste gangs fodbold. Man kunne gå hen til Jan Ole i pausen og henkastet slynge ud: Kan du ikke lige ved lejlighed smutte inden om hos uddeleren og slå ham, bare lidt og i hovedet? Ja, du skal bare løfte din højre bjørnelab og svinge den ned mod ham…

Han kom i tanker om mobilen. Tastede play og hørte hele samtalen ganske tydeligt. Der var ikke noget at tage fejl af, selv om ordet pengeafpresning ikke blev nævnt.
Han sad længe og tænkte. Så startede han bilen og kørte hjem.

Hos Katrine og Karl-Henrik var det sket flere gange, at Casper, den ældste, opførte sig underligt. Han var som regel hos nogle kammerater, og når han kom hjem, snakkede han så underligt, grinede fjoget og lugtede en smule anderledes, end han plejede.
Når han havde det sådan, gik han altid tidligere i seng, og alene det var stærkt mistænkeligt. Forældrene var optaget af mange ting, og det var først her i den seneste tid, at de begyndte at lægge mærke til hans aparte opførsel. Hashen fra foråret kom atter i fokus.
Da snakken om hashen gik hen over sommeren og det tidlige efterår, tænkte de ikke et sekund på, at det også kunne gælde dem. Karl-Henrik havde før udtalt sig utvetydigt om narkomaner, og hverken kone eller børn var i tvivl om hans holdning. Katrine var i og for sig enig, men udtrykte sig knapt så markant.
Nu sad forældrene og havde den der mistanke til Casper. Forholdet mellem dem var i forvejen på randen af sammenbrud, og nu det her.
Casper var ikke nævnt nogen steder i forbindelse med rygning af hash, og da han ikke røg cigaretter eller på anden måde skilte sig ud, regnede de det for usandsynligt, at han skulle kunne finde på sådan noget.
Han havde selvfølgelig erkendt at have gemt noget hash for en anden, men især Karl-Henrik troede ikke på, at han selv var så dum at ryge.
-Hvis nogen sælger hash til min dreng, bliver jeg ganske enkelt stiktosset, betroede han Katrine.

Hun på sin side undrede sig over sønnen.
-I går fejlede han intet, og han var, som han plejer. Jeg forstår det slet ikke. I dag kommer han hjem, og lige da han kommer ind ad køkkendøren, bryder han ud i et kæmpefnis, peger på mig og siger: ”Hvad med at ta´ skeen i den anden hånd?” og stikker i et stort grin. Ikke nok med det, men jeg kan jo høre ham inde på værelset, hvor han dels taler højt med sig selv, hvad han jo aldrig plejer, dels griner himmelhøjt med jævne mellemrum.
-Der er altså meget, der tyder på, at noget er galt. Jeg tror, jeg skal tage en ganske alvorlig snak med ham i morgen. Nu skal han ha´ lov at sove, så han kan være frisk i morgen. Måske tog jeg fejl dengang at tro på ham, da han sagde, at han kun skulle opbevare hashen for en af Jens Andersens knægte.

Han slyngede foragteligt kuverten med de 12.000 kroner i bordet. Havde endda brugt sin frokostpause på det.
-Til gengæld vil jeg ha´ det USB-stik, og du skal garantere mig på dette stykke papir, at der ikke er taget kopi af USB-stikket, som kan bruges en anden gang.
-Det får du ikke. Her er USB-stikket, du kan selv se, at det er originalen. Der er ikke noget at komme efter. Du må stole på mig. Det der, han pegede på papiret, det kommer du ingen vegne med. Tror du, jeg er født i går? Til gengæld kan du hilse din kæreste, at jeg frafalder mine krav til hende.

Martin ville ikke fortælle ham, hvad han mente om ham. Han vurderede, at det ville kunne skade ham selv og Britt på længere sigt. Kæreste!

Da Martin var gået, greb Karl-Henrik telefonen:
-Hej Troels. Skal vi mødes og aftale nærmere?
Med et nik til Tommy og et: ”Jeg går lige” satte han sig ud i sin BMW og drejede mod Thisted.
Han var i godt humør. Nu havde han tjent 12.000 på de idioter, der ikke kunne styre deres kønsliv. Sort! Han vidste fra Knud Entreprenør, at det var med sort arbejde, at de fleste og største penge lå.

I Skive satte han bilen og gik ind på det aftalte cafeteria. Troels sad allerede og drak en kop kaffe. De hilste kort, og Karl-Henrik satte sig. Den tidligere kompagnon lignede sig selv. Stadig så ungdommelig.
-Her skal du se.
Han foldede et kort ud på bordet.
-Her er vejen mellem Vorupør og Bøgsted Rende, og her ligger den nedlagte gård, jeg har omtalt for dig.
Troels studerede et foto af en ældre landbrugsgård og anede en rød lade bagved. Der var mange træer rundt om gården.
-Samtidig ligger den jo ideel for vejen, og vi kan komme af med varerne hurtigere og nemmere, end hvis vi havde etableret os i Thisted.
-Det er en gammel landmand, der lige er gået på pension og selv bor inde i Thisted, så den står og forfalder. Han er far til en af de mindre heldige lærere på skolen og var nær ved at smadre min BMW her i foråret. Men vi er forligt, og der er ingen sure miner fra min side. Ikke til ham. Jeg ringede bare til ham og sendte en check for lejen. Så var den hjemme.
-Han har nok ikke kunnet sælge gården, og det tror da pokker, for den er intet værd. Han er derfor kisteglad for at udleje den de her par måneder; han spurgte, hvad vi skulle med den, og jeg svarede, som sandt er, at vi simpelthen manglede lagerplads for varer op til jul og havde brug for et sted, hvor indbrudstyve ikke ville lede. Så 3.000 kroner, det var, hvad vi skulle give.
-Flot! Troels var begejstret over de lave startudgifter.
-Nå. Det var stedet og de faste udgifter. Hvad med resten?
-Jeg har lavet en aftale med et af de største navne fra Letland, og han vil sælge os alt det her for 10.000 dollars.
Karl-Henrik skød en seddel over bordet. På sedlen stod en masse navne og tal, hvis betydning Karl-Henrik forklarede ham.
-Det er også en slags penge, indskød Troels.
-Ja, men du ved, at sælger vi blot en fjerdedel, har vi allerede fortjeneste. Og det er da vores agt at friholde den danske stat for alt det besvær med moms og skat og told og indførselsgebyrer, og jeg skal komme efter dig.
-Jeg er selvfølgelig med på det hele. Hvornår?
-I løbet af næste uge, såfremt vi siger ja i dag. Og så foreslår jeg, at vi mødes derude på næste lørdag. Jeg ringer, når varerne er ankommet. Jeg står for alt med navn og adresse; du vil ikke blive nævnt nogen steder. Der er ingen grund til at være uforsigtig på noget plan.

De sad lidt og varmede sig ved tankerne om den kommende fortjeneste, som Karl-Henrik lovede at samle op til udbetaling lige før jul. Til gengæld skulle han nok afholde de løbende udgifter.
De hentede lidt frokost og nød en stille, afslappet stund. Begge havde travlt i det daglige, så øjeblikke som disse var ikke helt af vejen.
En fire-fem små skoleelever kom ind og satte sig med larm og råb efter at have købt pomfritter.
Troels kiggede flygtigt over på dem, smilede og vendte sig mod Karl-Henrik:
-Kan du huske din skoletid?
Karl-Henrik så alvorligt på ham.
-Det kan du tro, jeg kan. Der er nogen fra dengang, jeg forbander den dag i dag.
-Nå? Troels så spørgende på ham, mens han gumlede videre.
-Ja, der er sgu altid nogen i en klasse, man kunne tænke sig at gi´ nogen tæsk.
Det kunne de nok blive enige om, og Troels kom i tanker om noget, han også godt kunne berette om fra sin skoletid.

Det var et kort, men yderst effektivt møde. Karl-Henrik var såre tilfreds, og mens han kørte tilbage til Bøgsted Rende, drønede Troels til Viborg på arbejde.

Da Karl-Henrik kom hjem, lå der en seddel på køkkenbordet: ”Hent ungerne, de skal i bad, have mad og i seng. Jeg kommer sent hjem.”
Hans pande blev rynket, og hans første reaktion var ærgrelse. Hvad i alverden lavede hun? Det lignede hende slet ikke at glemme at skrive, hvor hun var. Og så den der kommandotone. Det plejede at være ham, der kommanderede. Han kunne mærke på sig selv, at han var noget utilfreds. Bade ungerne. Hun vidste udmærket, at han skulle så meget og sjældent havde tid til det pjat. Det var vel det, mødre skulle tage sig af?
Nå, nu hvor han alligevel skulle tale et par ord med Casper, var det måske en god anledning.
Han hentede den mindste hos dagplejeren, og Casper var kommet hjem.
Karl-Henrik tændte for hanen i badekarret. I aften skulle de være helt rene, så duede brusebadet ikke så godt.
Da de to drenge sad i vandet og hyggede sig med at lave ekstra skum, satte Karl-Henrik sig på hug foran dem og sagde til Casper:
-Har du røget hash?
Casper virkede chokeret. Til at begynde med kunne han bare stirre på sin far, derefter slog han øjnene ned, og Karl-Henrik vidste, at det havde han. Han var ikke i tvivl:
-Casper, jeg kan se på dig, at du har røget hash.
Casper nikkede:
-Jeg ville bare prøve det, far. Det var bare sådan lige et eller to hiv.
-Jeg tror, du lyver for mig. Både din mor og jeg har set flere gange, at du er kommet hjem og har opført dig fjollet.
-Ja, Casper, og du grinet hele tiden…
Den bette ville også være med.
-Har jeg ikke advaret dig? Har jeg ikke sagt, at det vil jeg fandme ikke ha´? Casper, jeg vil vide, hvem du har købt det af.

Casper så ned. Han var ikke meget for at sladre, men vidste godt, at faderen ville blive tosset, hvis han ikke fortalte ham det.
Så det gjorde han og gik til bekendelse. Han skulle ikke opbevare noget hash, det var noget, han havde købt. Han frygtede alligevel faderens vrede, men blev meget overrasket over, at faderen faktisk blev ked af det. Det gjorde ham forvirret og usikker, at hans far ligesom sidste gang sad der og næsten var ved at græde…

En uges tid senere aftalte Martin et møde med Britt i Thisted. Midt på eftermiddagen mødtes de atter en gang i lejligheden, og han omfavnede hende kærligt og spillede op til dans og mærkede en kulde.
Britt blev uventet stående og bad ham tage plads i sofaen. Det var helt usædvanligt.
-Jeg er ked af det, men jeg bliver nødt til at gøre det forbi. Jeg kan ikke længere holde ud at være min mand utro, og jeg synes, jeg er nået dertil, hvor jeg må vælge…
Hun fortsatte:
-Det her med uddeleren, den idiot. Jeg kunne frygte, at han ville gentage det, og lige pludselig går det op for mig, at det kunne koste mig min mand og ægteskab. Vi kunne nok have fortsat lidt endnu, hvis Karl-Henrik ikke skulle gøre os livet surt.
Martin så på hende og nikkede. Det var næsten, som det plejede at være. Når han lige havde erobret en pige, gik der ikke lang tid, så skred hun.
-Jeg vidste godt, det ikke kunne fortsætte. Du gav mig lidt tro på det hele igen, og jeg må gøre op, hvad jeg vil med mit liv.
Det var noget højtideligt, og den måde, han sagde det på, var ikke den bedste. Tudefjæs. Irritationen bredte sig sammen med nederlagsfølelsen.
Han talte meget lavmælt, bed sig i læben, mens han søgte at tage sig sammen.

Britt fortsatte med fast og urokkelig stemmeføring:
-Jeg er stadig vild med dig, det skal du vide. Men. Jeg har også brug for tryghed, én, jeg kan snakke med alle steder. Ikke kun fordækt. Og det går jo i sagens natur ikke. Det er jo ikke bare det med Jan Ole.
Han sank lidt sammen, med et var han forvandlet til en ældre, sygelig og svagelig invalidepensionist. Uduelig lærer og uduelig elsker.
Martins mave var tung, og han så ned hele tiden. Britt fortsatte.
-Det er sørgeligt det hele. Jeg har ikke ord for det. Jeg ved bare, det ikke kan fortsætte.
-Nej, det har du sikkert ret i.

Der var ikke meget volumen på den stemme.
-Måske var det dumt af mig at lægge an på dig.
-Jeg ved ikke, om det… var vi ikke begge lige gode om det?
-Nej. Jeg ville have dig, Martin. Jeg fik dig, har haft dig, og nu er det slut. Punktum. Så. Vær venlig at gå nu.

Martin rejste sig noget overrasket over den kontante facon og stod lidt i vildrede. Han havde egentlig lyst til at omfavne hende, men hun blev siddende og kiggede ud ad vinduet og syntes ikke at være indstillet på mere kærlighed fra hans side. Det var ret sikkert, at hun ikke ønskede hans ragen på sig mere.
-Jeg vil bare sige,… jeg har lyst til at sige, at jeg..
Martin gik i stå. Hun så ikke engang op, sad og pillede ved sin kunstige hånd.

Så gik han ud af lejligheden, satte sig i sin bil og kørte hjem. Hele tiden så han Britt for sig, hendes vidunderlige øjne og smil og kys, alt det var slut. Han var rigtig ked af det og måtte drikke hele tre portere derhjemme, før han gik i seng og sov en urolig og lang nat.

Den store lastbil fyldte godt på gårdspladsen. Chaufføren bakkede ind, og da Karl-Henrik gestikulerede til ham, at han skulle om bagved til laden, blev han noget sur, men satte sig op igen og fik bakset lastbilen derom. Han åbnede bagporten, og sammen begyndte de at losse partiet. Der var masser af kasser, men han havde heldigvis en palleløfter og fik hurtigt tømt bilen. Alle kasser blev pænt anbragt for enden helt inderst i laden langs den ene endevæg. Overfor ved vinduerne, der vendte ud mod resten af gården, kunne man holde øje med eventuelle gæster og besøgende, hvis sådan nogen skulle dukke op. Det var også her på det meget lange bord, at de skulle fabrikere og færdiggøre varerne.
Karl-Henrik tog bare for en sikkerheds skyld og skar et par af kasserne op, og det hele var tilsyneladende, som det skulle være.
Han nikkede farvel til chaufføren, tog mobilen og tastede Troels´ nummer.
-Så er det hele på plads. Jo, alt er, som det skal være, og nej, der mangler intet, så vidt jeg lige kan se. Han vil heller ikke snyde os, det vil skabe uoverskuelige konsekvenser for ham på markedet, og han vil være en færdig mand i den business.
-Det var godt. Vi skal jo ikke være naive.

De aftalte at mødes herude lørdag om formiddagen og begynde på arbejdet.
De sidste ord, Troels gav ham, fik ham til at rynke brynene lidt. Han skulle i hvert fald ikke kalde ham naiv. Han studerede fakturaen, puttede den i lommen og tog sin kniv. Så gik han i gang med at sprætte de mange kasser op, og da han var halvt færdig, kunne han tilfreds konstatere, at alt var, som det skulle være. Selvfølgelig kunne han stole på leverandøren. Alt andet ville være selvmord for ham, som han havde sagt til Troels: Det ville være enden på hans forretningsimperium.
Det her var bedre end stoffer og narko og cigaretter og spiritus.
Nu måtte hans far da endelig kunne indse, at hans søn var dygtig og kunne tjene store penge.
Karl-Henrik lukkede porten ind til laden og låste omhyggeligt det hele af og forlod en kæmpe, illegal fyrværkerifabrik, der skulle danne basis for en forretning, hvis svimlende fortjeneste han i virkeligheden slet ikke turde tænke på.

I et frikvarter midt i den følgende og sidste uge inden efterårsferien sad Lause og Martin og snakkede fortroligt. Det fælles omdrejningspunkt var Karl-Henrik. Begge havde en høne at plukke med den herre, og mens Martin naturligt nok intet sagde om afpresningen, men holdt sig til bataljerne omkring Hylde og sig selv, fortalte Lause ham om Hanne Lene og faderen, der givet var fyret af samme grund. De harmedes begge, og i det galgenhumoristiske og sarkastiske hjørne sad de og bød hinanden over med de uhyrligheder, de kunne tænke sig at udsætte Karl-Henrik for. Martin mente, at politiet nu snart måtte på banen, mens Lause mere var for noget kontant afregning ude i Tved Plantage, eller bedre endnu at hænge ham op i sømærket helt oppe fra toppen med hovedet nedad og gaffatape for munden.
Eller de kunne tvinge ham ind på rockernes værtshus i Ålborg. Der skulle han gå op til baren, prikke den største rocker på skulderen og sige: Hej skat, du sidder på min stol!

Det hjalp Martin lidt at snakke ondt om Karl-Henrik. Han var slet ikke kommet sig oven på den knusende separation fra Britt. Han havde spekuleret mange gange på, om det var den der afpresning, der gjorde udslaget for hende. Eller var han i virkeligheden en dårlig elsker? Hun havde da nydt det, da han kælede for hende og havde da været temmelig krævende oven i købet. Var det måske ikke godt nok?
Han forstod sig ikke på kvinder. Overhovedet. Så hellere nakke uddeleren.

Thisteds gågade var ikke verdens mest charmerende, syntes Martin, men der var dog de butikker, der skulle til for at mætte behovet hos en befolkning i underkanten af 15.000 mennesker. I hvert fald behovet for tøjbutikker inklusive sportsbutikkerne, der af en eller anden grund stort set også kun handlede med tøj.
Han var et smut inde i byens eneste boghandel for at finde en bog om kærestesorg, han havde ledt længe efter. Han stod og rodede i reolerne, da en hånd lagde sig på hans skulder.

Han vendte sig forbavset om og så en ung mørkhåret kvinde med et smil så bredt. Han genkendte hende øjeblikkelig.
-Nå, skal du ha´ dig noget at læse i, spurgte hun. –Hej, Martin!
-Vera! Hvordan i alverden kan du stå her i Thisted??
-Jeg bor her! Jeg arbejder ude på Hotel Limfjordens Vande som oldfrue. Hvad med dig?
Han forklarede. Hun holdt sig altså stadig godt!
-Er det 10 år siden?
-Mm. Er du …
-Nej, jeg har ikke fundet den eneste ene. Jeg får lidt fast-food indimellem.
Hun smilede stadig:
-Ja, det ligner dig. Du ser ellers godt ud?
-Jo, tak i lige måde. Hvad med dig?
-Jeg har løse forhold og et lidt mere fast. Men er ellers fri og uafhængig.
-Løse forhold?
-Altså jeg går i byen. Ser om der er noget mandekød. Fast-food, som du kalder det. Men det er nu ikke derfor, jeg bor her i Thy.
Det var dejligt med hendes humor, lige så godt som dengang.
-Og et som sagt lidt mere fast. Jeg ved ikke, om det bliver til noget med ham.
Den veldrejede krop og lokkende smil havde unægteligt heller ikke forladt hende. Tværtimod. Der var da kommet lidt mere af den.
Han stod stadig med den bog om kærestesorg i hånden, han tilfældigt havde taget ud. Han opgav at købe den og stak den ind på hylden igen. Nu vidste man i hvert fald, hvor den stod, hvis der skulle blive en senere lejlighed, og det gjorde der jo nok.
Han foreslog Vera en kop et eller andet på Café Saltvand.
Hun gik med ham hele vejen derned, og de snakkede sammen, som om de overhovedet ikke havde været fra hinanden i 10 år.
Dejlige, søde, lækre Vera. Det halve år dengang havde været en omstigning til paradis, der havde givet ham oplevelser ud over det sædvanlige. Deres forhold havde været så intenst, så dybt, at det kun kunne gå galt. Hvad det da også gjorde. Med brask og bram. Hans værnepligtstid på Haderslev Kaserne udløb, og han syntes, de skulle flytte sammen. Men hun havde nægtet. Med sine 18 år og hans 20 syntes hun, det var alt for tidligt. Hun ville opleve noget mere før det hellige ægteskab.
Diskussionen skabte skænderierne, der skabte forliset.
Bagefter kunne han godt se, at de havde været alt for unge.
-Så du er aldrig blevet gift. Det var rart at få det helt bekræftet.
-Nej, Martin. Du har stadig en chance.
Søde Vera. Du kommer lige på rette tid og sted. Hans tanker kredsede om hende.
-Jeg kender en chance, når jeg ser én.
Somme tider kunne man godt hæve standarden og være slagfærdig.

De satte sig yderst med udsigt over fjorden. Solen spillede med musklerne i det blå vand og skjulte de lidt for mange grønalger, der nu boltrede sig i fred og ro, mens klimadebatten rasede inde på land.
Hun var sjovt nok flyttet herop fra Haderslev for et halvt år siden, fordi hun ville væk fra Sønderjylland, og fordi hun kendte en ung mand. Altså kendte. Nærmere elskede. Men det var gået forbi allerede efter en måned. Det var lidt af en nedtur, men nu var hun ovenpå igen efter et par løse og nu et lidt mere fast forhold.
-Så er det jo helt sjovt at møde en gammel flamme, der er i samme situation.
Det lovede godt.
-Vi må da fejre gensynet. Enten skal vi drikke, til vi styrter, eller også skal vi noget andet.
Vera kneb øjnene sammen og rettede sig op og lokkede:
-Har du ikke lyst til at se min lejlighed?
Martin nikkede med en fornemmelse af dacapo. Det var anden gang, man blev lokket af en smuk kvinde til et forhøjet puls- og lejlighedsbesøg.
-Hvad så med ham den faste?
-Så fast er det heller ikke. Vi bor ikke sammen, men det faste består i, at vi ses jævnligt. Det er mindre besværligt end at skulle ud og lassoe noget mandekørvel.
-Kan man godt være oldfrue i en alder af 28?
-Det går helt fint!
De betalte og forlod cafeen med tjenerens 20 meter lange blik efter Vera.

Lejligheden var der i og for sig intet i vejen med, den lå bare et uheldigt sted ud til den noget trafikerede Nørre Allé og var slet ikke på niveau med Britts. Åh, han var lige ved at glemme, at han var ked af det.
-Nu kan jeg godt se, det er dig, sagde hun med et bredt smil, da de havde fået tøjet af hinanden.
-Jeg har lidt sværere ved det, mente han. -Du er sgu da godt nok for lækker. Var du også det dengang, for det kan jeg overhovedet ikke huske?

En halv time senere var han bekræftet i mangt og meget og i, at sådan noget godt kunne foregå uden høreskader.
Han var ikke i tvivl og Vera heller ikke:
-Det var altså li så skønt som dengang.
Martin masserede hende blidt ned over det flade maveskind.
-Jeg er meget i tvivl om skolen. Om det er det rette for mig.
Martin kørte videre med to fingre. Han var da enormt heldig at have mødt sin gamle flamme så hurtigt efter, at den anden flamme var slukket. Lige her og nu savnede han ikke Britt. Han tænkte næsten slet ikke på hende. Hendes smut i øjnene. Hendes dejlige, lange, lyse hår. Eller hendes knapformationer nedover. Eller…

-Jeg skal ikke møde før 12 i morgen. Du kan blive her, hvis du vil?
-Øh, så skal jeg melde mig syg, for jeg har timer fra i morgen tidlig.
-Hvis du nu bliver syg med mig, er det så ikke godt nok som årsag?
Han grinede og mærkede den der gode stemning, de også havde dengang. Han kyssede hende på munden og lænede sig tilbage:
-Du får din vilje, og jeg får natlogi. Ikke værst.

Martin havde alligevel lidt dårlig samvittighed næste morgen, da han kontaktede skolen.
Inspektøren blev sur. Han kunne ikke klare sygemeldinger, betroede Martin Vera. Så skulle han jo finde vikar, og det var ikke altid lige let.
-Jeg er fucking ligeglad. Han kan bare behandle mig ordentligt.
-Jeg skal nok behandle dig ordentligt.
Hendes bløde hånd søgte ind under dynen, og en ordentlig behandling begyndte.

Lidt op ad formiddagen skiltes de. Dirrende af længsel inviterede han hende på aftensmad hjemme hos sig i Bøgsted samme aften. Han havde ingen aftaler og måtte se i øjnene, at gamle ordsprog somme tider holdt. Sådan var det i hvert fald med denne gamle kærlighed til Vera. Ingen rust der.
Den stod på Tournedos og Amarone, oven i købet den noget dyrere. Han havde revet sig lidt. Havde endda købt blomster til spisebordet eller til hende? Da han stod i blomsterforretningen vidste han ikke helt, hvad der var mest hensigtsmæssigt. Han fik også et svært spørgsmål af blomsterdamen, da hun spurgte ham ud om hvilke blomster, det skulle være.
Der slap en del øher og æher ud, inden han kunne nærme sig emnet bare lidt mere præcist.
Røde roser var nok lidt for tidligt, mente hun, derimod friske farver i gult og rosa, det ville antyde en god stemning. Så han accepterede. Hvordan skulle man også vide, hvilke blomster der hørte sig til hvornår?
Nu stod de på det pænt dækkede bord.
Væk var ærgrelsen over, at inspektøren havde set ham i bilen på vej hjem. Nå, han kunne vel bare sige, at han havde været ved læge. Værre var den ikke.

Det ringede på. Med bankende hjerte stormede han ud og kastede undervejs et blik i spejlet. Ikke værst af en 30-årig, skulle han mene.
Han havde lige børstet tænder, så der skulle ikke være noget. Med en sidste rettelse af håret lukkede han op.
Det var ikke Vera, men Hylde-Per.
-Hej Martin, ved du hvad, jeg tænkte, at…
Han så formentlig, at Martin så både træt og skuffet ud. Martin lagde ikke skjul på, at det var meget ubelejligt og fortalte Per, at han ventede besøg af en gammel flamme, så…
Hylde-Per nikkede og havde fuld forståelse, og med en hilsen til kasketten svajede han bagud og væk igen.

Martin lukkede døren, men ombestemte sig. Nu lugtede entreen værre end nogen bodega. Vera kunne tro, at han allerede havde drukket tæt, så han lod døren stå på vid gab.
Taxaen bremsede ude på vejen i det samme, og Vera kom adræt og elegant hen til ham i døråbningen og omfavnede ham.
-Hej, skat.
Ordet fór ud af ham, inden han kunne nå at bremse det. Var det ikke lige tidligt nok med skatteriet?
De kyssedes længe, en ordentlig opvarmer til aftenen, og han mærkede straks spændingerne sprede sig nedover.
-Puh, hvad er det, der lugter af her? Spurgte hun straks.
Tænk, at hun bemærkede det. Altså kvinder kunne noget, mænd ikke kunne.
Han tog imod hendes sommerfrakke og måtte igen suge hendes ynder til sig.

Rundvisningen i huset gav alle steder åh og nej og det er vel nok pænt. Hun sagde det garanteret, fordi hun var høflig.
-Her ville jeg da ikke have noget imod at bo engang, mente hun og strøg ham over kinden. Det var så straks noget bedre. Han kunne ikke lade være med at gi hende et hip:
-Du er måske mere parat nu end dengang?

Hun klappede ham blidt bagi og gik ud i køkkenet:
-Nå, har du lavet noget ordentlig mad?
Det skulle han mene. De skålede og var enige om rødvinens kvaliteter.

På den røde gård mødtes Troels og Karl-Henrik. Han viste ham stolt laden og dens indhold, kasse efter kasse, indeholdende krysantemumbomber, sort krudt, alle mulige paprør, væger, tændsatser og en masse andet.
-Er det ikke farligt? spurgte Troels.
-Farligt? Det er smadderfarligt. Én lille gnist, og det hele springer i luften med sådan et brag. Derfor er ild og gnister strengt forbudt. Klart nok. Men da ingen af os ryger, skulle der ikke være nogen risiko. Det eneste, vi skal foretage os, er at putte krudt i de rør der, sætte væger i og lægge dem pænt i kasserne. Alt andet er færdigt og kan i den forstand sælges allerede fra i dag. Jeg har jo kontakt til en mand på Mors, en på Salling og en i Sydthy, du ved Hurup. Det hele foregår, som vi har aftalt, som et slags pyramidespil, hvor dem, vi sælger til, sælger videre til nogen, der sælger videre. Vi kender kun det næste led. På den måde vil ingen kunne spore, hvor det hele stammer fra. Hvert eneste salg kaster en fortjeneste af til os to. Hvis bare halvdelen af dette lager sælges, har vi tjent mere end en million, sort, – hver.
Troels nikkede eftertænksomt. Det var også det, han havde regnet med. Faktisk ikke så lidt.

Veras besøg var mere end et frisk pust udefra. I den følgende tid kom hun hyppigere og hyppigere. Til sidst hver dag. En dag dukkede hun op allerede om eftermiddagen.
De blev enige om at sætte sig i overstuen og nyde et glas vin sammen. Han trængte til det og til hende. Mange følelser stod i kø, følelser, han måtte holde igen med at vise. Han havde ikke fortalt og ville ikke fortælle hende om Britt. Det tjente ikke noget formål.
De sad med hinanden i hånden og talte dæmpet sammen.
-Hvad med ham den lidt faste?
Det var godt med rene linjer. Det holdt han meget af, specielt hvis det var ham selv, det gjaldt.
-Du er nummer et indtil videre. Men der skal kæmpes.
Hun lo og spurgte ham ud om skolen, da der lød noget støj nedenunder.
Martin gik derned og opdagede Hylde-Per stå i entreen.
-Jeg kan ikke holde det ud længere.
Øjnene så udslukte og trætte ud.
-Kom med op, sagde Martin og viste ham vej. Pers tøj var forrevet og laset, og han lignede en patient på sit yderste og lugtede også sådan.
Vera tog forskrækket imod i overstuen, mens Martin sørgede for at lave stærk kaffe. Det var nok bedre end vin. Hylde var vel alkoholiker?? Han præsenterede Hylde-Per med få ord.

Hylde sank sammen på briksen, han ville ikke sætte sig i sofaen.
-Jeg er nok ikke helt ren, mente han.
Han gned sine hænder. De var ru og med forbavsende tynde fingre.
-De er efter mig. Jeg kan snart ikke holde det ud længere.
Han tog nu hænderne op til hovedet, som om han havde hovedpine:
-Selv om jeg alligevel ikke skal i retten og derfor er en fri mand, får jeg hele tiden at vide, at jeg er en voldsmand.
Hylde var spinkel og lignede ikke en, der gik rundt og overfaldt og truede andre.
-Jeg tror altså, at det er Karl-Henrik, der har spredt det rygte. Min lejlighed bliver hele tiden udsat for så det ene, så det andet.
Her så han op på dem og fortsatte, næsten med tårer i øjnene:
-I går lå der noget komøg uden for min indgangsdør, og her i dag er bægeret fuldt. De har malet på alle mine vinduer: GÅ HJEM, VOLDSMAND!

Martin trøstede ham og så over på Vera. Hun så stadig noget overrasket ud.
-Det er noget rod, kunne han i hvert fald altid sige. Om han mente sit eget liv eller Hyldes, var ikke helt sikkert.
Sandt at sige ville han helst være fri for Hylde, der både lugtede og gav besværligheder. Nu vidste flere garanteret, at han igen sad her hos ham. På den anden side havde han sagt A og kunne derfor ikke undslå sig for et B:
-Du kan foreløbig blive her. Se, nu skal du i bad. Her er et rent håndklæde, og så kan du låne lidt af mit gamle tøj, vi er ca. lige store. Hvad siger du til det?
-Det er alt for venligt af dig.
Han tog håndklædet og tøjet.
-Måske skal jeg bare smutte hjem til Mors. Det er jo det, de alle ønsker.
-Du bliver foreløbig her.
Martins stemme var uforandret fast, hvilket undrede ham selv. Men han havde det godt med at vise fasthed, beslutsomhed og karakterstyrke.
Vera nikkede, som om hun havde myndighed til at bifalde hans beslutning.
Et eller andet sted rørte det ham trods alt at se Hyldes taknemmelighed. Måske var han ensom?
-Du står lidt alene med det hele, gør du ikke? Spurgte han ham.
-Jo, jeg har en søster på Sjælland. Men vi ses stort set aldrig.
-Hvad med jul og fødselsdage og den slags?
-Hvis Luske, altså Kaj, ikke selv skal af sted, så er vi sammen. Han er nok min bedste kammerat.
-Og den eneste?
-Ja, og så dig.

Martin kastede et hurtigt blik på Vera. Var hun med på den? Hyldes bedste kammerat? Han lænede sig tilbage og lukkede øjnene. Næste jul sammen med Hylde?

Hylde kom i bad, og da han lidt senere mødte op i Martins gamle bukser og trøje, lignede han næsten et helt almindeligt menneske.

Hylde sank tilbage i stolen og pustede ud. Han duftede anderledes frisk, og denne specielle duft havde hurtigt bredt sig i rummet og var i gang med at erstatte den gamle lugt.
Hylde sad roligt og fortalte Vera og Martin om sit liv. Han læspede en smule, da han manglede et par tænder i formunden.
Martin overvejede at sponsere et par tænder. Det kunne ikke koste en hel bondegård. Hylde ville se pænere ud og dermed have større chancer for at få et arbejde.
Per berettede om bemærkninger, han fik råbt efter sig, både fra voksne og børn. ”Nå, skal du ned og hente bistanden?” eller ”Rejser du nu tilbage?” eller slet og ret ”Pas på, han slår!”.
Nu var de også begyndt at vække ham om natten og råbe grimme ting til ham. Han kunne snart ikke holde det ud mere. Nogen skulle åbenbart have en strid tilværelse, og han var da bestemt ikke gået fri.

Martin så over på Vera under Pers fortælling, mens han til Per fastslog:
-Du kan blive her nogle dage. Det manglede bare.

Martin viste Hylde ind på det lille gæsteværelse.
-Se her kan du foreløbig sove og bo. Men jeg tror ikke, at du skal drikke dig fuld, det gider vi nok ikke have tur med.
Hylde lovede forskrækket, at det da aldrig kunne falde ham ind i gode venners selskab, når det var på den her måde.
I døråbningen trykkede Hylde hans hånd:
-Tak, Martin, for hvad du gør for mig.
Martin undgik hans blik og mumlede bare et eller andet og vendte sig hastigt om.
Hviskende snakkede han og Vera sammen, og han gjorde det klart over for hende, at dette var et rent midlertidigt foretagende. Hun nikkede og så ud, som om det gik for denne gang. Men næste?
-Skal jeg lave kaffe, spurgte hun med kælen stemme.
Han stirrede efter hende, da hun med svingende stram nederdel sejlede ud af stuen. Netop i det øjeblik steg hans lyst til hende.

I skolen forhørte Martin sig dagen efter lidt om Hylde og fik enslydende meldinger tilbage. Han var et subjekt, der ikke hørte til i Bøgsted Rende. Han burde af sig selv finde ud af at rejse hjem igen. Hvis han ville begynde at arbejde, kunne det selvfølgelig se anderledes ud. Men den slags gad ikke arbejde!
Selv Lause var kølig i sin vurdering af ham og spurgte Martin, hvorfor han dog gik så højt op i en bums.
Selv om Martin på den ene side var enig i noget af det, Lause anførte, var han på den anden side optaget af Hyldes historie og indvendte, at han vist ikke havde haft det alt for let.
Hans spagfærdige indvendinger blev skånselsløst fejet af bordet, og de måtte til time.

Næste morgen vågnede Martin og Vera ved støj nede fra køkkenet. Han tumlede ud af sengen og nedenunder, hvor Per stod og havde gang i mange opgaver. Han lavede kaffe, stegte æg på panden sammen med bacon, ledte efter tallerkner og kopper i skabene, hvor alle låger var åbnet, og han skar brød for, alt mens han nynnede og udbrød, da han fik øje på Martin:
-God morgen, Martin. Ja, jeg synes jo, jeg skal gøre mig lidt nyttig, når jeg sådan kommer og forstyrrer.
Martin så på et køkken, der havde forvandlet sig fra et nydeligt rengjort og ordnet et aftenen før til nu, hvor alt var kaos.
-Hm. Øh. Ja, det…
Han kløede sig i nakken. Så tog han mod til sig:
-Jeg tror nu, vi en anden gang skal aftale på forhånd, hvis du ligefrem skal have opgaver her.
-Det er måske for meget? Du synes ikke om det, måske?
Martin blev straks forlegen. Nu havde han allerede fra morgenstunden to konflikter kørende. Svineri i køkkenet og en fornærmet gæst.
Han mumlede et eller andet til beroligelse af Hylde og strøg tilbage til sovegemakkerne. Vera stirrede på ham:
-Hvad laver han?
-Morgenmad, mumlede Martin og gik på badeværelset.

Henne i skolen stak Lause til ham:
-Jeg hører, at du har fået gæster?
Martin så forvirret på ham.
-Både en ung dame, der skulle se ganske godt ud og så ham Hylde-Per?
-Hun er en gammel kæreste, som er på besøg. Og Hylde? Ja, jeg har fået medlidenhed med ham og syntes, han trængte til ro og fred et par dage.
-Herbergshjem for landstrygere?
Lause borede kniven ind i såret. Martin så ned og prøvede at lade, som om han ikke havde hørt det.
-Han har ikke haft det let, skal jeg love for. Vidste du godt, at hans mor drak sig ihjel, mens han bare var et barn?
Martin mente at have fundet et godt argument.
-Det er jo det, vi siger: Morsingboere har svært ved det. Martin, hold dig fra ham.
Martin skiftede stilling og støttede sig på det andet ben.
-Han er da bare en stakkel, synes jeg.
-Tja, du bestemmer selv i dit eget hjem. Pas du på, at damen ikke skrider.

Resten af dagen følte Martin, at Lause undgik ham. Det sædvanlige palaver efter sidste time var borte, for Lause var allerede taget hjem. Det lignede ham overhovedet ikke.
Martin kørte hjemad til sin nye ”ven” med tankerne kværnende rundt. Ville han ligefrem blive ugleset, hvis han plejede omgang med Hylde? Kunne en lærer ikke tillade sig det, en lærer, der skulle være et lysende eksempel for børnene? Historierne med ham Jesus, der plejede omgang med skøger, betød de ikke noget mere? Han vidste ikke, hvorfor han hele tiden kom i tanke om de der historier.
Det var lige før, han næsten havde glemt Britt.
36

Da Martin ud på eftermiddagen lukkede sig ind, stod lugten i rummet nærmest skåret i skiver. Han lagde taske og tøj i entreen og åbnede ind til køkkenet. Alkoholdunsten var gennemtrængende, ikke sådan at man ikke kunne ånde, mere som en parallel til andre lugte, der kendetegner et menneskes opholdssted.
Hylde var ikke i køkkenet. Han åbnede ind til stuen, og der lå Hylde på sofaen og snorksov. På sofabordet stod Martins bedste whisky, i hvert fald flasken. Ved siden af stod Renaulten strunk, den sorte cognac, som han havde gemt og hæget om i ret lang tid. Den var dog halvt fyldt. Hylde havde ikke orket at drikke mere end halvdelen. Det var da altid noget. Næsten en hel flaske Ardbeg, hans bedste whisky og en halv flaske Renault, hans bedste cognac.
Hylde testede ham virkelig. Martin stod lidt ubeslutsom. Burde han vække ham, skælde ham ud og sende ham ad helvede til og opføre sig som Karl-Henrik, eller skulle han være pædagogisk og sige: Vi to skal have os en snak om det at være gæst i et privathjem.
Han satte sig tungt i lænestolen og kiggede over på Hylde. Hans ansigt var en smule rødmosset, men ellers fredfyldt og rynkemæssigt afslappet. Han lignede ikke en med dårlig samvittighed.

Martin gik ud i køkkenet og begyndte at rydde op. Vera ville komme til aftensmad, og det var vist ikke for tidligt at påbegynde madlavningen.
Rugbrødet stod fremme og føltes tørt og hårdt, smørret var til gengæld smeltet, og leverpostejen lignede noget, en kat ville have gravet ned.
Han fik en tanke og gik ind på kontoret. Ganske rigtigt. Cigarkassen stod åben, og der var tre cerutter tilbage. Det var noget, han kun tog frem ved særligt festlige lejligheder. Ikke nu.
Det så ud, som om Hylde havde kedet sig en smule dagen igennem. Ja, altså kun til han havde fundet disse effekter. Han havde ligefrem været på rundtur i huset og på udkig efter noget, der kunne bibringe livet og dagen som sådan et lille opsving.
Yderdøren gik, og ind trådte Vera med blussende kinder, storsmil og den der lækre holdning hen mod ham, inden de omfavnedes.
-Hvad i alverden, spurgte hun, da hun opdagede svineriet. –Er det ham?
Hun nikkede ind mod stuen, som om hun vidste, hvor han var.
Martin nikkede og så noget beklemt ud. Kunne det her holde?
Så stod Hylde i døren, og Martin rømmede sig.
-Jeg er ikke glad for at komme hjem og se sådan et køkken. Jeg er heller ikke glad for at se, at jeg kun har tre cerutter tilbage. Og jeg er slet ikke glad for at se, at min fine, dyre whisky er væk. Og jeg er aldeles rasende over, at min dejlige Renault-cognac pludselig kun fylder det halve.
-Undskyld, jeg troede ikke, at…
-Hvad troede du ikke? At det var mit?
-Jo, jo, men, altså at det var noget, der betød så meget for dig?
Hyldes stemme slog sludder.
-Du må da vide, hvordan du skal opføre dig som en ven af huset?
Hylde så bleg ud. Skikkelsen svajede lidt, og pludselig faldt han om.
-Hurtigt, sagde Vera, lad os få ham ind på sofaen.
De hjalp hinanden med at slæbe den livløse mand derind, og Martin tog hans puls. Han vidste ikke helt hvorfor, havde bare set på film, at det gjorde man, hvis man var i tvivl, om en mand var død eller ej. Han mærkede ingen puls.
-Tja, han er sgu nok så døddrukken, at vi må lade ham ligge lidt.
De stod lidt og kiggede på ham.
Han lå så sjovt ubevægelig. Var han måske alligevel død.
-Vi må ringe efter en ambulance, mente Vera.
Martin fiskede mobilen frem og tastede 112.

Dagen efter hentede de ham på sygehuset. En flink sygeplejerske på hospitalet fortalte uden for sygestuen, at Per Måne havde haft en akut alkoholforgiftning og derfor måtte udpumpes. Han var blevet så angst og desperat, at der skulle fire portører til at holde ham, mens lægen førte slangen ned i halsen på ham. I hans halvt bevidstløse tilstand var det ikke nogen nem opgave. Martin forstod, at Per var meget angstpræget og derfor ikke måtte udsættes for unødige sindsbevægelser.
Så de kørte hjem med Per og søgte at tale ham efter munden.
Han var meget føjelig. Oplevelsen med slangen havde sat sine spor. Han fortalte om søslangen, der var ved at æde ham, sådan havde han opfattet det. De onde hvide mænd, der tvang slangen i ham, og den ondeste af dem alle stak ham bare i armen. Men det havde været dejligt at få det stik. Mange elementer faldt på plads, og alt gik op i en højere enhed. Nu var han klar igen.
Hylde så smilende op, da han gik ud af bilen og skyndte sig ind i huset.

Næste dag sad Martin over for Hylde sammen med en sagsbehandler fra kommunen. Hylde havde selv været med til at dække et fint kaffebord, købt kager hos bageren og lavet kaffe.
-Jeg forstår, at du føler sig utilpas ved at bo her i Bøgsted?
Hun rettede direkte henvendelse til Hylde.
-Ja, der er nogen, der godt vil af med mig, og så tænkte jeg, at… vi tænkte, at der måske var en mulighed for at finde en lejlighed et andet sted, Hanstholm?
Martin brød ind:
-Jeg ved ikke, om I har mulighed for at tilbyde hjælp til flytning. Måske kan I oven i købet skaffe en lejlighed, for det er åbenbart svært selv at finde en i Hanstholm.
-Hvorfor Hanstholm?
-Jeg har en kammerat der, Kaj.
-Aha. Jeg skal jo vurdere, om der er vægtige grunde til flytningen. Befinder du dig slet ikke godt her i Bøgsted?
Hylde mente, at han slet ikke befandt sig særlig godt i Bøgsted.
-Jeg vil gerne støtte ham med at finde en lejlighed i Hanstholm, indskød Martin.
-Vil du betale indskuddet? Kom det prompte fra sagsbehandleren. Omkring 12.000 kroner.
Var det ikke sådan noget, kommunen gik ind i? Martin sank.
12.000 kroner? Det var nok lige i overkanten. Godt nok ville han gerne hjælpe Hylde, men så mange penge havde han ikke. Han kunne låne dem i Bøgsted Lærerkreds´ Kasse, men det ville betyde et endnu strammere budget.
-Naaaajjj, når jeg siger hjælpe, er det mere ment som moralsk hjælp. Også hjælp til flytningen.
-Javel. Sagsbehandleren vrængede ordet noget ud. Hun var så fuld af sarkasme i det javel, at selv Hylde måtte bemærke det. Hun trak også lidt på smilebåndet.
-Ja, man har naturligvis en grænse for hjælpsomheden.
Pinligheden bredte sig i Martins ansigt. Skosnuden tegnede igen og igen et bestemt mønster i gulvtæppet. Igen følte han sig klemt mellem på den ene side et ukendt ønske om at hjælpe en stakkel og på den anden side nogles modvilje mod, at han gjorde det. Det var hele tiden andres forventninger, han skulle indfri. Hvad havde han selv at byde ind med?
-Kommunen kan på det foreliggende grundlag ikke gå ind og tilbyde lån til indskuddet, mente sagsbehandleren.
Hylde så skuffet ud. Han hang noget med underansigtet, hvilket gav ham et overraskende slankere, mere værdigt udtryk. Det klædte ham faktisk rigtig godt at lade underkæben synke nedad.
Martin forsøgte igen:
-Vil det sige, at det på den måde stort set er umuligt for Per at flytte?
-Tja. Hvis han fandt sig noget arbejde, eller hvis det ligefrem blev livstruende her, så…
-Men ellers ikke?
-Nej, det må jeg sige nej til.
Hylde rejste sig og stak hånden frem mod sagsbehandleren:
-Så vil jeg sige farvel og tak, fordi du kom. Det var ærgerligt.
Sagsbehandleren hilste af med ham og nikkede til Martin og gik.

De to blev siddende i tavshed.
-Jeg håber da ikke, at du forventede, at jeg ville låne dig 12.000 kroner?
-Nej, nej, slet ikke. Du har da allerede hjulpet mig meget. Det skal du ikke tænke på, Martin. Slet ikke.
Han sagde det så kryptisk, at Martin tvivlede på, at det stod til troende. Hylde havde sgu forventet, at han bare uden videre ville hive 12.000 kroner op af lommen. Det var grove løjer.
På den måde var hjælpen endeløs. Hvad blev det næste? En bil? Måske et øldepot.
-Hvad med et job? Han kunne få tilbage af samme mønt, kunne han.
-Du ved, ryggen, forsvarede Hylde sig. Så det er svært at finde et arbejde, jeg kan magte.
Da de gik nedenunder, standsede Hylde forbavset.
-Se, sagde han og pegede på køkkenvinduet.
Tværs ned over var der udvendigt sprøjtet barberskum. !bU, stod der at læse indefra. Martin løb ud og så sig omkring på den lille vej. Ikke et øje.
Sammen betragtede de det ret kort budskab og begyndte at diskutere, hvem af dem, budskabet gjaldt. Martin mente sikkert, at nogen havde hørt, at Hylde boede her et par dage, mens Hylde omvendt mente, at folk helst så, at en sønderjyde tog billetten hjem.
Hylde var så underligt påståelig selvsikker. Som om han selv havde skrevet det der. Men han brugte jo ikke barberskum, så det var nok nogle børn. Nå, nå. Kunne det være Bubbi eller Hans Viggo, de labaner?

Efter fem døgns opfodring, aflusning og sagsbehandling var Hylde parat til at gøre et nyt forsøg på at erobre verden i Bøgsted. Erobre og erobre. Martin tvivlede på, hvilke slag, Hylde kunne slå.
Han erklærede Martin sin store taknemmelighed og forlod ham med frisk mod på tingene iført Martins gamle tøj, dog rent og pænt, for at tage op til Luske et par dage.

Alle Martins cerutter var borte, og cognacflasken var væk. Hans dyre barbersprit var forsvundet, og en Parker-kuglepen var pist borte. Martin opgav at stille ham til regnskab for noget som helst.

-Skal jeg prøve at skaffe dig et job? Var du interesseret?
-Jeg har jo fortalt dig, at jeg har dårlig ryg. Hvem vil ansætte en mand med dårlig ryg?
Hylde lød ærgerlig og nærmest vred.
-Det er jo ikke for at fornærme dig, at jeg siger det. Men et eller andet sted er der garanteret et job, der passer til dig.
-Find det. Så find det.

Hylde vendte sig og gik uden at sige farvel. Uden tak eller noget. Ryggen signalerede klar besked. Med store bogstaver stod der printet, at sådan en sønderjyde ikke skulle komme der og gøre sig klog. Han sparkede til en sten på vejen.
Martin måtte opbyde al sin kraft for ikke at løbe efter ham og skælde ham huden fuld. Han behøvede ikke at sige tak og være taknemmelig og alt det, men en smule forståelse for sin egen – og for Martins – situation ville ikke være af vejen.
Det var, hvad man fik ud af det. Vis dit medmenneske lidt forståelse og bliv sørgeligt skuffet. Nu risikerede han ikke alene omverdenens specielt Lauses foragt for hans mesalliance med Hylde, men også Hyldes foragt for hans ”hjælp”. Hvor stod Vera?
Martins selvopfattelse var under pres. Det var umuligt at greje, om der stod Hylde eller Lause på det pres. Til gengæld var han blevet meget forelsket i Vera, og Britt gled mere og mere ud af tankerne.
Så længe det varede. Var det et blivende mønster, at folk vendte ham ryggen, når de havde lært ham at kende? Sådan var det i skolen førhen. Bossen havde ikke bare vendt ham ryggen, men aktivt søgt at bekæmpe ham, ja, endda forfølge ham.
I forhold til Tønder i sommer, stod hele stillingen ikke ret meget højere nu.

Henne i skolen gik det op og ned for sjette klasse. Martin syntes ikke, hans initiativer bar frugt, og han arrangerede lidt i desperation en weekendtur kun for drengene. Det lykkedes ham overraskende at få en god aften og nat ud af det.
Det der med at blive inddelt i rangklasser var ikke blevet til noget.
Der havde heller ikke været flere bemærkninger om sønderjyder og morsingboere.

Konflikterne med Karl-Henrik var ikke helt afsluttede endnu. Han havde ringet og sagt, at han var imod den der inddeling i rangklasser, det var sgu da noget amatøragtigt og skældte Martin ud og sagde, at mange forældre var imod det.

Martin hørte på ham i tavshed og afbrød forbindelsen. Han kunne ikke holde ud at høre på den idiot. Det var dejlig nemt at trykke på den røde knap. Mon man i den anden ende kunne høre, at forbindelsen blev afbrudt? Det ville være alle tiders, hvis man ikke kunne.

Måske turde Martin ikke rigtigt sætte sig igennem med fornyende undervisning. Han vidste ikke helt, hvad det kunne føre med sig. Måske fik man igen inspektøren plus åbenbart et par forældre på nakken, hvis man ”eksperimenterede” med børnene. Alle var mest tilfredse, hvis diktat foregik på den gode, gamle maner og ikke andet. På seminariet havde man lært mange spændende fif med underholdende indslag af forskellig art. I stedet for den gammeldags diktat kunne man lave quizzer og varierende spil. Måske skulle det prøves.

Nå, man skulle heller ikke være urimelig. Børnene var der sådan set intet i vejen med. De manglede bare noget elementær viden om, hvordan man snakker sammen og løser konflikter. Noget, man i sin tid godt selv kunne have brugt.

De sad omkring lejrbålet på pladsen i Tved Plantage, selv om det var drønkoldt på rygsiden; men weekendtemperaturen var alligevel lidt højere end normalt her i november. Det var med vilje, at han tog dem med nu. Der skulle ske et eller andet, han havde mærket en stigende nedtrykthed og tristhed efter det med Hylde, Lause og især Britt, og ikke nok så meget kærlighed til og fra Vera havde kunnet ændre på det.
Det var blot kærestesorg, sagde han til sig selv hele tiden, men af den tungere slags. Han så Britt for sig ustandselig, og selv ikke hendes protesehånd og liderlige brølen gjorde skår i den sorg.
Han havde ikke set hende siden den eftermiddag, og han opdagede, at han stadig savnede hende. Hvis nogen troede, at tiden lægede sårene, kunne han nu tro om. Det blev faktisk værre, og han blev mere indelukket end sædvanligt. Selv Vera havde lagt mærke til hans tristhed og forgæves forsøgt at sætte lidt fut i ham. Det var han så blevet endnu mere trist over, for det var ikke meningen. Nu måtte man altså tage sig sammen. Han tog sig så sammen og søgte at være sød og sjov sammen med Vera, og det var da også lykkedes i nogen grad.
Desuden var han sikker på, at han var forelsket i Vera, hvilket sjovt nok ikke afklarede situationen i højere grad.

Pludselig lød der skrig og skrål inde fra skoven. Han rejste sig og bevægede sig derind. Der var et større slagsmål i gang, og nederst i bunken lå Casper, slemt tilredt. Han var sort i hovedet af mudder, og det så ud, som om hans trøje havde fået en flænge.
Martin fik dem hurtigt skilt ad og forlangte at få at vide, hvad det her var for noget.
Ingen af dem ville sige noget. Så sagde Casper selv:
-Det var fordi, at jeg sagde, du var sønderjyde.
Martin forstod, at de faktisk havde taget hans parti. Paradokset fik ham til at indkalde til møde.
-Kom med mig! Der er lige noget, vi skal have styr på.
Det var heldigvis længe siden, nogen havde kaldt ham smørblomst. Mon de også ville banke den, der sagde det?
De satte sig alle omkring bålet, og Martin tog ordet:
-Det drejer sig ikke om, at I skal forsvare mig.
Han kiggede sig rundt i kredsen. Mørket var langsomt begyndt, og det var svært at se ansigterne helt tydeligt.
-Selv om jeg naturligvis er glad for, at nogle af jer ikke synes om, at man skal behandles anderledes, blot fordi man ikke er thybo. Var der nogen her i kredsen, der kunne finde på at skrive Ud! med barberskum på et hus?
Han så sig rundt i mørket.
Han søgte at fange Hans Viggos blik, men det var umuligt i det flakkende lejrbåls skær.
-Men vi ved da alle, at dem fra Mors er anderledes?
Det var Bubbi. Var han provokerende?
-Hvordan anderledes?
Martin ønskede at bore i det. Samtidig håbede han på at få et rigtig godt svar. Et, der også gav mening til bossens behandling af ham, dengang han selv var en lille dreng.
-De arbejder ikke så meget som os andre, og der er mange flere bistandere der!
Det var en anden dreng, der havde denne nyhed. Det var et forvirrende svar.
Martin vidste ikke, om der var hold i denne påstand, men prøvede at bore i det der med bistanden:
-Ved I noget om bistandshjælp?
Det var der i hvert fald flere, der gjorde. Det var folk, der fik hjælp af kommunen.
-Kunne det tænkes, at det også er folk, der er ramt af ulykker udefra, som ikke selv kan gøre for det?
Den tyggede drengene lidt på. Martin fulgte den op:
-Kunne det tænkes, at der her i Thy går en enkelt thybo rundt, der også får bistandshjælp?
Snakken fortsatte, og det var et emne, de ikke lige var vant til at tale om på den måde.

De sov alle i shelteret, og lige inden Martin faldt i søvn, hørte han et par af drengene hviske:
-Det er nu lige meget, hvad han siger. Morsingboere er sgu mere dovne. Det siger min far selv.

Drengene opførte sig eksemplarisk næste morgen; sagerne med Mads var glemt, og han var accepteret som de andre, ligesom Casper ikke hørte mere til sin sag.

Da de skiltes på skolens parkeringsplads, bad han Mads om at hilse hjemme. Bare sådan. Så kunne skæbnen, Odin eller en gud, eller hvem, der nu havde vagten, afgøre, hvem ordene ville ramme, hvis han huskede det.

Vera var der for at byde ham velkommen tilbage.
Han viste Vera glæde og ømhed, og de elskede godt og længe den aften. Ingen problemer der.
De lå i lang tid og talte fortroligt sammen og var helt enige om, at de ikke ville have hemmeligheder for hinanden. Martin tænkte på, at det gjaldt fra nu af.

Men da han slukkede lyset, dukkede Britt op på den indre skærm, trods det, at han havde nedlagt forbud. Der i mørkets stilhed viste hun sig så tydeligt som aldrig før. Han stod ud af sengen, Vera sov, og han gik nedenunder og sad i lænestolen og gav sig til at læse i en avis. Ordene og sætningerne flød ud. Avisen kunne have været vendt på hovedet, for den gav ingen mening. Det var uforståeligt, at sådan en halvgammel, halvsur, halvbuttet, liderlig vamp skulle blive ved med at fylde så meget. Hun havde garanteret andre elskere eller havde haft. Historien med havemanden brugte hun til at indynde sig hos alle de andre elskere.

Alligevel var der bly i maven. Det var noget sludder, at følelserne sad i hjertet. Næh, de sad entydigt i maven og havde gjort det lige siden 5. klasse. Det var uforståeligt at tænke så meget på en gift, storbarmet præstekone med kunstig hånd, man engang for længe siden havde et forhold til, når nu den søde, unge elskede lå deroppe i sengen. Var Vera ikke to fuldmodne appelsiner i ens turban? Var Vera ikke kommet præcis på det tidspunkt, man havde allermest brug for hende? Det var svært at sætte sig ind i. Hvorfor dukkede ”præste” op hele tiden? Var Britt noget særligt?

Han listede op igen, og da han lagde sig, vågnede Vera halvt med spørgsmålet:
-Er det dig, min ven?
Et lidt mærkværdigt spørgsmål, da der vel ikke kunne være tale om andre. Hun havde nok ikke glemt sit fast-foodforhold.
-Ja, hviskede han alligevel og trykkede sig ind til hende. –Det er mig. Slow-food. Jeg kunne godt igen, hvis det skal være.

Det skulle det da. Det var dog lidt generende under hele akten at være så distraheret af Britt, at det var lige før, man kom til at sige navnet.
Hun tændte lyset.
Under disse omstændigheder var det relativt dumt at se fraværende ud.
-Er der noget galt, Martin?
Hun stirrede forskrækket på ham.
-Jamen Martin, du ser helt underlig ud?
Det var løjerligt at få hovedpine på den måde. Den trak ned over ansigtet og gjorde det helt skævt.
Det måtte være kaosset. Var det sådan at få et sammenbrud? Umuligt at vide, hvordan det skulle takles, hvis det var det.
-Martin, min skat, jeg vil så gerne hjælpe dig, men du må fortælle mig, hvad der er galt?
-Jeg kan kun sige, at jeg er så ked af det. Jeg elsker dig så højt, men jeg må være blevet ramt af en depression, eller hvad det nu kan være, jeg kan ikke komme det nærmere. Jeg har så ondt i hovedet.

Ikke komme det nærmere? Hvis man bare turde. Depression lød bedre end sammenbrud, var ligesom lidt finere. Det ville være et vovestykke at fortælle hende det med Britt. Man kunne være bange for, at hun ville ta sit gode tøj og gå. Fra et skvat. I sagen med Hylde et skvat. Skvat var måske ikke det rigtige ord.
Sårbar var betydeligt pænere. At være følsom og sårbar. Når en mand turde vise følelser, var han stærk. Hvorfor så alligevel den der følelse af fortabthed?
I deres snak havde han for eksempel turdet udtrykke sine frustrationer med klassen og skolen ganske åbent. Så han turde godt vise Vera følelser, men ikke fortælle om baggrunden for dem. Hvorfor ikke? Han behøvede da ikke at være bange for, at hun ikke kunne forstå ham. Men det var for sent nu. Hun ville nok spørge, hvorfor han ikke havde fortalt det noget før. Skulle man så sige, at det ikke betød noget, og derfor…
Åh, det var da skrækkeligt kompliceret.

Her nede på bunden kunne en porter godt bruges nu. Var der flere i den sidste kasse? Portere blev altid købt i hele kasser, så der var nok til en uforberedt situation.
Vera holdt om ham. Det var rart at mærke.
-Måske skal du blive hjemme i morgen, mente hun. –Og jeg vil også blive hjemme. Har du ikke sådan noget som omsorgsdag? Så tager vi et sted hen. Hvad med en tur til Vestervig og Agger?
Han nikkede, og efterhånden blev han roligere.
-Du har lige det rigtige forslag som altid, mente han.
-Selvfølgelig, hvem skulle ellers have det, dit pjok?
Hun tog det ovenfra. Det skulle han nok også tage og gøre. Men man vidste ikke, hvor de der tanker kom fra. Kunne ikke begribe det. Pjok, ja det var nok det, man var.

Det var jo for fanden ikke til at fortælle Vera, at en anden kvinde var savnet så meget, at man blev helt tummelumsk over hende. En kvinde man havde sagt farvel til. Det duede ikke at miste Vera nu. Hellere være et sentimentalt fjols.
-Jeg har det lidt som dengang på kasernen. Da du begyndte at danse med bossen, min plageånd fra skolen. Hold kæft, det var nederen.

Der var meget mørkt i soveværelset, så hun kunne umuligt se grimasserne.
Så sov han.
38

De tog af sted lidt op ad formiddagen, det regnede, og himlen var grå. Det var en flot tur trods vejret. Først så de Ove Sø til venstre, derefter Ørum Sø, der lå blikstille til højre for vejen. De spredte gårde i nærheden havde en formidabel udsigt ud over den.
Martin havde ikke fået sovet alt det, han havde behov for, men han trængte også til denne tur. Han vidste, at han havde brug for Vera, han vidste, at han ikke ville fortælle hende noget om Britt, og det gjorde ham underligt magtesløs. Det lignede en konsultation hos lægen, hvor han som patient ikke ville fortælle om sin sygdom, men alligevel forlangte at blive helbredt.

Han havde ringet til inspektøren, der for en gangs skyld havde vist forståelse for hans situation.
-Du engagerer dig i mange ting, mente han.
-Ja, det gør man jo som lærer.
-Jo, men folk er begyndt at snakke om, at du nu også går ind og hjælper byens mere mistænkelige subjekter.
Martin sank engang. Åh herregud, de par gange han havde haft noget med Hylde-Per. Han skulle lige til at forsvare sig, da inspektøren indvendte:
-Uden børn har du sådan set ingen ret til en omsorgsdag!
-Så vil jeg gerne melde mig syg.
Inspektøren brummede et eller andet ret negativt og lagde på.
Martin havde somme tider lyst til at banke inspektørens panderynker flade med en lille hammer. Ikke alene havde han mistet sin bedste whisky og cognac, men åbenbart også tilliden fra kolleger og inspektør.

Henad frokosttid befandt de sig på en lille hyggelig restaurant i Vestervig, de delte en flaske hvid Bourgogne til en fiskesymfoni. Regnen stod stadigvæk ned og gav den musikalske dimension. De var alene i lokalet, og da tjeneren havde serveret det ønskede, så de ikke mere til ham.
Martin nød at holde lidt fri. Efter den weekend med sjette trængte han til afkobling. Vera så opmærksomt på ham. Det var fint, at hun forsøgte at hjælpe.
-Du ser lidt bedre ud nu, Martin, jeg tror, at vi måske skal gøre det her lidt oftere.
Hvis nogen så bedre ud, var det da hende. Sød og lækker, det mørke hår indrammede på forunderlig vis det pænt solbrunede ansigt med den frække opstopper, og den slanke, 28-årige krop havde alt det, en ordentlig mand efterstræbte. Ingen besværlige knapper som hos Britt. Så, nu var hun der igen. Kunne man da ikke blive fri?

-Jeg kan godt se, hvor du vil hen, men normalt får jeg det da ikke sådan. På en eller anden måde har jeg følt en tristhed i den senere tid. En uforklarlig grå eller snarere mørkegrå horisont, selv da jeg sad derude ved bålet sammen med ungerne.
-Har du en forklaring på den stemning?

Hun var som dengang pragmatisk i sin tilgang til løsning af problemer, men havde god grund til at spørge sådan. Han tumlede med sin egen problemstilling, så det kom bag på ham, da hun spurgte:
-Jeg kan umuligt have forsømt dig, skat. Hun stirrede ømt på ham eller måske drillende.
-Næh, jeg skulle mene, du har gjort det mere end godt. Jeg ville ikke ane, hvad der var sket, hvis du ikke så tilfældigt var kommet ind i mit liv.
-Jeg er ikke sikker på, det handler om os to.
Havde hun en anelse? Han mærkede den svævagtige patient; den var go nok. Og så løj han en bette smule. Bette? Man var allerede blevet nordjyde.

-Det er snarere noget inde i dig selv. Hvis arbejdet på skolen giver problemer, kan det jo være symptom på, at et eller andet ikke er, som det skal være.
-Helt sikkert. Jeg kan love dig. Min klasse og de besværligheder, det medfører også med forældre, gør ikke tilværelsen som skolelærer sjovere.
-Men du kæmper?
-Hvad der gør mig ærgerlig og vred, er ham der Karl-Henrik, der er en narrøv. Han har da godt og grundigt vist mig, hvor meget man kan ta´ fejl af mennesker.
Martin fortalte om uddeleren fra MultiBrugsen i Bøgsted.
-Det må du nok sige.
-Martin, hun lænede sig frem mod ham og så ham direkte i øjnene, sig mig ærligt:
Han holdt vejret og ventede, at det kom. Nu spurgte hun, om det var noget med kærlighedsproblemer …
-Har det noget med mig at gøre?
-Nej, Vera, der er ikke noget at komme efter… Du er simpelthen for mig en engel sendt fra himlen…
-Tak, så er det godt.
-Man kan sige, at for 10 år siden var du på prøve, men du var for dyr. Nu har jeg råd.
Hun misforstod den ikke. Han kom ofte til at sige det forkerte, og så blev folk sure på ham. Her ville han sammenligne hende med en diamant.
Og det mente han. Det var ikke løgn. At man samtidig havde kendt en anden kvinde, som man ikke kunne glemme, var en anden sag. En kvinde, man havde efterstræbt lige så meget som Vera. Tænk, hvis Britt ringede og tilbød sig, så ville fortryllelsen blive hævet, og man ville overlegent sige:
Det er slut, Britt. Jeg har fundet en anden med to hænder. Nej, selvfølgelig ville man ikke sige det. Måske: Det er slut, Britt. Jeg har fundet en jævnaldrende, der er aktiv i sengen. Man kunne overveje andre muligheder.

Det var ufriheden, der var uforudset. Følelsen af ufrihed havde aldrig før været så stor trods Vera, skolen, vennerne. Ikke engang som barn. Det skræmte ham. Vera var jo lige her, og alligevel gav det hverken ro og fred eller følelsen af at kunne handle i alle situationer uden hensyntagen til alle mulige andre.
Det var virkelig noget med bestandig at skulle lytte til, hvad andre mente og gjorde og hele tiden være afhængig af, at andre kunne lide én. Den ufrihed gjorde én ensom.
Han huskede fra seminarietiden, at han fik tilbudt et kollegieværelse, men fik det frarådet, fordi der nok var for megen larm til at studere der. Han flyttede ind i et koldt, fugtigt og -skulle det vise sig- ensomt kælderværelse i stedet.

-Det er for mig nedslående, at jeg har det sådan på trods af dig.
Det slog ned i Martin, at han engang som lille dreng på måske 8 år så sin far sidde på bænken omme i haven, mens han blot stirrede frem for sig, uden at sige noget, uden at forklare, om der var noget galt eller ej. Han var gået hen til ham og havde spurgt, om der var noget i vejen. Intet svar, blot en rysten på hovedet og med sære, sørgmodige øjne. Moderen havde bagefter fortalt ham, at faderen og hende havde nogle almindelige problemer, de var uenige om at løse.
Senere fulgte skilsmissen.

Britt spøgte hele tiden i ham. Savnet var der stadig. Kunstig hånd eller ej. Ufri og ensom.
Britt var katalysator og blev ved at pirke til det. Uforståeligt.
Sådan havde det aldrig været før. Herregud, man havde da kendt andre piger, men det var aldrig rigtig blevet til noget. Lige så hurtig, erobringen var, lige så hurtigt skred hun igen. Når hun havde prøvet ham af, fik hun som regel travlt med at smutte videre.

På hjemvejen gik de en lang tur helt ude ved stranden omkring Vorupør. Undervejs standsede han og tog om hende, tog hende ind til sig, mærkede hendes krop trygt og solidt og vidste, at han var på vej til i Vera at have fundet kvinden i sit liv. Skidt med Britt. Valget kunne da for pokker ikke være så svært.

De to købmænd arbejdede de følgende weekender på den røde gård. Troels havde for længst indset, at der var penge i det.

Karl-Henrik havde ikke sagt andet til Katrine, end at han var ved at udvikle et salgskoncept med svenske ødegårde, som virkelig kunne give kassen. Han havde vist hende flere brochurer med flotte farvebilleder og havde snakket om, hvor dejligt det ville være at eje sådan én.

Katrine havde været lidt underlig ligeglad, ja hvis man ikke vidste andet, så hun nærmest glad ud, da han beklagede, at han ikke kunne være så meget hjemme i weekenderne op til jul.

Sidst på eftermiddagen orkede de ikke mere og sluttede af med en velfortjent øl.
-Jeg døjer med et par stude til skolelærere. For helvede.
Karl-Henrik fortalte om Lause og Martin.
-Jeg kender et par af bestyrelsesmedlemmerne, de skylder mig en tjeneste, og har givet dem besked på ikke at fastansætte Martin Poulsen. Hold kæft en idiot, mand.
Troels sagde bare mm på de rette steder.
Lidt efter tog Troels firehjulstrækkeren ned til Sallingmanden med krysantemumbomber læsset i bagagerummet, mens Karl-Henrik kørte til Sydthykontakten med fyrværkerikasser proppet i sin BMW.
Pengene var begyndt at strømme ind, og det ville ikke vare længe, før investeringen var tjent hjem.

Rutinemæssigt slog Martin mobilen fra, da han gik til time. Bagefter i frikvarteret slog han den lige til igen, for det kunne jo være…
På samme tid både ønskede han, at Britt skulle ringe og så alligevel ikke. Det var hårdt, at hun ikke gjorde det, men det ville også være hårdt, hvis det skete. Det var ikke for at genoptage forholdet, dertil var det med Vera nået for langt; men det ville være rigtig skønt, hvis Britt ringede og bare snakkede lidt. Om hvordan det gik hende, hvad hun lavede, og måske havde hun nogle spørgsmål.
Lige nu måtte hun være fortvivlet. Man havde ikke mødt Jan Ole i meget lang tid og vidste derfor ikke, om Britt havde fortalt ham noget.

Han og Vera havde talt om at bo sammen. Den lille lejlighed kunne hun vist godt undvære, mente hun selv. Foreløbig beholdt hun den og boede rent faktisk hos Martin så meget, det kunne lade sig gøre. Hun talte aldrig mere om sine øvrige forbindelser, så mon ikke det var slut med dem.
Til gengæld undgik Lause samværet, det var tydeligt. Der var sket noget med det sædvanlige bord og det sædvanlige hjørne, og alle havde garanteret bemærket, at der var blevet lidt småkoldt dem imellem. De snakkede nok om det, når han ikke var der. De havde da ellers været så fine venner? Hvad er der mon sket? Og så videre, og så videre.

Inspektøren vinkede ham ind på kontoret.
-Nå, Martin. Jeg må nok desværre meddele dig, at vi ikke kan fastansætte dig her ved prøvetidens udløb. En gammel tidligere ansat har fortrinsret til stillingen, og jeg er totalt hjælpeløs i den slags sager.
Martin så overrasket på ham. Det havde han alligevel ikke ventet. Efter at have været folkeskolelærer i to år i Tønder og efter tre måneder her, besværlige og ikke helt efter bogen, men alligevel- kunne de ikke bruge ham i Bøgsted?
-Hvornår er min sidste skoledag så? Ville han have at vide.
Inspektøren lod, som om han studerede papiret på skrivebordet.
-Til årsskiftet. Jeg skal nok lave en god udtalelse og forklare, hvorfor…
Martin havde rejst sig og var gået. Døren fik lidt for meget, da han lukkede den. Nogle døre lukker nemt, andre mere trægt, og det var svært at huske, hvordan det var med dette kontors.
Han var også underligt ligeglad. Det kunne være ligegyldigt.
Nogen havde ringet til ham i mellemtiden. Det var ikke et kendt nummer. Han ringede op.
-Ja, det er Karl-Henrik.
-Du har forsøgt at ringe mig op?
-Det er rigtigt, Martin. Hvordan går det?
Åh, han skyldte vist ikke ham nogen forklaring. Allermindst at han lige havde fået en fyreseddel.
-Har du og Britt stadig gang i den?
Idiot. Martin begyndte at få smalle læber og skulle lige til at afbryde, da Karl-Henrik gik over til direkte snak:
-Jeg har et ønske til jer. Jeg har nemlig fundet en kopi af den video, I købte af mig for snart længe siden, og jeg synes da, at I også skal ha´ kopien.
Martin afbrød øjeblikkelig. Hvid i hovedet af harme og indestængt raseri gik han frem og tilbage uden for lærerværelset og overvejede, hvad han nu skulle foretage sig. Fyringen trådte helt i baggrunden. Han skulle nok finde sig et andet job. Men afpresningerne fortsatte åbenbart.
Det måtte ha´ en ende. Og han ville ikke involvere Britt.

Situationen var fastlåst. Vera skulle heller ikke involveres. For Britts skyld og lidt for sin egen måtte Jan Ole intet få at vide. Den umættelige Karl-Henrik skulle ikke have så meget som en krone mere. Desuden kunne han have uendeligt mange ”kopier” af den videooptagelse. Det var dumt at betale ham de første 12.000 kroner. Det var torskedumt. Nu kunne han blive ved. Det ville være helt håbløst. Dum, dummere, Martin.

Han slukkede mobilen, men vidste, at Karl-Henrik nok skulle få fat i ham.
Han gik til time med panderynker så dybe som inspektørens. Vera havde fri et par dage og var på jule-tivolibesøg i København hos en veninde.
Cyklen var lige sat uden for Café Splitte Mine Bramsejl, da mobilen ringede igen. Skulle han ta´ den? Det var måske blot at udskyde det. Han satte mobilen i optagemodus.
-Jeg kan ikke forstå, at du lægger på, når jeg har et godt tilbud til dig. Du skal ikke være nervøs. Denne gang vil jeg ikke ha´ penge for videooptagelsen. Dem behøver jeg sgu ikke. Karl-Henrik lo.
-Nu skal du høre.
Martin lyttede. Ville han ikke have penge, hvad så?
-Jeg vil ha´ en dag med Britt. Hun skal med mig på tur en lørdag, og det skal være lørdagen efter nytår, hvor jeg skal på kursus i Århus om ”Nødvendige tiltag til optimering af salgseffektiviteten”. Lyder det ikke godt?
-Britt og jeg har afsluttet vort forhold.
-Vil hun ikke, afleverer jeg en kopi af USB-stikket til præsten.
Han fortsatte bare, som om han ikke havde hørt indvendingen.
-Og jeg vil ha´ besked senest i overmorgen! Er du med?
Karl-Henriks stemme lød langt borte fra.
-Hørte du ikke, at vi er færdige? Du er for sent på den.
-Jeg er aldrig for sent på den. Jan Ole er garanteret nysgerrig efter at vide, hvad hans kone bedriver, når han er optaget i kirken.
Martin var stum i flere sekunder. Burde han informere ham om den kunstige hånd? Det kunne køle ham noget ned måske.
Martin endte med at jabbe et OK, et noget overrasket OK af sig og noget med at la´ det gå videre, det kan jeg jo ikke bestemme – og afbrød.
Igen en overrumpling. Havde den mand da ingen hæmninger eller indbyggede grænser for moralsk optræden?
Man kunne blot ryste på hovedet. Der var det fucking ord utroligt, der optrådte så tit, at intet længere var utroligt. Men her var det for en gangs skyld på sin plads.

Det hele var optaget på mobilens indbyggede optager. Det var sammen med den første optagelse det endelige bevis på Karl-Henriks pengeafpresning og moralske status.
Han afbrød mobilen igen og gik ind til porteren. Et par skummelt udseende herrer dæmpede sig, da han trådte ind i lokalet. Måske var det et par slagsbrødre med store overarme? Så kunne man betale sig fra problemerne. De kunne jo møde en vis uddeler en aften og hilse på ham.

Det sidste, han tænkte på, da han faldt i søvn, var, at han var slået tilbage til start. Dumpet. Kasseret. Han nærmede sig en tilstand af ikke-væren. Følelserne tordnede rundt som en bisværm inde i hovedet.
Hvad blev det næste?

De næste par dage blev Martin langsomt mere og mere bevidst om, hvad han skulle gøre ved det. Først nægtede han sig selv at forstå, hvad hans inderste bød ham gøre, dernæst forsøgte han sig med alle mulige argumenter imod, men alle prellede de af.
Ordet ultimativ var sjældent brugt. Der var noget grænseoverskridende i det ord. Men almindelig, normal menneskelighed slog ikke til mod multiuddeler Karl-Henrik Vesløs. Ultimativ. Et godt ord, han var begyndt at anvende, og som han naturligvis ikke kendte dengang i skolen. Havde han gjort det, ville det have været lige så velanbragt over for bossen.

Efterhånden var han overbevist om, at han var drevet så langt ud, at handlemulighederne var temmelig indskrænkede, faktisk næsten borte. Nu kunne det hele snart være lige meget.
Han knyttede den ene næve, så blodet forsvandt fra yderhuden.
Martin følte sig psykisk trængt ud i tovene.

På fredag skulle Vera på en længe ventet weekend hjem til sine forældre i Haderslev for at pynte op til jul, og de kunne ikke ses alligevel. Han ville blive hjemme, fordi meget arbejde havde hobet sig op her før jul, og det skulle være færdigt senest til den kommende uge, hvor juleafslutningen fandt sted.
Vera havde taget hans fyring nogenlunde, men havde dog givet udtryk for manglende dømmekraft hos inspektøren. Han vidste ikke, hvad han sagde farvel til.

Martin ymtede noget om Hylde og Lause, men Vera tilbageviste forarget, at Hyldes ophold hos dem kunne have noget som helst med fyringen at gøre. Martin var selv i tvivl. Inspektøren havde ikke skjult ret godt, at han ikke var helt med på de ting, Martin havde sat i værk. Det der hash, der var sandt nok, og som Martin havde opdaget, havde kun skabt konflikter, inspektøren ikke brød sig om. Det var Martin ikke i tvivl om. Og Martin var heller ikke i tvivl om, at sagen med Hylde-Per var kedelig. Den havde ikke givet ham pluspoints.
Hertil kom de henvendelser og klager fra visse forældre, der havde fået inspektøren op i det røde felt. I virkeligheden bekom det ham nok godt, at den tidligere ansatte ville tilbage igen. Så han kunne komme af med Martin.

Fyrværkerifabrikkens produktion var næsten ved at være afsluttet. Ikke alene de sidste lørdage, men også søndage havde været taget i brug for at nå afslutningen inden jul.
Både Troels og Karl-Henrik var særdeles bevidste om, at varelageret skulle realiseres snart, der skulle ryddes op, og alle spor skulle slettes.
Allerede nu var det næsten umuligt ikke at være i godt humør og fløjte hele vejen til og fra den røde gård. Alle prognoser om indtjening havde været for lavtskydende, alle forudsigelser havde været for pessimistiske. Karl-Henriks forventninger til salget havde i den grad været forsigtige, så selv Troels så forbløffet ud, når han sådan kunne tage fejl.
Til dato her i midten af december havde de en nettofortjeneste på lige under tre millioner, og fik de solgt det sidste, og hvorfor skulle de ikke det?, stod der lidt over fire millioner i kontanter til dem godt gemt i den gamle, brune pengekasse i hakket bag kontoret.

Karl-Henrik sad næste eftermiddag på kontoret foran skærmen og halvsov. MultibrugsTV var for det meste noget kedeligt noget.
Han havde intet hørt fra Martin og besluttede sig for lige at gi´ dem en sidste chance i dag.
Med et halvt øje så han en person, han egentlig godt ville snakke med. Han skulle faktisk have gjort det for længe siden, men af indlysende årsager havde han ikke haft tid til det endnu.
Han rejste sig og gik ud i butikken. Bag slikmontren tog han lige fat i drengen og bad ham om at følge med ind på kontoret.
Han bad ham høfligt tage plads i stolen overfor, satte fingerspidserne mod hinanden og rømmede sig:
-Der var lige noget, jeg skulle have rede på. Du har solgt hash til min dreng, Casper, ved du. Der er noget, jeg ikke kan forstå.
Drengen så forskrækket ud, men fattede sig hurtigt og lignede herefter en person, der ikke vidste, hvad Karl-Henrik talte om.
-Hvem har du købt hashen af? ville Karl-Henrik vide.
Drengen rystede på hovedet.
-Jeg har ikke købt hash af nogen.
-Vil du benægte, at du har købt hash? Karl-Henrik var forundret.
-Da kan jeg bevise, at du har solgt hash til Casper. Ergo må du jo ha´ købt det et eller andet sted. Af en eller anden.
-Det kender jeg ikke noget til.
Karl-Henriks tålmodighed var blevet tyndere og hans stemme skarpere:
-Det gør du. Og nu vil jeg gerne fortælle dig, at hvis du ikke øjeblikkeligt fortæller mig, hvad du ved, tilkalder jeg politiet. For det er smadderulovligt at sælge hash. Det ved du vist godt. Og som sagt: Jeg kan bevise, at du har solgt hash til Casper.
Han trommede med fingrene i bordet. Drengen flakkede en smule i blikket, og Karl-Henrik var sikker på, at nu kom tilståelsen.
-Jeg har ikke solgt hash til Casper.
Drengen så meget overbevisende ud. Karl-Henrik blev usikker. Hvorfor havde hans øjne så flakket lige før? Karl-Henrik vidste efter mange år i branchen, at forhærdede forbrydere benægtede alt og gjorde det så godt, at almindelige mennesker troede på dem.
Men Karl-Henrik var ikke et almindeligt menneske. De skulle ikke ta´ fusen på ham.

Det slog pludselig ned i ham, og han fór op:
-Har du ikke, må det naturligvis være din bror. I er jo enæggede og ligner derfor hinanden temmelig meget.
-Det ved jeg ikke.
-Så spørger jeg dig for sidste gang, inden jeg tager telefonen og tilkalder politiet. Har du eller din bror solgt hash til Casper?
Drengen stirrede frem for sig. Nu var han tydeligt ilde berørt.
Måske havde han ret- at det var hans tvillingebror i virkeligheden? Karl-Henrik rejste sig og gik om på den anden side af bordet og satte sig på bordet lige over for ham.
-Nå? sagde han truende. Det plejede at virke.
Drengen havde foldet armene og så mut ud. Han gjorde ikke mine til at ville sige noget.

Så eksploderede Karl-Henrik. Han var totalt ligeglad med jura og moral, greb fat i drengen, ruskede ham og hvæsede imens ind i ansigtet på ham:
-Hvem af jer solgte hash til Casper?
Drengens hoved fløj fra side til side, mens han fremstammede et eller andet.
Karl-Henrik slap ham:
-Nå?
-Det var min bror.
-Og jeg vil også vide, hvem han købte det af?
-En mand nede på stranden.
-Hvem? Jeg vil vide hvem, og jeg ved, at det ikke var første gang, at I købte. I havde en fast aftale…
Drengen vred sig og var tydeligt beklemt. Karl-Henrik strammede til.
-Det var den anden uddeler dengang, ham der var her før…
Karl-Henrik slap ham, stærkt chokeret. Troels?
-Er du sikker på, at det var ham? Karl-Henrik så ham i øjnene.
-Ja, han havde surfudstyret på bilens tag, og hans våddragt skulle altid tørre her ude bagved…
Karl-Henrik vidste udmærket, at Troels ofte brugte sin middagspause til at køre ned til stranden og tage en tur på boardet ude i bølgerne. Nå, det var for at sælge hash??
Karl-Henrik var i oprør. Det ville sige, at hans kompagnon, både nuværende og tidligere, havde en ekstraindtægt med at sælge hash til små drenge. Det var næsten for meget af det gode. Karl-Henrik gjorde tegn til drengen om at gå, og denne rejste sig hurtigt og gled ud af døren.

Han gik længe frem og tilbage, mens han grublede over det, han nødvendigvis måtte gøre ved den ting. Han var både vred og skuffet over makkerens ugennemtænkte forehavende, og det slog ned i ham, at han stadig ikke havde hørt fra Martin. Vreden bemægtigede sig ham, og han greb mobilen…
42

Karl-Henrik meddelte telefonisk Martin, at nu ville han ikke længere vente på deres svar. På lørdag ville han give Jan Ole USB-stikket og oplyse ham om Britts utroskab. Punktum.
Martin sagde intet, havde blot afbrudt samtalen.
Pistolen vejede godt et kilo og blev i 1985 valgt som tjenestevåben i det amerikanske forsvar. Martin havde af gode grunde aldrig fået at vide, hvor faderen havde den fra. Han proppede 15-skudsmagasinet op, tog sigte ud af vinduet og sagde bang.

Han var nået dertil, at han måtte dræbe den gode Karl-Henrik med sin Beretta 92 FS. Hverken mere eller mindre. Han tog patronhylsteret ud og skilte pistolen ad igen. Alt skulle bare være i orden. Man havde vel nok været soldat.
Der var sgu ingen, der ville mistænke ham for det. Han skulle antagelig skydes i hovedet, sådan lidt i siden ind i tindingen. Eller bagfra i baghovedet, det lærte man i sin tid i mili, og det var øjeblikkeligt dræbende.

Ingen, udover Britt, vidste formentlig, hvad den gode Karl-Henrik havde kørende med sine USB-stik. Karl-Henrik ville nok ikke være så dum at anbringe kopien et sted, hvor politiet ville kunne finde den og på den måde lægge to og to sammen. Opdagede politiet på den anden side sammenhængen med indholdet af USB-stikkene og Karl-Henriks afpresninger, var der ikke langt til mistanke mod Martin. Der var naturligvis ingen sikkerhed for noget som helst.
Ingen vidste i hvert fald, at han havde denne pistol. Når afskummet var likvideret, skulle den væk og det sådan, at ingen nogensinde ville finde den igen. Hertil var Vesterhavet et egnet sted. Bare en kilometer ude, plump. Han gad godt se den politihund, der kunne snuse sig frem der.

Martin ville under ingen omstændigheder inddrage Britt i det her. Vera skulle ikke vide noget som helst om noget, der helt var forbi.
Problemet nu hed Karl-Henrik Vesløs. Eliminer ham, og eliminer problemet! Nu, hvor beslutningen endeligt var for Vera og mod Britt, kunne Karl-Henrik være den lille tue, der væltede det sprøde forhold, og det var ikke ønskværdigt.

En sær ro bredte sig. Det var meget længe siden, at en så behagelig følelse strømmede over hele kroppen.

Efter erkendelsen af sin virkelighed måtte man konkludere, at følelserne for Britt havde antaget mere jordiske former og var begyndt at klinge af. Det var slået fast på turen til Vestervig og ikke mindst natten før, der havde betydet direkte indblik i smerten. Den nat havde været bunden, og fra da af kunne det kun gå fremad.
Også i den del af følelsesregistret, der havde med Karl-Henrik at gøre.
Ingen kommunikation mere med ham. Nu var det slut.

Klokken var over ni, og det var bælgmørkt. Han stak pistolen ind under jakken og gik ud i bilen.

Totenschlægeren var forsvarligt anbragt i lommen, da Lause sneg sig om bag MultiBrugsen. I aften ville han afregne med den bandit, og hvis det var nødvendigt, ville han ganske enkelt slå den gemene stodder Karl-Henrik ned. Dagens julehandel var afsluttet klokken otte, og her mere end en time senere var personalet færdigt med at afstemme kassen og rydde op og gøre klar til næste dag. De sidst tilbageblevne gik ud i deres biler og kørte bort. Tilbage var chefen.
Lause vidste, at Karl-Henrik var derinde, for hans BMW holdt udenfor, den flotte nylakerede BMW. Lause havde egentlig lyst til at ridse i den med et søm, men det var trods alt for barnagtigt. Karl-Henrik skulle ha´ en på skrinet, så han kunne mærke det, og det var hans agt at gi ham så mange prygl, at han ikke kunne huske sin egen fødselsdag.
Han prøvede at kigge ind gennem ruderne, men de var møgsnavsede, så han intet kunne se. Han gemte sig bag en busk i nærheden af BMWen og ventede.
Karl-Henrik kom ud og låste butikken omhyggeligt af. Da han var færdig, gik han hen mod sin bil.
Lause rejste sig og gik ham i møde. Hans højre hånd var i den bagerste bukselomme med et fast greb i totenschlægeren.
Martin kørte langsomt forbi MultiBrugsen og så, at der var lys inde bagved på kontoret.
Han kørte lidt videre og parkerede ved skolen, et naturligt sted for hans bil. Så gik han tilbage ad den sti, som strakte sig over engen, gennem noget buskads, over åen og som til sidst mundede ud ved siden af MultiBrugsen. Denne mørke decemberaften, kold og blæsende, betød samtidig, at så at sige ingen mennesker vovede sig ud. Hvad skulle de også det for? Hele tiden så han opmærksomt efter, om der trods alt var andre ude. Men ingen kunne ses. Julehandelen i butikken var for længst færdig for i dag.
Han nærmede sig butikken fra sydsiden. Lyset inde på kontoret blev slukket.
Fandens også. For det kunne betyde, at Karl-Henrik var færdig med sine ting og på vej ud og hjem. Så var det videre forløb håbløst. Det var for sent at nå rundt om butikken og møde ham der.

Mismodigt vendte Martin rundt og gik tilbage til bilen.

Karl-Henrik havde sin donkraft med ud for at lægge den i bagagerummet. Tommy havde lånt den, og den havde ligget og flydt inde på disken, klovnen havde naturligvis glemt at aflevere den. Det var det sædvanlige med ham. Lån ham en ting, og han leverer den ikke tilbage.
Karl-Henrik rystede på hovedet og så på uret. Nå ja, der var god tid til det aftalte tidspunkt ude på gården. Han vidste, at Troels var præcis, men der var ingen grund til at komme længe før tiden. De var vel fælles om det hele, og inden længe skulle de også være fælles om en afregning for hashsalget.
-Et øjeblik, hr. Vesløs, lød det pludselig, og frem fra mørket dukkede en skikkelse op. Den forekom ham bekendt. Skikkelsen rev sit halstørklæde fra ansigtet, og han genkendte Lause, den skid, den infame lille lort.
-Hvad fanden vil du? spurgte Karl-Henrik.
-Jeg vil bare fortælle dig, hvor stort et svin du er, sagde Lause og nærmede sig truende. –Du lugter og er fuld af løgn.
Karl-Henrik standsede helt. Var han fuld, den gode skolelærer?
-Jeg synes, du er et svin mod din kone. Mod Hanne Lene, mod min far. Ja, jeg kan næsten ikke huske alle dem, du behandler så nederdrægtigt.
Nederdrægtigt? Han var fuld, det var der ingen tvivl om. Lause havde hele tiden højre hånd i bukselommen, og Karl-Henrik blev nervøs, vidste ikke, hvad han pønsede på. Med den udmelding kunne det være hvad som helst.

Karl-Henrik faldt øjeblikkeligt tilbage til skoletiden. Hvordan han søgte at undslippe Lauses “kommandosoldater”, der var efter ham i frikvartererne. Hvordan de altid til sidst fandt ham og gav ham lammere og nap i muskler og mave. Holdt ham og slog ham, malede “forkælet” i panden med en tusch, ridsede ham med en nål glødet med en lighter og en gang efter gymnastiktimen i brusebadet skar i hans endeballer med et barberblad.
-Synes du ikke, du har givet mig ærgrelser nok i skolen, appellerede han til Lause.
Lauses hånlige stemme knækkede over som dengang:
-Du var sgu altid så snoskforkælet, fars lille dengse.
-Min far gav mig penge, hver gang I slog mig. Han sagde, det gjaldt om at være stærk. Du, Lause, var altid anføreren. Ham, de andre lystrede. Du var Hitlers ukendte søn, som min far altid sagde.
Karl-Henriks stemme virkede rolig, nærmest selvsikker, hvorimod Lauses stemme rystede af vrede:
-Du må til gengæld have stort behov for revanche. Med al den ondskab, du lægger for dagen nu.
-Havde du anerkendt…
Da Lause pludselig tog yderligere et skridt frem mod ham, tav Karl-Henrik og veg uvilkårligt tilbage. Skoletidens reaktionsmønstre sad på rygraden. Lause løftede højre hånd, hvori sad en eller anden genstand, svær at se i halvmørket. Karl-Henrik kunne kun gætte, hvad det var. Lause slog den mod hans hoved.
Karl-Henrik undveg og skred til handling, løftede donkraften og hamrede den så hårdt som muligt mod Lauses hoved.
Efter den dumpe lyd at dømme havde han åbenbart ramt korrekt, for Lause sank sammen uden en lyd, og Karl-Henrik så nu genstanden, som Lause tilsyneladende ville have brugt mod ham: en vaskeægte totenschlæger.
Vreden og raseriet greb ham, og han følte absolut ingen medlidenhed med den sjuft.
Han sparkede foragteligt flere gange til den bevidstløse mand. Han holdt inde, stærkt forpustet.
Det var klart selvforsvar! Politiet ville ikke være i tvivl, når de så det mordvåben, Lause havde taget med.
Det var bare uheldigt, at det skulle ske lige her bag butikkens parkeringsplads. Heldigvis kunne gadens sparsomme belysning eller julebelysningen ikke omfatte alt slet ikke her bag butikken.

Han slæbte den livløse krop hen mod skellet ind til naboen og lod ham ligge i græsset, så en del stak ud på fortovet. Før eller siden måtte nogen se ham, og så kunne de hjælpe ham. Han ville aldrig fortælle nogen, hvem han havde fået en på lampen af. Karl-Henrik vidste, at det ville Lause betragte som den største ydmygelse. Stadigvæk.
Karl-Henrik så på uret. Lige pludselig var tiden blevet knap.

Martin startede sin bil og rullede langsomt tilbage og nærmede sig butikken. I det samme kørte Karl-Henriks sorte BMW ud derfra, men ikke mod Engen og hjemmet. Han fortsatte modsat. Martin fløjtede sagte. Aha, så var der måske alligevel en chance for at nakke fyren. Hurtigt vendte han sin egen bil og kørte efter BMWen.

Lause vågnede og fandt sig selv rystende af kulde i græsset med en gevaldig hovedpine og blodet størknet ned over ansigtet. Så kom han i tanker om det, der var sket og bandede for sig selv. Karl-Henrik havde taget fusen på ham og reageret meget hurtigere end forventet.
Hvordan det kunne ske, var en gåde for Lause. Med mindre han var forberedt på at kunne blive overfaldet. Det ville ikke være usandsynligt. Han måtte trods alt have mange fjender.
Han tog sit lommetørklæde frem og tørrede sig og begyndte at stavre hjemad i mørket. Hvor længe havde han ligget der? Da han så på klokken, blev han overrasket. En halv time ? Han rystede af kulde og skuttede sig og mærkede disse jag gennem hovedet.

Mens han stod og drak vand, kom gamle dages stædighed op i ham. Karl-Henrik skulle fannerme ikke slippe så billigt. Han satte sig ud i bilen og kørte om på Engen. Karl-Henriks bil var borte.
Så kunne det jo være, at han var derude på gården.

Lause besluttede sig for at køre derud til sit barndomshjem.

Karl-Henrik kørte mod syd, og Martin spekulerede på, hvor han skulle hen sådan en mørk fredag aften ved 22-tiden så tæt ind under jul.
Han holdt god afstand og kunne hele tiden se Karl-Henriks røde baglys. Pludselig svingede han ind til venstre, og da Martin passerede, kunne han på de urolige baglys regne ud, at det var en grus- eller skovvej, Karl-Henrik var kørt ind på. Martin turde ikke standse, men fortsatte et par hundrede meter længere ned ad Kystvejen. Så kørte han ind til siden og steg ud. Igen mærkede han efter, at hans pistol lå klar i inderlommen på jakken, låste bilen og gik tilbage mod grusvejen.

Her drejede han ind og gik hurtigt videre. Det var ganske rigtigt en skovvej, stærkt humplet. Efter et par hundrede meter drejede vejen mod højre og foran ham lå en gård, hvorfra der strømmede lys ud fra den bygning, der lå bagved. Der holdt to biler på gårdspladsen, hvilket umuliggjorde hans planer, i hvert fald i første omgang. Han sneg sig nærmere og så skygger inde i laden. Han kendte ikke den anden bil.
Han stod bomstille tæt på hovedbygningen bag den store rustne og ubrugelige traktor med de to flade kæmpebagdæk. Så gik døren til laden op, og ud kom Karl-Henrik. Han skridtede over mod hovedbygningen og gik ind der, øjensynligt for at hente noget, for han kom straks ud igen bærende på et eller andet, som han tog med tilbage til laden.
Martin havde hånden inde under jakken, parat til at gribe pistolen. Var der andet og mere derinde end julelager?
Det var ideelt at skyde ham herude et tilsyneladende øde sted, forsvinde ubemærket og så at sige efterlade et lig uden forklaring.
Den anden person kunne ikke ses derinde, men svage stemmer blev opfanget.
Nu kom Karl-Henrik ud igen og stillede sig i døråbningen med lyset indefra, så man kun kunne se hans silhuet, han så op i luften, ventede han en helikopter? Bag ham stod hans makker, hvem det så end var. Det kunne også være Karl-Henrik, der stod indenfor. Det var svært at se, de var lige høje og brede, men stod begge i skyggen fra lyset derinde. De talte sammen, men det var umuligt at høre, hvad der blev sagt. På deres kropssprog kunne man i mørket gætte, at de var uenige om et eller andet. Pludselig vendte ham udenfor sig om mod den anden og pegede på ham, mens stemmen steg i styrke. Han lød vred. Så skubbede han den anden ind igen, og de forsvandt smækkende ladedøren i efter sig. Det gik stærkt, og det var ikke til at afgøre, hvem der skubbede og hvem, der blev skubbet.

Han greb pistolen i inderlommen og ventede. Han trak den frem, og da han tog ladegreb, opdagede han, at patronhylstret lå i bilen. Han bandede indvendigt. Han måtte tilbage og hente det.

Inde i laden var Troels næsten færdig, da Karl-Henrik kom ind.
-Når man kommer udefra, kan man altså godt lugte krudtstøvet herinde, mente han. Troels nikkede henne ved bordet. Han havde travlt.
-Vi afregner i morgen. Knækket der inde bag flaskerummet er et rigtig godt gemmested.
Han fortalte ham ikke, at han havde flyttet pengekassen med de mange rare sedler til et andet sted.
Bare for en sikkerheds skyld. Man vidste aldrig med Troels.
Karl-Henrik vidste dog, at Troels stolede 100% på ham og altid havde gjort det. 5 års erfaring var et godt grundlag for den slags. Denne verden tilhørte ikke naive mennesker.

Han så på sit armbåndsur og gjorde Karl-Henrik opmærksom på, at han skulle være hjemme allersenest midnat, gerne før, så der var afgang snart.
De var nu også ved at være færdige. De sidste kasser var pakket, og det hele skulle ud i bilerne og trailerne, hvor de kun med nød og næppe kunne være.
I morgen skulle de mødes for sidste gang, sidste gang i år, og så ville Karl-Henrik tage hans 2 millioner med.
De bekræftede hinanden i, at det var ideelt, stedet her. Næste år ville de leje det igen, det havde de allerede aftalt.
Men først var der lige den her lille, irriterende sag, der skulle ud af verden.
-Troels?
-Mn?
-Der er noget, vi to skal snakke om.
-Ja, kan du ikke bare snakke. Du får to minutter, skyndte han.
-Jo, men det kræver din fulde opmærksomhed. Gider du lige følge med udenfor?
Karl-Henrik gik forrest og stillede sig lige uden for døren og sugede begærligt den friske luft ind. Troels standsede lige bag ham, han virkede lettere utålmodig og kiggede flere gange på sit armbåndsur.
-Nå? spurgte han.
-Jeg hører, at du har solgt hash til min dreng, begyndte Karl-Henrik med en stemme, han søgte at beherske, så den lød rolig.
Han stod med ryggen til Troels og kunne derfor ikke se hans reaktion. Var det en fejl?
-Hash? Nej, det ved den søde grød jeg ikke har. Hvor i alverden har du det fra?
Karl-Henrik vendte sig om og pegede på Troels´ ansigt:
-Du har i alt fald solgt til nogle drenge fra hans klasse. For det er fra disse drenge, han har det.
-Det forstår jeg ikke en skid af.
Karl-Henrik hævede stemmen:
-Jeg kender dig og ved, at du ikke er dum. Når du siger, du ikke forstår noget, er det lig med, at du ikke vil sige det til mig.
-Jamen, hvis der bare var noget om det.
-Det er der. Jeg kan godt love dig, at for mig er det lig med dødsstraf at sælge narko til mine børn. Når du surfer, så…
-Så hva´?
Karl-Henrik vendte sig om og skubbede Troels vredt tilbage ind i laden.
Døren klappede i bag dem.
Han tog fat i Troels´ revers og rystede ham et par gange:
-Min søn skal ikke ende som narkoman, er du med? Er du med?
Han gentog, fordi Troels ikke rigtigt svarede ham.
Troels nikkede:
-Tag det dog roligt, din skøre skid. Jeg kender intet til salg af hash. Jeg ved ikke, hvor du har det fra.
-Det skal jeg sige dig. Jeg har det fra den ene af de tvillinger, du solgte det til. Jeg tog ham ind i forgårs. Han var i butikken, og jeg pressede en tilståelse ud af ham. Du ved, sådan noget har jeg ingen problemer med.

Troels var overrasket. Det var en slem streg i regningen, at Karl-Henrik havde fået det opsnuset. Så pustede han sig op og satte sit ansigt helt tæt op ad Karl-Henriks og hævede stemmen:
-Men det er fanneme løgn, at du ved det. Hvad du kan få ud af tilfældige drenge, giver jeg ikke en skid for!
Karl-Henrik stod lige så truende, og med et fór de på hinanden i en voldsom kamp. De tumlede rundt og stødte ind i borde og stole og bølgede frem og tilbage. Det lignede en mellemting mellem brydning og boksning. Karl-Henrik havde fået fat i nogle komponenter til landbrugsredskaber, der lå på gulvet, nogle jernrørs-bøjninger, og han søgte at slå Troels med dem. Troels afparerede, men blev ramt smerteligt på underarmen og vred jernrøret fra ham.
Med en sidste kraftanstrengelse hamrede han rasende alt, hvad han kunne, røret ind i Karl-Henriks forvredne ansigt.
Karl-Henrik faldt om på gulvet. Troels rejste sig, forvirret, forpustet og med kaotiske tanker, trak på skulderen og børstede støvet af sig. Så sprang han af sted, smed sig ind i bilen og drønede gennem gården via grusvejen ud på kystvejen og speedede op. Han skulle bare hjem, og det skulle være nu.
Skulle han nu til at fortryde, at han havde overladt pengene i Karl-Henriks varetægt? I morgen ville det nok falde på plads det hele. Men han skulle fanme ikke komme her. Troels fortrød bitterligt, at han ikke var holdt med de drenge før sommerferien, som han egentlig havde planlagt. Satan og helvede.
Han var lige ved at torpedere en mørklagt bil, der holdt i siden. Underligt sted.
Der var ikke fnug af tvivl om, at han ville have sin del af overskuddet fra fyrværkerisalget. Hvis Karl-Henrik troede, at han bare selv kunne beholde dem, tog han alvorligt fejl. Så kendte han ikke sin kompagnon gennem fem år.

Martin var gået tilbage til bilen og havde hurtigt fundet patronerne. Han fik dem sat på plads og skulle lige til at gå tilbage, da en bil startede dernede. Med høj fart drønede den ud mod kystvejen, drejede op på den og kørte forbi ham i vild fart.
Det var ikke Karl-Henriks BMW.

Så, nu kom en oplagt chance, Karl-Henrik måtte være alene nu.
Idet han gik ud på kystvejen, så han lygterne fra en bil nordfra. Han skyndte sig endnu engang bandende tilbage til sin bil og knælede ned foran den. Han håbede ikke, at han blev set. Heldigvis holdt han i dækning bag nogle høje fyrretræer tæt ved vejen.
Bilen tog farten af og drejede ned mod gården. Han så efter den, men nu var der kun de to røde baglys, og bilen forsvandt om på den anden side af gården.

Lause holdt foran laden, der var stærkt oplyst. Men da han åbnede bildøren, var der underligt stille derinde. Han listede hen til vinduet og kunne ikke umiddelbart se nogen i første hug.
En sagte velment ed undslap.
Vreden blev erstattet af ærgrelse over, at Karl-Henrik ikke var der, og han gik hen til døren og åbnede den. I første omgang blev han helt blændet af lyset indenfor, men lidt efter lidt orienterede han sig.
Overraskelsen over at se et uautoriseret fyrværkerilager live fik ham til at spærre øjnene op og glemme sit ærinde. Det var jo en ren fabrik. Der var ikke tvivl om produktionen. Kasse ved kasse med indhold af alt til en uforglemmelig nytårsaften. Raket ved raket, kanonslag ved kanonslag, krysantemum ved krysantemum. Værkstedsbordet med masser af remedier til at lave delene færdige. Det var det, Karl-Henrik havde gang i. Så kunne man formentlig nøjes med at melde ham til politiet?
Han gik et par skridt frem og så et par ben bag nogle kasser.
Hurtigt var han henne og opdagede Karl-Henrik ligge bevidstløs på gulvet med blod i hovedet.
Han tænkte sig om.

Martin vovede sig frem igen. I det samme lyste det op fra syd. Igen en bil på vej. Han bandede for sig selv. Ville det aldrig stoppe? Man kunne lige så godt køre hjem igen med den trafik eller også gå over og få det plafferi overstået. Ned bag bilen.

Den kørte langsomt forbi. Var han blevet set? Siddende her med en skarpladt pistol på hug ud for en nedlagt gård.
Det kunne være en tilfældig politivogn.
Det var ikke politiet.
Bilen kørte sindigt ned på grusvejen og op til gården.
Det var så den tredje, der aflagde gården besøg på dette tidspunkt.
For fanden. Var der generalforsamling i aften eller hvad?

En gammel mand steg ud. Han havde aldrig fået set, hvad uddeleren lavede på hans gård. Han var kørt forbi et par gange de sidste par uger og havde opdaget lyset derinde og tænkt, at det kunne være hyggeligt her op til jul at se alle uddelerens juleting. Men han ville på den anden side ikke forstyrre, selv om han var ejer og udlejer af gården.
I aften var hans nysgerrighed blevet for stor.
Lause havde spærret øjnene op, da han i formiddags havde fortalt ham om udlejningen.
-Er du klar over, far, at det er uddeleren fra MultiBrugsen, ham med bilen?
Det huskede han ikke lige og blev da også lidt forskrækket. Det hele blev jo ordnet i telefonen. Og checken var god nok.
Han stillede bilen. Det var i laden, der måtte være aktivitet, for det var der, lyset kom fra.
Han tændte sig en smøg og gik med sin stok langsomt hen til døren og tænkte på, at konen i gamle dage altid sendte ham over i laden, når han skulle ryge. Han åbnede døren.
45

Martins svovlende eder blev brat afbrudt af braget.
En ildsøjle med paddehattesky på 30-40 meter stod op i luften over gården. Eksplosionen var så voldsom, at Martin næsten mistede hørelsen og blev slynget ned i grøften af trykbølgerne. Der var flere brag lige efter. Da han rejste sig igen, brændte ikke alene laden derovre, men også hovedbygningen stod i lys lue.
Det brændte simpelthen som en gas- eller bombeeksplosion, så voldsomt så det ud.

Han havde da vist været umådelig heldig sådan tilfældigt at have forladt den gårdsplads.
Skulle man gå derover og risikere at blive genkendt med en pistol? Eller skulle man hurtigt køre sin vej og lade sårede mennesker i stikken?
Han tog et skridt frem og et tilbage, inden han skyndte sig at sætte sig ind i bilen, vende den og haste tilbage til Bøgsted Rende med sømmet i bund. Der ville ikke være levende mennesker inde i den lade, som ikke mere var lade, men et Sct. Hansbål ved juletid.

Uden for byskiltene fik han omsider hold på tankerne og holdt ind til siden. Han standsede motoren og lænede panden mod rattet. Så kiggede han ud af vinduet mod syd og så skæret mod den sorte decemberhimmel.
Der gik vel en fem minutter mere, inden de første udrykningskøretøjer larmede i det fjerne.
Han startede bilen igen og kørte langsomt hjem. Hænderne rystede på rattet.

Pistolen blev gemt væk, så snart Martin var nået hjem. Han stod lidt med den i hånden, inden han låste den ind igen. Tænk, så tæt var man altså på at blive morder. Så enkelt.
Ikke engang det lykkedes. Det ondeste af alt magtede han heller ikke. Spejlet i entreen viste et par opgivende øjne.

Man burde være glad og lettet, for det første var man ikke blevet morder alligevel, for det andet var ham, det skulle gå ud over, med al sandsynlighed død, sprængt til atomer. Hvad der så end var foregået der i den lade. De andre mænd, der kørte ud og ind, hvem var de, og hvilken rolle spillede de? Og hvorfor var laden sprunget i luften?

Næste morgen stod han tidligt op og gik over til bageren for at hente brød. Bagerkonen så ud, som havde hun en hemmelighed, der måtte og skulle ud:
-Har du hørt det om multiuddeleren?
Han lod som ingenting.
-Næh, hvad mener du?
-Hørte du ikke det enorme brag sent i går aftes? Det var en gård her uden for byen ned mod Vorupør, der sprang i luften. Og de fandt tre biler derude, den ene var Karl-Henrik Vesløs´, den anden tilhørte ejeren af gården, og den tredje din kollega fra skolen…
Martin stivnede. Kollega fra skolen?
-Man kan jo godt gætte på, hvad de har lavet derude.
Martin var gået i følelsesmæssig betalingsstandsning. Kollega?
-De har fabrikeret fyrværkeri. Allerede de første to kunder her til morgen vidste alt om den ting. De skulle have tjent rigtig godt. De var næsten færdige med det hele, da skidtet sprang i luften.
-Hvem?
-Ja, altså uddeleren og så ham skolelæreren, se!
Hun pegede på Thisted Morgenblads forside, hvor billederne af de brændende bygninger fyldte det meste. Teksten omtalte de mange fyrværkeridele, der lå spredt rundt omkring, der var et skarpt billede af en del af en raket.
-Det var jo hans fars gamle gård. Journalisterne har været hurtigt ude. De har gættet på, hvordan det er sket. De regner med, at en eller anden har glemt krudtstøvet… Der skal vel kun en uendelig lille gnist til?
Bagerdamen fortalte, så hun var helt rød i hovedet.
-De siger, at kroppene var sprængt i stumper og stykker, og den enes hoved blev oven i købet fundet for sig selv. Med to fingre i ørerne.
Her tændtes på bagerdamen et smil så bredt, at det næsten kunne nå fra det ene øre til det andet.
Endelig fik Martin afbrudt hendes talestrøm.
-Hvem er den kollega?
-Det er jo Lause Johansen.

Martin takkede af og forlod butikken. Han skulle egentlig hen i MultiBrugsen også, men nu havde han ikke lyst. Forvirring var et moderat ord for det kaos, der opstod.
Lause?!

Mobilen ringede.
-Hej Martin. Jeg var faktisk helt overbevist om, at jeg aldrig mere ville kontakte dig, men du har hørt det, ikke? Det om Karl-Henrik?
Hendes lækre stemme flød ind i øregangen på ham og lavede samme ravage som tidligere et af hendes bløde kys.
Åh, nu kunne det hele begynde igen, tænkte han. Godt han havde Vera.
-Jo, Britt, det er jo noget sørgeligt noget. Min kollega fra skolen, Lause, skulle også være omkommet.
Han undgik at kalde ham for ven.
-Det er jeg ked af at høre. Men det med Karl-Henrik er vel ikke så sørgeligt. Ved du godt, at han truede mig til at gå i seng med sig, ellers ville han gi´ en kopi af USB-stikket med os to til Jan Ole.
-Hvad gjorde du så?
-Jeg sagde, han var hjertelig velkommen til at overrække ham videoen. Vi kunne fejre det med en lille højtidelighed. Jan Ole er da ligeglad nu. Tror jeg. Han blev helt tavs, den gode Karl-Henrik. Siden har jeg ikke hørt fra ham.
-Men det har jeg. For så gik han til mig og ville ha´ mig til at overtale dig til at ledsage ham til Århus en lørdag efter nytår. Noget kursus. Ellers ville Jan Ole få USB-stikket.
-Skrækkeligt. Man tør næsten ikke tænke på, hvis han ikke var død. Er du meget ked af det med din kollega?
Martin undgik at svare direkte.
-Du sagde tror? Har.. har du fortalt Jan Ole om os?
-Nej da. Men sådan et lille sidespring tror jeg da godt, han kunne acceptere. Især når jeg forklarer ham, at jeg bare havde dig for sjovs skyld.
For sjovs skyld? Man var altså degraderet til at være legekammerat. En batteridreven dildo, der kunne tale og drikke rødvin. Protese-elsker. Det var sgu det, man var. Lige så kunstig for hende som hendes venstre hånd. Det var godt, hun sagde det sådan. Det skyllede ind over. Friheden. Den der sult i maven over hende var der ikke længere. Savnet var borte. Voila! Hun havde simpelthen sagt det trylleord, der skulle til.

Han kunne ikke lade være med at køre ud til gården igen i et humør, der på en og samme tid var i top og bund. En dildo med kørekort. Ha. Hvad fanden bildte hun sig ind? Forkælet overklassefrue. Gad vide, om der var andet, der var kunstigt på hende. Dilettantskuespillerinde med ægte tårer billigt til salg. Men ikke her. Ikke flere præstedamer her. Religion var noget stærkt opreklameret noget.
Tårerne pressede sig på, men han ville ikke tillade dem at komme frem. Ydmygelsen fra hende var total. Kaos, kaos, kaos.

Der var stadig en masse røg fra sodsværtede ruiner. Den gamle lade bagved var totalt udbrændt, og der lå en bunke mere eller mindre brændte sodsværtede brædder plus en masse raketdele, konfetti, dele til forskellige krysantemumbomber samt en masse uoverskueligt affald fra fyrværkerifabrikationen; det var det, der var tilbage.
Gården foran laden var delvist nedbrændt, her stod murstensskelettet nogenlunde tilbage, mens alt træet var sort og udbrændt.
Der var lange køer af holdende biler med nysgerrige.
Brandfolk og politi vadede rundt og søgte at få styr på årsagerne. Den ene betjent fik øje på Katrine, der stod så underligt hjælpeløs.
Han kom hen til hende:
-Katrine Vesløs?
-Ja, jeg må bedrøve dig med, at der er fundet tre dræbte på stedet, og at den ene uden tvivl er din mand, men identifikationen vil tage nogen tid. Selv om det er deres biler, skal der naturligvis ske en obduktion af det, der er tilbage af ligene. Så jeg kan faktisk stadig ikke med sikkerhed konstatere, hvem de døde er.
-Men det er garanteret din mand, Katrine, repeterede han lidt unødvendigt.
Hun gentog tonløst, hvad hun tidligere på natten havde forklaret en anden politimand.
-Jeg ved, at Karl-Henrik havde lejet denne gård for at gøre noget mere ud af julesalget, og jeg tænkte, nå ja, han har hjemtaget noget mere fyrværkeri og andre relevante varer, og da vi har for lidt plads i forvejen, er det her jo et fremragende sted at have som fjernlager. Jeg har da indimellem undret mig lidt over, hvad han lavede herude så ofte. Det var jo næsten hver weekend, at han arbejdede her, fra fredag til søndag…
Betjenten skrev ned og bad om hendes mobilnummer.
-Så snart vi er helt sikre, vil vi kontakte dig for nærmere.
Martin omfavnede og trøstede hende, så godt han kunne, men følte selv falskheden. Han kunne have været årsagen til hendes sorg.

Martin overbragte den glade og sørgelige nyhed til Vera over mobilen.
-Ja, sagde han. Det er jo skrækkeligt, en tragedie. Men der er uden tvivl scoret en anselig økonomisk gevinst. Altså med den der fyrværkerifabrik.
-Han var ikke en type, jeg brød mig om, sådan som du har fortalt. Hans måde at reagere på ved flere forskellige lejligheder, var helt ude i hampen. Han var underligt aggressiv. Men det er da synd for hans kone og børn. Og jeg er meget ked af det med Lause. Det var vel en god kollega for dig og nærmest en ven.
-Ja, det forstår jeg godt. Der er allerede rygter om, at Karl-Henriks kone er ganske godt tilfreds, for hun arver jo det hele, både MultiBrugsen og huset, og samtidig stod de vist foran en skilsmisse.
Hun gav ham moderens mobilnummer, da strømmen til hendes egen var ved at slippe op.
Den døde da også pludselig. Han tastede svigermors nummer.
-Har han tjent meget på fyrværkeri, siger du?
-Foreløbig er det lidt usikkert, hvor stor fortjenesten er. Det er vist alt for tidligt at sige noget om endnu.
Hils dine forældre.

I kirken var der stopfyldt. Martin var der også. Først ville han ikke, men efter nogen tøven tog han med. Begravelsen af tre mennesker på én gang havde tiltrukket et væld af kunder, leverandører, almindeligt nysgerrige, journalister og andre forretningsforbindelser, kolleger fra skoleverdenen, der alle kom forbi for at sige farvel. Det måtte være hårdt for Katrine at stå der og trykke så mange mennesker i hånden. Hun var klædt i sort og udstrålede stor sorg. Tilmed havde der været indbrud i MultiBrugsen natten før, men tilsyneladende var der intet stjålet. Underligt nok var alarmen ikke gået i gang. Så oven i sorg og krise skulle hun også tage sig af den slags.
Onde tunger ville vide, at hun allerede havde fundet en kæreste, men sådan var det nok med onde tunger. De var overalt. Det var også de onde tunger, der havde udbredt rygtet om Martins fornemmelse for bistandsklienten Hylde-Per.

Præsten talte over de tre kister og fortalte først om Karl-Henrik Vesløs´ utrættelige energi med at få MultiBrugsen udvidet og kundevenligt indrettet. Han omtalte ham som en driftig mand, der kunne se en forretning i næsten hvad som helst, der kunne give penge. Jan Ole lagde sandelig ikke fingrene imellem. Der var ikke nogen, bortset fra Karl-Henriks forældre, der var uenig med ham, men sådan ligefrem at sige det under begravelsen, det var næsten for meget.

Brorsen nævnte, at et overvågningsanlæg i butikken havde bremset stort set alle tyverier og var et godt eksempel på, at Karl-Henrik Vesløs havde antennerne fremme og kunne lodde fremtidens behov på nutidens alter.
Der var pæne ord til Lause og hans far, og de fik næsten mere omtale end Karl-Henrik.
På en af de forreste rækker sad Britt, og han kunne hele tiden følge hendes lange lyse hår og blev slået af, at han registrerede hende som enhver anden kirkegænger. Han var lidt forbavset over, at hun overværede begravelsen.
Martin syntes, han havde ændret sig på det seneste. Han tænkte meget på Lause. Han måtte tage dagen og vejen, som den kom.

Måske var lettelsen over, at han alligevel ikke blev morder så stor, at han ikke kunne reagere anderledes.
Det var kompliceret.

Efter aftensmaden et par uger efter begravelsen satte Vera i opvaskemaskinen, mens Martin ryddede op. Han kiggede på hende og sagde hemmelighedsfuldt:
-Jeg har noget, jeg skal fortælle dig.
Lidt efter mødtes de i stuen, og Martin tændte fjernsynet, som de plejede. Hun var i praksis flyttet ind, dog uden møbler eller andet grej. De var enige om at indlede en bosammen-periode, hvor de kunne bekræfte hinanden i, at det var fremtiden. Martin var begejstret, og Britt optrådte så at sige aldrig mere i hans bevidsthed.
Vera tog fjernbetjeningen og slukkede igen.
-Martin, der er også noget, jeg må tale med dig om.
-Ja så, her og nu? Ja, men så må jeg jo hellere fortælle mit. Jeg har nemlig pludselig uden varsel fået at vide, at jeg igen kan begynde på skolen! Den person, der skulle have haft min stilling, har sagt fra. Så nu ved jeg ikke, om jeg skal være glad og taknemmelig eller ked af, at jeg er kommet med på afbud.
-Jeg synes, det er dejligt, at du har fået din stilling igen, skat.
-Og ved du hvad? Så vil jeg indføre de der mobiler i undervisningen. Diktat på mobil. Det bliver sgu et hit. Inspektøren er svækket lige nu, så jeg gør det sgu. Små stile. Og det hele SMS´es rundt, så alle føler, de er med. Det vil de blive vilde med. Hold kæft, jeg får en klasse, du!
Han begyndte allerede at fumle med sin mobil og kom så i tanker om noget.
-Hvad var det, du havde?
-Nå, det var egentlig ingenting. Din nyhed overskygger så meget andet.

Martin lå godt og tæt ind til Vera.
De havde slukket lyset i soveværelset.
-Jeg kunne næsten ikke klare det mere. Det hele væltede for mig. Jeg kunne ikke se dig i øjnene, og jeg følte mig ussel og ikke noget værd. Karl-Henrik var sjovt nok den, der trods alt holdt mig oppe!
Munden gik.
Vera kyssede ham:
-Jeg synes, det er godt, at du har fået dit job igen. Den grimme mand er borte, og det var garanteret ham, der havde indflydelse til at få dig fyret.
-Naajj, det er jeg nu ikke så sikker på. Jeg tror, jeg klarede det så udmærket selv.
Han lå lidt. Dybe åndedrag fra Vera fik ham til at lukke øjnene.
49

Et par eftermiddage senere ringede det på døren, og Martin lukkede op. Udenfor stod en sød, ung dame. Martin kunne ikke genkende hende lige med det samme.
-Katrine, hjalp hun ham. Han syntes nok, han havde set hende før. Var det en helt anden frisure og anderledes elegant outfit? Mere frisk og fuld af smut i øjnene end til begravelsen. Hun så fremmed ud. Da var hun selvfølgelig også i sort med slør ned over ansigtet og sammensunken og modfalden.
-Kom dog indenfor! Sagde han til den kvinde, hvis mand han havde planlagt at dræbe.
-Vil du have en kop kaffe? Jeg skal alligevel ha´ selv.
Hun nikkede ja tak og satte sig inde i stuen.
Et øjeblik efter kom han med to krus.
-Hvordan går det?
-Jo, sådan. Hun så ned til siden.
-Det er hårdt at miste den, man holder af, mente Martin.
-Det er nu også hårdt, selv om man ikke holder af.
Martin blev forbløffet på skrømt. Så talte rygterne sandt.
-Hvad mener du?
-Vi havde planer før jul om at gå fra hinanden. Der var bare så meget, og til sidst var det blot et spørgsmål om, hvornår vi skulle skilles.
Martin sad og ventede på hendes egentlige ærinde.
-Jeg har sat mit hus til salg. Men jeg kom faktisk for at spørge dig, om vi kunne lave en byttehandel, så du overtog huset på Engen, og jeg og mine børn fik det lille hus her. Jeg kan ikke holde ud at bo der, og selv om det ligger godt med udsigt over havet, så kunne vi alle tre godt tænke os det lille, skønne hus her, som ligger meget mere centralt. Vi har ledt med lys og lygte, men der er intet hus til salg i øjeblikket her i Bøgsted. Og så synes jeg, at du har gjort meget godt for mig her på det sidste. Lause talte pænt om dig. Karl-Henrik mindre pænt. Så du må være en god fyr. Ja, du ser da også sådan ud.

Hun smilede med dejlige, varme øjne.
Martin smilede tilbage og var igen overrasket. Hun var sød, og det var sådan noget, man godt kunne li at høre. Især at Lause trods alt havde talt pænt om ham. Det gav lidt fred i sindet.
-Men hvordan med det økonomiske?
-Jeg skal ikke ha´ mere end det, vi selv gav for det. Karl-Henrik efterlod mig en stor livsforsikring plus MultiBrugsen, som jeg vil til at drive. Jeg har jo i mange år været bogholder dernede og kender lidt til omsætning og flow og salgsparametre og så videre. Så den vil jeg overtage, og det er sådan set allerede sket.
-Javel, ja, så er den nok i gode hænder. Så skal man nok til at handle der igen.
-Jeg ved godt, at Karl-Henrik ikke var lige vellidt alle steder. Hans forretningsmetoder var da vist problematiske. I værste fald på kanten af det ulovlige. Nå ja, fyrværkerifabrikken var da under alle omstændigheder ulovlig.
Martin forklarede med smut i øjnene, at det ville passe ham særdeles godt.
-Landet ligger sådan, at Vera og jeg kunne tænke os et lidt større hus. Vi har netop snakket om, at dette hus er charmerende. Men der er blandt andet for få værelser. Vera ønsker kontor, rum og jeg mere lagerplads til mine forskellige interesser. Hvis husene i øvrigt er i orden, synes jeg da, det er i orden, at vi handler med det samme beløb, som de blev købt for?

Katrine nikkede.
-Det ville bare være så fint.
-For os at se ville det måske ikke være så tosset med det hus på Engen. Kan vi få lov at se det?

Dagen efter kørte Martin og Vera om på Engen og hen til Katrines hus. Bag huset var der godt med træer, så vejen mere eller mindre var skjult.
Foran bredte de store klitter sig lige ned til havet.
Huset var stort!
Hun hilste på dem og bød dem indenfor.

Efter rundvisningen satte de sig sammen og aftalte de nærmere detaljer med den tilkaldte mægler. Det var den samme mægler, som i sin tid solgte ham fiskerhuset.
Martin var begejstret over udsigten, den over Vesterhavet, og oppe i soveværelset tog han om Vera, mens Katrine så på, og pegede ud over havet:
-Se, hvilken morgenstund – vi kan have med den udsigt! Og om aftenen kan vi bogstavelig talt ligge her og elske solen ned!
Det sidste blev kun hvisket. Man vidste jo godt, hvad der hørte sig til.
Katrine smilede lidt blegt. Hun lignede en, der var misundelig. Hvis hun havde hørt det.

Betinget af et håndværkerbesøg belært af tidligere forlod de huset med en god aftale i lommen samt mæglerens øjne på Veras velfyldte bluse. Han var formentlig træt af at kigge på firkantede mursten dagen igennem.
Selv om Martin havde haft håndværker med inden købet af det første hus, var det åbenbart alligevel ikke nok. Han havde opdaget adskillige fejl: I varmeanlægget med noget fuskarbejde, en ubrugelig bruser, knirkende gulve, manglende isolering i stuegulvet, lugtende toiletter med manglende udluftningsrør. Ja, der havde været mere, end Martin havde forventet af et godt næsten nyt Thy-hus.
Nu skulle det næste håndværkerbesøg være mere grundigt og gå dybere ned i detaljer.
Tilstandsrapporten kunne de ikke regne med, det var der nu ingen thyboere, der gjorde.
Så gik der to uger i spænding, inden den store dag oprandt, en lørdag.
Martin havde lavet en flytteplan for begge familier, og den fungerede. Det var guf at lave den slags logistikudregninger. Den samme lastvogn kunne effektuere alle flytninger. Flere aftener havde Vera måttet høre på, hvordan de skulle flytte. Det var dejligt at kunne kalde sig for en familie, og Vera havde ikke haft spor imod det.

I skøn harmoni lykkedes det at få de sidste ting på plads i det vældige hus inden aftensmad.
Da de næsten var færdig med det allersidste læs, stod Hylde-Per og Luske-Kaj på vejen og vinkede.
-Vi ville lige se dit nye hus, forklarede Per.
Martin nikkede til ham. Så var han da i det mindste ikke sur længere. Han asede videre. De kunne måske være kommet lidt før og have givet en hånd med?
-Er der noget, vi kan hjælpe til med? Spurgte Hylde med begge hænder i lommen.
-Nej, vi er snart færdige, og du ved – ryggen, råbte Martin på vej ind i huset med en stol.

Martin sømmede og skruede og hængte malerier op og ordnede alle de andre ting, der skulle ordnes i det store hus. Flere af rummene ville de male først, og nogle af vinduerne skulle allerede skiftes.
Soveværelset var noget af det første, han fik færdigt. Vera gik nedenunder og lavede aftensmad, og Martin kaldte på hende.
Hun kom op med forklæde om livet, nynnende og så glad ud.
-Nå, nu har jeg lavet det sådan, som du ønskede. Hvad siger du så?
-Det er så flot.
Hun kyssede ham, og han væltede hende omkuld på sengen.
-Nej, Martin, maden er klar.
De sloges i dynerne som to teenagebørn, grinede og pjattede med pjusket hår og hede kinder.
Sammen satte de sig omsider til bordet.

Turen var kommet til de mindre rum, og Martin gik alene og malede på sin fridag et par uger senere.
Han havde opdaget en firkantet klap bag tapetet ind til skunken i det ene rum, og den gjorde ham nysgerrig. For hvorfor skjule den klap så klodset? Han hentede værktøj for at finde ud af, hvad den skulle gøre godt for. Irriterende, for den var sømmet fast, og dermed påkaldte den sig i høj grad hans nysgerrighed.
Det lykkedes ham nogenlunde let at få klappen af ind til skunken. Han skulle lige til at sætte den på igen, da han så skyggen af et eller andet på gulvet lige indenfor.
Det var en ret stor, gammel pengekasse. Han fik den forsigtigt ud og rystede den, og den var tung, ingen møntlyd eller raslen bortset fra en enkelt genstand.
Den var låst. Han prøvede med en skruetrækker at få låget op, men det gik ikke.
Så gik han ned på det lille værksted ved siden af dobbeltgaragen. Nu var hans nysgerrighed så stor, at han ville se, hvad der var i den kasse.
Han skruede den fast i skruestikken, tog en vinkelsliber og på få sekunder havde den gjort det, hans skruetrækker ikke formåede.
Det væltede op og ud med pengesedler, nogle omvundet med elastikker. Sedler i massevis. Til sidst faldt der et lille rødt USB-stik ud.
Martin ville ikke gi´ meget for at gætte på, hvad der kunne være på det USB-stik og stak det i lommen. Han gav sig til i en sand rus at tælle de mange penge. 20 bundter tusindkronesedler og andre to millioner i varierende seddelværdier. Da han var færdig, måtte han sætte sig ned på en skammel. Han så ud af ruden.
Så talte han dem alle igen og nåede det samme resultat. 4 millioner!! Karl-Henriks venlige hilsen til ham, ironisk nok. Tak, Karl-Henrik. Det er næsten alt for meget.

Fire millioner kroner var der samlet her. Karl-Henriks fyrværkeripenge, overskuddet, som han ikke længere havde nogen glæde af.
Martin blev hed om ørerne ved at tænke på de mange penge. Tungen lige i munden. Hvad ville der ske, hvis Vera vidste det her? Hun ville som sønderjyde uden tvivl foreslå at aflevere det hele til politiet, hvilket var stik imod, hvad enhver fornuftig thybo kunne foreslå. Så blev de bare sendt til København, hvor der kunne opføres en ny bygning. De manglede nok stadig nogle prestigebygninger.

Foreløbig låste han dem inde i soveværelsets store skab. Først måtte han ligefrem ind i køkkenet og hente nogle bæreposer til at transportere de mange tusser i. Masser af pengesedler i hver af fire poser. Han opdagede den særlige millionærglæde, at der var plads til flere sedler i den enkelte pose, hvis de lå løse uden at være bundtet med elastik.
De ville kigge lidt, hvis han gik ind til Toyota, pegede på den største Avensis i forretningen og sagde: Jeg ta´r den med mig med det samme. Her er betalingen. Og så talte det nødvendige antal tusindkronesedler langsomt og omhyggeligt op. Han ville samtidig glæde sig over sælgerens mundlamme reaktion.
Eller med hatten ned i panden gå ind i banken, kiggende sig til begge sider og så skubbe poserne med indhold over skranken til assistenten og hviske: Hurtigt. Jeg vil sætte penge ind.

Beslutningen kunne næsten ikke være anderledes.
-Efter maden har jeg noget, jeg skal vise dig. Vi har voldsomt meget, vi skal have taget stilling til.
Hun blinkede til ham og havde smut i øjnene og nikkede.
Men hun blev overrasket.
Han satte fire fyldte plastikposer penge foran hende og en skotøjsæske.
Hendes øjne blev større end møllehjul. Hun satte hænderne op foran munden:
-Ja, men Martin. Hvor har du dog dem fra?
-Pistolen er fra min far, den fandt jeg for en del år tilbage. Den kan faktisk skyde rigtigt. Men pengene er fra skunken her i Karl-Henriks gamle hus. Det er overskuddet fra fyrværkerisalget. Prøv at tælle dem.
Vera tog nogle af sedlerne op og så på dem.
-Så mange penge har jeg da aldrig set før samlet på et sted.
-Nej, og nu har jeg lagt de fire-millioner-og-et problem frem for dig. Fire millioner kroner og en pistol.
-Hvad gør vi?
-Vi snakker om det et par dage, og så handler vi. Jeg er mest stemt for at losse det hele ned i en stor sæk med en tung sten og smide den i havet.
-Hvad?
-Ha, det var min spøg. Kom, indtil videre stuver vi dem ind i skabet i soveværelset. Men kun nogle få dage. Det er alt for mange penge at have liggende. Tænk, hvis huset brændte. Så nytter det vist ikke at komme til forsikringsselskabet med et krav om at få godtgjort vores lille sparebøsse…
Eftersom de med al sandsynlighed stammede fra fyrværkerisalget, var der ingen, der savnede dem. Alle 4 millioner skulle i hvert fald som minimum gives til velgørende formål. Hvad skal vi også selv med så mange penge, indførte han. Hun var uenig, kunne han godt mærke. Det fik være. Det måtte de finde ud af. Foreløbig overtalte hun ham til at udsætte beslutningen.

Martin stod ude på verandaen lænet op ad rækværket og nød den friske luft et øjeblik.
Det var i dag, han ville handle. Han havde lejet en bankboks i Thisteds største bank. Allerede i dag skulle de deponeres. Hvad der så skulle ske med dem bagefter, var uvist.
Men pistolen skulle væk. Han havde lejet en lille motorjolle af surferbutikken nede ved havnen, men kun denne dag, og det var hans hensigt at sejle langt ud og droppe den i havet.

For et par timer siden var hun taget af sted med metro og tog for at besøge sine forældre i Haderslev. Han havde kørt hende ned på stationen og sagt ømt farvel, selv om det kun gjaldt weekenden. Hun så lille ud, da hun stod der i metroen og vinkede til ham. Hvorfor så hun lille ud? For ham var hun større.
Han slæbte de fire plastikposer ud i bagagerummet og kunne pludselig ikke finde pistolen, hvilket var højst mærkværdigt. Den skulle ligge i skotøjsæsken, der stod i bunden af skabet i soveværelset. Alt blev endevendt, sko og andet blev flået ud, men den var og blev borte. Ja, men det var jo ikke længere siden end i forgårs, den sidst var taget frem og efterset, så det var klart, at alt skulle være i orden.
Det gav så andre problemer. Han kløede sig lidt i nakken, for det var vigtigt for ham, at den pistol forsvandt, men ikke på denne måde. Var det i forgårs, han sidst havde set den? Kunne han have lagt den et helt andet sted? Han havde tidligere overvejet at gemme æsken i det aflåste stålskab på lærerværelset.

Han faldt i staver ved køkkenbordet. En pludselig opstået uhyggelig følelse af at skulle miste Vera ramte ham.
Efter toiletbesøg slukkede og lukkede han efter sig; den kuldegysende stemning fra før havde løsnet sig, da han med et skuldertræk gik ud til bilen.

Det tappede på sidevinduet, lige da han havde fået sikkerhedsselen ordnet. En mand stod og viftede med en pistol, der grangiveligt lignede hans. Hvor i alverden kom han fra og…?
-Luk op.
Der var ikke mange andre valgmuligheder.
Martin steg ud af bilen. Var det hans pistol? Manden havde et stort tørklæde foran ansigtet.
Lettere rystet gik han forrest ind i huset igen, mens manden fulgte efter.
-Ind, viftede manden med pistolen. I entreen undersøgte han kort Martins lommer og tog hans mobil og lagde den på hylden under spejlet.

Han dirigerede Martin foran sig ind i stuen.
-Læg dig her på gulvet på maven, kommanderede han. Han tog en kort stålwire, låste den om Martins ene ankel og videre om radiatoren.
Så skubbede han bord og stol så langt væk, at Martin reelt intet kunne nå. Der var noget ved den stemme.
-Rejs dig op.
Martins øjne var vokset imens. Hjernen arbejdede på højtryk for at opdatere den person, hvis sønderjyske dialekt han godt kunne opfatte.
-Jeg må sige, at…
-Ja, du husker mig, tror jeg.
Han fjernede tørklædet fra ansigtet og smed det på bordet.
Martin sagde intet, mens den interne harddisk lynhurtigt samlede informationer. Troels Bossen. Hans plageånd fra 5. klasse og fra mili. Haderslev Kaserne. Soldaterballet. Bossen. Hvordan fanden…
Blodet løb fra ansigtet, der stivnede og blev udtryksløst. Han følte, at huden blev overtrukket med hurtigtstørknende mørtel.
-Ja, nu er du lidt på den. Grunden til, at vi to mødes igen, ligger i 4 plastikposer ude i min bil. Det er mine millioner, Martin.
-?
-Jeg har fulgt dig lige siden det store brag. Det har rigeligt været 4 millioner værd. Såmænd. Ydermere har jeg fået fat i din pistol. Den er i skudklar tilstand, hvilket afslører for enhver idiot, hvad du har gang i.
-Fået fat i? Uvidenheden stod ud i stuen.
-Nej, der er mange spørgsmål nu, hvad?
-Jeg har ikke været ude efter at tilegne mig pengene! De skulle…

Troels trådte et skridt frem og slog ham i ansigtet med skæftet.
Martin værgede for sig og tog hånden op til panden. Samtidig registrerede han forbavset ingen angst. Hvor blev den af? Var det, fordi han ikke ville være bange?

-Hold din kæft med den historie. Du fandt ud af vor lille hemmelighed og ville mele din egen kage om nødvendigt ved at skyde os. Sådan var du fanme også dengang. Dig glemmer jeg aldrig nogensinde!
Man gjorde nok bedst i at tie. Der løb en smule blod ned over ansigtet. Der herskede kaotiske tilstande i storhjernen, og frem for alt var savnet af Vera lige her og nu ret påtrængende. Følelsen af at være alene og hjælpeløs kunne stoppe den logiske tænkning.
-Se så, og inden jeg kører, skal vi lige have os en lille snak, hr. Martin Poulsen.
5. klasse, Brundlundskolen, Aabenraa, Martin valgte den hånlige attitude:
-Der er ikke meget nyt under solen med dig, hvad?
Angsten havde ikke fået fat. Eller også kunne det hele være lige meget. Skyd mig bare. I et lynhurtigt splitsekund følte man en sær glæde over at have valgt ikke at være bange for noget. Det var hans eget valg.
-Din lille irriterende skid, der også dengang trængte til nogen på frakken.
Troels løftede hånden, som truede han med et nyt slag.

Martins hukommelse stod krystalklar. Troels, bossen, som hed det, han var.
Hans øjne virkede fjerne. De levede i deres egen tid.
Martin forsøgte febrilsk at få styr på kaos, men herudaf voksede langsomt synet af sig selv trængt op ad en mur, hvorfra det kun kunne gå fremad.

-I morgen skal du få specialbehandling!
Som om den almindelige behandling ikke havde været grov nok.
Troels Bossen og hans kumpaner gjorde tilværelsen i 5. klasse til et helvede. I begyndelsen gik det godt nok. Men han tilranede sig magt, og den ellers udmærkede klasse forvandlede sig til helvede på jorden. For nogle. Og hvorfor skulle det mest gå ud over Martin?

-Nu skal der klippes!

Han fandt på et utal af lede ting.

-Ved du hvad? Jeg giver dig sgu en klipning som dengang.
Var han tankelæser? Troels tog saksen fra bordet og begyndte at klippe i luften. Drillende, som dengang.
Men i Martin var vokset noget andet frem. Noget, han ikke havde dengang.
Selv om han ikke turde røre sig for meget, var han faktisk ikke bange for Troels. Som han var dengang.

-Se så! Er han ikke flot, den lille tasketisser?
-Hvis jeg klipper dig, bliver det kun i den ene side. Så er det kun halvt så slemt. Husker du?
Martin huskede bedst den bemærkning, der gjorde mest ondt:

-Løb hjem og få hjælp af din moooorrrr…
Det var i de dage, hans forældre blev skilt, og en dag i dansktimen havde læreren spurgt ham, om hans forældre kom til konsultationen, og han havde svaret nej og var blevet meget ked af det. Det havde Troels set øjeblikkeligt.
-Du organiserede forfølgelsen af mig og Theo fra parallelklassen.
Martin prøvede at tale ganske naturligt, som om de sad over en øl og mindedes de gode, gamle dage i skolen.
-Jeg er ligeglad, hvad du husker. Du har prøvet at tilrane dig 4 millioner, der ikke var dine. Dermed er du stadig lige så irriterende som dengang.
-Der er meget, du kan sige med en pistol i hånden, hvad?
Martin ville ikke helt lade ham slippe. De stod begge, Martin havde trukket sig ind mod væggen over radiatoren, Troels lænende sig ind mod skrivebordet.

Den ene anklage efter den anden væltede frem i tankerne, som han sad der halvt hængende op ad væggen. Der flød stadig blod fra hans ansigt. Han overvejede. Hvad var Troels ude på?
Harmen sad i ham. Han kunne mærke en modstand og en vrede i sig, som var fremmed.
Tænke sig, at han dengang skulle møde bossen igen på kasernen, da han sprang soldat, som om en eller anden havde udvalgt ham, Martin Poulsen, til at være én, der skulle forfølges livet igennem.
Minsandten om ikke bossen var fortsat der. Fik et par af de andre med sig og søgte at gøre livet så surt som muligt for ham. Toppen var at lægge an på Vera under ballet.
-Nu tager jeg af sted. Du kan nok klare dig, indtil nogen kommer forbi og finder dig. Jeg gætter på, at du ikke er meget interesseret i at forfølge mig. Jeg har din pistol, husk det. Desuden lå der boner i pistolæsken, der viser, at du har købt både det ene og det andet til pistolen og en enkelt kvittering med dit navn for noget elektronik, ligesom der vil være masser af fingeraftryk på dem.
Troels tog den ene handske af, fumlede det hele op af lommen og knaldede dem med knyttet hånd ned på skrivebordet. Som om han spillede kort og bankede trumferne ud. Der var mange.
-Se, så du ved, at jeg taler sandt. Han trak sin handske på igen.
Martin bandede indvendigt. Hvor dum kunne man være?

-Og så er der jo pistolen. Som du ser, har jeg handsker på, det er koldt, og så sætter jeg nødigt mine fingeraftryk oven i dine. Mon ikke vi to har en passende aftale: Du holder dig fra mig, mister en pistol og 4 millioner, til gengæld kommer du ikke i fedtefadet for samme, og jeg har behandlet dig 100 gange bedre, end du fortjener.
Han så næsten kærligt på pistolen, løftede den langsomt og sigtede på Martin, hvorefter han drejede rundt og strakte hånden ned mod bon´erne.

Uden varsel ramte tankerne en kold vinterdag dengang i 5. klasse ham. Bossen var efter ham med sine kumpaner som så ofte før. Fangede ham og vaskede ham så meget i sneen, at han til sidst var ved at blive kvalt.
Bossen, der var anfører for mafiaen, havde bare vendt sig om og grinende forladt ham, der var ophovnet af gråd og blodige ridser og sår i ansigtet. Han var vaklet hjem, udmattet og frysende.

-Hvorfor skulle du altid lade det gå ud over mig?
Martin hørte sig selv være en lille dreng i 5. klasse. Men noget andet var i anmarch.
Troels tog et skridt tilbage i stuen og så forbavset på ham:
-Over dig?
-Ja, jeg forstår ikke, hvorfor din ondskab skulle gå ud over mig.
Troels stod stille et øjeblik. Så fortsatte han:
-Du ved slet ikke det med din far, gør du?
Flere spørgsmål. Martin rystede på hovedet og rejste sig møjsommeligt op.
Troels fortsatte:
-Din far havde et forhold til min mor. Vidste du ikke det?
Himlen åbnede sig. Var der mere? Martins hjerne var standset. Det var skidt før, nu fungerede den da slet ikke mere.
-Din far havde min mor som elskerinde, hører du? Han udnyttede hende og kasserede hende, da han fandt en anden. Hvorfor fanden tror du, dine forældre blev skilt?
Tomrummet søgte at give en forklaring, den, han altid havde fået af sin mor. De var vokset hver til sit, og det var det. Punktum.
-Men dermed ødelagde din far også mine forældres ægteskab. De levede nogle år som hund og kat eller gris og løve eller hva´ fanden. Jeg hadede dig. Du lignede din far, altid så brovtende.
Nå, hans far havde også været glad for Troels´ mor. Og for en del andre damer.

Engang var moderen blevet så vred på ham efter en afsløring, at han havde fået en usædvanlig madpakke med på arbejdet. Foran kolleger pakkede han den op, som han plejede, men det var et noget ensformigt pålæg på brødet. Udelukkende ølkapsler.
En anden gang var en motorcyklist standset uden for hjemmet. En noget stor person med brede skuldre havde spurgt efter faderen. Han var -godt for ham- heldigvis på arbejde, men moderen overvejede da at give ham adressen. Motorcyklisten havde et regnskab at gøre op. Det regnskab havde noget med hans kone at gøre.

-Din lille skid. Du var så forbandet irriterende. Lille gnom, der troede, han kunne spille fodbold og være sej, og hvis far gik og ødelagde andres familie.
Det var ikke helt ved siden af. Troels var højere og stærkere, mens Martin stadig var en bette lort, dog noget mere bredskuldret end dengang. Spillede også bedre fodbold end Troels, der var klumpedumpe på banen, men i kraft af sin status altid blev valgt som en af de første.
-Det forklarer da ikke, hvorfor du som en anden mafiaboss skulle få dem til at forfølge mig. Hvad har jeg med den sag at gøre? Nu har du ikke dem, men din pistol. Det er der sgu ikke meget heltemodigt over. Og du fortsatte på kasernen, hvad?

Troels´ mund blev bred.
-Jeg kører nu og gider i øvrigt ikke at høre på dit præk. Men jeg synes, du skal vide, at jeg altid har foragtet dig. Du er ikke værd at samle på. Nøjagtig som din far.
Idet han vendte sig, fór Martin ud fra væggen, så wiren stod stramt ud og slog så hårdt han kunne efter ham og ramte ham skråt ned over nakken.
Troels tog et meget hurtigt skridt væk fra Martins rækkevidde. Han lagde hånden på nakken og stirrede forbavset på Martin.
-Slår du? Er du rigtig klog? Jeg kunne jo skyde dig?
-Det tør du ikke. Du var dengang en boss, der ville bestemme det hele og lavede drengebander. Nu er du bare en kriminel. Åbenbart.
Martin glemte helt, at han selv næsten var blevet morder for ikke så længe siden.
-Du tør jo ikke skyde mig.
Troels stod truende over for ham. Så slog han ud efter ham, og Martin nåede ikke at dukke sig og fik pistolskæftet ned over kinden.
Blod igen.
Men Martin var mere sikker end nogensinde:
-Du er en sølle pjalt, Troels. Drengene fra min klasse fortæller om en Troels, der solgte dem hash. Nu forstår jeg pludselig efter deres beskrivelse, at det må være dig.
Troels løftede hånden og slog ud efter ham igen. Martin undveg.
-Selv om du er blevet ældre, er dine bandemedlemmer stadig fra en drengeklasse.
Troels var blevet hvid i ansigtet.

Martin så for sit indre filmen fra 5. klasse køre. Genkaldte sig deres forfølgelser. Ormen. Ormen, slog det ned i ham. Dengang de tvang ham til at spise en regnorm, en levende en af slagsen, hvorefter han brækkede sig.
Rasende svang han højre næve oppefra og ramte Troels ned over panden. Troels udstødte en underlig lyd og svarede igen med at slå ud efter ham med pistolen. Martin søgte at undgå slagene, og Troels sprang hele tiden uden for rækkevidde. Men han kunne heller ikke ramme Martin derudefra og måtte ind på ham, hvis han ville nå ham, og her blev han selv ramt.
Hver gang Martin ramte Troels, fik han et gyldent øjeblik af tilfredshed.
Troels trak en kniv og stak ud efter ham. Martin hånede ham videre:
-Kan du klare dig? Skal du ikke have mine hænder bundet også? Og en kniv og en pistol er vel ikke nok?
Martin skred i det samme ud med venstre ben og søgte at bevare balancen. Fandens.
Troels udstødte en uartikuleret lyd og sprang lige der på ham med kniven forrest.
Han stak Martin flere gange, hvor han kunne komme til det, og Martin sank sammen.
Han stod lidt og pustede ud.
Troels sparkede ham hårdt i siden, udstødte en fnysen og skred.
Han smækkede efter sig. Martin lå livløs.

Troels kørte mod sin ekstra lejlighed i Thisted over Sjørring ad den nye tilkørselsvej fra motorvejen. Han var godt tilfreds med resultatet af dagens arbejde, selv om hans knoer på højre hånd blødte. Han var noget øm i maven, og Martins knytnæver havde haft deres virkning i hans ansigt. Martin Poulsen. Han så sgu ud, som om han ikke vidste det med faderen. Men han havde altid været god til at spille komedie.
Troels havde en fornemmelse af, at det havde været en anden Martin end ham fra skolen og mili.
I længere tid havde han observeret hans gøren og laden, men havde hele tiden skullet passe morderlig på ikke at blive set.
Åh, han glædede sig til at komme hjem til sin elskede med alle pengene. Så ville de holde bryllup og have børn. Jo, han var på vej til at leve et mere normalt liv. Hashen var allerede så godt som ude, for han havde meddelt Flemming de Luxe, at der ikke kom flere leverancer. Han stoppede simpelthen. Det nyttede ikke noget at have en lederstilling i Bilka og så have hashleverancer til Thylejren ved siden af. Flemming med det overmåde flotte fønbølgede hår var blevet noget stram i betrækket, da han hørte det. Salget på stranden til børnene var for længst afsluttet. Så det problem var altså løst.

Det var dog stærkt irriterende, at den der eksplosion var kommet i vejen. Ingen vidste tilsyneladende, at han var Karl-Henriks makker derude på fyrværkerifabrikken. Han havde kun haft en eneste aftager på Salling, og han vidste ikke meget.
Troels havde forventet politiets ankomst efter tragedien derude, men de var aldrig dukket op.
Efterhånden slog han sig til tåls med, at de intet anede om hans eksistens i den sammenhæng. Det var et svineheld.
Det lignede godt nok Karl-Henrik ikke at være særligt meddelsom. Typisk, at han ikke havde omtalt ham for nogen, ikke engang for sin egen kone.
Så alt i alt havde han, når han selv skulle sige det, taget hånd om sin situation og var parat til det nye liv.

Troels fløjtede og kørte lidt langsommere. Han skulle nødig standses i en banal fartkontrol, selv om han havde sin forklaring parat. Han ville simpelthen påstå, at han faktisk var på vej til politistationen i Thisted. Og der anmelde Martin for ulovlig våbenbesiddelse samt besiddelse af en masse mystiske penge. Den idiot! Troede han virkelig, han bare kunne beholde 4 millioner kroner?
Lige før begravelsen havde han forsøgt at finde pengene i MultiBrugsen i Bøgsted på det sædvanlige sted. Han havde en ekstra nøgle, som han med vilje ikke havde afleveret. For en sikkerheds skyld. Men de var ikke på det aftalte sted.

Det var lidt sjovere selv at eje 4 millioner kroner. Pistolen ville han skaffe sig af med, når faren var drevet over. Hvornår det så end var. Den var på den anden side god at have, hvis man kom ud i en dum situation igen.
Blæsten var steget til storm. Han mærkede, hvordan det rykkede i den gamle kassevogn.
Han besluttede sig for at ringe hjem og fumlede efter mobilen i lommen. Den var ikke der. Panden fik en rynke. Så lå den selvfølgelig i den anden lomme, han ikke kunne nå med den hånd.
Han kiggede i bakspejlet, mens han rodede i den anden lomme, da der kom et orkanlignende vindstød, der fik bilen ud af balance. Han var heldigvis hurtig og prøvede med den frie hånd at dreje kontra, men vindstødet var lige så hurtigt borte, som det var kommet, med det resultat at hans vogn kørte modsat og meget hurtigere.
Et enormt brag og et træ stod inde på passagersædet. Troels smækkede ansigtet ind i dørstolpen, og lyset blev slukket.

Martin måtte være faldet hen. Metalraslen fra stålwiren mod radiatoren. Han vågnede op med et spjæt. Forvildet satte han sig op og mærkede straks ømhed og direkte smerte både i hovedet og maven. Han blødte flere steder, kunne han konstatere. Men heldigvis så det ikke alvorligt ud. Han lænede sig mod radiatoren med lukkede øjne. Lænkehund, det var, hvad man var.

Lænken var selvfølgelig for stærk for en almindelig folkeskolelærer. Hverken den eller radiatoren gav sig en millimeter.

Troels havde virkelig sat noget i gang. En tilfreds følelse banede sig vej helt nede fra mellemgulvet og fik Martin til udstøde en mellemting mellem et suk af smerte og lettelse. Lettelsen steg til glæde over at have forstået betydningen af ordet valg. Han havde valgt med hele sit intellekt at bekæmpe Troels eller rettere ikke at være bange for ham. Epokegørende. Banebrydende.
En anden ting: Havde Martins far været værre end andre? Den pæne mand udadtil. Skulle det være rigtigt, at han lå i med mange flere damer end normalt? Nedlagde han kvinder efter forgodtbefindende, sandsynligvis på snuskede beverdinger? Moderen havde jo allerede fortalt en del, men han var ikke sikker på, at det hele kunne være rigtigt. Moderen sagde det måske for selv at stå i et bedre lys og på den måde forklare, at det udelukkende var faderens skyld med skilsmissen og alt.
Hun havde altid været redningsmanden i det lille hjem. Den, der sørgede for at lappe ønskerne og forbinde de bristede forhåbninger.
Hvorfor var Troels så vred over det med forholdet til hans mor? Det var forståeligt, hvis det havde givet anledning til mange skænderier og utryghed i det lille hjem. Især hvis det hele så endte med skilsmisse også der, eller hvordan det nu var endt. Men det forklarede ikke det hele.

Åh, de gange efter skoletid, fordi moderen sagde, at far altså ikke kom hjem fra arbejde før dagen efter. Så hyggede de sig rigtigt. Hold da op. Med tysk fjernsyn og slik i lange baner og ingen til at skælde ud. Hvor var man glad.
Var faderen hjemme, blev det hele noget mere uberegneligt. Var han i godt humør, kunne det godt gå. Især hvis han begyndte at fortælle om dengang, han næsten var frihedskæmper under besættelsen. Det var først noget senere, at en lidt ældre Martin regnede ud, at faderen så i høj grad måtte være landets yngste frihedskæmper. Han var født efter den 5. maj 1945. Det var godt gået.
Var faderen sur, så var helvede løs. Hvis maden var for varm eller for kold eller der manglede noget? Engang fik de frikadeller. Faderen havde skubbet tallerkenen fra sig og sad med korslagte arme.
Ja, men Gunnar, hvad mangler du? Havde moderen spurgt. Ikke, om han ville svare. Hvis ikke hun kunne gætte det, så var det lige meget. Så kunne han undvære, kunne han.
Det tog nogen tid, inden Martin og moderen i fællesskab fandt ud af, at der manglede rødbeder på bordet. Da moderen fik hentet dem, faldt der igen ro over måltidet. Moderen havde senere forklaret Martin, at det var fordi faderen var vant til det fra sin barndom. Han var den yngste og dermed den mest forkælede.
Martin havde ikke fortalt forældrene om det mareridt, han var udsat for i klassen. Han mærkede, at de selv havde andre og større ting at ordne. Deres skilsmisse havde været et stort chok for ham og havde måske gjort ham endnu mere udsat. Det gav dog stadig ikke helt svarene på, hvorfor han skulle forfølges på den måde.

Han kunne godt komme i tanker om flere begivenheder. Martin tænkte på et par af de andre, der også blev jagtet i frikvartererne. Hvordan havde de det i dag? Var de upåvirkede af dengang? Det havde nu mest været ham, de havde været efter.
Han var ikke sikker på, at de andre havde følt det på samme måde som Troels. Det meste af det var jo også bare sådan noget sjov, som børn i den alder finder på.
Alligevel skete der nu en konfrontation med fortiden, som han troede for længst var død og borte.

Og Troels? Var Troels en ond? Hvorfor skulle det gå ud over Martin? Han ville måske ramme faderen indirekte på den måde.
Havde faderen været skyld i Troels´ forældres skilsmisse? I andres? Var Troels´ handlinger i en vis forstand forståelige?

Hvad havde han egentlig lært af den mobning, der fandt sted dengang? Var han blevet mere opmærksom på de mennesker, der heller ikke havde det så godt?
Hylde-Per sprang ham i øjnene. Det havde været hans værk at tage sig af ham. Var det bare for at hævde sig selv? Havde man forsvaret ham ordentligt på lærerværelset? Havde man været stejl nok over for Lause, eller havde man i virkeligheden svigtet Hylde? Angsten for de andres reaktion? Medløber?
Med Hyldes indhug i whiskyen og cognacen kunne det antages, at Lause havde mere ret end som så.

Snakkede han stort set ikke kun med Lause og en til og lod de andre kolleger sejle deres egen sø? Var han ikke bare ligeglad med dem? Var han ikke en lille egoistisk lort, der kun gad gøre noget for sig selv?
Var han, når alt kom til alt, stort bedre end Karl-Henrik?

Forklaringer, undskyldninger, beklagelser. For Martin stod det tydeligt og klart, at han måske ikke var så godt et menneske, som han hidtil havde anset sig selv for. For veg, for eftergivende over for mere toneangivende kræfter, dengang som nu. Man gjorde det, de andre sagde, man skulle. De 4 millioner var et godt eksempel. Han kunne have valgt at give dem til velgørende formål eller til mennesker, der var fattige, ja endda til Hylde-Per. Købt en lejlighed til ham.
I stedet gav han efter for Veras ønske.
Han kom ikke meget længere med sine spekulationer. Han vidste bare, at hvis hans selvfølelse ikke skulle bombes helt i bund, måtte han snart tale med Vera og kramme det hele ud over hende, og – han havde brug for hende. Hun måtte undsætte ham. Eller? Han lunede sig over den anden side af det, der var sket. At han havde valgt ikke at være bange, havde ydet modstand i stedet, så at sige givet Troels lidt gengæld.

I stuens dunkle belysning så han klart. Ingen kunne holde ham ud i længere tid, hvis han fortsatte med at være så klynkende og selvretfærdig. Selvhøjtidelig.

Måske havde hans far haft det på samme måde. Kunne den slags være arveligt? Han havde så bare nedlagt damer og måske været bedre til at fastholde dem. Ifølge moderen kunne de holde længe, de damer, faderen havde nedlagt.
Man måtte selv tage kampen op mod dæmonerne fra barndommen, forældrenes skilsmisse, offerrollen i skolen, følelsen af mindreværd og af altid at skulle behage andre og aldrig for alvor turde gå imod andres opfattelser.
Man måtte se i øjnene, at man ikke var nogen engel, men leve i håbet om heller ikke at være en djævel. Man kunne stadig nå seriøst at hjælpe Hylde-Per. Man kunne stadig nå at sætte ind og eksempelvis forsøge at skaffe ham et job, hvis han ville have det. Man kunne øve sig i at frigøre sig. Behøvede ikke at dække sig ind i ly af andre, ikke engang af Vera.

Han var stolt over, at han havde valgt at turde yde Troels modstand, det havde været det hele værd. Sådan havde det aldrig været før, altid bange for andres afstandstagen og ikke-accept. Bange for var så meget sagt. Forsigtigheden i højsædet var mere præcist udtrykt.

Mobilen ringede. Det var nok hende for at melde om sin ankomst til Haderslev. Den lå ude på spejlbordet i entreen.
Mobilen ringede og ringede. Vera måtte få panderynker og tænke, hvorfor tog han den dog ikke?
Martin lagde hovedet bagover mod væggen og lukkede øjnene. Var ude af stand til at rejse sig. Smerterne var stærkt dominerende, og det blødte en del. Spørgsmålet var, hvor længe han kunne holde til at ligge sådan uden hjælp. Vera ville ikke komme hjem foreløbig, og ingen ville savne ham.

Det bankede på døren. Martin fór sammen.
-Jeg er herinde i stuen, råbte han.
Man kunne godt blive glad over den der sødlige spritlugt. Hylde-Per stod måbende i døren.
-Hvad fanden?
Martin mente, der skulle være værktøj ude i redskabsrummet.
Hurtigere end forventet kom Hylde tilbage med en boltsaks af de større og fik wiren klippet over om end med noget besvær.

Martin rejste sig på vaklende og stive ben og gned sin ankel.
-Hvad er der sket? Du bløder jo!
Martin satte ham ind i tingene, dog kun den del, der tålte dagens lys.
Først nu gik hændelsesforløbet op for Hylde.

Han hentede vand og en klud:
-Det var heldigt, at jeg dukkede op, ellers kunne du da have ligget her længe. Skal vi ringe til politiet?
Hylde havde allerede sin mobil i hånden.
Martin rystede på hovedet:
-Nej, nej, det finder jeg selv ud af.
-Du svarede ikke på min opringning, så jeg gik lige herom for at smide en lille seddel ind, jeg ville bare sådan sige tak, du ved, fordi du hjalp mig.
Han duppede Martins forskellige sår, der sad et større i nakken.

Martin kunne i lyset af det, han lige havde oplevet, ikke helt forholde sig til politianmeldelser og tilføjede:
-Jeg synes, du har meget at slås med, som vi andre aldrig har haft, Per. Og jeg er glad for at have lært dig at kende. Det skal du vide. Det er ikke sikkert, at vi nogensinde bliver venner i ordets egentlige forstand, for vi er så forskellige. Derfor kan vi jo godt hjælpe hinanden, som i dag, ikke?
Hylde nikkede eftertænksomt. Sådan gjorde han som regel, når han ikke helt var med.
-Jeg er glad for, at du kom her forbi og befriede mig. Jeg ved ikke med politiet..
-Altså politiet. Præcis i dag har jeg set en masse betjente her i Bøgsted. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad de skulle her, men noget må der være sket. Hvad var det dog for en idiot? Stjal han noget?
Hylde så spørgende ud, men Martin rystede blot på hovedet.

-Og du er i orden? Fejler ikke noget? Jeg synes, nogle af de stik der ser dybe ud.
Martin mente, at han var i orden. Vera kommer snart, løj han, så skulle de nok finde ud af at anmelde det.
-Jamen, så hvis du ellers kan klare dig, vil jeg smutte igen og tage op til Kaj i Hanstholm.
Han hilste med to fingre til den kasket, han ikke havde på hovedet og gik. Martin nåede at råbe et ”tak”, inden yderdøren smækkede.
Martin tog tøjet af og undersøgte sig selv under bruseren. Det varme vand plaskede velgørende, og han stod der noget længere end normalt. Det så ikke ud, som om sårene var alvorlige, selv om de smertede. Det gjorde godt med badet.
Såret i nakken var det værste og med møje og besvær kom først plaster på og derefter noget forbinding fra falckkassen, der stadig ikke var kommet ud i bilen. Hylde havde reddet ham! Han bar åbenbart slet ikke nag af nogen art. Reagerede i nuet og blev lige efter godmodig igen. Man skulle bare selv have det på samme måde.

Bagefter ryddede han op i stuen og vaskede blodet af gulvet, mens han tænkte på det videre forløb; det var ikke hensigtsmæssigt at gøre mere ud af det end nødvendigt. På den anden side.
Han gik rundt og grublede over dilemmaet. Hvad var det bedste at gøre lige nu og her?
At sætte efter Troels var håbløst, og i og for sig var han lettet over at være kommet af med pistol og penge. På én måde. Selv om han var utryg ved Troels. Pistolen kunne ikke spores til ham. Det var han sikker på. Han havde netop for en sikkerheds skyld renset og smurt og poleret den med handsker på efter ulykken og lagt den i skotøjsæsken. Den havde ikke hans fingeraftryk. Det var dog lidt påfaldende, at Troels uset kunne bemægtige sig æsken med den. Hvordan havde det kunnet lade sig gøre. Var den allerede lagt ud i bilen? Bekymringen om en ny fremtidig pengeafpresning dukkede op. Han varmede sig dog ved tanken om, at han mærkede så tydeligt, at han ikke længere var bange for den skid.

Han sad længe. Skidt med pengene. Det var også mest Vera, der havde insisteret på at gemme dem.
En telefonopringning til hende var noget af det, der skulle ske.
Først skulle der laves en god kop stærk kaffe.

Et par herrer af anden etnisk baggrund end fra Thy fik deres livs chok, da de på nøjagtig samme tid kom ud fra metrostationen. Luske havde hentet Hylde og budt velkommen, og de gik netop rundt om hjørnet og lige ind i en åben varevognsdør. Som sædvanligt løb deres gode hjerter af med dem, da de ville hjælpe den glemsomme bilist med at lukke døren. For at sikre sig at der ikke var personer inde i lastrummet, kiggede de ind. Her måtte de kigge en ekstra gang. Der stod fire tøjsække, der grangiveligt lignede pengesække.

Hylde-Per og Luske-Kaj kæmpede sig vej op ad skråningen mod kunstbygningen hver slæbende på to tunge sække. Aldrig før havde de arbejdet så hårdt, og de var enige om, at det var noget regulært svineri sådan at efterlade så mange penge uden at sikre sig lidt bedre mod tyveknægte.
Bag kunstbygningen, der var lukket og slukket, dristede de sig til et lille kig ned i en af sækkene og fik næsten hjertestop over de mange små og store poser med bundtede pengesedler, der kunne købes øl for …

Hverken stormen eller regnen kunne ødelægge det gode humør, de så pludselig var havnet i. Det gik så vidt, at Hylde-Per fløjtede en stump af ”Jeg er havren..”. Han vidste godt, at andre havde svært ved at høre, at han fløjtede, da hans mellemrum mellem de nederste tænder var for stort til at fløjte, for lille til at pifte, men lige akkurat passede til en ølåbning. Mellemrummet var opstået, da han, som han plejede, bed en ølkapsel af i mangel af optrækker og derved mistede -1 og 1- i nederste række.
Herefter mente han, at en samfundshjælper var et godt stykke værktøj, man kunne have megen glæde af.

-Skal vi ta et lille bundt og gå ned på ”Havkatten”?
Luske-Kaj antydede, at det, der gik godt, ikke kom skidt tilbage, og han mumlede, at det ikke ville vare så længe, inden nogen fandt dem og tog deres penge igen. Det var nu hans erfaring.
Han søgte at lokke Hylde med et tilbud om en paryk. Den kunne han få straks, mente han.
Hylde-Per standsede op og sagde bestemt nej. For første gang i sit liv rådede han over en mindre formue, og så skulle den ikke ødes på øl og parykker. Ikke tale om, selv om drømmene holdt i kø:
Hylde kunne købe sig et hus med ølkælder i Hanstholm, så han slap for de der forbaskede unger i Bøgsted, og Luske kunne endelig købe 10 aktier i Thy-øl, som han havde drømt om siden barndommen og fablet om i tide og især utide. Udelukkende fordi Thy Bryghus havde den længste og vådeste generalforsamling i hele Danmark, som man kun kunne deltage i, hvis man havde en aktie. Luske påstod, at hver deltager fik 50 øl imens. Hylde-Per mente dog, at bestyrelsen havde sat det ned til 40, men det nænnede han ikke at fortælle Kaj.
Hans højre hånd standsede Luske:
-Nej, Luske, vi venter.
Det havde han engang hørt i en amerikansk film eller også var det i en reportage fra en landskamp med Michael Laudrup, og det var en flot bemærkning.
I mørket og blæsten afgjorde Hylde, der som gæst havde mest at skulle have sagt, og som for øvrigt var mest intellektuel, han ville jo have været bibliotekar med forstand på litteratur:
– Luske, vi ta´r dem med hjem til dig.
De slæbte de fire tunge sække hjem til Luskes bette hummer, det var nok det bedste sted. Der kom aldrig en kæft hos Luske, hvor alle møbler var lavet af ølkasser.

En skælven gik igennem ham, da han vågnede i den kolde kabine. En gevaldig smerte trak ned over den venstre side af ansigtet, og han gned både ansigtet og sin nakke. Igen så han træet. Det stod plantet solidt, hvor passagersædet engang var og fyldte pladsen helt ud. Havde der siddet nogen der, var vedkommende blevet mast til ukendelighed.
Det var håbløst at tænke på at køre videre.
Han trak handskerne af og tørrede blodet væk fra ansigtet, så godt han kunne.
Troels kunne heldigvis få døren op og steg ud. Det var stadig blæsende, koldt, mørkt og regnfuldt. Han så på uret. To timer havde han været uden bevidsthed.
Han vaklede lidt frem og tilbage og slog kuskeslag, dels for at få varmen, dels for at blive den generende svimmelhed kvit og gik om og lukkede bagdøren op. De 4 plastikposer var der heldigvis stadig. Fyldt med penge. Han så sig om. Foran bilen kunne han svagt skimte metrostationens lys. Tvorup. Så var der alligevel mulighed for at komme videre.
Han så sig om i mørket og fandt et par gamle aviser i ladbunden. Dem stoppede han ned i poserne, så de dækkede for pengesedlerne. Der var heldigvis plads til det hele.
Sådan. Nu så det mere tilforladeligt ud. Han havde intet valg. Kunne jo ikke sidde her og vente på hjælp. Der kunne ske hvad som helst. Ærgerligt også, at han ikke kunne finde den mobil. Så kunne hun have hentet ham.
Han skråede over i venstre side af vejen og gik hen mod metrostationen.

Troels købte billet i automaten i ventehallen. Infotavlen viste 6 minutter til ankomst fra Bøgsted. Han satte sig med sine 4 plastikposer. Tilfældigt kom han til at se ned og så til sin forfærdelse, at man gennem plastikken godt kunne se sedlerne.
Der var heldigvis ikke andre i hallen. Ikke en sjæl. Han omfordelte aviserne så godt, han kunne og søgte at stikke dem ned ad siderne inden i poserne. Det hjalp en hel del.
Lettet lænede han sig tilbage og mærkede, at han var helt våd af sved på ryggen.
3 minutter. 2 minutter. 1 minut. Oplysningsskiltet lyste gult på grønt.
Endelig. Der dukkede toget op. Han samlede sine poser sammen, to i hver hånd, det var lidt besværligt, men han sikrede sig, at han havde godt greb i dem og stillede sig op ved den gule streg. Mærkede efter. Jo, pistolen lå sikkert i inderlommen. Toget kom nærmere og standsede med hylende bremser, kun to vogne.
Han løftede højre hånds to poser med besvær og trykkede på den runde, lysende knap, og dørene gled til side.
Han satte højre fod op på trinnet og ville lade det andet følge med, da han så op.
I et ganske lille øjeblik, vel næppe mere end en tiendedel af et sekund, oplevede han sit livs mareridt.
Hele kupeen var besat af politifolk, skulder ved skulder, uniform ved uniform, alle så trætte ud, færdige med at sludre om dit og dat. Nogle af dem blundede. Nogle virkede berusede.

Den næste tiendedel af sekundet overvejede Troels at trække sig ud igen. Men han indså, at det var nok det dummeste, han kunne gøre. Så han benyttede de sidste otte tiendedele af sekundet (livet er kort, havde han altid sagt) til at lade som ingenting og stige på.
Han måtte uheldigvis stå op, da alle pladser var optaget. Det gav ham andre problemer. De fire plastikposer kunne ikke stå af sig selv, og han kunne ikke stå med dem hele tiden. Begge dele ville virke forkert, og man vidste aldrig, hvornår den første flinke politimand bøvsende ville tilbyde sin hjælp.

Så han valgte at stå lige ved døren, hvor der var gulvplads til bagage og cykler og satte sine fire poser forsigtigt ind mod væggen helt inde i hjørnet og bad til, at de blev stående. Han hjalp til ved at placere sin venstre fod tæt op ad poserne og skubbede dem forsigtigt så tæt ind som muligt.
Så smilede han til flere af de flinke folk, der smilede tilbage til ham, mens et par af de mere ædru bemærkede, at han havde blødt i ansigtet.
-Hva så? Er du kommet til skade?
Troels gloede på assistenten, der velvilligt spurgte til hans helbred.
-Hvad mener du?
-Ja, du har da slået dig, for der er blod i dit ansigt og nogle blå mærker.
Assistenten pegede og gjorde mine til at rejse sig.
Troels tørrede sig forlegent med ærmet og skyndte sig at protestere:
-Nej, det er bare, fordi jeg slog mig i bilen.
-Bilen?
For fanden. At han dog ikke kunne lære at tænke sig om først.
-Ja, altså jeg ramlede hovedet op i solskærmens hængsel, da jeg skulle nå sikkerhedsselen. Altså inden jeg skulle med metroen.
Det lød rigtig godt, syntes han selv.
Politiassistenten så tilfreds ud med den forklaring, selv om han formentlig straks overvejede en alkotest. Det var Troels´ opfattelse, at de som regel hev testen frem ved mindste lejlighed. Han skimtede en mappe med et stykke papir, der stak op ved siden af en af de blundende betjente.
”Korrekt adfærd over for thyboere og folk udefra” stod der. Det forklarede de mange betjentes tilstedeværelse her i metroen.
-Har I været på kursus, spurgte han den flinke betjent. Han nikkede:
-Ja, og frokosten og især snapsene var så gode, at vi blev nødt til at tage metroen hjem. Ingen af os kunne køre!

Gudskelov.
Så var de mindre mistænksomme.
Troels slappede mere af.
Betjenten lænede sig atter tilbage og blundede. De var snart i Sjørring.

Martin sad længe med sin kaffe. Åndedrættet var roligt og regelmæssigt, og han rejste sig og gik lidt rundt. Hans sunde kulør var vendt tilbage, og han følte sig egentlig ganske godt tilpas, når man tog omstændighederne i betragtning.
Han kom til at se på skrivebordet.
Der lå bon´erne. Beviserne. Suk. Gud ske lov. Det var rigtig dumt af Troels at demonstrere sin overlegenhed på den måde.
Bedst at skynde sig at samle dem sammen for at smide dem i brændeovnen.
Under den store faktura lå en mobiltelefon. Det måtte være Troels´. Den var gledet med ud af lommen, da han havde så travlt med sin ”dokumentation”.
Martin åbnede den og så loggen med de sidst anvendte numre, og der stod det samme navn mindst 8 gange ned ad skærmen.
Det navn var et ret kendt et. Der var ikke så mange, der hed sådan. Det var vist gået af mode. Det havde han brugt mange gange i det sidste års tid. Sandhed betød det på latin. Hans elskede.

Hvordan Vera var havnet i Troels´ mobil, var et mysterium. Hvis det var hende.
Men langt borte i de inderste nervetråde i storhjernen i centret for gemte, men ikke glemte hændelser, dukkede nu små, spredte flagrende enkeltheder frem. Små enheder, der tilsammen mere og mere formede billedet af en bedragerske. Vera havde snydt ham og havde noget for med Troels. Hun havde givet ham pistolen, havde taget den med i dag, havde fortalt ham om pengene. Hvordan ellers?
Martin var ikke et sekund i tvivl.

Han trykkede på mobilens grønne knap ud for navnet, og den ringede et eller andet sted i den anden ende.
-Hej skat. Har du pengene? Det har taget noget tid, Troels. Troels?

Martin stod stum med telefonen i hånden. Lukkede den og lagde den på bordet. Hendes åndedræt var helt tydeligt. Forhøjet. Lidt hæs, som han altid havde fundet så fascinerende og tiltrækkende.
Da den ringede lidt efter, lod han den ringe.
Vera og Troels? Var man igen en parentes for en kvinde, der alligevel ikke ville forlade sin faste makker?
Troels Bossen var den lidt faste makker. Der var løse forbindelser og så Troels. Hvilken kategori tilhørte man selv i Veras mange forhold?

Han rejste sig og gik frem og tilbage i det, han hidtil havde betragtet som sit og Veras hjem. Var det andet end et skalkeskjul for hendes affære med den værst tænkelige af samtlige konkurrenter i dette land?
Chokket havde givet dønninger langt op over hårgrænsen. En ny nedtur? Han prøvede at se sig selv på en meters afstand, at se sig selv udefra. Det var et billede af en 30-årig, der mere lignede en 50-årig, en på papiret stadig ung mand, nu uden den kommende hustru, han vel havde vænnet sig til at se i Vera, uden børn, uden tilknytning til det sted, han boede, og sandsynligvis snart uden hus og hjem. Jobbet havde han da. Der var sandelig lyspunkter.

Tristheden skyllede ind over ham.
Han tastede Veras mors mobilnummer.
-Nej, Vera har meldt afbud. Var der ikke noget, I skulle ordne? Og hvorfor ringer du hertil?
Martin strikkede en eller anden søgt forklaring sammen og hilste af.
Så var den vist sikker nok.
Blodet steg ham op i ansigtet. Harmen steg i takt med blodet. Det var sgu alligevel for meget.

Googlesøgning på Troels gav ikke rigtig noget. Krak. Det interessante var her, at der boede en Troels Bossen i Skive og en Troels Bossen i Thisted. Ham i Thisted havde oven i købet en af de dyre lejligheder i Tårnet på Thisted havn, helt oppe på 20. etage. Efter yderligere klik var der ingen tvivl om, at det drejede sig om den samme Troels.
Troels var på vej hjem til Thisted, han havde alle pengene og pistolen, og Vera ventede på ham. Skive eller Thisted?
Han skulle ikke slippe! Det ville Martin ikke finde sig i. Han ville kæmpe til det sidste for at hindre ham i både at score Vera og pengene. Skulle Martin vælge mellem Vera og 4 millioner, blev det nok millionerne.
Men hun skulle heller ikke slippe. Der var også et regnskab at gøre op med hende. Det måtte være endegyldigt forbi. Martin klaskede højre hånd ned i bordpladen. Søgte at dulme den der mave, hvis stikken det var svært at overhøre. Hun skulle i hvert fald have en skide god forklaring.

Han sprang ud i bilen og sprøjtede af sted. Først Thisted. Var de ikke der, så Skive.
Langgade og videre ud på forbindelsesvejen. Lige før Tvorup Station susede han forbi en hvid kassevogn, der var kørt ind i et træ. Videre over Sjørring og broen over motorvejen til Thisted. Ned mod havnen, hen til Tårnet.
68 meter hævede det sig op i den kolde, mørke og blæsende februarluft med lys på næste alle etager.
Han parkerede og tog elevatoren til 20. etage. En smule forpustet stod han foran en dør med et lille skilt:
T. Bossen.
60

Toget nærmede sig Sjørring, hvor stormen om muligt var endnu værre. Troels slappede lidt af og tænkte, at mareridtet nu heldigvis snart var forbi. Han ville nemlig stå af og vente på det næste tog, mens betjentene fortsatte mod Thisted.
En mobil i kupeen lød.
-Hvad? sagde den pågældende betjent. Så nikkede han og så sig rundt, mens han klappede sin telefon i.
-Der er begået tyveri i Hanstholm for ikke så længe siden. 4 millioner! Stjålet fra en pengevogn. Ud af den åbne bagdør! De samlede omsætning ind fra forretningerne.
Han så betydningsfuld ud, fordi det var ham, der overbragte de andre den nyhed. De rørte da også lidt på sig.
Troels tænkte på, at det var underligt, det lige var det samme beløb, som han havde i sine plastikposer.

Toget sagtnede farten og standsede på Sjørring Station. Troels´ hjerte hamrede af sted, og han var simpelthen glad og lettet over, at han skulle af her.
Han var meget omhyggelig med sine poser og løftede dem forsigtigt. Han nikkede til betjentene og løftede højre fod for at stige af.

Men den ene pose sad fast under dørens åbnemekanisme.
Sveden sprang frem på hans pande og blandede sig med blodresterne, for det var slemt. Rigtig slemt!
Han trak forsigtigt i posen, og den gav heldigvis efter. Den nærmest siddende betjent ville formentlig give noget valuta for kurset, for han rejste sig og hjalp Troels med at få posen fri. Troels bemærkede selv en ejendommelig svedlugt, men håbede ikke, det betød noget.
For at vise at han bestemt ikke var beruset, trak betjenten afgørende i plastikposen for at yde en delvist nødstedt borger hjælp, selv om denne protesterede.
Den kom da også fri, men ikke i et stykke. Der gik hul på den, og pengesedler hvirvlede i blæsten fra den åbne dør ud på gulvet.
I kupeen sad der omkring 40 betjente. Alle stirrede på de mange sedler, der fløj i alle retninger.

Troels opfattede i dette korte, intense øjeblik i sit liv, at han var ved at tabe fire millioner kroner på gulvet. I bogstaveligste forstand.
Derfor tog han benene på nakken og strøg ud af døren i håbet om trods alt at redde de resterende posers indhold fra disse fulderikbetjente.

Hun lukkede tøvende op. Blev hverken rød eller bleg i ansigtet, snarere grå.
-Martin!!
-Nå, det er her, du har dine møder, hvad? Skat. Hvor er han?
Martin skubbede Vera hårdt til side og gik ind i stuen og så sig rundt i bogstaveligste forstand. En rund stue med tre store vinduer, de to mod fjorden og det tredje op mod byen.
-Han er ikke kommet endnu.
Han tog ikke Veras udsagn for gode varer, men fortsatte ind i de andre lokaler, parat til at angribe. Sparkede nærmest dørene op og kiggede ind. Han var ligeglad med den pistol. Troels kunne ikke finde på at skyde ham.
Selvfølgelig ikke. Stuen var endestationen, ingen Troels.

Hun havde sat sig i sofaen. Han blev stående. Alt var indrettet så gennemført lækkert, at det var lige før, han udbrød: Her bor I vel nok dejligt! I stedet valgte han det mere direkte:
-Jeg savner ord. Jeg troede, du ville noget seriøst med mig. Jeg troede fanme, at du ville noget med mig.
Skulle han have sagt alvorligt i stedet? Hans stemme var lige ved at knække over. Han ville ikke græde, det var for meget af det gode. Et amatørbillede hang på væggen og forestillede havnen i Bøgsted med en masse surfere i vandet.
Hans smalle øjne søgte hendes:
-Jeg må vide bare lidt, sødeste Vera, bare lidt. Hvorfor indlede noget med mig, når du havde Troels?
Man overdrev det der sødeste. Bare sådan, for at hun kunne føle harmen og ironien krænge sig ud over det hele.

-Du var øh er så sød. Hun rettede det skyndsomst. –Har du aldrig hørt om, at man godt kan elske to?
-Det er ikke noget for mig. Du skulle have fortalt mig om ham straks i starten. Det her er ikke reelt.
-Reelt og reelt. Havde jeg fortalt dig, at det var Troels, var du jo skredet øjeblikkelig. Og for resten: Hvad er der med dig og hende der Britt?
For satan. Hvor fanden vidste hun det fra?
-Du snakkede i søvne.
Han virrede med hovedet. Det var ganske ligegyldigt nu:
-Det var jo afsluttet inden dig.
Hun fortsatte. Hendes stemme var lav og næsten ikke-eksisterende:
-Der er ikke så meget at fortælle. Hvorfra kender du til Troels og mig? Hvorfra kender du det sted her? Vi har tilfældigt haft lidt sammen i en periode. Det var ham, der var… Det har ikke haft noget med dig at gøre, Martin. Det må du tro!
-Jeg tror det, jeg tror. Hvorfor afbrød du så ikke, da vi to…?
-Det var og er jeg også i gang med.
-Hvorfra vidste han det om fyrværkeripengene, hvis det ikke var fra dig?
-Nej, Martin, sådan er jeg ikke.

Hun lukkede øjnene og så gammel og hærget ud trods sine 28 år. Det var derfra, den grå farve stammede.
-Du fandt aldrig ud af, hvorfor Troels var sådan over for dig?
Var der noget der, man kunne bruge?
-Han ymtede noget om min far og hans forhold til hans mor, så…
-Han mener, din far var skyld i hans fars selvmord. Fordi din far lå i med hans mor.
Selvmord? Der blev meget stille i stuen. Man kunne overhovedet intet høre fra havnen eller trafikken langt dernede.
-Så Troels´ far begik selvmord? Og han tror, min far er skyld i det?
Hun nikkede.
-Ja, men det var han helt sikkert.
Men det var ikke lige det, han var kommet for, og hun skulle ikke få ham ud af fokus:
-Hvordan har du haft det med at gå i seng med ham og så bagefter gå i seng med mig? Nå ja, det ved jeg da godt. For det gjorde du bare, ikke. Der er måske prestige for en ung kvinde i at have flere elskere.
Igen ikke en lyd fra hende. Hun så bare ned i gulvet med lommetørklædet i hænderne. Vera, nu med lommetørklæde.
-Nå, jeg er ret ligeglad med dine udskejelser.
-Udskejelser?
-Det gider jeg bare ikke. Det må være slut med os to.
Våde øjne. Hun havde minsandten våde øjne og en noget sprukken stemme.
-Jeg er på en måde ked af det. Kan du huske lige efter begravelsen? Da ville jeg egentlig fortælle dig om Troels. Men du var så glad for at have fået din stilling på skolen igen. Så nænnede jeg det ikke.
Hendes stemme kørte ned i en hvisken:
-Jeg var forelsket i jer begge to, og jeg havde brug for at fortælle dig det. Jeg vidste, det ville blive hårdt. Jeg vil så nødig miste dig igen.
-Miste mig igen? Den første gang var det da mig, der mistede dig. Nu skal du da tænke på alternativet. Troels vil gi´ dig alt det, du ikke får af mig. Ro og fred og harmoni i hjemmet, intet brok over en dum skole og nogle dumme elever og ingen bistandsklienter på besøg.
Sarkasmen var skåret ud. Hun kom med udflugter, gjorde hun.
-Sådan er det ikke, Martin. Sådan fungerer det altså ikke.
-Jeg forstår slet ikke, at du tøver. Du har selv valgt at have et forhold til Troels. Så hvad er der? Og hvorfor er han her ikke? Sidder du ikke og venter på ham og hans millioner? Du må sgu træffe et valg, søde Vera.
-Du ville smide dem i havet! Eller til velgørende formål. Det var jo hans, Martin.
-Og pistolen? Tog du den med til ham?
-Jeg ved slet ikke, hvordan du har fundet frem til hans lejlighed. Og hvor bliver han af? Du har da vel ikke…
Der gik en trækning ned over hendes ansigt.
-Du sagde skat til ham. Det var mig, der ringede fra hans mobil. Du sagde skat, fordi du troede, det var ham. Han tabte sin mobil, da han truede mig.

Så faldt den brik åbenbart på plads for hende. Hun så himmelfalden ud, så den kunne godt tåle en gentagelse:
-Du sagde skat, fordi du troede, det var Troels. Hvem ellers?
-Det er noget, man siger, Martin. Jeg holder af ham som en elsker. Der går da ikke noget fra dig.
-Du skal se, han er stukket af med pengene.
-Jeg gider ikke de åndssvage penge. Ad helvede til med dem. Det er dig, jeg vil ha. Jeg ville give ham pengene som trøst for, at jeg valgte dig.

Martin følte sig spaltet. Vaklede lige pludselig.
Hun rejste sig og stillede sig tæt ind til ham. Tog ham i hænderne og nærmede sit ansigt. Pressede fronten ind mod ham og satte ild til lunten.
Et øjeblik tøvede han. 10 år havde han kendt hende, godt nok med en 9 år lang pause.

Hænderne slap hendes, ansigtet trak sig væk, kroppen lænede sig bort, afstand.
Medlidenhed? Medfølelse? Nej, stolthed, for første gang i sit liv var det ham, der afsluttede et forhold. Han drejede rundt på hælene, som om det var en soldatermarch og efterlod Vera til hendes egne tanker.
Han tog elevatoren og var lige ved at blive løbet ned af et par herrer, hvor den første havde et usædvanligt flot, bølget hår.

Det sagde rissshh med en sjov lyd, da hullet i posen blev udvidet, fordi den flagrende åbning i posen blev fanget af hundeknagen. I stormen tog det ingen tid for resten af indholdet af pengesedler at tordne ud i luften, mens Troels løb væk fra metroen op ad Voldgade med de andre tre poser. Skidt med den ene pose. Han havde stadig 3 tilbage, og han vurderede, at politifolkene var for fulde til at indhente ham.

-Efter ham, råbte en af dem og sprang selv forrest. –Det er sgu røveren fra Hanstholm!
Så vrimlede det med politifolk ud af toget, mere eller mindre adrætte.

Et ældre ægtepar var standset ovre ved grillen lige over for stationen. De stod og gloede dumt på ham.

-Hva satan, udstødte den ældre herre, mens han sprøjtede lige forbi dem tværs over Vorupørvej med sine tre plastikposer i et solidt greb omgivet af en masse pengesedler, der fløj rundt i luften – efterfulgt af et hav af sprintende betjente i fuld uniform. Sprinte og sprinte. De fleste af dem holdt balancen rimelig godt, et par stykker faldt midt på vejen, så han i skyndingen, og de havde synligt besvær med at rejse sig igen, mens nogle andre stavrede forvildet i den forkerte retning over mod voldene. Den friske luft og stærke vind var øjensynligt kommet bag på dem.
De andre løb forbavsende hurtigt og lige efter ham.
Den forreste betjent var også den, der indhentede Troels, der i et forgæves forsøg på at undslippe var løbet ind på det område, der tilhørte den lokale efterskole. Satans! Hvem fanden kunne vide, at her var lukket område?
Betjenten lagde sin hånd på hans skulder og stønnede lige så højt som ham:
-Holdt!
Troels opgav og satte sin plan B i værk.
-Jeg ville netop aflevere disse penge til politiet. Det er en lærer i Bøgsted, der har stjålet dem fra uddeleren, der døde i en fyrværkeriulykke her før jul, og jeg har også hans pistol!
Troels næsten snublede forpustet over ordene og tog pistolen frem, mens forbløffelsen bredte sig på betjentenes ansigter.
Betjenten blegnede, da han så pistolen og sprang for alvor på ham. Det lykkedes ham at få vristet pistolen ud af hans hånd og få ham lagt i håndjern.
-Den er sgu ladt, sagde en anden betjent og så lettere chokeret ud efter at have undersøgt Berettaen. En tredje fiskede med to fingre en kniv frem fra Troels´ inderlomme, snusede til den og rakte den meget sigende til en af de andre.
De havde slået ring om ham, og en af dem var i gang med poserne.
-Hold da kæft, mand. Her er de sgu!

-Ja, han hedder Martin og er en rigtig dum skid, der generede mig i 5. klasse. Han var også dengang en lille, irriterende lort, der fortjente et par på hovedet. Lige siden har jeg…Ja, han havde også den pistol der. Han er simpelthen farlig!!
-Jo, det er fint.
Betjenten så på de andre.
-Det er dejligt, at du har fundet alle de penge og pistolen, og det er skønt, når vi får fat i den lærer. Hvad var det, du sagde, han hed?
Lige der kunne Troels simpelthen ikke huske efternavnet. En blokering!
-Øh, Martin, Martin, øh… Martin Boldsen! Fra Bøgsted. Nej, vent lidt. Poulsen. Han hedder Poulsen.
-Ham fanger vi, inden natten er omme! Sagde betjenten smilende med overbevisning i stemmen. Men Troels syntes, han var lige lovlig kæphøj.
-Du ser da noget farlig ud?
Betjenten var der igen. Kunne han ikke lade ham være?
Bare fordi han havde været med metroen uden overtøj med fire plastikposer med 4 millioner i kontanter og blod ned over ansigtet og en pistol. Og en lille kniv. Han syntes faktisk, han havde redegjort meget sandsynligt for det hele.
Betjentens øjne himlede.

Han bad om Troels´ navn og adresse, mens de undersøgte ham ret grundigt. De fandt den der pakke hash. For satan, den havde han lige glemt.
Med et solidt greb i Troels´ arme holdt de ham fast, indtil den tilkaldte bil fra Thisted kunne afhente ham og hans mange penge og hash og kniv og pistol.

Imens de ventede, var der en underlig stemning blandt de betjente, der holdt ham og de andre, der kom til. Sgu næsten som havde de været til julefrokost. Måske var de glade over endelig at have fundet pengene og pistolen. Skønt de jo ikke kunne vide noget. Troels var meget desorienteret.
Han prøvede at forklare ham betjenten en gang til, at pengene var stjålet af Martin Poulsen, og at de stammede fra salget fra fyrværkerifabrikken, og at det var ham, der var den egentlige skurk. Men betjenten så fanme ud, som om han ikke gad høre på ham. Mærkeligt!

På et beskedent værelse i Hanstholm sad to mennesker på stole fabrikeret af gamle træølkasser. De havde drukket en del thy-øl. Heldigvis havde Luske indkøbt rigeligt. Når man får fint besøg fra Bøgsted Rende, skal man være ordentlig forberedt! Det havde han tit givet udtryk for over for Hylde.

En tid lang var gået med at drikke øl og snakke hyggeligt sammen. Hylde-Per havde indviet sin ven i det, der var sket i Bøgsted, og den historie var så god, så den tålte adskillige gentagelser. At han, Hylde-Per, havde fundet en skolelærer bundet til en radiator med en stålwire, formentlig udsat for et røveri eller noget andet groft, det var én ting.
Men at han samtidig kunne fastslå, at læreren var hans gode ven, og at han havde reddet ham, se det var jo noget ekstraordinært!
Hylde kunne mærke, at Luske var lidt imponeret, måske misundelig, over, at han havde sådan en ven i Bøgsted. Derfor mindede han ham om, at det var helt naturligt for ham som næsten-bibliotekar at have en skolelærer som ven.

De gloede lidt på TV-MidtVestNord, mens de kommenterede de forskellige indslag. Hylde lå stort set ned med begge fødder solidt og dovent plantet på en af de fire pengeposer.
Pludselig meddelte studieværten, at milliontyveriet i Hanstholm allerede var fuldt opklaret af Thisted Politi, og alle pengene var tilvejebragt. En pengetransport havde som vanlig været rundt her sidst på ugen for at afhente områdets omsætning for den aftalte periode for sikkert og forsvarligt at køre de normalt næsten 4 millioner til banken.
Da chaufførerne et øjeblik havde været inde i en butik, var kontanterne i den anonyme hvide varevogns ladrum simpelthen forsvundet.

Hylde var den første, der tænkte, at noget var galt her og tog fødderne ned. Luske kom ind som en sikker toer, men viste sig handlingsparat. Han rejste sig og undersøgte de fire sække. Han lukkede den ene op og meddelte Hylde, at pengene stadig var der. Hylde rystede blot på hovedet:
-Det er det sædvanlige med fjernsynet; de ved sgu ikke selv, hvad de siger.
De sad tavse i meget lang tid, mens begge forsøgte at regne den ud. Så rejste Kaj sig lettere udmattet og lagde sig på sin ølkasseseng.

Den eneste lyd, der hørtes i det lille hummer, var lyden af øl, der slubrede ned i to millionærhalse.
Senere på natten holdt de op med at spekulere på, hvordan det kunne gå til, at pengene var fundet af politiet, når de nu stod der på Luskes værelse.
De foreslog simpelthen hinanden ikke længere at snakke om det.
Hylde nikkede langsomt for på en måde ikke igen at få rod i hjernecellerne, lagde atter fødderne op på sækkene, bøjede nakken bagover og tømte sin Classic i et drag.

Hjemturen foregik i et noget langsommere tempo og forbi skadestuen, da det blev ved med at gøre ondt.

Den korte tid med Vera havde været så gylden og lovende. Noget, man kunne have troet på. Nu kunne Vera sgu sidde der og vente. Det var da egentlig lidt underligt, at Troels ikke havde været der. Han var nok stukket af fra hende. Det var også underligt med hende. Hun havde tårer i øjnene, som om hun var ked af det. Ja, men hvorfor lavede hun så numre med én?
Han ville ikke finde sig i hendes udenomseventyr og bedrag, eller hvad man nu skulle kalde det. Afmægtigheden og følelsen af kassation var erstattet af vrede. Mod hende.
Men mest mod Troels. Han skulle ikke længere bestemme over ham og hans liv. Hverken direkte eller det værste: Indirekte.
Martin knugede rattet. Aldrig mere.

Han ville på den anden side heller ikke til at starte forfra et nyt sted. I klarhedens lys var det overflødigt. Færdig med at være tilflytter. Måske burde der vises taknemmelighed mod Troels.
Selv om det var aften, gled skyerne til side og lavede hul til solen. Glæden kunne gribe én, og læberne formede en løssluppen melodi. En stump af en sang, først lavt, monotont, derefter højere og højere og til sidst så det gjaldede i kabinen. En vild oplevelse af frihed fyldte bilen og bredte sig til en tilstand af eufori.

Bilen blev parkeret ved havnen, og han gik ind på Café Splitte Mine Bramsejl.
-Det er da længe siden, hva, mente tjeneren.
-En porter, nikkede han lidt unødvendigt til ham og satte sig ved disken. Havde han nogensinde drukket andet her?
-Ja, og en Ardbeg.
-Nå, nå, er der sket noget glædeligt, spurgte tjeneren, mens han rakte ud efter whiskyglasset.
-Jep, det kan man godt sige, mente Martin.
Porteren var ikke helt sort mere, og whiskyen gyldnede øjeblikket yderligere. To forhold var ganske vist mistet, endda til et par dejlige kvinder, ja, ja, dejlige kvinder? Men den ene var valgt fra, og der var taget hul på noget andet, noget, der var meget betydningsfuldt. Overordentligt meget betydningsfuldt.

Så humøret var alligevel efter dagens genvordigheder på vej mod toppen.
Den stigende behagelige følelse af tilfredshed og afslappethed gjorde godt i maven.

En ung kvinde kom ind og satte sig i nærheden. Hun så på ham. Han smilede overrasket:
-Hej Katrine!

Hun satte sig hen til ham med sin drink. Han løftede sit glas:
-Jeg har fundet ud af, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvor man kommer fra. Der er ingen forskel på thyboere, morsingboere og sønderjyder.
Hun pillede ved sit glas:
-Karl-Henrik blev jo adopteret af mine forhenværende svigerforældre.
-Nå. Hvad kom det ham ved.
-De hentede ham lige efter fødslen i Aabenraa. De fik aldrig at vide, hvem moderen var. Vistnok en gift dame, der havde haft et sidespring. Så egentlig var han sønderjyde lige som dig.

-Det er det, jeg siger, kom det halvkvalt og rustent fra Martin efter at have drukket noget mere sort væske og et enkelt gyldent glas.
-Det er fuldstændig ligegyldigt, hvor man kommer fra. Det er valget, der betyder alt. Det, du vælger, er du selv.

Livet var slet ikke afsluttet som 30-årig. Det skulle nok først nu til at begynde for alvor.
Var humøret nået helt i top?
Det måtte han også tænke lidt over.

Der er flere af

Mine Bøger

Forfatter

Finn Wilkens

Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.
Vis alle indlæg