Karen og Hans Peter er et højst usædvanligt ægtepar. De har nemlig aftalt ikke at give julegaver længere. "Det er jo ikke andet end et indkøbsræs uden lige", siger Karen. "Vi flyver og farer fra butik til butik for at imødekomme alles ønsker!"

Karen og Hans Peter er af den overbevisning, at julegavetanken er temmelig overdrevet og misbrugt og tegn på cirkus.

– Vi køber og køber, mener Karen, – og til hvilken nytte? Vi kunne meget bedre selv købe det, vi ønsker os. Først at skulle beskrive, hvad vi ønsker, navn, omfang, firma, ja, - glem ikke noget!

Hans Peter nikker:

– Ja, bestemt! Vi har jo hidtil bare taget hele familiens ønskeseddel i hånden og slavisk fulgt punkt for punkt. Styrtet rundt fra forretning til forretning, købt og købt, for så at aflevere det hele under juletræet. Alle køber en gave til alle. Ja, men hvad er ideen dog med det? Især, når man ved, at det er da bare noget, vi gør!

– Når vi så kommer til juleaften, står de bare der og ser efter, om vi nu også har købt det hele! Det er altså ikke til at holde ud. Ja, det gør vi selv. Og det meningsløse træder tydeligt frem, når de fleste gaver alligevel skal byttes! Så nu …

– … Nu er vi blevet enige om at sige stop! Ikke flere julegaver fra os!

– Så får I vel heller ikke nogen selv?

– Nej da! Det er sandelig også meningen. Men vi kan godt være bekymrede for, at familien tager det unådigt op. At de bliver sure på os.

Karen og Hans Peter påtænker at lave en Facebook-gruppe, hvor medlemmerne alle skal være mod julegaver.

– Det er jo egentlig en smuk og ædel tanke, at vi kan forenes om denne holdning. Det skaber samvær og sammenhold i disse svære tider, mener Hans Peter og ser drømmende ud over solnedgangen.

Forfatter

  • Finn Wilkens

    Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg