Haari Munninen

Yksi, kaksi, sexi

Tager vi Finland eller Alsace?
Mit spørgsmål hænger lidt i luften. I Alsace er der masser af

vinoplevelser, og vi kommer rundt på mange vingårde. Vin er livseliksiren for os gamle, der er blevet pensionister, og en tur, der indebærer smagsprøver en masse, vil alt andet lige kunne udkonkurrere en hvilken som helst anden tur. Næsten.

For det er det med Finland, at det er et smukt land med en voldsom historie – som Frankrig. Det er dyrt som Danmark, men noget større og frem for alt omgivet af Sverige på den ene side og Rusland på den anden.
Der har været problemer med begge disse nationer, men Sverige valgte at blive civiliseret allerede 1809, hvorefter det russiske kejserrige erobrede landet. Anden verdenskrig betød, at Finland efter krig mod Sovjetunionen måtte afstå Karelen, men fik til gengæld sin 98% uafhængighed. Lidt afhængig er man jo altid, når man er den mindste i skolegården.
Jeg ved snart ikke, siger Fruen og ser tænksom ud. Finland er lidt mere utraditionelt, synes du ikke?
Jo. Lad os bare nappe Finland.
På den anden side taler vi bedre fransk end finsk, Erik.
Rigtigt. Så lad os tage a la France, Merete.
Vi kan vel altid komme til Frankrig.
Jo. Ender det så med Finland?
Vi kan også tage til Berlin.
Så hellere Finland. Der skulle være et værre svineri deroppe. Hvad mener du?
De 1000 søers land.
Ha. Du er sjov. Den er så gammel, at det kunne være løgn.
Bliver det så Finland?
Måske.
Dejligt med et radikalt og klart svar.

Det er min tur til at lave mad, og jeg laver gulerodsfrikadeller med svampestuvning på de Karl Johan ́er, vi plukkede i går.
Det er dejligt at plukke svampe, for man får masser af motion og frisk luft, og det bliver en sport at finde de bedste spiselige rørsvampe. Somme tider er der alt for mange af de andre. Skodsvampe. Dem med lameller. Dog kan nogle af dem godt bruges, den orange mælkehat, der frembringer klare orangefarvede dråber, hvis man klemmer den, smager faktisk godt. Ja, men det gør lilla purpurhat, pigsvamp, kålsvamp og birkerørhatten da også. Og kantarellerne.

Efterhånden er vi heller ikke i tvivl længere. Er en svamp ikke på den positive liste, tager vi den ikke. Sidder der en snegl eller en orm i den, smider vi den som regel væk, medmindre det drejer sig om et ungt eksemplar, altså af svampen. Man skal ikke være fanatisk. Svampeplukning indebærer, at fruen ofte må bøje sig. Det sker ikke så tit, hvilket er den første fordel, og den anden fordel er, at hun strammer sin bagdel på den nydeligste måde og dermed antænder en lille uafviselig flamme i min hypofyse. Tror jeg nok. Det kan også være i den del af min hjerne, der behandler stenalderreminiscenser.

Efter aftensmaden, som det igen lykkedes for mig at lave som et konkurrerende alternativ til den lokale restaurants gourmetmiddag, smider vi os i lænestolene og tænder for fjernsynet. Vi har ingen betalingskanaler andre end den os af politikerne påtvungne Danmarks Radio, og de prøver da at gøre det så godt for os som muligt.

De ved godt, at en hel del af os ældre har problemer med hukommelsen. Derfor sender de mange genudsendelser, og selv de nye udsendelser er præget af de samme klicheer og ord.

Man skal bare oversætte ordene til dansk. Fantastisk betyder nogenlunde udmærket, helt fantastisk betyder hæderlig og superfantastisk betyder ikke så ringe. Man skal begynde hver sætning med jamen altså, og København er centrum for alt i denne verden. Lige præcis.

Når man først har indset dette DR-univers, er det en ren svir at se fjernsyn.
Så får vi kaffe med mørk 85% chokolade til. TV-avisen meddeler, at der er blevet forbudt at stønne i Finland. De siger et eller andet med se tyyppi soittaa, vi ser en kvindelig tennisspiller, og hun stønner da godt nok noget højt, når hun rammer bolden, og det oversættes med at det bliver forbudt at stønne. Der er et interview med en anden finne, men oversættelsen nedenunder forsvinder. Åh, de skide teknikere hos Danmarks Radio. Og hvordan har det noget med Finland at gøre?

Chokeret vender jeg mig mod min elskede: Har du hørt det?

Hun roder rundt i nogle bøger i reolen og har ikke hørt det.
Ja, nu blegner du nok, hvad, fortsætter jeg ufortrødent.
Ja, men hvad drejer det sig om?
Man må ikke på offentlige steder stønne så højt, at det kan være

til gene for andre mennesker.
Jeg ved ikke helt, om det var det, de sagde, men bare for at drille hende udlægger jeg det sådan. En kvindelig tennisspiller har åbenbart overskredet finnernes moral.

Vi ser Deadline, hvor de ikke nævner noget om det nye forbud, og hvornår det træder i kraft, og om det gælder for alle, og det tror jeg, og går i seng. Vi har hvert vores soveværelse, da jeg somme tider lider af søvnløshed og har brug for at tænde lys for at læse.

Næste morgen får vi morgenmad sammen, og så går vi en tur. Bagefter har fruen et lille job i en helsebutik på et par timer, mens jeg får læst avisen og på den måde sat mig grundigt ind i aktuelle dilemmaer.
Efter frokosten går vi igen en lille tur, inden der bliver tid til en lille middagssøvn, men faktisk kun de dage, typisk i weekenden, hvor vi får et glas hvidvin til frokosten. Det glas gør en umanerlig søvnig. Så varer det ikke længe, inden der skal laves aftensmad, hvorefter vi ser lidt fjernsyn og går i seng.
Næste morgen …

Sekunderne tikker af sted. Jeg sidder i venteværelset på lægehuset og skal have noget tjekket. Mit armbåndsur er et ur, der går ved

hjælp af bevægelseskinetik og solfangeranlæg og modtager signaler fra Frankfurts radiotårn. Et sekund ad gangen. Tallet skifter med præcise intervaller. Selvfølgelig. Efter 60 ganges skiften er der gået et minut. Efter 60 gange et minut er en time tilbagelagt. Når man er 66 år, har man levet i 577 tusinde timer. Hertil skal formentlig lægges de ni måneder i uterus i 770 timer. Men her melder usikkerheden sig. Gælder livet fra det sekund, min fars sædcelle på sin vej hin lune augustaften i 1946 i høstakken lidt syd for Grenå trængte sig fremad og op i min mors uterus og der mødte sin skæbne i form af hendes æg, som den uhæmmet borede sig ind i med sin hale, der dirrede af liv og lyst og satte delingen af ægget i gang? Fra den 12. uge, hvor man kan være nogenlunde sikker på ikke at blive hevet ud før tid? Eller først fra det øjeblik under fødslen, hvor jeg første gang trak vejret og for altid mistede grebet om det trygge og sikre liv gennem navlestrengen? Og gør det en forskel, når jeg valgte at vise verden, hvad jeg mente om den ved at lade enden komme først ud?

Når man er 66 år, fylder livet meget lidt. Da jeg var 14, var der uendeligt mange timer, til jeg blev 16 og kunne få lov at køre knallert. Dengang. Det var en brugsforeningsknallert uden gear, som, min far havde sørget for, var droslet ned til 30 kilometer i timen. Den larmede og rystede, men sikke en forskel til at cykle. Jeg anede jo ikke dengang, at det at cykle ville kunne give mig et længere liv.

Da jeg kom i 1. g dengang i Randers, syntes tre år ikke at kunne overskues med alle de lektier. Efter et hav af danske, engelske og tyske stile godt hjulpet på vej af utallige forelskelser gik de

alligevel. Forlæns uhyggeligt langsomt, baglæns forfærdende hurtigt. Samtidig valfartede jeg mellem min far og mor, der omsider var blevet skilt. Jeg var usikker på verden, på pigerne, på mig selv, på de voksne, på livet i al almindelighed.

Når jeg ser tilbage på alle de sekunder, der er gået siden min fødsel, tænker jeg, at hjertet har fulgt mig trofast gennem dem alle sammen. Ikke en eneste gang har det svigtet. Det giver respekt om de indre organer samt de muskler, man er så dybt afhængig af.

Da min ven faldt om på fodboldbanen for et par år siden og lå død, tænkte jeg, at jeg måtte gøre noget. Derfor begyndte en holdkammerat og jeg at banke på hans hjerte i en bestemt rytme; vi troede nok, det kunne gøre det, mens de andre fra very-old- boystræningen ringede efter hjælp.

Da ambulancen kom, fik vi ros af lægen, der sagde, vi havde reddet vennens liv. Det var et stykke fremragende arbejde, sagde han, og vi kroede os, som man nu gør i den høje alder. Dog syntes vi, en øl var fortjent og gik derfor hen og fik et par stykker.

Den dag fløjtede jeg, da jeg kørte hjem. Man bliver høj i hatten af at redde liv. Det var ikke noget særligt, det, vi gjorde, og alle ville have gjort det. Men blot det at gøre det, fik altså vores humør til at stige. Vi vandt da også de næste tre kampe i very-old- boysligaen.

Jeg skal snart dø. Der er nætter, hvor sekunderne ikke kan komme af sted. Mørket sniger sig ind og med det alle dystre tanker, der findes i mit univers. Ja, faktisk i hele universet, tror jeg. Triste tanker om død, ødelæggelse, sygdom, amputation, ensomhed, smerter. Sekunderne tikker langsommere end nogensinde, og uret på natbordet rokker sig kun en tøddel.

Til sidst tænder jeg lyset. Det er længe siden, vi besluttede at sove i hver sit rum med baggrund i ikke-sammenfaldende søvnforløb. Hun vil gerne læse længe, jeg vil gerne sove med det samme; når jeg vågner om natten, vil jeg gerne læse, og det forstyrrer klart. På andre tidspunkter er det omvendt.

I begyndelsen føltes det en smule utrygt ikke længere at ligge ved siden af sin elskede. Hun kommenterede det på samme måde. Men efterhånden er vi vænnet fra. Vænnet fra hinanden? Nej, ikke det, der ligner.

Vi sidder nederst i bussen på vej til Finland over Stockholm. Hun er i stødet og virker lattermild og lysten efter at flirte. At vi

har været gift i mange år ser ikke ud til at have nogen indflydelse. Vi har ferie, og det betyder afvigelser fra den grå hverdag, selv om vi ikke længere er på arbejdsmarkedet.
Jeg puster ned i hendes kavalergang, og hun fniser som en 14- årig pubertetstøs og hiver trøjen op foroven, så revnen skjules. Det er en dyr trøje, blød og glat i stoffet, som jeg godt kan lide, og den udmærker sig ved at have en dyb udskæring.

Jeg hiver den nedad igen. Den lange spalte får lov at glimte et øjeblik i al sin pragt. Så gentager hun det med trøjen og fniser, mens hun skyder forpartiet frem, så det er lige før, ham foran presses unødigt fremad.

Skal jeg bede ham sætte stolen lidt op, truer jeg.
Med årene er gangen blevet længere, men for mig endnu mere fristende, for årene har også udviklet et endnu større forparti. Det er sket ganske automatisk. Billeder af hende som 18-årig viser kun et par små forhøjninger. Men hun har nu fortalt, at hun af al magt søgte at skjule naturens ødselhed på det punkt. Stramme bandager omkring og masser af tøj kan skjule meget. Derfor var hun også godt tilfreds med billedet, der ikke afslørede noget særligt.
Det var dengang. Nu er det ikke længere muligt at skjule den med alderen tiltagende volumen hverken med bandager eller med tøj. Og gud ske tak og lov for det.
Tænk, at have så store forlygter til lysende glæde for så mange hankønsvæsner – og så forsøge at skjule dem. En synd, hun vil blive straffet for hinsides! Det har jeg også fortalt hende mange gange. Hun griner bare, mens hendes ene hånd langsomt kører ud på den yderste spids.

Der er da aldrig nogen, der kigger efter mig, påstår hun. Men det er der. Jeg kan se, når vi går ned ad gaden, at modne mænd sender hende øjne og ser på hendes barm. De ser altid en etage længere ned end ansigtet.

Den er helt tydelig, for sådan er jeg også. Jeg har udviklet en evne til på et splitsekund at kigge horisonten rundt efter fyldige kvinder i enhver alder, dog helst dem over 50. De er klart de smukkeste!

De unge kan man hurtigt blive træt af. Glat ansigtshud, vræl! Den underlige skik med at barbere kønshårene af. Hvad ligner det? Hvor kommer det fra? Hvorfor skal en voksen kvinde ligne en baby?

Jeg foretrækker til hver tid en hud, der er rynket og brugt og vasket og ældet med charme og vid og en hud, der ikke er forsøgt forynget med de værste hudcremer, der alligevel aldrig formår at gøre den yngre, kun fylde fabrikantens bankkonto. Hertil kommer øjnene, der aldrig mister den livfulde glans, smuttet, blinket eller tiltrækningskraften.
Chokket, der kommer, når man åbner blusen og ser den hvideste, reneste, glatteste hud ned over brysterne, kan næsten få én til at græde. Så smukt! Så fint!

Jeg sætter mit højre ben helt ind til hendes, og hun sender små stødvise signaler ind i mit knæ som tegn på, at hun finder det behageligt at blive rørt ved. Vi ser diskret til siden, men ingen af de andre passagerer ser ud til at have mistanke om det frække noget, der foregår lige bag dem.

Vi skal udenlands, og livet bliver ofte noget anderledes. Daglige rutiner erstattes af nye, og det at være alene sammen i et fremmed land puster til meget. På en gang dragende at blive fri for ansvar

og hæmningsløst kaste sig ud i lysterne, give sig hen, blæse på daglige normer og regler. Vi står jo ikke henne ved købmanden og rager på hinanden. Men her i bussen virker det meget naturligt. Bare de andre ikke ser det. For så bliver det både flovt og pinligt. Det er måske derfor, at det netop virker så dragende. Hvem ved?

For vi ved godt, at vi er de eneste i hele verden, der har det sådan. Vi ved også godt, at visse ting ikke kan foregå uden en lille blå pille.
Bussen holder pause, og folk forlader den med noget besvær. Ikke alle er lige smidige, når vi skal ned ad trappen, men ned kommer vi.

Chaufføren giver en hjælpende hånd, og bagefter går vi en tur, Merete og jeg. Solen skinner, der er næsten ingen vind, et par skyer driver hen over himlen i en sær, doven fart. Jeg har armen om hendes skulder, hun sin om min talje. Vi er nyforelskede. Træerne er grønnere end grønne, og hist og her er der vilde blomster.

Jeg er skide ligeglad med vores alder. At være pensionist. Jeg lader hånden glide en smule ned over hendes højre bryst, som jeg klemmer blidt. Ingen af de andre i selskabet kan se os lige nu, for vi befinder os bag nogle buske og træer.

Hun klapper min bagdel med sin venstre hånd og lader sin hånd køre rundt og undersøge mit skridt, og der bliver straks lidt fugtigt i trusserne. Jeg ser mig om og overtaler min hånd til at kærtegne hendes skridt som en slags selv tak, og hun smiler henrykt. Vi er opladede som et par gamle batterier, der lige har fået ny strøm. At være på fremmed territorium har altid fascineret os og startet elektriciteten.

Op i bussen igen via sidedøren. Jeg lader hende galant gå forrest op ad trappen, så jeg atter kan nyde den fornemme udsigt, der skabes af to så smukt afrundede kvartnæstenhalvkloder med bløde siddepuder. Hendes stramme nederdel sidder som klæbet til hofter og lår og det imellem.

Jeg er ikke helt klar over, hvordan kvinden er blevet formet, som hun nu er; biologisk kan man sagtens forklare, at hun som i dyreriget skal kunne tiltrække hanner med henblik på formering, hvilket er det biologiske mantra og imperativ. Hertil hører smal talje, bred hofte, stor, hvælvet bagdel og på toppen af kransekagen et brystparti, der har kunnet give de kommende slægter rigelig mad fra starten. Det er samtidig uforståeligt for mig, at brysternes runde form og fylde overtager interessen efter en passende mamaepause, der strækker sig fra ens fyldte 3. år til det 13., og stadig i min alder virker enormt tiltrækkende. Sig mig engang, varer det ved til plejehjemmet? Ja, det gør det, skulle jeg hilse fra min bedstefar, der blev 88.

Han hviskede til mig, så andre ikke kunne høre det, at der var en af plejeassistenterne, der gjorde opholdet udholdelig. Hun har sådan nogen, sagde han, mens han med hænderne formede et par fodbolde foran sig. Glimtet i øjnene på ham sagde alt. Lidt svarende til Max von Sydow, der spillede en gammel mand i en film og i den begejstret udbrød en morgen: Der var blod i mine svulmelegemer i nat!

Hun sidder yderst mod vinduet. Jeg ser mit snit til at klemme min hånd ned på hendes ene bryst, idet jeg foregiver at række over efter en blyant i holderen bag stolen foran hende.
Hold op, skræmter hun hviskende, så dem foran ikke kan høre det.

Hvad, siger jeg. Med hvad?

Ja, med det der, fniser hun og forsøger at være alvorlig.
Det lykkes mig at få en hånd ned på hendes inderlår under den trøje, der liggger i hendes skød. Jeg stryger blidt op og ned langs låret, kradser lidt hvor låret ender og kører tilbage. Hun er helt med. Hendes øjne skinner med den der glans, som fortæller, at hun er lysten. Ups. Hvad sker? Hendes hånd glider op ad mit lår og tænder ild i mit skridt. Hendes fingre scratser uden på bukserne og starter en pibekoncert uden piber.
En bule rejser sig fra ingenting, og hun gisper glad.
I aften, siger hun, i aften …

Resten af turen foregår i en ophidset tilstand, der kun afbrydes af kaffe- og tissepauser undervejs. Lige så snart vi er tilbage på sædet, tændes strømmen igen og hindrer for alvor koncentration om at læse i den medbragte bog eller løse krydsorden.

Jeg væbner mig med tålmodighed og afventer aftenen i spænding. Hvad kan der ske? Hvad vil der ske?

Vi er stadig i stødet efter aftensmaden, hvor vi samtidig fik rigeligt med vin, jeg en lille pille til. Går i bad på hotelværelset og

kysser hinanden grådigt bagefter. Så får jeg en ide.
Hvad med at vi leger, at du er en rig enkefrue, der i et call- centerbureau har bestilt en gigolo?
Fin nok med mig, siger hun, så gå ud.
Ud, siger jeg forbavset. Jeg har jo ikke tøj på, og begejstringen er temmelig iøjnefaldende og ikke til at slå ned.
Gå nu ud, insisterer hun. Så banker du på og spørger, om det er her, du skal arbejde.
Lidt tøvende rejser jeg mig og åbner forsigtigt døren til hotelgangen. Ikke en lyd. Jeg ser til begge sider. Gangen er tom. Tør vi, spørger jeg sidste gang, mens blodet dunker i det vildt fremadspringende.
Ja, ja, siger hun og skubber mig ud på gangen. Splitternøgen med strit og strut. Der lyder stemmer fra et af naboværelserne. Jeg skynder mig ind igen.
Hvad er der nu, spørger hun, en anelse irriteret, kan jeg høre.
Der er nogen, hvisker jeg med tilbageholdt åndedræt og lytter. Men åndedrag er ikke sådan at holde tilbage på levende væsner, så hjertet pumper gevaldigt af sted, og jeg puster lidt mere, end godt er.
Nej, der er ikke, konstaterer hun og trækker mig i mit forreste lem hen mod døren.
Jeg hopper ud igen og står nu udenfor, nøgen med rejst begejstring. En smule påvirket af situationen, tror jeg.
Hun smækker døren i, og den låser automatisk.
Så bliver der taget i døren på et af de andre værelser overfor.

Jeg banker hastigt på, og indefra lyder hendes stemme: Hvem er det?

For helvede, svarer jeg lavt, men indtrængende. Det er sgu mig. Luk op. Der kommer nogen.

Er det gigoloen?
Jeg skummer af afmagt og raseri.
Luk mig nu ind, for helvede, hvæser jeg, nu lidt højere, mens jeg ser mig hastigt om.
Det andet værelses dørhåndtag bevæger sig. Ikke vores. Feber og frost sænkes over mit hoved, og kalorius stritter mere end nogensinde. Jeg rusker håndtaget op og ned.
Er det gigoloen, lyder det fra mokken derinde.
Ja, for helvede. Luk den dør op.
Hov, hov, siger enkefruen tæt på den anden side. Hvad hedder det?
Døren på værelset overfor bevæger sig udad.
Lad mig nu komme ind. Ja, jeg er gigoloen.
Hun åbner, og idet jeg smutter ind, ser jeg genboen stå i sin døråbning og glo måbende over mod mig.

Vi er på mellemlanding og byrundtur i Stockholm og skal nå en masse. Heldigvis mødte vi ikke genboen næste morgen, og det

var ikke en fra rejseselskabet.
Stockholm er Sveriges og Nordens største by med knap 1, 4 millioner indbyggere. Her ligger riksdagen, hvorfra Sverige regeres med politisk korrekte ord og vendinger.
Medierne ligger på den samme linje, og derfor er det meget svært at lave statistikker over eksempelvis kriminaliteten, som fagfolk påstår, alt andet lige ligger noget højere for indvandrere end for indfødte målt forholdsmæssigt.
De fleste af os har læst og hørt om særlige bydele og kvarterer, hvor der hersker andre regler end ellers. Svenskerne er ikke meget for at snakke om det, og den manglende åbenhed giver visse grupperinger alt for let spil.
Der er mange vejarbejder i gang, og ofte må vi køre en anden vej end den planlagte. Det forstyrrer chaufføren lidt, så til sidst standser han uden for kunstmuseet, og guiden giver os lov til at gå indenfor og bese dette spændende sted.

Om to timer kører vi igen, mener hun.

I et af lokalerne i kælderen på kunstmuseet er der mørkt.
En kunstner har optaget videoer af personer, der springer ud i vandet. Han har ikke anvendt de normale 25 billeder i sekundet, men langt flere. Det giver en overordentlig slow-motioneffekt. Men det har han ikke nøjedes med. Han viser udspringet og afspiller lyden, det hele foregår baglæns. Ret interessant.
Fruen og jeg sidder på den ryglænsfrie bænk, og de andre tilskuere har lige forladt rummet. Vi er alene. Hun stryger mig op og ned langs armen. Det er mørkt. Om lidt er det forfra med de tre videoer, der kører i sløjfe med pause indimellem. Jeg ser spændt op på skærmen på væggen.

Pludselig tager hun min pegefinger og fører den ned mellem sine ben, og jeg mærker noget blødt og fugtigt, samtidig med at mit hjerte giver sig til at pumpe blod rundt. Hun overrasker mig igen. En sagte stønnen undslipper hende, og jeg bliver klar over sagen. Hendes shorts er krænget til side, og hun er lækker, åben og en smule stakåndet som mig.

Med hånden lægger hun et blidt pres på min nakke, og jeg bøjer mig ned og maser shortsene endnu mere til side og hiver huden lidt opad, så det vilde punkt stritter fremad. Min tunge masserer langsomt knoppen, der straks følges af hendes stønnen, hvilket egentlig er imod reglen.

Der kan komme andre ind i rummet, hvad øjeblik det skal være, så jeg forbereder mig på det og er parat til at lade, som om jeg har tabt noget. Desuden vil det hjælpe os, at rummet ligger i mørke, og at man kommer fra lyset udenfor.
Forsigtigt slikker jeg på krumtappen, og hun kan ikke sidde helt stille for nydelse. Den smager lidt af citrus, en særlig skarp og syrlig variant, men også en enormt ophidsende en af slagsen. En form for klagende lyd siver ud mellem hendes læber, mens noget andet siver mellem andre læber. Videoerne begynder, og et par fødder dukker langsomt op af vandet.
Hun har skildt lårene endnu mere ad, sat armene bagud på bænken til støtte, og hendes åndedrag er forstærket. Nu stønner hun højere, og det giver genlyd i rummet. Vi kan ikke høre nogen udenfor, men de kan jo pludselig være her.
Mens mandekroppen i den ene video stille og som forventet stiger baglæns længere og længere op fra vandet, stiger hendes åndedræt tilsvarende. Da jeg har travlt med tungen, kan jeg ikke samtidig gøre hende opmærksom på det ulovlige i hendes stønnen.

I samme øjeblik plasket i videoen vælter et enormt brag ud i rummet gennem de mange højtalere, skriger hun sin udløsning af sted i kaskader af korte, staccatolignende lydstrømme.

Et ældre ægtepar kommer ind.
Nej, hvor blev jeg forskrækket, siger hun straks, mens hun hastigt bøjer sig frem, nok især med henblik på ægteparret.
Ja, det må jeg da nok sige, mener jeg, der dykker op, mens jeg fumler med min ene sandal.

Skibet glider næsten lydløst af sted mod øst og Åbo eller på finsk: Turku. Vi har spist godt og meget og drukket tilsvarende.

Buffeten har været over al forventning. Massevis af fisk til forret, kogte, stegte, panerede, aflange, runde og masser af tilbehør i forskellige dressinger. Hovedretterne med bunkevis af kød fra mange forskellige dyr og et salatbord uden ende. Hertil vin ad libitum fra flere haner, der bare stikker op fra gulvet. En til rødvin, en til hvidvin, en til to forskellige slags øl og en til dansk vand. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, er også ret ligeglad. Bare det kommer.

Sådan en kunne jeg godt tænke mig derhjemme, hvisker jeg til min smukke hustru.

Det får du ikke, siger hun brutalt. Så skulle vi jo ustandselig fylde tønderne op nedenunder. Du ville drikke dig fra sans og …

til stor glæde for dig, for så ville jeg også derhjemme være lige så vild med dig som her.

Det var ikke så godt. Et sted må man vel gå i fred?

Det er rigtig nok. Hjemme er det ikke så spændende at gå og tage på hende; på en ferie er det en helt anden snak. Jeg ved ikke, om de andre mænd er sådan nogen, der rager på deres koner. Jeg ser mig omkring. Der sidder ham fra Odense med høreapparaterne. Han ligner ikke en sexgal freak med overbalance i hormonproduktionen. Der er vores præst fra sydsjælland. Ved at se på præstekonen er jeg sikker på, at det er knap 40 år siden, de to sidst har rørt hinandens erogene zoner, hvilket er et meget usexet udtryk for de steder, hvor det kilder mest. Tror jeg nok. Der sidder det ældre ægtepar fra Herning, og det virker ærlig talt ikke, som om de har en fræk aftale i aften. Jeg ser fra den ene til

den anden og kan kun nå den konklusion, at i hele dette selskab af bedagede mænd og kvinder er vi to de eneste, der endnu har ungdommens lyst og begejstring i behold.

Du er et heldigt asen, hvisker jeg til hende.

Hvad mener du, spørger hun påtaget forbavset.

At lige netop vi to er gift med hinanden, svarer jeg, mens jeg blinker med øjet.

Hvad mener du, bliver hun minsandten ved.

Hvad ville du gøre, hvis jeg ikke fandtes?

Selvbevidstheden har aldrig fejlet noget, men om den er særligt realistisk, ved jeg ikke.

Finde mig en anden, svarer hun bare.

Du ville aldrig, gentager aldrig, finde en, der var lige så god i sengen som mig, siger jeg igen med et ordvalg, der næsten af sig selv er løbet henne fra vinhanerne og automatisk finder vej ud gennem stemmebåndet.

Skal jeg prøve, driller hun og hæver forpartiet mod mig. Jeg ryster ivrigt på hovedet og mener nej. Jeg kan aldrig klare mig i disse orddueller. Hun er brølende stærk og svag på samme tid, og jeg har aldrig fundet ud af, hvilken teknik hun anvender. Hun kan alle rollerne fra den uskyldige og ubehjælpsomme stakkels pige til den fortættede og jordrystende angrebslystne hetære på den anden side. Jeg overværede engang til et foredrag, hvordan hun jordede en herre, der mente noget, hun ikke mente. Bagefter spillede hun hjælpeløs og uselvstændig og skulle have mig til at ordne den tilstoppede køkkenvask.

Hvorfor blev du ikke offentlig anklager, siger jeg. Det ville passe godt til dig.

Mit behov for forfølgelse bliver så rigeligt indfriet i vort ægteskab, siger hun syrligt. Tværtimod øver jeg mig meget i at være offer under din sarkastiske ledelse.

Det er da kun, når vi kører bil. Du aner aldrig, hvornår du skal skifte gear.

Det er vel derfor, vi har fået en med automatgear, skulle jeg mene.

Imens vi mundhugges hjerteligt, har mit ene ben travlt med at rode rundt mellem hendes. Oppe ved buffeten kommer skaftet på hendes kniv tilfældigt til at røre min gylp. Vi står tæt sammen i køen, og jeg kan ikke lade være med at komme med et lille udbrud.

Hvad er der, spørger hun uskyldigt.

Der var noget, der generede mig.

Det må vi da have gjort noget ved, mener hun. Kan du beskrive symptomerne mere indgående?

Det handler om blodet. Det farer rundt i min krop, men nogle gange er det, som om det standser i et bestemt af alle mine lemmer.

Hun fniser og tager sin mad.

Blodpølse har de vist ikke, Erik, men det har du jo selv i forvejen. Tag noget sødt, min elskede. Det får du brug for!

Det eneste søde, jeg indtager, er den sædvanlige pille, der somme tider er blå, somme tider brun. Den brune holder længere, den blå holder i fire timer. Men hvilke!

Det er blevet sengetid, og vi finder vores kahyt.
Der er meget smalt i kahytten, og vi kan ikke begge klæde af på

samme tid.

Jeg går ud på badeværelset, tager et bad og kommer frisk tilbage nøgen med Pontius Pilatus i rejst og kampklar tilstand.

Var værelset blot en smule mindre, var der da ikke plads til den der, siger hun smilende.

Heldigt at værelset i det mindst er aflangt, siger jeg, så har dine forlygter gode muligheder for ikke at blive mast. Altså når du vender dig rigtigt.

Hun tjatter til mig, og vi kysser hinanden længe og inderligt. Vi vil ikke elske, vel?

Nej, vi gemmer det til hotellet i morgen, foreslår hun. Der er altså for lidt plads her, og vi skal også tidlig op i morgen.

En urolig nattesøvn med masser af drømme og larm ude fra gangen giver os en hektisk morgen, hvor vi føler søvnbehovet for alvor.

Pontius har strakt sig langt siden i går aftes, siger jeg, nu er han på kogepunktet og spørger, om du kan slukke ilden i hovedet?

Det kan jeg måske, siger den skønne og lægger sig på knæ ved siden af min køjeseng. Hun fisker hr. Pilatus frem under dynen og slukker ilden med god hjælp fra sin fugtige mund.

Jeg prøver at lade være med at stønne og ligger helt ubevægelig, mens hendes hoved går op og ned på det eneste, der ikke er under dynen.

Døren går pludselig op, den var ellers låst, og et hoved ses: God morgen!

Retfærdigvis skal det siges, at servicemedarbejderen jo ikke kunne forestille sig, at vi ville foretage os den slags ting 30 minutter, før færgen er i havn. Forskrækket trækker hun sig øjeblikkeligt ud på gangen igen og smækker døren i.

Pontius trækker sig, og jeg sukker.

Hvad så med jomfru Maria, spørger jeg og peger på hendes skridt.

Jomfru Maria er lidt sippet og noget klæbrig her til morgen. Vi venter.

Vi bliver færdige og skynder os til morgenmad, inden vi skal ned i bussen og køre videre i det sydfinske, mens jeg tænker på, hvordan det er at sidde med noget klæbrigt mellem benene og på, hvordan servicemedarbejderen nu får traumabehandlet sin oplevelse fra morgenvækningen.

Vi er helt alene på balkonen, vi to i denne biograf i Helsinkis centrum og nyder, at vi i aften har fri. Rejsearrangøren har ellers

et tætpakket program, for vi skal nå meget. Men hvad vinder man ved at nå meget, hvis man ikke når det vigtigste?
Nedenunder på gulvet er der flere tilskuere, men filmen er ikke en af dem, som folk står i kø til her i Finnbio, som biografkæden hedder.

Det er en meget kedelig film. En ældre herre sidder og kigger ud af et vindue i et slot. Han længes efter sin tabte barndom.

Vi har glemt at købe slik, siger hun.
Så er det da godt, at jeg selv har noget med, mumler jeg. Det er i mine bukser.
Jeg mærker, at hun fumler med min gylp.
Hendes ferme hænder roder rundt og laver en så stor åbning, at begejstringen får optimale vilkår.
Neeeeej, lør-dags-slik, mumler hun begejstret og slår hænderne sammen.
Jeg studerer filmen intenst, mens jeg gyser og skælver af forventning, fordi jeg længes efter hendes varme mund som et ildsprudende og alligevel tilpas tempereret blødt krater, der brænder sig ind i min bevidsthed. Dog på en yderst behagelig måde. Det ildsprudende er jo reduceret til højst 37 grader. Og så sker det. Jeg mærker det i virkeligheden.

Selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at stønne, selv om jeg prøver. Det hele går ud på at få mig til at blotte sig; at få mig til at komme med lyde, der indikerer, at jeg er til fals for hendes angreb, og derfor sidder jeg så rolig som muligt og forsøger at trække vejret så ensartet som muligt.

Den første stønnen er en fejl og trækker nedad, giver mig fra starten et minuspoint. Sådan er reglen, som vi begge har aftalt og underkastet os. Hun glemte den på museet, jeg husker den her. Men nu har jeg overvundet denne første krise og er klar til kamp. Hendes hoved går op og ned som i filmen, og da hun ikke ser mig og ikke kan det i den stilling, lukker jeg roligt øjnene og nyder hendes kærlige omsorg, mens jeg holder hårdt i armlænet. Det er nemlig ikke tilladt at lukke øjnene, hvilket kunne betyde, at man nyder forestillingen. Reglen er meget klar. Man skal være totalt upåvirket af det, den anden laver med ens krop. Totalt. Som en statue af sten.
Vi fandt på reglen for mange år siden, fordi det er så frækt, når ens elskede sætter alt på et bræt og kilder, kysser og kæler så meget, at man er parat til at skrige. Og man så slet ikke reagerer, men blot sidder og ser totalt uinteresseret ud. Totalt.
På den måde lever vi fuldt og helt op til det aktuelle støn-forbud i Finland.
Fuldstændig ubevægelig sidder jeg derfor i biografen med for det meste lukkede øjne og et let forhøjet åndedræt.

Sidst var det hende, det gik ud over. Hun gennemførte i vanlig suveræn stil og eksploderede først til sidst, som reglerne foreskriver. Når udløsningen kommer drønende, må man gerne give efter. Ikke før! Den skal ikke ødelægges på grund af en tåbelig regel.

Og nu sidder jeg altså her, mens hun bearbejder dette, mit mest følsomme af alle lemmer. Det har det altid været. Også i min ungdom. Det besynderlige er, at det har kunnet gå i så mange år. Den stramme hud kan ikke give sig mere, så vil den flække og revne, og jeg føler, hvordan bristepunktet nærmer sig, og – så

fosser det som en flodbølge, der bruser frem fra den manuelt åbnede sluseport. Bølgen skyder vej i den indre floddal og vælter op gennem det relativt lodrette rør og skydes ud.
Det er nu, at hun viser sin stærke side og ikke slipper noget, men holder fast til det sidste.
Da jeg omsider åbner øjnene, opdager jeg, at de ansigter, vi kan se nedenunder, alle vender op mod os.
Jeg må jo have udstedt lyde.

Dagen efter ankommer vi til Imatra i Østfinland. Tæt på Karelen, det gamle område, som russerne nappede efter 2.

verdenskrig trods Mannerheims anstrengelser for at bevare det på finske hænder.
På dette hotel i Finland er der på værelserne skabe som på så mange andre. Men her er der en lille, signifikant forskel, tror jeg nok. Jeg har i hvert fald ikke set det før.

Hvis man uheldigt har krøllede bukser, slår man et bræt ud fra skabet og kan lægge sine benklæder i pres.
I åbningen, der således opstår, er der kroge til at fastholde strygebrættet i en hvilken som helst vinkel.

Her, siger jeg til hende, bøj dig ind og dyk ned. Når du gør det, kan du ikke komme op igen ved egen hjælp. Du er således prisgivet mig. Tør du?
Nu har vi også altid haft den regel, at det, den ene foreslår af hjertebankende art, må den anden gå ind i. Gør man det ikke, lider man æres- og pointtab.

Jeg står med et uldtæppe, som jeg lægger over brættet.

Så hun gør naturligvis, som jeg siger, lægger sig ind over brættet og dykker ned i skabet, og jeg låser brættet i en passende hældning.
Helt som forudset er det hende umuligt at komme ud og op ved egen hjælp. Uanset hvor meget hun aser, nytter det intet. Hun hænger på den, om man så må sige.

Eftersom brættet er foret, og jeg tilligemed som sagt lige har lagt yderligere et tæppe hen over det, er det ikke en ubehagelig stilling, hun indtager. Hun lider absolut ingen nød.
Da hun nu er anbragt, sætter jeg mig på en stol og beundrer hendes bagdel, der altså nu står ud i rummet. I det svage lys fra den ene sengelampe ser det grønligt og Mars-agtigt ud. Bukserne

sidder stramt om bagdelen og fremhæver den tvedelte konstruktion, og bedre bliver det ikke af, at hun er lænet så meget forover. Der er i alt fire døre i skabet, alle med spejl, undtagen der hvor hun står. Flade døre med flade spejle og så en vældig og imponerende bagdel, der så forbløffende bryder denne fladhed. Nu er min elskede forvandlet til en bagdel og et par pæne, flotte ben. Jeg kan i hvert fald ikke se andet.
Det er det gode ved at være gift i mange år. Man ser til stadighed den elskede som dengang. Merete er for mig den smukke, smukke unge pige med smut i øjnene, da hun som 24-årig valgte at flytte ind i min lejlighed efter et kortere bekendtskab, dels på hendes værelse i den smalle seng, dels i min lejlighed i den lidt brede seng.
Men sådan ser hun stadig ud. Jeg ser ikke rynkerne, jeg ser ikke dellerne, der har taget sig nogle friheder, jeg ser ikke hårets farveforvandling fra det skønneste brune over det grå til nu næsten hvid. Jeg ser det ikke. Fordelen er, at hun heller ikke ser rynkerne hos mig, hun ser ikke, at jeg går en smule foroverbøjet, som ældre mænd nu engang gør, hun er tålmodig, når jeg urinerer, for det tager den tid, det tager; på et af de mere afgørende punkter ved hun selvfølgelig godt, at det snart er længe siden, at jeg kunne få erektion uden hjælp, men pillerne udligner det faktum. I hvert fald for det meste. For selv de kan ikke få den op at stå, hvis man lider jalousiens kvaler eller bare ikke har lyst. Men det er sandelig ikke tilfældet lige nu. Jeg skænker mig et dejligt glas koldt hvidvin og hertil en lille pille.
Den pille.
Jeg rejser mig, og med lidt god vilje lykkes det mig at få viklet hendes bukser ned sammen med trusserne og få dem helt af.
Jeg kan ikke helt afvise, at hun hjælper til. Jeg har mit ansigt helt tæt ind til den yderst velformede bag og kan lugte, at hun er klar

til julelege. Hun skælver en smule, da mine hænder stryger op over balderne og tilbage igen, kører lidt i revnen, op og ned, tager en lille smuttur ud over Karelens mange søer og bemærker det fugtige klima og den tætte og frodige underskov.
Hun stønner og vrider sig.

Husk reglen, siger jeg. Jeg skal lige hente en pakke smøger og går, før hun kan protestere.
Det skal jeg nu ikke, faktisk skal jeg bare sidde lidt på en bænk i parken, mens jeg så småt overvejer, hvilken glæde jeg bør imødese. Mine bukser reagerer på disse tanker, kan jeg se. På bænken ved siden af mig ligger en pjece, hvori står, at de 5,4 millioner finner er medlem af EU og befinder sig højst på alle Pisamålinger.

Vest på i Finland er alle skilte på både finsk og svensk, selv om der bor relativt få svenskere i området, ca. 290.000. Det må være besværligt at være officiel tosproget, ligesom i Belgien, men sådan er lovgivningen. Af berømte finlandssvenskere kendes Jean Sibelius og Märta Tikkanen. I Åbo kan man derfor nemt lære sig finsk, for oversættelsen står lige nedenunder. Der er hele tre universiteter her.
I stormagasiner kan vi relativt let læse prisskiltene, der også forklarer, hvilken genstand prisen repræsenterer. Finsk er uforståeligt, og selv om det er den samme indoeuropæiske sprogstamme som ungarerne og esterne, har en ungarer og en finne ingen mulighed for at forstå hinanden, hvorimod en ester har det lidt lettere i Finland og omvendt.
Når man så ved, at en finne producerer for 44.000 US$ til BNP og en dansker 62.000 US$, får de nu ikke så meget ud af de der

Pisa-tal. Men sandheden er som sædvanlig mere indviklet. For ledigheden er 6,8% i Danmark, mens den i Finland andrager 7,4%.
Hvad angår indvandrerdebat, eksisterer sådan en ikke i Finland. Ikke fordi de er lige så politisk korrekte som i Sverige, men de har simpelthen ikke så mange, der banker på og ber om asyl.

Jeg lægger pjecen fra mig og vandrer tilbage ind i hotellet. Jeg tager spændt elevatoren op igen og lukker mig ind, og hun står

der stadigvæk. Heldigvis. De usandsynligt flotte halvkugler står med det grønne skær ud i rummet og får mig fra 0 til 180 på et splitsekund.

Nu skal du jo ikke overdrive, lyder det nede fra skabet.
Ti stille, sagde jeg og smækker en hånd ned på den højre halvklode, der dirrer svagt. Min puls tapper af sted som en fiskekutter.
Av, det gør du ikke igen, truer stemmen.
Jeg hæver hånden og smækker den anden.
Av, stop nu det der, lyder de nu en anelse vredere stemme.
Min hånd løfter sig automatisk og rammer hendes hvid-grønne bagdel endnu fem gange. Nu siger hun ikke mere. Ikke flere trusler. Det har noget at gøre med, hvor meget man har at handle med. Det synes at være tilfældet for min skønne slavetøs, at hun intet har at handle med.

Jeg tager mig et glas vin og forklarer bagdelen, hvad jeg har gang i, nemlig en leg med ukendt udgang. Ingen grund til at holde det hemmeligt på nogen måde.
Jeg siger til bagdelen, at den er så skøn, så jeg overvejer at lave en lille butik, hvor mænd formedelst 10 € kan komme ind og beundre den. De må se, men ikke røre. Ja, man kunne overveje den mulighed, at de for 20 € kunne kæle for den med hånden. Men derudover får de ikke mulighed for mere. Selv om det naturligvis i laverestående miljøer var en tanke værd at opkræve 100 € for at måtte stikke et eller andet af sig selv op mellem disse gudindelår og ind i skatkammeret. Men bagdelen ryster ivrigt. Nej, tak, meddeler den, hvis den skulle bestemme. Det skal den

ikke, siger jeg, men der er et argument, der ikke gøre bagdelsbutikken egnet i aften. Det er, at denne skønne bagdel helt og aldeles er optaget. Af mig.

Så trækker jeg stolen hen til hendes store, velformede bagdel og drikker af glasset. Engang imellem bøjer jeg mig frem og kører min hånd langsomt ned over rundingerne.
Hvad siger du, spørger jeg den højre balde.

Intet svar.
Af og til tager jeg fat med begge hænder og skiller forsigtigt balderne ad. Det protesterer hun imod inde fra skabet, men det nytter heller ikke noget.
Jeg er ligeglad med, hvad der kommer fra skabet, påstår jeg. Det er bagdelen, der bestemmer. Din prægtige numse.

Fra min kuffert tager jeg en lille plastikpose og op af den en hønsefjer. Mens min venstre hånd skiller den ene balde mod venstre, kører fjeren i højre ganske langsomt i revnen oppefra og helt ned og under.

Af hendes suk kan jeg sagtens udlægge, at hun nyder det. Også at hun ikke kan vide, hvad der ellers venter hende. Jeg stryger igen og igen og minder hende om reglen. Tys! Ingen lyd, ingen bevægelse.

Jeg sidder mageligt i min stol og kører ikke med klatten, men med fjeren, der blidere end nogen mennesketunge kan berøre de sarte slimhinder. Jeg fører den oppefra og nedefter, hvilket er hensigtsmæssigt. På den måde nærmer jeg mig mere og mere lystcentret i den lille, nu stive rosenknop, som jeg lige akkurat kan nå.

Hun skælver en smule, hvilket jeg også noterer mig. Et minuspoint mere. Et minuspoint til hende betyder et pluspoint til

mig, og det er vigtigt at samle på. De kan nemlig bruges, når jeg selv er i farezonen.
Endelig når jeg den svulmende klitoris derinde mellem ben og hår og blød, hvid hud samt ikke mindst en masse væde, som hun må have produceret imens. Her kører jeg fjerene flere gange op og ned, så de dels bliver bevæget med retningen, dels imod. Især det sidste giver utilsigtede støn fra skabet. Flere minuspoint, hvilket jeg gør hende opmærksom på.

Den næste ting fra posen er en lille, hyggelig vibrator formet som en tommelfingerstang i blød plastik. Jeg finder frem til anus, sætter dildoen til og tænder den på laveste blus.
Det er noget, der fremkalder reaktioner hos de to bens ejerkvinde. Uroligt svajer hun fra side til side, mens der lyder forskellige lyde dernedefra. Jeg hælder overvejende til den antagelse, at hun nyder det, men bemærker ganske tørt, at hun må vide, hvad det betyder.

Jeg er efterhånden formentlig takket være vinen selv kommet godt med, og derfor smider jeg nu tøjet, så jeg ligesom står mere frit. Min lyst fejler ikke noget, og jeg sætter min egen kødelige dildo til og søger efter den naturlige indgang, men jeg opretholder kunstigdildoens snurren i hendes bagerste.
Min overraskelse er da heller ikke større end forventet, da jeg uden særlig modstand kan bore mig op i hendes private gemakker. Jeg trækker den helt ud igen og noterer mig dens tilstand.

Du gør den våd, mener jeg sagligt. Det gør du med vilje.
Der lyder protester fra skabet, men dem har jeg ikke til sinds at høre på.
Så derfor støder jeg igen til, mens hun nu stønner højlydt jamrende.

Åh, for fanden, siger hun flere gange, og jeg må advare hende. Du har allerede overskredet vore regler flere gange, påstår jeg. Du skal for det første stå helt stille og for det andet holde din bøtte. Jeg kan jo slet ikke nå at tælle alle de minuspoints, du får.

Hun søger at stivne som en statue, og der kommer ingen lyd fra hende.
Nu kan jeg koncentrere mig. Jeg skruer op for dildomotoren og borer den helt ind. Den runde plade bagerst forhindrer den i at forsvinde. Samtidig sætter jeg min kadence op og flænser helt op i bund og modsat helt ud eller næsten.

Pludselig kommer en lang, underjordisk stønnen op fra skabet, og hun vrider og vender sig og skyder ryg og hopper og danser, så jeg kan forstå, at nu gælder reglen om udløsning, som ikke udløser minuspoints.

Jeg mærker da også ret tydeligt stramningerne i uteruskanalen, men trækker dildoen ud af anus.
Åh, for fanden, hvor var det dejligt, lyder det dernedefra.
Jeg er desværre ikke færdig endnu, siger jeg, og jeg trænger til en lille pause.

Jeg trækker den storsnudede Pontius Pilatus ud og sætter mig i stolen og skænker mig påny et glas af den livsalige vin.

Hun vrikker lidt, men siger intet.
Så rejser jeg mig, tændt med begejstringens og Viagraens ild og stikker Hr. Pilatus op, så langt han kan nå.
Hvad så, brummer jeg til ham. Er det ikke som at tage spøgelsestoget i Tivoli?

Efter en noget heftig frem-og-tilbagetur i den snævre, men særdeles smattede gang må jeg bede Pontius om at fyre sine erindringer af.
Han er en mærkelig en, ham Pontius. Erindringerne ender stort set altid i nogle vældige klatter af ingenting.

Endnu mens de sidste skvæt flyder af sted, banker det på døren, der trods aflåsningen bliver åbnet, og en lyslokket ung pige stikker hovedet ind:
Ønsker Ni service no?

Deja vu, hedder det. De har nogle ret dårlige vaner her i Finland. Når det drejer sig om at forstyrre den offentlige ro og orden. Jeg er snart lidt træt af unge damer, der kommer drønende og lukker døre op bare for at få et glimt af mestertoreadoren at se. Ham, der stikker den langt ind.

Fruen har også en dårlig vane. En dårlig vane kan godt udvikle sig til en uvane, og denne er faktisk så sejlivet, at den bliver svær

at komme af med.
Når vi skal spise fint på for eksempel en restaurant af de bedre, hvor vi skal møde pænt klædte og noble og ligne ordentlige mennesker, der er kultiverede og ved, hvordan man opfører sig og ikke tonser vildt rundt ude på en hotelgang med rejst fane og brølende sirener, farer der en skrækkelig hekselignende jag af en tanke i hende. Den kommer hver gang, hun skal i skruddet og have fin kjole på med højhælede sko og hele balatjavsen.
Når hun står foran spejlet, tænker hun på, at et menneske er en broget ting. Vi er alle en blanding af godt og ondt, af smukt og grimt, af klogskab og dumhed, af ligegyldighed og interesse, af afslappethed og anspændthed og – af klimaks og antiklimaks, der skifter som sult, mæthed og udtømning, tørst, slukning af samme og urinering, træthed og søvn efterfulgt af friskhed. Vi kører rundt på behovsstigen i en uendelig lang kæde af nuller og ettaller.

Inde i spejlet ser fruen en flot kvinde, der er behovsstyret og kun i meget ringe omfang i stand til at modsætte sig disse behov. Behovet for anerkendelse ligger temmelig langt fremme, og en del af dette behov dækkes ind af fremmede hanners brunstlyde, når de ser hende. Disse brunstlyde tænder naturligvis hendes modtagelighed for parring, og tankerne om dette indslag i mennesket får hende til at fokusere på underlivet, som jo er det biologiske sæde til at føre disse tanker væk fra det rent teoretiske. Det for en kvinde stolteste sted på kroppen må være kønsdelene. Det kan ikke være anderledes.

Så er det, at min frue sætter hånden under hagen og mumler:

Hvorfor skjule det, der betyder så meget for os alle? Hvorfor lade, som om det er tabu? Halvdelen af jordens 7 milliarder mennesker har sådan en.
Vi går i byen. Hun skridter frisk og energifyldt af sted, holder fast i min arm og hvisker eruptive ord og vendinger. Eller som i aften, hvor vi bor på et hotel og tager elevatoren ned.

I restauranten sidder vi så og spiser helt ude i periferien med udsigt ud over søen. Denne del af restauranten er bygget til og hviler på søjler. Der er mørkt udenfor, men vi kan se lys rundt om hele søen. Det er meget fortryllende. Vi har dog svært ved helt at se lysene derude, idet der er meget lys, hvor vi sidder.
Her plejer hun mellem forret og hovedret at læne sig forover mod mig, stirre på mig med sine vidunderlige skovsøøjne og fremhviske:

Trækker det ikke lidt her?
Og det gør hun også i aften på et tidligt tidspunkt og tilføjer: Prøv selv at mærke efter oppe mellem mine lår.
Jeg lader min hånd glide op mellem hendes lår og havner et sted, hvor begge lår mødes, og det fører lige op til dusken. Oven i det kratter hun kjolen en smule højere op, så der er fri og uhindret adgang. Ingen trusser. Så skal det jo trække.

Hun ved, at det tænder mig, kun fordi det er så frækt. At sidde her et sted, hvor det er spisebehovet, der dækkes og samtidig have øje for andre behov. Det er frækt. Jeg vidste det allerede i elevatoren på grund af de øjne, hun sendte mig. Så meget liv, så meget lys og så meget energi er der bundet i de øjne. Hun skiller lårene ad og sidder med meget spredte ben, og det er frækt. Imens lader jeg min pegefinger vandre på oliebjerget, der er

smørelse nok, og finder tappen, kronjuvelen, the most important thing at a woman, dronning klit.
Hun stønner ikke, men ser ligeglad ud. Måske koncentrerer hun sig nu for ikke at miste endnu flere point.

Der er buffet, og vi går op samtidig, og hun står foran mig i sin tynde, snævre kjole og kommer ofte til at røre mig. Når man står i kø og forsøger at få mad på tallerkenen, kan det nemt hænde. Det frække bliver frækkere, fordi vi begge ved det. Og ingen andre. Tror vi da. Man ved selvfølgelig aldrig.

Jeg elsker den kvinde som aldrig før. Vi har været gift i 40 år. Kan det dog blive ved?

For fanden, hvor er du dejlig, hvisker jeg til hende. Du er heller ikke værst, svarer den skønne.
Du er dejligst, erklærer jeg med fast stemme.
Kun, når der er noget af dig i mig, kæler hun.

Vi prøver begge at se ud, som om vi taler om grønsagerne på anretterbordet.

Vi bor på hotellet og skal bare op på værelset. Vi bliver siddende og snakker med nogle af de andre gæster. Alkoholen er sammensat af lige dele hvidvin, rødvin og cognac, så stemningen er der, og humøret perfekt. Blandt de andre er der et ældre ægtepar, som vi har set før.

Det var nogle gode videoer, synes I ikke, spørger konen.
Jo, siger jeg, jo, æh, altså nede i det kælderrum på kunstmuseet?

Hun nikker smilende.
Det var det. Man blev helt forskrækket, når plasket kom til

allersidst.
Ja, det var da lige før, du hoppede på bænken, siger hun med

øjne, der er helt smalle for bare smilen.

Der er ellers mange indkøbsmuligheder her, mener min elskede, men priserne er da ikke lavere end i København.
De smiler til hinanden de to gamle og kommenterer ikke på den med priserne. Jeg synes, min elskede gjorde et godt forsøg på at dreje samtalen væk fra det kælderrum.

Næste dag besøger vi zarens jagthytte. Ordet hytte betyder for mig et lille skur opført i tømmer med et par sovepladser og et

primitivt toilet. Eller ikke. Vi har da mange gange i Norge beboet hytter, der var gode at bo i, men ikke havde nogen form for luksus. Soverum, tekøkken og et badeværelse.
Men denne jagthytte er en overdådighed af et sommerhus. At tænke sig at zaren ikke kunne lide at være her og senest var her i 1906, 11 år før han blev myrdet af kommunisterne, forstemmer mig og vækker undren.

Der var plads til både et lille kontor, masterbedroom til ham og zarinaen, og ovenpå værelser til tjeneste- og sikkerhedsfolk og børnene. Der var ikke bare sådan en nanny med, men hele fem tjenestefolk, barnepiger, og hvad de nu var.

Vi går rundt og beser alle herlighederne. Udenfor skinner solen, der er sommertemperaturer, og alle ryster på hovedet over zarens modvilje mod dette paradis på jord. Søen og fjorden ligger lige op til; han kunne sejle helt fra Sct. Petersborg hertil.

Vi sidder inde i pejsestuen og lytter til guiden, der for en gangs skyld er charmerende og gerne lytter til os. Til gengæld er han underligt dårlig til at informere os. Han kender ikke meget til zarens familie, hvoraf prinsesse Dagmar jo kendes i det danske. Selskabet består udelukkende af ældre mennesker, fra 60-årige til næsten død. Vi har furer i ansigterne, rynker og hvidt eller intet hår, men tøjet er i orden. Det er pænt, ikke prangende, kun en enkelt dame klæder sig som en direktørfrue.

Det viser sig, at hun også er. Hendes mand gider ikke tage med på sådan en tur og sidder derhjemme i Odense og laver forretninger. I virkeligheden er hun vældig sød at snakke med og

ikke spor snobbet. Men man kan godt få det indtryk, når man ser en hejre stadset sådan ud.
En sønderjyde på min alder har giftet sig med en yngre dame, der kommer fra Tyskland. Hun er sød og høj. Det er han også, så de passer godt sammen. Hun fortæller om den lille by, hun kommer fra. De høje, smukke bjerge, der ligger rundt omkring mod vest, Rhinen, der snor sig til den anden side og skovene indimellem. Nej, hvor sjovt. Hendes beskrivelse ligner jo fuldstændig Randers sydvest. Gudenåen er vel om ikke lige så lang, så lige så pragtfuld som Rhinen. Bjerge har vi ikke mange af i det område, men bakket er der. Masser af skov.

Så siger man, verden er lille. Men det er den ikke. Den er uoverskuelig stor. Syv milliarder mennesker.
Man siger, at hvis alle disse syv milliarder skulle spise kød hver dag, ville der ikke være mad nok. Det kunne lige gå, hvis vi blev vegetarer, men selv her ville der være problemer. Det er især i Afrika, at befolkningstilvæksten er ukontrolleret.

I katolske områder får de rigtig mange børn. De må ikke benytte gummi, for det siger paven. Hvor han har det fra, ved man ikke, for han har ikke selv børn. Katolske præster har slet ikke noget seksualliv. En gang imellem synger de lidt med en kordreng, men det er ikke altid, at kordrengen synger med.

Det er forunderligt, som man bliver præget af det sted, man er opvokset. Selv sønderjyder får en klump i halsen ved at tænke på marsken eller slaget ved Dybbøl 1864, selv om det var det senere slag i juli, der reelt afgjorde det hele.

Tønder er en by, man kun kan holde af, hvis man har trådt sine barnesko der. Men rejsefællen holder fast i, at Tønder er en vidunderlig by.

Ingen snakker mere om de fire grænsebetjente, der mistede livet i Padborg den 9. april 1940. Hvorfor skulle de partout skydes? De havde kone og børn derhjemme, som lå og sov fredeligt og ikke forventede, at de nogle timer senere skulle stå ved mandens og faderens kiste.

Om aftenen spiser vi en herlig middag, og vi sidder sammen med en pensioneret læge og hans kloge kone. De er usædvanligt lette at snakke med, har en replik til alt, vi siger, uanset hvor dumt. Så føler jeg mig godt tilpas, for jeg siger ofte noget dumt.

Det viser sig, at de har en tung fortid, som finnerne har det. Deres søn døde som 23-årig. Jeg føler med dem.
Vi er aldrig kommet over det, siger hun. Nej, tilføjer han. Sådan noget kan man ikke komme over.
De snakker om sønnen, som om han stod lige ved siden af dem. Et mistet liv. Det føles naturligvis uretfærdigt, men vi er enige om, at der ikke findes en højere retfærdighed. Det er begreber, vi selv finder på.
Diskret slipper jeg den blå pille ind i munden.

Lige før træthed og søvnighed ødelægger det hele, rejser vi os, siger godnat og stiler mod elevatoren.

Den skal helt op på 12., og det går hurtigt. Jeg kan lige nå, straks døren lukkes, at knæle ned, løfte op i kjolen og tage mig lidt ekstra dessert. Hun står, som reglen foreskriver, totalt stenstøtteagtig, foretrækker ikke en mine, men glor bare uinteresseret ind i den ene vægs spejl. Hun har dog spredt benene, så jeg kan komme til. Jeg når lige at rejse mig og tørre mig om munden, inden døren går op på 12.

Inde på værelset sætter hun sig på bordet ved siden af bibelskuffen og tænder for fjernsynet. Den ene fod hviler på stolen, den anden er oppe på bordet. En sand akrobatisk præstation i hendes halvfulde tilstand. Jeg tager skoene af hende og stiller dem pænt på plads og knæler ned foran min gudinde, min frue, min herskerinde, mit et og alt og tilbeder hende med tungen, det ædleste af alle de redskaber, vi har til rådighed for at glæde hinanden.
Hun lader som ingenting og sidder bare og glor på noget finsk fjernsyn, der meget passende begynder med Y. Hvis en tilfældig hotelgæst så hende lige nu, ville han bare se en smuk kvinde se fjernsyn. Først derefter ville han opdage en skikkelse halvt inde under kjolen. En skikkelse en smule i bevægelse.
Længe efter, men ikke for længe, får jeg chancen for at mærke, at tilværelsen i sandhed er mangfoldig. Jeg tager mit tøj af, går i bad og vender tilbage med den strittende kæp forrest, pegende mod hende.
Hun er i mellemtiden blevet nøgen og sidder på bordet som før, og vi forenes trods det lidt besværlige i det. Det er noget med højde og indførsel, der skal passe sammen. Men da det er ret så ophidsende, kan vi tåle meget besvær.

Jeg søger at undgå støn og den slags upassende lyde, mens jeg borer mig op i kanalen. På tilsvarende vis sidder hun og lader stadig som ingenting og ser fjernsyn. Vi står lidt sådan. Jeg bevæger mig langsomt frem og tilbage, hun laver ingenting.
Så tager jeg hende, løfter hende og smider hende ned på sengen, og så går jeg til den. Vi! Husmanden får, så hatten passer, eller hvad man nu siger.

Klimaks nås, og lidt senere ligger vi afslappede og forpustet med hinanden i hånden.
Åh, skat, siger jeg, jeg elsker dig og elsker at elske med dig.
I lige måde, siger den smukke og trykker min hånd. Jeg elsker også, at du elsker mig og elsker at elske med mig.

Ja, svarer jeg, jeg elsker, at du elsker, at jeg elsker dig og elsker at elske med dig.
Skal vi sove, siger hun så.

Næste morgen vågner jeg med et bræt op ad maven. Jeg ruller om på siden, får den besværligt befriet fra lagnet, vækker den skønne og peger og siger:
Hvad i alverden skal jeg dog stille op med denne?

Hun maser sig derned og tager den i munden. Uden videre. Jeg ligger helt afslappet og er blevet til en slikkepind, der i modsætning til dem, man ellers normalt køber, bare bliver større og større, og som ret usædvanligt indeholder en sød creme. Til sidst suger hun cremen ud, og derved falder pinden sammen, mens dens ejermand nærmest ligger i koma.

Vi får morgenmad i restauranten, for jeg skal jo også have noget mad. Af gammel vane sætter vi os igen ude i tilbygningen og opdager, at gulvet ikke alene er lavet af glas, hvad vi godt vidste, men af gennemsigtigt glas fra etagen nedenunder og at dernede er

borde og bænke og stole, hvorfra der er frit syn op til os. Gennem glasgulvet. Og der står en tjener og vinker smilende op til os.

Vi skal ned til den tørlagte elv med masser af klipper, som en gang i døgnet bliver fyldt med skummende fossende vand, der

kommer oppe fra slusen. Hver aften klokken 18 åbnes sluserne, og det er sjovt at se.
Vi går derned og står i trængsel med andre gæster fra vores hold. Hertil kommer et antal indfødte finner samt en hel del russere og andre mennesker. Da vi er ankommet tidligt, står vi selvfølgelig yderst ved rækværket på platformen og har et godt overblik. Men disse russere og finner synes ikke om det. De maser og skubber og filmer over og mellem os, så vi får en tydelig forståelse for, at det altså er deres land og derfor deres platform.

Det er ganske vist ikke russernes land, men det har det været, og den tid kan godt komme igen, hvis finnerne ikke passer på. Jeg kan derfor ikke begribe, at finnerne ikke griber ind over for russerne, især hende den storbarmede babuschka, der maser sin kampvogn af et brystparti frem til der, hvor vi står.

Jeg flytter mig ikke og mærker tydeligt de to pontoner, hun drager i felten med. Selv om jeg er godt vant, er de kolossale. Hun maser sig ind på mig, og jeg er ved at tabe balancen, men får heldigvis fat i rækværket. Så presser jeg langsomt, men ubønhørligt baglæns med ryggen ind på mejericentralen og kan registrere lidt usikkerhed hos den person, de to brystbomber sidder på. Hun viger, og jeg smiler triumferende til min elskede.

Se, siger jeg, det kan betale sig at stå fast.

I det samme flyttes jeg en anelse væk fra min plads. Et andet angreb er i gang fra min højre flanke. Det viser sig at være en halvgammel russer, der nok kan mindes de herlige dage, da Rusland var større. Vi jævne mennesker (ikke mere, ikke mindre) kan ryste på hovedet af, at selv rige mennesker ønsker flere

rigdomme, selv kæmpestore nationer ønsker mere land. Hvad er drivkraften bag dette?
For at få dette spørgsmål ordentlig belyst, tager jeg to skridt over mod Kristian, der som forhenværende vismand må vide alt om dette emne. Vi står og snakker, mens vandet bruser under os, og menneskene snakker blandt os.

Han mener, det klart er nedfældet i vore gener. Mennesket er i bund og grund stadig en stenalderudgave, hvor vi har alle den tids udfordringer, såsom angst for fremmede, flugt eller angreb, had og kærlighed, jalousi og misundelse. Ha, siger jeg selvsikkert.
Vi bliver enige om, at livet er mangfoldigt, og at man måske ikke altid kan sætte et menneske på en brøkstreg og sige: Det er en helbrøk! Vi er (også) flokdyr og dermed underlagt rangorden og statusinddelinger. Hvad enten vi vil eller ej. I enhver skoleklasse er der en fører og en bund. I gamle dage var læreren med på den og satte de dovne og dumme elever bagerst.
I dag skal alle børn inkluderes. Kristian griner lidt. Ja, siger han, det skulle de sent udviklede også i halvfjerdserne. Så stod de der fortabte i skolegården, hvor de andre ikke ville lege med dem. Et stakit tværs over skolegården løste mange ting, for nu følte de sig tryggere. Som før. Så inklusion kan godt betyde øget utryghed. For nogle.

Da vi er færdige, vil jeg trygt gå tilbage til min elskede. Hun er der bare ikke. Nå, tænker jeg. Så er hun nok blevet træt af at vente på mig og er gået tilbage til hotelværelset. Overvejer, om jeg skal gøre kur til ballonbrysterne, en interessant antagelse. Stirrer igen lidt diskret på damen, men tænker, at jeg på en måde er godt vant hjemmefra og derfor ikke har det store behov. Om jeg så må sige.

Jeg stiger derfor op ad trapperne igen, op mod stien tilbage til hotellet. Den løber parallelt med elven, og langt nede er der en anden sti, og der går hun minsandten. Sammen med svenskeren, den charmerende Olav. Hun smiler og snakker og er helt henført.

Nå. Jeg vinker et par gange, men hun ser mig ikke. Hun ser mig ikke! Javel. En relativ ny situation. Jeg følger dem og føler mig lidt som en lurer. Han snakker, kan jeg se, og gestikulerer, og hun smiler og griner og gør sig til.

Omsider får hun øje på mig og viser med fingrene, at der er noget længere fremme, hun vil se.
Det gider jeg ikke. Jeg gider slet ikke se det der længere fremme. Hvorfor skulle jeg gide det? Så jeg vender mig om og går resolut og hurtigere end normalt tilbage til hotellet og op på værelset. Sådan en seng er god at smide sig på og lukke øjnene i, når man er lidt træt.

Efter kort tid kommer hun ind og smiler og er i godt humør. Javel. CharmeOlav har nok sat fut i det hele, hvad?
Er du sur, spørger hun efter nogle sekunder.
Hvorfor gik du fra mig?

Jeg ville bare se den anden platform. Du ved godt, der er en til længere henne.
Nej, det ved jeg ikke.
Hvad er du sur over?

Jeg kan umuligt afsløre, at det er ham flotteOlav, der generer mig. Det vil blot udstille min jalousi og gøre den endnu mere latterlig. Du morer dig åbenbart godt nok uden mig?

Den er allerede for meget, det kan jeg selv mærke.

Hvad? Sig mig engang, er du jaloux? På ham Olav? Måske.

Et stærkt og klart svar, der ikke levner hende mange udflugter og omsvøb.
Ja, men skat, da. Det har du da også al mulig grund til. Han er om nogen en flotte fyr, og hvis du anede, hvad han lige har vist mig i bukserne, ville du ..

Hold nu op, din skøre skid. Men du sagde intet om, at du ville gå tur med ham?
Hvorfor skulle jeg? Vi snakkede da bare sammen, og han fortalte mig en sjov historie fra sin barndom. Vidste du godt, at han af og til var her på ferie?

Jeg nøjes med at ryste på hovedet. Nå, så flottenhejmeren var på ferie her. Så har han nok nedlagt utallige damer og er vant til at gå ombord i de gifte, hvis der ikke er nok løse fugle.

Hun lægger sig på mig og masserer mig blidt.
Din idiot, hvisker hun. Tror du, der findes nogen bedre end dig? Tror du virkelig, jeg vil elske med nogen andre end dig? De findes jo slet ikke. Du er den bedste elsker, jeg nogensinde har haft, min skat.

Det tør mig noget op. Så meget, at jeg vender mig om mod hende og kysser hende. Så smider hun tøjet og hiver det af mig.
Men i dag er Pilatus på ferie. Eller også strejker han. Der er ikke meget Pontiuspondus over ham. Blød og bøjelig og føjelig ligger han der og dovner den.

Ja, men lille pus da.

Hun kilder den, kysser den, hiver i den og gør alt det, der plejer at virke. Men intet sker.
Jeg er blevet impotent. Sådan. O-lavpotent, ja. Her hjælper alverdens Viagra altså ikke. Så.

Vi går til aftensmad. Hun tager mig under armen og forsømmer ikke en lejlighed til at muntre mig op. Hun trækker mig hen til et andet bord end det, Olav sidder ved. Der skal ikke være noget. Vi drikker vin til maden, som vi plejer og kommer i stødet, som vi plejer.

Mit humør er efterhånden igen, hvor det plejer at være, og da vi forlader restauranten er alt i orden.
Indtil vi er på værelset. Jeg smider tøjet og går i bad og forventer begejstring, da hun gør det samme. Hun ligger bagefter på sengen med spredte ben og Jomfru Maria åben og saftglinsende og de to vældige bryster fladende ud som dybe tallerkner, mens de råber til mig:

Kom og kys os!
Jeg kysser dem, nulrer dem, kæler og klemmer og trykker og ælter, men hr. Pilatus er virkelig taget på ferie. Blødere pølse findes ikke i denne verden. Nok tykkere, nok længere, især Olavs, men ikke her. Nej.
Jeg lægger mig med ryggen til hende om på siden.
Der er, som om jeg er syg, brummer jeg.
Hendes hånd kører blidt op ad min ryg. Vender og kører nedad og nusser mellem mine balder. Spreder dem og lader en finger kilde det imellem.
Det er dejligt, indrømmer jeg, men det hjælper ikke. Det ser ud til, at vores ferie er slut, skat.
Vi slukker lyset og falder i søvn.

I drømmene slås jeg med Olav ved et vandfald, og vi går begge til den. Inde på bredden står min elskede og hepper på os. Af en eller anden grund på os begge, selv om kun en kan vinde.
Det lykkes mig at få ham væltet ned i de frådende vandmasser, hvor han slås bevidstløs og ligger på ryggen. Han er helt nøgen og mellem benene flyder en lille orm. En meget lille orm.

Jeg vågner, badet i sved og kan konstatere, at Pontius is back in town, og at der ikke er plads under dynen.
Jeg laver så megen støj, at hun vågner. Hendes hånd kryber rundt på min mave og rammer kalorius.

Hold da kæft, skatter, så er der gang i blodomløbet igen, hvad? Det må vi jo udnytte.

Vi besøger en gammel borg og vises rundt af en bredhoftet yngre matrone. Et lidt overflødigt tillægsord. I min alder er de

stort set alle yngre. Hun går forrest op ad de stejle trapper op i tårnet, og jeg går lige bagefter. Episoden med Olav og pølsen er lagt bag, og jeg ser fremad. Her standser mit blik på guidens svulmende og meget brede bagdel.

Aldrig har jeg dog set en så pompøs bag. Hun er ikke tyk eller høj, snarere ganske almindelig. Næsten slank og så med denne voluminøse agterstavn, hvis frodige udadvendthed er på kanten af det gode.

Jeg skæver lidt rundt for at se andre hanner i samme lettere ophidsede tilstand som mig. Men ingen af de bedagede herrer har tilsyneladende blik for dette sjældne og heldige udfald fra naturens hånd. Igen har jeg den der snigende fornemmelse af, at sex er afskaffet med det fyldte 60. år, og at det er en EU- forordning, der ligger til grund. Hvis jeg og mine arbejdskammerater havde gået her bag hende for 30 år siden, er jeg ret sikker på det store antal øjne, der ville blive sendt rundt og på de saftige sætninger, der ville blive udspyet bagefter.

Men ikke her. Ikke i dette selskab af sexfossiler.
Den gynger som sagt lige foran mig. Jeg kan række min hånd ud og nå den. Hånden kan klemme den høje kæmpebalde, den kan afsøge det, der ligger mellem globusserne, den kan gå i dybden og søge nedenunder. Måske har dette interessante kvindemenneske en lige så storladen Jomfru Maria som visse andre?
Jeg savler videre og går ind i hende, fordi jeg ikke har set, at hun er standset. Da vi jo går opad, bumser mit skridt direkte og temmelig utilbørligt ind i hendes numse, der virker som en særdeles velpolstret airbag.
Undskyld, fremstammer jeg.

Det kunne du da ikke gøre for, smiler hun bredt tilbage på svensk. Så meget smil, at jeg bliver mundlam. Der skal ellers noget til.
Min elskede befinder sig nede i slotsshoppen. Hvor ellers? Kvinder har det som bananfluer. De elsker at være der, hvor det lugter sødt.

Guiden fortæller os om tårnets øverste del, hvor stenene stadig ses tydeligt som en arv fra russerne. Hun er faktisk sød, synes jeg. Sådan helt almindelig sød. Hun fortæller videre om de gange, borgen er blevet angrebet, og hvordan den kunne forsvares.
Vi går ned igen. Men jeg stiller mig bagerst i flokken, og da ham foran mig begynder at stige ned ad trappen, er der en, der hiver i min skjorte.
Igen smiler hun bredt.
Der er nogenting, jeg vil vise dig, siger hun og bøjer pegefingeren flere gange mod sig selv.
Jeg går med, mens jeg undrer mig. Vise mig?
I midten af tårnrummet er der et aflåst område med en trappe. Her, siger hun, kom med mig.
Hun går foran opad, og igen har jeg den fulde Monty lige foran snuden. Undervejs op ad trappen standser hun og stikker enden bagud, så den rammer mig i ansigtet. Det gør faktisk ondt.

Hej då, siger hun med et stort grin. Du liker den, inte?
Jo, det må jeg da tilstå. Ærlig talt er det en noget usædvanlig situation. Gør hun nar ad mig? Udsætter mig for spot og spe? Hån og latterliggørelse? Det er jeg ikke meget for. Jeg vender om og går ned igen.
Stop, råber hun. Kom her.
Jeg tøver lidt.

Hun ler og går et par skridt ned og tager fat i min skjorte.
Jo, kom nu her, din charmerende dansk jävla.
Øverst på trappen er et repos, og herfra er der en lem, som hun åbner. Alt foregår med hendes bagdel i min øjenhøjde.

Vi står oppe ved flaget, der vajer højest af alt på slottet.
Det er en slags altan heroppe med rækværk, så man ikke falder ud. Man kan heller ikke se lige ned, for det er nok omkring to meter højt. I midten står flagstangen med flaget oppe.
Hun vender sig mod mig med sit store smil og siger:
Hvad tycker du så om det her?
Jo, det er da noget af en udsigt.
Vi kan se meget langt. Store skove, søer, veje, mod øst Rusland. Hun slår armene om mig, kysser mig og hvisker hæst:
Knull mei!
Hun knæler ned foran mig og løsner remmen og hiver bukserne ned. Frem springer Pontius fuldstændig blottet for hæmninger og kaster sig ind i damens mund.

Der er et eller andet ved hende guiden. Hun dratter sin stramme nederdel op, vender sig mod flagstangen, og idet hun holder fast i den, svajer hun bagud med sin kolossale ende fra side til side. Hvid, blød og rund. Sådan må man betegne den. Og altså kolossal.

Hun protesterer ikke, da jeg presser mig op mellem disse monumentale kloder og glider forbavsende let ind i smørhullet. Jeg kan ikke lade være. Det er pubertetsagtigt og drengerøvsattitude og værst af alt: Utroskab mod min elskede. Men det bekymrer mig ikke stort. Jeg boller nu effektivt, hårdt og sanseligt, idet jeg klamrer mig til de to hvide kødpuder, kæler for dem, klemmer dem og napper lidt i dem, og hun stønner og

jamrer imens, og safterne stiger og stiger og til sidst brøler jeg så og tømmer mig helt og aldeles op i damen.

Tacke så mye, siger hun, idet hun vender sig om og igen tager sin nederdel på.
Skal vi så gå neet?
Jeg nikker og pakker pølse og det hele ind igen og mærker selvfølgelig straks lidt fugtighed i bukserne. Der kommer altid en sporvogn og en lille ekstra dråbe.

Jeg hade et væddemål med min kompis, siger hun og går forrest nedad.
Nå, da, svarer jeg intetanende. Om hvad dog?
Om jeg kunne få knulla en dansker inden lukketid, griner hun glad og slår et slag med sin alt for store røv, så hun rammer mig i ansigtet. Føj, hvor ulækker. Sådan en stor røv skulle være forbudt. Man skulle sættes i karantæne, hvis en kvinderøv overskred i forvejen fastlagte mål. Bare sådan en helt almindelig krop uden de store ting og så den elefantrøv. Fanme ulækkert.

Jeg vågner ved, at nogen taler til mig.
Har dy vaknet, spørger en stemme. Det er guiden, der står bøjet

over mig. Jeg ligger på gulvet.
Hvhvad, siger jeg stammende og tager mig til hovedet, hvor en kæmpebule huserer i panden.
Du gik imot en bjælke der, siger hun og peger på en lavthængende gammel egekævle oven for trappen. Da du gik med op.
Pludselig erindrer jeg det hele. Jeg gik jo efter hende op ad trappen.
En anden herre i selskabet siger trøstende:
Jeg var også lige ved at få den i skalden. Man kigger jo nedad og ikke opad, når man skal opad. Du faldt også uheldigt, men det er da godt, at du er frisk igen. Vi var lige ved at gå i panik, fordi det varede så længe, inden du vågnede. Er du helt frisk?
Det ved jeg ikke, om jeg er, men nu forstår jeg bedre. Langsomt rejser jeg mig og står lidt usikkert, men mærker ellers ikke nogen skade bortset fra smerter i hjernen.

Da jeg flere minutter senere står nede i slotsgården, kommer min elskede mig i møde.
Nå, skat, det var du da længe om.
Ja, mumler jeg. Der stod en stor numse i vejen. Se min bule.

I stormagasinet leder vi efter fødevareafdelingen, for ved siden af den er alko. Her kan man købe vin og spiritus, lidt som det svenske Systembolaget. Det er en anordning, så svenskere ikke bliver drankere. Når de så rejser til Danmark på endags-rejser, bliver de som regel noget så stjernefulde, fordi de ikke er vant til spiritus. Noget lignende sker altså i Finland. Flaskerne i alko koster stort set det samme som i København. Et andet ægtepar fra holdet står og vurderer varerne.

De er sgu dyre, mener han. Ja, siger hun, der er ikke noget sparet. De køber dog et par flasker. Jeg undersøger ligeledes forskellige og beslutter mig for et par Pinot Gris og en enkelt dyr Chateau Neuf du Pape.

Hjemme på hotelværelset tager vi et glas og gør os det mageligt. Hun ligger på sengen med en bog, jeg sidder i stolen, den eneste, og læser avis på iPad.
Hvad så, siger hun. Er du lysten?

Neej, egentlig ikke. Jeg har da også fået, så hatten passer, skulle jeg mene.
Er det dig, der får, og mig, der giver? Jeg troede, det var mig, der fik, og dig, der gav?

Det kommer an på. Når jeg trænger op i dig, giver jeg dig en fysisk del af mig til næsten fri afbenyttelse. Når jeg afleverer alle spejderdrengene, svømmer de op i uterus og videre, som om det stadig skulle resultere i mødet med et æg. Men hvis du ikke gider, og jeg tigger om noget sex, og du giver efter, får jeg. Det er skørt.

Vi skal ned og spise.

Vi stiger ind i den lille elevator, der er beregnet til seks personer, men højst kan rumme fire. Døren begynder at gå i, men en hånd

og et knæ standser den, og et andet par går ind. Hun har smut i øjnene, og jeg får en mistanke om, at hun ikke bærer trusser. Jeg synes, jeg kan se det i øjnene. Vi står tæt. Så sker det, der ikke må ske i en lille og langsom og fyldt elevator. En eller anden slipper en vind. En lille, tør en, der er så høj, at den ikke kan misforstås, men heller ikke så larmende, at den virker direkte påtrængende. Det er meget flovt for ihændehaveren, der uheldigvis er mig. Bare fordi jeg et øjeblik slappede af og gav mig hen i tankenydelser om trussefri og særdeles ophidsende inderlårsforestillinger.

Ingen siger noget. Vi lader som ingenting. Det er også det nemmeste. Man kunne også forestille sig, at vi grinede. Men det gør vi ikke.
Vi når ned i bunden, og elevatoren standser. Ingen har sagt noget, vi lader alle, som om en prut i en elevator er det naturligste i denne verden.
Jeg kunne ikke gøre for det, siger hun. Jeg stirrer måbende på hende.
Ja, men det var da mig, der slap en ud, siger jeg.
Dig? Nej, nej, nej. Hold da op, siger hun og tjatter tøseagtigt til mig. Du skal ikke altid påtage dig skylden. Lugt selv, siger hun og vender sig om og stritter bagud med numsen. Den er ikke af de små. Jeg bliver helt forlegen. Nu igen. Det er vist numsedag i dag.

Må jeg lugte til dig bagefter, når vi er på værelset igen, spørger jeg smilende.
Du er så pervers, siger hun, også smilende.
Men du er perversere, mener jeg.

Du er perversest, afgør hun og går forrest ind i restauranten, hvilket egentlig er mod etiketten. Manden bør vise vej og jævne de ufremkommelige sten på vejen.

Tilfældet gør, at der kun er to pladser ved det bord, hvor de to andre prutnarkomaner sidder. Nu mangler vi bare, at de siger undskyld og hævder, at det var dem, der luftede sig i elevatoren. Men det snakker de ikke om, hvorimod vi efter et par glas vin får gang i samtalen, der er munter, let og flydende.

Igen sidder jeg i venteværelset. Resultaterne af prøverne foreligger nu, og mens vi har været i Finland, har de flittige læger

gransket og studeret og diskuteret og er nu nået frem til en konklusion.
Jeg blev ringet op af min læge, der foreslog mig at tage min kone med.

Ja, men er det alvorligt, spurgte jeg.
Telefonen skrattede og blev afbrudt. Jeg nåede altså ikke at få oplyst, om der er noget dramatisk på vej eller ej. På den anden side er det naturligvis et dumt spørgsmål at skulle besvare for ham. Hvis der er noget alvorligt, er det bedst at tale om det siddende over for hinanden. Hvis det ikke er noget alvorligt, kunne han jo ret beset lige så godt sige det over telefonen og spare mig for at køre ind til byen.

Så her sidder jeg.
Der er en skarp kant, hvor de to vægge mødes og går op i trappen ovenover. Med mine 66 år er der en relativ skarp kant, der ligger og venter. Jeg ser mig om og konstaterer endnu engang, at det eneste, alle vi ventende patienter ved med sikkerhed, er den uafviselige sandhed om livets endeligt. Venteværelset kan være en midlertidig foranstaltning.
Jeg lukker øjnene og søger at komme i tanker om livet før fødslen. Hvad skete der med mig i 1945? Hvor var jeg den 4. maj efter klokken 20? Eller den 9. april 1940? En tirsdag. Var jeg til stede i viadukten i Padborg, da de tre grænseovergendarmer blev likvideret? Hvorfor var det nødvendigt at dræbe dem? Hvorfor kunne de ikke lige så godt bare være blevet taget til fange, idet jeg går ud fra, at formålet var at få arbejdsro, så lille frøken Danmark med det rød-hvidternede forklæde kunne blive overfaldet og voldtaget i fred og ro af den store ildelugtende prøjser?

Sad jeg i en skyttegrav sammen med min egen morfar under slaget ved Somme i 1916, der endte med at koste de allierede 420.000 unge mænd livet? Så jeg den kugle, der gik gennem min morfars overlæbe og på en og samme tid var skyld i, at han blev indlagt på infirmeriet og slap for al videre krigsdeltagelse? Skammede han sig over det, og var det grunden til, at han aldrig ville tale om 1. verdenskrig?

Var jeg den heldige i en redningsbåd på Titanic den 14. april 1912? Eller var jeg blandt de uheldige 2.250, der bare kunne sidde med dødsangsten brølende ud over det hele på det stadigt mere skrånende dæk og forvente at dø af kulde i det iskolde vand?
Var jeg blandt de tapre danske soldater på Dybbøl Banke den skæbnesvangre 18. april 1864, da alt blev kaos på grund af dumme, uduelige danske politikere med storhedsvanvid på vegne af 1.055 almindelige unge mænd, der pludselig skulle ofre deres liv for sagen i dette ene slag?
Sad jeg i diligencen sammen med H. C. Andersen, da han besøgte Italien og Napoli og så Vesuv februar og marts 1834? Det var måske mig, der var kusk?
Eller var det mig, der betjente guillotinen under den franske revolution fra 1792? Var det mig, der havde ansvaret for, at klingen til stadighed var skarp og ren for kød- og blodrester?
Var det mig, der fejede blodet ned i rendestenen under det stockholmske blodbad 7. november 1520 og nogle dage efter, hvor 82 mænd blev slået ihjel på den måde, at adelige og gejstlige blev henrettet med sværd, borgerlige med økse og borgere ved hængning? Var det mit ansvar, at Jesus blev korsfæstet? Var jeg mundskænk, da Cæsar blev myrdet 15. marts 44 før vor tidsregning? Måske passede jeg Hannibal Barcas 37 elefanter, da han førte disse over alperne ned i Italien 218 f. Kr.?

Blandede jeg skarntydesaften til Sokrates, da han drak den 399 f. Kr.? Bare fordi man mente, at han var imod det skrøbelige demokrati, der just fire år før var genindført i Grækenland.

Erik? Værsgo.

Der er flere af

Mine Bøger

Forfatter

Finn Wilkens

Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.
Vis alle indlæg

YKSI, KAKSI, SEXI

Der er flere af

Forfatter