Landsstævnets efterskolehold sidste år på over 5000 elever viste, at de behersker engelsk. Det er i hvert fald engelsk i titlen. Men hvorfor? Hvad er der dog i vejen med titlen: "Vover at drømme"?
Hvorfor skal de danske efterskoler ligge på halen for det smarte og moderne engelsk?
Mens de nede i Spanien kæmper med op til 40 graders varme angiveligt på grund af for meget udledning af CO2, har vi andre heldigvis lavere temperaturer.
Vi skal ind og handle, og uden for butikken standser en dieselbil, hvor passageren stiger ud og skynder sig ind i forretningen. Han skal nok lige købe et sæt eller sådan noget.
Imens sidder chaufføren tilbage i den stadigt brummende bil og udleder masser af tomgangsco2.
Jeg står foran ham og kigger på motoren. Han er totalt ude af syne. Ænser mig ikke. Jeg er jo også en ældre dame.
- Hvorfor standser du ikke motoren, spørger jeg ham gennem det åbne vindue. Det er varmt, solen skinner, og han kigger næsten ikke engang på mig.
- Hvad rager det dig, spørger han.
- Det er da med til, at de har det alt for varmt i Spanien, svarer jeg. Men den kan måske ikke starte igen?
Han svarer ikke. Kigger den anden vej. Gad vide, hvad han tænker? Er han ligeglad med det der klimafis? Er det ikke noget for ham? Eller kan peugeoten ikke starte igen, hvis man først slukker motoren? Jeg har set, at Peugeot ligger nederst i kundebedømmelsen fornylig. Det er den bil, kunderne er mindst glade for.
Der er noget med, at man højst må holde tre minutter i tomgang.
Da jeg er færdig med at handle og kommer ud, holder han stadig med tændt motor. Her i Thisted gælder de tre minutter naturligvis ikke. Der kommer jo aldrig politi forbi.
Vi er to ægtepar, der bestemmer sig for at besøge en nyåbnet café. Det kunne være spændende, og måske har de en lækker menu eller vin eller øl, der smager godt.
Vi bliver vel modtaget af den unge pige, der ikke er ret gammel, men hun er flink og imødekommende.
- Hvem ejer forretningen her, spørger jeg hende.
- Det gør Torsten, svarer hun og peger på en herre, der kommer ind i det samme med en bakke med to øl.
Han går forbi os uden at hilse. Afleverer sine øl ved nabobordet uden at sige noget overhovedet og går ud igen. Uden et ord.
Det er det, jeg ikke forstår. Hvis han som nybagt cafeejer ønsker, at kunderne føler sig godt tilpas, skal han vel opdage dem, se dem, lade dem vide, at han interesserer sig for sine kunder, at han er glad for at have fået nogen, og at han sætter pris på os.
Men nej. Intet viser han.
Har han en dårlig dag her, næsten før cafeen for alvor har åbnet?
Den går ikke Torsten, som ikke er hans rigtige navn. Jeg hænger ikke nogen ud. Synes måske bare, at jeg ikke forstår, hvorfor han ikke hilste på os.
Vi kommer nok ikke igen.
Vagn skriver:
Jeg hverken gider eller ønsker eller har anlæg for at lave mad. Nu er vi blevet pensioneret, og så forlanger fruen - pludselig -, at jeg skal deltage i køkkenarbejdet på lige fod med hende. Der er da meget andet at se til. Hvad siger Britta til det? Jeg er klar over, at du som kvinde naturligvis vælger hendes udsagn som det rigtige …
Kære Vagn! Tak for din henvendelse.
Ud fra det du skriver, ved jeg ikke, hvad du ellers laver derhjemme. Hvis I har en ligelig arbejdsdeling, mener jeg faktisk ikke, du også skal lave mad. En opvask i ny og næ er i orden, dække bord, rydde af og den slags, men jeg forstår på dig, at din kone er vant til at lave mad og er bedst til det.
Så mit råd til jer må være at sætte jer sammen med et stykke papir og skrive ned i to kolonner, hvad hvem laver i det daglige husarbejde. Dertil hører også tøjvask, havearbejde, husets vedligehold, vinduespudsning og mange andre områder.
Held og lykke!
Vh Britta
(Titelbilledet plus resten er modelfotos)
THY.pt har startet en brevkasse, hvor Britta Brok besvarer seriøse (og gerne mindre seriøse, hvis de har lune, underfundighed eller endda humor) mails med et eller flere spørgsmål eller dilemmaer. Du må gerne være anonym.
Bare skriv til adressen, du kan se under indlægget!
Poul skriver:
"I vores hyggelige og omsorgsfulde bekendtskabskreds snakker vi godt sammen. Men i dette paradis er der en slange. Lad os kalde hende Lise. Hun "udmærker" sig ved altid at vide bedre. Hun har svar på alt og er aldrig i tvivl. Kommer man til hende - uforvarende - og fortæller, at man lige har løst et problem på pcen, ja, så er det sikkert, at hun svarer, at det ved hun alt om, og at man da bare skulle være gået til hende. Offentliggør man et problem i kredsen, har hun altid et svar. Det er faktisk enorm irriterende efterhånden. Hvad gør man med Lise?"
Kære Poul! Tak for din henvendelse.
Det er et ægte dilemma. Siger du tingene direkte til hende, kan hun reagere agrssivt og måske endda blive sur og vred og forlade gruppen.
Mit råd vil være at rejse problemstillingen generelt. Sig, at du har en mandlig arbejdskollega, som er bedrevidende ud over alle grænser og spørg ud i luften: Hvad gør man med sådan en?
Måske vil snakken også ramme Lise. Måske vil hun få en aha-oplevelse og endelig omsider indse, at det er hende, I taler om. Jeg ved det ikke. Men prøv!
Det kan selvfølgelig også være, at hun bliver så gal i skralden, at hun aldrig mere viser sig.
Så er det jo bare ærgerligt, ikke?
Vh Britta
THY.pt har startet en brevkasse, hvor Britta Brok besvarer seriøse (og gerne mindre seriøse, hvis de har lune, underfundighed eller endda humor) mails med et eller flere spørgsmål eller dilemmaer. Du må gerne være anonym.
Bare skriv til adressen, du kan se under indlægget!