MENINGER
Meninger og holdninger af forskellig art og med forskelligt indhold om menneskelige forhold til debat og diskussion for os, der synes, at når meninger brydes, kan der opstå nye indsigter, nye afklaringer, nyt syn på sider af os selv. Det er vel nok en messe værd?
Klistermærker?
mærker er tåbelige! SuperBrugsen (og sandsynligvis andre butikker) har i deres visdom fundet ud af, at kunder elsker at sidde og klistre mærker ind i et hæfte for at få 10 eller 15% rabat en bestemt dag! Men jeg synes, det er smadderirriterende! Den gik, da vi var børn. Men ikke nu.
Hygiejne?
Skal en ansat i en fødevarebutik, der f. eks. skærer lakseskiver ud, have handsker på? Eller er det i orden, at hun klarer det uden? Og hvad siger læseren, hvis hun indimellem lige slikker sig på fingrene, mens hun lægger lakseskiverne på salgspapiret?
Fodgængere
Vi behandler altid fodgængere i fodgængerfelter ordentligt. Jeg har endnu aldrig set, at en bil ikke er standset, lige så snart en fodgænger gør mine til at ville træde ud på striberne. I hvert fald ikke her i Thisted! Så stor ros til alle bilister!
Store Bededag?
Store bededag snakker de om i regeringen. Den skal muligvis genindføres. Men - hvorfor ikke lade grundlovsdagen blive erklæret nationaldag for Danmark? Lige nu har nogle virksomheder fri hele dagen, nogle har halvdelen, nogle har slet ikke. Det er noget rod. Lad os fejre de værdier, vores samfund bygger på. I en verden, hvor der er så meget skrammel med diktaturer og autokratier …
Engang toilet på dette torv
Toilet? Det er konstateret, at toilettet på Frederiks Torv er lukket. Alligevel ses næsten dagligt folk rykke i døren af en eller anden grund. Herfra kan der godt være langt ned til enten Store Torv eller havnen …
Dyr vin!
dyr vin På restauranter og hoteller koster vin som regel minimum fire gange så meget, som den tilsvarende vin koster i en fødevarebutik. Hvorfor det? Jeg er med på, at de naturligvis skal tjene penge på det, de sælger. Selvfølgelig! Det manglede bare.Men hvorfor sætte prisen fire gange højere? De sætter jo ikke maden fire gange op i pris. Og alle restauranter og hoteller og cafeer til en vis grad er jo enige om dette horrible forhold.Hvorfor?
Dyre grønsager
færre danske grønsager er resultatet af lovgivningen. Flere avlere erkender, at de skal have så meget ekstra jord for at kunne braklægge, at der ikke længere vil være overskud i at dyrke grønsager.Det betyder, at fødevarebutikkerne vil være nødt til at importere grønsager fra Holland, Frankrig, Polen og andre lande i større omfang, end det allerede er sket.Ja, men det er jo godt for disse landes avlere. Fint, at Danmark kan give dem flere muligheder for at klare sig. Ikke?
Den der moms …
17,4 milliarder koster det at sænke momsen på fødevarer og fjerne den helt fra frugt og grønt. Alle eksperter ryster på hovedet. Det er den dårligste idé, en regering endnu har fostret. Så har de ikke engang taget hul på det problem, der også vil opstå: Er ketchup grønt? Ja, men det er vist lavet på tomater eller er det æbler? Frugtsaft - er det frugt? Hvad med de utallige varer, hvori forekommer grønssager i større eller mindre doser? Tyggegummi med frugtsmag? Ost med kommen, - øh, er kommen grønt? Vi må have ansat nogle flere i den offentlige administration …
Såkaldt kunst
grafitti-kunst kan ødelægge mangt og meget. Her er det et skilt på Søndre Kirkegård, der er overskrevet af en såkaldt grafitti-kunstner, som de facto er en barnagtig udgave af menneskeheden, der er ligeglad med andre mennesker, for her kommer jeg og maler, hvor jeg har lyst!
995,- i p-bøde!
P-pladser i Thisted er der ikke for mange af! Vi har før argumenteret med, at kommunen bør købe p-pladsen ved Gamle Rema, fordi der er alt for strenge restriktioner der. Én time må man parkere, derefter skal der betales med app til p-firmaet, hvilket mange overser. Gør man ikke det, er man hjemfalden til en aflang, gul seddel under vinduesviskeren, hvilket betyder kr. 995 til p-selskabet. Det er ikke småpenge! Næsten 1.000 kroner er alt for meget. Folketinget burde gå ind og regulere. Tyveri ved højlys dag, mener mange.
Børnesange kønsfordelt?
Op lille Hans op og gå i skole … Næh, du. Den går ikke. Det skal være en pige, ellers er der ikke ligestilling. Der må ikke være flere sange med det ene køn end med det andet. Mester Jakob, mester Jakob, sover du? Nej, nej. Det går ikke.Et par yngre mennesker har udgivet en sangbog, hvor de kendte børnesanges personer er blevet omskrevet fra at være drengenavne til at være pigenavne. Det er noget værre pjat. Bare de nu ikke også får øje på Thy Kammermusiks flotte katalog, hvori optræder billeder af de komponister, hvis musik bliver spillet i år.Der er 21 mandlige komponister og to kvindelige.Uha, uha.
Hvorfor ikke skat på el-biler?
undren over at der ikke snart kommer mere skat på el-biler. De rives jo væk for tiden, og benzin- og dieselbiler må alene holde for at betale skat til det offentlige vejsystem m.m.. Man udskød den planlagte forhøjelse i et år for at fremme elbil-salget. Det må nok siges at være lykkedes. I juli måned i år androg el-bilsalget 80,7% af al privat bilsalg herhjemme.Elbilerne har nu nået en andel på over 20 procent af den samlede personbilbestand i Danmark. Det svarer til 583.320 elbiler på de danske veje ifølge bilstatistik.dk og markerer et tydeligt skifte i bilparkens sammensætning.Folketinget kunne jo godt langsomt hæve afgifterne på el-biler nu. Man ønsker eftertænksomhed for at indføre andre bil-afgifter, det såkaldte road-pricing, hvor man betaler efter det sted, man kører og formentlig også efter antal kilometer. Men det er under overvejelse i en kommission, og det kan vare længe endnu. Derfor er forslaget: Sæt nu elbil-afgifter i vejret nu - især for de dyrere elbiler.
Hvorfor må vi ikke se fjorden?
Uigennemsigtig skov Hvorfor må rejsende, der kommer med tog - eller rutebiler for den sags skyld - ikke se fjorden her om sommeren? Hvorfor skal træerne mellem banegård og fjord være så tætte, så sammenfiltrede, at det er umuligt at se igennem?Andre byer som Vejle viser gerne fjorden frem og er oven i købet stolt over det. Hvis kommunen ville fjerne - eller udtynde - skov og træer, kunne der komme en aldeles vidunderlig udsigt ud over Limfjorden og Thisted Bredning. Det samme kan siges om Christiansgave, der også er ret tæt bevokset. Både i Skive og Nykøbing har man forstået udsigtens betydning.
Nedlæg banerne!
Dyre togbaner De private togbaner koster kassen. Oven i billetprisen for de rejsende er der offentlige tilskud i millionklassen. Dyre vedligeholdelsesudgifter til sporarbejde; ledningsnettet tager af og til skade; andre elektriske installationer skal repareres; det hele kun til glæde for tog.Forsøget på at få godstransport over på togene er mislykket. Den eneste jernbaneforbindelse, der har en vis ræson, er linjen Ålborg - København. Så derfor: Nedlæg alle andre baner. Hvad kan togene, som rutebiler ikke kan?
Ned med Infantino!
Enevældens tid er forbi Hvis ikke FIFA ændrer struktur, må UEFA træde i karakter og om nødvendigt arrangere sine egne VM. Det bliver alligevel de store fodboldnationer, der optræder i de afgørende kampe, og de kommer stort set alle fra Europa. Enkelte sydamerikanske nationer kan godt være med, hvis de vil. Brasilien, som vi lærte at kende i 1958 i Sverige og Argentina, som er nogle værre slagsbrødre.
Lavere moms?
Lavere moms - eller højere bundfradrag? Lavere moms koster 17,6 milliarder og giver ikke nødvendigvis lavere priser på fødevarer og grønt og frugt. Man kunne i stedet forhøje det personlige skattefradrag, for så ville alle få flere penge mellem hænderne og kan så også selv bestemme, hvad de skal gå til. For eksempel til tandlægebesøg, for det med gratis tandlæger er der vist ikke andre end Pelle Dragsted, der tror på?
















