Om frisk luft til hjerne og lunger!

Om frisk luft til hjerne og lunger!

Er du trist og har sorg i sinde, fordi du ikke er helt tilfreds med valget i går? Eller måske bare fordi dansk fodbold giver dig panderynker oven på nederlaget til Skotland?

Skovene i Thy er tilgængelige året rundt, ikke bare under en nedtur for dit politiske standpunkt, eller fordi det er koldt derude. Du regnede ikke med, at kommunalvalgene ville gå, som de gjorde? Eller din yndlingskandidat ikke blev valgt?

Af den grund er denne artikel måske din redningsplanke. For opskriften til helbredelse for poltisk nedtur kan undertiden være meget enkel:  Ud i Nationalpark Thy! I al slags vejr. Finder du et shelter, kan du afslutte din vandring, cykeltur eller løbetur med at indtage væske eller føde i tørvejr. I Årbjerg er der et excellent shelter med aktuelt to bord-bænkesæt, og din af regeringen tilvejebragte ret så høje temperatur vil roligt dykke ned på et mere moderat leje, så snart du er derude …

 

Årbjerg på Klitmøllervej

 

Ca. 100 meter inde i skoven ved Årbjerg er der opført et bålhus med bålplads og borde-bænke

Der er en mængde muligheder for gode, lange vandreture. Farer du vild, kan du håbe på, at der er mobilforbindelse, hvis solen ikke viser sig.

 

Nationalpark Thys formål

Nationalpark Thy skal bevare, styrke og udvikle den særlige klitnatur og de kulturhistoriske spor, der knytter sig til klitlandskabet, herunder styrke mulighederne for friluftsliv og særlige naturoplevelser i det store uforstyrrede landskab, og styrke forskning, undervisning og formidling, samt støtte en bæredygtig udvikling i lokalsamfundet.

 

 

Friluftsmuligheder - Hvad kan man lave her

Skovlegepladsen ligger i en afstand af 50 meter fra P-pladsen ved Årbjerg, hvor det også er muligt at tage bussen til og fra Thisted. Ved P-pladen ligger et toilet uden vand. Pladsen ligger nærmest i en hulning i terrænet og er omgivet af skovbevoksede klitter. Her finder man gynger, rutsjebaner, klatrenet og svævebaner – alt sammen bygget i træ. Store stammer ligger på jorden og indbyder til balancegang eller et lille pusterum i legen. Ved borde og bænke under overdækkede træpavilloner kan man nyde den medbragte madpakke. En bålplads indbyder til grill og snobrød eller et hyggeligt lejrbål. Alle tiders sted for familien med børn. Ja, ja, en smule koldt for tiden. JO, jo. Man kan altså klæde sig varmt på.

 

 

Der er mange gode muligheder for traveture, korte som længere. En god og varieret natur sørger for, at du får oplevelser med hjem; oplevelser, der sammen med den friske luft og planteduft giver din hjerne en åndelig vitaminindsprøjtning og dit politiske ståsted noget energi, der kan være tiltrængt. En trøst kan hurtigt opstå: Nemlig til næste folketingsvalg, hvor du nu ved, hvem du i hvert fald ikke vil stemme på!

Hvis du ikke tror på skovens magiske indflydelse, bør du selv tage derud og prøve! Men giv agt på cyklisterne! De er hurtige og lydløse, og enkelte kan finde på at cykle også på ikke-cykelstier. De bruger sjældent deres ringklokker, for de har ikke nogen.

 

 

Fra P-pladsen udgår der en mountainbikerute, som er udlagt i samarbejde med lokale mountainbikere. Ruten betegnes som middelsvær. Banen har et meget varieret forløb gennem både nåle- og løvskov samt op og ned ad den gamle stenalderhavskrænt.

Der udgår flere vandreruter fra skovlegepladsen. Bl.a. en 8 km rundstrækning gennem Vilsbøl Plantage forbi badepladsen ved Nors Sø.

Der er opsat faste orienteringsposter i plantagen, og orienteringskort kan hentes

 

 

De fleste stier er egnede til, at man kan gå ved siden af hinanden. Det giver gode muligheder for samtaler. Som bekendt er vandring den fornemste måde at bevæge sig på. Drøft regeringens aktuelle status på disse samtaler og overvej, om der skulle være et andet parti, der i højere grad tiltaler dig. Nu, hvor du er beriget med det fornemste af alt: Skovens friske luft!
Måske tilrettelægger du turen sådan, at du havner i shelteret, der har åben bålplads. Her forefindes bord-bænkesæt, og her er der tag over. Hverken den halvlunkne vintersol sol eller plaskende regn kan nå dig! PS. Et lille glas hvidvin kunne nemt blive den lille detalje, der runder en god gåtur af.

Nu kan du med ro i sindet drage hjem, tage telefonen og melde dig ud af det parti, du således har udrenset dig med - og lidt efter ringe til dit nye parti. Herregud, - det er der så mange andre, der har gjort. Men det bedste af det hele er måske, at du har indset, at der ikke er ret meget, du kan gøre ved Trump eller Putin. Og lær at betjene pyt-knappen, så småting ikke ruinerer dit liv!

Drop tankerne og koncentrer dig om dit gode liv her og nu!

Om at køre alt for langsomt

Om at køre alt for langsomt

Ved 10-tiden i går blev et køretøj observeret på strækningen Jernbanegade - Bryggerivej. Observationen blev foretaget af en afdeling af færdselspolitiet, der også foretog målinger på Thisted Kystvej.

Af politirapporten fremgår det, at føreren af bilen, den 58-årige Frede M. Mikkelsen, kun kørte 48 kilometer i timen.

Strækningen fra Jernbanegade til Bryggerivej er kendt for at være den bedst egnede accelerationsbane i hele Thisted, og der er derfor forbud mod langsom kørsel på dette sted, hvilket stort set alle overholder. Især efter at der er lagt ny asfalt på gaden, er den simpelthen fremragende til formel-2racere eller i daglig tale: Moderne personbiler.

THY.pt har ringet til Frede:

– Du blev standset af færdselspolitiet?

– Ja, jeg  var jo noget forvirret og troede, jeg havde gjort noget galt. Det havde jeg så faktisk. Det viste sig nemlig, at jeg kun kørte 48, og det ville de godt have en forklaring på.

– Hvorfor kørte du så langsomt?

– Åh, jeg kom til at skyde mig selv i foden forleden, og det har medført vanskeligheder med at trykke speederen længere ned. Jeg er godt klar over, at jeg på den måde chikanerer og sinker den normale trafik og undskylder herfor.

– Har du andet, du vil bekende?

– Jeg kørte samme dag om morgenen på Thisted Kystvej, hvor jeg desværre også blev nappet for at køre for langsomt. Jeg lover altså, at jeg fremover vil bestræbe mig på at køre ordentligt, så jeg ikke unødigt sinker alle andre bilister. Undskyld!

Der er tavshed i røret. Så rømmer Frede sig:

– Jeg må hellere tilstå, at jeg i forrige uge holdt for længe, inden jeg kørte ind i rundkørslen ved Toldboden. Jeg troede hele tiden, at de skulle forbi mig, men tre biler i rap kørte alle ud til venstre for mig uden at slå blinkeren til, så jeg synes, jeg var i god tro. Men der var straks en gammel mand med en Stetsonhat bag mig, der dyttede helt vildt. Han løftede oven i købet en knytnæve, så jeg blev da en smule ængstelig. Heldigvis kørte han i sin Peugeot 3008 til højre med hvinende dæk og forsvandt som lyn og torden.

Uhyggeligt eksempel på, hvad ekstrem langsom kørsel kan medføre. Kolonneføreren her forrest kørte 73 kilometer i timen på en strækning, hvor 90 er det, man skal køre. Han blev dog ikke standset af politiet, men fik til gengæld et antal langfingre og dytten af de bilister, der så deres snit til at overhale …

Godtfred Lund kan godt lide LLLLLLler

Godtfred Lund kan godt lide LLLLLLler

Byrådssekretær Godtfred Lund, der i dag gæsteoptræder her på netavisen, indrømmer, at han sandelig også har begået én dumhed. Ja, fortæller han, kun én. Resten var nøje tilrettelagte hændelser.

Den ene dumhed kostede ham på den ene side en hel del af den normale tilværelse for en dansk embedsmand, på den anden fik han oplevelser, som han aldrig ville have kunnet opnå i den lille by Korsbæk.

Lilli …?

"Jeg blev oprindelig gift med Lilli Lund. Hun var tilpas sød - dengang - og derfor avlede jeg to sønner med hende. Jeg avancerede tidligt til at blive byrådssekretær.

Bliver i 1933 kontaktet af Mads Skjern, som vil købe en byggegrund. Jeg har et par forbigående økonomiske problemer, men indfrier i 1934 min gæld i Korsbæk Bank og skifter til Omegnsbanken. Foreslår i 1934 Mads Skjern at finansiere et maleri af borgmesteren. Kommer i 1935 i modvind, da Viggo Skjold Hansen beskylder mig - totalt grundløst - for at lade et notat forsvinde i forbindelse med salget af grunden til Mads Skjern. Jeg lod det aldeles ikke forsvinde! Jeg kunne bare ikke lige huske, hvor jeg havde lagt det.

Går i 1936 uden held til Omegnsbanken for at bede om endnu et lån. Som god kunde står jeg noget uforstående heroverfor. Forsøger efterfølgende at presse Mads Skjern til at låne mig pengene, men han gider ikke hjælpe gamle venner. Så er det, at jeg begår mit livs dumhed.

Ikke at jeg tømmer kommunekassen.

Ikke at jeg rejser til Brasilien.

… eller Elna?

Næh, slet ikke. Min til dato største dumhed består i, at jeg tager min elskerinde, den storbarmede Elna Mackegaard, med til Brasilien. Lillis totalle modsætning. Fordi jeg er en god og kærlig mand, sender jeg et brev hjem til min håbløse nervesanatoriumstrængende kone med det forsvundne notat, som jeg heldigt havde fundet i min ene kuffert.

Men hvordan kan det være en dumhed at ligge i med en dejlig kvinde som Elna?

Fordi hun gav mig problemer først i 50´erne. Jeg havde faktisk ingen problemer før hende. Åh, ja, måske. Få og små. Men de kunne og burde sagtens kunne klares. Men Elna strammede blusen, satte hænderne i siden og afskedigede mig! Ja!
Elna var nemlig faldet for en ung, charmerende fodboldspiller ved navn Garrincha, og jeg lever en tid i mørke og håbsløshed. Kassen bliver tom, for Elna har stukket en hel del sedler til sig, faktisk dem alle sammen, så til sidst må lille, slukørede jeg rejse hjem igen. Forældelsesfristen gør heldigvis, at jeg ikke bliver retsforfulgt for det med kommunekassen. Ad omveje får jeg tilbudt fleksjob som byrådssekretærassistent i Thisted efter krigen, og på min 100-års fødselsdag tilbydes jeg oven i købet ansættelse sammesteds som byrådssekretær, eller hvad det hedder nu til dags. Bare fordi byen har 500-års fødselsdag.
Til næste år vil jeg gå på pension. Jeg mener, jeg har alderen til det."

Godtfred Lund opfordrer dig til at se "Matador" nok engang

DR underholder, eller gør de?

DR underholder, eller gør de?

Oplev Spændingen i Destination X

Rejsen Mod Det Ukendte

Destination X er et banebrydende underholdningsprogram, der tager dig med på en rejse fyldt med mysterier og udfordringer. Deltagerne skal navigere gennem en række gådefulde byer, mens de forsøger at afsløre deres placeringer.

Programformatet

Sådan Fungerer Destination X

Destination X er et innovativt underholdningsprogram, hvor deltagerne bliver kastet ud i en række udfordringer, der kræver både skarphed og hurtig tænkning. Hver episode præsenterer en ny by, som deltagerne skal gætte ved hjælp af kryptiske ledetråde og visuelle hints. Deltagerne får en kort tid til at analysere bogstavskombinationer, der afslører byens navn, mens seerne hjemme kan følge med og gætte med fra sofaen.

Programmet er designet til at engagere både deltagerne og seerne med sin unikke kombination af spænding og interaktivitet. Hver by byder på nye udfordringer og overraskelser, hvilket gør hver episode til en uforudsigelig rejse. Deltagerne konkurrerer om at være de første til at afsløre byens navn og vinde spændende præmier.

Men det er netop her, DR går galt i byen. Vi kan simpelthen ikke nå at aflæse de forskellige bogstavkombinationer, der vises på skærmen. De vises så kort, at det er umuligt at gætte med. Dermed  har programmet ikke opfyldt sit eget formål som beskrevet ovenfor:
"… designet til at engagere både deltagerne og seerne …"
Vi bliver ganske enkelt ikke engagerede! Skal vi bare sidde og se på deltagerne, der muntrer sig med at gætte byer og destinationer med kort, de kan studere i ro og mag?

Vigtige Elementer

Programfunktioner

Tidsbegrænsninger

Deltagerne har kun få sekunder til at gætte bynavne, hvilket skaber intens spænding.

Interaktive Udfordringer

Programmet inkluderer interaktive elementer, hvor deltagerne skal løse gåder i realtid.

Seerinddragelse

Seerne kan deltage via en app, der giver dem mulighed for at gætte med hjemmefra.

Kreative Opgaver

Deltagerne præsenteres for kreative opgaver, der tester deres hurtige tænkning.

Unikke Lokationer

Hver episode udforsker nye og spændende lokationer, der udfordrer deltagerne.

Spændende Gæster

Programmet byder på gæster, der bringer nye perspektiver og udfordringer.

Se Deltagerne i Aktion

Oplev et spændende klip fra programmet, hvor deltagerne kæmper mod uret for at løse komplekse gåder.

Del Dine Gæt og Meninger

Vi vil gerne høre fra dig! Hvad er dine tanker om den ovenfor skrevne kritik? Del dine gæt og meninger med os og bliv en del af samtalen.

Nåååå! Pludselig ser jeg lidt tilfældigt, at jeg med en app kan få lov at gætte med hjemmefra. Men det fortæller programmet ikke noget om. Mig bekendt.

Jeg henter app´en. Men den kan kun bruges, hvis jeg accepterer DRs cookie- og privatlivspolitik. Øh …

Hammerslag med et problem

Hammerslag med et problem

Hammerslag sendes via DR og er ret populært. Men vi kan se og konstatere, at deltagerne har et alment og udpræget tydeligt problem: Hvor gør man af sine hænder, når man ikke har et stykke papir eller en PC eller bare en mobil i hånden? THY.pts TV-medarbejder har studeret udsendelsen og har svaret.

Selv den fortræffelige vært, Sofie Østergaard, har foldet så meget, at hun ligefrem har fået et sår på den ene hånd.

En deltager er kommet i tvivl om hændernes placering og forsøger derfor helt at skaffe dem af vejen.