Hik: Alkohol er værst for os ældre

Hik: Alkohol er værst for os ældre

Man skulle tro, at gammel er det tillægsord, der gradbøjes: Gammel, ældre, ældst. Men det gør det kun inde i klasseværelset.

Ikke ude i virkeligheden. Her bøjes det: Ældre, ældst, gammel. Bliver du kaldt gammel, er du virkelig gammel. Bliver du  kaldt ældre, kan du være alt mellem 50 og 80. Ældst er man kun i sammenligning med andre. Denne artikel handler nu ikke om noget sprogligt. Den handler om, at du drikker alt for meget!

Mange ældre er ikke klar over, at alkohol er et problem for deres sundhed. Når kroppen ældes, kan den ikke tåle samme mængde alkohol som tidligere. Medicinforbruget stiger også med alderen, og her kan alkohol give uheldige bivirkninger. Vi kigger på det.

Drikker ældre mere end andre befolkningsgrupper?

Mere end hver tredje over 60 år drikker flere gange om ugen, fremgår det af flere undersøgelser, der også viser, at der er et flittigt dagligt forbrug af alkohol blandt de ældre: Hver sjette tager sig et glas eller mere hver eneste dag, hvilket kun gælder for mindre end 2 procent af den øvrige befolkning.

Maria Koch Aabel er specialkonsulent i enhed for forebyggelse i Sundhedsstyrelsen. Og hun bekræfter, at de ældre har et forbrug af alkohol, der er på niveau med de unge.

Sigurd: Alkohol er slemt for os ældre, om vi drikker eller ej”Det er vigtigt at få afdækket, hvilke årsager der kan ligge til grund for, at en del ældre har et højt forbrug af alkohol. Samtidig har Sundhedsstyrelsen fokus på at få gjort opmærksom på de ældres alkoholforbrug, og hvilke konsekvenser det kan have. Blandt andet målrettet kommunerne og pleje- og omsorgssektoren,” fortæller hun.

Bedst uddannede drikker mest

Ifølge Maria Koch Aabel er det især de veluddannede, der er storforbrugere af alkohol, når de kommer op i årene (Jeg vidste det! Skulle aldrig have taget den universitetsgrad).

”Hvor de unge drikker meget en dag eller to om ugen, indtager de ældre mindre på én gang – men oftere. For en del over 60 år er der tale om et dagligt forbrug af alkohol, og det er bekymrende set ud fra et helbreds- og sundhedsmæssigt synspunkt,” siger hun til Faglige Seniorers nyhedsbrev.

Fokus på de ældre

Maria Koch Aabel oplyser, at Sundhedsstyrelsen er meget opmærksom på forbruget af alkohol blandt ældre, men siger samtidig, at der er brug for mere viden  om, hvorfor de ældre drikker, og hvorfor de drikker oftere end andre.

Det kan være som en del af en interesse for gode vine, spændende øl eller eksklusiv og dyr spiritus for feinsmeckere, som for eksempel whisky og gin.

”Samtidig har vi en alkoholkultur i Danmark, hvor alkohol indgår i mange sociale sammenhænge. Det gælder også blandt ældre. På den måde summer alkoholforbruget op i løbet af ugen,” siger hun.

  1. Stop før 5 genstande ved samme lejlighed
  2. Er du gravid – undgå alkohol. Prøver du at blive gravid – undgå alkohol for en sikkerheds skyld. Er du ældre, skyldes det nok mere lidt oppustethed end graviditet 😉
  3. Er du ældre – vær særlig forsigtig med alkohol
  4. Ældre har mindre væske i kroppen, derfor bliver promillen højere.
  5. Med alderen har kroppen sværere ved at klare alkohol.Alkohol kan forringe medicinens effekt og øge bivirkningerne.

    Alkohol og ældre er en dårlig cocktail

    Når du bliver ældre, nedsættes din krops evne til at omsætte alkoholen. Det er fordi, organernes kapacitet er blevet mindre. Alkoholen i din krop er dermed langsommere om at blive omdannet.

    Derudover bliver dine organer mere følsomme over for alkoholens skadelige virkninger.

    Koordinationsevnen påvirkes

    Alkohol påvirker balanceevnen, motorikken og reflekserne. Og da kroppen med alderen får sværere ved at tilpasse sig alkohol, kan du risikere lettere at få problemer med koordinationsevnen. Alkohol kan også give svimmelhed. Det øger risikoen for at falde, når du har indtaget alkohol.

    Bortset fra de helt unge udgør den ældre del af befolkningen den markant højeste andel, der drikker over risikogrænsen. Det er især mænd og kvinder med en lang, videregående uddannelse, der drikker særlig meget.

    Har du et problem med alkohol, eller er du i tvivl omkring dit indtag, kan du få både vejledning og afvænning gennem kommunen.

    … Men hvad er så en god cocktail?

    At sidde en stille, lun sommeraften på terrassen og nyde et køligt glas rhinskvin sammen med ens elskede gennem 40 år! - Rhinskvin er dog en gammeldags og upræcis betegnelse for alle vine fra Rhinen, der er aftappet på brune flasker i modsætning til vine fra Mosel, der er aftappet på grønne flasker. Tilgiv gamle Sigurd!

    At smånippe til en kraftig 17,5% Lu`li Primitivo italiensk rødvin, mens ens yndlingsfodboldhold banker modstanderen!

    At sidde med sine bedste venner og småbælle en hundedyr whisky!

    At vide, at man er så gammel, så et par år fra eller til næppe gør så meget!

    Vi ældre gider ikke gå i biografen

    Vi ældre gider ikke gå i biografen

    … Og hvorfor gider ældre damer ikke gå i biografen?

    1. John Wayne er død
    2. Buster Keaton er også død. Men var meget sjovere end Frank Hvam og findes ikke længere på plakaten
    3. Der sidder altid nogen lige bagved, der spiser noget meget usundt og knasende
    4. Man kan ikke selv bestemme, hvornår filmen skal begynde
    5. Det koster en forloren Gucci-taske at købe billet
    6. Det er ikke tilladt at tage god rødvin plus glas med i biografen
    7. Der er ingen pauseknap, når man skal på toilettet, hvilket jo kan ske flere gange i samme film
    8. Publikum kan finde på at grine ad noget, man ikke selv finder spor morsomt, - og ikke fordi, man ikke forstår det! Hallo?
    9. Der sidder altid nogen unge piger i nærheden, der snakker
    10. Bagefter kan det være svært at finde dem for at sige tak for snakken
    11. - Og når man kommer hjem, opdager man, at man har misset en vigtig udsendelse om antikviteter

    … Og hvorfor gider ældre mænd ikke gå i biografen?

    12. Antia Ekberg er død
    13. Olsen-Banden er alle døde. Erik Balling og Henning Bahs er også døde. Så er der ikke noget ved det mere.
    14. Jeg sad engang i en biograf og så en sort-hvid stumfilm, og foran mig sad en herre med grå-sort hår og dækkede halvdelen af lærredet, og jeg opdagede det først efter en time.
    15. Jeg kan ikke tåle lugten af pop-corn og cola
    16. Reklamerne i begyndelsen varer halvdelen af tiden
    17. Filmen kører som regel på et tidspunkt, hvor det enten er for tidligt at spise før eller for sent bagefter
    18. Biografejerens datter i realen gad ikke kysse én. Hun gad ikke engang filme interesse
    19. Der er naturligvis en endnu ældre herre selvfølgelig længere inde på samme række, der altid skal tisse flere gange, så man skal rejse sig som i gymnastiktimerne i skolen - og blive helt træt i benmusklerne, som om man havde cyklet 50 kilometer
    20. Der sidder altid nogen ældre damer i nærheden, der snakker og snakker
    21. Filmen keder dem gudsjammerligt
    22. - Og når man kommer hjem, opdager man, at man har siddet under hele biografbesøget med lynlåsen nede

    Dr. Louise

    Dr. Louise

    – Ja, men jeg har da aldrig før hørt om en berømt læge i Thisted med navnet Louise Gade??

    Vi står ved Thisted Bryghus, og min sønderjyske gæst er vældigt i stødet efter et besøg på bryggeriet. Her har han fået øje på gadeskiltet på den anden side af gaden.

    Nu skal sådan en sønderjyde jo ikke komme her og spille klog, så vi vader over gaden og stirrer på skiltet.

    – Der står jo tydeligt: Doktor Louise Gade!
    – Dr. betyder ikke læge, men dronning, bemærker din udsendte gadearbejder. – Der står Dronning Louise Gade, tilføjer jeg bedrevidende.
    – Dr. betyder vel Doktor, mener han insisterende. – Burde det så ikke være i et ord, når det er dronningens? Eller alternativt med genitiv som i Louises Gade?

    Vi går ned ad gaden og finder et ældre gadeskilt, hvor det faktisk er sammenskrevet. Efter nøjere granskning må jeg give ham ret. Faglitteraturen har svaret:

    "Dr. Louisegade, der førte fra Stationspladsen til Skolegade, videreførtes (1902) til Bryggerivej." Efter "Gader og Veje i Thisted" ved P. L. HALD.

    Men … hov! Jeg opdager, hvem der bestemmer stavningen af gadenavne. Det er hverken Dansk Sprognævn eller Stednavneudvalget.

    Stednavneudvalget  gør nemlig opmærksom på følgende:

    "… Uden for Stednavneudvalgets kompetence ligger de godt 100.000 danske vej- og gadenavne. Deres skrivemåde varetages i henhold til lov om offentlige veje helt af de pågældende kommuner …"  Side 4

    Så det er altså Thisted Kommune, der suverænt bestemmer, hvordan Dr. Louisegade skal skrives. At de så har ændret tidligere tiders måde at skrive det på, er ærgerligt og - en smule historieløst.

    Man studser lidt. Det hedder jo heller ikke Store Gade i to ord. Eller Rosenkrantz Gade. I Års har de Dr. Louises Vej.

    Det gamle skilt har en anden stavemåde. Ligesom Frederiksgade. Må vi bede Teknisk Forvaltning om en forklaring?

    Den får vi faktisk. Sådan sagde Susanne Spetzler, Thisted Kommune, i september 2020:
    Vejnavnet er oprettet for mange år siden, og da var man ikke så nøje med stave- og skrivemåden.
    Vejnavnet er i dag registreret i Danmarks Adresseregister som Dr. Louise Gade.
    Hvis man skulle oprette vejnavnet i dag, skulle der sættes s på, men da vejnavnet er oprettet for mange år siden, ændrer vi det ikke.
    Det er først i nyere tid, at der er kommet fokus på, at et vejnavn skal opfylde dansk retskrivning.
    Det hvide skilt på den røde murstensvæg ser ud til at være af ældre dato, og jeg vil sørge for, at de skilte bliver udskiftet, så vejnavnet skrives på den måde, det er registreret på.

    - Og skiltet er skiftet!

    Dr. Louisegade efter 1920. Den forreste ejendom opført af murermester Andreas Jensen. Efter postkort.

    Louise af Hessen-Kassel (7. september 1817 – 29. september 1898) var en tysk-dansk prinsesse af Hessen-Kassel, der var dronning af Danmark fra 1863 til 1898. Hun var datter af landgreve Vilhelm af Hessen-Kassel og prinsesse Charlotte af Danmark og blev i 1842 gift med sin slægtning prins Christian af Glücksburg, den senere kong Christian 9. af Danmark.

    Dronning Louises gade i Thisted 1895 -1920

    Dronning Louises gade i Thisted 1895 -1920

    Dronning Louise Gade, datering- ca. 1897

     

    Alle billeder er fra Thisted Lokalarkiv

    Dronning Louisegade Datering- ca. 1895 Dr. Louisegade nr. 20

    Dronning Louisegade Datering- ca. 1905

    Dr. Louisegade Kongensgade, ca. 1905. Vestsiden af Kongensgade er endnu ikke bebygget (sker 1910). Området hed Knudsens Toft, og det var her vestpå, Borgerskolen blev bygget

    Disse to fotos her nedenunder er gamle postkort, åbenbart fra forskellige årstal. Men læg lige mærke til de to personer i højre side på begge billeder, den ene med spadserestok. Da det ser ud til, at det er de samme personer, må minimum et af billederne være manipuleret.

    Dronning Louisegade Datering- 1913

    Dr. Louisegade efter 1920. Den forreste ejendom opført af murermester Andreas Jensen 1910.

    Dronning Louisegade Datering- ca. 1920. Til højre Kongensgade.

    Dronning Louisegade med Thisted Bryghus

    Ikke mit juletræ

    Ikke mit juletræ

    JULEN - DET VAR ENGANG SIDSTE ÅR

     

    Kort efter jul smed en eller anden fucking idiot sit juletræ ind i vores have. Han gad selvfølgelig ikke selv have ulejligheden med at køre det til genbrug. Så nu er det pludselig blevet mit fucking problem.
    Fuld af fucking vrede står jeg tidligt op en fucking hamrende kold vintermorgen, godt træt af det fucking grantræ. De seneste nætter har det fucking juletræ taget ikke alene min nattesøvn, men også mit normalt gode humør og absolutte velvilje mod andre mennesker. Alle de små glæder, en ældre herre kan have i den sidste del af sin tilværelse, er låst fast og giver fejlmeldinger. Tryk på JEG HAR GLEMT MIN KODE og vil oprette en ny. Jo, tak. Jeg har hverken bil eller trailer. Hvordan skal jeg eliminere det skide træ? Hvorfor er det pludselig blevet min hovedpine?

    Jeg ser ud på den tomme gade. Der er en kraftig gadelygte lige her, hvor jeg står, selvfølgelig. Men der er heldigvis ikke et eneste menneske på denne tid af morgenen i gaden. Jeg tager resolut fat i det fucking juletræ med venstre hånd, stikker mig en del, men lige meget, og går over mod affaldscontainerne, hvor jeg har til hensigt bare at smide det.
    Nået halvvejs derover kommer en fucking hundelufter pludselig frem fra det modsatte hjørne - her klokken seks om morgenen! Jeg lader som ingenting og trækker mit fucking juletræ efter mig i venstre arm, som om det da er noget helt almindeligt, noget jeg gør jævnligt; nogle går tur med deres hund, men jeg går tur med mit grantræ. Videre forbi containerne, hvor han står stille og ligefrem tillader sig at måbe, munden er halvtåben, mens hans fucking hund afleverer sit fucking tarmindhold på fortovet. Han siger ingenting, hilser ikke. Glor bare. Glosuppe til morgenmad?

    Jeg er nu mere end fucking frustreret, for det vil virke en smule stumfilmslatterligt, hvis jeg nu vender om og slæber det fucking juletræ tilbage til min have. En scene i sort/hvid med Charlie Chaplin. Det vil ligeledes se enormt dumt ud, hvis jeg lader det ligge lige foran containerne og en hund, der sidder og skider en fucking hundelort.
    Altsammen fordi en fucking hundelufter drøner ud af sin seng, før fanden får sko på. Og før ham en fucking julemand, der er skide ligeglad med sit ansvar over det grantræ, han sikkert har stjålet. Jeg tror simpelt hen ikke, at han lovmæssigt har købt det. Hvorfor skulle han gøre det? En mand med så lav en moral, med en så primitiv indstilling til ansvarlighed?
    Jeg standser lidt ubeslutsomt.

    En stor pick-up kommer i det samme glidende ned ad gaden. Sig mig engang: Myldretid klokken lort om morgenen?
    Den standser ud for mig, og vinduet ruller ned:
    - Hva så makker, hvor skal du hen med det træ?
    - Øh …
    - Smid det op bagi her. Jeg skal alligevel ud på genbrugspladsen …
    Jeg takker med store ord og smider det endnu grønne forhenværende faktisk ret pæne juletræ op i hans lastrum og hilser, mens han triller af sted igen.

    Jeg går tilbage forbi hundelufteren og klasker hænderne sammen:
    - Det havde du nok ikke regnet med, hvad? Troede du bare, jeg ville smide det her? Ha!