Et øjeblik …
Her står vi så. Omkring 1956. Min oldefar, farfar, far, mig.
Kære børnebørn!
Jeg har længe haft lyst til at skrive til jer. Hvorfor det, spørger I måske. Fordi det, jeg har lyst til at fortælle jer, ikke er noget, vi bare kan snakke om, når vi ellers mødes til jul eller fødselsdage. I ved knap, at MIN morfar var med i 1. V-krig fra 1914 til 1918. Han blev såret i slaget ved Somme, på lazaret og hjem. Heldige rad! Men han ville aldrig snakke om krigen, og jeg spurgte ham heller ikke ud om noget som helst. Hvorfor gjorde jeg ikke det?
Min søster og vores morfar
Hvorfor spurgte jeg aldrig, hvordan han havde det, da han mistede sin 61-årige kone, da hun pludselig døde i 1961? Hvorfor spurgte jeg ikke, hvordan han havde det, da hans søn allerede som 40-årig døde i 1965? Hvordan var det at leve alene som ældre? Morfar levede alene fra 1965, til han døde en solrig majdag i 1972. En dag, hvor jeg sad eksamensvagt i skriftlig dansk i 9. klasse og pludselig blev kaldt op til telefonen på kontoret. For jeg havde ikke engang tid til at besøge ham på sygehuset. Og det er en ussel undskyldning, at jeg ikke vidste, at han var døende.
Hvorfor spurgte jeg aldrig min farfar – den anden tipoldefar, I har haft -, hvordan det var at være blind af grøn stær og så miste sin kone, da hun var 76 – i 1976? Hende, der hjalp ham med at være de øjne, han ikke kunne se med? Hvordan var det både at være lukket inde uden at kunne se og leve i bevidstheden om, at hans elskede gennem 50 år døde og dermed også var lukket ude – af ægteskabet? Min farfar levede alene fra 1976, til han døde som 97-årig i 1994. 18 år! Ham besøgte jeg heller ikke, da han lå på sit yderste. Ingen undskyldning rækker heller her.
Min konfirmation 1961; Fars kollega, Sigfred, står med min lillesøster Lone på armen, morfar står yderst til højre, farfar i bagerste række nr. 3 halvt skjult af min mor. Kun jeg med butterflyen og min søster Hanne ved siden af er levende i dag
Var jeg ufølsom? Var jeg for naiv, for umoden, for uengageret i andre menneskers liv? Var det derfor, at jeg aldrig fik stillet de spørgsmål, der senere har trængt sig på?
Det ligger i ungdommen, at netop fordi alderen ikke tynger, netop fordi man der er optaget af sin uddannelse, af at finde en kæreste, af at stifte hjem, af at finde sine egne ben, sit eget ståsted, sig selv … har man ikke også oveni tanker om de ældste medlemmer af familien.
Nu er jeg selv bedstefar og har ikke så lang levetid tilbage. Nu er det mig, der sidder i saksen. Og jeg kan kun se til, at I lever jeres liv og gør det fuldt ud, præcis som jeg selv gjorde det. Uden en eneste gang at overveje, at der kunne være spørgsmål, I godt ville have besvaret af mig, men som måske aldrig når frem i tide.
Kan jeg som bedstefar forlange mere af mine børnebørn, end min egen bedstefar kunne af mig? Måske. Jeg kan åbne døren lidt på klem og invitere jer indenfor. Sige, at det er nu, I skal spørge, hvis I har noget i tankerne. Det er nu, I skal stille de spørgsmål, der uvægerligt vil dukke op, den dag jeg er borte for evigt.
PS. Tak til Jonas for det, du spurgte mig om lige før familiemiddagen! Hvordan jeg havde mødt b-mor. Hvordan vi fandt sammen. Hvad der skete derefter. Du havde mange spørgsmål.
Og på vejen hjem efter familiefesten sagde b-mor: Kan du ikke holde op med det fløjten? Det plejer du da aldrig at gøre.
Kærlig hilsen
B-far
Oldemor og oldefar
Han døde formentlig af prostatacancer i ca. 1957 som 86-årig, mens oldemor blev 102 år og døde ca. 1972.
tja Finn, i modsætning til dig, snakkede jeg meget med min mors forældre. MIne oldeforældre døde længe før jeg blev født, og min fars mor døde da jeg kun var 6 år. Min bedstefar og bedstemor døde som 91 årig et par år efter jeg var flyttet herhen, og min farfar var ikke god til at fortælle ting, men han skrev dagbog, jeg har en hel stak. Desværre er de mest fyldte med; i dag høstede jeg bønner, det blev til 7 glas! Jeg var så heldig at min mors forældre flyttede til vores store by da jeg blev teenager, de havde begge to været lærere, så de var gode at bruge da jeg startede som 13 årig i gymnasiet.
Min mand snakkede også altid meget om hans bedstefar, og bedstemor, fra hans fars side. Det skyldes nok at hans mors familie boede længere væk, ikke helt så nemt at besøge dengang han var dreng.
Danmark er et andet land end mit hjemland, dengang da min mand var dreng var der ingen biler, sjældent en bus herude på landet, så det at besøge familien, det kunne være svært hvis de boede ret langt væk. I Holland kørte der tog, så selv i den tid før biler, kunne man komme hen og besøge familien.
Men jeg har da læst mig til at den gamle bedstemor (oldemor) blev passet af sine børnebørn, som simpelthen boede hos hende på skift! Det skete både i Holland og her. Så nogle, som levede omkring 1900 tallet må have haft mulighed for at få nogle historier, og min mands bedsteforældre boede også sammen med en datter, som var gift og havde fået børn, ikke i hendes hus, men i deres hus. Så de børn har helt sikkert også fået historier. Min mand var i hvert fald god til at fortælle dem til mig.
NU gælder det så os, og så må vi jo gøre vores til at vores børnebørn får de historier, som vi fik fortalt, og historier om de ting vi har oplevet. Det levende ord kan nemlig noget som de ‘døde’ ord som står skrevet ned ikke kan. Vi kan diskutere, forklare, finde ud af, fantasere oven i, mens vi fortæller. Og svare direkte på evt. spørgsmål!
Så snak med dine børnebørn mens du har chancen!
Tak for dit dejlige indlæg, Jantina! Det er naturligvis en hel historie for sig. Din slutsætning siger i ni ord, hvad det hele drejer sig om!