Når de smørgule kantareller (på tysk: Pfifferlings) er ved at være få her i august, bør du kaste dig over efterfølgerne: Rørsvampene. De har ikke lameller, men små rør under hatten. Studer titelbilledet og bliv klogere, hvis du ikke allerede er det. Her ser du tydeligt forskellen på en rørsvamp (den gule til venstre) og lamelsvampen.

Når kantarellerne er ved at være ældre, og det ser man på, at de bliver udsplattede af væde, bløde og fulde af sneglebid og andet snavs, eller du bare har opgivet at finde flere, og sensommeren er over os, skal du til at lede efter rørsvampe.

Rørsvampe har den fordel frem for kantareller, at de er noget større. Det betyder, at du ikke behøver at bøje dig ned for at plukke helt så mange. Den er lettere at rengøre, og den smager mindst lige så godt.

En kurv er god til svampe. Den lader luften cirkulere og hindrer svampene i at blive smattede. Man kan hænge en bluse hen over den; så kan andre nysgerrige ikke se, hvor lidt man har plukket. Og lade være, hvis man har plukket meget.

Under svampehatten er der enten lameller ligesom kantarellerne, et lag med rør som Karl Johan eller noget helt tredje. Du skal koncentrere dig om at finde brune eller brunlige svampe, som under hatten har et mere eller mindre fast lag med småhuller i, de såkaldte rør.

Den bedste og mest smagfulde er uden tvivl den rørhat, der hedder Karl Johan. På tysk: Steinpilz. Den minder om en sten, og i sammenligning med en kantarel får du noget mere svamp i kilo og skal yde knap så stort et stykke arbejde i forberedelsen. Meeen – en indigo-rørhat smager også godt for eksempel, så af og til har man lidt på fornemmelsen, at når Karl Johan altid nævnes, skyldes det mere, at navnet er nemt at huske og let at udtale.

Rens den om nødvendigt, når du kommer hjem. Fjerne det yderste farvede hudlag under hatten. Det kan forsigtigt lirkes af med en kniv. Skær resten i små, passende stykker og frys den ned – ellers som du ville gøre med kantareller.

Husk det vigtigste: Er du i tvivl, om en svamp kan spises eller ej, så lad være!

Der var ingen flåtbid denne gang! Vi brugte flåtspray – og var meget omhyggelig med påsprøjtningen.

Hvorfor skal du lede efter rørsvampe og ikke lamelsvampe?

Fordi der er flere fejlmuligheder, når der sidder lameller under hatten. Du kan rende ind i hvid fluesvamp og forveksle den med markchampignons, fordi du ikke lige er opmærksom på, om farven under hatten er hvid (giftig) eller chokoladebrun (ikke giftig). Du kan plukke rød fluesvamp i den tro, det er en – spiselig -skørhat.

Rørsvampe kan have en fedtet hat og tilhører dermed de slimede rørhatte, og så er det ofte en brungul rørhat eller en kornet rørhat, der begge er særdeles spiselige. Du kan ganske enkelt tage slimhatten af med din kniv, det vil sige trække skindet eller huden af og gøre den mere “appetitlig”. Der er ingen giftige forvekslingsmuligheder.

Led under fyrretræer især på sandet bund, hvad du finder mange af i Nationalpark Thy.

Der er andre spiselige rørhatte. Rød birkerørhat, brunstokket rørhat, Indigo rørhat, sommerrørhat (kan forveksles med den giftige galderørhat, der er svagt lyserød under hatten og som smager forfærdeligt, hvis du lige tager et lille stykke mellem tænderne. Spyt det ud).

NB. Du kan ikke altid smage dig frem til de giftige svampe. Fluesvamp smager mildt for eksempel.

Deltag i svampeture, arrangeret af svampeforeninger eller Naturstyrelsen. Her får du en masse at vide og har lov til at lege Spørge-Jørgen alt det, du orker.

I kurven: Forskellige rørhatte, et par kantareller, den helt hvide til højre er en “fyldsvamp”, en støvbold, og til højre i midten den orange kantarel, du skal holde dig fra. Læg mærke til farveforskellen på den og så kantarellen til venstre forneden

Kurven lufter svampene; inden du placerer kurven i bilens bagagerum, kan du ryste den, så jord og sand og eventuelle småkrible-krabledyr falder ud i skovbunden.

Svampen, der på dansk kaldes “Karl Johan” eller “Karl Johan-svamp” (Latin: Boletus edulis), er opkaldt efter den svenske kong Karl Johan (1763-1844), også kendt som Jean-Baptiste Bernadotte, som regerede Sverige og Norge i første halvdel af det 19. århundrede.

Historien bag navnet stammer fra en tid, hvor Karl Johan var kronprins og deltog i en jagt i de svenske skove. Under jagten fandt han angiveligt nogle af disse svampe, og han var så begejstret for dem, at han på en humoristisk og uformel måde foreslog, at de skulle opkaldes efter ham.

Det siges, at svampen tidligere blev kaldt “steinsopp” på dansk (hedder Steinpilz på tysk), men efter kronprinsens besøg og hans forslag om at kalde dem “Karl Johan-svampe”, spredte dette navn sig i både svenske og danske sprogbrug. Navnet blev således populært, og det er blevet brugt siden da for at referere til denne type svamp.

7