Når man får lejlighed til at snakke med mennesker, man ikke kender, opdager man igen og igen, at der groft sagt er to slags mennesker. Dem, der har overskud til at spørge andre, hvordan de har det, og dem, der helst kun vil snakke om sig selv.

Et sted i Thy bor der to mennesker, der ikke har noget med hinanden at gøre. Den ene hedder noget med B og den anden noget med T.

Fælles for disse to er, at de ikke gider snakke om sig selv, men spørger os andre ud. De er interesserede i hvert et ord, der kommer til dem fra os; de ser ud, som om de er interesserede, og de giver én indtrykket af, at vi, som de snakker med, er uendeligt vigtige og interessante personer. Desværre er der flere af sådan nogen som os andre, der hellere vil snakke om sig selv end lytte.

Du kender garanteret også én, der spørger, hvordan man har det for blot straks selv at besvare det med en længere saga om det, vedkommende lige har gennemgået.

Eller måske har du en privat sammenkomst, hvor du ved, at G er en, der gerne snakker meget og længe om sig selv, og hvor besværligt og irriterende det er. Af høflighedsmæssige grunde kan man naturligvis ikke ligeud sige til hende, at hun snakker for meget og lytter for lidt. For hun vil måske vende sværdet mod dig og påstå, at det siger du kun, fordi du selv vil være i centrum. Hvad gør man?

Jeg var engang med til en selskabsleg: Sig tre gode ting og en dårlig om din sidemakker til højre. Vi var unge, alle i uddannelse og vant til kritiske indlæg. Når man er gammel og sat, er det nok sværere. Men her ville det i hvert fald være tilladt at sige: Jeg synes, du snakker for meget og lytter for lidt. Det er selvfølgelig en over nakken til ham eller hende, men hvis man så samtidig udtrykker glæde over at være sammen med vedkommende, eller fremhæver andre kvaliteter, skulle det vel ikke være så galt.

Når man har en mund, men to ører, må det være, fordi man skal lytte dobbelt så meget, som man snakker.

Jo, det kan gå gruelig galt. De fleste af os er nemlig ikke vant til kritik, og enhver bemærkninig, der kan tolkes negativt vil uvægerligt give anledning til surhed eller, hvis det er alvorligt, til, at man afslutter forholdet.

Det sidste medfører, at man ikke længere snakker sammen, man besøger ikke hinanden, og man lader, som om den anden er luft.

Det kan hænde for de bedste. Også i familien! Når konfirmationsmiddagen er ved afslutningen, har onkel Knud fået rigeligt under vesten, og pludselig føler han, at det er nu, at søster Bente skal ha´ en over nakken! Bare fordi Bente en dag påstod, at Knud blev agressiv, når han blev fuld.