Vi var tre ægtepar, der havde tradition for at spise godt sammen. Snakken gik hen over bordet, og vi følte os alle godt tilpas. Meeen, efter nogen tid, begyndte jeg og Karen, min dejlige hustru, at synes, at Lise havde en tilbøjelighed til at læne sig op ad et lille trick: Hun spurgte tilsyneladende interesseret et medlem af selskabet, hvordan ferien havde været dernede på Mallorca. For eksempel.
Knap var det pågældende medlem begyndt at snakke som sin ferie, før Lise afbrød hende med: Vi har også været på Mallorca! 
Herefter fortsatte samtalen som en enetale, hvor kun Lise snakkede. Og kun om sine egne oplevelser.

Det gik op for os, at Lise aldrig spurgte os andre om noget som helst, fordi hun var interesseret i os. Næh, hun brugte det stort set altid som udgangspunkt for selv at komme til talefadet.

Kender du en person i din omgangskreds, der hellere vil tale om sig og sine end lytte til andre? En person, der aldrig spørger dig om noget, fordi hun eller han har travlt med hele tiden ustandselig igen og igen at snakke om sig selv, sin egen familie eller sine egne oplevelser. 

Hvordan tackler man hende? Skal man sige det direkte: Lise, ved du hvad, du er et sødt menneske, men du kender ikke til at spørge os andre om noget. Du snakker kun om dig selv.
Eller skal man sige: Lise, jeg ved, du brænder inde med mange spørgsmål om mig, hvilket har du tænkt dig at stille i aften?

Lige meget hvad du gør, skaber det en dårlig stemning, - er mit bud. 

Engang i mine unge år sad vi en flok højrøstede højskoleelever sammen og hyggede os. Pludselig foreslog en eller anden, at vi alle skulle skrive noget om hinanden og til hinanden. Skriv tre gode og en dårlig egenskab ved hver, var oplægget.
Her kunne vi helt frit og uden hæmninger af nogen art skrive præcis det, vi havde på hjerte. 
Ideen er hermed givet videre til alle jer, der er gode lyttere.
Og også til dig, der hellere vil snakke om sig og sit.
PS. Vi forblev gode venner dengang - og den dag i dag. Og vi lærte noget afgørende om os selv.