Hurtig beslutning
Der er kun 1/10 sekund imellem liv og død. Det ved vi jo godt. Alligevel bliver man overrasket, når man møder netop dét 1/10 sekund ude på landevejen en almindelig fredag eftermiddag i februar.
Det er almindelig lige landevej mindre end en kilometer fra, hvor jeg bor. Jeg er på vej hjem i Passaten, hunden er med, i buret bagi bilen. Den modkørende, en mørkegrå model vist af et japansk mærke, kommer imod mig med fornuftig hastighed, sikkert omkring hastighedsbegrænsningen på 70 km/t. Jeg er almindelig opmærksom på kørslen, mens jeg sidder og tænker på de to kager, jeg netop har købt hos bageren, posen ligger på højre forsæde. En til nu og en til i aften. En af hverdagens små glæder. Der er ingen faresignaler.
Da den mørkegrå bil er tæt på, nok mindre end 20 meter, tror jeg, ser jeg forhjulene dreje, allerede inden bilen slår et slag over i min vejbane. Og så indtræder den slowmotion-fornemmelse, som jeg husker så godt fra 1970’erne og 80’erne, da jeg kørte racerløb: Når man blev impliceret i et sammenstød eller røg af banen, nåede man mange tanker og overvejelser.
Jeg bruger, hvad jeg gætter på er, 1/100 sekund til at overveje tre muligheder. Enten den konservative at kaste bilen ud til højre, men den anden er for tæt på, den mørkegrå vil sandsynligvis ramme mig lige i venstre fordør, eller det dumdristige valg at gå venstre om den modkørende, hvor man vil være solgt, hvis den anden i samme øjeblik retter op, men det afviser jeg som for sent, eller at holde kursen og tage det frontale sammenstød, fordi det er dér, bilen er stærkest.
Jeg tænker, at min chance for overlevelse nok er større ved det frontale sammenstød, end ved at blive ramt i venstre fordør. Medmindre jeg kaster bilen ud til højre og lige akkurat kan nå at rette så meget op, at bilerne nærmest preller af på hinanden, side mod side. Chancen for det sidste er nok lille, men det er det, jeg vælger. Om det var det rigtige valg, vil jeg aldrig få at vide.
Blot 1/100 sekund efter jeg kaster bilen til højre, flår den modkørende bilen tilbage mod egen vejbane, som om chaufføren, som jeg aldrig ser, fordi mit blik koncentrerer sig om forhjulene, vågner op, eller ser op fra en sms på mobilen. Der er blot et par centimeter imellem vores sidespejle, da vi passerer hinanden.
Jeg styrer kontra med højre hjulpar ude i rabatten og får bilen ind på asfalten igen. Jeg bremser og kigger i bakspejlet. Den mørkegrå fortsætter og forsvinder gennem næste sving.
Det var blot en detalje i fredagens liv på jord, en lille uopmærksomhed og to fremmede fanget i et fælles 1/10 sekund imellem liv og død.