Knaldfallera

Sandsynlighedsregning var et tema i min skoletid. Vores regnelærer brugte ret meget tid på at påvise, at vores chancer for at vinde den store gevinst i lotto eller i tips (12 rigtige) var så forsvindende lille, at den praktisk talt var ikke-eksisterende.
Vi drenge regnede efter og kom til samme resultat. Personligt var jeg overbevist om, at det forholdt sig sådan. Ikke alene fik jeg aldrig den kæreste, jeg selv var forelsket i, men af alle de væddemål og spil, jeg deltog i, var der ikke en eneste, jeg nogensinde havde vundet. Ikke engang til jul, når mandelgaven skulle uddeles. Ikke engang selv om min mor forsøgte at snyde mandelen til mig. Det opdagede onkel Hans, og så var det ødelagt.
Om lørdagen efter sådan en regnetime med sandsynlighedsregning drev jeg efter skoletid ned til Fjordhotellet, på hvis grund noget markedsgøgl var i gang. Der var mange mennesker, og jeg håbede at møde en sød pige, hvor tingene gik op i en højere enhed – bare for en gangs skyld. I lommen krammede jeg min 25-øre, som jeg havde hugget i min mors hemmelige tallerken øverst oppe i køkkenskabet. Hun var husmor og fik kun de penge af min far, hun skulle bruge til at købe mad for. Måske stak hun af og til lidt til side for på den måde at prøve at snyde ham. Måske samlede hun sammen til et par nye strømper, hvad ved jeg? Den 25-øre kunne jeg få noget slik for, måske endda en pind-is, og da jeg i forvejen ikke fik lommepenge, syntes jeg formentlig, at jeg selv måtte sørge for det pekuniære.
Der var ingen søde piger. Fulderikker, larm og ballade, højt humør. Ikke hos mig. Jeg blev mere og mere deprimeret.
Til sidst stod jeg foran fire enarmede tyveknægte. Der var ikke et område, hvor odds for at få gevinst var lavere. Der var en grund til, at de hed sådan. Min 25-øre brændte i lommen, jeg klemte og kvaste den og var i tvivl. Skulle jeg fyre den af på en is; skulle jeg lægge den tilbage i mors tallerken; jeg ville helst give den ud på en sød pige for at gøre indtryk og vinde hende for mit hjerte.
– Det kan du godt opgive, det der, sagde Claus. Klassekammeraten pegede på apparatet foran mig. – Den der giver aldrig gevinst.
– Hvor ved du det fra?
– Den har intet givet i går og i dag. Det siger min far selv.
Det var her, det kom over mig. Hvis den aldrig gav gevinst, betød det, at den hidtil ikke havde givet. Så var chancen vel ret god næste gang??
Jeg hev 25-øren op af lommen og smed den i sprækken med våde og rystende hænder, trak ned i håndtaget, en masse lyde dukkede op inde i maskinen, men intet skete, og jeg vidste, at regnelæreren havde haft ret i sin sandsynlighedsberegninger. Jeg skulle lige til at vende mig om, da maskinen pludselig begyndte i en værre larm at spytte 25-ører ud!
Samtidig blev der helt stille i teltet, og en masse mennesker samlede sig rundt om mig og jublede, som om jeg havde vundet i lotteriet. 2 kroner og 50 øre! En formue for en dreng dengang i ´61.
Jeg skyndte mig at pakke dem alle ned i lommen og svævede hjemad med englevinger på ryggen, mens jeg tænkte to parallelle tanker:
1. Min mor skulle selvfølgelig have sin 25-øre tilbage. Diskret. Uden at hun opdagede noget.
2. Hvad jeg skulle sige i næste regnetime om sandsynlighed.