I 1950, som også i dag, var der behov for ekstra julehjælp.
Sognerådet mødtes, og de bestemte, hvem der trængte. Der blev lavet julekurve ved købmanden og dem bragte min far og jeg ud. Han kørte og så måtte jeg gå ind. Det mente han var mindst ydmygende for modtagerne, som ikke altid selv havde bedt om hjælp, men som sognerådet mente kunne trænge.
Modtagerne var tit forlegne, når jeg kom. Min far havde måske ret. Det var nemmere at tage imod, når det var et barn, der kom. Et af stederne husker jeg meget tydeligt.
Far havde sat mig af ude ved vejen, som bare var et hjulspor og givet mig kurven med. Jeg var ikke meget for det: banke på og så stå der og vente og forestille sig, hvordan de ville tage imod mig.
I dette lille stråtækte hus, nabo til missionshuset i Byrum, havde jeg aldrig været før. Ingen svarer på min banken. Jeg er gået til bagdøren, herude bruger man ikke fordøren til daglig.
En kvalmende lugt af kål får mig til at spile næsen ud. Jeg skubber forsigtigt til den grønmalede trædør. Den er todelt og kun den øverste del glider op.
– Jamen jøsses, lyder det indefra. Får vi fremmed?
En lille tyk kone i kittel og med forklæde dukker frem fra det bageste af bryggerset. På hovedet har hun et klæde bundet op i hovedrengøringsmodellen, som mor sagde.
– Kom dog indenfor. Konen trækker det nederste af døren indad med en skurrende lyd. Pigstenene i bryggerset er fedtede og ujævne og jeg må gribe fat i halvdøren for ikke at falde.
– Værsågod, når jeg at sige, inden konen tager kurven, som hun sætter på enden af det lange træbord, hvor syltetøjsglas står på række.
– Hvem er det? Lyder det inde fra køkkenet.
– Det er Aina, præstens den bette, siger konen, hun har en kurv med til os.
– Julekurven! lyder det vredt indefra og jeg får ondt i maven, han lyder så arrig og det er altid meget værre, når man ikke kan se stemmen.
– Har du tigget om den?
– Nej da, siger konen og blinker nervøst..
Kurven kan lige akkurat stå på enden af bordet, og da den bliver tømt, er der ikke mere plads.
– Ja, jeg koger grønkål i dag, siger den lille kone og tørrer hænderne af i forklædet, inden hun giver hånd; og så er det praktisk med en gruekedel.
Jeg tænker på, at i gruekedlen hjemme, bliver der lagt vasketøj i blød og godt nok bliver tøjet kogt bagefter, men alligevel!
– Men gå ind og hils på far, han er ikke så slem, som han lyder til.
Ved køkkenbordet sidder en meget gammel mand, med sorte bukser på af Holmens klæde, det som de gamle søfolk på øen går i. De bliver holdt oppe af seler.
Bukserne er stive af snavs, så måske er selerne unødvendige, tænker jeg.
Manden har skæg over hele hovedet og ser lidt småsur ud. Han lugter også lidt surt, det er lige før det overdøver kållugten. Jeg nejer, og rækker hånden frem til goddag. Den overser han.
– Er du alene helt herud, brummer han og harker en klat op, som bliver sendt hen i hjørnet, hvor den rammer komfuret, hvor det hurtigt syder op.
– Nej, far sidder ude i bilen, så jeg må hellere…
– Pastoren har nok ikke tid i dag. I skal vel flere steder?
Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, det kommer jo ikke ham ved.
– Joh, et par steder mere, siger jeg. Men jeg må hellere…
Nu kommer konen ind i køkkenet og giver mig den tomme kurv.
– Værsgo og hils og sig tak. Og så skal du lige have en knald, og ned fra en hylde tager hun en rund, blank dåse, som hun møjsommeligt får taget låget af.
– Det er vaniljekranse, tag bare et par stykker, siger hun og rækker dåsen hen foran mig.
-Tak. Jeg kigger ned i dåsen, øverst ligger en stor skrå, men synet af den gennemtyggede skrå og kållugten bliver næsten for meget.
– Må jeg gemme dem? siger jeg og fisker to op fra den side af dåsen, der er længst væk fra skråen.
– Du er velkommen, siger konen. Nu skal jeg lukke dig ud.
Den lille kone går foran ud i bryggerset. På vejen ud løfter hun stolt trælåget på gruekedlen, hvorfra kållugten stiger op med dampen og fylder hele bryggerset.
– Jeg koger grønkål i dag, som du ser, hils hjemme.
Jeg skynder mig ud til bilen.
– Her er et par vaniljekranse til dig, far, siger jeg og sætter den tomme kurv ind bagved sædet. Jeg har fået.
Av, hvor glemmer vi tit hvor sølle folk kan have det i nogles øjne. Men sådanne folk findes stadigvæk, bare man ved hvor man kan finde dem. De ‘gamle’ dage er ikke helt så langt væk som vi tror. Man skal bare lige kigge sig godt omkring. God jul, også til dem.