Jeg skal hilse og sige, at var jeg ikke levende i dag, skyldes det nok ikke, at de digitale medier havde slået mig ihjel. For de fandtes ikke i 1952.
Der var et bibliotek i den nærmeste større by. For at komme derind skulle vi cykle fire kilometer frem og lige så langt tilbage. Tog vi skade af det?
Inde på biblioteket var der to hyldemeter børnebøger. Man måtte højst låne fem bøger. De kunne med nød og næppe ligge i skoletasken ved siden af alle skolebøgerne. Smart, hvis det hele havde kunnet være i en iPad. Men -tog vi skade af de bøger?
Nej, højst en smule krampe i den ene arm, når man læste i sengen. Især fordi vi skulle slukke lyset klokken 20 og derfor så os nødsaget til at gå under dynen med lommelampen. Tit var bogen så spændende, at intet forbud kunne få en væk fra den. Tog vi skade af det?
Der var udsendelse i radioen “For piger og drenge”, som lød i højtaleren klokken 16.20 på program 1, eller nej. Der var kun program 1. Tog vi skade af det?
Nej, faktisk ikke. Vi lyttede til Torry Gredsteds Paw og Paw i urskoven. Jeg gad ikke lytte længere end den halve time, det tog, for så skulle jeg ud og spille fodbold på naboens græsmark. Tog vi skade af det?
Ikke mig bekendt.
Om aftenen hørte vi Pressens Radioavis. I begyndelsen troede jeg, det hed Præstens Radioavis. Når den var færdig, skulle vi i seng. Somme tider var det lørdag dengang, og så hørte vi lidt mere. Der var vistnok noget, der hed Familien Hansen.Vi gik i skole om lørdagen. Om søndagen gik vi i søndagsskole. Tog vi skade af det? Måske.
I 1956 var jeg ni år, og der var pludselig drabelige beretninger i radioen om et land, der hed Ungarn, som blev overfaldet af russerne. Der kom 1000 ungarere til Danmark for at søge beskyttelse. Mærkeligt elsker de vistnok russerne i dag. Forstå det, hvem der kan.
Der var OL i Rom, hvor jeg var blevet 13 år. Jeg så det øjeblik, hvor Henry From, målmand for Danmark, mod netop Ungarne, gik ud til den ene stolkpe med sit tyggegummi – og bagefter reddede straffesparket. At høre Gunnar Nus ophidsende kommentar var sammen med det smukke fodboldspil, danskerne leverede, et af højdepunkterne i min barndom. Tog vi skade af det?
Der var på det tidspunkt kommet fjernsyn ind i stuerne; først i 1968 dukkede farve-tv op herhjemme. Tog vi skade af sort-hvid TV? Nej, det tror jeg ikke.
Vi så frække billeder i sort-hvid og fniste og pegede. Senere kom de i farver, men interessen blev hurtigt fraværende.
Faktisk vil jeg konkludere, at jeg ikke tror, vi tog skade af manglende sociale medier eller mobiler eller PCer. Vi levede i den analoge og dermed virkelige verden i modsætning til vore dage, hvor mange mener, at vi lever mere i den digitale verden.
Et øjeblik …
