Erindring fra min barndom i Byrum præstegård på Læsø i 1950erne.

Præstegården er kæmpestor.
Gulkalket stuehus, en længe med lade, garage, svinesti og hønsehus. Den 3. længe er kun en kampestensmur, det eneste der blev tilbage, da kohuset brændte i syttenhundrede og hvidkål, som mor siger. Det hele kranser gårdspladsen ind på praktisk Julens Glæde.

Midt i gården står et kæmpekastanjebrandtræ, der er plads omkring det, en helt lille rundkørsel, meget praktisk. Min far har lavet stensætning rundt om træet, plantet til med efeu, og om foråret dukker der pinseliljer og påske liljer op gennem det grønne.
Stuehuset har en fordør og en bagdør. Dem, der skulle tale med præsten, min far, om bryllupper, begravelser, dåb og almindelig sjælesorg, som jeg ikke ved hvad er, går til fordøren. Alle andre med mindre vigtige ærinder går til bagdøren, købmanden, honningmanden, skorstensfejeren, landstrygerne og den slags.
Baggangen er lang, mørk og skummel, gulvet har kvadratiske brune og bordeauxfarvede fliser lagt i fint mønster. Nogen gange hopper jeg i firkanter.
Der er syv døre i baggangen. Til bryggerset, konfirmandstuen, mit værelse, badeværelset, kælderen, spisekammeret og så køkkenet. En dag kom en af konfirmanderne i sidste øjeblik, tog fejl af dørene og tog så trappen ned i kælderen på enden. Han kom ikke noget til, sagde far, men blev lidt til grin, det er også slemt nok.

De skramler, når folk sætter træskoene, så er vi forberedt, og hvis de ikke kommer her til daglig, er de meget længe om at banke på køkkendøren, som har glas i.
Hver anden uge kommer ”Julens Glæde”, en meget lille mand, som banker stille på, stiller sig på dørtrinet med kasketten under armen og en frygtelig slidt mappe i hånden.
Det er så spændende. Jeg sparer sammen, så jeg kan købe mærker. Vi henter vores sparemærkebøger, så vi kan holde øje med, hvor meget det bliver til.
Og tiden går og pludselig er det november, og så har ”Julens Glæde” en stor kasse med. Den er lige ved at vælte ham omkuld og så sætter vi os ved køkkenbordet, mor og jeg, mærkerne bliver talt sammen og vi får vores penge.
– De skal kun bruges til julegaver, siger mor og vil have jeg skal holde regnskab.
Det er svært at finde på, det meste af november går, og der er ikke et hjørne af Brugsens bagerste hylder med nips, der ikke er blevet undersøgt. Udvalget er ikke stort og mine penge er få.
Det ender med et askebæger til min far, han drysser over hele huset, siger mor, så nu kan han få et ekstra at drysse i. Det er af glas og enormt tungt.
Mor, det er håbløst, hun er aldrig glad for mine gaver, hun er heller ikke så glad for andres gaver, hun bytter og bytter.
Det ender med en lille svane af hvidt porcelæn.
Og nu skal jeg så holde det hemmeligt hele december.
Der er ikke penge nok til at købe gaver til min bror, men så kommer jeg med i min mors gave, siger hun. Et par gange har hun glemt at skrive mig på, men min bror, som er den bedste i verden, er ligeglad. Han vil bare være sammen med mig, spille Ludo og Matador.

Min far bliver glad for askebægeret, jeg kan høre over hele huset, når han banker sin pibe ud i det.
– Kram, siger han, det kan slå en hest ihjel. Ikke fordi vi har en hest, forpagteren har en, en nordbagge, men det er kun for sjov, han siger det.

Jeg ved ikke hvad der blev af svanen. Der stod en mage til i Brugsen efter jul, hun har nok byttet den, det plejer hun.
Næste år får hun ingen gaver, så vil jeg købe en Tarzanbog til min bror, den vil han blive glad for, det hedder jo julens glæde, ikke?