24. juni – 4. august
Åbent dagligt kl. 11-16

Kirsten Kjærs Museum blev stiftet i 1981 af Harald Fuglsang og John Anderson.
Det er placeret i naturskønne omgivelser få kilometer fra Vesterhavet. Museet viser også skiftende gæsteudstillinger, udendørs skulptur, installationer og landart. 
Desuden findes gæstehus for kunstnere og værksteder for grafik, keramik, maleri og skulptur.

Museet, som er privat, er oprettet til ære for Kirsten Kjær (1893-1985). Det ligger meget smukt bag lysegrønne træer og græs og mere eller mindre vildtvoksende flora et sted i det nordlige Frøstrup, hvor der hersker ro og fred. Desto mere er malerierne højrøstede og gør krav på at blive set – og hørt. De to skabere af museet, John Anderson og Harald Fuglsang, er begge døde, men det er deres ånd sandelig ikke.

Klik for > og ESC

Kirsten Kjær i Californien 1929/ Kirsten maler i sit atelier / Ved indgangen en buste af Kirsten Kjær

Pia Skogberg er ansat som daglig leder, og en hær af frivillige bistår med godt humør og lune og energi til at opretholde stedet.

John Anderson og Harald Fuglsang

To solide træskulpturer i vinduet i John´s  Hall

De to stiftere havde en opfattelse af, at alt kunne hvile på frivillig basis. Behandlede man andre mennesker ordentligt, ville de gøre det samme. Her er generøse betingelser for selv at medbringe madkurv og indtage den indendørs, hvis det er det, man foretrækker efter en grundig rundtur.

Eller sætte sig i haven og nyde naturen og vejret og den uforklarlige stemning af en oase midt i den travle hverdag.

Allerede i 2010 begyndte museets grundlæggere, Harald Fuglsang og John Anderson, at indrette den nuværende mindestue med Kirstens personlige ejendele, som de ønskede at vise frem for museets gæster.

Museets nuværende bygningsmasse er resultatet af 40 års “knopskydning”.
Det oprindeligt beskedne husmandssted har i dag udviklet sig i flere retninger, der kan opfattes som spejlinger af den identitetssøgning, der karakteriserer både Kirsten Kjær og museets grundlæggere, lægerne Harald Fuglsang og John Anderson.
Tidligt i museets historie bliver klassisk musik en del af aktiviteterne. De første år spilles koncerterne i det centrale udstillingsrum; men i 2010 indvies koncertsalen, John’s Hall, der har plads til 150 mennesker.
Museet har en keramisk samling, der viser et repræsentativt udsnit af dansk værkstedskeramik med bl.a. Gutte Eriksen, Steen Lykke Madsen, Bente Skjøttgaard og Nina Hole.
I museets sidegallerier arrangeres der skiftende udstillinger med inviterede kunstnere.
Som museumsgæst har man lejlighedsvis mulighed for at kigge indenfor på en af museets arbejdende værksteder – grafisk værksted, keramisk værksted, skulpturværksted samt et maleatelier – hvor udøvende kunstnere fra hele verden kan søge om arbejdsophold.
Museet er velegnet som besøgssted for busselskaber og grupper.

 

Helga Thagaards vinpropper og Zoran Lukas fisk kan købes i receptionen. Hold godt fast i dem, for ellers taber du dem! De er overraskende tunge.