Følelsen af at livet går hurtigere og hurtigere, jo ældre vi bliver, deles af mange i min omgangskreds, og, tror jeg, af mange yngre også. Når vi tænker 10 år tilbage, er det nærmest i forgårs; da jeg kom i skole i 1884, lå afslutningen på 1864-krigen ikke langt tilbage.

Tidsfornemmelsen skrider, det kan vi måske blive enige om.

Noget andet, der skrider nærmest ubevidst og stedse mere og mere klart, er kroppens forfald. Det, vi kunne som 20-årige, kan vi kun med den største træning og vedligeholdelse fortsætte med som 40-årige. Men som 60-årige går den ikke længere.

Knoglerne bliver stivere, musklerne mindre, men hjernen følger desværre ikke altid med i den proces og kan ofte være noget bagefter i den erkendelse.

N

Min søster og jeg sad på hestevognens bagsæde, da vi kørte hjem efter et længere besøg hos vores bedsteforældre. Jeg husker min far pludselig sige: I dag er der kun tre måneder til jul. Min søster og jeg så på hinanden og sukkede. Vi var helt enige om, at det var så længe at vente, at det nok aldrig blev til noget.

N

Når vi ser fremad, forekommer livet uendeligt.

N

Når vi ser bagud, spørger vi: Hvor blev tiden af?

For nogle år siden hørte jeg af et noget yngre menneske denne historie, som rinder mig i hu, hver gang vi taler om alderdom!

På et tidspunkt havde vi på min arbejdsplads en personalefest. God mad og lidt at drikke til, nå, ja, måske lidt mere end lidt, gjorde, at humøret var højt, og snakken gik om forgangne tiders heltestatus på sportsbanen. Pludselig var der en medarbejder, der fik den gode idé, at vi alle skulle en tur ud i frisk sommerluft og gå ned til den nærliggende å. Her kunne vi gå armgang over, grinede han og tilføjede: Hvis ellers nogen tør? En øvelse, der ikke skulle være svær, idet åen var knap fire meter bred.

Vi drog derned, syngende, pjattende, grinende. Sanne, der var sidst i fyrrerne, var engang en strålende håndboldspiller, der blev udtaget til førsteholdet, var dengang slank og adræt og havde en god fysik, og hun greb straks ud efter rebet. De første to tag gik let, de næste to gik tungt, men her var det allerede for sent at vende om. Hun var nemlig nået til åens midte, så der var ingen vej tilbage. Da hun slap tovet med højre hånd for at svinge sig yderligere frem, mistede hun energien, og hendes godt 85 kilo faldt i åens pludrede vand med et kanonplask. Snakken og latteren forstummede.

Heldigvis var åen meget lav lige der, så der var ingen fare. Til gengæld var den fuld af andemad, mudder og klamme ting og sager. Ingen af os andre, der stod og oplevede det, turde grine over synet af Sanne iført mudder, plantedele og vådt, klæbende, å-snavset, smattet tøj stage sig ind til bredden. For hende var ydmygelsen så stor, at hun skyndte sig tilbage før os andre og forsvandt … og kørte hjem. Næste arbejdsdag meddelte hun som det første, at hun aldrig ville høre noget om det, der skete hin aften! Aldrig!
Så det snakker vi heller ikke om mere.
Når hun er der.

Den indre tanke

 

Virkelig- heden

 

Konklusion

“Hjernen er uovervindelig. Næsten.”

Hanne Havgasse

“Hvorfor kan mennesker ikke blive 200 år?”

Dennis Defekt

“Forfaldet starter allerede, inden man bliver 27”

Sigurd Zweistein