Det hele startede, som den slags ting nu starter, i det meget små med, at der blev set lidt skævt til dem, der bandede med disse lange, forfærdelige eder. De overskred en grænse for anstændighed og hensyntagen til det psykiske miljø og mennesker med særligt følsomme sind. Ja, ja, sagde man. Dæmp dig nu lidt.
I skolerne holdt lærerne øje med de børn, der var specielt truede. Det var ikke svært, for det var såmænd de samme, som så forrevne ud i tøjet, som ikke havde ordentlig sund mad med, og som altid var dem, der skabte uro og dårligt indlæringsmiljø. Af og til blev en sådan elev sendt til inspektøren, når vedkommende havde brugt trælse ord og vendinger.
Der gik ikke lang tid, inden den første arbejdsplads besluttede at forbyde brugen af sårende og nedgørende ord. Al banden skulle foregå udenfor eller i et særligt rum. På denne normgivende arbejdsplads blev det en vane, når man følte trangen komme op, at man straks styrtede af sted ind det blå rum for der at udøse sit hjerte med en serie stærkt forbudte termer.
Snart var der andre arbejdspladser, der indførte tilsvarende skikke, og på et tidspunkt fulgte folketinget op ved at vedtage en række bestemmelser for offentlig banden.
Det var stadig tilladt at bande hjemme inden for egne vægge. Dog opstod der problemer i lejlighedskomplekser, hvis der var meget lydt. I Helsingør meldte en underbo en overbo til politiet, da ukvemsord og saftige eder kunne høres ganske tydeligt nedenunder. Manden blev straks anholdt.
I medierne var der heftige diskussioner. TV havde debatter med chefredaktører, filosoffer og politikere fra forskellige folkepartier, der alle havde meget at sige om fænomenet, men på en ordentlig og ikke-stødende måde, naturligvis.
Alle var enige om, at eder, hvori indgik ordene ”satan” og ”helvede” og ”fanden” klart måtte udgå af det danske sprog. For ikke at støde nogen undlod man at sige ordene, men nøjedes med at sige s, prik, prik, prik.
Men måtte man så heller ikke sige ”for søren”? Mange mente, at det jo var en omskrivning af ”for satan”, og så gik den altså ikke. Drengenavnet Søren udgik nærmest af navneregistret i den følgende tid.
Folketinget følte, det var nødvendigt at lovgive om fænomenet og gik yderligere til vaflerne ved nøje at definere, hvad en ed bestod af. Man gik klogeligt uden om ordene, men henstillede til, hvad der var gængs opfattelse.
En nabo, der hørte en dreng ramme sin egen finger med en hammer og efterfølgende havde udstødt en alvorlig ed trængte ind på grunden og stak drengen en lussing. Faderen anmeldte volden, men anmeldelsen blev afvist. I stedet fik faderen en bøde for usømmelig omgang med ord og for at have såret andre psykisk.
Folketinget følte, at man måtte gå et skridt videre og vedtog at nedsætte et særligt ministerium, der skulle tage sig af problemet.
Snart var det nye ministerium på plads. Danmarks første bandeminister blev valgt, og den tanke bredte sig, at man måtte kunne skabe et mere rent psykisk miljø rundt omkring i verden.
I FN tog man problematikken op, og det blev vedtaget at arrangere verdens første bandekongres. Naturligt nok skulle den finde sted i Danmark, der havde været foregangsland.
Al orlov hos politiet blev inddraget. De mange gæster skulle indkvarteres, hotellerne havde kronede dage, og forretningslivet fik en sjældent set opblomstring i hovedstaden.
FNs formand bød velkommen den første dag og takkede det danske folketing og lobbyisterne og de talrige sprogforeninger for initiativet og bidragene til en renere og bedre verden.
Statsministeren havde derefter ordet og takkede alle nationer, fordi de var mødt, og fordi alle havde forståelse for, hvor vigtig denne sag var for det globale fællesskab. I sin tale nævnte han hensynet til andre, hensynet til andres følelser, hensynet til vore børn og hensynet til klodens fremtid.
Det var en flot og stærk tale, der fik langvarigt og bragende bifald. Alle rejste sig og klappede.
Da statsministeren steg ned fra talerstolen, snublede han og faldt og slog sit nyligt opererede slidgigtsplagede knæ i stykker igen. Der blev øjeblikkeligt helt stille i den store sal, og således kunne alle tydeligt høre statsministerens smertensskrig og derefter tre ord:
”Satan og helvede!”

Forfatter

  • Finn Wilkens

    Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive, hvilket har resulteret i lidt flere end 13 bøger samt dette pensionist-magasin med omkring 1.000 artikler, hvoraf en hel del er havnet i papirkurven. Bøgerne kan lånes på biblioteket eller købes her på THY.pt under menuen ORDBUTIK.

    Vis alle indlæg