Praktiktime

Min første praktiktime på øvelsesskolen ved seminariet var med en 2. klasse. Jeg havde aldrig før undervist så små elever, og derfor var jeg nok mere nervøs end ellers. 
Normalt var jeg sådan lidt sløset klædt med lang hippiehår (ak, ja), men den dag havde jeg taget lidt finere tøj på og børstet håret pænt igennem. Hvis jeg husker ret, havde jeg vistnok oven i købet taget et bad.
Jeg valgte at fortælle myter for denne 2. klasse bestående af omkring 20 elever. Nede bagved sad praktiklæreren med sin papirblok og tre seminariekammerater.
Den fik pædagogisk, hvad den kunne trække. Jeg var meget nervøs, men halede dog lidt ind på nervøsiteten ved at agere Thor, flyve gennem klassen med hans hammer og i øvrigt variere stemmen som en anden skuespiller. Jeg fægtede med arme og ben, rullede med øjnene og fortalte og fortalte, og på et tidspunkt røg jeg ned bag katedret. Der blev åndeløst stille. I forvejen var der ingen, der sagde noget.
Pludselig dukkede jeg op som en anden raket, råbte Odin! og kunne godt lide det forskrækkelsens gisp fra eleverne, min bevægelse udløste. Jeg så også til min fryd, at både praktiklæreren og de tre lærerstuderende hoppede en enkelt gang på stolen og bagefter sad med åben mund, formentlig overrasket over mit brændende pædagogiske engagement.

Da jeg var færdig med myterne, lænede jeg mig tilbage i stolen og pustede ud. Eleverne var som tryllebundet. Med store øjne og uden et ord stirrede de bare på mig. Jeg havde dem! Jeg havde dem i min hule hånd! Jeg skulle være lærer, ingen tvivl! Jeg kunne også se på praktiklæreren, at han i mig havde spottet et meget stort pædagogisk talent. Måske det største i hans tid.
Henriette på første bord rakte sin lille hånd op. Hun ville nok gerne stille et godt spørgsmål til det, de havde hørt så blændende. Måske ville hun rose mig eller udtrykke sin oprigtige og barnlige beundring for min præstation. Måske ville hun sige, at det her skulle hendes forældre altså få at vide. At hun i dag havde mødt alle tiders lærer.
Hvad sagde hun så, den lille søde Henriette?
Hun sagde bare:
– Hvorfor er du så langhåret?