Foreningen til fremme af at give kantarelbaghjul til Jane Bauer har stadig plads til enkelte nye medlemmer. Optagelseskravet er et foto af friskplukkede kantareller i massevis, gerne med en fortælling om, hvor man IKKE kan finde dem. Læg eventuelt en enkelt bemærkning til om, hvor let det var at finde dem, så er du sikker på optagelse.

Vær opmærksom på, at hun godt kan finde på at skifte spor og kaste sig over Karl Johannerne. Så må der laves en fraktion, hvor formålet er at fremme KarlJohanbaghjul til Jane Bauer. Vær agtpågivende! Vær beredt! Jane Bauer er den skarpeste fynbo i miles omkreds!

Det er ikke bare gjort med at plukke dem i skoven. Når man kommer hjem, skal de gøres rene og puttes i fryser. Man kan også langtidstørre dem i ovnen, så fylder de mindre og tager ikke plads op i fryseren. God jagt!

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg