I dag kan man blive krænket over hvad som helst. Tilsyneladende er det kun et spørgsmål, om DU føler dig krænket. Hvis ja, så er helvede løs. Tag nu Thistedpigen, der står der år efter år, i vinterens kulde som i sommerens hede - uden tøj på! Ja, men altså! Er der ikke snart nogen, der føler sig krænket?
Forhåbentlig havde han en god arbejdsforsikring!
Der er en del tryghed forbundet med at rejse med det samme rejseselskab. Ikke bare for os thyboer, men for alle gæster. I forvejen er tryghed et nøgleord, når man benytter et Thy-selskab.
Den næste tryghed indfinder sig, fordi selskabet har nogle faste rutiner, der hjælper til med at overkomme det trivielle.
Vi bevæger os i turistbussen i en slangeagtig glidende kørsel gennem Mors og Skive og af og til Herning, men i dag går den mere på hovedvej 13.
Ophold plejer at være syd for Vejle, i dag på Hylkedal ved Kolding. Overraskende! Rundstykkerne er dog de samme. Morgenradiostationen, der dæmpet har lydt med for mig meningsløse engelske totalt ligegyldige melodier, bliver slukket, og alt ånder fred og ro.
De sidste gæster kommer om bord i Rødekro og så går det sydpå mod Berlin.
Gæsterne er uden at fornærme ret mange nok for det meste i pensionistalderen.
Chauffør Michael og Rejseleder Niels arrangerer og planlægger stort og småt på hele turen.
Selvfølgelig har rejselederen planlagt det hele på forhånd, hvad ellers, men der kan undervejs opstå forhindringer, der kalder på samarbejde, og andre uforudsete begivenheder, omkørsler, demonstrationer (Niels fortæller stolt, at han normalt kun viser en enkelt frem, men for vores skyld finder han i de kommende dage hele fire, alle med demonstranter, der har limet sig til asfalten med Karlssons Klister *)), og der kan være storvognsstandsninger.
Niels kommer rundt i bussen for at snakke lidt med gæsterne.
– Kan vi komme ind i det der Olympiastadion, spørger en gæst. Det er faktisk kun derfor, jeg er med på den her tur til Berlin!
– Så er du da ualmindelig heldig, for turen er slet ikke med i programmet. Det er kun, fordi sejlturen på Spree er aflyst, at vi tager derud, svarer Niels med et stort smil.
Der VAR modstand blandt tyskerne under krigen. En gruppe modige officerer forsøgte at dræbe Hitler 20. juli 1944, men det mislykkedes. I officerernes højborg, Bendler Block i Berlin, hvor Niels her står ved en mindeplade, blev de ledende officerer samme aften skudt, mens konerne kunne se det hele oppe fra vinduerne i deres lejligheder i samme kompleks.
Berlin blev delt af de fire sejrende stormagter, USA, UK, USSR og Frankrig efter 2. verdenskrig i et Vest-Berlin og et Berlin, Hauptstadt der DDR. Muren kom i 1961, da alt for mange DDR-borgere af en eller anden sær grund havde lyst til at forlade dette socialistiske paradis.
På et og samme tidspunkt der i firserne var USA og Sovjetunionen styret af hæderlige, ordentlige personer, der kunne se fordele i at fremme samarbejde og fremskridt frem for krig. Med Gorbatjov og Reagan gik der kort tid, inden muren faldt i 1989, og da DDR faldt sammen, økonomisk og poltisk, blev Tyskland forenet, og Berlin blev igen hovedstad.
Din udsendte Berlinerredaktør var engang i Berlin med et hold efterskoleelever. Det var i de gode, gamle dage med DDR og hele moletjavsen. Grænsekontrollen var med undervognsspejle, og en stor, hærdebred østtysker kom op i bussen til de små elever og havde en maskinpistol over skulderen. Hold kæft i skuret, mumlede Brian, der ellers var en kvik elev. Hvad tror han, vi er for nogen? Skal jeg vise ham min slangebøsse?
Under hjemkørslen skulle nogen tisse, og chaufføren drejede resolut ind på en rasteplads. Han vidste godt, at det kun var på bestemte pladser, bussen måtte køre ind. Han tog chancen. To minutter senere rullede en politibil ind.
– Raus, kommanderede den ene politimand til de mere eller mindre sovende små pus.
– For fanden, brølede Brian søvndrukkent, hvad i helvede tillader I jer nu?
Heldigvis kunne de ikke dansk, for ellers var det måske et problem for Brians videre fremtid.
Men ud måtte vi alle stille os på rad og række, hver med vores pas i hånden. Alle blev grundigt studeret; Brian nøjedes heldigvis med at ryste på hovedet. Politifolkene troede nok, han led af en kapitalistisk mangelsygdom og lod ham være.
Selv om man eventuelt har været der flere gange, bliver der hele tiden bygget nyt. Således ligger der en tønde ved Checkpoint Charlie, som din udsendte Berlinerpfannkuchenliebhaver ikke mindes at have set før.
Det er en stor tønde, faktisk en hel hal, der rummer et kunstværk.
Kunstværket forestiller en halvcirkelformet kæmpemur, der påmalet viser et lille, men meget markant udsnit af det engang delte Berlin. Til venstre ses muren og dræberzonerne med selvskydegeværer og pigtråd og en smule Øst-Berlin; til højre ses et stykke Vest-Berlin med frihed og folkevogne og Mercedes og snak over en øl. Det er så livagtigt, at det ikke er til at se forskel på murens påmalede mennesker og nogle af os turister, der står lige ved siden af.
Kunstværket giver en gribende fornemmelse af hele DDR-cirkuset; et monumental åndeligt og fysisk fængsel fra august 1961, da muren omkring Vest-Berlin (bemærk: Omkring HELE Vest-Berlin, ikke blot MELLEM de to bydele, derfor i slutningen af perioden over 156 kilometer lang, se nedenfor) blev oprettet til hin mindeværdige oktoberaften, torsdag den 9. november i 1989, da medlem af politbureauet i SED, det statskontrollerede kommunistparti i DDR, Günther Schabowski, der ikke havde deltaget i det meget centrale møde, lettere forvirret og rystet bekendtgjorde grænseåbningen. Pressemødet fandt sted på den østtyske side af muren. Schabowski virkede selv overrasket over sine egne ord.
– Hvornår gælder det fra, spurgte en italiensk journalist på det for en gangs skyld åbne pressemøde.
Schabowski ledte og ledte i sine papirer, men måtte til sidst kundgøre:
– Ja, det … det er fra nu!
Og dermed beseglede han samtidig DDRs skæbne.
Pressemødet blev sendt live på tv, og da nyheden spredte sig, begyndte tusindvis af mennesker at strømme til grænseovergangene, der førte til Vesttyskland og Berlin. Folk var begejstrede og glade, og nogle, faktisk mange, græd af glæde.
Muren blev ændret tre gange. Den første udgave bestod af tolv kilometer beton og 137 kilometer pigtråd. En sammenhængende betonmur blev opsat i 1965. I slutningen af 1970'erne kom den tredje udgave, bestående af 106 kilometer med en 3,5 m høj betonmur, 67 km med 3-5 m høj pigtråd, 116 vagttårne og 20 bunkere, 105 km med pansergrave, 127 km hegn og 124 km veje til grænsevagterne. Desuden blev der brugt hunde, selvskydningsanlæg og minefelter, officielt kendt som Stützwandelement UL 12.11. Den var bygget i flere sektioner, der til sidst blev sat sammen.
Leo og Bente er et af flere ægtepar, der deltager i turen. De er en smule specielle, fordi den enes ægtefælle døde for nogle år siden, og den anden var udsat for en skilsmisse. Da alle fire kendte hinanden godt fra tidligere, føltes det naturligt, at de to "tilbageblevne" fandt sammen og i øjeblikket nyder en tur med Hanstholm Rejser.
– Jeg har vel rejst jorden rundt og stiftet bekendtskab med utallige lufthavne, og det er jeg efterhånden blevet træt af. Nu møder jeg bare op, afleverer min kuffert, og så kører det. Jeg behøver ikke at tænke på noget som helst; alt er tilrettelagt. Det passer mig fremragende!
– Jeg er dog lidt træt af at høre om Charlottenborg og andre ældgamle bygninger, der er opført 16hundredeoghvidkål og ombygget 17hundredeogrødkål af en eller anden ærkehertug, der nok ikke selv har bygget noget som helst. Jeg foretrækker den historie, vi har inde på livet fra de seneste 80 år. Heldigvis fylder den også mest i vores tur her, mener Leo.
Bente supplerer:
– Og så får man så meget at vide! Det er kolossalt, så meget Niels han ved. Jeg tror, han kunne snakke i timer!
Der lyder ingen protester om bordet. Om det er, fordi han ved så meget, eller om det er, fordi han snakker meget, vides ikke.
Ogå maden på hotellet er i orden.
– Vi har bestilt to glas hvidvin, og se, hvor meget man får!
Spørgsmålet er, om de to store glas repræsenterer en hel flaske, for der er godt nok fyldt på.
– Det mest spændende, vi har set, er nok kunstværket "Die Mauer" med sin kæmpehalvrunde mur med et maleri, der forestiller øst- og vestberlins grænse et bestemt sted. Men også mur-malerierne rummer for os mange følelser, der har med fortiden at gøre. Det er en lang stribe, der er placeret et andet sted.
East Side Gallery er en af de mest populære turistattraktioner i Berlin, og det med rette. Ud over at være det længste stykke af den gamle Berlinmur er East Side Gallery også en spændende, gratis kunstudstilling med murmalerier, der gør indtryk og giver stof til eftertanke.
Det 1.316 meter lange murgalleri står i Mühlenstrasse, parallelt med floden Spree, i bydelen Friedrichshain.
East Side Gallery blev skabt i 1990, da 118 kunstnere fra 21 lande samledes i Berlin for at forvandle den tidligere utilgængelige østside af muren til et gigantisk kunstværk. Initiativet kom fra den skotske kunstner Chris MacLean, og i alt blev der malet 106 forskellige billeder.
I Bornholmerstrasse er der en murfrise, der viser fotos, og i jorden er der nedlagt tidsinformationer om, hvad der nøjagtigt skete den torsdag aften, hvor DDR reelt gik i opløsning, og hvad følgerne blev. At der ikke var givet klar besked til grænseposterne, gjorde hele scenariet endnu mere uvirkeligt. Heldigvis gav de lokale chefer efter for de mange, mange østtyskere, der bankede på og ville ind i Vest-Berlin og besøge dem der og hente 25 DM som besøgsgave af den vesttyske stat. Titelbilledet til artiklen stammer herfra.
Det betød også Sovjetunionens fald, og naivt troede vi dengang, at det nye Rusland skulle opstå på demokratiets vilkår. Vi anede ikke, at der gemte sig en helt anden dagsorden 25 år senere med annekteringen af Krim.
En gruppe har i en pause ude i byen besøgt en restaurant, der åbenbart viste sig at være blandt de bedre - og dyrere. Mistanken opstod allerede i entreen, hvor ikke færre end to tjenere samtidig tilbød at overtage gæsternes overtøj og hænge det på plads.
Næste snublesten var den pæne, hvide dug på bordet. Det havde vi ikke set før. Samt at tjeneren venligt oplyste, at han var fra østsiden. Han bød os velkommen, og vi bestilte hummersuppe, vin og øl.
Det smagte dejligt. Vinen blev skænket af tjeneren. Vi kunne nemlig ikke selv, da den var på køl et stykke væk fra bordet.
Det var altsammen vældigt. Men så kom regningen.
Her opstod en diskussion om drikkepenge efterfølgende.
Vi er vant til at betale den pris, der står på menukortet. Den er nemlig inklusive betjening og service, og drikkepenge er officielt inkluderet og dermed afskaffet. Vi har et meget ligeværdigt samfund, hvor det er uønskeligt, at en gruppe mennesker skal modtage håndører for deres arbejde, hvis vi - herremenneskene - nådigt bestemmer det. Men i Tyskland er der stadig drikkepenge. Om det er restauratørerne, der ikke vil lægge den udgift over på priserne, eller det blot ikke er i tjenernes interesse at lade drikkepengene udgå i bytte for en fast gage, vides ikke.
Men blandt de gæster her, der sad og diskuterede emnet, var der almindelig enighed om, at drikkepengene er et levn fra gammel tid, en uskik, man hurtigst muligt burde udfase, en ulighedsskabende foranstaltning.
Vejret er ikke med os. Det er koldt, gråt og blæsende; TV2s vejrudsigt siger 4 grader, og flere af Berlins vejrstationer ligger på den linje. Og vi, som troede, vi skulle ned til varmen! I Danmark har der hele ugen været sol og over 14 grader. Uretfærdigt! Hvor klager man?
Men, som blandt andet Erik fremførte, var der en god stemning blandt gæsterne.
– Den første morgen sagde jeg ikke godmorgen til en eneste, men allerede næste morgen fik jeg det sagt omkring 30 gange. Vi falder hurtigt i snak; vi er nogenlunde jævnaldrende med samme fælles interesse for Berlins historie, så der var en rar og forholdsvis humoristisk tone hele tiden.
Selv om ikke alle gæster er thyboer, er der alligevel et herligt fællesskab, konstaterer flere. Vi mærker, forekommer det din udsendte, en udstrakt velvilje fra tjeneres og tyskernes side over for os danskere. Eneste undtagelse er en tysk dame fra Dortmund, der tror, vi er svenskere. Hun får kold skulder til dessert.
Således slået en smule tilbage over, hvor hurtigt alting er gået, kører vi med bussen hjem igen torsdag morgen og indtager Thisted sent på aftenen. Vejret er strålende fra og med grænsen, men der er alligevel brede smil ved informationerne om, at i næste uge vender kulden tilbage til Danmark, mens det nu skal til at være dejligt varmt i Berlin.
Et lille rundspørge blandt gæsterne tyder på, at der var knald på programmet, næsten for meget, og at der var stor spændvidde mellem Charlottenburg og 2. verdenskrig og DDR og nutidens asfaltfastlimede demonstranter. Men kun, hvis man fritter folk ud for detaljer, for alle var tilfredse med betjeningen, hotellet, værelserne, turene og især lydhørheden hos de to værter. Så to ønsker til direktionen hos rejseselskabet står tilbage oven i denne tilfredshed:
1) at man godt ville have været i Berlin en eller to dage mere. Der går jo to dage med at køre derned og hjem.
2) Og måske kunne man have et overordnet emne for turen for eksempel MUREN og koncentrere sig om den historie. Der er nok at tage fat på.
*) Det er en klimaaktion. Gruppen kalder sig "Die letzte Generation", og de varslede omfattende spærringer af den berlinske trafik for at få politikerne til at gribe ind med for eksempel hastighedsbegrænsninger på motorvejene.
Svaneapoteket, Storegade Thisted, 26 01 1964 Foto- Jens Steffensen
Møllevej 76, Thisted, Mælkeudsalg. 26 01 1964 Foto- Jens Steffensen
Manufakturhandler Lorentzen, Vestergade Thisted, 1965 1966 Foto- Jens Steffensen
Glarmester Gjerulff, Forretning, Rosenkrantzgade 2, Thisted, 26 01 1964 Foto- Jens Steffensen
ca 1965 Interiør hos øjenlæge F. Sjøntoft, Storetorv, Thisted Foto- Jens Steffensen
Gardineksperten v. Erik Scharling, Storegade Thisted, 04 04 1964 Foto- Jens Steffensen
Dansk Shell v BDR. Yde, Volvoforhandler, Simons Bakke, Thisted. 15 11 1963 Foto- Jens Steffensen