Som syv-årig gik jeg i den lille landsbyskole, hvor én lærer underviste 1., 2. og 3. klasse samtidig. Hvor ingen kendte ordet inklusion, ingen kendte til begrebet egentid og ingen kendte formanden for Danmarks Lærerforening, for han var slet ikke født.

I frikvartererne lavede de uartige drenge ballade, mens vi andre gik lidt omkring, sparkede til en sten eller spiste vor madpakke med rugbrød og leverpostej og drak vand til.

Ved en bestemt lejlighed blev frikvarteret åbenbart forlænget, og jeg havde endda glædet mig til timen, for der skulle jeg læse op, for det var jeg jo så god til. Jeg var ret spinkel og kunne ikke hævde mig fysisk, så derfor var det kærkommet dog at have én livline.

Når frikvarterer forlænges, sker der noget sært i elevflokken. Der går molekyleræs i den, og pigerne skal absolut en tur på drengetoilettet. Det var nok noget af det vildeste, vi så dengang.

Jo, der var selvfølgelig ordblinde (det vidste vi ikke dengang) Preben, der vovede at møde op hver dag uden at kunne sit salmevers! Belønningen var den samme uden moms eller dyrtidsregulering: En lussing. Dog ikke om lørdagen, hvor trosbekendelsen fyldte meget. De andre dage var det kun fadervor.

Pigerne skulle på drengetoilettet, og ifølge overenskomsten skulle de gøre modstand. De grimme drenge tog fat i dem under skrig og skrål og slæbte dem ind i pissoiret under stor larm og grin. Så slap de dem, hvorefter pigerne for hvinende ud og fortalte med røde kinder om de skrækkelige drenge, der sådan tog fat i dem.

Midt under denne akt ankom læreren.

- Hvad, brølede han. - På én række, træd an!

Vi skyndte os at stille op, og jeg stod sidst. Der var lidt retfærdighed i, at dem, der skulle have udskæld, stod forrest og modtog lærerens bandbulle, der ved denne passende lejlighed indeholdt en del tordensky fra hans kaffemund. Allerede dengang kunne vi forstå, at adgangen til helvede var blevet noget nemmere nu for de pågældende grimme drenge.

- I ved, det er forbudt. Vi kan ikke tolerere det.

Og så fik de forreste drenge alle en lussing. Læreren, der ville have været en fremragende golfspiller, tog med to fingre fra venstre hånd fat i drengens hage og satte den højre hånd til drengens venstre kind for ligesom at tage mål, løftede den derefter i et næsten automatiseret, maskinelt 270 grader lige sving opad og bagud, standsede på toppen for med skrækindjagende brutal urkraft at gå præcis den modsatte vej og usvigelig sikkert havne på den formasteliges kind.

Dengang gav ordet kindhest en vis mening.

Han tog dem fra en ende af, men undervejs måtte han være blevet grebet af tvivl, for nu begyndte han trods alt at spørge os længere nede i rækken, om vi havde været med. De forreste fire var han åbenbart ikke i tvivl om.

De nikkede. Drengene foran mig. Selv artige Egon nikkede, og jeg forstod det ikke, for han havde ikke deltaget. De fik alle en lussing, dog kun en 160 graders, men da det blev min tur, sagde jeg højt og tydeligt:

- Nej, jeg var ikke med.

- Sig altid sandheden, sagde min far, - det står du dig bedst ved!

Så det gjorde jeg og slap. Men der rejste sig en mumlende vrede mod mig, hvilket helt ødelagde min oplæsning bagefter.

Endnu værre blev jeg nedlagt på hjemvejen af firebanden, der slog mig, smed mig i grøften og sagde, jeg var en forræder, en tøsedreng, en tysker.

Det sidste var det værste. At bo i grænselandet i halvtredserne og blive beskyldt for at være tysker var værre end at blive smidt ind på pigetoilettet.

Et stykke tid efter var den gal igen. Klog af skade stod jeg i rækken og svarede klart Ja, da læreren spurgte, om jeg havde deltaget. Selv om jeg derved brød min fars moralske sandhedspegefinger. Men læreren slog med hul hånd og kun 60 grader, rent tøsesving, så slaget var meget overkommeligt. For en sikkerheds skyld græd jeg lidt, men de andre havde luret mig.

Så jeg fik igen en tur i grøften, fordi læreren ikke slog til.

Benægt, og du får tæsk. Benægt ikke, og du får også tæsk. Benægt eller benægt ikke, tæsk!