Til missionsudstillingen i Hurup i 1922, kom der 87 personer fra Vorupør, de blev kørt på Munk - Madsens fiskebil. Det var før sikkerhedsselernes tid.
-----
Mennesket sætter sig spor i historien. De fleste spor udslettes, og de tilbageblevne udviskes eller glemmes helt.
1 1971 dukkede et sådant glemt spor op i form af en medtaget film, der er optaget i Thy i 1930´erne..
I forbindelse med re-premieren på Thisted-filmen i 1980´erne – og med udgangspunkt i billeder fra filmen – udgav Amtscentralen ved Anders Schousgaard, Karsten Toft og Svend Sørensen en bog om Thisted i 1930´erne. Det er en revideret tekst fra denne bog, der vises her. I den sidste artikel er der link til filmen.
med tog til thisted

Fotografen sidder i toget på vej vestfra ind mod Thisted




Foto Ellemo.jpg Foto fra Thisted station, lokomotiv. ca. 1900
Vi kører med toget ind til Thisted. Året er 1936.
Landets statsminister hedder Stauning og er socialdemokrat. Thisteds konservative borgmester hedder Søren Bjerregaard, der er den politiske leder af en by med godt 8.000 indbyggere.
Togrejsende fra København har været undervejs i over 10 timer. De har skiftet tog, haft ventetid og sejlet med færge over Storebælt og Oddesund. Men året før varede rejsen endnu længere, fordi broen ved Lillebælt endnu ikke var færdig – og det kostede en ekstra færgetur.
Togrejsen fra København til Thisted var kendt i hele landet. I "Blæksprutten" var der f.eks. to tegninger med teksten "Hurtigtogets ankomst til Thisted". Første tegning viser et ungt par med en baby ved afrejsen fra hovedstaden. På anden tegning er ægteparret ankommet til Thisted ‑ parret er blevet ældre, og babyen er blevet en stor dreng.
Næsten tre timer efter afgangen fra Struer kører toget ind på Thisteds jernbanestation. Stationsbygningen er allerede af ældre dato. Den stod færdig samtidig med Thy‑banens åbning i 1882. Men udviklingen går videre. I dette år, 1936, er der allerede truffet beslutning om at opsætte de første blinklys langs Thy‑banen. Og man er så småt begyndt at anlægge bro over Oddesund.
byen


Rundt i Thisteds gader
Vi kører i bil ind gennem Thisted. Selv på langtur må man køre ind gennem byen. Først i begyndelsen af 1950´erne blev Kystvejen uden om byen anlagt.
Påklædningen har forandret sig. Men ellers ligner denne del af Vestergade sig selv, bortset fra benzintanken ‑ og priserne! Dengang kunne man købe 1 liter benzin for godt 30 øre, det samme som en øl kostede, og i forretningen kunne man få et fjerdingspund kaffe for 50 øre.
Bilen kører videre ned ad Vestergade. Det måtte man dengang. Men allerede året efter (1937) mente politiet, at der var så megen trafik, at det var nødvendigt at ensrette trafikken fra Store Torv til Frederiksgade.
Bygningen til højre blev i 1899 overtaget af den nystiftede Vestergades Brugsforening. Før den tid var der hotel. Bygningen blev nedrevet i 1966 for at give plads til gadeudvidelse. I dag finder man Kvickly på dette sted.
Store Torv hed oprindelig kun Torvet. Det har gennem tiden været byens midtpunkt. Bag bilerne skimtes "KAMP". Her kunne man i 1936 købe en damehat for 2,25 kr. og en spadseredragt for 27,50 kr.
Bag Hotel "Skandinavien" ligger byens nyeste biograf, Royal‑Teatret. I disse dage gik "Snushanerne" med Ib Schønberg og Arthur Jensen. Filmen gik for fulde huse, så spilletiden måtte udvides fra de planlagte to dage. I "Thisted Socialdemokrat" skrev anmelderen: "Der var en farlig Masen for at komme ind, saaledes er Situationen jo oftest, naar dansk Film er paa Torvet".
Snart skulle biografen få endnu en succes, nemlig ”Thisted‑filmen” der havde premiere i pinsen. På en dag blev den set af 800 mennesker. Billetprisen var 70 øre for voksne og 35 øre for børn.
Allerede på det ældste kort over Thisted fra ca. 1670 var Storegade byens hovedgade. I 1971 blev den omdannet til gågade.
Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive, hvilket har resulteret i lidt flere end 13 bøger samt dette pensionist-magasin med omkring 1.000 artikler, hvoraf en hel del er havnet i papirkurven.
Bøgerne kan lånes på biblioteket eller købes her på THY.pt under menuen ORDFATTER.




0 Kommentarer