Musses højre pegefinger gik op og ned, mens hun talte beboerne. Så vendte hun sig mod Preben Chauffør:
-Kør!
Katrines mundvige hang nedad, Svend Aages læber tegnede to parallelle streger, mens Stine stirrede ud ad vinduet. Ikke én havde denne gang bedt om ”Solskin om bord”.
-Hvorfor kan vi ikke komme på Kirsten Kjærs Museum?
-Det var vi jo snakket om, Anne. Fordi vi har været der de sidste tre år, behøver vi jo ikke igen i år. Nu skal vi prøve noget nyt!
-Hvem fanden gider se på det der lejr-noget?
Hans Peter fnyste. Ved siden af ham rejste Peter Anton sig halvt op, mens han løftede en knytnæve op mod Musse:
-Ja har kraftedme aller vært mæ til noed lignende.
Musse ignorerede ham. Hun vidste godt, det ophidsede fynboen yderligere, men det nyttede ikke noget. Han skulle være blevet hjemme på Fyn, sukkede hun for sig selv.
-De har også malerier i lejren, prøvede hun.
-Vil du´t ski´, kom det lavt fra Stine.
-Jeg skal tisse, kom det længere nedefra.
-Dorothea, har du ikke ble på?
-Jo da, men derfor skal jeg da tisse alligevel. Nu gør jeg det.
Hun rejste sig lidt op fra sædet med hænderne støttende på armlænet, og hendes ansigt gik fra det furede og rynkede til det mere afslappede.
Stine, der sad ved siden af på vinduespladsen rykkede tæt op ad ruden.
Bussen rullede ind i lejren, men Musse kunne ikke få de gamle ud. Med armene over kors og sure miner over hele linjen nægtede de.
En frisk, yngre herre sprang op i bussen og råbte frejdigt:
– Velkommen, det var da dejligt, at I ville besøge os.
– Det ville vi sgu heller ikke, men vi sku!
Hans Peter kastede øjne efter Musse.
– Nu starter vi med en kop kaffe og en småkage, så ser vi lejren bagefter.
Musse nikkede. Kaffe og kage plejede at tø dem op.
Lejrbossen fik omsider den modstræbende forsamling med ud af bussen og ind i en bygning, hvor der var dækket op.
Musse syntes, at den unge mands læber formede ordene mugne mosefund. I virkeligheden sagde han til hende:
– Det skal nok gå. Vent og se.
Han fik ret. Allerede efter den første kop kaffe og småkage kom snakken i gang, og et mirakel skete: Først en lettere brise, så en bølge, siden en frisk storm af godt humør skyllede hen over de gamle og forvandlede dem.
Stine smilede og snakkede til højre og venstre, og Peter Anton sad helt afslappet, mild i mælet, agressionstømt.
– Vil I ikke ha en kage mere? Spurgte lejrbossen.
Jo tak, det ville de godt.
– De smager god, mente Hans Peter og huggede lige to ekstra i sig.
– Det ´int så swær, mente Theo og tog også et par stykker, og de omkringsiddende nikkede og gaflede til sig, og Svend Aage begyndte at fortælle en sjofel vittighed om en flot bagperron, han lige havde set, men blev aldrig færdig, fordi der ustandselig var en grinen, så det ikke var til at få ørenlyd.
Da Preben kørte ud fra lejren, vinkede og skrålede de, som om de alle havde været til et noget løssluppent diamantbryllup:
– Musse du har en dejlig - indstilling. Det her vil vi fannerme også til næste år, er du ssssmed?
Svend Aages stemme var sløret, mens dem rundt omkring ham hulkede af grin og vrælede løs:
– Vi gider sgu aldrig mere på Kirsten Kjærs Museum! Deres småkager smager halvt så god!
Et øjeblik …
