Efter oplevelsen under hundeshowet var jeg blevet træt af at holde hund. Så King Il Møghund skulle dø.

Da jeg ikke var meget for selv at dræbe ham og faktisk heller ikke helt vidste hvordan (man tager jo ikke lige fluesmækkeren), besluttede jeg, at han skulle til dyrlæge, og derfor var det helt naturligt at spørge min kone, om hun ville befordre ham over i de evige hundemarker, da jeg ikke selv havde tid, syntes jeg.

Nej, det ved den søde grød, jeg ikke vil, erklærede hun med den stemme, jeg kendte så godt for sin fasthed og nul mulighed for ændringer. Det er din hund, fortsatte hun, og du gør, hvad du vil med den. Du har ansvaret!

Så drak jeg en flaske Pierre Medard og ringede til Poul, min ven, og spurgte, om han ville køre ham til dyrlæge, indlevere ham og køre hjem igen uden hund.
Du får 50 kroner for det, tilføjede jeg, for jeg var ikke helt sikker på, at han ville.
Det ville han ikke. Selv om jeg hævede beløbet til 100 kroner, nægtede han at føre King til skafottet og ydmygede mig, der i forvejen var noget nede, ved at påstå, at jeg nu sagde han om den.
Du har jo selv lidt skyld i, at han skal dø, prøvede jeg at trumfe og lade, som om jeg var immun over for hans infame argumenteren over de personlige stedord.

Nå, hvordan det?
Kan du ikke huske nytårsaften, at du sneg dig ud ad bagdøren og sparkede til hoveddøren, så han blev enormt rasende og gøede hele resten af nytårsmorgenen? Hver gang vi så siden fik besøg af nogen, gøede han som en vild. Det er da din skyld, Poul. Posten smed herefter altid min avis ude på trappen.
Ikke tale om, mente Poul. Jeg opgav at appellere mere til ham. Somme tider skal den klogere give efter. Jeg gik ind og drak en flaske Pierre Medard mere.

(Læs den første artikel om King)

Læs, hvordan jeg endelig kom af med King.

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg