TAG Fupnyhederne AlvorligT, og her i dag blomstrer den frie fantasi med 100% løgne og usandheder.

Dagens fupnyt og satire lægger sig op ad kommunalvalget, som nogen kalder kommunevalget.

Men man skal jo ikke vælge kommune; kun 27 medlemmer til den nye kommunalbestyrelse i Thisted Kommune.

Om det er i valgdesperationens sidste øjeblikke eller en kløgtig kalkule, der ligger bag Thisted Kommunalbestyrelses beslutning om at bekræfte indenrigsministeriets afgørelse, at Mors bliver lagt til Thisted Kommune, vides ikke. Men det har længe ligget i luften, at Mors ikke kan blive ved med at klare de store krav, en moderne kommune sprogligt skal opfylde i dag. De morsingboer, der ikke taler engelsk, har det svært med at gøre sig forståelige over for udlændinge, især over for thyboer, er argumentet.
Borgmester Ulla Vestergaard har bare ét krav!

Med de nye udfordringer, Folketinget stiller omkring paradigmeskiftet til rigsdansk, har en af Mors´  fremmeste politikere, Jens Otto Krog, givet op. Her er hans udtalelse oversat:
– Der er et klart sprogligt problem oven i alt det andet. Vi erkender samtidig, at vores humor ofte misforstås, som når vi siger til thyboerne, at de har en fandens flot udsigt. Så stiller de sig op med ryggen til og kigger ud over nationalparken og nikker: Ja, det har vi!
– Vi lægger os fladt ned og er enige om, at vi med og fra næste finansår ikke længere hedder Morsø kommune, men Thisted kommune, afdeling syd. Vi i Venstre har jo altid haft det motto: If you can´t beat them, take a joint!

– Til gengæld får I vel også plads i Thisted kommunalbestyrelse?

– Ulla har sagt, at hvis vi gerne vil have en enkelt plads, skal hun se, hvad hun kan gøre. Det er noget med, at V helst ikke skal have flere pladser end A. Vi regner ikke med det store. Desuden skal vi selv betale for tolkebistanden under møderne. Foreløbig bliver embedsværket på pladserne her i Nykøbing, for vi har da til hensigt at blive ved med at opkræve tiende. Og så ved vi jo heller ikke, om det er Ulla, der kommer til at bestemme!

– Ulla Vestergaard, er det en god beslutning at indlemme Mors i Thisted Kommune?
– Det er en skæppeskøn god ide; det var vores sidste og største! Jeg er pavestolt! Vi har store planer om at indrette Mors som frilandsmuseum og nedlægge Sallingsundbroen og Vilsundbroen. Men det er klart, får S ikke borgmesterposten, bliver det ikke til noget. Det var min betingelse! Vi har ellers så mange, gode ideer, så se lige her, hvad I går glip af, hvis ikke jeg fortsætter som borgmester:

– Vi genopretter Pinen og Plagen, der skal sejle i fast rutefart mellem Mors og Salling. Og vi indsætter den lille Vildsundfærge eller finder et par pramme. Det bliver som at genopleve de gode, gamle dage!
– Turisterne vil strømme til! - - - - Hjerl Hede: Gå hjem og vug!
– Hvad med alle de moderne faciliteter, de trods alt har?

– De fleste skoler bliver til forsamlingshuse, hvor de kan spille banko. For sjovs skyld indretter vi en af deres skoler til sprogundervisning i morsisk med hjælp af Frilandsmuseet i København og Sprognævnet i, - var det ikke Fyn? Skolen skal hedde "Den kuriøse Old-Morsiske Læreanstalt". På biblioteket skal der blandt andet stå "Rejsen til Mors" og "Mors og Venus" som obligatorisk læsestof.

– Kan thyboer og morsingboer godt forliges?

– Alle ved, at rigtige mænd er fra Mors og kloge kvinder fra Thy, så det skal nok gå. Tilbage er der kun et sprogligt problem.

– Hvad med alle drillerierne?

– Mon ikke de hører op af sig selv? Når først de tidligere morsingboer lærer at tale ordentligt, det vil sige thybomål eller thysk, som vi siger, skal det nok gå. Lidt drilleri er nu altid sjovt, så man skal ikke kimse ad det gode humør.

– Er der lidt mobning i billedet?

– Hvad siger skaldepandejournalisten?? Skulle vi mobbe?? Aldrig!! Kan han så humme sig!!

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg