En skælven gik igennem Troels, da han vågnede i den kolde kabine. En gevaldig smerte trak ned over den venstre side af ansigtet, og han gned både ansigtet og sin nakke. Igen så han træet. Det stod plantet solidt, hvor passagersædet engang var og fyldte pladsen helt ud. Havde der siddet nogen der, var vedkommende blevet mast til ukendelighed.
Det var håbløst at tænke på at køre videre.
Han trak handskerne af og tørrede blodet væk fra ansigtet, så godt han kunne.
Troels kunne heldigvis få døren op og steg ud. Det var stadig blæsende, koldt, mørkt og regnfuldt. Han så på uret. To timer havde han været uden bevidsthed.
Han vaklede lidt frem og tilbage og slog kuskeslag, dels for at få varmen, dels for at blive den generende svimmelhed kvit og gik om og lukkede bagdøren op. De fire plastikposer var der heldigvis stadig. Fyldt med penge. Han så sig om. Foran bilen kunne han svagt skimte letbanestationens lys. Tved. Så var der alligevel mulighed for at komme videre.
Han så sig om i mørket og fandt et par gamle aviser i ladbunden. Dem stoppede han ned i poserne, så de dækkede for pengesedlerne. Der var heldigvis plads til det hele.
Sådan. Nu så det mere tilforladeligt ud. Han havde intet valg. Kunne jo ikke sidde her og vente på hjælp. Der kunne ske hvad som helst. Ærgerligt også, at han ikke kunne finde den mobil. Så kunne hun have hentet ham.
Han skråede over i venstre side af vejen og gik hen mod stationen.
Troels købte billet i automaten i ventehallen. Infotavlen viste seks minutter til ankomst fra Hanstholm mod Thisted. Han satte sig med sine fire plastikposer. Tilfældigt kom han til at se ned og så til sin forfærdelse, at man gennem plastikken godt kunne se sedlerne.
Der var heldigvis ikke andre i hallen. Ikke en sjæl. Han omfordelte aviserne så godt, han kunne og søgte at stikke dem ned ad siderne inden i poserne. Det hjalp en hel del.
Lettet lænede han sig tilbage og mærkede, at han var helt våd af sved på ryggen.
Tre minutter. To minutter. Et minut. Oplysningsskiltet lyste gult på grønt.
Endelig. Der dukkede letbanetoget op. Han samlede sine poser sammen, to i hver hånd, det var lidt besværligt, men han sikrede sig, at han havde godt greb i dem og stillede sig op ved den gule streg. Mærkede efter. Jo, pistolen lå sikkert i inderlommen. Toget kom nærmere og standsede med hylende bremser, kun to vogne.
Han løftede højre hånds to poser med besvær og trykkede på den runde, lysende knap, og dørene gled til side.
Han satte højre fod op på trinnet og ville lade det andet følge med, da han så op.
I et ganske lille øjeblik, vel næppe mere end en tiendedel af et sekund, oplevede han sit livs mareridt.
Hele kupeen var besat af politifolk, skulder ved skulder, uniform ved uniform, alle så trætte ud, færdige med at sludre om dit og dat. Nogle af dem blundede. Nogle virkede berusede.
Den næste tiendedel af sekundet overvejede Troels at trække sig ud igen. Men han indså, at det var nok det dummeste, han kunne gøre. Så han benyttede de sidste otte tiendedele af sekundet (livet er kort, havde han altid sagt) til at lade som ingenting og stige på.
Han måtte uheldigvis stå op, da alle pladser var optaget. Det gav ham andre problemer. De fire plastikposer kunne ikke stå af sig selv, og han kunne ikke stå med dem hele tiden. Begge dele ville virke forkert, og man vidste aldrig, hvornår den første flinke politimand bøvsende ville tilbyde sin hjælp.
Så han valgte at stå lige ved døren, hvor der var gulvplads til bagage og cykler og satte sine fire poser forsigtigt ind mod væggen helt inde i hjørnet og bad til, at de blev stående. Han hjalp til ved at placere sin venstre fod tæt op ad poserne og skubbede dem forsigtigt så tæt ind som muligt.
Så smilede han til flere af de flinke folk, der smilede tilbage til ham, mens et par af de mere ædru bemærkede, at han havde blødt i ansigtet.
- Hva så? Er du kommet til skade?
Troels gloede på assistenten, der velvilligt spurgte til hans helbred.
- Hvad mener du?
- Ja, der er blod i dit ansigt og nogle blå mærker.
Assistenten pegede og gjorde mine til at rejse sig.
Troels tørrede sig forlegent med ærmet og skyndte sig at protestere:
- Nej, det er bare, fordi jeg slog mig i bilen.
- Bilen?
For fanden. At han dog ikke kunne lære at tænke sig om først.
- Ja, altså jeg ramlede hovedet op i solskærmens hængsel, da jeg skulle nå sikkerhedsselen. Altså inden jeg skulle med letbanen.
Det lød rigtig godt, syntes han selv.
Politiassistenten så tilfreds ud med den forklaring, selv om han formentlig straks overvejede en alkotest. Det var Troels´ opfattelse, at de som regel hev testen frem ved mindste lejlighed. Han skimtede en mappe med et stykke papir, der stak op ved siden af en af de blundende betjente.
”Korrekt adfærd over for Thyboere og folk udefra” stod der. "Fælleskursus for Nordjyllands Politi".
Det forklarede de mange betjentes tilstedeværelse her i toget.
- Har I været på kursus, spurgte han den flinke betjent. Han nikkede:
- Ja, i Hanstholm, og frokosten og især snapsene var så gode, at vi blev nødt til at tage letbanen hjem. Ingen af os kunne køre!
Gudskelov.
Så var de mindre mistænksomme.
Troels slappede mere af.
Betjenten lænede sig atter tilbage og blundede. De var snart i Thisted.
43
Thomas sad længe med sin kaffe. Åndedrættet var roligt og regelmæssigt, og han rejste sig og gik lidt rundt. Hans sunde kulør var vendt tilbage, og han følte sig egentlig ganske godt tilpas, når man tog omstændighederne i betragtning.
Han kom til at se på skrivebordet.
Der lå bon´erne. Beviserne. Suk. Gud ske lov. Det var rigtig dumt af Troels at demonstrere sin overlegenhed på den måde.
Bedst at skynde sig at samle dem sammen for at smide dem i brændeovnen.
Under den store faktura lå en mobiltelefon. Det måtte være Troels´. Den var gledet med ud af lommen, da han havde så travlt med sin ”dokumentation”.
Thomas åbnede den og så loggen med de sidst anvendte numre, og der stod det samme navn mindst 8 gange ned ad skærmen.
Han blev hed om ørerne. Der var ikke så mange, der hed sådan. Det var vist gået af mode. Det havde han brugt mange gange i det sidste års tid. Sandhed betød det på latin. Hans elskede.
Hvordan Vera var havnet i Troels´ mobil, var et mysterium. Hvis det var hende.
Men langt borte i de inderste nervetråde i storhjernen i centret for gemte, men ikke glemte hændelser, dukkede nu små, spredte flagrende enkeltheder frem. Små enheder, der tilsammen mere og mere omformede historien.
Vera havde snydt ham og havde noget for med Troels. Det måtte være konklusionen.
Hun havde givet ham pistolen, havde taget den med i dag, havde fortalt ham om pengene. Hvordan ellers?
Thomas stod over for Niagara Falls. Som om afgrunden åbenbarede sig for ham i et eneste universelt hug.
Han trykkede på mobilens grønne knap ud for navnet, og den ringede et eller andet sted i den anden ende.
- Hej skat. Har du pengene? Det har taget noget tid, Troels. Troels?
Thomas tog telefonen væk fra ansigtet og kunne bare stirre på skærmen. Lukkede den og lagde den på bordet. Hendes åndedræt var helt tydeligt. Forhøjet. Lidt hæs, som han altid havde fundet så fascinerende og tiltrækkende.
Da den ringede lidt efter, lod han den ringe.
Vera og Troels? Var man igen en parentes for en kvinde, der alligevel ikke ville forlade sin faste makker?
Troels Bossen var den lidt faste makker. Der var løse forbindelser og så Troels. Hvilken kategori tilhørte man selv i Veras mange forhold?
Han rejste sig og gik frem og tilbage i det, han hidtil havde betragtet som sit og Veras hjem. Var det andet end et skalkeskjul for hendes affære med den værst tænkelige af samtlige konkurrenter i dette land?
Chokket havde givet dønninger langt op over hårgrænsen. En ny nedtur? Han prøvede at se sig selv på en meters afstand, at se sig selv udefra. Det var et billede af en 30-årig, der mere lignede en 50-årig, en på papiret stadig ung mand, nu uden den kommende hustru, han vel havde vænnet sig til at se i Vera, uden børn, uden tilknytning til det sted, han boede, og sandsynligvis snart uden hus og hjem. Jobbet havde han da. Der var sandelig lyspunkter.
Tristheden skyllede ind over ham.
Han tastede Veras mors mobilnummer. Ville godt være helt sikker.
- Nej, Vera har meldt afbud. Var der ikke noget, I skulle ordne? Og hvorfor ringer du hertil?
Thomas strikkede en eller anden søgt forklaring sammen og hilste af.
Så var den vist sikker nok.
Blodet steg ham op i ansigtet. Harmen steg i takt med blodet. Det var sgu alligevel for meget.
Googlesøgning på Troels gav ikke rigtig noget. Krak. Det interessante var her, at der boede en Troels Bossen i Klitmøller og en Troels Bossen i Thisted. Ham i Thisted havde oven i købet en af de dyre lejligheder i Tårnet på Thisted Sydhavn, helt oppe på 20. etage. Efter yderligere klik var der ingen tvivl om, at det drejede sig om den samme Troels.
Troels var på vej hjem til Thisted, han havde alle pengene og pistolen, og Vera ventede på ham. Klitmøller eller Thisted?
Han skulle ikke slippe! Det ville Thomas ikke finde sig i. Han ville kæmpe til det sidste for at hindre ham i både at score Vera og pengene. Skulle Thomas vælge mellem Vera og seks millioner, blev det nok millionerne.
Men hun skulle heller ikke slippe. Der var også et regnskab at gøre op med hende. Det måtte være endegyldigt forbi. Thomas klaskede højre hånd ned i bordpladen. Søgte at dulme den der mave, hvis stikken det var svært at overhøre. Hun skulle i hvert fald have en skide god forklaring.
Han sprang ud i bilen og sprøjtede af sted. Først Thisted. Var de ikke der, så Klitmøller.
Langgade og videre ud på forbindelsesvejen. Lige før Tved Station susede han forbi en hvid kassevogn, der var kørt ind i et træ. Videre på motorvejen til Thisted. Ned mod havnen, hen til Tårnet.
68 meter hævede det sig op i den kolde, mørke og blæsende decemberluft med julelys og juleudsmykninger i alle vinduer på næsten alle etager.
Han parkerede og tog elevatoren til 20. etage. En smule forpustet stod han foran en dør med et lille skilt:
T. Bossen.
Et øjeblik …
