Forleden glemte jeg at stå på én hånd. Det gled mig af hænde med alle hånde undskyldninger, mest fordi jeg ville anholde om den hånd, der sad på den sødeste pige i hele verden. Men hun var bundet på hænder og fødder. Det gjorde mig ked af det, for jeg var parat til at bære hende på hænder; jeg strøg hendes kind, for den ene hånd ved ikke, hvad den anden gør. Hvis du ikke vil have mig, skreg jeg, ja, så er jeg parat til at dø for egen hånd!

Det var der, hun smak mig én, den sved, for det var med fast hånd. Jeg vil aldrig mere høre på den snak, sagde hun vredt, jeg ville bare give dig en hjælpende hånd, ja, en kærlig hånd, så du ikke faldt i en andens hænder. Fold nu dine hænder og bed en bøn, tiggede hun. Men jeg nægtede.

Selv om det var en fremstrakt hånd, så følte jeg ikke just, at det gav mig frie hænder. Nå, sagde hun så, jeg må hellere få noget fra hånden. Skal jeg give en hånd med, spurgte jeg. Du giver med den ene hånd og tager med den anden, grinede hun. Jo, jo, giv mig endelig en hånd!

Jeg hjalp hende. Hun blev tilfreds, da vi var færdige, og gned sig i hænderne: Du kan nok være nyttig og gå mig til hånde! Ja, bare jeg ikke får beskidte hænder, mumlede jeg og var lige ved at stikke hånden ned i en hvepserede, for hun skulle lige til - igen, igen - at give mig en på hovedet. Du har en heldig hånd, siden du undgik den, grinede hun igen.

Åh, du holder mig i din hule hånd, stønnede jeg enormt betaget af dette feminine vidunder. Jeg vil gerne have noget på rede hånd: Elsker du mig? Det ved jeg ikke, svarede hun. Men jeg vil godt holde hånden over dig, siden du hjælper mig her. Hold mig i hånden, sagde jeg. Hånden på hjertet: Holder du ikke bare en lille smule af mig?