demens er en meget svær sygdom, som især er blevet kaldt de pårørendes sygdom. For den har meget alvorlige følger for ikke alene den syge, men også vedkommendes familie. 
Vi bringer her i  tre artikler uddrag af bogen "Hjernesvindler", der tager udgangspunkt  i den demente og forsøger at danne et billede af, hvordan han har det.

Forfatter: Finn Wilkens © www.ordfatter.dk
Forlag: Ordfatter
Grafik: Ordfattergrafik
Opsat i Publisher og sat med Calisto MT
Tryk: Lasertryk A/S
Tryk: LaserTryk A/S - P.O. Pedersenvej 26, 8200 Århus N
ISBN: 978-87-970173-0-2
Enhver hel eller delvis kopiering på tryk, elektronisk eller på anden måde, må kun ske efter udtrykkelig forudgående aftale med både forfatteren og Forlaget Ordfatter.

Alle hændelser, personer, navne og visse lokaliteter er fiktive og frit opfundne. Ethvert sammenfald og lighed med forfatterens virkelige virkelighed er tilfældig og utilsigtet bortset fra historiske og geografiske kendsgerninger. Alle navne er googlet og krakket, og skulle der alligevel opstå en lighed eller et sammenfald med nulevende eller afdøde personer, er den tilfældig og utilsigtet.

Livet er en øjeblikstilstand

01

Vi sidder over for hinanden ved spisebordet. Har lige tygget af munden, og Signe fumler med sin serviet og siger:
– Jeg har bestilt tid hos lægen i morgen.
– Øh, tid?
– Ja.
– Ja, men lille skat, er der noget galt?

Hun tager min hånd og ser ned. Det er ikke godt, det her. Der er så meget, kvinder kan have. Mystiske knuder her og der, sår eller rifter, der ikke vil hele. Pludselige, ukendte smerter. Ømhed, man ikke har haft før. Jeg bliver så nervøs, at jeg ryster.
– Nej, Tommy, ikke mig. Jeg vil gerne have lægen til at undersøge dig.
– Mig?

Jeg har åbnet munden:
– Ja, men hvorfor i alverden vil du det?
– Fordi jeg er bange, Tommy. Jeg er så bange for, at der er noget galt med dig.

Jeg rejser mig og sparker til stolen og begynder at råbe:
– Galt med mig? Galt? Hvad fanden bilder du dig ind? Hvem tror du, du er? Hvordan i alverden finder du på at bestille tid hos lægen for mig … uden at spørge mig på forhånd?

Jeg hamrer hånden ned i bordet og går frem og tilbage mellem køkkenbordet og spisebordet. Signe har lænet sig frem med begge hænder foran ansigtet, men tager dem væk igen:
– Tommy, sæt dig nu herhen, så vi kan snakke. Jeg vil forklare …
– Der er ikke noget at forklare.
– Vi har snakket om det før, skat. Jeg har prøvet at få dig til selv at bestille en tid, men du vil ikke forstå, eller også vil du ikke høre. Jeg ved ikke helt, hvad …
– Jeg forstår ikke en skid af det, du siger.
– Jeg tror, du er ved at blive syg, Tommy. Jeg vil dig det bedste, og hvis …
– Hvad fanden mener du med syg? Syg? Jeg er sgu ikke en skid syg.
– Jeg har ventet længe, for i begyndelsen troede jeg, at det bare var noget tilfældigt, når du for eksempel fortalte den samme historie flere gange under det samme måltid, eller når du pludselig uden varsel forlod huset og bagefter ikke kunne fortælle mig, hvorfor du gik, eller hvor du skulle hen eller …
– Og hvad skulle jeg fejle, om jeg må be?
– Måske er du på vej til at blive dement, Tommy, og så skal der sættes ind. Jo tidligere, jo bedre, for man kan udsætte …
– Dement? Det mener du da ikke? Signe, se på mig. Skulle jeg være dement? Du må sgu da have andre eksempler end de to fjollede. Hvorfor tror du, jeg er ved at blive dement?
– Også fordi du på så mange måder har forandret dig.
– Hvad? Det forstår jeg ikke et muk af. Forandret mig?
– Vores sommerferie. Du plejer at komme med forslag længe før ferien. Jeg har intet hørt. Mors dag? Intet hørt eller set. Ingen blomster her. Vores bryllupsdag? Ingenting. Og det plejer du. Du har altid husket …
– Ja, men, ja, men jeg …
– Til at begynde med troede jeg, at du var blevet ligeglad med mig og vort ægteskab.

Signes øjne er blevet fugtige.
– Nej, for søren, ja, men jeg forstår slet ikke, hvad du mener, Signe. Jeg er da ikke ligeglad med hverken …
– Det er, som om jeg ikke længere betyder noget for dig. En veninde fortalte mig, at hendes far var blevet dement og beskrev symptomerne. De lignede altså dine til forveksling.
– Hvad?? Nej, nu må du holde …

Jeg har rejst mig halvt op og sætter mig igen. Jeg stirrer på hende og ryster på hovedet og synker og synker og kan ikke finde ord:
– Jeg aner ikke, hvad du snakker om. Det er ikke mig, der er inde i dit univers.
– Og jeg er ikke inde i dit, tilsyneladende.
– Nå. Så fri mig for dine underlige vurderinger af mig.

Jeg ryster på hovedet og forlader huset efter at have slammet yderdøren i, så karmen er tæt på at gå i stykker. Jeg hiver min diktafon frem og overvejer, om jeg skal slette det, den lige har optaget. Det var godt, jeg købte den. Det anede mig, at de er ude efter mig. Men jeg skal vise dem.

02

Jeg kan godt lide ordet frodig. Min have er frodig. Hybenroserne skyder over og omkring, så det er en lyst, og hvad de ikke formår, det ordner græsset, der bare gror og gror. Lidt klitrose er der stadig. Ved man ikke bedre, er det svært for andre i det hele taget at få øje på den systematik, der for snart nogle år siden var der. Græs for sig, bede for sig, køkkenhave for sig, alt uden ukrudt, det er herut, ja, velplejet, velordnet, velholdt. Som de fleste af jer derude, der har hus med have. Den skal være pæn af hensyn til naboerne.
Jo, jo. Jeg ved det godt. Det at passe sin have er i sig selv en tilfredsstillelse.
Jeg brugte timer på at gøre haven skøn. Fik tidsler, der føg over hegnet, væk, og for os havekendere er ukrudt ikke det modsatte af krudt; det er nærmest det samme, for det kommer igen og igen. Jeg får aldrig mere et paradis her. Adam og Eva, farvel!
Fristerinden med de to skønne æbler er her ikke mere.
Der gror vilde græsser, mælkebøtter og ukendte planter alle vegne, og ingen gør noget ved det.
Jeg gider i hvert fald ikke længere, og hverken Stein eller Mai har tid til at hjælpe. Det kan jeg heller ikke forlange af dem. De har nok i deres eget liv. Man skal aldrig plage ens børn; thi de kan hurtigt nok blive trætte af én. Først hjælper man dem ud i tilværelsen, så bliver man en klods om benet, så vender de langsomt tilbage, og til sidst bliver man igen og denne gang definitivt en klods.
Solen skinner dejligt, og jeg har sat mig i min sædvanlige havestol og kigger på det hele med mit glas i hånden. Faktisk er det en vældig tilfredsstillelse at sidde her og være så totalt ligeglad med haven. Mens Frede knokler med at holde sin; han bruger timer på at trimme, slå og tilpasse eller har i hvert fald gjort det; jeg ved, han er faldet lidt af på det sidste.
Det har man nemlig, både fordi man er gammel, og især fordi man er lettere utilregnelig. Det kan jeg forstå, at jeg er.
Jeg vil ikke ned i æ Kuk i dag. Det er ellers hyggeligt nok, men på en måde gider jeg ikke. De andre vil nok heller ikke savne mig. Hvem gør det i øvrigt?
Der er masser af hyben i min store have, og lige foran danner græsset en slags firkant. Jeg kigger tit på det sted og undrer mig over, hvordan naturen kan skabe et så fint rektangel.
Her har jeg valgt at placere min hvide bænk. Før stod den mod vest, så jeg kunne sidde og nyde solnedgangen. Nu har naboen opført en fløj til sit hus, så den mulighed er væk.
Mine fødder er solidt plantet på den smalle stribe jord, der er omkring to meter lang, og som næsten ikke kan ses længere, fordi græsset bare fylder mere og mere.
Jeg kan følge de sorte streger, som jorden danner i firkanten, den ene side er en halv meter lang og dens ækvivalent er to meter. To meter gange en halv, det giver en kvadratmeter. Simpel matematik.
Jeg ønsker heller ikke at sidde på et plejehjem og glo på et ludospil sammen med gamle mennesker, der savler og er ulækre og vrøvler og hele tiden vil høre giro 413, selv om det forlængst er afskaffet. Forstår I det?
Ikke desto mindre er det, hvad mine børn ønsker. De vil have mig på plejehjem. Du kan ikke klare dig selv længere, far, siger Mai. Det går ikke mere, far, siger Stein.
Jeg bliver tung, kan jeg mærke. Synker lidt sammen.
Heldigvis har jeg stadig nogle få glæder. En af dem er at indtale på min diktafon mine tanker.
Somme tider kommer der en samtale med ind.

03

Den sidste dråbe Chardonnay ryger ned, glasset er tomt, et nyt kan begynde. Man er vel nok weinschmecker!
Jeg stiller det på bænken, strækker armene op mod sommerhimlen, gaber ret højt og rejser mig.
Langsomt vender jeg mig om, sukker og stavrer tilbage til huset.
Bagdøren står åben, og der står hun og lægger tøj sammen efter vask.
Jeg står lidt og kigger på hende. Mit hjerte banker lidt højere, jeg begynder at svede, mine knæ ryster, jeg tørrer mig over panden og siger:
– Puh, det er blevet varmt!
– Synes du det, Tommy, puster hun og tørrer sig over panden.
Hendes ansigt vrider sig ind på mig. Øjnene skinner på hende; jeg har aldrig troet på, at øjnene har noget at sige. Men det har disse. Hendes øjne stråler ind i mine med en uhørt kraft, som uimodståeligt fører til én ting.
Jeg drages mod hende. Der er ikke modstand i mig. Jeg lægger mine hænder om hendes ansigt, lukker øjnene og spidser læberne.

– Åh, Signe! Du …
Hun prøver at fjerne mine hænder:
– Jeg tror, du skal sætte dig ind i stuen, ikke, Tommy? Og få så ind i hovedet, at jeg ikke er Signe …

Mine hænder er ikke sådan at få væk, og hun kæmper bravt, synes jeg. Hun har meget smalle, ikke hårde læber.
Hun hiver og flår i mine hænder næsten som en bryder, mens hun stønner, slider sig løs og forpustet råber:
– Jeg er Katrine! Jeg er Katrine! Så hør dog, Tommy! Du går for vidt!

Jeg går et skridt tilbage og puster ud og ser ned på mine hænder.
– Undskyld, Katrine, undskyld.
Mine skuldre synker lidt, og jeg står bare der.
– Åh, Katrine. Undskyld, mumler jeg. – Jeg troede, at Signe … æh, selvfølgelig er du Katrine. Men et øjeblik … du stod med ryggen til, og …
– Ja, Tommy, og jeg kommer hver dag og gør rent og vasker op og laver din frokost. Og det har jeg gjort, lige siden Signe …
– Det var da pænt af dig! Tak skal du have!
– Nja, jeg får da løn for det. Det er mit arbejde. Hører du?
– Gør du? Hvorfor får jeg aldrig noget at vide? Hvorfor handler I andre altid uden om mig, - betyder jeg ikke en skid længere?

Jeg står længe med bøjet hoved, og mine hænder kører uafladeligt mod hinanden. Somme tider er de bare i vejen. Nu kommer der oven i købet vand i mit indre system. Der er en utæthed et sted. Jeg kæmper ikke imod. Det siger lægen, jeg ikke skal, og så gør jeg det sandelig heller ikke. Jeg kan græde på kommando, og det har før vist sig nyttigt.
– Du skal lade dine følelser komme frem, Tommy, siger den kloge mand. – Knuger du dem sammen inde i din hjerne, vil den blot skrumpe yderligere.
Det er jo det, jeg gør. Udadtil kan mine handlinger forsvares med, at de er lægeordinerede. Følelserne. Jeg er dog ikke helt sikker på, om Katrine vil acceptere det, men har dog før haft gode muligheder for at tage om hende. Det har man lov til, hvis man er lidt senil eller skør.
Jeg er i tvivl om, hvilken betegnelse der passer bedst til mig. Andre må bedømme det. Det gør de så sandelig også.
– Jeg ved godt, du har det svært, Tommy.
Hun stryger mig op og ned langs overarmen.
Jeg håber, at hun har lyst til at omfavne mig, trykke sig ind til mig. Jeg ville lade hende komme tæt ind til mig og mærke hende. Det er ubeskriveligt dejligt at føle et andet menneske så tæt. Specielt hvis det er et hunkønsvæsen med former og farver. Så har jeg ikke sagt for meget.
Især når man godt kan lide det væsen.
For ellers gider jeg ikke det moderne krammeri. Vi er i krammealderen. Alt og alle skal kramme; møder man en kollega på gaden, skal han partout krammes, i venteværelset hos øjenlægen fræser en bekendt sig op af stolen og krammer lystigt goddag; selv hos et så neutralt sted som hos købmanden får man en krammer. Er det en mand, der vil kramme, kan det føles temmelig ubehageligt. Minimum skal man være i familie, ellers …
Er det en kvinde, kan det dog være en formildende omstændighed. Desværre er der få kvinder her, der vil kramme mig, og jeg ved ikke hvorfor.
Katrine er ingen undtagelse. Hun ser stram ud i betrækket, og det gør hun stort set hele dagen, mens hun er her. Af en eller anden grund føler jeg mig netop derfor enormt tiltrukket af hende.
Den uopnåelige.
Om morgenen trækker hun nok i sin ansigtsmaske, der er stenhård; den bruger hun hele dagen; først om aftenen kaster hun masken for Frede. Måske bryder hun sammen der, græder dagens dont ud. Måske er hendes tilværelse en jammerdal uden sol og medvind; jeg ved, hun kommer hos en del andre og arbejder. Det er nok ikke altid lige sjovt. Og Frede er ikke just den, der kan få humøret op.
Hun hjælper mig ind i stuen og ned i min stol og stiller sig ved siden af og rækker mig noget papirlommetørklæde og lægger armene over kors.
Jeg trækker vejret dybt og tørrer øjnene. Hvis nu hendes varme hænder ville forlade korset og lægge sig et eller andet sted på mig, ja, så ville de sende et kraftigt signal. Åh, de hænder. Jeg lægger mine egne på armlænene og synker lidt tilbage. Men der kommer ingen hænder.
– Du bliver ked af det, ikke, Tommy? Jeg ved, du savner Signe. Men det betyder jo ikke, at du bare kan te dig med mig, som du vil …

Te mig? Jeg befinder mig i en tilstand, hvor jeg næsten ikke kan mærke min krop og udelukkende drømmer om hendes blide strygninger. Men hun står som en statue.
– … Ja, det gør jeg, Katrine. Jeg savner hende vanvittigt. Helt ærligt.

Jeg tager hænderne op foran ansigtet.
Pludselig hører jeg, at hun bevæger sig, og lige efter mærker jeg en hånd i nakken. Katrine nusser mig og stryger sine fingre frem og tilbage. Hun stiller sig om bag min stol og masserer mig blidt med begge hænder.
– Du er så hård i nakken. Jeg tror, du spænder helt usandsynligt meget.
Ja, jeg spænder. Alt, hvad jeg kan.
Jeg lukker øjnene og bliver salig. Åh, dette øjeblik måtte gerne vare en stund. En længere stund. Men jeg ved godt, at Katrine ikke kan kaldes for en ødeland, hvad kærtegn angår. Hun er altså også kommunal ansat. Sådan en kan ikke strø om sig med kærtegn til dem, hun skal hjælpe hjemme.
– Det er dejligt, Katrine, hvisker jeg.

Hun standser. Måske burde jeg ikke have sagt noget?
Så famler jeg efter bryllupsbilledet, der står på bordet ved siden af min stol.
Det får nu ikke Katrine til at genoptage nusseriet. Hun stiller sig foran mig og taler til mig, som om jeg er en olding, sådan en på 80, der hverken kan høre eller forstå.
Læner sig ned mod mig. Jeg prøver at se nedtrykt ud.
– Ja, Tommy, det er synd for dig, og Signe kommer ikke tilbage, og sådan er det. Vi søger at få det bedste ud af det hele, ikke? Og ja, jeg ved godt, du somme tider tager fejl af mig og Signe. Det nytter bare ikke noget. Jeg er ikke Signe. Du har næsten selv ansat mig. Men jeg kan mærke, hvor meget du spænder i nakken, og det er ikke sundt. Derfor masserer jeg dig der.

Hun går igen om bag min stol og giver mig manuel behandling i nakken.
Denne gang varer det et godt stykke tid. Jeg sukker af velvære.
Igen slipper hun.
– Tak!

Jeg kigger op og kan ikke se hendes ansigt på grund af vinduet lige bagved. Der er en mærkelig stråleglans, som jeg ikke kan gennemskue. Billeder af en strand toner ind, jeg ligger på et håndklæde, og solen står lige ovenover. Jeg rømmer mig:
– Har jeg ansat dig? Jeg troede, det var kommunen.
– Du anbefalede mig over for fru Olsen. Det har du selv sagt.
– Ja, men du ser da også godt ud. Du ligner altså Signe. Godt nok stærkere, men lige så …

Jeg mangler ord nu. De er blevet borte i kampens hede.
– Det er godt med dig. Jeg er altså ikke Signe, er du med? Så det bliver ved maden og rengøringen og det praktiske. Signe er …
– Ja, ja, jeg kan godt se nu, at du ikke er Signe; du bliver ved med at trampe rundt i det der.

Hun går ud i køkkenet; OK, så er det det. Så gider jeg sgu ikke sidde her meget længere. Man skal ikke drive komedien ud over skrænten. I kan sikkert følge mig.
Der flimrer et billede ind foran mig. Det er Signe, der står og hvisker med Frede. De står helt tæt, mens hun af og til lidt nervøst, synes jeg, kigger sig om. Efter mig? Hun gør sig til over for ham. De står garanteret og snakker om mig. Hvordan de kan snyde mig. Jeg har sådan en lyst til at fortælle Katrine det. Så hun ved, hvilken sjuft, hun er gift med. Jeg tør ikke, for hun kunne tro, det bare er noget, jeg finder på. Det gælder om at være troværdig.

Min mund bliver bred, og jeg rejser mig op og siger højt ud til hende:
– Har du gjort min frokost klar, eller har du bare siddet på din røv og læst i Familie-Journalen?
– Den står i køleskabet, Tommy. Ganske som den plejer. Og tal ordentligt til mig. Er du med?
– Nå, så tror jeg, at jeg vil spise nu. Fuck dig.

Det sidste siger jeg ikke så højt.

Egentlig er jeg i princippet imod at anvende engelske udtryk, når der findes ganske entydige og udmærkede danske ord for det samme. Men fuck dig findes ikke på dansk. Jeg har i hvert fald ikke kunnet finde et bonmot, der svarer til den sproglige intensitet i det fromme ønske.
Jeg ser for mig det unge menneske, der er lige ved at køre mig ned, når jeg giver ham fingeren og råber: Knep dig!

Forfatter: Finn Wilkens © https://ordfatter.dk
Forlag: Ordfatter
Grafik: Ordfattergrafik
Opsat i Publisher og sat med Calisto MT
Tryk: Lasertryk A/S
Tryk: LaserTryk A/S - P.O. Pedersenvej 26, 8200 Århus N
ISBN: 978-87-970173-0-2
Enhver hel eller delvis kopiering på tryk, elektronisk eller på anden måde, må kun ske efter udtrykkelig forudgående aftale med både forfatteren og Forlaget Ordfatter.

Alle hændelser, personer, navne og visse lokaliteter er fiktive og frit opfundne. Ethvert sammenfald og lighed med forfatterens virkelige virkelighed er tilfældig og utilsigtet bortset fra historiske og geografiske kendsgerninger. Alle navne er googlet og krakket, og skulle der alligevel opstå en lighed eller et sammenfald med nulevende eller afdøde personer, er den tilfældig og utilsigtet.

Livet er en øjeblikstilstand

04

Tre halve stykker med forskelligt og en kold øl til. Det er dejligt, når man er sulten. Jeg har taget ølflasken ud af køleskabet og hælder den brune væske med det hvide skum op. Aaaaahh!
– Farvel, Tommy, råber Katrine ude fra entreen.
– Farvel, mumler jeg ned i glasset. Gå bare. Jeg kan klare mig uden dig. Gå bare over til din elskede Frede og nus ham. Der skælder du nok ikke sådan ud. En anden en må take to thanks med det, der falder af. Der falder dog intet af til mig. Jeg er en slags persona non grata. En person, der ikke kan elskes eller godkendes.
Hun standser op derude, kan jeg høre. Nu klaprer skoene tilbage og hen til mig. Hun stirrer ned på mig, kan jeg mærke. Det er vist meningen, at jeg skal kigge op på hende. Det gider jeg ikke. Jeg tager en god slurk af glasset.
– Alt forladt, Tommy. Jeg ved jo, hvordan du har det! Det her er en vanskelig fase, inden du engang kan komme på plejehjem.

Samtidig stryger hun igen blidt og sart min nakke. Jeg stivner lige, da hun rører mig, men slapper så af, læner mig tilbage og lukker øjnene.
– Egentlig er du en dejlig, veltrimmet fyr! Hvis man kan sige det om en ældre herre? Husk nu, at jeg ikke er Signe. Farvel!
Og går.

Sådan en sætning gør mig tryg. Det giver mig mange muligheder! Jeg bøjer hovedet. Da hun åbner yderdøren, ser jeg op og siger højt:
– Hvornår er det, at du skal på efterløn, Katrine?
– Det varer ikke længe, Tommy. Jeg både glæder mig til og frygter for den dag. Men jeg kan ikke blive ved med at holde til arbejdet. Du er jo ikke den eneste eller den mest besværlige, og vi skal løbe stærkere og stærkere hver dag. Som sagt frygter jeg det noget. Ærligt. Og måske bliver det før, for det er hårdt. Måske vil Frede og jeg flytte til Fyn, ned til vores datter.

Hun læner sig op ad dørkarmen. Jeg er vild med den kurve, en kvindekrop kan tegne. Jeg begynder at ryste lidt. Ja, men det gør jeg.
Måske ved hun det godt. Måske gør hun det med vilje. Måske kan hun lide at ægge mig, for det føles sådan.
Somme tider synes jeg ligefrem, at hun leger med mig. Det er naturligvis noget værre vrøvl, for hvorfor skulle hun dog det?

Det gælder om at trække dette øjeblik ud så langt som muligt. Jeg drejer ansigtet op mod hende. Selv om det med flytning til Fyn fornemmes foruroligende:
– Nå, hvorfor frygter du at gå på pension?
– Det er ikke bare et farvel til arbejdslivet, men til livet! Enhver ved, at fra det øjeblik man får pension udbetalt, er der kun en vej tilbage: Direkte i graven!
– Det må du ikke sige, Katrine. Du og Frede har sikkert mange gode år at leve i. Den tredje alder.
– Hmm, ja, sikkert nok. Ja, jeg ved snart ikke … Men du skal ikke være ked af det. For vi er naboer, og naboer holder sammen.
– Tja. Hvis I flytter helt ned til Svendborg, er det godt nok et noget aflangt naboskab. Og fru Olsen snakkede om, at så længe du var her, så vi tiden an. Når du er borte, skal vi ikke se tiden an længere …
– Skal du ikke ned på værestedet?
Jeg ryster på hovedet:
– Faktisk har jeg tænkt, at jeg ikke rigtigt gider æ Kuk i dag. Skal Frede derned?
– Han snakkede lidt om det. Du har godt af at komme lidt ud …

Hun retter sig op og går. Bare og sådan lidt pludselig. Hvad er der mon? Jeg kan godt lide Katrine, selv om hun klart nok ikke er videre vild med mig. Hun er måske den eneste, jeg har at snakke med. Ja, og så Frede selvfølgelig. Med visse modificeringer. Hvis de flytter, er det ude med mig. Holder Katrine op, venter den visse plejehjemstilværelse mig. Fru Olsen sagde ret tydeligt, at Katrine var en mellemløsning før Birkely.
Det går heller ikke altid lige godt med Stein og Mai. De har så travlt med at hjælpe mig, at de ikke hører, hvad jeg siger.
Jeg drikker hele glasset og tørrer mig om munden og hælder resten af flasken op.
Jeg kigger lidt på den. Brown Ale, står der. Brun ajle. Sætter den tilbage igen. Sådan noget kan man ikke få lov at drikke på et plejehjem.
Avisen læste jeg i morges. Gider ikke igen. Gider ikke høre radio. De er så højtråbende, de københavnske studieværter, altid fulde af bæltestedsgloser, bandeord og beskidte meninger om dit og dat. Ikke til at holde ud.
Prøvåhørher.
Alle mulige statsinstitutioner flyttes til Jylland.
Hvornår bliver Danmarks hovedstad flyttet til Jylland?
Jeg tømmer glasset.
Det første stykke er med sønderjysk spegepølse, og der er fire løgringe, lidt grøn salat og noget blæver lagt ovenpå. Jeg rejser mig og henter kniv og gaffel. Det har Katrine vist glemt. Det er jo ikke til at spise med fingrene. Man er vel nok kultiveret.
Det sagde de også på skolen. Tommy, du er sgu så fin på den. Det tolkede jeg, at de mente, jeg var af en forfinet kultur. Ikke bedre, blot finere.
Tidligt begyndte jeg også at interessere mig for vin. Blev træt af den almindelige papvin og fik øje for dyrere vine. Blev kendt med vindistrikterne, de forskellige smagsretninger, fadlagring og alt det der.
Jeg snakker ofte med mig selv. Det gjorde jeg også som barn, kan jeg huske. Der var en eller anden stærk, men desværre usynlig gut, der altid var der for mig, som hjalp mig i enhver tænkelig og utænkelig situation. Han gled en smule væk, da jeg blev voksen og færdiguddannet som lærer.
Heldigvis. Det er forfærdelig pinligt, hvis man bliver afsløret i at snakke med sig selv. Og mere pinligt, jo ældre man er. Også selv om jeg kan hive min diktafon frem og påstå, at det er derfor.
Det største, jeg har været ude for i skolen, var, da jeg fik dronningens fortjenstmedalje for 40 års trofast tjeneste det samme sted med efterfølgende visit på Amalienborg.
At stå og snakke med Hendes Majestæt var i øvrigt en oplevelse. Hun viste sig at være en helt almindelig ældre husmor, der interesserede sig for lille mig og min skole og mine elever og min undervisning, hvor op til flere historier fik hende til at le på en meget simpel og uhøjtidelig måde.
Jeg spurgte også til hende og hendes mand, men hun var ikke meget for at sladre sådan, som vi jævne danskere godt kan lide det. Jeg er jo vant til at snakke med mine elevers forældre og spørger altid interesseret, hvordan de har det, hvordan det går; jeg spurgte bare dronningen, om de sov i samme soveværelse.
Da jeg gik derfra, var jeg næsten ikke republikaner længere.

05

Så. Nu gør de hunde igen.
Det er mærkeligt, at han bare tager af sted og lader dem stå ude i hundegården overladt til sig selv. Ved han ikke, at de savner ham? At de savner førerhunden? Også om natten. Somme tider tænker jeg på at stå op af sengen og gå derover og holde dem med selskab. Måske er han heller ikke hjemme om natten? Hvis han er, hvorfor skal de hunde så være udenfor?
Godt, det ikke er Fredes hunde, for så …
Inden jeg tager den første mundfuld smørrebrød, griber jeg mit glas og vil drikke. Nå, for pokker. Der er ikke mere. Så rejser jeg mig og skyller det under vandhanen. Skulle man tage en øl mere?
Nej, det er fråds, ville Signe have sagt. Hun ville straks opdage de to flasker og spørge, om jeg har haft besøg. Om Frede har været her igen. Hvis jeg ikke svarer øjeblikkeligt, ville hun se på den her bestemte måde og sige hm.
Måske skulle jeg have sagt: Det ved du vel bedst? Kommer han ikke mest, når du er alene hjemme?
Så er det bedre at tage et glas vin. Jeg tager hvidvinsflasken fra køleskabet og hælder ølglasset fuldt. Jeg ved godt, jeg burde drikke af et vinglas, de små, men så kan Katrine se det.
Hun erstatter Signe på godt og ondt. Holder øje med de samme ting. Lærer kvinderne sådan noget af deres mødre?
Underligt, at Katrine aldrig opdagede de to. Hun er trods alt gift med Frede og burde da være opmærksom på ham.
Katrine er en af de flittigste kvinder, jeg kender. Hver dag arbejder hun for andre, mens Frede bare går i bukserne på nabokonerne. Lidt yngre end os andre og snart på efterløn. Siger hun.
Signe var den skarpeste kvinde, jeg kendte. Jeg havde ingen hemmeligheder for hende. Absolut ingen. Hun havde desværre nogen for mig.
Somme tider var jeg bange for at miste hende. Altså før det andet der. Køre galt i trafikken eller få en truende sygdom eller - finde en anden. Da vi var unge, holdt jeg almindeligt øje.
Når jeg kigger på bryllupsbilledet, og det gør jeg tit, for det står fremme lige ved siden af min lænestol, ser jeg to flotte unge mennesker, der i den grad er forelskede. Jeg var så nervøs, mens Signe smilede ad det hele. Fra dag et var hun ovenpå. Intet af det, vi var udsat for, kunne slå hende af pinden.
Da først mistanken om hende og Frede opstod, blev jeg hele tiden mere og mere bekræftet. De havde masser af lejlighed til at gøre både det ene og det andet. Som sådan nogen nu gør, når de ikke kan holde sig i egne bukser.
Fra da af holdt jeg ekstra, skærpet øje.
Hun og Frede har naturligvis snakket om, hvad de skulle stille op med ham der Tommy. Hun har tit stået og kigget over mod deres hus. Som om hun ventede på ham.
Skal du ikke snart køre, hvis du skal kunne nå det, sagde hun, mens hun så på sit ur. Jeg skulle bare ud, ja, jeg skulle, så de kunne …
Katrine var de nok ligeglad med. Hun var jo altid på arbejde som sagt.
Jeg kan ikke anbefale nogen at vandre den vej. At gå fra at være forelsket i en dejlig pige, at se hende blomstre, og for hvert år hun bliver ældre blot at transformere sig til noget endnu skønnere. Hendes krop blev fyldigere, håret grånede, stemmen mere sexet hæs, og jeg elskede hende i den grad.
Og omvendt.
Der var selvfølgelig dønninger i ægteskabet

Det med at ældes sammen gør, at man ikke ser ældningen. Man ser hinanden som dengang. At se sit spejlbillede er en konstant og vedvarende fastholdelse af sig selv som ung. Først når man - og undskyld udtrykket - ser en selfie, forskrækkes man over den gamle mand der på billedet. Man kan næsten ikke tro på, at det skulle være en selv, der står der med svage skuldre og hundehoved.
Altsammen noget, jeg troede, var fast og uforanderligt.
Billedskøn. Smuk. Jeg var afhængig af hende. Indrømmet. Jeg var voldsomt betaget af hende. Og var parat til hvad som helst for at beholde hende. Jeg var vild med hende, og det forfærdelige var, at jo større min mistanke om hendes utroskab blev, jo mere tiltrækkende syntes jeg, hun var.
Jeg tilbad hende, elskede hende, satte hende højere end alt andet.
Indimellem var hun ked af det. Sad længe med mig i hånden.
– Jeg er så ked af at skulle miste dig, sagde hun og havde tårer i øjnene.
– Ja, men det skal du da heller ikke, sådan …, svarede jeg.
– Ingen ved jo, hvor længe det varer, inden du ikke kan genkende mig mere.
– Ja, men Signe! Det kommer da ikke til at ske. Hvem har bildt dig det ind?
Hun græd, gemte hovedet i hænderne, og skuldrene rystede. Jeg kunne ikke gøre andet end at holde om hende. Jeg blev også ked af det, og vi sad sådan en stund.
Det var lige før, jeg opdagede, at noget var galt. At hun interesserede sig mere for Frede, end godt var.
Pludselig at erfare at noget hænger sammen på en anden måde, var et stort chok for mig. At man havner i et had, der er større end Vesterhavet og mere vild end Nationalparken og højere og koldere end Hanstholmfyret en mørk januarnat. Et had steg op i mig; et had, der fylder en døgnet rundt både i vågen og i sovende tilstand. Hadet er kun så stort, fordi kærligheden var det.
På andre tidspunkter gør det mig modløs. Kraftløs. Livløs. Så er det, at jeg går ud på badeværelset, åbner medicinskabet og ser på det røde pilleglas. Nembutal hedder stoffet. Nemt og brutalt. Hurtigt, enkelt, smertefrit. Købt i Mexiko, en ferie, som skulle få os tilbage på sporet, hvilket ikke skete.
Det var et lavpunkt, hvilket fik mig til desperat at overveje mordet - på mig selv.

06

Vinen smager såmænd godt. Jeg tager glasset med ind i stuen og åbner min tablet for at læse lidt mere. Der står noget om danskernes madvaner, og læsningen sætter sig i maven på mig.
Sulten gnaver godt og grundigt.
Så er det ud i køkkenet. Nå, for den, der står min mad jo. Men jeg har stadig ikke noget at drikke. Der står i hvert fald ikke noget på bordet. Tager et hvidvinsglas og hælder hvidvin i det. Åh, hvor dejligt.
Jeg sidder og spiser langsomt og tygger godt og længe. Det har lægen fortalt mig, og så gør jeg det. Naturligvis. Min læge er meget klog. For det meste.
Men, - man skal nu ikke tro på alt, hvad han siger. En gang sagde han, at jeg var syg, og at det kun ville blive værre. Jeg måtte ryste på hovedet. Det er jeg vel nok ikke, sagde jeg bare og gik derfra og spekulerede på, om jeg burde skifte læge.
Signe var ude af den, og vi snakkede hele aftenen og natten med, indtil vi faldt i søvn. Næste morgen gabte vi, gik en tur og snakkede videre. Jeg mente slet ikke, at det var så slemt, men blev alligevel betænkelig over Signes reaktion.
Jeg har tænkt over det siden. Somme tider læner jeg mig op ad den tanke, at lægen måske har lidt ret. Jeg husker ikke så godt længere, og jeg glemmer også indimellem. Men jeg læser om det at huske og glemme og ved derfor, at mange mennesker har svært ved at huske alt og glemmer indimellem. Ja, nogen lægger somme tider bilnøglerne i køleskabet! Det har jeg nu aldrig gjort.
Jeg læser også, at det er særdeles normalt for ældre mennesker at glemme og glemme mere end tidligere.
Uden at man af den grund straks skal udskriges som dement.
Jeg forestiller mig, at alt, man oplever, stuves ind på hjernens bibliotek. Noget af det gemmes bagerst på de inderste hylder, beregnet til at blive gemt så længe som muligt; noget andet lægges bare på de forreste hylder med henblik på at skulle bruges i morgen og derefter aldrig mere.
En hel del smides simpelthen i entreen. Det bliver smidt ud ved første lejlighed. Det gider jeg ikke gå og gemme på.
Måske kommer mit rod af, at oplevelserne lægges forkert? At nervebanerne i hjernen håndterer det hele forkert? Jeg ved jo, at når jeg ikke kan komme i tanker om, hvilket ord jeg savner, skal jeg bare sætte hjernen i gang med selv at finde ordet. Når der er gået tid, kommer ordet frem, hentet af hjernen selv, uden at jeg har skullet tvinge det frem.
Hjernebibliotekaren ved nok bedst, hvor oplevelsen er sat.
Det gør mig godt at indse, at nok har jeg hukommelsesvanskeligheder, hvis jeg da ellers husker rigtigt, men det er til at tage og føle på.
Nogen kalder det for hjernesvind. At min hjerne langsomt svinder ind, så jeg kun kan bruge noget af den, eller at det kan gå hen og blive svært for mig at kombinere flere ting. At der kommer et tidspunkt, hvor jeg ikke længere vil kunne beherske det sprog, som jeg holder så meget af, og som jeg har undervist i i over 40 år. Som jeg har videregivet elever til gavn og glæde. Håber jeg da.

På det seneste, og det vil jeg godt indrømme, har jeg befundet mig på steder og tidspunkter, som jeg skulle spekulere en del over hvorfor. En dag stod jeg således foran Netto uden at vide, hvorfor jeg stod lige præcis der.
Så tog jeg da bare min mobil, slog dagen op og læste, at jeg skulle til øjenlæge samme dag klokken 14.00.
Derfor stod jeg foran Netto. For øjenlægen bor lige i nærheden.
Det har heldigvis hjulpet, at jeg havde den der smartphone. Nu noterer jeg ned i kalenderen, når jeg laver en aftale. Så fortæller kalenderen mig med høje lyde, når tiden er kommet. Selv det glipper dog en gang imellem, når jeg har lagt mobilen et dumt sted.
Jeg er glad for min diktafon. Stein og Mai hjælper mig med at kopiere filerne til min computer og i øvrigt gøre diktafonen klar til nye optagelser.
Det er dog lidt nemmere med phonen.
Alt i alt er jeg frisk og rask og i godt humør.
Bare fordi man er fyldt 70, skal I ikke tro, at man er gammel, ubrugelig, affældig, aseksuel og står med det ene ben i graven. I skal ikke tro, at jeg ikke har følelser, lever og drømmer om små og store begivenheder.
Der er mennesker, der stædigt forbliver på samme arbejdsplads i 40 år og derefter rejser til København for at modtage dronningens fortjenstmedalje, som om det var topmålet for hele ens liv. Sådan en er jeg! Jeg har befundet mig godt på min arbejdsplads; Signe havde sit gode sekretærjob og var glad for det.

Åh, Signe. Du kommer ud fra brusebadet, og jeg er stolt af dig. Jeg kan godt se, at din hvide, bløde hud efterhånden har måttet strække sig for at kunne rumme det hele. Men det er præcist det, jeg godt kan lide ved dig. Runde former, det er lige mig. Formerne sidder præcist der, hvor jeg godt kan lide det.
Du så så skide godt ud, selv om du havde nået skelsår og alder, som man siger.
Og vi har altid snakket så godt sammen. Du har eller havde (jeg er noget usikker på det punkt) en evne til at lytte, jeg ikke er stødt på hos andre. Fik mig til at føle, at jeg var den vigtigste person for dig i hele verden.
Men det med Frede ødelagde alt. Jeg turde ikke sige det til dig, for jeg havde på fornemmelsen, at du blot ville grine ad det og sige: Se, hvad sagde jeg: Du er utilregnelig!
Nu har jeg kun én ven i hele verden, og det er Frede. Ven og ven. Hvor meget ven kan man være med den, der ligger i med ens elskede?
At jeg har forstået at udnytte tilstanden til min egen fordel, skyldes kun min sammenbidte og stædige personlighed.
Og en lille bitte smule, at jeg har udnyttet min såkaldte sygdom til det yderste.
En dement kan tillade sig noget mere end en almindelig person.

Jeg kan stadig blive ked af, at du, Signe, først gjorde mig vanvittig af forelskelse, siden af afhængighed, og til sidst ude af mig selv af jalousi. Jeg har det ikke godt med sådanne komplekse følelser.
Godt, at dronningen i det mindste holder fast ved en oldgammel tradition. Selv om jeg gerne så kongedømmet afskaffet.

07

Jeg må hen til købmanden. Aner ikke, hvad jeg skal spise til aften. Brændende kærlighed? Jeg skal købe ind. Signe kommer nok ikke hjem. På en måde er hun allerede hjemme og kommer aldrig ud. He, he. Nu har jeg hende, hvor jeg til sidst vurderede, det var bedst.

Det ringer på døren.
– Hallo, far?
– Hej Stein! Nå, hvordan går det?
– Godt. Hvad med dig? Du har ikke glemt, at du snart skal indlægges, vel?
– Nej, selvfølgelig har jeg ikke det, min dreng. Kommer du bare forbi for at fortælle mig det?
– Jeg skulle alligevel denne vej.

Jeg prøver at anstrenge mig for at huske det. Ærlig talt, hvornår var det nu med den operation? Min pande er fuld af rynker. Jeg leder efter min mobil. Det må stå i den, hvad det er. Jeg roder i den ene brystlomme, men der ligger diktafonen. Så i den anden?
– Æh, Stein …
– … Ja?
– … Æh, hvad er der nu med det der hospital?
Jeg finder mobilen og tapper på kalenderen og ganske rigtigt. "Indlægges".
– Vi har også længe snakket om, at du har sværere og sværere ved at klare det derhjemme, far, og derfor …, og selv om demensvisitatoren endnu ikke har besøgt dig, har vi da en stående aftale med forstanderen på Birkely om et lille besøg. Så ved du lidt om dagcentret, som er en god mulighed. Kan du ikke huske det?
Han sukker, mens han et kort øjeblik himler og løfter begge arme opad. Som en anden Jesus.
– Jo, jo, det ved jeg godt, men både mor og Karina, øh, hjælper mig …
– Katrine.
– Ja, det er det, jeg siger, og jeg ved ikke lige med det der plejehjem?

Stein trækker vejret dybt.
– Vi har talt om det masser af gange, far. Mai og jeg har siddet i timer her i din stue og vendt og drejet alting. Til sidst blev vi enige om at begynde med at se et plejehjem og besøge deres dagcenter, hvor andre i samme situation kommer et par timer hver dag. Det vil gøre dig godt. Du kommer jo ikke uden for en dør ellers. Det går jo ikke.
– Går det ikke? Jeg har da æ Kuk her. De kalder det ovenikøbet et værested, fordi der kan vi være, der er lidt overflødige.
– Nej, far. Du må se det i øjnene. Der får du jo ikke nogen behandling. I sidder bare og drikker øl. Hvad hjælper det?

Jeg ser ham i øjnene.
– Behandling? For hvad?
Han slår sine ned og svarer mig slet ikke:
– Nå, men jeg kommer i hvert fald i overmorgen, og så tager vi den derfra.

Tager den derfra. Plop! Et moderne udtryk. Der dukker så mange nye sproglige vendinger op, og hver gang skal jeg tænke mig godt om. Jeg må lære mig dette udtryk. Så tager vi den derfra. Det lyder så beslutsomt, så afgørende. Handlekraftigt.

Forleden sagde en journalist i radioen: Det er en no-brainer. Helt ærligt, mand. Should we all speak english from now on? And skip that ridiculous danish language. Or is it rather american? I reklamer vælter det ud med ikke-danske udtryk: Outfit, clutch, teaser, beach, you name it. Er dansk ikke længere "et fint sprog"?
Hvorfor sige bitch, når kælling lyder meget bedre? Hvorfor de evindelig RIP, når det på dansk hedder HIF? Tror folk, at der er brug for engelsk, når man er død?
Det var lettere i gamle dage. Dengang alle spurgte mig, hvad hedder det, Tommy? Kan man sige sådan, Tommy? På en måde var det mig, der bestemte, hvad der var rigtigt. Det var nok derfor, jeg blev lærer. Dansklærer.
Jeg husker som elev i 2. real, at vi på bånd (spolebånd på en tysk Grundig båndoptager med tre hastigheder) hørte Poul Reumert deklamere "Guldhornene". Vi så vantro på hinanden. Kunne man virkelig tale sådan?
Poul Reumert, Clara Pontoppidan og Gunnar Nu Hansen er døde, og med dem deres sprog. Jeg satte mig for at bibeholde det tydelige og ordentlige danske sprog.
Nu er næsten alle døde fra dengang; alle mine tidligere lærere er i hvert fald. Jorden drejer; livet forgår; livet består. Ja, slet ikke Signes, hvis I tror det. Livet er en øjeblikstilstand. Når man dør, er det lige meget, om man er gammel eller ung. Alt det levede er uopnåeligt alligevel.

Jeg skal også passe lidt på med at overdrive, især når jeg er sammen med Mai og Stein. Det der plejehjem er et både betænkeligt og uheldigt resultat af mine bestræbelser på at virke mere eller mindre dement. Tror jeg. Jeg kan ikke længere huske, hvordan de fik mig lokket til læge. Eller var det Signe?
Jeg påstod, at jeg bare var alderdomssvækket. Men de påstod, at det var der ikke noget, der hed længere.
Nå, nå. Fik I den? Det er ligesom med ordet åndssvag, der blev afskaffet for mange år siden. Pist - så forsvandt alle de grimme antydninger, ikke sandt?
Nej, de gjorde ej.
Måske har jeg ikke helt kunnet undgå at virke en smule dement, og den smule har de tolket på. De har så vurderet det som lidt mere end en smule, og det er jeg en smule eller lidt mere end en smule ked af. For det var ikke meningen. Nu synes jeg, det er svært at slippe ud af plejehjemsfælden. Man sparker med bare tæer til en bold, der viser sig at være en sten.
Nogle gange kan det være en fordel at være dement. Så er man fritaget for ansvar, skyld, moral og kan for eksempel rage på damer, uden at der sker noget ved det.
– Men, Stein, øh, det er hele tiden jeres vurderinger, ikke? Det er dig og Mai, der mener, at jeg ikke længere kan klare mig selv, ikke?
– Jo, far, men det er også lægens vurderinger, og vi mangler det besøg af visitatoren, for alle, vi taler med, siger, at …

Jeg sænker stemmen og ser mig om:
– Det med mor, altså, du ved, jeg blev nødt til … jeg kunne jo ikke blive ved med at lade to og fem være lige, hvis du forstår?
– Det har vi snakket så mange gange om, far, og vi tror godt, vi ved, hvordan du har det.
– Du ville heller ikke finde dig i, hvis din kone var dig utro!
– Nej, selvfølgelig, far, det er klart. Men jeg er ikke sikker på, at hun har …
– Så er der heller ikke så meget at snakke om. Jeg er ret sikker på, at hvis mor havde handlet anderledes, ville vi ikke stå i den situation, vi gør, i dag.
– Nej, far, selvfølgelig ikke. Med hensyn til det dagcenter, siger sådan en som Katrine, at det vil være godt for dig. Hun kender dig efterhånden, og på den måde giver hun os andre ret.
– Hun snakker jer efter munden, gør hun. For ikke at støde jer. Til mig siger hun noget andet.
– Jeg tror helt ærligt trænger du til en eller anden fagperson, der kan snakke med dig om din situation.
– Ja, men var det ikke tryghedskoordinatoren, der skulle det? Det gjorde hun i hvert fald ikke.
– Jeg eller Mai burde have været der også. Det ærgrer mig nu.
– Det skal du ikke ærgre dig over, Stein. Du har så meget at se til.
– Ikke noget, der er alvorligere end dig.

Han lægger sin hånd på min arm. Et øjeblik, men kun et lille øjeblik, synker jeg nedad.
– Du skal vide, at jeg sætter stor pris på din hjælp, Stein.
– Ja, ja. Jeg henter dig i hvert fald i overmorgen, så kører vi op til sygehuset.

Forfatter: Finn Wilkens © https://www.facebook.com/finnj3/
Forlag: Ordfatter
Grafik: Ordfattergrafik
Opsat i Publisher og sat med Calisto MT
Tryk: Lasertryk A/S
Tryk: LaserTryk A/S - P.O. Pedersenvej 26, 8200 Århus N
ISBN: 978-87-970173-0-2
Enhver hel eller delvis kopiering på tryk, elektronisk eller på anden måde, må kun ske efter udtrykkelig forudgående aftale med både forfatteren og Forlaget Ordfatter.

Alle hændelser, personer, navne og visse lokaliteter er fiktive og frit opfundne. Ethvert sammenfald og lighed med forfatterens virkelige virkelighed er tilfældig og utilsigtet bortset fra historiske og geografiske kendsgerninger. Alle navne er googlet og krakket, og skulle der alligevel opstå en lighed eller et sammenfald med nulevende eller afdøde personer, er den tilfældig og utilsigtet.

Livet er en øjeblikstilstand

08

Jeg tror, jeg vil motionere lidt. Det er sundt, og ingen tager skade af lidt sundhed. Slet ikke nogen i min alder. Kun hvis de har overreageret. Foråret er over mig, kan jeg mærke, og det er nu, jeg skal ud og bevæge mig.
Faktisk betyder motionen, at hjernesvindet bremses. Hvis altså der er noget. Har jeg hørt. Og læst. Motion er også godt for blodets kredsløb, for musklerne, for åndedrættet, ja, for det hele. Så uanset udgangspunktet: Dyrk motion! Kom i gang, derude!

Det kan selvfølgelig også blive for meget af det gode. Også her har der sneget sig underlige ord ind. Fitnesskultur. Før kunne man nøjes med at løbe sig en tur. Nu løber man på sådan et løbebånd i et opvarmet lokale med TV på væggen, for så keder man sig ikke så længe, og man bliver ikke våd, hvis det regner. Eller fryser, hvis der er frost.
Jeg har noget med knæet, så jeg ikke kan løbe. Men jeg kan gå, kan jeg. Ellers fejler jeg ikke noget fysisk. Måske lidt i urinkanalen, der åbenbart har en tendens til at snævre sig mere ind, end godt er.

Jeg tager min hat på og låser omhyggeligt efter mig. Da jeg tager nøglen ud af låsen, standser jeg på halvvejen. Jeg står, som om noget elektrisk har frosset mig fast til huset gennem nøglen. Det føles som to modsatrettede strømninger i min hjerne. Jeg tror, Signe har det godt, hvor hun er. Hvad regnede hun med? Når man opfører sig sådan, må man tage skade for hjemgæld. Åndssvagt gammelt og helt ubrugeligt udtryk.
Der er sgu ikke noget længere, der hedder hjemgæld.
Man må selv tage ansvaret for sine handlinger. Det er det, det betyder. Den ene halvdel af nøglen er ude, den anden endnu inde. Signe stak bare af, gjorde hun. Med ham Frede, det kedelige drys. Hvorfor går jeg så hele tiden og tror, at jeg har slået hende ihjel? Det kunne jeg aldrig finde på. Enhver, der kender mig, vil slå en latter op og udbryde: Tommy? Slå ihjel? Ha, ha, hvor er du langt ude.
Jeg har fortalt det til Mai og Stein. De så på hinanden og rystede på hovedet. Måske fortalte jeg dem det, fordi jeg ønskede at virke mere dement, end jeg er. For at få deres medlidenhed. Måske fortalte jeg det bare, fordi det passer.

Jeg finder den helt rigtige nøglestilling i låsen, hvilket kan være svært, men nødvendigt, og river den ud og puster ud.
Husene ligner hinanden her på gaden; de er alle sammen hvide med sorte tag, og mange har snakket om, at det ser pænt ud.
Det er ikke noget, vi har planlagt, men det er bare blevet sådan. Det ser i hvert fald godt ud, og mit humør bliver bedre.
Det glaserede, sorte og skinnende tag var hundedyrt, men da jeg straks kunne mærke naboernes klap på skulderen, fortrød jeg det ikke et sekund. Det er rart at føle sig som en, der et stykke tid har siddet på reservebænken, men nu er kommet på holdet. En, de andre regner med. Selv om det var dyrt at få det klap. Det er da også derfor, det er så svært med Frede. Ham kunne jeg åbenbart ikke regne med. Kan. Han er jo ikke gået bort endnu. Gået bort? Hvilken herlig eufemisme, som det hedder, når man ikke kan få sig til at sige tingene ligeud. Død er for hårdt et ord. Det er så definitiv. Afsluttet. Der er ikke mere at gøre. Hvorimod gået bort, tja, så kommer man vel tilbage på et tidspunkt? Der er i hvert fald en chance. Hvis man nu tror på julemanden.
Fornøjet skridter jeg forbi alle husene på vejen og finder en god rytme og går bort. Hæ, hæ. I min baglomme har jeg lommelærken, der er fyldt med Single Scotch Whisky fra Macallans Distillery, 43%. Hvabehar? Den fine lommelærke i sølv, jeg fik af skolen til mit 25 års jubilæum.
Hvorfor skal du have sådan en, spurgte Signe syrligt, er det, fordi de har opdaget, at du drikker en hel del og nu skal have mulighed for at drikke endnu mere? Jeg gad ikke svare hende. Men pludselig syntes jeg heller ikke om gaven.
Proppen vrides af, og to centiliter forsvinder ned i min mund. Nu kan Signe ikke bestemme det mere. Ahhh! Proppen på igen, flasken om i baglommen. Jeg beholder væsken lidt i munden, indtil den svier mundhulen af. Så først ned med det.
Jeg går og går med den brændende smag i munden, nyder den dejlige forårsdag og drejer til højre ned mod kystvejen. Derovre er skoven, og jeg skal bare dreje endnu en gang. Jeg ånder ind og ud med åben mund, så restbrænderiet kommer til sin ret. Herligt.
Det er vel nok et pænt hus, der ligger der i skovkanten. Jeg står lidt. Men - der er vel også ulemper ved at bo herude i kanten af skoven? Eller kan man bo inde i skoven?
Nej, det må man ikke. Det er nationalpark, og så er der kun skovløberne, altså Naturstyrelsens ansatte, der må bo der. Kun rimeligt, når de nu skal bestemme så meget over os andre. Hvad vi må og ikke må i skoven.

09

Der er ikke mange huse i skoven. Trods alt. Jeg går frisk til, for fysisk fejler jeg ikke noget. Jeg er stærk og dyrker morgengymnastik hver morgen og tager op mod 50 armstræk, dog i to omgange. Det ville mine venner og familie ikke tro på. Så smed jeg mig på gulvet og gik op og ned som et stempel. Værsgo! De sagde ikke noget bagefter. Så kunne de se, at jeg ikke snyder. Nogle af dem rystede lidt på hovedet. Ja. Så er man skør. Bare fordi man kan tage 30 armbøjninger og -stræk og er 70 år.
En så gammel mand skal sidde helt roligt i sin gyngestol. Gyng, gang, gyng, gang. Livet er forbi, bessefar. Gyng dig til døde, for sådan er det. Eller sid i det mindste og afvent din skæbne på plejehjemmet, der ligger lige ved siden af kirkegården. Så er der ikke så langt.
Andre gange, når jeg har sagt noget, er der helt stille. For eksempel dengang, en eller anden klodrian i familien til en såkaldt fest grinede om noget, jeg lige havde sagt om sex og alderdom, at jeg nok ikke kunne få den op at stå længere.
Vil du se, råbte jeg og begyndte at lyne ned. Straks overfaldt de mig og pressede mig ned at sidde. Selvfølgelig kan du det, overøste de mig med ord, mens en af dem lynede op igen. Det skal vi slet ikke snakke om mere.
Det var en af de hårde. Men skal det virke overbevisende, må der skrappe sager til. Det her var et grænsetilfælde.
Til andre tider forsvarer jeg mig skarpt og argumentationsrigt.
Til at begynde med troede jeg jo nok, at de var overvældet over klarheden og det geniale i det, jeg lige havde sagt. Men Mai forklarede mig engang, at det lød, som om jeg havde drukket.
Det havde jeg ikke. Åh, måske et par glas. Nu holder jeg lidt igen.
For der er altså nogen, der modtager det, jeg siger og gør, med en del skepsis. Aaaah, kan det nu passe, siger de og ser på hinanden. Somme tider forstår jeg det ikke. Sådan var det ikke før.

Nej, der er ingen huse her. Jeg kan lige så godt vende om.
Men hov, når jeg ser mig tilbage, deler vejen sig her i skoven. Hvilken kom jeg nu med?
Jeg tager den ene og vandrer af sted. Den er godt nok lang, denne vej. Det må være den forkerte. Jeg vender om og går tilbage. Jeg skal så bare ned ad den anden, når jeg kan se det kryds. Der må være et kryds.
Jeg går længe, solen bliver svagere og svagere, og efterhånden kan selv jeg blive en smule træt. Jeg kigger op i trækronerne. De ligner ærligt talt hinanden. Der står birketræer her ude ved vejen, længere inde er det mest gran og fyr. Der til højre står en klynge bøgetræer. Der er endnu ikke kommet blade på dem.
Jeg er i alvorlig tvivl nu. Går jeg den rigtige vej, eller er jeg på den helt forkerte?
Jeg bliver nødt til at tænke mig godt om, og hvad er bedre end endnu et sjat whisky fra baglommen?
Det er også blevet noget køligere, kan jeg mærke. Min tynde jakke, der næsten var for meget, da jeg startede, er nu både klam af sved og kold at have på. Jeg tager den af. Det er trods alt bedre. Min undertrøje og skjorte er fin nok. Et glimt af Signe dukker op. Hun står i det åbne badeværelsesvindue uden tøj på overkroppen og vinker, eller hvad hun nu gør med armene, og har ikke hørt mig liste ind. Da hun opdager mig, farer hun sammen, tager hånden op til munden og har store øjne. Brysterne duver blidt i modtakt.
Jeg tager et skridt frem mod vinduet og ser ud. Der står Frede nede i sin have. Eller stod. Han har nemlig skjult sig, fordi hun sikkert lige har nået at advare ham. Har hun vist dem frem for ham? Stod hun ligefrem og vinkede med dem? Lokkede ham?
Det var der, jeg fik den første mistanke. At hun havde noget for med Frede. Der ændrede tiden sig. Fra det øjeblik blev alt forandret.
Herefter begyndte jeg at lægge mærke til, hvad hun gik og lavede. For eksempel noterede jeg mig, når hun og Frede stod og snakkede over hækken. Frede var som forandret. Livlig, gestikulerede, grinede helt i modsætning til, når han og jeg er sammen. Så sidder han modfalden, sammensunket, snakker alvorligt hele tiden og drikker øl.
Stakkels Signe! Hun vidste ikke, hvad jeg er og var i stand til. Det vidste jeg heller ikke selv. Jeg troede ikke, jeg kunne noget. Jeg troede, jeg for altid skulle være den usikre, famlende, tvivlende. Ham med lavt selvværd. Men med stor selvtillid. Hellere omvendt.
Nu ved jeg det. At jeg kan noget. Eller det vigtigste: At jeg er noget. At jeg har værdi som det menneske, jeg er. Selvfølgelig skal man rette sig ind efter hinanden. Selvfølgelig skal man bøje af. Ikke være stædig og holde på sit.

Jeg bliver våd i øjnene. Lige nu føler jeg et savn så stort, så stort. Signe, min elskede.
Sorgen kan være så tung, at døden er at foretrække.
Jeg tørrer øjnene med bagsiden af hånden og ser mig tilbage. Var det vejen frem eller tilbage? Jeg tripper nogle skridt tilbage igen, men synes også, det er underligt formålsløst, hvis jeg lige før ikke syntes, jeg skulle gå i den retning.
Jeg vender igen og går et godt stykke tid. Nu er jeg helt forvirret. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal gå den ene eller den anden vej.
Af og til har mit liv været sådan. Jeg har stået i et valg og ikke kunnet bestemme mig, fordi jeg ikke kendte målet.
Det var værst, da jeg blev forelsket i Signe og hun tilsyneladende ikke i mig. Jeg var vel knap 17.
Samtidig dukkede Lise op og smiskede for mig. Hun kunne godt lide mig, tror jeg, mens jeg var noget usikker på det foretagende. Nu havde jeg jo også lige set på Signe, og det, jeg havde set, havde fået topkarakter.
Jeg mødte Lise hos købmanden, og vi faldt i snak. Udenfor butikken fortsatte vi med at snakke, og hun var på en måde så sød. Selvfølgelig var jeg også nervøs, for jeg havde aldrig prøvet noget med piger før. Dengang vidste jeg ikke så meget. Ikke andet, end at mit underliv havde forandret sig. Jeg vidste ikke, at det aldrig mere skulle blive det samme.
Lises øjne hvilede længe i mine; hun prøvede helt klart at overtage mit syn, og hun tog min hånd og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at se hendes værelse.
Det var et pænt værelse, og jeg havde knap nok sagt noget om udsigten, før hun trak mig ned til sig på sengen og kyssede mig, og før mine tanker havde indhentet mig, skete der en hel masse. Det var hurtigt, det var ukendt, det var overvældende. Faktisk gik det så hurtigt, at hun ikke engang nåede at få trusserne af.
Bagefter, da jeg havde fået vejret igen, fortalte jeg lidt om Signe.
Lise så på sit ur og sagde, at hun skulle nå en bus, så det.
Hun fulgte mig ikke ud.
Da jeg gik hjemad, foregik det noget langsomt. For hvert klistrende skridt brændte det sig fast i mig, at hver gang, Lise kyssede mig, tænkte jeg på Signe. Hvordan kan man kysse en pige og samtidig tænke på en anden?

10

Det er ved at blive mørkt. Jeg har gået nu i flere timer og ved ikke, hvor denne vej fører hen. Jeg har ingen mobil, eller rettere, jeg har glemt den. Jeg ved godt, jeg skal have den med, for det har Stein sagt. Han vil mig det godt.
Men nu har jeg altså glemt den.
Trækronerne danner et mørkt net mod den trods alt lysere himmel. Endnu. Men mørket er på vej.
Jeg har taget jakken på igen. Det blev alligevel for koldt. Så hellere …
Mine fødder er langsomt begyndt at slæbe noget. Lommetørklædet fra panden vrider jeg, men uden held, og længere nede på kroppen ryster jeg lidt. Lommelærken har været fremme et par gange mere, men på en måde duer det ikke. Lige nu.
Derimod duer det at snakke til sig selv - og diktafonen.
Det minder mig om vores første møde. Date hedder det nu om dage. Det var et stykke tid efter det der med Lise.
Poul og jeg havde været ved stranden, og min cykel var punkteret, Poul skulle skynde sig og kørte bare, og så kom hun tilfældigvis forbi og spurgte, om hun kunne hjælpe, og hun hjalp mig med at lappe forhjulet, og hun fik tak og var så fortryllende smuk og sød og med helt vidunderlige øjne og spurgte, om hun skulle gå med lidt, og vi fulgtes ad og standsede uden for hendes hus og aftalte, at vi mødtes næste dag efter skoletid.
Den nat sov jeg ikke ret meget.
Vil du følge mig hjem, spurgte Signe næste dag i skolen, da jeg som sædvanlig stod og øjenflæbede efter hende, men - denne dag med et vist håb.
Jo, tak, svarede jeg, mens min puls straks strøg til vejrs, og så gik vi. Egentlig skulle jeg være cyklet hjem, men da hun skulle den anden vej, var det lige meget. Vi fulgtes hen ad fortovet, og efter et par hundrede meter standsede hun: Nøj, hvor er min taske altså tung og tørrede sig over panden. Ja, men skal jeg ikke tage den, tilbød jeg.
Jeg bar tasken resten af vejen. Hun sagde ikke meget. Tak, blev det dog til, da vi stod der i hendes dør. Du er sød, tilføjede hun og lukkede døren efter sig. Jeg vendte mig om og husker ikke længere turen tilbage til skolen. Selv om den ikke var opfundet på den tid, har jeg nok i overført betydning kørt tilbage på en Segway, mens jeg hele tiden så Signe for mig.
Næste trin var at mødes hos mig. Jeg havde lavet et eller andet arrangement med saft og kage eller lignende, og så sad vi der. Du må godt kysse mig, sagde hun efter en lang periode med tavshed. Jeg bøjede mig frem og ramte hendes læber med mine. Mit hjerte larmede så meget, at jeg var bange for, at min mor skulle komme rendende. Det ville være katastrofalt lige der.
Du har tørre læber, konstaterede hun. Har du ikke kysset før?

Det var der, jeg skulle bestemme mig for at være ærlig eller ej. Det kunne have uoverskuelige konsekvenser, hvis jeg begyndte vores evigtvarende forhold med en løgn. Jeg rystede på hovedet og svarede: Ikke sådan æh på den måde.
Så tog hun fat i mit ansigt og trak det ind til sig. Nu skal du se, hviskede hun. Du skal lige fugte dine læber, ja, sådan med tungen.
Hun viste mig, hvordan. Så skal du åbne munden en lille bitte smule, så tungen kan komme ud.
Der blev jeg hed om ørerne. Tungen ud? Det var noget frækkere, end jeg i min vildeste fantasier havde forestillet mig. Og jeg havde forestillet mig en hel del.
Nå vi så har læberne tæt sammen, stikker du tungen ind i min mund og spiller med den mod min.
Hun satte sin læber mod mine, før jeg kunne protestere, og så spillede vi tungerne mod hinandens. Jeg havde aldrig været så tæt på nogen pige før. Pludselig trak jeg mig bort fra hende og hev efter vejret.
Blev du forpustet, smilede hun. Så rejste hun sig og sagde farvel, og vi ses i morgen.
Jeg sov heller ikke meget den nat. Det havde været stærke sager, og jeg havde ikke oplevet noget af den kaliber før som sagt.
Næste dag smilede jeg til hende, men hun så bare bort. Nå, tænkte jeg. Hun har ikke set mig.
Så i det store frikvarter gik jeg hen til hende. Hun vendte sig om og gik med sine veninder. Uden at sige noget. Hun så bare kold ud. Den grønlandske indlandsis var som en Mallorcastrand i sammenligning.
Jeg blev ulykkelig, og da vi netop var i gang med den unge Werthers lidelser, var jeg parat til selvmord eller det, der lignede. Igen fik jeg kun ringe søvn, og denne gang af den helt modsatte grund.
På tredjedagen smilede hun til mig og kom hen og tog min hånd. Nå, min lille kæreste, sagde hun med sin mest indsukrede stemme, har du savnet mig?
Jeg kunne bare nikke, for jeg var forvirret og tummelumsk. Samme eftermiddag kyssedes vi hos hende i et lyserødt værelse, der var noget større end mit. Jeg var meget omhyggelig med at kysse på den rigtige måde med tungeslask, så hun kunne blive tilfreds med mig.
Vi kyssede meget længe. Så længe, at jeg listede mig til at kigge på mit armbåndsur imens, for jeg skulle være hjemme inden aftensmad.
Derefter sov jeg godt den næste nat. En tung, drømmeløs tilstand, og da jeg vågnede, var jeg lykkelig.