Ja til organdonation! ► THY.pt

At donere sine organer, når man er død, kan redde et andet menneskes liv. Hvorfor skulle man så ikke gøre det?

For mig er det indlysende at være organdonor.

Jeg mener, hvis jeg alligevel ligger der som en grønsag og erklæret hjernedød, så vil det da være uforståeligt, hvis mine i øvrigt gode organer skulle gå til spilde enten i bålet eller i jorden og kun komme ormene til gode. Derfor bærer jeg stolt et blåt kort på mig, der indikerer, at jeg ønsker, at mine organer i det omfang, de kan bruges til den tid, skal komme syge til gavn og glæde.

Jeg synes, den danske lovgivning som minimum burde indeholde en passus om, at man skal tage stilling til organdonation som 18- årig, en beslutning, man naturligvis senere kan omstøde. Men at tage stilling burde være udgangspunktet. Som det er nu, kommer det ofte i den grad bag på pårørende, der står ved sygesengen og får beskeden om hjernedøden hos deres kære, at de pludselig skal tage stilling til spørgsmålet: Ønsker I, at X skal donere sine organer til syge, der lige nu sidder og venter?

Det er ikke en hensigtsmæssig måde at gøre det på. Som på andre områder kunne jeg savne en politisk bevågenhed, der har udmøntet sig i handling. Hvordan stiller Folketinget sig til organdonation?

I 2017 var den ældste donor 84 år.
29 % af donorerne var over 70 år.
103 donorer påbegyndte en donoroperation i 2017. I seks tilfælde viste det sig, at organerne ikke kunne anvendes til transplantation. Derfor var der samlet 97 donorer, hvorfra mindst ét organ blev transplanteret.
De juridiske rammer omkring organtransplantation er bl.a. fastsat i Sundhedsloven. Her fremgår det, at alle over 15 år selv kan bestemme, om de vil tillade transplantation af deres organer i tilfælde af død.

I Danmark bruges organer kun til transplantation, hvis donoren selv eller pårørende har givet tilladelse.

Har man ikke selv taget stilling eller undladt at meddele sin beslutning skriftligt eller mundtligt, skal de pårørende i givet fald sige ja eller nej.