Vi sidder pænt ved bordene, der er stillet op til gruppearbejde. Vi ser artige ud. Når der er forældremøde, gælder det om at opføre sig pænt. Selv Møf ser sådan ud.
Døren går op, og et par damer kommer ind. Sådan helt almindelige mødre. Jeg tror, den ene er Meks mor.
Efter dem kommer en fin dame med pels og højhælede sko.
Hun står et øjeblik i døråbningen. Der bliver helt stille.
– Hej mor, siger Mathilde og vinker.

Damen smiler og vinker tilbage. Hun klaprer på gulvet ka-klank ka-klank og sætter sig hen til sin datter. Vi er nogle stykker, der har drejet hovedet den vej.
Hun slår pelsen til side. Den røde bluse, der er besat med noget glimmer og en nederdel, er ret stram. Benene sætter hun sådan parallelt og på skrå inde under stolen. Det ser pænt ud, og hænderne lægger hun i skødet. Om halsen hænger en hvid perlekæde. Foran sidder et skinnende smykke. Jeg tænker på, at hun nok aldrig gør en forkert bevægelse. Hun sidder som en skuespillerinde.

Hun gik lige forbi Møf, der nu sidder sjovt og snuser.
– Hold kæft. Kunne du lugte det? Hendes parfume, hvisker han og smiler.

Jeg nikker. Klassen lugter ellers af sokker fra i forgårs, ubestemmelige madpakker og sure opstød. Lige nu er den omdannet til frisørsalon. Med alt i hårvand og duftevand og vellugtende cremer til ansigt og hænder. Bare fordi Mathildes mor kom.
Mek smiler også:
– Sådan skulle det eddermame lugte hver dag!

Døren går igen op, og mor kommer ind. Hendes frakke er knappet skævt. Hun er ved at vælte en stol, der ellers stod et godt stykke fra døren.
– Hov, sa, for helv …

Jeg holder vejret.
– God dag, kommer det fra hende. Hun kigger rundt og får øje på mig og kommer herover.

Jeg bliver rød i hovedet og knuger mit penalhus. En blyant knækker.
– Er det din mor, spørger Møf, selv om han udmærket ved det.

Jeg svarer ikke, men lader, som om jeg skal finde noget nede i min taske.
Nu håber jeg bare, at der er helt stille ved vores bord.

– Så kommer der vist ikke flere …

Susanne og Miriam byder velkommen og fortæller. Vi har mange muligheder for at komme videre i systemet. Susanne smiler: Jo bedre karakterer vi får herfra, jo bedre vil vi klare os senere.
Mens hun snakker, lyder der af og til en rømmen fra mor. Jeg kender den rømmen alt for godt.
– Så det gælder om at hænge i, afslutter hun.
– Det gør Ludvig altså også, siger mor. – Han hjælper osse de andre.

Mor, for fanden. For fanden. For fanden. Nu griner hun dumt. Der er helt og fuldkomment stille i klassen. Jeg ser bare ned i bordpladen og er kokrød i ansigtet.
– Nå, det vidste – aschhh – I ikke, jeg jeg sysses ikke, I siger noget?
– Vi mener, det er godt, når man hjælper hinanden, siger Miriam.

Mor fortsætter. Nej, nej.
– Åh, jeg skal vist …

Hun rejser sig op, står og svajer en anelse. Alles øjne er på hende. Hun vakler noget usikkert op mod døren. Hun får fat i dørhåndtaget og vil presse døren udad. Den skal for fanden denne vej, indad. Det går op for hende, og hun er lige ved at få den i hovedet. Endelig lykkes det hende at komme ud, men – efterlader døren på vid gab.

Åh, snak nu, Susanne. Sig noget. Mads rejser sig og smækker døren i. Vi sidder i det lydtætte rum. Der er helt stille.

Der kommer dog gang i snakken igen, men ingen siger noget til mig. Ingen ser på mig. Jeg er blevet usynlig.
Der er en underlig stemning.

Da jeg kommer hjem lidt senere, sover hun. Hun snorker. Jeg knytter hånden og går ind til mig selv. Det varer længe, inden jeg sover.
02

Det fortsætter næste dag, hvor Mor stadigvæk sover, da jeg går i skole.
– Hva så, morfar. Du er nok ikke stolt over din datter?
– Nej, Ludvig, det er jeg ikke. Hun har sit at slås med.
– Men det går jo ud over mig?
– Ja, det gør det. Tror du, hun gør det med vilje?

Der fik han mig. Ham morfar.
– Kan du huske, da vi plukkede ærter i din køkkenhave?
– Ja, for du forsvandt helt. Så høje var de.
– Der døde du, morfar. Mor fandt dig og troede, du sov.
– Det troede jeg også, da jeg en morgen vågnede og så mormor. Men hun var altså død. Og to år senere din onkel.
– Nu har mor kun mig tilbage.

Jeg snakker af og til med morfar. Det kommer ikke andre ved. Fordi.
Ingen snakker til mig.
Ingen nævner noget om det der med mor.

Jeg kommer hjem ud på eftermiddagen, smider tasken på værelset og går ind i stuen.
Ingen hjemme. Jeg smækker døren op til soveværelset, men heller ingen der.
Jeg sparker til en stol i køkkenet. Står lidt og sætter mig så ind på værelset. Går på Facebook.
Møf har skrevet noget. Hvad? Om en fuld dame. Nej, nej. For fanden.
Jeg er træt og søvnig og lægger mig lige lidt. Bare fem minutter.
Tre kvarter senere vågner jeg forvildet ved, at mor tumler op ad trappen.
Jeg springer ud af sengen og river døren op, suger luft ind, er parat.
Hun står foran køkkendøren og ser bare på mig. Hendes øjne er røde, og jeg kan godt se furerne ned ad kinderne. Jeg synker sammen. Min hånd falder ned.
– Har du grædt, mor?

Hun nikker bare.
– Jeg har det ikke så godt, Ludvig.
– Skal – skal vi på skadestuen, spørger jeg.

Hun ryster på hovedet og vender sig om og går ind. Mig bagefter. I stuen synker hun ned i den blå stol. Begraver ansigtet i hænderne.
– Hvad er du ked af, spørger jeg og sætter mig på armlænet og holder om hende med den ene arm.
– Jeg er blevet fyret, Ludvig.
– Fyret? Fra El-værket?

Hun nikker.
– Jeg havde jo arbejde netop i går aftes. Men jeg troede … Fordi jeg spurgte nemlig, om jeg kunne få fri. Fordi jeg skulle til det der forældremøde. Det var jo vigtigt.
– Men det kunne du ikke, og så pjækkede du?

Hun nikker igen. Nu græder hun rigtigt. Jeg stryger hendes hår:
– Såååå, sååå, du skal se, det går nok.
– Jeg kan slet ikke se mig ud af det mere, hvisker hun og stammer og hikker.
– Tror du ikke, de vil tage dig tilbage, hvis de hører, at …
– … nej, nej, det er helt sikkert.
– Ved du hvad. Nu laver jeg en tår kaffe. Det trænger vi vist til.
– Ja, min dreng.

Bagefter går jeg ned i skuret. Tager et par vilde omgange på den gamle kondicykel. Ved ikke, hvorfor mor gav mig den i fødselsdagsgave. iPaden var da så rigelig.
Det gælder om at holde momentum. Det er jeg klar over. Det er et ord, Jannick elsker meget. Hold momentum, brøler han gennem gymnastiksalen, mens vi okser rundt. Ingen af os ved helt præcist, hvad det betyder. Det er i hvert fald noget med ikke at holde pause.

– Der er jo det med mor. Hun drikker altså alt for meget, morfar.
– Jeg kan kun hjælpe dig. Ikke andre. Det med din mor er dit problem.
– Nå. Men du hjælper også mig, hvis du hjælper mor. Din egen datter.
– Det gælder ikke.
– Jeg er glad for at kunne snakke med dig, morfar.

Jeg skal næste dag snakke med Susanne efter timen.
– Jeg kan pokkers godt lide dig, Ludvig. Du er kvik og hurtig og laver så gode ting i dansk. Hansen siger, at du er skrap til matematik. Har du og din mor fået snakket? Hun gik jo lige så pludseligt, som hun kom.
– Mnnn.
– Prøv at svare mig med hele ord.
– Nej, det har vi ikke.

Jeg udtaler ordene tydeligt. En anelse langsomt.
– Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal stille op med dig, min dreng.

Min dreng. Hvad kan jeg bruge det til? Hun bliver ved med at trille en blyant rundt mellem to fingre. Jeg tegner med en finger på hendes bord. Der ligger selvfølgelig en iPad. Hun sidder sgu bare og spiller spil. Eller kører formel-1. Eller læser bøger, når vi andre bliver sat til at skrive stil her på klassen. Eller ser film?
Jeg siger ikke noget. Susanne sidder, og jeg står.
– Hvad vil du gerne have, at jeg skal gøre for dig?

Jeg trækker på skulderen. Det er et svært spørgsmål. Har vist fået det flere gange her for nylig.
Hun sukker længe. Det kommer nok helt nede fra lårene.
– Der er en revne i dine bukser. Du slås vel ikke?
– Neej, nej, og med hvad?

Jeg bøjer armen. Susanne smiler.
– Du er en god dreng, Ludvig. Åh, bare jeg kunne gøre noget for dig. Det er så synd for dig, for jeg ved jo godt, at …

Hun vrider sine hænder. Hvordan har hun lagt mærke til mine bukser?
– Nå. Det er frikvarter.
– Ja. Jeg skal nok snakke med mor.
– Det var godt, Ludvig. Tænk nu lidt over det.

Med de ord forlader hun klassen.

Der er meget at tænke over.
Ude på legepladsen spiller nogle drenge bold.
Pludselig ryger bolden helt modsat. Drengen stirrer på den:
– Hvad fanden sker der? Var det dig, Thorkild, råber en af dem. – Så I bolden?

De nikker.
– Den må have ramt en sten.
– Ja, selvfølgelig, siger en anden.

Jeg nikker for mig selv. Tænk, hvis man var usynlig! Eller havde bjørnekræfter. Kunne sparke til en bold uden at nogen så det.
Jeg går over til pigerne. Nærmer mig Lene Sofie. Sådan på afstand. Var jeg usynlig, turde jeg godt stille mig helt tæt ind til hende. Men det er jeg ikke.
Hun står stille og kigger den anden vej. Hjertemusklen er på arbejde, skal jeg love for. Jeg bliver bange for, at de kan høre det. Jeg lister væk. Pulsen drøner af sted lige så hurtigt, som når jeg løber allerstærkest.04

Jeg vader hjem fra skole sammen med Leffe ad den sædvanlige sti gennem brombærkrattet. På denne årstid er der ingen brombær. Kommer man dem for nær, stikker de alligevel.

– Hvordan gik det i lørdags på genbrugscentret, spørger Leffe.
– Godt. Sammen med Daniel. Ja, der kom et par stoddere og huggede min øl. En flink mand tog den fra dem og gav mig igen.
– Det må jeg nok sige. Hvem var han?
– En, der hed Klaus. Han sagde, han godt kendte dem. Jeg skulle bare ringe til ham, hvis de generede mig igen.
– Det er næsten som at have en far, ikke? Kunne du bruge ham?

Jeg svarer ikke. Jo, det var da en idé. Tror godt, mor kunne lide ham. Det var da faktisk en ganske fin idé, Leffe. Jeg gider bare ikke snakke om det. For jeg har allerede tænkt på det.
– Daniel, er det ikke tolder Hermans søn?
– Jo, du ved, hans mor, det er hende, der har sådan nogle …

Jeg tegner med hænderne to store buer så langt ud, jeg kan nå. Leffe griner.
– Ha, ha. Sådan noget lægger du mærke til, hvad?
– Ja. Det kan jeg ikke gøre for. Det kommer med alderen. Det vil også komme til dig, hvis du bliver lige så gammel.
– Hæ, hæ. Det er sgu da allerede på vej. Jeg har set noget porno, og … tænkte lidt over, hvordan det vil være at kneppe?
– Mnnn …
– Hvordan vil det være at stikke pikken op i kussen?

Jeg trækker på skulderen. Hvor fanden skulle jeg vide det fra?
Leffe sparker lidt i jorden.
– Har du prøvet?
– Hvad?

Han ser sig om.
– Ja, at kneppe?

Jeg skifter emne:
– Ved du, ham Daniel altså, hvad han gjorde oppe i genbrugscentret? Han pissede sgu på, du ved, en hjemløs. Eller sådan en, tror jeg.
– Pissede på? Hvor ulækkert.
– Ja, skide ulækkert. Jeg ved ikke, hvorfor han gjorde det. Han trak bare sin pik frem og pissede løs. Han har fanme en stor en.

Vi griner og går lidt videre. Jeg finder på noget andet:
– Hvad synes du om Ronald fra 9.
– Hvorfor spørger du om det?
– Han rev min nye trøje i stykker i dag. Se selv.

Jeg viser ham ærmet, som Ronald bare hev i, så den gik fra. Ærmet hænger i en tynd tråd. Bare fordi jeg kom til at sparke til hans taske. Vidste sgu ikke, det var hans. Eller jo. Men han sagde noget dumt om min mor.
Måske kan jeg selv sy det på igen?
Leffe trækker på skulderen og stikker mobilen i lommen.
– Han er en idiot. Jeg har før set ham slå nogen, der var mindre. Det er ikke bare dig, det går ud over. Han er sgu altid efter nogen, bare de er mindre end ham selv.

Leffe lyder vred. Jeg er helt enig:
– Ja. Jeg ved heller ikke, hvorfor han er sådan. Han havde ikke behøvet at rive sådan i min trøje. Idiot.

Leffe sparker til en sten.
– Har du nogensinde fået tæsk hjemme, vil jeg gerne vide.

Leffe svarer ikke. Så mener han nok nej.
– Heller ikke jeg. Måske fordi vi to kun har en mor og ikke en far. Og min mor vil hellere snakke end slå. Men så er der ham Pik-Preben. Han slår. Jeg ved ikke, hvad mor ser i ham.
– Ja, de snakker, og røven går.
– Døde din far også?
– Mnnn, siger Leffe og ser bort.

Vi går lidt og siger ikke noget. Der er masser af fuglefløjt inde i krattet. Solen varmer, og det er snart sommer.

Leffe tager fat i mig, som om han er stærkere og godt kunne slå mig. Vi brydes lidt. Leffe falder uheldigt ind i brombærrene.
– Av for satan, bander han, og jeg trækker ham op igen.
– Av, av, bliver han ved.
– Måske sidder der torne i din ryg, nu skal jeg …
– Nej, siger han og trækker sig lidt.
– Jo, for helvede, du kan da ikke …

Jeg hiver skjorten op af bukserne på ham. Hans ryg er fuld af sår og lange strimer.
– Hvad fanden er det?
– Ah, ikke noget.
– Jo, hvad er det, Leffe? Det er da ikke herfra.

Jeg stirrer på huden. Det ligner en pløjemark. Sår på sår.
Han vrider sig.
– Min mor slår mig somme tider.
– Hvad?
– Hvis jeg har glemt at købe ind, eller du ved …
– Så får du tæsk?
– Jep.
– Der er ingen torne i hvert fald. Hold da op, Leffe. Jeg vidste ikke, at …
– Nej. Men du må ikke sige det til nogen. Lover du mig det?
– Jaa. Hun må sgu slet ikke slå dig. Det er forbudt i følge loven.
– Nå. Det ved du?
– Ja, ja. Preben har også slået mig. En enkelt gang. Næste gang melder jeg ham sgu.

Leffe trækker på skulderen, og vi trasker videre. Han standser og tager min arm:
– Du er lidt ked af ikke at have en far, ikke?
– Hold nu kæft, for helvede, Leffe.
– Du har bare en Preben, lyder det fra Leffe.

Min sko rammer en sten på fortovet.
– Du, Leffe, hvad er du mest ked af?
– Ked af? Hv … hvad mener du?
– Det jeg siger. Hvad er du mest ked af?

Nu slipper han armen.
– Øh, altså helt ærligt, at jeg bor i Danmark. Ved du hvad? Jeg er sort og kommer fra Sierra Leone. Jeg er flygtet sammen med min mor til Danmark, fordi nogen var efter os. Tror du ikke, jeg allerhelst ville bo der?
– Jooo, måske, selv om jeg jo synes, at Danmark må være skønnere at bo i, fordi vi har det meget bedre her, hvor vi har internet og smartphones og …
– … Har vi det nu også bedre her? Har du ikke lige snakket om, at du savner en far? Er det så ikke lige meget, hvor man bor?

Jeg nikker. Vil ikke sige Leffe imod. Han skutter sig. Trækker skuldrene helt op til ørerne:
Jeg nikker og holder kæft. Bare han ikke siger mere. Jeg kan godt se, at han har blanke øjne.
Vi er nået til blokken, hvor han bor, og står lidt.
Jeg klapper ham let på skulderen:
– Vi to holder sammen, ik´?

Han nikker og vender sig og går ind.05

Jeg trykker El-værkets nummer ind på mobilen.
– Hallo, det er Ludvig. Det er mig, der er skyld i, at min mor ikke var på arbejde i går.

Damen i røret trækker vejret ret tydeligt.
– Et øjeblik. Jeg stiller lige om.

Jeg sidder og tapper med den ene hånd på bordpladen. Skal altså huske det der …
– Erwin Andersen.
– Jeg er Ludvig, og det er min mor, der blev fyret i går. Mette. Jeg vil bare sige, at det er min skyld. Jeg mente, at hun skulle komme til det der forældremøde. Jeg vidste ikke, at …
– Øjeblik, øjeblik, unge mand. Nå, så du er søn? Hvor gammel er du?
– 14, snart 15.

Manden holder en pause.
– Hallo, siger jeg. Jeg er bange for, at han bare har lagt på.

– Du lyder som en vaks ung mand, men nu skal du høre. Det er ikke din skyld, at din mor er blevet fyret. Forældremødet i går er slet ikke grunden til det. Jeg kan naturligvis ikke udtale mig nærmere, men det er ikke din skyld. Hun måtte gerne gå til det forældremøde. Selv om hun altid har vagt onsdag aften. Sådan er vi altså heller ikke, Ludvig.
– Ja, men … hvad …
– Jeg kan som sagt ikke fortælle dig mere end det, jeg allerede har sagt. At det ikke er din skyld. Jeg synes, du skal snakke med din mor. Hun har fået flere breve fra os og nu i går det sidste brev med opsigelsen. Måske vil hun lade dig læse dem.
– Mnnn.
– Nå, men jeg må løbe nu. Farvel, min dreng.
– Ja. Tak. Farvel.

Vi står og tjatter lidt til en bold. Leffe er anderledes, kan jeg mærke. Og så kommer det:
– Var der noget galt med din mor? Der – til forældremødet?
– Har du hørt noget eller?
– Ja. De siger, at din mor var fuld.

Jeg nøjes med at nikke. Ingen grund til at benægte det.
– Det er sgu synd for dig. De røvhuller, du har til klassekammerater, er bare så skide hellige.
– Har du også hørt det?
– Ja, ja. Nogen af dem snakker også med nogen i min klasse. De har fortalt om, at din mor faldt i klassen. At hun råbte og skabte sig og næsten brækkede sig, da hun gik …
– Det er eddermugme løgn. Pis!

Han står lidt.
– Vi gider ikke rigtigt i dag, vel?

Jeg ryster på hovedet. Nej, jeg gider ingenting i dag.
– Måske i morgen …
– Ja. Øh, Ludde, det er noget lort med din mor, ikke?
– Jo. Gu er det noget lort.
– Er hun, æh fuld, hver dag?
– Næsten.

Leffe holder pause.
– Hvis jeg kan hjælpe på nogen måde …
– Det tror jeg ikke. Men det er godt nok at snakke med nogen om det.
– Har du ikke …
– Nej.

Jeg slukker og tænder for iPaden. Går på Facebook. Der har Møf nu sat et billede af en snapseflaske på og skriver: Er der nogen, der savner denne flaske? Fundet på skolen. Og lige nedenunder i samme tråd. Det vælter med sjove indlæg fra de andre i klassen. Alle drejer det sig om at drikke snaps.
Lidt længere nede lagde jeg en tråd om fodbold. Der er nogen, der har kommenteret. Nå, det er også …
Den ene efter den anden har skrevet om snaps. Mit ansigt bliver lyserødt, og jeg trækker vejret anderledes. Samtidig er jeg begyndt at svede, hvad jeg normalt aldrig gør. Jeg har svært ved at læse alle mine tråde. De er fyldt med sjove kommentarer.

Jeg går op i øverste højre hjørne. Hvordan er det nu, man gør? Man kan blokere en person, men der er alt for mange. Desuden kan de bare skrive sammen uden om mig.
Man kan deaktivere sin konto. Det gør jeg med det samme.

Jeg sparker til bordbenet og banker næven ned i pladen. For helvede. Er Facebook lavet af Møf og de andre?
06

Solen skinner. Nogle af pigerne studerer deres mobiler. Andre sidder bare og snakker. Der midt i det hele står Lene Sofie. Lige nu ser jeg også på hende på mobilen. Flakser mellem billedet af Lene Sofie og Lene Sofie for real. De har heldigvis ikke noget med Facebook at gøre.

Når jeg lægger mig i seng om aftenen, tænder jeg mobilens fotoapp. Ser billederne af hende. Når mobilen vækker mig om morgenen, ser jeg efter, om det er hende, der ringer. Måske siger hun:
– Hej, knuser! Nå, din dejlige steg, har du drømt om mig igen?

Og jeg vil svare:
– Om jeg har?? Jeg har ikke lukket et øje hele natten for bare drømme.

Inden jeg står op, kan jeg godt finde på igen at se alle billederne af hende – som i morges. Jeg kan føre mine læber ned på skærmen og ramme hendes. Og hun gør ikke modstand.
– Jeg har lige fået ny mobil, siger Leffe.
– Jeg fik denne til min konfirmation. Den er god nok. Jeg har jo også min iPad.
– Ja, du er heldig.

Jeg viser ham et billede.
– Kan du se, hvor det er taget?
– Øh, det ligner Lene Sofie. Du er sgu for vild med hende.
– Hold kæft, mand. Det er fra købmandsvinduet. Du ved. Fotostaten. Det er hendes far, der har lavet den i 1:1!
– Nå, for den, er det hende? Er du sikker? Nu synes jeg lige pludselig, at …
– Han prøver nok at være med på det sidste nye.
– Foreløbig er han vist rykket i fængsel.

– Hov, siger ham Ronson fra 9.

Åh, ikke igen. Han støder ind i mig.
– Du har måske svært ved at se mig, spørger jeg. Jeg gnider min ømme skulder.
– En ting er, at du irriterer mig helt vildt, noget helt andet er, hvis du begynder at blive fræk, truer han med ansigtet helt ned til mig.
Han tager fat i mit ene øre og drejer det rundt.
– Avvv, for helvede …
Jeg tager mig til øret med den hånd, min mobil er i. Møf og Mek går forbi og standser ikke. De ser den anden vej.

Ronson hugger pludselig min mobil ud af hånden og løber.
Hvad? Han løber over mod halvtaget, mens han kigger på den. Jeg løber derover med den ene hånd på øret, slipper og tager fat i ham:
– Giv mig min mobil! Det kan du sgu ikke tillade dig …
– Ha, ha. Er det ikke Lene Sofie? Går du og fotograferer hende, ha, ha. For fanden, mand. Ved hun godt det?

Jeg bliver rødere end rød i hovedet og vrister mobilen fra ham. Han forsøger at holde mig. Gårdvagten nærmer sig. Jeg rykker mig fri. Vender mig om med mobilen i hånden og løber væk og gemmer mig inde på toilettet.
For fanden! Hvorfor skulle jeg også lige der glo på mobilen? Nu kunne det have været forskellen på at være glad og det modsatte.
07

Dagen i dag er ellers som den i går. Her næsten en uge efter forældreaftenen har jeg opdaget noget. Dem fra klassen snakker endnu mindre til mig nu end før. Det, de siger, er bullshit.

Forleden morgen kom jeg ind i klassen og sagde god morgen til Mathilde. Hun svarede ikke, men slog en skid. Hun havde nok ondt i maven.
Efter det store frikvarter opdagede jeg, at den ene halvdel af mit bord var tømt.
Møf var flyttet ned til Mek. Hans sidekammerat, Matias, var flyttet op til Mads, der ellers sidder alene. De fire holder sammen. Nu sidder de også sammen. Det er faktisk udmærket. Jeg synes, hvis man har noget sammen med andre, gælder det om at udnytte det. Nu har jeg også noget bedre plads til mine ting.

Jeg opdagede, at Mathilde drillede Mads og tjattede til ham. Selv om han har tykke læber. Det er Mathilde selv, der har sagt det. Føj, nogle negerlæber han har, sagde hun engang, mens hun vred ansigtet helt af led. Kort efter fik hun mig til at bære sin store, sorte lædertaske ned i cykelskuret, antagelig fordi jeg ikke har negerlæber.
På den måde blev Mathilde og jeg fine venner. Senere bad hun mig hjælpe sig med en stil. Jeg skrev det meste af den, og det var hun glad for.
Så glad, at jeg fik lov til en gang mere at bære hendes taske.

Det var dengang.
Ingen taler til mig nu. Ikke sådan direkte. Så får jeg heldigvis ro og fred til at svare på lærerens spørgsmål.
Jeg er dog forsigtig med at række fingeren op. Nogen er begyndt at sige lyde med munden, når jeg gør det.
– Kluk, kluk, kluk …

Ikke særligt højt; Susanne og de andre lærere hører ikke en skid.
Men det gør jeg.
I forvejen rækker jeg ikke fingeren ret meget op undtagen i matematik. Men nu havde jeg lige bestemt mig for at gøre det noget oftere i dansk og de andre fag. Det var før forældremødet.

I sidste time skulle vi have historie. Jeg stak hånden ned i tasken efter bogen og fik våde fingre. Samtidig begyndte nogen at fnise. Rød i hovedet kunne jeg lugte det.
En eller anden havde hældt øl i min skoletaske. Lugten var ikke til at tage fejl af. Det var nok kun for sjov, for de havde da taget min iPad op først og lagt den på bordet.
– Ha, ha, grinede jeg lidt.

Jeg fik den tømt for bøger, efter at de andre var gået. Så gik jeg ud på gangen til en af vandkummerne og skyllede den godt igennem. Ud ad det ene vindue kunne jeg se Mads nede i cykelskuret med en stor, sort læderskoletaske i hånden. Med sine mega grimme og fucking tykke negerlæber. Ved siden af stod Mathilde og grinede og pjattede med veninderne. Så stak hun ham sin cykelpumpe.
Venner kommer og går. Mathilde består.08

Mor kommer sent hjem. Hendes trin op ad trappen er langsomme og med pauser. Så er den gal igen.
Jeg går ud i gangen.
– Hej, mor!
– Åh, jeg er træt. Flyt dig. Det skal blive godt at ligge lidt ned.

Hun vakler ind i stuen og smider sig med et ordentligt brag i lænestolen.
– Find selv noget mad, ikke?

Hos os hedder det ikke fast-food, men find-food.
Hendes stemme er sløret, og hun har problemer med at udtale ordene. Jeg snerper munden sammen:
– Hvad med dig? Du har fået, kan jeg se.
– Åh, hold nu op, Ludvig. Lad mig være.
– Mor, jeg bliver nervøs, når du drikker dig fuld. Det er ikke sjovt at være sammen …
– Ja, men for helvede. Jeg drikker da ikke …
– Jo, det gør du …
– … mere end andre mennesker, hvor har du det fra? Jeg er sgu snart træt af at …
– Ja, men det kan jeg se. Jeg kan også lugte det. Jeg bliver bare lidt ked af det. Jeg tror også, jeg ved, hvorfor du blev fyret.
– Hvad tror du?

Hun sætter sig op og råber:
– Hvad ved du? Snotfinke. Bland dig udenom. Du er sgu kun et barn, er du med? Bland dig udenom. Jeg gider ikke høre på dig.
– Ja, men hvorfor mor? Hvorfor skal du være så vildt fuld hele tiden? Har du et eller andet? Er det mig?
– Hold så op, vræleunge. Er du med? Gu er der ej noget, der plager mig. Det er sidste gang, jeg siger det. Hvis du siger mere, snakker jeg bare ikke til dig. Desuden er jeg voksen, og derfor må jeg selv bestemme.
– Jeg er jo også her.
– Du får vel det, du skal have, gør du ikke? Eller vil du klage til kommunen over mig? Ha, ha. Det er sgu godt gjort. Ens halvstore hvalp står der og spiller klog. Jeg har da aldrig kendt magen.

Mor griner for sig selv, og jeg går ind på mit værelse.
Jeg lukker døren stille i og sætter mig ved bordet. Vinden presser regnen ind mod vinduet. Dråberne løber ned. Nederst samler de mange små dråber sig til en bæk. Den løber videre ned i tagrenden. Bækken bliver til Skjern Å derhenad. I nedløbsrøret er den blevet til fjord. Det pisser ud helt nede ved jorden og danner en mægtig sø, for der er ikke noget afløb ned i jorden.
Nogle gange er det hyggeligt at sidde og lytte til regn. Jeg sagde nogle gange.

Vi har igen stil for. Både Mathilde og Møf bad mig for længe siden om at hjælpe dem med deres. Jeg har nu ikke hørt fra dem siden forældremødet. Så de har nok ikke brug for min hjælp alligevel.
Jeg tager langsomt tøjet af. Inde i spejlet står en mager dreng uden muskler. Det er ikke noget nyt. Det forbandede hår! Hvorfor er jeg ikke stærk som Samson? Hvorfor ligner jeg ikke Olav? Hvorfor skal der være så stor forskel? Mads er næsten 15 cemtimeter højere end mig. Hvorfor det? Man har jo ikke en chance.
– Jeg synes, det er noget lort, morfar.
– Sådan kan det godt se ud, ja. Hvad gør du så ved det?
– Ved ikke. Hvis bare mor havde en mand, der kunne …
– Det har hun ikke. Hun har faktisk kun dig.
– Hvad gør jeg?
– Du skal nok tænke på jer begge to. Hvis du synes, hun drikker for meget, hvem kan så hjælpe? Hvis du synes, du er for mullersvag, hvad kan du så selv gøre? Har du tænkt over det?

I sengen læser jeg i et åndssvagt ugeblad. Der står noget om motionens betydning ikke bare for helbredet, men også for selvtilliden. Sådan noget lort. Om jeg dyrker sport eller ej, kan vel komme ud på et.
Da købmand Erik åbnede sit fitnesscenter lige ved siden af butikken, spurgte Leffe mig, om vi skulle prøve at gå derind og træne lidt.
Jeg vrængede et grin ud.
– Er du vimmer, mand. Hold kæft at sidde der og hive i en stang!

Jeg falder i søvn og drømmer. Midt i en træningssal viser jeg de andre, hvordan de skal få store muller. Jeg taler højt og tydeligt og smiler indimellem. På tredje række sidder Møf, Mek og Matias med åben mund. De har meget tynde arme. Uhyggeligt tynde arme. Foran dem sidder store Mads og Ronald Ronson, hvis hænder sidder på nogle tynde tråde op til skulderen. Og allerforrest sidder Lene Sofie og smiler så sødt til mig. Jeg går ned og skal lige til at kysse hende, da jeg bliver usynlig. Hun kigger forvirret efter mig. Hver gang jeg skal kysse hende, forsvinder jeg. Det er eddermame irriterende. Vækkeuret kimer.
Lorte vækkeur. Jeg slukker det og sidder lidt på sengekanten.
– Hæ, hæ.
09

– Hvad så, mor. Hvad vil du så?
– Jeg bliver måske tilbudt noget kontorarbejde.
– På El-værket?
– Ja, måske. Fordi jeg har været der før. Direktøren har ringet og sagt, at der muligvis blev en halvtidsstilling. Han mener ikke, jeg kan klare mere. Lige nu.
– Det er da fint, hvis de vil tage dig tilbage.
– Ja, det kan man sige.
– Du har vel fået noget skriftligt derfra, ikke?
– Åh, Ludvig, du er sgu så klog, er du.
– Må jeg ikke se, hvad de skriver?
– Nej. Det er ikke for børn.

Hun ligger på sofaen og blader i et ugeblad.
– Åh, Ludvig, behøver vi at få stor aftensmad i aften?
– Nej. Skal jeg hente en pizza?
– Det ville være dejligt.

Det gør jeg gerne. Dels er det ikke svært, dels ser mor ud til at have det nogenlunde. Det kunne godt gå hen og blive en god fredag aften.
Jeg vil gøre, hvad jeg kan. Slår et smut forbi købmanden.

Men først har jeg noget for. Jeg skifter hurtigt til mit sportstøj og stikker ud. Et øjeblik overvejer jeg i værkstedsdøren, om jeg skal tage en tur på kondicyklen. Men trækker på skulderen og vender om. Alligevel standser jeg og går ind igen. Hvis det, morfar siger, virker, er det op på cyklen. Mullersvag. Det var det ord, han brugte.
Det er jeg ret sikker på. Derfor tager jeg lige fem minutter og stiger af og løber svedende ned til krydset.
Så kan jeg ikke mere. Mine lunger går som blæsebælge. Jeg stønner og må spytte hele tiden. Når jeg ser tilbage på vores hus, ligger det jo lige der. Er der 100 meter derop?
Jeg må gå tilbage. Oppe på værelset lægger jeg mig på maven. Prøver at løfte og holde kroppen som en planke med strakte arme og tæerne i gulvet. Arme bøj, arme stræk. Puh ha, det er hårdt. Jeg kan vist tage en til. Næh, knap nok.

Uden muskler går det ikke. Men de skulle jo vokse, stod der i artiklen. Jeg skal bare træne. Får man store muskler af at cykle på en kondicykel? Det gør man vel nok ikke. Næh, der skal løftes vægte, skal der. Eller trækkes og bøjes og svedes.
Skuldrene hænger nedad ligesom munden.
Det nytter vist ikke noget.
Dem, der træner, har jo i forvejen store muller; det ser man tydeligt. De skal ikke bilde mig ind, at de var små, tynde tændstikmænd, da de begyndte. Og det var sgu nok ikke på en kondicykel fra 1864.

Jeg hører ustandselig for mig Jannick gjalde gennem gymnastiksalen: Brug jeres muller, så de ikke visseluller!
Principielt kan han jo have ret. Magnussen har også sagt i biologi, at de muskler, man ikke bruger, går til grunde.
Jeg tager et bad, hvad jeg har trængt til hele dagen. Går ned til købmanden.
Åse står ved kassen og hviler med begge hænder og øverste del af kitlen på disken.
– Nå, Ludvig, hvad kunne du tænke dig?

Jeg skæver lidt i retning af privaten. Det kunne jo være, at …
– Øh, jeg vil gerne have tre roser til min mor.
– Nej, det er sødt af dig. Hun kunne godt trænge til lidt omsorg efter den fyring.
– Omsorg? Øh. Ja, de der mørkerøde.
Åse pakker de tre ind lige så pænt, og jeg kigger på hende. Hun lægger nogle våde servietter om rosernes rødder og binder til med høstbindegarn. Hendes lyseblå kittel buler ud foran. Der sker ret meget der indenunder, når hun slynger snoren om blomsterne. Hun ville garanteret synes, at jeg er en mærkelig en, hvis hun kunne læse mine tanker. Hvis hun kunne se, hvad jeg kigger efter.

Jeg betaler for de tre roser. En til mor, en til mig og en til min far, hvem det så end bliver, i hvert fald ikke Ukrudts-Preben. Kigger konstant hen mod døren op til privaten. Der er helt stille deroppe. Ja. Hm. Den tredje rose kunne godt være i spil, hvis …
– Øh, hvad koster det der øh fitness?

Åse nævner et beløb og smiler.
– Nå, så meget? … Men tak.
Jeg famler hånden ind i indkøbsposens stropper.
– Ved du hvad?

Hun bøjer sig fremover og tager mig i armen:
– Du skal få de første tre måneder gratis. Fordi du er en god dreng.
– Tak, mumler drengen overrasket. Åse skriver hurtigt kortet ud og giver mig, mens hun tager hånden over på min kind. Hvad?
– Tak, siger jeg igen.

Jeg får fat i pizzaen og går hjem. En knallert kommer drønende om hjørnet og er nær ved at ramme mig. Nå, det er ham Ronson igen. Da han passerer mig, råber han et eller andet, jeg ikke kan forstå.
Hvad værre er; han har slået blomsterbuketten ud af hånden på mig, og nu ligger den på gaden. Samtidig tabte jeg pizzaen, men den er frossen, så …
Jeg bøjer mig ned og samler buketten op og prøver at reparere på den. Synes, det lykkes pænt. Derefter tager jeg pizzaen, der er brækket lige over. Men det gør ikke så meget.
– Skulle jeg have smidt en sten efter ham, morfar?
– Der kunne komme et tidspunkt, hvor du blev nødt til at reagere.
– Hvorfor er han efter mig?
– Godt spørgsmål, Ludvig.

Hjemme er der fred og ro. Jeg får pizzastykkerne over på et fad. Det ser OK ud. Der er ikke sket noget med smagen.
Blomsterne har stadig den fine cellofan om sig, selv om den er blevet noget krøllet. Jeg kan jo lige så godt gå ind og …
– Mor, her er …
Men mor er gået i seng. Hun ligger og sover med dybe åndedrag inde i soveværelset. Jeg tror ikke, hun skal vækkes.
Jeg gumler pizzaen i mig, mens jeg spiller et spil. Man skal have lynhurtige reaktioner. Muskler giver det nok ikke så mange af. Jeg tænker på Ronson og knytter næverne.
Jeg har også den største lyst til at gå på Facebook, men den går ikke. Jeg må have fat i Leffe i morgen og se med, når han gør det. Det kunne være sjovt at skrive noget om Ronson. Trods alt tilfreds med tilværelsen so far lægger jeg mig til at sove, og denne gang sover jeg skide godt.
10

Næste dag kører en god melodi oppe i min hjernes musikbibliotek. Faktisk kører den flere steder.
Jeg fløjter på vej hjem fra skole, og Leffe kigger på mig:
– Nå, humøret er nok bedre i dag, hvad?
– Ja, for pokker, Leffe. Jeg har fået en skide god ide. Har du ikke lyst til at træne i Fitness sammen med mig?
– Det var vel mig, der spurgte dig for længe siden? Er det din ide?
– Ja, nu har jeg fundet ud af, at det måske ikke er så tosset. Vi kunne sammen …
– OK. Jeg vil da gerne, for det bliver aldrig rigtigt til noget, når man skal træne alene. Det er rart at være to om det.

Vi aftaler nærmere; hjemme står Daniel i forældrenes dør og vinker til mig.
– Hej, Ludvig, har du lyst til at besøge mig nede i min nye lejlighed?
– Jeg synes jo nok, at det er længe siden, jeg har set dig her.
– Ja, jeg fik lov af mor at flytte ind i en lejlighed helt for mig selv. Nede på Solsikkevej.
– Aha. Jo, tak, gerne. Jeg skal lige op med maden og hugge en taske i mig.

Daniel griner ikke. Måske hørte han det ikke.
– Moar? råber jeg deroppe. Jeg går gennem lejligheden. Hun er der ikke. Nu, jeg alligevel er i gang, kan jeg lige så godt hurtigt lede lejligheden igennem. Men finder intet. Hvor gemmer hun flaskerne?
Endelig er der gevinst. Oppe allerøverst står en flaske snaps, der er halvfuld. Jeg hælder halvdelen ud. Jeg tør aldrig smide mere væk. Tilsvarende mængde vand ned i flasken. Så sætter jeg den på plads igen og lader vandet fra hanen løbe lidt i vasken. Det lugter grimt. Føj for fanden. At nogen kan finde på at drikke det stads. Jeg slikker på en finger, der er blevet ramt at et par dråber. Det smager af vådt ild og brænder mund og hals op. Jeg stikker hovedet ind under den kolde hane og skyller halsrøret.

Daniel kører scooteren, og jeg hopper af ude foran hans lejlighed. Han er vist glad for den. Han lader, som om han har svært ved at finde sin nøgle. Bare fordi jeg ikke lige har sådan et nøglebundt. Vores nøgle ligger altid under måtten. En tyv ville aldrig lede der, siger mor, for det er så oplagt.
– Jeg skal over til Leffe i overmorgen, og så skal vi drikke øl, siger jeg for dog at sige noget.

Daniel er tavs. Så løfter han hovedet:
– Skal I også sove sammen?
– Øh, måske.

Det har jeg ikke tænkt på.
– Det lyder da hyggeligt.

Daniel ser ked ud af det.
– Er der noget, Daniel?
– Næh.

Han ryster langsomt på hovedet, men kigger nedad hele tiden, mens jeg kigger op på ham.
– Jo, der er. Det kan jeg se på dig.
– Det er bare, fordi somme tider, ikke? Så savner jeg en ven som dig.
– Ven?
– Ja, du er min ven, Ludde. Den bedste, jeg har.
– Du snakker da altid om ham Lars?
– Ja, det er noget andet. Med dig kan man snakke om alt.
– Øh. Ja. Også med dig.

Han fumler med sine nøgler. De rasler og rasler. Hans øjne ser våde ud.
– Somme tider er der ikke noget ved noget.
– Nej, det kender jeg godt.
– Alt er sort og mørkt.
– Der er ikke noget, der dur.
– Også, hvis man er alene.
– Synes du, du tit er alene?

Han nikker.
– Jeg spurgte Henning fra skolen, om han kunne tænke sig at besøge mig. Men det kunne han ikke.
– Kunne han ikke?

Min mund står lidt åben.
– Nej. Han sagde, at han ikke gad køre så langt.
– Men så er der vel andre, som …
– Nej. Der er kun dig.
– Og Lars.
– Ja, men det er på en anden måde. Du er sådan … jeg mener, vi to kan snakke …

Daniel ser meget ked ud af det nu. Han kan begynde at græde, hvornår det skal være, så jeg skynder mig med et forslag:
– Men hvad siger du til, at jeg besøger dig i morgen aften? Vi kunne få en øl sammen, hvis du synes?
– Ja, det ville jeg gerne.

Han lyser op, retter sig op, og stemmen går op:
– Hold helt kæft, Ludde, i morgen aften! Os to her og en kold bajer.
– Hvad skal vi ellers lave?
– Spille den af …, nej, det var for sjov, Ludde. Jeg tror, der er fodbold i fjernsynet.
– Det lyder godt.

Jeg forlader en glad Daniel og spekulerer hele vejen hjem.
11

Hjemme buldrer jeg op ad trappen:
– Nå, mor, har du fundet en mand?

Jeg prøver at være lidt sjov. Hva fanen. Man kan vel lige så godt springe ud i det.
– Begynder du nu igen?
– Jeg har stadigvæk ingen far. Vel? Eller har jeg overset ham?

Jeg begynder at lede under spisebordet og kigger om bag døren til stuen.
– Ja, men Ludvig. Man går jo ikke bare ud og finder en mand på gaden …
– Nej, du skal være om dig. Du skal måske gøre dig lækker og gå i byen …
– Hold nu op, Ludvig.
– Ja, men mor. Hvornår har du sidst været i byen?
– Det, det …
– Der ser du. Du kan ikke engang huske hvornår, så længe er det siden.
– Nej. Måske skal vi to ta´ en tur i byen. Du ville have godt af at være lidt småfuld. Du er bare ikke gammel nok til det endnu. Altså til at komme i byen. Men det …

Mor kigger længe på mig og vender sig og går ind i stuen.
Jeg går ind på mit værelse. Kigger lidt ind i væggen. Sådan ender det, når vi snakker om det. Mor har to problemer. Jeg ved ærlig talt ikke, hvilket er det største. Men måske hænger de sammen. Måske skal jeg holde min mund. Har jeg ret til at blande mig? Er det derfor, hun somme tider er irriteret på mig? Hun bliver ved med at snakke om, hvad jeg skal og ikke skal. Med i byen? Det gider jeg ikke.
Aldrig!
Jeg googler noget om alkohol og læser forskelligt. Da jeg klapper skærmen i for at sove, opdager jeg blodsmag i munden. Jeg har siddet og bidt mig i læben.

Der går et par dage. En eftermiddag kommer mor og sætter sig, og vi får en kop kaffe.
– Du må gerne sove hos Leffe i aften. Du skal bare opføre dig ordentligt.
– Er jeg kendt for ikke at gøre det?
– Nej, selvfølgelig ikke. Men prøv for en gangs skyld at drikke lidt øl og bliv en smule fuld. Det tager du ikke skade af, vel, Ludvig?
– Nej, for fanden. Det gør vi ikke i min familie.

Mor sukker.
– Leffes mor slår ham somme tider.
– Slår ham?
– Ja. Han har sår på ryggen. Hun slår med en pind, tror jeg. Eller en stok. Det er virkeligt store sår, han har.
– Det troede jeg ikke om hende. Hun er da …
– Måske er det sådan, de gør i Sierra Leone?
– Måske. Jeg har i hvert fald aldrig slået dig.
– Nej, det har du ikke.

Pludselig får jeg det mærkeligt. Jeg omfavner hende.
– Ja, men Ludvig!
– Du er vildt dejlig som mor, når du er som nu!
– Synes du?

Mor smiler og gynger lidt med mig.
– Drik nu et par øl, Ludvig. Det vil gøre dig godt.

Jeg slipper hende og står lidt.
– Nå, men så går jeg. Vi har aftalt at mødes her om en halv time. Farvel, mor.

Jeg forlader hende og bliver trist. Det går heldigvis over igen.
12

Jeg kommer sent hjem efter festen hos Leffe og lukker mig ind og er skidesøvnig. Vil lige have lidt koldt vand. Der midt på køkkengulvet ligger mor.
– Ja, men mor? Er du syg?

Mor stønner og lukker uforståelige lyde ud, men er ikke til at få vækket. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Hendes arme ligger ud til hver side. De er en slags håndtag, som jeg kan tage fat i og på den måde trække hende ind i stuen. Sveden damper frem på panden på mig. Hjertet gungrer, for hun er tungere, end jeg troede. På dørtrinet er hun lige ved at hænge fast, men jeg løfter benene over det.
Det lykkes mig at få hende trukket helt ind i soveværelset og halvt op i sengen. Benene smider jeg op og over. Resten skubber jeg så langt ind, at hun ikke falder ud igen. Hold op, hvor jeg puster. Så dækker jeg hende til med dynen og sidder lidt.

Jeg holder hendes hånd, men den er helt slap. Hun trækker vejret. Hvis hun var død? Eller hvad, hvis hun dør om lidt?
Der er koldt her. Jeg gaber. Udenfor er der så stille, så stille. Kulden får mig til at ryste. Den lille sengelampe giver ikke meget lys. På sengebordet står det gamle billede af mig som lille.
Dog er der lys nok til, at jeg lige kan ane mors ansigt. Hun ligger på ryggen med hovedet drejet over mod siden.
Havde jeg en far, ville han vide, hvad vi skulle gøre, hvad jeg …
Jeg har selvfølgelig morfar. På en måde. Lige nu kunne jeg godt bruge ham in real life.

Jeg bliver helt frostkold og vågen. Mor kan dø … Det er svært, det her. Skal jeg ringe til lægevagten? Er det så slemt, at en ambulance er nødvendig?
Jeg klapper hende kejtet på kinden:
– Mor, sover du?
Intet svar. Men så bevæger hun sig. Der kommer en lyd fra hende, og jeg skynder mig at slukke lampen. Hun trækker vejret dybt, og jeg rejser mig. Mit hjerte hamrer af sted.
Jeg går ind til blokken på væggen og finder lægevagtens nummer.
En søvnig stemme lyder:
– Lægevagten.
– Ja, det er min mor. Hun lå på køkkengulvet, da jeg …
– Et øjeblik. Må jeg be´ om dit CPR-nummer?

Det får han. Så ber han om adressen. Det får han. Så ber han om mors CPR-nummer. Det får han også, for det kan jeg udenad. Selv nu, hvor jeg stadig kan mærke de øl, jeg har drukket.
– Der kommer en læge om lidt. Du skal være hos din mor, og sørg for lys, og at døren ikke er låst!

Jeg farer rundt og ordner det hele. Smutter ind til mor, der ligger helt stille, men hun trækker stadig vejret, kan jeg høre. Når jeg lægger øret helt ned til hendes ansigt.
Åh, mor.
Jeg skynder mig ud igen og venter henne ved vinduet. Der er ikke en levende sjæl at se. Det er sådan halvmørkt. Lidt lys kommer der fra gadelamperne.
Så lyder der skridt op ad trappen.
Jeg flår døren op for lægen, inden han når at banke på.
– God aften, siger han.

Jeg viser ham vej ind i soveværelset, og han stiller sin taske på gulvet og siger:
– Hvad har vi så her?
Han undersøger hende grundigt, lytter til hjertet og laver forskellige andre ting.
– Jeg bliver nødt til at indlægge din mor, siger han så og griber sin mobil.
– Indlægge?
– Ja, vi må have alkoholen op igen … hallo? Ja, det er …

Jeg går ind til mig selv. Indlægge?

– Er der en voksen, du kan kontakte, kommer han lidt efter ind og spørger mig.
– Øh, måske, der bor nogen her nedenunder.
– Få fat i dem, eller kan du være her alene natten over? Din mor kommer nok hjem i morgen formiddag, vil jeg tro.

Jeg nikker, så håret dasker op og ned.
Så sidder vi der. Lægen stiller mig flere spørgsmål, og jeg besvarer dem alle, men tænker hele tiden på mor.
Efter få minutter hører vi ambulancen. Den kommer nærmere og nærmere. Jeg står parat nede i døren, og efter kort tid kører de med hende. Lægen siger farvel og går.
Jeg står lidt i døren.
– Hvad er der dog sket, spørger Ingrid henne fra hushjørnet og gør mig helt forskrækket.
– Det er min mor, siger jeg.
– Ja, men herregud, Ludvig.

Hun kommer hen til mig og kører hånden op og ned langs min arm.
– Skal vi ikke gå ind, spørger hun og nikker op mod vores lejlighed.
Jeg går foran, og vi havner i stuen. Ingrid har en housecoat på, som hun holder med en hånd foran. Men den går hele tiden op.
Jeg forklarer, mens Ingrid lytter med store øjne. Jeg har også store øjne. Urolige øjne.
– Ja, men dog! Stakkels dreng.

Hun omfavner mig. Efter nogle sekunder trækker jeg mig ud af den favn. Vi kan jo ikke stå der hele natten.
Hun rejser sig og går ned ad trappen.
– Du skal bare komme ned, Ludvig, hvis der bliver noget, altså hvis du bliver bange, eller de ringer fra hospitalet, ikke?

Jeg nikker og siger tak. Men hvorfor skulle de ringe fra hospitalet?

Tandbørstens summen får mit åndedræt til langsomt at gå ned. Jeg lægger tøjet på stolen. Tager min mobil med i seng og ser atter en gang på billederne af Lene Sofie.
Jeg bliver aldrig mæt af at se på hende. Og så har jeg gemt det bedste til sidst. Det er virkelig til sidst, og det er med vilje.

Nogen vil sige, at det er ingenting. Andre vil sige, at jeg er fuld af fantasi eller bare fuld. Men jeg har gået og gemt på det hele dagen. Alt det, jeg har oplevet i dag, har bare været mindre vigtigt, selv det med mor.
Da vi gik op i klassen efter det store frikvarter, så Lene Sofie direkte på mig og smilede. Hun så ikke på Møf, på Leffe, på Matias, på Ronson eller på nogen andre. Hun så ikke op i luften eller ned i jorden. Hun så ikke på sine veninder.
Hun så på MIG og smilede, og en brandalarm i mit bryst gik i gang, og mine knæ blev lavet om til gummi. Hvis der havde været skolelægeundersøgelse, og han havde banket på det med sin gummihammer, ville benet garanteret været røget to gange rundt om sig selv og op i loftet.

Jeg får en urolig nat. Vågner mange gange, somme tider svedig og for varm. Mine drømme forvirrer mig. De er til at blive rundtosset over og drøner forbi som en film, der er gået amok.
Mor og jeg cykler sammen. Det stormer, og aftenen er mørk. Af en eller anden grund skal vi over en smal træbro ud over skumpiskede bølger. Lidt længere henne drejer broen skarpt til højre ind på land igen. Det gælder om at nå derhen, inden stormen bliver så slem, at vi blæses omkuld.
Vi når hen til hjørnet, men det kniber meget med at holde cyklerne lige. Vi slingrer af sted, og pludselig råber mor op. Hun cykler bagerst, og jeg kan intet gøre, da hun skriger, falder af cyklen og forsvinder baglæns med armene spredt ud til begge sider lige ud i det kolde vand.
Bagved står Ingrid og forsøger at holde sammen på kimonoen. Den glider ustandselig fra hinanden og afslører en lang revne, der ligner et skihop med to brede, snehvide baner.
Jeg standser. Uden betænkning springer jeg selv derud. Heldigvis er der ikke dybt, men jeg kan næsten ikke holde hendes ansigt oppe.

Her vågner jeg igen med et lille skrig, sætter mig op og gnider øjnene. Jeg lægger mig til igen.
Tæt ind til mig ligger Lene Sofie med ryggen til. Uden tøj. Min højre hånd glider langsomt fra hendes skulder og ned over kroppen og ind mellem hendes lår. Åh, Ludde, mumler hun, åh, Ludde, kys mig, rør ved mig! Hun spreder lårene.
Nu kan jeg slet ikke falde i søvn.

De sidste gange, jeg har været til fitness, har givet mig så meget. Jeg har nu også givet den gas. Leffe er knap så stædig og har ikke altid mulighed for at komme med. Når han er der, hygger vi os. Jeg mærker, at jeg er et år ældre, for jeg kan løfte lidt tungere, tage lidt flere træk, holde lidt længere ud. Det generer ham ikke.
– Det er fedt at være sammen her. Det er skide hyggeligt, puster han med sine gnistrende sorte øjne.
– Jep, og måske bliver vi stærkere og stærkere!
– Ja, og måske ikke!
– Hold kæft, den aften hos dig!
– Ja, vi hyggede os.
– Men din mor?!? Jeg skal da nok lige love for, at …
– … Hun blev gal i skralden …
– … Og Daniel!
– Ha, ha.

Daniel snorkede så højt, at det var nødvendigt at pøse noget peber ned i hans ansigt. Det var mig, der gjorde det. Så griner vi begge og slår hinanden på ryggen og giver hinanden en fiver. Jeg slår nu ikke ret hårdt på hans ryg.

Jeg står oftere og oftere foran spejlet. Jeg synes faktisk, at mine muskler bliver større for hver gang. Jeg har fundet ud af at betjene boksebolden. Selv om jeg bliver træt i armene, kan jeg holde noget længere efterhånden.
Det passer nok slet ikke. Det med at mine muskler skulle være blevet større. Det er altså svært at se. Men det, at jeg tror det, er også noget.
Jeg har vænnet mig til at gå ind til mor, hver gang jeg skal ned at træne. Bare for en sikkerheds skyld.
– Så løber jeg, mor!
– Det er godt, min dreng.

Hun var lidt træt og sagde ikke så meget, da hun kom hjem fra hospitalet. Hun sov stort set hele dagen og var meget stille om aftenen. Jeg prøvede flere gange at snakke om det, men det var hun ikke meget for.

Jeg lægger vægtstængerne på plads og rejser mig for at løbe hjem.

– Hej, Ludde!
– Hej!

Lene Sofie står, som om hun har ventet på mig. Og selvfølgelig bliver jeg straks rød i hovedet. Ingen anden i klassen bliver så rød i hovedet som mig. Måske ikke nogen i hele Sønderjylland. Jeg er den sidste Mohikaner. Det viste sig, at han rejste til Danmark. Blev en lille, slap dreng.
– Nå, er du nede og træne?
– Mnnn.

Jeg nikker. Det er altid noget, at hun bruger ordet træne.
Jeg står og fumler med min taske. Sveder over det hele. Måske lugter jeg også. Det er ikke det bedste tidspunkt, det her. Tilmed. Nu kommer det. Det med billederne.
– Det, synes jeg, er godt, Ludde! Så får du store muller!

Hun lader sin hånd røre let ved min våde overarm. Samtidig smiler hun. Viser en række hvide tænder, og jeg besvimer ikke.
– Du skal ikke tænke på det med billederne af mig. Dem, du har taget. Det er bare ham Ronald, der er forstyrret i hovedet.
– Nååå, dem. Ja, jeg tager jo mange billeder. Du er da også med og …
– Ja, det er godt med dig, Ludde, griner hun og slår mig let på armen.

Så går hun. Lene Sofie vinker til mig. Lene Sofie smiler til mig. Lene Sofie rørte ved mig. To gange.

Jeg fløjter fucking højt og helt op i himlen, mens jeg går hjemad.

Jeg kommer hjem fra skole. Mor ser frisk ud. Men det har nu før snydt mig.
– Hvordan gik det så?
– Med skolen?
– Ja. Hvad ellers?
– Godt.

Hun sidder længe og kigger på mig.
– Hvorfor er du så våd i håret? Og på din skjorte, nej, sig mig, den er jo helt revet i stykker?

Jeg vil ikke fortælle hende, at Mek, Møf, Matias og Mads har slået mig, holdt mig nede i grøften, hvor der var vand, og nærmest forsøgt at drukne mig, selv om det kun var for sjov.
– Nå, vi legede lidt. Jeg er ked af det med skjorten …
– Du løber også efterhånden ret meget, har jeg lagt mærke til.
– Nåå.
– Hvordan går det med kondicyklen og fitness-træningen?
– Godt. Se bare her:

Jeg smøger ærmerne op og bøjer armen.
– Uha, jeg bliver helt bange.
– Men det er ikke fra kondicyklen. Jeg er da megaglad for den alligevel, mor. For den giver gode lunger, så jeg ikke bliver så forpustet længere, når jeg løber.

Mor nikker. Jeg er lige ved at fortælle hende om mine planer med de store muller, men et eller andet får mig til at lade være. Hun vil ikke tro på det alligevel. Hun skal heller ikke vide, hvordan jeg har det med de fire M´er. Derimod er der andre, jeg kunne fortælle lidt om.
– Jeg snakkede også med Lene Sofie.
– Ja?
– I går aftes. Efter fitness. Nå, jeg går ind og rydder op.
– Rydder op? På dit værelse?
– Ja. Du ser helt forkert ud …
– Det ligner ikke dig at rydde op, Ludvig. Er der noget galt?
– Nå, nå. Skal jeg blive fornærmet?
– Nej. Er der en særlig grund til, at du rydder op sådan en ganske almindelig tirsdag?
– Ja.
– Må jeg ikke få det at vide?
– Nej. Det kan du måske se en af de kommende dage.
– Hvad, Ludvig? Nu bliver jeg da for alvor nysgerrig.
– Åh, det er ikke noget særligt. Men Lene Sofie kommer måske og besøger mig. Altså, vi er bare gode venner, ikke …

Jeg går i gang med oprydningen på værelset. Hold kæft, det trænger. Under sengen finder jeg ikke bare et par, men hele to par sure sokker. Hvis Lene Sofie så dem …
Døren går op, og mor står der.
– Ludvig, æh, jeg …
– Ja?
– Sæt dig lige.

Hun nikker over mod sengen og tager selv plads i stolen overfor.
– Ludvig, din far er slet ikke død.
– Hvad? Ikke død? Vil det sige, at …
– Ja, at han går derude et sted.
– Men, men, men, jeg forstår ikke …

Jeg er fucking forvirret. Med stort F. Mor lyder, som om hun har løbet.
– Nej, det forstår jeg godt. Hør her. Købmand Erik er din far!
– Hvad? Ja, men for helvede … købmand Erik? Min far? Så er Lene Sofie …
– Din halvsøster, ja. Derfor er det en dårlig idé at blive kæreste med hende. Jeg kan jo godt se, du har en vis interesse …

Hun peger på mine mange fotos af Lene Sofie, der hænger rundt omkring.
Jeg kan ikke sige noget. Sidder bare med begge hænder under hovedet og stirrer ned i gulvet.
– Jeg var jo meget ung dengang og festede løs og ja, så skete det bare, og jeg var fuld og …
– Ved han det?
– Nej.

Hun siger det meget lavt og nikker samtidig en hel del gange.
– Jeg var så fuld den aften. Altså. Det er noget lort. Så derfor har jeg aldrig turdet sige det til dig.

Jeg stirrer bare på hende. Hun ser lille ud, som hun sidder der. Sådan en helt lille pige. Der har gjort noget fucking galt.
Hun vrider hænder i et væk.
Mine øjne er slørede. Jeg forstår ikke en skid. Kan man være forelsket i sin egen halvsøster? 16

For anden gang i dag rydder jeg op på mit værelse. Jeg troede, at alt var i skønneste orden, indtil solens stråler viste mig noget spindelvæv. Det går ikke. På den anden side ved jeg ikke, hvorfor jeg rydder op. Formålet er væk.
Preben er kommet. Det var lige det, der manglede.
Nå, måske er han god nok.
Jeg går helt i stå og sætter mig ved skrivebordet. Sidder med hånden under kind. Jeg sidder med mobilen og glor på min halvsøster. Synes faktisk overhovedet ikke, at vi ligner hinanden.
Jeg tørrer skærmen af, den er blevet fugtig.

Inde i stuen lyder der høje stemmer. Jeg lytter. Preben råber op, og det gør mor også. “… skide snaps …” og “… kommer bare her og …” og “… drikker dig selv ihjel …”.
Jeg går ud i gangen.
Der lyder noget spektakel derinde. Derefter et højt brag, som om noget tabes på gulvet. Jeg åbner døren.

Preben står og har fat i mor. På gulvet foran dem ligger en blomstervase i tusind stykker, jord og planter er smidt ud over det hele, og mor råber:
– Jeg gider dig ikke! Fat det dog.
– Du er sgu så led. Du sidder bare der og kommer fanneme aldrig videre. Tror du, jeg vil have sådan en spritter?

Jeg tager et skridt hen mod dem.
– Og du, Ludvig, du smutter bare igen, ikke? Det her angår ikke dig.
– Det er min mor, og du er ikke min far.
– Hvad fanden? Skal du være fræk?

Han slipper mor og farer over mig. Mor hiver ham i håret og skriger op. Så slår han mig i hovedet, rammer over mit øje og prøver at få mors hånd væk. Jeg sparker ud efter ham. Rammer ham i maven. Han bukker sig forover. Mor skubber ham ud af døren:
– Skrid med dig og kom aldrig tilbage. Hører du? Skrid!

Hun skriger det så højt, at de må kunne høre det helt ovre ved frisøren.
Jeg skynder mig at lukke døren og holder fast i den. Blodet siler ned over mit ansigt.
– Ja, men Ludvig, dit øjenbryn? Nu skal jeg …

Preben tumler ned ad trappen og smækker yderdøren efter sig. Pudset falder ned fra væggen. Så er han da væk. Heldigvis.
Jeg trækker vejret hurtigt. Mor finder en våd vaskeklud og dypper mit øje.
Han kommer tilbage! Hans skridt op ad trappen får mig til at tage fat i det askebæger, der står på fod ved siden af sofaen. Jeg løfter det og ser mod døren.
Det banker. Jeg sænker askebægeret. Preben ville aldrig banke på.

Det er Herman.
– Vi hørte nogen skrige, og jeg …
– Åh, dig, Herman, det var godt, siger mor. – Det var ham Preben, men nu er han vist taget af sted …
– Nå, da, men Ludvig, hvordan er det dog, du ser ud?
– Pas på ikke at træde i potteplanten …

Han skræver over svineriet og overtager kluden, mor holder i hånden, og dupper mit øje. Blodet bliver ved med at løbe.
Mor henter opvaskefadet med varmt vand og et viskestykke. Jeg sidder i den blå stol. Falder efterhånden til ro. Mor henter en kost og fejer skår, plante og jord op, mens Herman holder viskestykket mod mit øje. Det lykkes ham at få standset blødningen.
– Det var godt, vi slap af med ham, ikke mor?
– Jo, min dreng. Vi to er et godt team, hvad? Og tak til dig, Herman, for at komme og hjælpe os!
– Det manglede da bare. Kan man ikke hjælpe sin overbo, kan man ikke hjælpe nogen. Nå, men så tror jeg, jeg vil smutte igen.
– Nej, Herman. Nu bliver du til en kop kaffe.

Herman sætter sig i en stol, og mor går ud og laver kaffe. Bagefter sidder vi som en lille familie og hyggesnakker. Herman er selvfølgelig for gammel til at være far, men så bedstefar? Jeg savner lige pludselig også en bedstefar. Det er ikke nok med en morfar, der alligevel ikke er der.
– Har du det godt nok nu, spørger Herman. Jeg ser også på mor.
– Ja, nu er jeg helt rolig. Tak, Herman. Hvor er det altså dejligt, at du …
– Som sagt skal man hjælpe hinanden, når man kan.
– Jeg føler ikke, jeg har hjulpet dig ret meget, Herman.
– Nej, det er der ingen, der kan. Jeg skal hjælpe mig selv, Mette. Så ville jeg også kunne hjælpe dig.
– Mig?
– Ja. Har du ikke også brug for hjælp en gang imellem? Ikke bare sådan som i dag?
– Joooo, det kan godt være.
– Nå. Jeg må hellere komme ned.
– Endnu engang tak, siger mor, rejser sig og omfavner Herman.

De står lidt. Helt tæt sammen. Mor hænger næsten på ham og slipper ham ikke. De vakler lidt, som om de er ved at falde. Hans øjne er lukkede. Hun knuger sig ind til ham. Jeg får store øjne og kigger væk.

Endelig slipper hun ham. Mor vender sig om mod mig og tørrer øjnene.
Herman ser underlig ud i ansigtet og går ned ad trappen og ud.
– Det kunne næsten være morfar, ikke mor?

Hun nikker bare, og øjnene løber igen i vand.
– Jeg er så ked af, at du skal opleve det her, Ludvig. – Det er slet ikke meningen, at børn skal se de voksne slås …
– Nå, men det gjorde jeg altså, mor. Jeg har da før hørt og set Preben være skide gal i roen.
– Ja, han tåler ingenting. Men nu er det slut. Jeg vil ikke se ham mere.
– Det kan jeg godt forstå, mor. For resten, mor …
– Skal vi ikke hygge os med en pizza, Ludvig? Vil du hente den?
– Selvfølgelig, mor. Øh, måske kommer Lene Sofie og besøger mig en aften. Måske allerede i morgen. Men det er nok først efter maden.
– Ellers må hun da gerne spise med. Ja?
– Ja, jeg traf en rigtig flink mand på Lundsbakke, og han hjalp mig med noget. Så gav han mig sit visitkort, for jeg sagde, at han, at jeg godt ville sige tak med lidt mad eller bare en øl eller sådan noget herhjemme …

Mor ser underligt på mig.
– Du er en værre Kirsten Giftekniv, tror jeg.
– Hvad? Hende har jeg ikke hørt om.
17

Næste eftermiddag kommer jeg hjem fra skole. I det fjerne blinker det blåt ud for vores hus.
Jeg sætter farten op og knuger tasken helt ind til kroppen.
Men ambulancen holder uden for Daniels forældres indgang. Der holder også en politibil.
Jeg kigger på afstand nysgerrigt ind ad deres vinduer, men kan intet se.

Mor er ved at lave kaffe.
– Ja, Ludvig, nu trænger jeg altså. Det er Daniels far, der har hængt sig. Ja. Herman. Jeg havde en anelse om det i går, ved ikke hvorfor. Han har tidligere snakket om det.

Mor har større øjne end normalt. Og meget røde.
– Hængt sig?

Jeg forstår det ikke.
– Ja, Ingrid har været her for et øjeblik siden. Hun var helt forstyrret. Hun fandt ham på badeværelset. I et reb i vinduet.

Nu forstår jeg og holder næsten op med at trække vejret. Går hen til vinduet. Dernede ser jeg Daniel komme på sin scooter, og jeg lukker det op:
– Hej Daniel! Øh …
– Hej Ludvig, råber han tilbage og stiller scooteren fra sig. Så bliver han stående og kigger op på mig.
– Vent lige, så kommer jeg ned til dig, råber jeg.
– Nej, vi kan ses om lidt, råber han tilbage.
– Kom her, Ludvig, siger mor. – Tør dine øjne.

Jeg sætter mig over til hende i sofaen. Hun pudser næse:
– Det er forfærdeligt!
– Ja, men, hvorfor gjorde han det?

Hun trækker skuldrene helt op til ørerne.
– Åh, det er nok Ingrid. Hun har i hvert fald ikke støttet ham. Hele historien med smuglerisagen. Jeg ved ikke, om det var forkert at afsløre Erik. Erik burde også have vidst, at der var toldkontrol hele måneden. Men vi får nok aldrig sandheden. Herman var så – ordentlig, så måske skulle der ikke så meget til, før … Der er ikke så mange, der er sådan … Nu har hun helt tydeligt dårlig samvittighed, Ingrid.

Vi sidder tæt sammen.
Det drypper ned på mine bukser.
– Han var så god, som dagen er lang, siger mor.
– Jeg går ind til mig selv.
– Ja, gør du det, min dreng.

På skrivebordet ligger flere ting, jeg skal have ordnet, inden jeg får besøg. Det nytter jo ikke noget, at det hele flyder. Jeg lægger hovedet på armene.
Jeg tørrer øjnene og tømmer min skoletaske og ser, hvad jeg har for til i morgen.
Mobilen siger pling. Det er fra Daniel.
“Kom bar”.
Så går jeg langsomt ned.
Daniel står med hænderne i lommen og ser frem for sig. De to blåblinkbiler er kørt. Jeg nærmer mig.
– Han har hængt sig.

Jeg nikker og ser hele tiden på ham.
– Det er forfærdeligt, siger jeg. Mine øjne bliver igen fugtige:
– Ham vil jeg savne.

Han kigger nedad.
Står og pirker med skoen i gruset. Bliver ved med at tegne den ene cirkel efter den anden. Kan godt forstå ham. Det må være forfærdeligt. Jeg tager ham i armen:
– Det er synd for dig, Daniel.

Så åbner han munden og ser på mig:
– Vorherre tog ham med lasso!

Og smiler.

Jeg går op i vores egen lejlighed. Dørklokken lyder lige efter. Nå. Hvem mon det kan være? Det har været en underlig dag i skolen. Ingen snakker med mig. Kun Leffe.
Leffe og jeg har dog ingen aftale i dag. Jeg går ned ad trappen og lukker op. Uden for står en mørkhåret herre i pænt tøj.
– Hej, Ludvig, hvad så? Giver du en øl?
– Øh. Øh. Hej Klaus. Ja, det gør jeg da.
– Men faktisk har jeg et ærinde først. Jeg ville bare sikre mig, at du var hjemme. Jeg skal besøge nogen her i byen, og det er om …

Han løfter venstre arm og ser på sit ur.
– … nøjagtig tre minutter. Jeg smutter, Ludvig. Det tager kun en halv time.
– Fint.

Jeg venter et øjeblik. Men så går jeg i aktion. Henter støvsugeren, banker puderne i sofaen, rydder op og stiller alting på plads.
Imens nynner jeg …

Så lyder der skridt op ad trappen. Mor.
– Mor, siger jeg næsten før, hun er kommet helt op, – vi får besøg. Ham Klaus, du ved, fra Lundsbakke, ham, jeg har snakket om, han er kommet, fordi jeg skrev til ham, at …
– Ja, ja. Det har du fortalt om. Er kommet. Hvor er han?
– Han skulle besøge nogen og kommer tilbage …

Jeg ser lige på min mobil.
– … her klokken 17. Kan vi invitere ham på noget mad?

Først nu ser jeg, at mor er træt. Hun lugter også og snøvler i sin snak.
– Han er en flink mand, siger jeg, – vi har snakket så godt sammen, og jeg tror, du vil kunne lide ham.

Mor sætter sig i sofaen med et suk.
– Åh, altså Ludvig, du gør det sgu ikke nemmere for mig.

Jeg trækker vejret hurtigt. Hun provokerer mig, men nu gælder det for alt i verden ham Klaus. Jeg har en plan.
– Jeg skal nok hjælpe med maden, lover jeg.
– Ja, ja.

Nyt suk. Hun får sig rejst. Er det nu også er så god en idé?
– Måske kan jeg skrælle kartofler, mens du går på badeværelset.

Hun ser et øjeblik på mig og forsvinder så derud.
Det vil være rigtig dumt, hvis chancen forspildes, fordi hun ikke har smukkeseret sig.
Noget falder på gulvet derindefra. Jeg banker forsigtigt på og åbner døren.
– Åh, helvede, siger mor, der ikke plejer at bande, når hun er ædru, så … – den skide flaske var sæbeglat.

Jeg skynder mig at samle skårene op. Der er en duft af parfume herinde, og jeg henter en lille fejekost og blad for at få resten med. Jeg skærer mig selvfølgelig i hånden, så der pibler noget blod frem.
– Jeg skræller kartofler, ikke?
– Jo, Ludvig, det gør du bare.
Det får jeg gjort med en stump køkkenrulle om hånden, og så er mor også færdig på badeværelset og ser ikke værst ud.
– Du ser godt ud, mor, siger jeg. Og smiler.

Hun er lidt stram om munden:
– Jeg er sur på dig. Har jeg bedt dig om at invitere en fremmed mand?
– Nej, jeg syntes jo bare, også dengang, at når han nu hjalp mig, du ved, mod de der bavianer …
– Ja, du syntes. For fanden.
– Men du ser alligevel godt ud, mor. Prøv nu at være lidt sød, ikke.
– Man må jo hellere gøre et godt indtryk. Nå. Så er der maden. Vil du dække bord?

Ok ja, det gør jeg gerne. Henter en ren dug. Tager de pæne tallerkner og det fine bestik. Finder servietter frem. Trækker en flaske rødvin op med lidt besvær. Sørger for en sodavand til mig selv. Nå, ja, det var jo øl. Så jeg sætter også en øl frem. Rødvinen og de to øller har ligget der længe.
Mor kan ikke lide rødvin. Den er til gæster. Hun kan heller ikke lide øl. Faktisk kan hun kun lide snaps. Hvem der så forstår det.

Jeg har travlt, og det ringer på døren.
– Mor, det er nok ham, lukker du op?

Det gør hun. Hun stavrer lidt besværligt ned ad trappen og åbner.
– God dag, siger Klaus, – Ludvigs mor?
– Mette, siger hun.
– Klaus, svarer han, – undskyld, jeg trænger mig på, men jeg er jo blevet inviteret af din søn, og da jeg alligevel skulle denne vej forbi, tænkte jeg, nå ja, …

Jeg står oppe i køkkenet og hører det hele gennem den åbne dør. Her skal ikke gå noget til spilde.
Så jeg viser ham ind i stuen, og han sætter sig i lænestolen. Jeg spørger, om han vil have den her øl, eller om han har lyst til at spise et stykke mad med og drikke et glas vin.
Det vil han gerne.
– Hvad? spørger jeg lettere forvirret. Han fik jo flere valgmuligheder.
– En øl, tak. Og jeg siger da så mange tak med en bid mad. Selv om jeg synes, det er lidt meget at gøre ud af den smule hjælp.
– Nej, vi skal jo alligevel spise.

Han ser over på det pænt dækkede bord til tre. Og smiler.
Jeg henter hans øl, og han begynder at spørge mig ud om skolen og kammeraterne. Da han hører, jeg går til fitness, bliver han meget interesseret.
– Nej, det lyder spændende. Jeg tror, det er så godt for kroppen. Ja, da også for den her!
Han banker sig selv på hovedet.
– Hvordan er du kommet på den idè?

Inden jeg ser mig om, har jeg plapret ud med stort set alt om mig selv bortset fra, at jeg somme tider snakker med morfar. Er egentlig lidt flov over det. Og resten?
Det er ikke alverden, men han ser på mig hele tiden. Som om det, jeg siger, er verdens største nyheder. Han snakker til mig, som om jeg var verdens vigtigste person. Gåsehuden strammer til: Her er han. Den far, jeg har savnet. Til helvede med Erik.
Jeg ved ikke, om han kan tage 100 armbøjninger. Ølflasken er blevet tom, så drikke, det kan han. Det skal man kunne i vores familie.

Klaus tager plads ved bordet. Mor steger bøfferne færdige. Jeg skænker et glas vin op til ham, og han nipper til glasset.
– Er du glad for skolen, spørger han.
– Noget af det.
– Hvad er det værste?
– Man kan blive drillet.

Det får ham frem på stolen.
– Hvad mener du med det?
– Altså, lærerne har ikke noget imod, at vi laver sjov med hinanden.
– Hvordan?

Jeg sveder lidt.
– For eksempel. For eksempel. At man griner, hvis nogen falder eller ser dum ud i regnvejr eller sådan noget … Eller tager en selfie, der ser skæg ud … Eller øh gør nar.
– Gør nogen nar ad dig?
– Mnnn.

Han sidder lidt og piller ved dugen.
– Sig mig engang, interesserer du dig for sport?
– Ja, æh, fodbold …
– Der løber du meget.
– Ja.
– Husk styrketræning.
– Mnnn?
– Det gør dig stærkere, både fysisk og psykisk.
– Øh, ja, men det …

Mor kommer ind med et dampende fad. Vi begynder at spise. Det smager lidt underligt. Noget af det er så stærkt, at jeg får tårer i øjnene.
Jeg er helt oppe at køre over Klaus, der bare siger det rigtige hele tiden. Han spiser ikke så meget.
– At være psykisk stærk er måske det allervigtigste.
– Men hvordan …
– Der er en meget skæg sammenhæng mellem at træne hårdt og svede og så være tilfreds med sig selv. Der sker noget kemisk i hjernen, der gør, at man får det bedre. Er man tilfreds med sig selv, er man psykisk stærk og kan modstå en hel del. Tingene hænger meget sammen. Men svar mig ærligt: Bliver du mobbet? Du veg uden om det før …
– Åh, det …
– Der er ikke en enkel opskrift på, hvad man skal gøre. Men uanset om du kommer ud for det eller ej, gør du dig selv en tjeneste ved at være stærk, og derfor …

Jeg har fået elefantører og lytter 20 centimenter over mod Klaus.
– Du skal ikke bare sidde med hænderne i skødet og have ondt af dig selv. Op på lakridserne, Ludvig!

Mor skåler med ham, men bliver mere og mere underlig. Hun er ikke på lakridser, kan jeg vist roligt slå fast.
– Hvad så, Klause, siger hun sjovt gurglende, – er du kommet for at udnytte en stakkels enlig mor?
– Nej, da, siger Klaus og rynker panden. – Jeg er kommet for at hilse på og snakke med din dejlige søn, som jeg traf på Lundsbakke.
– Ha, det er da bare Ludvig, argh. Han blander sig i sgu snart alt muligt. Og så er han altså kun en lille bitte dreng. Det der motionsssssnak, det er sgu ikke ham …

Hun bøvser ikke sådan direkte, men udstøder lyde, der kan minde om det. Åh, er det virkelig nødvendigt at afsløre …

– Ludvig? Nååå, det ved jeg nu …
– Ja, for helvede. Det er ham, der vil have en far, men det har han allerede. Jeg har ikke sådan ønsket mig en ny mand.
– Nå. Ja, det …
– Men du er da meget sød, er han ikke? Har du flere Ludvig, der kommer og besøøøøøger mig?

Nu vrøvler hun ligefrem. Jeg ser ned. Det skulle ikke være sådan.
Klaus tørrer sig om munden og trækker stolen tilbage.
Jeg ser forskrækket på ham, vil han gå nu?
– Jeg skal vist bede om at låne toilettet.

Jeg viser ham derud.
– Min mor har arbejdet hele dagen og er lidt træt, tror jeg. Det skal du ikke tage dig af.

Han smiler bare og lukker døren.

– Mor, nu skal du altså opføre dig ordentligt, hører du?

Jeg hvisker, så han ikke kan høre noget derude.
– Jeeeg vil gooddtt ønske, at du snart villllle holde oooop med at rette i mig, Ludvig. Bagefter tror jeg lige, jeg vil have et allllllvorsord med dig.

Mor er fuld. Det er helt tydeligt.
– Åh, mor. Det er jo en gæst … du har selv sagt, at når man får gæster, skal man opføre sig …
– Ja, ja, han er skide flink, siger hun rigtig højt. – Skide flink, aæææærg pyhhhh.

Jeg tysser på hende, men hun fortsætter bare:
– Han er ikke så værst. Det kunne være meget væææææærrre.

Vandet løber derude, og Klaus kommer ind igen.
– Hvad så, von Clausewitz, ha, ha, kommer det fra mor.
– Mor! siger jeg ærgerligt og vender mig over mod Klaus. – Hun har vist fået …
– Gu har jeg ej, knægt. Hvis du ikkkkkke kan lugte duften i baaaageriet, må duuu … du kan jo gå ned og bruge din fine kondicykel! Nej, nej, deeennn er foor gammmmle menneschker …

Klaus står lidt og banker hænderne sammen.
– Jeg tror, jeg lige så stille vil smutte igen. Jeg beklager ulejligheden, men det var hyggeligt at hilse på jer og især på dig, Ludvig.

Jeg følger ham ned og ud.
– Jeg er ked af, hvis du …
– Jeg tror, at du har meget at klare, Ludvig. Jeg beundrer dig. Måske ses vi igen.
– Ja, men mor er ikke sådan – en dranker. Hun er bare træt.
– Der ligger tre tomme snapseflasker i affaldsposen på toilettet. Men man kan godt lugte, at der bor en kvinde her i lejligheden.

Jeg siger ikke mere. I entredøren vender Klaus sig om og giver mig hånd:
– Farvel, Ludvig. Jeg håber, din mor finder ud af sit liv. Jeg synes i hvert fald, du skal vide, at jeg har lært en dejlig, ansvarlig dreng at kende. Man finder ikke så mange af dem i din alder! Du skal nok klare den. Og ved du hvad?

Han blinker med det ene øje:
– En kondicykel er go´ at ha´ i regnvejr!

Jeg har klædt mig om. Jeg trænger til at løbe en tur. Det dur ikke at sidde og mule på værelset. Klaus kommer ikke tilbage. Mor bliver ikke ædru. Jeg får ingen ny far.
Jeg vil ned til fitness. Nu har både morfar og Klaus sagt det. Det er godt for mig at løfte jern.
Kaster lige et blik ind i værkstedet. Der står den. Kondicyklen. Men det regner jo ikke lige nu.

Ude ved havelågen står Lene Sofie.
– Hej!

Jeg er så overrasket, at jeg bare står der med åben mund. To gæster på samme dag! Og så de to.
– Ja, jeg sagde jo, jeg ville besøge dig!
– Jeg ville bare ud at løbe …

Første gæst var jo lidt af en fiasko. Jeg skal tænke mig om. Men det er der ikke tid til:
– Skal jeg komme en anden aften, spørger hun.
– Nej, det skal du ikke. Kom bare med.

Hun træder helt tæt ind på mig, lægger en hånd bag min nakke og hendes læber rører ved min kind, og tiden er standset.
– Skal du ikke vise vej, spørger hun smilende.

Jeg vågner og går foran. Går og går. Jeg vakler nærmest, som om jeg har fået snaps. Min hjerne er kørt af sporet.
– Øh? Jo. Denne vej.
Nå, ja, jeg har jo ryddet pænt op alle vegne. Mit værelse ser ikke værst ud, så det kan vel ikke gå helt galt.
– Værsgo, vil du ikke sidde?

Mit hjerte buldrer i store dunk. Jeg viser hende den eneste stol, jeg har på værelset. Selv står jeg en smule vaklende, som om jeg ikke kan bestemme mig. Hvad jeg heller ikke kan. Burde jeg sige: Vi er desværre halvsøskende, Lene Sofie, så det her er en stor misforståelse. Jeg vidste slet ikke, at din far også er min far. Undskyld. Skal vi være gode venner? Eller bare halvsøskende?
Men det siger jeg ikke. Jeg tør ikke. Det må vente til lidt senere.
– Et øjeblik, siger jeg så og går ud i køkkenet.

Mor er gået i seng, for der er helt stille.
Jeg roder noget rundt, men kommer så i tanker om vinen. Hun har ikke tømt flasken, fordi hun hader rødvin. Selv når hun er fuld.
Jeg skænker to glas op og går ind.
– Værsgo, her er et glas vin.
– Vin? Hold da op, det må jeg nok sige, Ludde.
– Øh, ja, for at være ærlig, så har vi ikke så meget i køleskabet lige nu …

Det kunne jeg jo have sørget for. Ludvig, for fanden.
– Det gør ikke noget, Ludde. Det var jo dig, jeg ville besøge og ikke dit køleskab.
– Ha, ha, øh, ja.

Vi sidder lidt med vores vinglas. Jeg på sengen, Lene Sofie i stolen. Min hjerne er helt i smadder; alle mine tanker har viklet sig ind i hinanden, så det er umuligt at lave en eneste fornuftig sætning. Så jeg siger ikke noget.
Hun smågriner og ser sig rundt:
– Jeg synes, du har et hyggeligt værelse.
– Nåå. Det er ikke noget særligt.
– Mit værelse er større, men jeg har ikke så god en udsigt som dig.

Hun smiler skævt, mens hun peger på alle billederne af sig selv. For fanden. Dem har jeg helt glemt. Enhver kan se, hvem beboeren her er fan af.
– Nej, måske.
– Jeg kan godt lide, at du går så meget op i din træning, Ludde, siger hun så efter en lille rødvinsslurk. Hendes ansigt bliver helt trukket sammen:
– Ih, aj, det er surt, det her.
– Øh, synes du?

Jeg nipper til det og vrænger over hele hovedet.
– Føj, for den lede. Jeg anede ikke, det var så surt. Undskyld, Lene Sofie. Det er da vist endda købt nede hos din mor.
– Det skal du da ikke undskylde.

Vi sidder lidt. Lene Sofie kører sit glas rundt i hånden, og jeg spekulerer som en gal på, hvad jeg nu skal finde på at sige. Inde i mit bryst står en smed med en kæmpe hammer og slår løs. Og hvad gør jeg, hvis hun pludselig finder på at komme herover til mig, omfavne mig og … kysse mig? For slet ikke at tale om, hvis hun tager på mig … skal jeg så også … jeg tør slet ikke tænke på det …
– Leffe og jeg spiller også lidt fodbold somme tider.
– Jeg synes ikke, jeg kan finde dig mere på Facebook?
– Neej, jeg var det en kort tid, men så …
– Ja?
– Ja, der kom nogle dumme ting, og så deaktiverede jeg min profil.
– Dumme ting?
– Ja, altså, fra nogle af de andre, og jeg …
– Fra din klasse?
– Mnnn.
Lene Sofie ser direkte på mig. Sådan alvorlig.
– De er ikke altid for søde ved dig.
– Øh, hvorfra ved du det?
– Åh, Ludde, vi snakker da af og til om jer.

Lene Sofie stiller sit glas fra sig. Hun bøjer sig frem og lægger sin hånd på min:
– Jeg tror, det somme tider er hårdt at være Ludde …

Så. Nu sker det. Nu vil hun kysse mig. Jeg sidder bare der. Min krop er spændt som en flitsbue. Alle muskler er sat på on. Min hånd er helt svedig. Den hånd, der om lidt skal klemme hendes bryster …
Den anden hånd holder vinglasset. Det vil se dumt ud, hvis jeg også stiller det fra mig. Som om jeg forventer, at nu …
Vinglasset sætter jeg alligevel fra mig op i vindueskarmen. Skifter siddestilling. Jeg er totalt tør i halsen. Det ville være hylekomisk, hvis jeg faldt eller skred ud til siden. Garanteret i samme øjeblik, hun lænede sig ind til mig, og hvis så …

I det samme går døren op. Min mor i natkjole, der hænger skævt, står og svajer i åbningen. Hun glor hen på Lene Sofies hånd.
– Ludvig! For fanden, hvad har jeg sagt til dig?
– Hvad?
– Lene Sofie, du må hellere gå. Nu!

Lene Sofie slipper min hånd og rejser sig.
– Har vi gjort noget forkert, spørger hun.
– Jeg tror, du bare ssssskal gå hjem, snerrer mor.
– Ja, men hvorfor?
– Du er alt for ung. I er alt for unge. Ssssspørg din far, om ikke det er sssssandt.

Så går Lene Sofie. Hun tager trappen i tre spring og hamrer med døren.
– Ud, råber jeg til mor. – Du er syg i hodet!
– Men, Ludvig, du …
– UD!!

Jeg skubber hende ud og smækker døren i.
Jeg kan høre Lene Sofies hurtige skridt hen ad flisegangen. Klap, klap, klap. Nu river hun lågen op. Slam!! Væk er hun. Forever.

Jeg børster tænder. Først rækken foroven. Udvendigt. Så indvendigt. Så rækken forneden. Udvendigt, indvendigt. Derpå gentager jeg det. Spytter, gurgler, spytter, tørrer. Ser længe i spejlet. Stiller den tilbage på plads.
Så tager jeg min tandbørste. Lægger en stribe pasta på den. Starter den. Kører den langsomt og grundigt. Først rækken foroven. Udvendigt. Så indvendigt. Så rækken forneden. Udvendigt, indvendigt. Derpå gentager jeg det. Spytter, gurgler, spytter, tørrer.
Nå, for pokker, det er anden gang.
I sengen tager jeg min mobil for at se billeder. Hende der, hende jeg var så tæt på at kysse.
Min halvsøster. Datter af min halvmor. Klaus kommer aldrig tilbage. Mor bliver aldrig ædru. Nej. Og Lene Sofie bliver aldrig min kæreste.

Der lyder noget spektakel inde fra stuen. Jeg lægger mig ned under dynen og propper den omkring ørerne.

Jeg skal have luft. Løfter den og hører nogen græde.
Benene må ud på gulvet. Jeg rejser mig og går ind i stuen.

Mor sidder og græder.
Jeg går hen til hende og lægger armen om hendes skulder. Hun har noget Kleenex i hænderne og er helt opløst.
– Mor, for fanden.
– Det hele er noget lort, Ludvig. Alt er håbløst. Du har ret.
– Ja, men mor, hvorfor …
– Det er noget rod. For helvede. Med din mor, Ludvig. Jeg dur ikke til noget. Jeg er syg i hodet, som du siger.
– Det passer jo ikke, mor. Lad nu være.
– Jo, jeg er en fucking taber. Ødelægger alting. Både for mig selv og også for dig. Der må være noget galt med mig.

Det er svært at sige noget til det. Jeg sidder et øjeblik, holder stadig om hende.
– Drikkeri er noget lort, foreslår jeg.
– Ja, min dreng. Du haaaaappp ret. For meget er.
– Er det sådan i vores familie?
– Åh, det tror jeg ikke. Hverken morfar eller …

Der er noget, jeg har tænkt over i længere tid.
– Jeg har altså også læst noget om det.
– Ja?
– Der er noget, der hedder Misbrugscentret i Åbenrå.

Hun smågræder videre, som om hun ikke har hørt det.
– Der er der nogen, du kan snakke med. De kan hjælpe dig, mor.

Hun kigger op på mig:
– Det har du undersssssøgt? Eller hvor ved du det fra?

Jeg nikker.
– Mor, for din egen skyld synes jeg, at du, at vi …
– … skulle tage derind? Er det det, du mener?
– Ja, mor.

Hun sidder og vrider sine servietter.
– Vi bliver nødt til at gøre noget ved det. Jeg er bange for dig, mor.

Hun omfavner mig:
– Det skal du ikke være, min dreng. Det er helllller ikke meningen. Åh, jeg er så dåårlig en mor. Hvad må de ikke tænke?
– Hvem, mor? Jeg er ligeglad med, hvad de andre tænker.

Det er jeg nu ikke, især ikke hvis det er min klasse og mine venner, det drejer sig om. Venner? Hvor er det nu lige, de er – og hvem?
Hun sidder længe, og jeg trækker mig langsomt fri.
– Jeg ville gerne, hvis du sagde ja til at tage derud. Jeg kunne tage med, hvis du gerne ville.
– Det er sødt … af dig. Du er det bedste, jeg har.

Mor rejser sig besværligt og vakler ind i soveværelset.
Det kunne være fint, hvis hun i morgen kom ind til mig og sagde:
Så, Ludvig, nu har jeg ringet og bestilt tid til mig, og hvis du vil med, er det fint.
Jeg når lige selv at slukke lyset, inden det slukker for mig.

Hjemme snupper jeg et bad næste dag og venter nu kun på aftensmaden. Men mor er ikke kommet hjem. Vi skal snakke om den der friskole. Jeg er kørt lidt op over den ide. Nu, da Lene Sofie ikke længere …

Jeg går lidt frem og tilbage i stuen. Kigger ud ad vinduerne mod syd; somme tider går hun til frisør, men der er lukket og slukket. Mod nord ned mod vejen er der intet at se. Stikker lige hovedet ind i soveværelset. Bare sådan.

Jeg napper en leverpostejmad mere, for jeg er blevet sulten.
Går ind og spiller et spil på iPaden. Kigger lidt billeder af Lene Sofie, men af en eller anden grund mangler interessen. Nej, det er slut. Min mave bliver ved med at være så tung, uanset hvad jeg laver.
Jeg lægger mig på sengen og prøver at slappe af.
Pludselig vågner jeg. Forvildet stirrer jeg på mobilens ur. 02.45. Jeg ryster lidt af kulde og må lige op. På vej i seng fra toilettet får jeg en tanke. Der er umanerligt stille.

Mor er ikke kommet hjem endnu. Jeg går nu frem og tilbage. Kigger ud i den mørke nat og bider negle. Det er ellers ikke noget, jeg gør normalt.
Flere gange tager jeg fat i min mobil, men tøver. Går hen til vinduet.
Så ringer jeg 114.
– Politiet.
– Min mor er ikke kommet hjem endnu, og jeg …
– Må jeg få dit CPR-nummer?
Det får han. Og mors.
– Normalt går vi ikke i gang så hurtigt. Men du siger, det ikke er normalt …
– Ja, hun plejer altid at være hjemme inden aften. Hun har altså heller ikke noget arbejde, så derfor …
– Det kan jo være, vi kan finde hende et sted derude. Måske besøger hun bare nogle venner og har glemt at give dig besked?

Han forsøger at trøste mig, det er klart nok.
Jeg går i seng. Hvad ellers? Jeg er så søvnig, at jeg alligevel snart ville falde i søvn.

Et mægtigt rabalder vækker mig. Mobilen viser 05.55.
– Mor?!

Hun står midt på trappen og støtter sig til gelænderet. En potteplante fra vinduet ligger knust neden for trappen. En masse jord, skår og planter er strøet omkring.
– Ludvig, sov … ssssover du ikke?
– Jeg har været så bange for dig, mor.
– Åh, ssskidt pyt, jeg haaaaar bare været på værsssshus … Åh, den fandens plante. Nå, skidt pyt.
– Nu skal jeg hjælpe dig i seng.

Jeg tager fat om hende og får hende med mig op. Hun sidder på sengekanten og griner lidt.
– Mor, skal jeg hjælpe dig med tøjet?
– Naaaej, gu skal du ej, Ludvig. Det klllarer jeg selv.
Men jeg bliver alligevel stående. Langsomt, langsomt får hun trøjen af og smider den på gulvet, mens hun af og til smågriner. Jeg ved ikke, hvad der er så morsomt; det må være noget, hun har oplevet. Jeg kigger den anden vej, da hun smider alt sit tøj.
Jeg mærker, hvordan blodet farer op i hovedet på mig. Jeg har aldrig set min mor nøgen før. Det bruger vi ikke i min familie.
Jeg piller ved et maleri på væggen. Står med ryggen til. Så hører jeg, hun kryber ned under dynen.
Er der noget, vi lige skal have på plads?
På den anden side nytter det ikke meget at snakke lige nu.
Det er noget værre svineri, der nede ved trappens fod. Jeg kan lige så godt …
Efter et kvarters rengøringsarbejde går jeg igen i seng, men har lidt svært ved at falde i søvn. Jeg kommer i tanker om, at jeg hellere …
– Hallo? Ja, jeg vil bare sige, at min mor er kommet hjem.
– Nå, det var godt, Ludvig. Kan du nu sove godt?
– Jo, tak.

Der er kun en time, til jeg skal op, så derfor er jeg lige ved at komme for sent. Jeg farer rundt og når også at kaste et blik ind til mor.
Hun sover tungt. Godt så.
24

– Skal vi mødes i aften?

Leffe ser på mig.
– Jaa, øh, hvad med i eftermiddag?
– Jo, jeg tænkte bare, at …
– Lad os bare træne. Der er ikke så mange nede i fitness. Men hvad med lidt fodbold?
– OK, vi kan gøre begge ting. Er du ved at få for store muller?

Leffe vender sig mod mig og griner lidt. Så tager han fat i min ene overarm og trykker på mine muskler.
– Hold da helt ferie, mand.
– Ja, det er godt med dig, Leffe.
– Du er vist lidt vild med det der træning, hvad?
– Ja, men Leffe, hvis jeg ikke vil blive ved med at ligne en ano … en pige, der ikke spiser noget, så bliver jeg nødt til at træne.

Han siger ikke noget. Har åbenbart ikke så ondt længere.

Vi motionerer igen i skolegården. Ovre under lætaget øver Lene Sofie og veninderne sig i armgang. Hun ser ikke denne vej. Jeg har set meget på hende, men hun ser ikke tilbage. Jeg ved ikke hvorfor, jeg ser efter hende. Det er altså slut. Jeg bliver tør i munden.
– OK. Det er en aftale. Klokken 16 omme på stadion.

I klassen er der en masse snak. Læreren er ikke kommet. Det føles næsten som et forlænget frikvarter.
Bag mig hyler Møf og Mek op af grin over et eller andet, som Møf har oplevet. I dørrækken har Mads med de tykke, vanskabte læber stukket hovedet sammen med Matias; de snakker om noget, andre ikke må høre. Fint nok.
I vinduesrækken sidder Mathilde og Line nu sammen. Laura og Klara sidder ved bordet foran af samme årsag.
Der er en summen rundt omkring. Jeg kigger på skærmen på min iPad og prøver at koncentrere mig om stilen til på fredag. Den er halvsvær, for det er et politisk emne, har Susanne sagt.
På en måde er det godt nok, at de lader mig i fred.
På en måde er det også megasyret, at de ikke vil snakke til mig. Eller med mig.

Jeg ved ikke, hvad mor laver lige nu. Jeg håber bare, at hun sover, lige til jeg kommer hjem igen. Jeg ser på mobilen. Ingen beskedder fra hende.
Mit ene ben går op og ned som en anden trommeslager. Hvis nu mor slet ikke vågner? Hvis hun ligger og er ved at dø lige nu?

Læreren er stadig ikke kommet. Jeg rejser mig, klapper computeren sammen, tager min taske og går hen mod døren.
Der bliver stille. Jeg er lidt rød i hovedet. Håber ikke, de lægger mærke til det.
Jeg når ikke helt døren, før Mads springer op og stiller sig foran den med begge arme løftet op over hovedet. I forvejen er han noget højere end mig.
– Hvor skal du hen, spørger han grinende og ser på de andre.

Jeg er lige ved at svare ham, som jeg plejer, når nogen spørger mig. Måske er det så længe siden, at nogen har snakket til mig, at jeg er kommet ud af vanen.
Jeg stiller tasken fra mig, tager fat i hans trøje foran og skubber ham til side med så stor kraft, at han tumler helt op i væggen med en eller anden lyd. Han falder om.
Der kommer også lyde fra de andre, og jeg når lige at se Mads´ store øjne, inden jeg river døren op og styrter ud.
25

Jeg skynder mig hjemad. Var vist lidt heldig med Mads, der stod på det forkerte ben og derfor ikke var i balance.
Klokken er over middag, og jeg skulle også have haft samfundskundskab. Men jeg pjækker fra sidste time. Det blev jeg nødt til.
Jeg smider tasken og stormer ind i soveværelset.
Mor ligger stadig og sover.

Jeg sukker temmelig højt og går ud i køkkenet og nynner. Finder leverpostejen frem og sidder og kigger reklameblade. Tænk, hvis jeg havde råd til en ny mobil! Der er flere sider med de sidste modeller, og min er efterhånden ved at være gammel – helt fra sidste år på min fødselsdag.

Inde på værelset slår det ned i mig, at Anton havde givet mig en opgave, som jeg skulle løse i timen. Nu sidder han der og spørger efter mig.
Hvor er Ludvig?
Han pjækker, siger Mathilde sikkert.
Nå, det ligner da ikke ham.
Han skulle ud og købe noget snaps, siger Møf. Og så vil de skrupgrine alle sammen. Mads sidder nok og bider i sine tykke læber. Måske ømmer han sig en smule. Måske gjorde det lidt ondt på ham. Måske undrer han sig lige nu over det, der skete. Hva søren, hvad skete der egentlig med ham slapsvansen Ludde?

Den mave.
Det er længe siden, jeg har købt ind. Måske trænger vi snart til det.
Når nu mor vågner, vil jeg bede om penge og smutte ned til Åse og købe lidt friske varer ind. Det kan jeg sagtens nå inden fodbolden.
Jeg går tilbage til køkkenet. En kæmpeopvask venter. Åbner køleskabet. Der ligger sandelig ikke ret meget. En hvidkål i en underlig farve. Mælken har forlængst overskredet sidste salgsdato. Der er blot en humpel brød tilbage. Jeg har slet ikke lagt mærke til, at i et hjørne af leverpostejen er der mug. Var der så ikke det i det hjørne, jeg skar af til maden lige før?
Jeg smider leverpostejen ud og begynder at vaske op. Mange af tallerknerne er svære at få rene, for de er ikke skyllet af, og madresterne sidder godt fast.
– Ja, men Ludvig, siger mor i døren. Hun ligner en, der lige er vågnet efter 24 timers søvn. – Vasker du op?
– Det ser sådan ud. Er du frisk, mor?
– Ja, selvfølgelig. Jeg må have været godt søvnig i går aftes, for jeg kan slet ikke huske noget!
– Nej. Skal vi have en kop kaffe sammen?
– Ja, det lyder godt. Gider du lave den?
– Det gider jeg da. Skal bare lige være færdig her.

Efter nogle minutter sætter vi os ind til sofabordet. Mor har lige nettet sig lidt og ser frisk ud.
– Jeg ringede til politiet i nat.
– Hvad? Politiet?
– Ja, fordi du ikke var kommet hjem.
– Ja, men Ludvig dog! Du ved da, at jeg somme tider … er forsinket …
– Du kunne have sendt mig en SMS.
– Ja, det ved jeg godt. Men så sidder man der i god snak, og så glemmer jeg.
– Det kan ske, ja. Jeg blev alligevel bange, for du plejer at være hjemme inden aftensmad.
– Jo, det er da rigtig nok …
– Og du var vel ikke på arbejde, vel? For du har ikke noget endnu, vel?

Hun ryster på hovedet.
– Nej, der er ikke så meget at få for tiden. Hvordan går det i skolen?
– Godt.
– Dejligt at høre, min dreng.
– Var du i byen?
– Ja, men ikke for at finde en mand, hvis du tror det …

Jeg tager en slurk af min kop.
– Mor.
– Ja?
– Det der, vi snakkede om forleden. Du ved, misbrugscent …
– Det gider jeg altså ikke snakke om lige nu.
– Men, mor, du lovede at …
– Nej, Ludvig, jeg har ikke lovet dig noget som helst.
– Jo, du lovede at overveje det.
– Det er vist noget, du påstår.
– Jeg ville bare så gerne have …
– … mig på drankerhjem?
– … at du fik det bedre, mor.
– Ja, men hvad skulle det hjælpe?
– De kan ordne det sådan, at man ikke drikker så meget.
– Ja, men Ludvig! Jeg drikker da ikke særligt meget.
– Jo, mor. Det gør du altså.

Hun rejser sig og ser anderledes ud i ansigtet. Mit hjerte banker højt.
– Jeg troede, vi skulle sidde og hygge os. Ved du hvad, Ludvig, det synes jeg ærlig talt ikke, du kan være bekendt!

Jeg sidder og gnider min ene hånd. Hun har taget sin frakke på:
– Nu tror jeg, jeg vil en tur ned i byen.
– Vi mangler altså mad i køleskabet.
– Ja, hvad tror du ellers, jeg skulle?
– Nej. Det er også fint.

Hun går ud og lukker døren efter sig. Jeg sidder lidt med min kaffe. Hvornår begynder kaffe egentlig at smage godt? Vil det nogensinde gøre det? Hvornår begynder øl at smage godt? Hvorfor kan voksne lide kaffe og øl?
Jeg ser på klokken og går ind og skifter til mit træningstøj, som jeg bruger både til bold og jern. Klokken nærmer sig fire.

Jeg træner på livet løs og er blevet ret skrap til det med boksebolden. Nu kan jeg uden besvær løbe helt ned til fitness, træne en time og løbe hjem igen. Jeg kunne også mærke det i går under fodbolden med Leffe. Det er dejligt at kunne løbe længere og hurtigere. Jeg løb mindst tre gange så meget som Leffe. Han blev så forpustet, at han slet ikke ville med.
Af en eller anden grund har det der med de fire drenge ikke givet mig hjertebanken. I dag i skolen har der ikke været noget.

Mor snusede til mig på trappen, da jeg kom hjem:
– Føj en lugt, Ludvig. Smid dit tøj til vask!
– Men, mor, jeg har jo kun det her til træning. Det skal være tørt igen i morgen …
– Ja, men det kan det sagtens, hvis du putter det i vaskemaskinen her straks og så får det tørret.

Det måtte jeg så gøre. Tøjet lugtede nu ikke særligt grimt, og jeg lukkede vaskemaskinelågen igen. I morgen vil jeg vaske det.

Mor gik i seng, men hun havde købt friske madvarer ind.
Dejligt.

Her til aften er hun ikke kommet hjem endnu, og så kan jeg lige så godt træne. Jeg venter lidt på Leffe, men han kommer ikke.

I denne tid træner jeg især håndvægte. Jeg har opdaget, at jeg for hver uge øger antallet og minsandten her på det sidste også vægten af lodderne.
Når jeg ser mig i spejlet, synes jeg faktisk, jeg kan se ændringer.
Jeg afslutter træningen og låser mig ude.
– Hej, Ludde!

Mikkel kommer farende.
– Er du færdig, eller skal du i gang, spørger han.
– Ja, færdig …
– Det er ærgerligt. Det er altid lidt sjovere, når man er flere.
– Ja, jeg skal også herned i morgen. Ved 17-tiden.
– Ved du hvad? Så ses vi da bare der.

Mikkel forsvinder ind, mens jeg står lidt og skæver op til privaten. Lene Sofie har ikke snakket til mig siden den aften …
Jeg glemmer helt at løbe.
Først da jeg når op forbi bageren, kommer jeg i tanker om det.
Spurten varer hele den sidste kilometer. Jeg er så stakåndet, at jeg smager blod i munden. Men det går hurtigt over.

Der er stille, så mor er åbenbart ikke hjemme endnu. Nå, det kan jo trække ud.
I bad. Rent tøj på, og jeg synker tilfreds ned i min stol på værelset. Jeg må hellere lige læse en ekstra gang på den tekst, vi har for til i morgen. Men jeg vil først have noget vand.

Jeg går ind i køkkenet. Der ligger mors frakke. Jeg løfter den og står lidt. Hvorfor er den ikke på knagen ude i gangen?
– Mor? MOR?
Intet svar. Jeg går ind i soveværelset. Der ligger hun på ryggen med armene ud til siden. Og sover. Jeg skal lige til at gå igen. Så opdager jeg pilleglasset ved hendes hånd på sengen.
Straks ryster jeg over hele kroppen. Glasset er helt tomt.
Der flyder noget væske ud af munden. Læberne ser underligt blå ud, og hun lugter af opkast.
Jeg klapper hende flere gange hårdt på kinden:
– Mor, MOR! Vågn op! Vågn nu op, mor.

Jeg kan næsten ikke se tallene på min mobil, da jeg trykker 112.
Stemmen i den anden ende tager det alt for roligt. Jeg råber vist lige højt nok, tager mig så sammen. Siger adressen tydeligt og mit navn og CPR-nummer. Hun bliver ved med at sige, at ambulancen er på vej. Jeg bare skal tage den med ro og tro på, at de nok skal nå det.
Jeg sidder med mobilen og farer ned for at være sikker på, at døren er låst op, og står og venter og tripper og lytter.
Endelig kan jeg høre sirenen i det fjerne. Den kommer nærmere og nærmere. Jeg husker sidste gang, og den standser ude ved lågen, hvor jeg er løbet ud, og jeg viser dem op, stryger op ad trappen og ind i soveværelset, hvor de to falckreddere kaster sig over mor, og jeg opdager næsten ikke, at i det samme kommer en tredje mand farende ind med en taske i hånden, og jeg sidder eller står eller går inde i stuen og venter og venter, og så kommer de ud igen med mor på en båre, der skal ned ad trappen, og tab hende nu ikke, og den tredje mand siger til mig:
– Kom bare med, unge mand. Din mor skal nok klare den.

Jeg sætter mig ind i ambulancen på et sæde, mens han sidder ved mor og gør et eller andet, og ambulancen kører igen med udrykning, der lyder anderledes herinde, men det er slemt, uanset hvad han sagde, og det varer alt for længe, inden vi kommer ind til sygehuset, hvor en sygeplejerske viser mig, hvor jeg kan sidde og vente.
Der er nogle blade på bordet, men jeg smider straks det første igen. Så kigger jeg lidt på min mobil og slukker den kort tid efter.
Jeg kigger op i loftet. Der er seks lamper, tre i hver række. To gange tre er seks. En af dem blinker indimellem. Hvor mange procent af tiden lyser de alle samtidig?
Jeg stikker hænderne dybt ned i lommen og gaber og mærker først nu, at jeg er træt. Jeg skubber stolen lidt bagud, så kan jeg lægge hovedet ned på armene på det lille bord ved siden af, og det gør godt at lukke øjnene. Bare et lille øjeblik.

– Hvad gør man så, morfar?
– Godt spørgsmål, Ludvig. Godt spørgsmål.
– Hun må da have det skidt, ja, så skidt, at det er svært at forstå.
– Hvad vil du gøre nu, Ludvig?
– Godt spørgsmål, morfar. Godt spørgsmål.

Irriterende, at han aldrig kommer med svar. Altid med spørgsmål.27

– Hallo, Ludvig! Nu kan du komme ind til din mor.

Jeg farer op med et sæt og stirrer forvildet på sygeplejersken.
– Er min mor … er hun …
– Ja, hun er vågnet, Ludvig. Kom med mig.

Jeg går efter hende ind på en lille stue. Mor sover, men ser helt anderledes ud nu.
– Var de farlige, de piller der, spørger jeg sygeplejersken.
– Ja, det var de.
– Kunne hun dø af dem, spørger jeg.
– Ja, siger hun. – Men takket være dig døde hun ikke.

Jeg synker ned på en stol ved siden af mors seng.
Sygeplejersken tager om mig:
– Ja, det er hårdt. Stakkels dreng. Du er jo ikke så gammel. Såå.

Jeg slapper af og bliver mig selv igen og har ikke noget imod, at hun trykker sig ind til mig.
– Sover hun nu eller?
– Ja, hun sover.
– Skal hun sove længe?
– Ja, lige til hun vågner. Nu skal du se. Du må nemlig gerne sove i sengen her overfor.
– Jo, tak.

Jeg får udleveret noget nattøj, og efter et besøg på toilettet dykker jeg ned under en velduftende hospitalsdyne og vågner først med solen lige ind i ansigtet.
Mor sover stadig. Jeg står op, vasker mig og sætter mig over til hendes seng.
En dame kommer ind med en bakke.
– Kunne du ikke trænge til lidt morgenmad?
– Jo, tak, det ville være dejligt.
– Bare spis. Værsågod!
– Tak.

Jeg gumler i mig og hører fuglekvidder udenfor.
Mor trækker vejret højt, siger et eller andet og rejser sig op.
– Hvad? Hvor er jeg? Ludvig. Sidder du her?
– Ja, mor, øh, du, vi er på hospitalet. Du har spist vildt mange piller.
– Nååå. Åååhh …

I det samme kommer en hvidkitlet læge ind på stuen.
– Må vi være lidt alene, Ludvig, siger han venligt. Så venligt, at jeg kun kan svare på én måde.

Så jeg går ud på gangen og går lidt frem og tilbage. Jeg sætter mig et sted og kigger lidt. Lægen kommer ud igen, og jeg går hen til ham:
– De piller der …
– Om et øjeblik kommer sygeplejersken. Snak lidt med hende.
– Øh, javel.

Jeg venter. Sætter mig på en stol. Det er en enorm lang og hul gang. Hvis man råbte, ville der garanteret komme et ekko.
Den søde sygeplejerske fra i går kommer hen til mig:
– Din mor har taget en hel del sovepiller. Jeg forstår, at der er visse problemer.
– Øh, ja, det kunne være dejligt, hvis hun holdt op med at drikke.
– Hm. En god idé.

Hun ser lidt på mig.
– Du bor alene med din mor?
– Mnnn.
– Ja. Der er noget at tage fat på. Det bedste ville være, hvis hun gik i afvænning.
– Afvænning?
– Ja, for eksempel på et alkoambulatorium. Der har kommunen gratis tilbud. Det hedder Misbrugscentret. Vi bliver nok også nødt til at kontakte kommunen, for du er jo ikke så gammel …
– Jeg er da snart 15, forsvarer jeg mig.

Hun giver mig hånden med et smil:
– Farvel, Ludvig. Du skal nok klare den.

Jeg glemmer helt at spørge hende, hvad det der kontakte kommunen betyder.28

Jeg tager med mor hjem og får lov at pjække fra skolen hele næste dag.
Susanne aftaler med mor, at hun kommer om aftenen og snakker lidt med os.

Vi sidder og spiser sammen og drikker vand til.
– Du ser frisk ud, mor. Man skulle ikke tro det med alle de piller.
– Gør jeg? Det var da dejligt.
– Sidste gang var jeg også bange. Men ikke så meget som denne gang.
– Nu skal mit nye liv begynde. Jeg er så glad for, at du har hjulpet mig, Ludvig. Hvad skulle jeg have gjort uden dig?

Jeg nikker.
– Og hvad skulle jeg have gjort uden dig, mor?

Mor trækker på skulderen. Jeg skynder mig at foreslå noget:
– Skal vi have kage i eftermiddag?
– Det var da en god idé. Hvis du køber tingene, skal jeg nok bage en, hvad vil du have?
– Chokoladekage. Sådan en med et tykt lag glasur ovenpå.
– Så får du chokoladekage. Se her er penge, og jeg skriver lige, hvad du skal huske at købe.

Jeg benytter mig af lejligheden til at løbe ned til købmanden
og ind i butikken efter varerne.
– Det er godt med din mor, ikke, Ludvig?

Åse kører varerne gennem aflæseren.
Jeg nikker.
– Jeg tror, at din mor og jeg skal have lidt mere med hinanden at gøre for eftertiden. Vi kan jo ikke have, at en gammel veninde bare sådan kommer galt af sted, vel? Vi har jo tidligere haft meget sammen.

Jeg ryster på hovedet. Hvorfra ved hun det med mor? Nå, jo, en købmand ved alt, hvad der foregår i byen.

Hjemme igen stikker jeg lige hovedet ind i stuen, inden jeg læsser varerne af.
– Så er det hele her, mor.

Hun har besøg af en fremmed dame, der præsenterer sig. Socialrådgiver. Javel. Hun smiler til mig.
– Det var godt, min dreng, svarer mor. – Kirsten og jeg skal lige snakke lidt sammen.

Hendes dreng nikker og går ind på sit værelse.

En times tid senere går socialrådgiveren ned ad trappen; i det samme kommer jeg fra toilettet. Jeg følger hende ud. Hun stikker mig en lille seddel og siger:
– Ludvig, jeg ved, hvor hårdt det må være for dig, så ring med det samme, hvis der bliver noget!

Hun lægger sin hånd på min skulder. Jeg stirrer på sedlen, men kan ikke se telefonnummeret.
– Det er hårdt for dig, ikke?

Igen kan jeg kun nikke. Ord vil ikke ud af min mund. Bagsiden af hånden kører hen over øjnene.
– Men vi kan hjælpe, Ludvig. Bare ring på det nummer her, ikke?

Underligt som stemmen sådan kan svigte én.
Jeg er aldrig blevet beskyldt for at være mundlam. Jeg rømmer mig flere gange.
– Hvis hun gør det én gang til …, kommer det endelig hakkende og stammende ud af min mund.
– Det tror jeg ikke, Ludvig. Men skulle det ske, ved du, at du …
– … kan ringe til dig.
– Ja, det skal du gøre.
– Mmm.

Efter at have kigget lidt på de lektier, jeg tror, vi har for, går jeg ind til mor.
Hun lyder stadig frisk, og jeg fløjter lidt.
– Åse sagde, at hun ville komme og besøge dig.
– Nå, Åse. Ja, det er længe siden …

Eftermiddagskaffen får vi senere i stuen, og jeg spiser en del af pladekagen.
– Um, den smager godt.
– Jeg ved jo, at du kan lide sådan noget. Men nu må du ikke spise det hele; der skal også være noget til Susanne.

Jeg kigger på kagen. Der er mindst en fodboldbane tilbage. Jeg tager bagepladen og bærer den ud i køkkenet. Med en finger får jeg lige renset den lidt for smul og noget glasur, der er løs. Den skal jo helst se pæn ud, når Susanne kommer. Jeg må hellere tage en kniv og skære lige af. Der bliver nogle stumper, der ikke skal ligge og fylde op på pladen. De ryger også ned.
Jeg slikker på fingrene, inden jeg sætter mig ind igen.

– Hvad ville hun, hende Kirsten?
– Hun ville bare være sikker på, at du har det godt, Ludvig. Og så snakkede vi lidt om alkoambulatoriet, som de kalder misbrugscentret, og sådan.
– Det lyder godt. Mor, jeg blev altså så forskrækket!
– Ja, det forstår jeg godt, min dreng. Somme tider kan …
– … og hvis det sker igen, så …
– … ja?
– … så ringer jeg altså til hende Kirsten!

Mor ser på mig og har tårer i øjnene. Men så nikker hun langsomt:
– Ja, det er nok bedst så.

Jeg fløjter, mens jeg henter en bog. Det er faktisk hyggeligt at sidde inde i stuen sammen med mor, når hun altså …29

Eftermiddagen går. Mor læser i et ugeblad, og jeg i min bog. Senere kigger jeg på klokken og rejser mig.
– Skal jeg støvsuge, mor?
– Det ville da være en god idé, mener hun.

Jeg bakser den gamle, tunge Nilfisk ind i stuen. Suger en grundig omgang. Også i køkkenet, og hastigt samler jeg nogle tallerkner fra frokosten og vasker dem op.
– Skal jeg også tørre støv af, spørger jeg.
– Ja, men det er da skrækkeligt, som du kan, smiler hun. – Er det bare, fordi din lærer kommer?
– Jaaa. Måske. Jeg kan også lige nå at løbe en tur. Det bliver den sædvanlige lige ned i fitness og ro en tur over Flensborg Fjord.
– Over fjorden?
– Ja, altså. Du ved. På romaskinen.
– Nååå.

Der er stadig ikke et øje i fitnesscentret. Jeg og Leffe er måske de eneste, der træner her? De har simpelt hen ikke andre kunder? Nå, jo, Mikkel. Selvfølgelig. Hov, var der ikke noget med en aftale? Jeg ser på uret. Klokken er tæt på 17.
Jeg går i gang, og det var ikke længe, inden Mikkel står der.
– Hallo, så okser vi!
– Ja, for fanden.

Vi træner på livet løs, og det gør mig godt. En halv time senere kigger jeg på klokken.
– Nå, for søren, jeg må hellere gå hjem.
– Hvorfor? Skal du noget …
– Min lærer kommer. Hun skal snakke med os om mig og min fremtid.

Han griner lidt.
– Ja, de har så meget med den fremtid.

Jeg griner også.
– Måske vil jeg snakke lidt om friskolen med hende.
– God idé. Jeg kunne som sagt godt, jeg mener, du er sgu fin nok, og …
– Vi får se.
– Er du på Facebook? Jeg synes ikke, jeg kunne finde dig …
– Nej, det …
– Det kunne ellers være hyggeligt. Så kunne vi joke sammen og sådan noget …
– Ja, OK. Det vil jeg se på …

Jeg når hjem og i bad, inden det ringer på døren, og mor går ned og lukker op for Susanne.
– Velkommen til, Susanne.
– Tak, Mette. Ja, det er noget værre noget.
– Nu skal jeg tage din frakke.

De kommer ind ad døren, og jeg rejser mig, lettere rød i hovedet.
– God aften, Ludvig. Dejligt at se dig.

Jeg nikker.
– Værsgo og sid ned!

Mor peger på den blå stol.
– Du ser frisk ud, Mette. Det er vel nok fint, at det er gået så godt, hvad?
– Ja, det kan jeg takke Ludvig for.

Hun kigger på mig, der straks bliver endnu rødere i hovedet.
– Ja, jeg har jo hørt fuglene synge om din indsats, Ludvig. Godt gået!

Jeg rejser mig halvt fra stolen.
– Nej, bliv nu her, Ludvig, det handler jo i høj grad om dig.

Susanne rømmer sig. Er det et større foredrag?
– Jeg synes jo, du skal i gymnasiet. Og så synes jeg, vi skal få et godt skoleår ud af dette og det næste. Ikke?

Jeg nikker. Skulle jeg ryste på hovedet eller sige: Nej, det ville være fint for mig med et dårligt skoleår. Jeg dur alligevel ikke til så meget.
– Jeg har tænkt på det med at skifte skole, siger jeg.
– Nåå, siger Susanne og lyder overrasket. Som om det kommer bag på hende. – Har I snakket om det?

Mor ser lige så uforberedt ud og ryster på hovedet:
– Nej, det har … han har altid afvist tanken …
– Men vi har da snakket om skolen, mor, om jeg eventuelt skulle skifte, ikke?
– Jo, men sagde du ikke selv, at det ville du slet ikke snakke om mere, at det ikke var det, du ville?
– Jo, men jeg har fået en god kammerat nede på Fitness. Mikkel. Han går på friskolen.

Susanne nikker.
– Ville du så derned at gå til næste år?
– Ja, måske.
– Det koster en del. Jeg ved ikke, om din mor kan få hjælp til betalingen, altså om kommunen vil være med til at betale …
– Det har vi ikke råd til, Ludvig. Det kan jeg sige helt klart.
– Nå. Øv, hvisker jeg.

Der bliver en pause. Vi leder vist alle tre efter, hvad vi så kan snakke om.
– Hvad er hans største problem, spørger mor.

Hun kunne godt have spurgt mig først. Jeg kunne vel godt selv svare på det.
– Jeg tror, det er dig, siger Susanne.

Jeg spærrer øjnene op.
– Jo, for jeg er sikker på, at Ludvig tænker meget over, hvordan du har det, og hvis du, altså drikker, ikke, så tror jeg, han bliver ked af det.
– Ja, det gør han. – Du, retter mor det til og ser på mig.
– Men, for det med dig ser ud til at lande lykkeligt nu, men han skulle gerne få sig nogle flere venner. Det er mit indtryk, at de andre i klassen er parat til at tage godt imod ham i morgen og fremover. Vi har fået snakket ud om det, nu, da han var væk.
– Det var da dejligt. Det er da noget skidt. Især hvis det er min skyld.

Hun gemmer ansigtet i hænderne.
– Mor!
– Jeg tror heller ikke, du skal bebrejde dig selv noget. Du har det ikke let, Mette, det ved jeg godt. Får du det bedre, kan jeg garantere, at så gør Ludvig det også.

Mor tager hænderne væk igen.
– Det håber vi!
Mor smiler med fugtige øjne. Endelig får jeg lov at slippe og gå ind til mig selv.

Jeg er nok en lille smule nervøs for i morgen, for der er meget at tænke på.
30

Jeg fløjter hele vejen hjem. Glæder mig til at fortælle mor, hvordan de alle sammen har været mod mig i dag. Ingen siger noget om det. Jeg tror, de alle ved, hvad der er sket. Susanne fortalt dem det, og så har de snakket sammen.
Hun har nok også sagt, at de skal være ordentlige mod mig. Jeg ved ikke helt, om det er godt eller skidt.
– Morfar, det er lidt som at blive god på kommando.
– Det føles nok lidt uægte så.
– Sig, du elsker mig, Lene Sofie!
– Skal nok. Hæ.

Selv Mads smilede til mig og skulle slet ikke hævne sig. Og både Mathilde og Line var i godt humør og sagde ikke noget om at købe snaps. Møf sidder stadig hos Mek, men han sagde ikke direkte noget grimt til mig.

Jeg river døren op ind til stuen, for hun skal have det at vide med det samme.
– Mor, nu skal du bare høre …
– Jeg har virkelig ikke tid, Ludvig, jeg skal …
– Ja, men mor, jeg …
– Flyt dig. Klokken er mange, og jeg skulle have været der for læææængge siden.

Hun skubber mig til side, så jeg er ved at falde over sofabordet, hvor der står en snapseflaske.
– Hvor skal du hen, mor?
– I byen. Sssagde du ikke, at jeg gik for lidt i byen? Hold sssså op med at se ud, som om du har kærestesorg …

Hun forsvinder ned ad trappen, og lugten fra hende er benzin, og min højre hånd er en lighter, og først smider jeg vasen med blomster ind i vinduet, så både den og glasset eksploderer og går i tusind stykker, og så tager jeg sofabordet og vælter det med glas og bøger og blade, og så tager jeg sofaen og skriger, mens jeg løfter den op og lader den falde om på siden, og så brøler jeg ud i køkkenet og flår skabsdørene op og skubber tallerkner og kopper og det andet porcelæn ud og ned på gulvet, og det knaser under mine sko, da jeg går hen til komfuret og rydder det for en pande, en gryde og noget salt og peberbøsse og smider også det på gulvet og ser mig om og får øje på det der billede på væggen af mig, som hun jo altid siger, er så godt, så det får den helt store tur, hvor jeg river det ned og springer og hopper på det og fræser det ud af rammen og river det over på den lange og den korte led og derefter deler det i endnu mindre stykker og krøller dem sammen og puster ud et par sekunder.
Så løber jeg ind, tager noget tøj og skynder mig ud af lejligheden og væk.
31

Jeg drøner ned til Daniel. For første gang mærker jeg, hvor let jeg har ved at løbe; jeg koncentrerer mig om kun at tænke på det; godt nok bliver jeg forpustet; det ved jeg efterhånden, at det hører sig til; det drejer sig om, hvor hurtigt man holder op med at puste, når man er færdig med at løbe.
Det varer ikke længe, så står jeg på Solsikkevej ud for Daniels hus og banker på.
– Møjn, Ludde! Hva´ søren? Er der noget ga …
– Ja, for helvede. Må jeg komme ind?
– Ja, selvfølgelig.

Jeg smider mig i hans møgbeskidte beplettede sofa og hører ham rode rundt ude i køkkenet og nogle flasker klirre.
– Her, siger han og lukker to flasker op. – I dag tror jeg, vi skal have en stærk bajer, for der er noget galt, ikke?
– Du er svært at skjule noget for, brummer jeg, mens jeg lægger nakken tilbage.

Føj, for fanden, noget tykt og stærkt noget. Jeg får vand i øjnene.
– Ja, men er det ham Ronald, du har snakket om nogle gange?
– Nej, det er min mor. Jeg gider ikke bo hjemme mere.
– Det har du sagt før.

Han lyser helt op.
– Du må gerne bo her. Så skal vi rigtigt hygge os.
– Jo, tak.

Daniels tøj ligger her og der, en stol er væltet, masser af pornoblade ligger spredt på bord og gulv, og så står der et scooterdæk midt i det hele.
– Ja, det var sgu punkteret. Og så købte jeg et andet.
– Kunne du ikke have fået det lappet?
– Jo, det vil jeg også have.
– Kan du så ikke bruge din scooter?
– Jo, da. Den er klar med reservehjulet. Skal vi køre en tur?
– Det kan vi godt. Jeg er lige i humør til at køre langt bort.
– Hvad med Tinglev? Der ligger min scooterforretning. Så kan jeg få dækket lappet.
– OK.

Vi drikker det sidste øl, og jeg bøvser lidt.
Daniel bøvser også, og hans bøvs giver genlyd i stuen.

Vi farer af sted.
– Skal du ikke have hjelm på, råber jeg.
– Det gider jeg sgu ikke. Det er sgu nok lige meget alligevel.
– Ja, hul i det.

Han presser virkelig speederhåndtaget i bund. Medvinden fra øst hjælper til den høje fart.
– Så for satan, udbryder han. – Der mangler saft.
– Mnn.

Han sætter farten ned og drejer ind på en tank. Jeg hopper af og går lidt rundt. Jeg banker armene ind til kroppen, ikke fordi jeg fryser. Bare sådan.
En knallert larmer ind ved den samme tank, og en kun alt for kendt stemme gjalder:
– Nå, hvad har vi så her? Det skulle vel ikke være den lille hovne unge, hvad?

Ronald standser foran mig.
– Er det din ven?

Han peger.
– Hold kæft, sådan et par imbecile fnatmider.

Jeg glor på ham.
– Hvad mener du, siger jeg uden at ryste på stemmen. Den stærke øl har smurt stemmebåndet.
– Ja, du er sgu da lige så tosset som ham der, han kan sgu da ikke køre scooter, mand, siger han. Han griner og peger på Daniel, der intet hører for den larm, pistolen fra tanken og Ronsons udborede knallert giver.
Ronson sidder og kører med højre hånd og gasser sin knallert op. Den stejler som en hidsig tyr, der pruster og stønner og bare er helt tosset.
Jeg står med knyttede hænder i lommen. Pludselig kører han frem og direkte ind i mig.

Jeg ved ikke, om det er held i uheld, men jeg falder ind over styret på knallerten, der vælter, og når akkurat at få venstre hånd op af lommen, inden jeg falder. På en måde er jeg forrykt ligeglad. Min hjerne er tom. Helt tom. Ronson ligger klemt under sin knallert og kan ikke komme fri, fordi jeg ligger ovenpå, selv om han prøver.

Jeg roder på knæene oven på stellet og tynger derved knallerten ned og tager fat i styret med venstre hånd og svinger højre knytnæve langt udefra og rammer ham på siden af hovedet. Han aser og maser, mens jeg slår ham en gang til, og Ronson brøler prustende, mens han af alle kræfter forsøger at hive sig væk:
– Hva´ fanden bilder du dig ind?

Jeg giver ham en ny knytnæve. Direkte i trynen på ham.
– Av, for helvede, hvad laver du …

Jeg bliver ved med at slå, så hårdt jeg kan. Jeg smadrer stålnæven ind på ham, igen, igen. Med vilje forsøger jeg at ramme næsen hver gang. Blodet springer frem fra den. Det ser skide godt ud. Det er lige som at slå til boksebolden i Fitness. Jeg har forladt denne verden og lever et helt andet sted. Smak, smak, smak.
Min løftede knytnæve gribes af Daniel, der trækker i mig og nikker med hovedet over mod scooteren.
– Kom, for helvede …

Vi forlader tanken. Det sidste, jeg ser, er Ronson under knallerten uden at røre sig. Jeg puster på min blodige knytnæve og fløjter lidt.
– Der fik han nok, hvad, råber Daniel ud til siden.
– Ja. Han kørte ind i mig …
– Jeg stod jo med den der i hånden og kunne ikke …
– Nej, det ved jeg. Helt i orden, Daniel.

Han kører over stok og sten. Så vender han igen ansigtet ud mod siden og råber:
– Det var ellers noget af en puster, han fik der, hvad?
– Mnnn.
– Somme tider er det det, der skal til.
– Mnnn.
– Turde du godt slå ham?
– Nej.
Daniel griner og lægger sig lidt mere forover for at presse farten op. Jeg følger med og råber:
– Men jeg glemte helt at være bange!
– Ha, skriger han. – Du er min godeste ven! Du er fanme sej! Hold kæft, mand. Du slog! Som en hammer! Hammer, hammer fedt.

Daniel kommer med underlige lyde, indtil det går op for mig, at han synger. Jeg kan ikke genkende melodien, så jeg overvejer, om og hvad jeg skal synge.32

Pludselig drejer han af vejen og ind på en sidevej. Det er en grusvej med store huller, så vi bumper noget af sted. Daniel synger, og jeg skråler med. Den der øl gør, at vi synger ret godt. I hvert fald højt. Det er skide lige meget, for vi synger ikke den samme sang.
Min stemme er næsten færdig med at være i overgang. Kun en sjælden gang smutter den op i det høje c.
Det gør den ikke i dag.
Men jeg holder stramt om Daniel, for han kører hårdt. Han slingrer ud og ind mellem hullerne.
– Suck it, for helvede, Daniel …
– Ja, det er fanme hyl, det her!

Det gælder om at holde sig godt fast. Selv om min højre hånd er smadret. Vi kører forbi noget tæt hegn, og hans motor får en mislyd. Mjav. Ha.
Daniels mobil ringer, og straks fumler hans højre hånd inde under jakken efter mobilen.
Jeg har nok at gøre, men hører alligevel, at den nye motorlyd kommer sådan skråt fra højre og slet ikke fra scooteren, og i det samme kører Daniel, der har hovedet lidt på skrå for at høre mobilen, over et hul, der får scooteren til at stalle og mig til at slippe taget i ham, og jeg ryger bagud på røven og rammer vejen med et ordentligt hug, av for …
– Helvede, Daniel …

Jeg ligger på vejen og ømmer mig, mens jeg opdager blinklys og Daniel køre direkte ind i den forreste del af et tog, der larmer over vejen nogle meter længere fremme, og jeg ser ham blive kastet langt op i luften og falde ned som en slaskedukke og tror, at det her er noget, jeg drømmer eller ser som film, og toget hviner med bremserne, og Daniel kan jeg ikke se, og scooteren er totalt spredt ud over det hele, og det varer forfærdeligt længe, inden toget standser, og jeg kan ikke rejse mig, og jeg bliver nødt til at lukke øjnene.

Sekunder senere åbner jeg dem igen og prøver at rejse mig, men det er svært. Toget er standset nu, og en togmand kommer løbende mod Daniel. Han ligger helt stille i kanten af overskæringen.
Manden vinker til nogle andre, og jeg kommer op at stå og humper besværligt derhen. Alt i mig føles i stykker og gør ondt.
Da jeg ser Daniel, er jeg klar over, at for første gang i mit liv stirrer jeg på et dødt menneske. Eller hvad? Han ligger på maven, men ansigtet er drejet ud til siden, og hans øjne er åbne, men ser ingenting.

Jeg står bare og stirrer og kan ikke tro det. Han er kun bevidstløs, tænker jeg. Togmanden vender Daniel om og prøver at give ham hjertemassage. Ham pumper i hvert fald på hans bryst op og ned og lytter indimellem til hans åndedræt.
Så ryster han på hovedet til sin kollega, der er kommet til.
– Han er færdig, siger han bare.

Jeg dejser om. Det er faktisk rart at ligge ned. Den anden kommer over til mig:
– Var du med ham der? Bagpå? Er du allright? Har du slået dig?
– Ja, siger jeg bare med halvt lukkede øjne. Jeg orker ikke mere. Dejligt at slappe helt af. Min krop er mørbanket. Så fik han mig alligevel. Ronson.
Hvad nu? Vi ligger bare her, Daniel og mig.
Og venter på ambulancen. Den må snart være her.
Der går enormt lang tid, inden jeg hører ambulancens tuden. Jeg er efterhånden vant til den lyd. Den gør mig ikke noget. Den betyder hjælp.
Sirenen forsvinder, alt bliver væk.33

Der er forfærdeligt meget hvidt alle steder. Jeg døjer med at åbne øjnene. Lyset skærer som knive ind i dem. Der er stemmer omkring mig, og jeg synes, jeg kan genkende dem.
– Han er ved at vågne nu!

Øh, hvem er det, der …
Nu tvinger jeg altså det venstre lidt mere op, og der sidder en person. Jeg ligger i en seng. Det andet får samme tur. Der sidder også nogen på den anden side af sengen. Hvad laver jeg her?
Jeg lukker dem og prøver at åbne igen. Denne gang lykkes det mig, og jeg stirrer lige ind i mors øjne, der er helt røde.
På sengens modsatte side sidder Åse. Hun har også røde øjne og har rejst sig halvt op.
– Åh, Ludvig, det er dejligt at se dig vågen, siger mor med en underlig sprukken stemme. Hendes ansigt kommer helt tæt ned til mit, og så kysser hun min kind.
– Jeg er glad for, at du er vågnet, min dreng, hvisker mor. – Du er på sygehuset.

Der står en læge i fodenden af min seng. Det må han være. I sit hvide en-mandstelt.
– Det var godt, Ludvig. Kan du høre mig tydeligt?

Jeg nikker energisk.
– Din ven, Daniel, er desværre afgået ved døden, men du slap heldigt fra sammenstødet med toget. Har du ondt nogen steder?

Jeg prøver at mærke efter, men synes ikke helt, at det gør ondt.
– Lidt i ryggen, siger jeg.
– Du har fået en del hudafskrabninger, men vi har ikke konstateret brud nogen steder. Hvis du får ondt, må du sige det straks, ikke? Du slog også hovedet.

Jeg nikker. Sammenstød med et tog? Daniel død?

Åse kører os hjem. Mor skal holde øje med mig det første døgn. Jeg sidder på bagsædet. Jeg kan ikke forstå, at Daniel er død. Det passer ikke. De lyver. Jeg kan slet ikke huske noget fra det tog-sammenstød.
Mor og Åse snakker lidt sammen om fremtiden. Ordet misbrugscenter nævnes.

Hjemme er der slået så mange ting i stykker. Det ligner en slagmark, et skydetelt, tredje verdenskrig, et computerspil, hvor alt er gået galt.
Men jeg er så træt, så træt og får lov at gå i seng. Forinden når jeg at udstøde nogle få ord:
– I morgen skal jeg nok …

Kirken er pyntet op med blomster alle vegne. I våbenhuset står to damer og tager imod blomsterne. Mor giver dem vores buket.
Den tager de straks og lægger oppe ved alteret, altså foran den der halvbue, hvor kannibalerne lægger sig på knæ for at drikke Jesu blod. Som vi sagde, da jeg blev konfirmeret sidste år.
Jeg vil gerne sidde så tæt ved udgangen som muligt, men mor haler bare af sted med mig og sætter sig længere oppe. Hun skal helst sidde yderst, så vi hurtigt kan komme ud.
Jeg vender mig om og ser lidt på de andre gæster. Nede bagerst sidder en lille flok, og de kunne godt ligne nogen fra det sted i Åbenrå, hvor Daniel arbejdede.

Præsten er en dame. Hun ser sød ud og hilser på Ingrid, der sidder på den forreste bænk sammen med et par mænd og en anden dame.
Der er lidt forskelligt, og vi skal også rejse os et par gange. På et tidspunkt taler præsten om Daniel.
– Daniel var altid på vej i sit liv, siger hun. – Han ville noget med det, han var nysgerrig og sagde aldrig nej til en udfordring.

Jeg lytter og nikker. Synes faktisk, at jeg godt kan se Daniel i det, hun siger.
– … og da han stod ud på sin sidste, desværre katastrofale tur, var det igen med en ven ved sin side. Hans venner svigtede ikke ham, og han svigtede ikke dem. Og sådan skulle han dø. Men vi ved, at han genopstår, at han skal leve evigt, ikke blot i vore hjerter …”.

Den tror jeg nu ikke på. Jeg synes faktisk også, at vi svigtede ham lidt, da vi søgte at standse hans snorken den nat der hos Leffe. Og det var da kun mig, der var ven. Ven? Var jeg det? Var jeg ven med Daniel?
Jeg vender mig og får øje på Leffe, der smiler tilbage. Der sidder min ven. Jeg synes ikke, Daniel …

Mor siger en lyd. Jeg har helt glemt hende. Nu siger hun igen en lyd. Åh, nej.
Jeg ser opmærksomt på hende. Måske er det bare svært for hende at vænne sig af med at sige sådan.
Hun hoster, og straks synker jeg lidt sammen på bænken. Lugten tager man aldrig fejl af. Aldrig.
– Ludvig, har du …
– Tys, mor, nu skal vi synge.
– Bevares.

Vi synger Befal du dine veje. Efter første vers siger mor halvhøjt:
– Ludvig, vi skal huske at …
– Syssh, mor, vi synger jo!

Jeg hvisker, men alle har hørt mors snak. Nu hører jeg også en klirren i hendes taske, da hun sætter den ned på gulvet. Fandens! Jeg var jo ikke klar over, at det kunne ske, så derfor har jeg jo slet ikke … Hvor dum kan man være?

Jeg har svært ved at se bogstaverne nu. De flyder sammen.
– Skal vi gå nu, mor, hvisker jeg.
– Nej, hvorfor det, spørger hun forbavset.
– Fordi du … Kan du ikke hviske?
– Hvad siger du?
– Hvis du er træt …
– Ja, men det er jeg ikke.
– Altså, du må ikke snakke, når vi synger. Det er så pinligt.
– Bevares.

Mor lægger armene over kors og siger ingenting. Jeg slapper af og synker tilbage på bænken. Jeg tør ikke kigge mig omkring. De sidder nok alle og ser hen på os.

Vi går ud af kirken efter kisten et stykke fra Ingrid, der går lige bag. Nu har hun hverken mand eller søn længere.
Den bliver sat ind i rustvognen nede ved lågen. Damen, der sad ved siden af Ingrid, står med et antal røde roser. Jeg får også én. Det bliver min tur, og jeg lægger rosen på kistelåget et godt sted, hvor de andre ikke ligger. Her, Daniel. Om du lever videre eller ej, så håber jeg, at du nød de få stunder, vi havde sammen. Altså nok bortset fra peberet.

– Vil I med på kroen og have kaffe?

Ingrid ser bedende på os. Mor skal lige til at svare, men jeg er hurtigere:
– Nej, tak, vi må hellere gå hjem …

Ingrid ser hastigt på mor og nikker.
Mor og jeg går hjem. Hun går en smule usikkert.
– Mor, helt ærligt. Du har drukket.
– Altså, Ludvig. Skal vi ikke aftale, at du ikke blander dig i mine sager?
– Jeg troede, det var det, Susanne mente den aften. At vi to skulle hjælpe hinanden?
– Åh, jeg tror, du holder meget mere af Susanne og Åse og Ingrid end af mig …
– Det passer jo ikke, mor.
– Du smisker altid for Åse og Ingrid. Tror du ikke, jeg har set det?
– Ja, men mor, det passer bare ikke.
– Jo, det gør. Det kan enhver da se. Tror du ikke, jeg så, at du og Åse havde det så sjovt. Da I ryddede op.
– Ja, men mor! Du grinede da også over alt det gamle bras, du sagde, der alligevel snart skulle smides ud …
– Jeg er heller ikke værd at holde af, klynker hun og begynder at
snøfte.

Her midt på gaden. Det går altså ikke.

Jeg tager fat i hendes arm.
– Kom nu, mor. Så går vi hjem og får en kop kaffe.
– Åh, ikke så stærkt, Ludvig.
– Jeg tror endda, der endnu er lidt chokoladekage tilbage. Susanne fik vist ikke spist det hele.

Der er brev til mor. Fra Misbrugsentret.
“Vores konsulent vil gerne møde dig torsdag den 21. klokken 14.00”, står der blandt andet.
Mor sukker lidt, mens jeg smiler og ser på hende og siger:
– Jeg skal nok være der, mor.35

Jeg er begyndt at vågne midt om natten. Det har jeg aldrig gjort før. Når jeg vågner, tænker jeg meget over noget, der er kedeligt eller trist for mig.
I nat vågnede jeg også og tænkte på Daniel.
Hvor er han henne lige nu? Sidder han et sted og holder øje med mig? På samme bænk som Sct. Peter. De har hver en iPad, hvorpå de noterer de levendes fejl og ondskab.
Der er mange på min side.
Jeg behandlede ikke Daniel ordentligt dengang med det peber. Jeg var en dårlig kammerat og slet ikke sådan, som præsten sagde. Mit hjerte buldrer af sted, og min mave knager og brager og gør lidt ondt. Nu er jeg lysvågen.

Udenfor er der totalt stille.
Hvor mange gange valgte jeg at være sammen med Leffe frem for at være sammen med Daniel? Det mærkede han selvfølgelig. Det var derfor, han spurgte, om han måtte komme med Leffe og os andre hjem.
Måske var Daniel ensom. Han havde ikke så mange venner. Eller rettere: Havde han nogen overhovedet? Var jeg en ven? Ja, ville han nok selv sige, men måske kun, fordi han var en flink fyr.

Maven bliver tungere og tungere. For jeg har jo også mistet en ven. Daniel var min ven, uanset hvor lidt jeg var der for ham.
Jeg beslutter mig for at være bedre som ven. Leffe har brug for mig og jeg for ham, men det dur kun, hvis jeg er der 100%.
Jeg kaster mig rundt i sengen, men kan ikke finde ro. Så jeg står op og lister mig ud i køkkenet for at finde noget, jeg kan trøste mig lidt med.
Der er ikke noget i køleskabet, der kan friste mig. Ikke andet end noget sur rødvin.
Jeg tager en slurk. Måske kan jeg så sove bedre nu. Endnu en slurk ryger ned. Jeg sidder på en kold køkkenstol og har ondt af mig selv. Åh, lille Ludvig er så ked af det.
Så gør sgu da noget ved det, mand. Hold op med at sidde der og tro, at alt skal dreje sig om dig. Hvad med at bekymre dig en smule mere om de få venner, du har? Hvad med at være noget for dem?
Yes. Det er det, der skal til. Pas på vennerne. Du ved aldrig, hvor længe du har dem. Vennerne? Har jeg flere?

Jeg rejser mig og går i seng igen og falder næsten øjeblikkeligt i søvn.36

– Sikke et stærkt lys her.
– Du har ret. Nogle ventesale er mørke. I hvert fald DSB´s. De gamle stationer havde …
– Er du nervøs, mor?
– Nej, hvorfor skulle jeg være det, Ludvig?
– Ja, men jeg mener, hvis de ikke kan gøre noget ved det, eller hvis …
– Det tror jeg ikke, du skal være nervøs for. Næh, i dag er jo kun en forundersøgelse efter det der konsulentbesøg.
– Ja, men det er da heller ikke …
– Måske kan der senere blive tale om 14 dage, og det skulle kunne gøre meget, og hvis de synes. Så skulle vi gerne have fjernet det lille problem, så du kan blive en glad dreng igen.
– Jeg er allerede glad. Fordi vi sidder her.
– Det ved jeg godt, Ludvig. Jeg er også kun gået med til det, fordi jeg ved, det er vigtigt for dig. Men det var altså ikke så slemt, som du antydede under det der formøde.
– Jo, det syntes jeg, det var.
– Hvorfor syntes du det?
– Du ville begå selvmord!!
– Ja, men …
– Fordi, når jeg tænker på de mange gange, jeg er kommet hjem fra skole og har fundet …
– Kender du udtrykket Tordenskjolds soldater? Nå, så ved du måske, at du nok har fundet de samme flasker flere gange, tror du ikke?
– Jeg glemmer aldrig lugten, mor. Jeg kan næsten ikke huske, at du har lugtet anderledes.
– Ah, nu synes jeg, du overdriver, Ludvig.

Mor ser opgivende ud. Jeg stryger hendes hånd.
– Sååå.
– Så slemt har det da heller ikke været. Jeg synes altså, at du smurte noget på over for den konsulent.

Jeg vrider mig lidt og sukker:
– Ikke for at starte forfra, mor. Jo, det var værre end slemt. Jeg var også bange før forældremødet.
– Nej, Ludvig, nu holder du. Sådan var det da ikke. Det sagde jeg også til konsulenten. Altså. Ham Ludvig. Han overdriver alting. Drenge har en livlig fantasi.
– Åh, mor, altså: Det er meget værre. Og somme tider klirrer det i din taske. Nå, der kommer en dame.
– Mette? Værsgo, denne vej.

Jeg bliver her og venter. To timer er længe, så jeg får ondt bagi ved at sidde her. Rejser mig og går udenfor.
Går lidt op og ned på gaden. En masse mennesker er ude for at se på butikker. At de gider.
Jeg står og kigger ind på Fonas udstilling. Der er kommet en ny model af iPad. Den kunne jeg altså godt tænke mig. Det er sådan en, Mathilde har. Men vi har ikke råd. Gad nok vide, hvordan mor fik råd til min til fødselsdagen. Eller hvad med en ny mobil?

Klokken er efterhånden der, hvor mor må være færdig. Jeg trasker hen mod ambulatoriet. Imod mig kommer en herre, jeg har set før.37

– Hej, Ludvig, tak for sidst.

Det er ikke en hvilkensomhelst mand, og han standser mig.
Jeg bliver rød i hovedet. Tak for hvad?
– Hej, Klaus. Ja, øh …
– Det er ikke så nemt. Hvordan går det med din mor?

Jeg ved ikke helt, om jeg skal sige det. Et eller andet inde i mig får mig til at buse ud med det hele. Det er måden, altså at ham Klaus får mig til at snakke.
– Mor er inde på Misbrugscentret.
– Det var godt, Ludvig.

Han klapper mig på skulderen.
– Det er garanteret dig, der har presset hende til det.

Hvor ved han det fra?
– Nja, vi har snakket om det, og så syntes mor, hun ville give det en chance.
– Du har en meget sød og meget smuk mor, Ludvig.

Jeg nikker og siger ikke noget om hospitalet og alt det der.
Han står lidt sjovt og bliver ved med at klappe mig på skulderen.
– Øh, hvis nu du synes, må du godt ringe til mig og fortælle mig, hvordan det går. Ikke fordi det kommer mig ved, men …
– … men hvad, spørger jeg lidt frækt.
– … men altså, ja, ring bare, ikke? Det kunne også være fint at besøge jer, hvor din mor var ædru.
Med de ord hilser han kort og forsvinder.
Jeg puster lidt ud. Der er godt nok mange mennesker på gågaden, men at lige præcis Klaus også var her, havde jeg nok ikke regnet med. Jeg griner lidt for mig selv. Regnet med? Han var helt ude af billedet, var han. Så meget, at jeg slet ikke fik ham fortalt, hvor meget jeg træner mine muskler. Jeg skulle have løftet ham, skulle jeg, og smidt ham over bag træet der. Eller op i træet? Bagefter løftet ham ned igen. Spider-Ludvig. Hæ.

På ambulatoriet venter jeg et stykke tid. Der er hun.
– Hej, Ludvig. Så er jeg færdig. Vi kan køre hjem.

I bussen hvisker jeg forsigtigt, så hende foran ikke skal høre noget:
– Hvordan gik det? Skal du derud igen?
– Nu må vi se. De siger, at de desværre ikke har ledig kapacitet lige nu. Måske først til næste år. De siger, der er stort pres. Der er så mange ulykkelige mennesker. Ja, det sagde de.
– Jeg har også læst om et sted nord for Vejle. Der kan man komme i en weekend. Men det koster altså noget.
– Jeg har jo ikke så mange penge …
– Nej. Det ved jeg godt. Men jeg må godt komme med. Derop. Altså nord for Vejle.

Ude på markerne gumler køerne løs på græsset. Mor nikker langsomt. Jeg trykker mig ind til hende og sænker stemmen:
– Gæt, hvem jeg lige har mødt.
– Susanne? Åse?
– Nej. Jeg har mødt Klaus.
– Klaus? Øh …
– Ja, ham, der hjalp mig dengang, og som besøgte os, du ved, til aftensmad …
– Nå, ham.
– Han spurgte til dig.
– Nå, nå. Hvad ville han da?
– Jeg tror, han godt kan lide dig.
– Ha, ha. Ludvig, du er uforbederlig. Du VIL finde mig en mand.

Men mor ser glad ud og trykker tilbage. 38

Vi får en hyggelig aften foran fjernsynet. Indimellem ser jeg lige, om der skulle være kommet noget på min mobil. En enkelt besked fra Leffe.
Jeg synker lidt sammen. Kan godt savne Daniels beskedder. Der var så mange stavefejl, at jeg somme tider slet ikke forstod, hvad han ville. Så måtte jeg skrive tilbage og fik svar. Dem forstod jeg heller ikke. Det kunne vare en hel time, inden jeg fandt ud af, hvad han ville.
Det kunne jeg godt savne. Sært nok.

– Nu ligger Daniel og venter på at blive brændt.
– Hvad siger du da, Ludvig?
– Ja, han skulle jo brændes.
– Jo, men man siger da ikke, at han ligger og venter. Han er jo død!
– Nå, nå.

Mors mobil lyder.
– Ja, hej Åse, ja, men det er fint. Kom du bare!

Mor ser hastigt rundt i stuen, men det er vist fint nok.
– Vi aftalte, at når jeg havde været på alkoambulatoriet, skulle vi snakke sammen.
– Det lyder godt.

Mor sætter kaffemaskinen i gang, og to minutter senere får vi besøg.
– Hej med jer, siger Åse og omfavner mig. Jeg kan ikke få luft, for hun presser mit hovede ind til sig og knuger mig hårdt. Hun er lige præcis det højere end mig, så mit hoved altså ender mellem hendes bryster. Det er lige som at blive klemt inde i et klædeskab med ørevarmere på. Jeg er heldigvis vant til det. Måske synes damer, at det er dejligt at klemme mig ind til sig.

Hun slipper mig heldigvis, og jeg trækker luft ind. Jeg er også en lille smule flov og kan ikke få mig til at se på hende. Alle knuser hinanden. Bare ham Ludvig er ikke så meget for det.
– Nå, Mette. Vi to har jo en aftale.
– Ja, Åse, det har vi.

Mors mundvige hænger en smule nedad.
– Giver du en kop kaffe?
– Jeg er i gang …

Mor går ud i køkkenet. Åse ser over på mig, og jeg slår blikket ned. Hvad ved hun om det der med Erik?
Jeg kan ikke nå træning mere i dag. Men i morgen. Og dog, hvorfor ikke; kigger på uret.
– Mor, jeg løber lige en tur.
– Gør det, Ludvig.

Jeg sætter kursen ud mod skoven. Det er en god vej, med asfalt og næsten ingen trafik. Mit løbetempo er pænt. I forhold til starten for snart længe siden er det tårnhøjt. Min puls er jævn, jeg får ikke længere blodsmag i munden, og alligevel er der fart på. Jeg er begyndt at kunne lide at løbe. Det er ikke anstrengende længere. Når jeg løber, kan jeg tænke på mange ting. Det fyger gennem hovedet, men på en underlig afslappet måde. Næsten ligegyldigt, hvad jeg tænker på, er det hot, det hele.
Det er en mærkelig fornemmelse, der meget ligner det, Klaus sagde om det psykiske i træningen.
Helt ærligt vidste jeg altså ikke, at det var så fedt at motionere.
– Det kan godt være, du har ret, morfar.
– Jeg har altid ret, Ludvig. For jeg er den ældste.
– Mor er også den ældste derhjemme. Men hun har nu ikke altid ret.
– Din mor gør, hvad hun kan. Hun kæmper.
– Ja, jeg er glad for det, hun er nået til nu.

Jeg løber ned til Fitnesscentret og giver mig selv en omgang der.
Mikkel kommer i det samme:
– Hej, Ludde, det var nederen, det der, hvad?

Jeg ved ikke helt, hvad han tænker på og ser spørgende på ham.
– Jeg mener, det der med din kammerat og toget.
– Nå, ja. Ja, selvfølgelig.
– Var det ikke hårdt for dig?

Jeg står vist med åben mund. Det er første gang, at nogen har spurgt mig om det. Og så en dreng, jeg knap nok kender.
– Jo. Megahårdt.
– Jeg håber, du kommer ind på friskolen!
– Vi har vist ikke råd.
– Synd. Men ved du hvad, Ludde. Har du ikke lyst til en dag at besøge mig alligevel? Her, ring til mig, når du er klar.

Jeg får hans mobilnummer, og han dunker mig i ryggen.
– Hvis du igen går på Facebook, så søg mig, ikke?
Jeg nikker kraftigt. Husker at se på ham. Husker at lytte. Indtil nu har jeg tænkt på Leffe og Mikkel som mine venner. Måske er jeg også deres ven? Jeg var helt sikkert Daniels ven.
– Ja, selvfølgelig, Mikkel.
Jeg klapper ham på armen og hilser af.

Da jeg kommer tilbage og op fra bad, sidder Åse der endnu. De ser ud til at have snakket godt sammen. Mor virker glad og tilpas.
Så rejser Åse sig og siger farvel. Hun nøjes heldigvis med at give mig hånd, så jeg ikke en gang til skal have hovedet i maskinen. Det her vil Leffe grine ad. Og Mikkel?

Jeg følger hende ned ad trappen og ud. Hun vender sig:
– Nå, Ludde. Nu har din mor og jeg lavet en aftale, som går ud på, at jeg også hjælper til med, du ved godt.

Jeg nikker, selv om jeg ikke helt har styr på, hvad hun præcis skal hjælpe med. Hun smiler bare og går ud til sin bil. Jeg er lige ved at råbe efter hende: Hils Lene Sofie!
Hende har jeg næsten glemt. 39

Jeg træner og sveder og hænger i og driver mig selv til det yderste. Den får ikke for lidt. Jeg banker boksebolden flad, mens Leffe hamrer af sted på løbebåndet. Han er sgu stædig, den lille sorte rad!
Vi napper en pause.
– Det går fremad, stønner han, mens han tørrer sig med håndklædet over de sorte lokker.
– Det manglede sgu da også bare, mener jeg, der også lader håndklædet suge en del sved op. – Tror du, vi bliver stærkere?

Leffe trækker på skuldrene. Pludselig udbryder han:
– Min mor slår mig i hvert fald ikke mere.
– Javel! Nå, det gør hun ikke. Og hvorfor så ikke?
– Det skal jeg sige dig. Sidst hun greb stokken, tog jeg den fra hende og sagde: – Mor, det er slut med at slå mig. Er du med? Hvis nogen skal have tæsk her, er det dig! Forstået?
– Ja, men Leffe, for fanden. Ha, ha. Sagde du virkelig det?
– Mit hjerte var helt oppe under tungen, så jeg næsten ikke kunne snakke. Men jeg var fanme også så gal i skralden, at jeg tænkte, det hele sgu er lige meget …
– Skulle jeg have hjulpet dig?
– Det har du allerede gjort. Du sagde dengang, du ved, striberne på ryggen, at jeg ikke skulle finde mig i det. Det er godt at have sådan en som dig!

Jeg bliver rød i hovedet. Fumler med mit håndklæde og siger:
– Det er eddermame også godt at have sådan en som dig. Uanset om vi løber herfra og til månen: At have venner er det bedste.
– Nu snakker du sgu ligesom dengang, jeg ville være spejder. Da jeg hørte dem snakke fucking meget om venskab og sammenhold, brækkede jeg mig lige i store, gulgrønne stråler og sagde farvel og tak.
– Hæ, hæ.

Jeg går på toilettet og letter mig. Tja. Kunne man tage en stok i hånden og true mor og sige: Nu drikker du ikke mere, har du forstået? Det er sidste gang, er du med? Ellers …
Nej. Jeg kommer til at grine. Det vil ikke virke med mor. Ikke med min mor. Ikke med mig.

Leffe er min ven, men det bedste er, at jeg er Leffes ven. Jeg begynder at fløjte.

Vi forlader fitnesscentret, og der står Lene Sofie.
Leffe går videre. Sikke en kammerat. Jeg rømmer mig:
– Jeg er ked af det med min mor, og dengang hun …
– Det ved jeg godt, Ludde. Jeg har snakket med min mor, så jeg tror, jeg ved, hvorfor din mor var sådan.

Hun står og skraber med skoen.
– Nå? Hvorfor så?
– Din mor siger, at min far er far til dig.

Jeg nikker. Ja. Så enkelt er det.
– Men det er han ikke.
– Hvad?? Hvorfor så ikke det? Hvad ved du om det?

Jeg ligner en lille, sulten dreng med min alt for store åbne mund.
– Han kan slet ikke få børn. Både Anne Sofie og jeg er lavet … altså det er noget med en klinik i Flensborg.
– Hvad??
– Kan du ikke sige andet end hvad?

Hun smiler til mig og tager min hånd og vrænger på næsen.
– Vi ses snart igen, ikke? Hold kæft, du lugter, mand.
– Hvad?
– Åh, Ludde. Du er sgu så sød.

Hun holder min arm og bøjer sig frem og kysser mig lige på munden, og jeg gemmer følelsen af hendes læber og hånd så længe som muligt. Trækker det ud. Jeg slipper det meget nødigt. Til sidst glider hun væk. Følelsen vibrerer, og læberne snurrer.
Tungen glider lige et par gange rundt om læberne. Kan jeg smage noget?
Jeg er helt bedøvet. Nu kunne jeg godt sidde i tandlægestolen og blive boret. Det ville ikke røre mig.
Jeg er nemlig lige blevet bedøvet af den sødeste pige i verden.

Stinkermanden løber hjem. Spiderman, kom an! Jeg drøner af sted, hjertet pumper, lungerne går som luftturbiner, tankerne ryger derudad i samme fart.
Lene Sofie er ikke min halvsøster! Lene Sofie tog mig i hånden! Lene Sofie rørte min arm. Lene Sofie smilede til mig! Lene Sofie sagde, at jeg sgu var så sød! Og det største af alt: Lene Sofie kyssede mig på munden. Hun kyssede mig på munden!
Måske …

Hjemme går jeg først i bad, og så skal vi have kaffe. Jeg går ikke normalt. Jeg går på luftpuder. Der er kaos oppe i hjernen.
Mor sidder allerede parat, og jeg er også klar:
– Skal jeg lave kaffe, mor?
– Det ville være fint.

Så det gør jeg. Jeg fløjter en melodi, der bare ikke vil ud af hovedet. Det er skrækkeligt irriterende. Andre dage er det en anden melodi, og det er altså til at blive tosset over. Melodien fiser rundt i ens arme hjerne og forstyrrer alt og alle på sin vej. Så stop dog!
Jeg bærer en bakke med kaffen ind i stuen, og på bakken er der også en rulle chokoladekiks.
– Jeg synes lige, vi havde fortjent det, smiler jeg til mor. – Nu, hvor Susanne har spist al chokoladepladekagen.
– Det bliver du ved med at sige. Meeeen, var det nu også hende, der spisste det hele?

Jeg kikker hastigt på hende. Der var lige et s for meget. Men der er ikke noget at se, og jeg kan heller ikke lugte andet end de der gajoler, der ligger på sofabordet.
– Hvordan går det neede i fitness, spørger hun.

Igen farer der en tanke i mig. Men mor ser ædru ud, selv om øjnene ruller lidt. Hun opfører sig heller ikke, som om hun var stangberuset. Jeg rører lidt rundt i koppen.
– Godt. Men jeg synes da, at vi to har noget vigtigt at snakke om.
– Nå, for pokker. Nu er det vel ikke igen noget om alkambo … øh, alkola … det der ude, åh, det er svært at sige.
– Nej, det er ikke om alkoambulatoriet. Det er om mig. Og dig. Det ved du jo godt. Jeg tror, du har snakket med Åse om det.

Mor sukker. Jeg ved ikke, hvorfor. Jeg aner det ikke. Lader hun, som om det med min far ikke betyder noget? Jeg stirrer på hende, men jeg kan ikke finde ud af, hvad der er med hende.
– Synes du ikke, vi skal snakke om det?
– Ja?
– Jeg ved det jo også nu.
– Hvad?
– Det der med Erik.
– Mnnn.
– Mor?
– Jeg kan bare ikke forstå det.

Mor ser forvirret ud. Hun ryster langsomt på hovedet:
– Men …
– Altså forstår du ikke det med, at Erik ikke kan få børn?
– Nej, for …

Hun bliver helt bleg nu. Stirrer på mig med store øjne.
– Når Erik nu ikke kan være min far. Altså, mor. Hvem er så egentlig far til mig?
– Ja, men det …
– … det er for helvede noget rod. Ikke?
– Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige …
– Nej, mor. Men en eller anden må jo være min far, ikke?

Hun stirrer frem for sig. Objektivet er sat på uendeligt.
– Ludvig! Hør her. Jeg kan godt … øh, jeg kan sagtens forstå, at du savner en far. Måske fordi jeg ikke er der hele tiden for dig.

Jeg trækker på skulderen. Mor fortsætter:
– Jeg har bare lyst til at snakke med dig om det.
– Mor, vi snakker da hele tiden?
– Nej, ikke på den måde. Du bliver ked af det, når du ser, at jeg har drukket. Jeg forsvarer mig straks og bliver enten sur eller vrælende eller ligeglad eller noget.
– Ja. Der kan man ikke rigtigt snakke med dig. Altså når du er fuld.
– Nej. Men der er noget, du skal forstå.

Pludselig er jeg ikke søvnig længere.
– Ja?
– Det sker, at jeg får for meget, og det er jeg ked. På dine vegne. Så føler jeg mig som en dårlig mor. Især bagefter.

Jeg lytter. Hvad kommer der?
– Jeg vil prøve på, nej, jeg vil love, at jeg fra nu af prøver at drikke mindre. Men helt undgå det hverken vil eller kan jeg.
– Det er jo derfor, alkoambula …
– Hold nu op med det der alkoholnoget. De har ikke plads foreløbig, og det virker sådan fjernt og uvirkeligt.
– Nå, da synes jeg da, at der var noget med højst 14 dage …
– Jeg tænker på, og undskyld, hvis jeg afbryder dig, Ludvig. Ja. Det bør man ikke gøre, når ens dreng er så gammel, vel? Men jeg tænker på, at hvis du sad inde i min hjerne, ville du bedre kunne forstå mig.
– Er det, fordi du er ked af noget og derfor drikker?
– Neeej, så enkelt er det ikke. Det er bare så rart og afslappende.

Jeg sukker lidt.
– Jeg ved godt, det ikke er rart for dig, altid. Jeg kan, nej, jeg må nok indrømme, at jeg måske aldrig kan lade være med at drikke. Hvad siger du til det?
– Jeg er glad for, at du vil snakke om det, for når du har drukket, kan vi ikke snakke sammen.
– Det er også derfor. Jeg vil gerne have, at du skal forstå, hvad det er, jeg er ude i. Ser du, jeg starter altid med at drikke lidt. Bare en lille smule. Det tænder mig så at sige til at se lysere på det hele.
– På hvad, mor?
– På mit arbejde, mit liv, dig …
– Men andre folk drikker da ikke sådan hver dag …
– Jo, mange gør, men det er mere skjult.
– Du prøver også at skjule det?
– Ja, det gør jeg, fordi alle ser ned på en, der drikker. De ser mere ned på en kvinde end på en mand. De fleste mænd kan tillade sig at få en fyraftensbajer, og når de kommer hjem, tager de et par stykker til. I weekenden bliver det til endnu mere. Men hvis en kvinde gør det, og især en enlig mor, ja, så er fanden løs!
– Det kan godt være. Han var i hvert fald løs i klassen.
– Det forstår jeg, Ludvig, og det er jeg så ked af. På den måde går det ud over dig.
– Jeg er glad for, at vi kan sidde og snakke om det her.
– Hør nu her. Du skal regne med, at jeg ikke kan lade være med at drikke. Men jeg vil forsøge at drikke mindre og samtidig få dig til at forstå, at det er i orden. Altså at jeg drikker.

Jeg læner mig tilbage i stolen og kan ikke lade være med at smile.
– Det er lidt sjovt. I dag har vi i historie hørt om kompromisser. Når to, der er uenige, skal blive enige, skal de begge give lidt til den anden. Så hvad giver du, og hvad giver jeg?
– Jeg lover dig, Ludvig, at jeg vil drikke mindre, end jeg gør nu.
– Mindre? Det er lidt svært at vide, hvad …
– Jeg ved det. Men så meget mindre, at jeg ikke tumler fuld rundt og spiller tosset.
– Det er i orden! Og hvad skal jeg give?
– Du skal acceptere mig, som jeg er. Du skal mene og sige, at det er i orden, at din mor drikker. Ikke meget, men dog noget.
– Der er vist ikke mange børn, der laver sådan en aftale med deres forældre. De andre i klassen, eller nogen af dem, snakker om, at det altid drejer sig om, hvad de må drikke, når de er til fest; ikke, hvad deres forældre må drikke. Hæ.
– Der er en ting mere, Ludvig.
– Ja.

Jeg sidder nu helt fremme på stolen.
– Det er ikke så godt at drikke. Alle steder kan man læse om, hvor skadeligt det er med alkohol. En genstand om dagen må en kvinde drikke.
– Én genstand? Altså én snaps for eksempel?
– Ja, for eksempel. Det har jeg ikke overholdt i flere år. Men jeg vil som sagt prøve at klare mig med mindre end tidligere.
– Tre?
– Det er svært at sætte tal på.
– Hvad så, hvis du drikker mere?

Mor piller ved sin kaffekop, drejer den rundt og rundt.
– Jeg lover dig, at jeg vil være ærlig over for dig.

Jeg gaber og strækker mig. Nu vil jeg snart i seng.
– Det er sent, og du skal op i skole i morgen. Hvad synes du om det, jeg har sagt her?
– Jeg er glad nok. Mest, fordi du vil snakke om det.
– Godt, min dreng. I morgen starter mit nye liv, og du skal med!

Jeg ved ikke, om jeg helt forstår det sidste, men nu vil jeg se dyner. Jeg ligger med iPaden og har slået op på Facebook. Med små og forsigtige tasteklik tilmelder jeg mig. Igen. Det behøver jeg nu ikke. Bare det at gå ind betyder, at den kører, som om ingenting er sket. Nu skal jeg bare have slettet alle notifikationer fra tidligere. Alle de grimme, trælse ting.42

Mor sidder ved køkkenbordet, da jeg kommer hjem fra skole.
– Hej, Ludvig. Kom og sæt dig her.

Jeg trækker stolen ud. Der står en helt ny flaske snaps på bordet. Maven føles pludselig tung. Mor tager fat i flasken og ser på mig:
– Du skal få lov at drikke det samme som mig. Nej, vent nu lige lidt.

Hun standser mig med en hånd, og jeg sætter mig igen.
– Det er, fordi du så kan få en fornemmelse af det, jeg sagde i går.
– Så du vil have, at jeg skal drikke snaps?
– Yes.

Mor smiler og ser helt frisk ud. Hun ligner ikke en, der har drukket endnu. Jeg sidder på det yderste af stolen og rokker lidt frem og tilbage. Så lægger jeg begge hænder på bordet:
– Det går nok ud over min træning og fodbolden og det andet.
– Det er kun i dag, Ludvig. Så det går nok. Nu hælder jeg en snaps op til dig, og du skyller den ned, så du ikke smager den.

Hun vrider proppen af, skænker op og hælder også en op til sig selv og løfter glasset:
– Skål!

Min hånd løfter glasset helt af sig selv.
– Skål!

Det er noget af det mærkeligste, jeg har været med til. Jeg tror ikke, de andre har været ude for det, slet ikke Leffe.
Jeg holder vejret, den lugter ikke af noget, og jeg hælder den ned.
– AAAAAh, stønner jeg, hoster og rømmer mig flere gange. – Den var stærk! Jeg gisper efter vejret og kan ikke sige noget til at begynde med.
Det brænder hele vejen ned i maven, men jeg mærker varmen efter et øjeblik i hele kroppen. Mor griner lidt:
– Kan du mærke den?
– Ooom jeg kan? Host. Hold da op.

Jeg har svært ved at tale, hoster flere gange og prøver at klare stemmen.
– Vi tager en til, og så er det slut.
Mor har hovedet lidt på skrå, mens hun løfter flasken og kigger på mig.

– En til?
– Ja, her. Drik!

Jeg folder hænderne og vrider dem den modsatte vej.
– Æh, det er altså ikke skide hyl … at drikke …
– Så. Kom nu!

Den næste ryger ned lige så hurtigt som den første, men denne gang er jeg mere forberedt. Trods det brænder jeg indeni, og det er både meget varmt og stærkt som ind i helvede, men føles en smule anderledes end den første.
– For fanden, uhhh, det er godt nok …
– Kan du lide det, Ludvig?
– Nej! Fanme nej. At nogen synes, det er dejligt … Nej, hvor er det vildt mærkeligt i kroppen … det er anderledes end øl …

Det hele kører rundt. Jeg læner mig tilbage på den hårde køkkenstol og lukker øjnene for at standse centrifugen.
– Du er da noget af en mor, og det mener jeg, pludrer jeg lidt efter og smågriner til hende.

Jeg mærker varmen brede sig både i hovedet og nede i maven, og det brænder ikke længere på samme måde.
– Det er sgu ikke, fordi du skal lære at drikke. Det er, fordi du skal kende til det. Den der dejlige ro og afslappethed, som jeg har nu.
– Mnnn. Når du ikke drikker, så føler jeg nu også en ro …
– Desværre skal jeg altid have mere. Det er det, jeg vil lave om. Så hvis jeg skal have mere i dag, bliver det først til aften.

Det er jeg godt tilfreds med.
– Det er en god deal, vi har lavet, mor.
– Ja, den skal holde. Ludvig, du hjælper mig på denne måde!

Jeg føler mig træt og søvnig.
– Mor, jeg tror, jeg går ind på værelset og lægger mig lidt.
– Gør du det, min dreng. Så vil jeg ssse efter noget aftensmad.
– Husk så: Ikke drikke mere nu!
– Nej, nej. Gååå nu bare.

Jeg rejser mig besværligt og synes, at gulvet gynger noget.
På Facebook er der en venneanmodning fra Mikkel. Og fra Lene Sofie. Og Leffe, selvfølgelig. Hov, også fra Mads. Nå, nå. Jeg accepterer alle fire og klapper iPaden i. Åh, jeg er søvnig.
43

– Kan du se det nu, Ludvig?
– Hvad, morfar?
– At du selv kunne finde løsningerne. Du behøver ikke min hjælp.
– Jeg har det også meget bedre i dag. Selv om jeg har drukket snaps.
– Det kommer du over. Det var noget engangs. Du vil klare dig godt. Og så skal du vide, at jeg er hos dig. Altid. På en måde.

Et eller andet sted er jeg både trist og glad. Trist over, at morfar ikke rigtig er morfar på samme måde, som da han levede. Trist, fordi jeg går og drømmer mange ting. Glad, fordi det han har sagt og gjort, gælder. Det kan ingen tage fra mig. Og nu kan Kirsten fra kommunen være den, der hjælper mig.
Det kører lidt rundt, det hele.
Dog kan jeg godt se den lille seddel på mit bord. Telefonnummeret til hende. Jeg kan det udenad. Hvis nu sedlen skulle blive væk.

Jeg smider mig på sengen og døser. De otte cifre kommer flyvende gennem luften og svæver ind over mit ansigt og drejer op mod loftet og tilbage igen. Milde tanker farer frem og tilbage og gør, at jeg blunder og vågner og sover lidt og vågner igen. Jeg har også en stærk og næsten harsk smag i munden.

Tanker og drømme flyver ud og ind. I morgen vil mor fortælle mig, hvem der er min far. Hun var ikke stangfuld den aften, det skete, så hun ved helt præcist, hvem der er min far. Tror jeg.
I morgen vil hun også få besked på, at der er en ledig plads på det der misbrugscenter. Det er jeg sikker på. Det gør mig glad. Måske kan de hjælpe hende til at drikke noget mindre, måske helt få hende til at stoppe. Det har man da hørt før.

Og i overmorgen vil Klaus ringe til mig og spørge, om vi kunne tænke os at få besøg igen. Jeg vil sige jo tak, det kunne vi godt tænke os. Mor kan godt lide dig.
Nej, det skal jeg måske ikke sige. Det vil være dumt. OK, det trækker jeg tilbage. Jeg kunne sige: Mor synes også, du skulle besøge os igen.
Ja, men hvordan går det din mor, nu hun går på alkoambulatoriet?
Æh, hun er ikke begyndt endnu, der er ikke plads, men de har lige ringet og sagt, at det bliver der. Snart. Om en uge højst.
Ja, men det er da alle tiders. Og Ludvig?
Ja?
Du er sgu en dejlig dreng.
Jeg ligger og bider i dynen, for det er fucking skønt at forestille sig. Åh, det er skønt at drømme. Slip pauseknappen og kør videre.
Klaus kommer og spiser med igen. Mor har ikke drukket. Hun rødmer faktisk, så frisk og klar er hun. Det er helt vanvittigt. Når hun ser på Klaus, bliver hun indianer. Så slemt er det.
Morfar kigger hele tiden på mig, og hans mund former ordene: Ludvig, du er min dreng! Du er den bedste dreng i hele verden! Du kan så meget, du ved så meget, men bedst af alt er, at du er sådan en dejlig dreng. Jeg holder så meget af dig, Ludvig.

Mens vi spiser, spørger Klaus, om jeg har lyst til at gå på friskolen, for så vil han godt betale lidt til.
Jeg farer ind og ringer til Mikkel og fortæller ham, at jeg snart skal begynde der, og han bliver glad, og vi aftaler, at han kommer om lidt og besøger mig. Jeg fiser tilbage igen. To venner! Ikke dårligt. Plus Lene Sofie. Er det så tre venner? Eller er hun mere end en ven?

Nu vi er ved det.
Vi er lige ved at være færdige, da det banker på døren. Det er Lene Sofie. Hun bøjer sig ned og kysser mig på kinden og smiler. Nå, siger hun, nu skal det være, og så kysser hun mig på munden. Hendes bløde læber er elektriske stød lige ned i hjertet. Nå, nej, det er jo bare en pumpemuskel. Næh, op i hjernen med strømmen! Mit hjerte larmer imens ad helvede til, men Klaus griner lidt og siger, det er skide dejligt med kærester og kigger over på mor.
Vil du ikke spise med, Lene Sofie, spørger mor og hiver stolen ved siden af ud.

Senere går Lene Sofie og jeg ned i værkstedet. Hun sætter sig op på kondicyklen,. Jeg hjælper hende op på den og kommer til at røre hende på brysterne. Hun smiler bare. Jeg rører en gang til. Og kysser hende. Lige midt på munden. Så sætter jeg mig til romaskinen, som Klaus lige har købt og foræret mig. Det skramler udenfor, og Mikkel står og vil også være med, for Klaus og jeg har banket en ribbe op på væggen, og der løfter man ikke vægte, men sig selv.
Mikkel kigger langt efter Lene Sofie, men hun er min. Altså.

Og næste dag i skolen? Under motionsbåndet siger jeg til Leffe: Du må da godt følges med os. Med jer? Han ser sikkert forbavset ud. Men så får han øje på Lene Sofie, der nærmer sig. Nåååå, siger han og smiler. Så er jeg da bare sammen med dem fra min klasse.
Lene Sofie tager mig i hånden, og hele skolegården standser.
Selv Ingvarsen holder vejret og vender sine buskede øjenbryn over mod os.
Ingen siger et ord, men kigger bare. Det varer længe, inden der igen kommer lyd på den video. Derovre står Mathilde og Møf og Mads og Mek og Matias ved armgangsstativet og glor. I det andet hjørne står Ronald Ronson og ligner den afskyelige snemand i al det gazebind.
Lene Sofie smyger sig ind til mig og hvisker og kysser mig på munden.
Og så begynder vi med at gå roligt rundt i skolegården, inden vi skal løbe.

So fucking fedt.

Der er flere af

Mine Bøger

Forfatter

Finn Wilkens

Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.
Vis alle indlæg

SYG I HODET

Der er flere af

Forfatter