Forleden lørdag nat blev jeg vækket af en infernalsk dytten. Fortumlet så jeg ud ad vinduet, hvor beboerne i et hus lidt længere borte stod og vinkede til deres venner, der uden hensyntagen til ældre menneskers søvnbehov dyttede helt vanvittigt lige uden for vores hus.
Lørdagen efter havde jeg selv gæster, og vi snakkede om tidens manglende solidaritet med de gamle. Det sker af og til, at vi står i kø i Brugsen, og ingen af de unge eller yngre mennesker kunne finde på at give en gammel, træt mand sin plads længere oppe mod kassen. På apoteket trækker man et nummer, men der er kun én nummermaskine. De kunne godt have en til gamle mennesker. Nej, der får man også lov at stå og vente, til man segner. Ingen stole, ingen kaffe, ingen medlidenhed. Som om man bør straffes for at have levet længere end dem.
Vennerne kørte sent, mætte af dejlig mad, vin, kaffe og cognac af den gode slags og et fint, afdæmpet humør, som det sømmer sig for kultiverede ældre.
Vi stod og vinkede, klokken var to, og chaufføren trykkede hornet i bund. Jeg synes, det er i orden. Vi gamle har ikke så mange glæder, og et lille dyt i bamsen er en sjælden fornøjelse.