Et øjeblik …
Temauge: Demens
Modelfoto
H og C er redaktionen bekendt. De har valgt at være anonyme efter datters ønske, men havde ikke selv et problem med at stå åbent frem.
Det er længe siden, jeg har haft ro til at skrive. Hverdagen kræver sit og ældreklubben andet. Jeg har netop fået lagt plan for den kommende tid for mig og min demente mand. Det er efterhånden blevet mit job, da jeg kan ordne det herhjemme fra. Jeg går på jagt i aviser, husmoderforeninger og TV. Midt-Vest. De andre frivillige sørger for kaffe, brød og borddækning. Det er jeg glad for at slippe for, da C ikke kan være alene for længe. Forleden havde han tømt et af skabene i køkkenet, men kunne ikke huske, hvad han ledte efter. En anden dag havde han prøvet at fylde i opvaskemaskinen. Bestikholderen havde han fået lagt på siden. Så han havde måttet opgive. Jeg har ondt af ham, for han vil gerne hjælpe. Ofte tager hans voldsomme svimmelhed over. Jeg kan se, at han har det skidt. Så lader jeg ham sidde i sin stol.
Ved madlavningen beder jeg ham om at sætte sig i køkkenet ved spisebordet, så vi kan snakke lidt sammen. Jeg gør urterne parat, og så han kan skære gulerødderne ud eller krydre det kød, vi skal have. Jeg fornemmer, at det er vigtigt, at han føler, at der er brug for ham.
Jeg sluger nogle kameler en gang imellem, når han ikke kan finde ud af det. Han har jo ikke brug for at blive dunket i hovedet med sin uformåenhed. Det er ikke uden mening, at man taler om at gå i barndom. Faktisk er det et smukt udtryk.
Overskriften for mig er: GELEJDE, IKKE BEBREJDE. Det er svært, hvis jeg er træt. Så er gærdet lavt.
C læser stadig avisen indtil flere gange, ligesom TV2-News helst kører hele tiden. Vi kan stadig føre en samtale, men der er mange gentagelser. Bedst er det, når han tænker på sin tid som sømand. Han ville have være styrmand, men måtte holde på grund af hjerteproblemer. Det er, som han trykker på en knap og så kommer den ene gode historie efter den anden. Jeg bliver aldrig træt af at høre dem. For lige som hos Jørn Riel føjes der hele tiden noget til.
Vi så i går aftes et program om udgravningerne i Ribe plus et program om det gamle Grækenland for endelig at slutte af med et program om Den kolde Krig. Jeg tænker, vi skal en tur til Ribe, hvor C har boet.
Selv om det er svært, holder livet jo ikke op, før vi ligger i kisten.
