På køkkenbordet …

På køkkenbordet …

Når du nu har hældt de nys plukkede guldkarameller, nej hvad skriver jeg? kantareller ud på køkkenbordet, hvad gør du så?

Du frasorterer de værste blade, snegle og andet skidt, som du putter i din biologiske skraldespand.

Hvis du har en lille støvekost, kan du feje det meste af det øvrige skidt af. Resten må tages med en bette skarp kniv. Er de meget medtagne, kan du i nødstilfælde lægge dem i vand, ryste dem og derefter gøre dem rene. Det sker der faktisk ikke noget ved.

Når de er rene, kan du skære dem til, så de passer til din fornemmelse for maden bagefter. Ikke for små! Nogle foretrækker kantareller hele, andre skærer dem i mindre stykker. Plastikposen fyldes med så mange, som du skønner passer til en ret og kommes i fryseren.

Alternativt kan du stege dem færdige, inden du nedkøler og putter i fryser. I tilgift fylder de mindre. Så er de nemme at tage i brug, når du står med en middagsret, der mangler noget prostesteron.

Stegningen foregår på en pande uden fedtstof så længe, at der har samlet sig en del vand, der både stammer fra den eventuelle nedfrysning og optøning og fra selve svampene. Du hælder dem bare ud i en si og smider dem derefter igen på panden, denne gang med fedststof. De skal have et pænt kvarter, hellere for meget end for lidt.

Før stegningen har du skåret løg og små stykker bacon, der også smides på den varme pande. Du kan bruge alt muligt andet krydderi, men sådan gør jeg altså. Husk salt og peber.

Nået så vidt skal du enten tilføje dem til en gryderet eller forsøge at blive kok-kunstner. Du kan for eksempel tilsætte piskefløde og noget krydderi; helt uartigt små stykker oksekød, og du vil - sammen med de friskkogte, nye kartofler få mad, der i duft, konsistens og smag bringer Nationalparken helt ind i køkkenet.

Hertil kan anbefales en temmelig god og kraftig rødvin, mit  råd er at afsøge en italienervin med krop og fylde sådan fra det sydlige område, Zinfandel, Primitivo eller lignende, og som har en næsten flødeagtig konsistens - tyk som olivenolie, og du vil være nærmere himlen, end du har prøvet før.

I hvert fald en sikker vej til ægtefællens beundring og hengivenhed, hvis det med himlen er i overkanten.

12 cm fra paradis

12 cm fra paradis

Dette er en fritidshistorie, selv om den er lidt lang. Den er 100% sandfærdig, godt og vel. I hvert fald 98%.
Vi købte engang en fritidsejendom med 5000 m2 naturgrund. Stod der i annoncen. Der stod også, at det var en herskabelig landejendom; der var ikke billede med, men vi forestillede os noget i stil med titelbilledet. Virkeligheden var noget mere beskeden. Alligevel faldt vi for det.
Jeg så for mig, hvordan jeg som nybyggerne i Canada erobrede landet, dyrkede det, ordnede det faldefærdige bindingsværkshus og fandt meningen med livet. Men sælgeren havde gjort meget ud af haven og sået en vældig flot græsplæne på 4.000 m2, hvilket ødelagde billedet en smule af den uspolerede prærie. Huset og den trekantede grund lå dog så djævelsk smukt med skoven til den ene side, kornmarker til den anden og et flot dalstrøg til den tredje, at vi købte det. Huset var slet ikke så dårligt, som vi forestillede os. Alt var parat til at nyde paradiset på jord.
Jeg skulle også have mig en havetraktor. Hvordan ellers slå alt det græs, forklarede jeg mit livs lys og økonomidirektør og overvejede i mit stille sind, om jeg nu kunne kalde mig proprietær eller gårdejer.

Honda-da!

Jeg så på flere modeller, og de kunne købes for 10.000 kroner og opefter. Selvfølgelig var det ikke nok for mig at eje en maskine med navnet Sava. Jeg ville have en Honda til 23.000 kroner! Forfængelighed har sin pris. Til gengæld var jeg vokset en hel del, da jeg hjemkørte traktoren. Det lykkedes mig som andre rigtige gårdmænd at danne en kø af bilister, der ikke kunne overhale.
Sent samme aften slog gårdejeren græsset. Det tog en times tid. Resultatet var så fint. Stolt kunne ham med drømmen om tre skorstene parkere traktoren i garagen. Bilen måtte pænt stå udenfor.
Her kunne historien være afsluttet.

Men paradiset fik en slange, og så ved vi jo godt, hvordan det går.
En morgenstund med sol og pipfugle og hele moletjavsen slog jeg vinduet op for endnu en gang at beundre mine besiddelser - og så tre muldvarpeskud i min fine plæne. Tre! Jeg blev afsindigt rasende og for ud og bankede skuddene sønder og sammen med min spade. Så havde jeg ligesom sendt et signal, der ikke kunne misforstås af den der muldvarpesatan. Spaden havde jeg slebet, så æggen var syleskarp.
Den var totalt ligeglad. Dagen efter var der 12. Sandsynligvis havde den fået sammenbragt familie, og oven på jorden boede der blot en klovn, man ikke kunne tage alvorligt.
Jeg købte omgående tre ret dyre, men i følge reklameteksten umådeligt effektive muldvarpefælder, satte dem i skuddene med en spand over og ventede. Næste dag så jeg efter dem. Intet var sket. Hørte jeg en hånende latter dernedefra?

paradiset - med et ondsindet element!

Så tilkaldte jeg en giftekspert, som gassede gangene iført gasmaske og beskyttelsestøj.
- Nu er du snart fri for dem, sagde han, mens jeg betalte ham en krig.
En uge efter var der friske muldvarpeskud overalt, og denne gang var jeg ret sikker på, jeg hørte noget grine nede under græsset. Det lød som gaspåvirkede fulderikker på melodien: Vi går aldrig hjem ...
Hen under middag sad en forhenværende gårdmand, nu detroniseret til en daglejer, opgivende med sin spade på terrassen og drak en meget nødvendig øl og var nedtrykt ad helvede til. Det her, tænkte jeg, det her bliver min død. Ikke mere, ikke mindre. Det er et statustab af den anden verden.
Pludselig så jeg græsset ganske få meter fra terrassen bevæge sig opad, og noget jord blive kastet op. Aha, tænkte jeg, slap den kolde øl, opgav enhver tanke om den store gårdmand og forvandlede mig til indianer. Jeg tog et solidt Hjortedræber-greb i spaden. Nybyggerne i Canada. En ny portion jord blev kastet op, og så rejste jeg mig og sneg mig uendeligt langsomt hen mod skuddet uden så meget som at knække et græsstrå for ikke at alarmere udyret nedenunder, mens min puls hamrede derudad. Da Den gule Ulv var en meter fra arnestedet, kom en ny portion jord op. Så angreb indianeren! Jeg løftede spaden og stødte den med et højt frygtindgydende ugh! ned lige under muldvarpeskuddet og hev indholdet op i luften.

sejr eller nederlag?

En levende muldvarp fløj op baskende med sine gravekløer! Den faldt ned på græsset et stykke derfra, og den prøvede straks at krabbe sig tilbage til hullet, men den blodtørstige rødhud løftede spaden og smak muldvarpen et par flade under udstødelsen af høje skrig. Den bevægede sig fortsat, og så fór der en ægte Sioux-rødhud i mig. Jeg løftede atter spaden og huggede dens skarpe æg lige ned oven i muldvarpen og skalperede den i to med min muldvarpeæggedeler. Sådan!
Aldrig før har jeg følt mig så lettet og stolt. Jeg gik ind til mit livs lys med den forreste del af muldvarpen højt hævet med to fingre og sagde med en lettere overgearet stemme:
- Hvad siger du så? Wounded Knee er indtaget! General Custer er død! Vi har sejret! Halleluja!
- Få den væk, skreg hun.
Jeg begravede halvdelen af den oversavede muldvarp i det ene af muldvarpeskuddene og den anden i naboskuddet som en slags advarsel: Er I flere, der har fået den geniale idé at grave i min have?
En måned senere holdt vi weekend i huset. Haven var oversået af muldvarpeskud. Jeg talte flere end 200.
Kort tid efter solgte vi huset og grunden og traktoren og spaden og købte en lejlighed på fjerde sal med egen veranda med en stol og et lille bord med plads til en øl.
Jeg gider sgu ikke være landmand på deltid og gå og bruge al min tid på havearbejde.

Enarmede banditter

Enarmede banditter

Knaldfallera

Sandsynlighedsregning var et tema i min skoletid. Vores regnelærer brugte ret meget tid på at påvise, at vores chancer for at vinde den store gevinst i lotto eller i tips (12 rigtige) var så forsvindende lille, at den praktisk talt var ikke-eksisterende.
Vi drenge regnede efter og kom til samme resultat. Personligt var jeg overbevist om, at det forholdt sig sådan. Ikke alene fik jeg aldrig den kæreste, jeg selv var forelsket i, men af alle de væddemål og spil, jeg deltog i, var der ikke en eneste, jeg nogensinde havde vundet. Ikke engang til jul, når mandelgaven skulle uddeles. Ikke engang selv om min mor forsøgte at snyde mandelen til mig. Det opdagede onkel Hans, og så var det ødelagt.
Om lørdagen efter sådan en regnetime med sandsynlighedsregning drev jeg efter skoletid ned til Fjordhotellet, på hvis grund noget markedsgøgl var i gang. Der var mange mennesker, og jeg håbede at møde en sød pige, hvor tingene gik op i en højere enhed - bare for en gangs skyld. I lommen krammede jeg min 25-øre, som jeg havde hugget i min mors hemmelige tallerken øverst oppe i køkkenskabet. Hun var husmor og fik kun de penge af min far, hun skulle bruge til at købe mad for. Måske stak hun af og til lidt til side for på den måde at prøve at snyde ham. Måske samlede hun sammen til et par nye strømper, hvad ved jeg? Den 25-øre kunne jeg få noget slik for, måske endda en pind-is, og da jeg i forvejen ikke fik lommepenge, syntes jeg formentlig, at jeg selv måtte sørge for det pekuniære.
Der var ingen søde piger. Fulderikker, larm og ballade, højt humør. Ikke hos mig. Jeg blev mere og mere deprimeret.
Til sidst stod jeg foran fire enarmede tyveknægte. Der var ikke et område, hvor odds for at få gevinst var lavere. Der var en grund til, at de hed sådan. Min 25-øre brændte i lommen, jeg klemte og kvaste den og var i tvivl. Skulle jeg fyre den af på en is; skulle jeg lægge den tilbage i mors tallerken; jeg ville helst give den ud på en sød pige for at gøre indtryk og vinde hende for mit hjerte.
- Det kan du godt opgive, det der, sagde Claus. Klassekammeraten pegede på apparatet foran mig. - Den der giver aldrig gevinst.
- Hvor ved du det fra?
- Den har intet givet i går og i dag. Det siger min far selv.
Det var her, det kom over mig. Hvis den aldrig gav gevinst, betød det, at den hidtil ikke havde givet. Så var chancen vel ret god næste gang??
Jeg hev 25-øren op af lommen og smed den i sprækken med våde og rystende hænder, trak ned i håndtaget, en masse lyde dukkede op inde i maskinen, men intet skete, og jeg vidste, at regnelæreren havde haft ret i sin sandsynlighedsberegninger. Jeg skulle lige til at vende mig om, da maskinen pludselig begyndte i en værre larm at spytte 25-ører ud!
Samtidig blev der helt stille i teltet, og en masse mennesker samlede sig rundt om mig og jublede, som om jeg havde vundet i lotteriet. 2 kroner og 50 øre! En formue for en dreng dengang i ´61.
Jeg skyndte mig at pakke dem alle ned i lommen og svævede hjemad med englevinger på ryggen, mens jeg tænkte to parallelle tanker:
1. Min mor skulle selvfølgelig have sin 25-øre tilbage. Diskret. Uden at hun opdagede noget.
2. Hvad jeg skulle sige i næste regnetime om sandsynlighed.

Go´hjem-is!

Go´hjem-is!

Gå Hjem-Is med denne hjemmelavede go´ hjemme-is!

Jordbæris for feinschmeckere

Vi skal hverken bruge det ene eller det andet mærkelige stof. Vi skal bare bruge jordbær, sukker, æg, citronsaft og noget fløde. Og så skal vi have en food-processor eller en kraftig blender, noget til at piske fløden med, og vi bliver også nødt til at have noget der kan fryse isen ned med, fx en ganske almindelig fryser. Så svært er det. Det tager 15 minutter, og det er nærmest kortere tid end at læse og forstå varedeklarationen på købeis. Til gengæld for det kvarter får du en jordbæris, der smager fantastisk.

Vi skal bruge det her:

400 gram jordbær
1 stort æg eller 2 små
160 gram sukker
2,5 spiseskefulde citronsaft
2 deciliter fløde
Mere skal der ikke til.
Læg mærke til noget interessant: Denne jordbæris indeholder mere jordbær end nogen anden ingrediens. Den er faktisk en jordbæris!

Du hælder alle ingredienser, på nær æg og fløde, ned i din foodprocessor. Har du ikke sådan en, så brug en kraftig blender i stedet. Om lidt har du en meget kold, lyserød creme med masser af jordbær.
Hvide for sig og blomme for sig. Rør blommerne godt sammen og kom dem i food´en.
Pisk æggehviderne, så de bliver hvide og faste. Rør hviderne i isen.
Nu pisker du fløden. Herefter blander du jordbærcremen i flødeskummet, og så skal det fryses. Her er der to muligheder.
Hvis du har en ismaskine, hælder du hele blandingen op i skålen og sætter ismaskinen til at køre.
Hvis du ikke har en ismaskine, hælder du bare hele blandingen op i en eller anden beholder og sætter den i fryseren. Rør blandingen godt igennem hver halve time, indtil isen bliver fast.
Du behøver ikke en ismaskine for at lave is. En ismaskine gør isen mere luftig, men den ændrer jo ikke på smagen. Smagen afhænger af hvad du kommer i isen. Men en mere luftig is kan lettere spises direkte fra fryseren eller ismaskinen. Og oplevelsen af smagen bliver også bedre, når isen bliver mere luftig.
(Med tilladelse fra Johnny Boesen: "Tinas Kogebog")

Her kommer den sundere udgave:

Undlad sukker og fløde. Det siger sig selv. Og hvad gør man så?

Vi skal bruge det her:
400 gram jordbær
1 stort æg eller 2 små
2,5 spiseskefulde citronsaft
5 spiseskefulde skyr
- og hvis det ikke er sødt nok --- tag en halv, moden banan og mos den godt ud i isen.

Fremgangsmåden er som før. 

God appetit!

Vandbål

Vandbål

Thisted Sejlklub havde stor succes med den første udgave af Sankt Hans-arrangementet ”Ild på vand”.

 

pragtfuld aften

Musikken var god, vejret var pragtfuldt, og aftenens taler, Karsten Bjørnskov, var som sædvanlig fuld af lune og godt humør og talte lidt længere, end han plejer. Bålet ude i vandet blev tændt klokken 20.15 som aftalt. Men Karsten var ikke færdig endnu på det tidspunkt.
Desværre kunne vi ikke høre, hvad han sagde. Måske burde vi alle have stået lige neden for højtalerne, men det var der jo ikke plads til. 
Ærgerligt, men intet højtaleranlæg kan formentlig udsende en tale over hele Thisted Havn.

med et lille minus

Sejlklubben regnede med en 300 mennesker til dette nye tiltag, men der var formentlig tre gange så mange. 
En gedigen og god idé, som vi håber, sejlklubben vil gentage til næste år.
Selve talen og transmissionen bør nok være genstand for en del drøftelser i klubben.
Vi ville godt have hørt de vise ord!