Vi havde også en fjedervogn (hestevogn med sæde). Når der var legekammerater på besøg, skubbede vi den rundt i kridtgraven eller oppe på hovedvejen (der var ikke så meget trafik dengang). Når det gik ned ad bakke, sad alle på vognen og skreg og hylede af begejstring. Jeg sad forrest og styrede den med fødderne. Engang havde min bror fødselsdag, og han inviterede drengene fra sin klasse. Det kunne være gået meget galt. Vi kørte i fuld fart ned ad en vej, som vi ikke var vant til at køre på, vognen væltede, så nogen af dem fik slået tænderne løse.
Nu, hvor jeg er blevet ældre, synes jeg, at jeg havde alt for mange pligter og opgaver derhjemme på landbruget. Jeg var ikke ret gammel, før jeg begyndte at hjælpe med markarbejdet. Jeg arbejdede med hestene, og første gang jeg arbejdede med dem, var jeg kun 7 år gammel. Vi havde to heste, der hed “Røde” og “Gulle”. “Gulle” var den sødeste, og det var også den hest, min far turde lade mig arbejde alene med ude på marken, når den f.eks. var spændt for en ukrudtsharve. Jeg er klar over, at min far holdt øje med, at der ikke skete mig noget, fordi hesten kunne jo blive bange og løbe løbsk. Senere, da jeg blev ældre, arbejdede jeg med begge heste og udførte alle de opgaver, der skulle klares, som at pløje, harve, radrense roerne, og køre roer og korn hjem fra marken osv..
Når vi nåede august, var kornet modent og skulle høstes. Vi brugte en selvbinder til det. Det var en tung maskine, der lavede kornneg. For at trække den skulle der være 3 heste forspændt, og min far lånte også en af naboens heste. Efter at kornet var høstet, var der mange kornneg på marken. De skulle sættes sammen i stakke på seks stykker og tørre i nogle dage, før de blev kørt hjem i laden. Hen over vinteren tærskede vi kornet i en tærskemaskine (adskilte korn, avner og strå). Derefter malede vi kornet i en stor kværn og brugte det som foder. Avnen blev brugt som strøelse, og halmen blev brugt som foder og strøelse til dyrene.
Vi skulle luge roer, som køerne skulle spise om vinteren, når de var bundet inde i stalden. Det blev gjort med en roehakke, og jeg husker det som noget af det værste arbejde, jeg skulle lave. Det var ikke hårdt arbejde, men det var noget meget irriterende arbejde, syntes jeg. Der var mange rækker, og de var så lange, at man ikke kunne se fra den ene ende til den anden. Roerne blev sået i rækker med en såmaskine og stod meget tæt. De skulle tyndes ud, så der kun stod en roeplante for hver 25 cm, og alt ukrudtet skulle fjernes. Om efteråret, når roerne var vokset til store roer, skulle de høstes. Toppen blev syltet i en silo, beregnet til det, og roerne blev kørt hjem i en roekule for, at de ikke skulle fryse og derved rådne, for så kunne de jo ikke bruges til dyrene. I løbet af vinteren fodrede vi kvæget med roer og top, og når alt var spist, var det forår og sommer igen, og kreaturerne kunne igen komme ud og leve af saftigt græs, indtil det blev efterår og vinter igen.
Jeg var meget glad for at passe dyrene. Udover at fodre dem skulle der også muges ud ved dem, og køerne skulle malkes. Da jeg var 8 år gammel, fik vi en malkemaskine. Før det havde min far og mor håndmalet køerne. Nu blev det meget nemmere, og jeg lærte at malke og kunne malke længe før jeg fyldte 10 år.