Til gården hørte der, foruden engen i Skovsted, også et temmeligt stort stykke eng til, nede på "Møsk".
"Møsk" havde direkte forbindelse til Lønnerup Fjord og stod mere eller mindre under vand ind imellem, der var også en holm/ø, hvor der høstedes tækkerør, som blev brugt til reparation og fornyelse af taget.
Resten af jorden var græs, der blev brugt til ungkreaturer, der græssede der hele sommeren, hestene græssede der når de havde fri.
Om vinteren løb vi på skøjter på renderne og vigerne, det slap desværre op, da der omkring 1957, (min konfirmationsalder) blev afvandet og drænet, det varede nogle år, hvor først dæmningen fra Hov til Lønnerup skulle etableres, og derefter blev kanalerne gravet, foregik med gravemaskiner..
I forvejen var der jo Hovsør-dæmningen, som godt kunne have været brugt, men det ville nok have givet et uoverskueligt projekt, med meget mere afvanding og jordfordeling til følge.
Det resulterede i der kom en kæmpe stor gravemaskine inde på land, som gravede og fyldte jorden på lange rækker af tipvogne, som så kørte jorden ud i fjorden indtil dæmningen var færdig.
Da dæmningen var færdig blev pumpen i det nye pumpehus sat igang og efter et stykke tid, var der kun en mindre sø i behold, hvor alle fiskene havde samlet sig.
Det rygtedes ret hurtigt med fiskene, så der kom masser af børn og voksne fra nær og fjern, for at fiske de sidste fisk op.
Kan huske en af lokomotivførerne, kørte nogle tipvogne ud til os, som han kørte fiskene i land på, for os.
Det kildrede meget om benene når fiskene svømmede imod og under fødderne, når vi trådte på ålene.
I årene som det varede, at bygge dæmningen, var der flere beboelsesvogne, stillet op inde på land i Hou, det var en lille skurby, som gravemesteren, og de øvrige, som arbejdede med dæmningen boede i, enkelte havde deres koner med, da de jo kom fra forskellige egne af landet, og når de var færdig med dæmningen, flyttede de til en anden egn, hvor det samme gentog sig igen, det mindede om et rejsehold.
- herefter skulle alle lodsejere have drænet deres nu inddæmmede jorde og det var der mange mennesker ansat til, det foregik med skovl og greb, nogen steder skulle der graves meget dybe grøfter, og det var mergel eller blåler, hvor der skulle passes meget på, for grøfternne kunne skride sammen om dem, - det var livsfarligt, hvis det skete? (det skete heldigvis ikke)!
Jeg så engang en arbejder, var nær ved, at komme under et "skred", men han nåede heldigvis op i tide, lige inder skredet.
Når grøftegravningen var færdig, blev grøfterne hurtigst muligt fyldt op igen med drænrør i bunden, et tykt lag muslingeskaller ovenpå rørerne, øverst jorden, som var blevet gravet op og så var der ingen der kune se, hvor der havde været gravet.
Efter min konfirmation, blev jeg hjemme på gården for, at hjælpe til, bl.a., med drænarbejdet.
Mit arbejde bestod i, at køre drænrør og muslingeskaller ud til drænarbejderne, med hestene, vi havde heldigvis fået en ny hestevogn med gummihjul, den var velegnet til at køre med på den bløde fjordbund.
Hestene var meget godt kendt med bundforholdene, da de var vandt til at græsse på Møsk, de vidste, hvor det havde været bundløs.
Det resulterede nogen gange i, at jeg måtte gå meget langt med rør og skaller pga.,at jeg ikke kunne få hestene til at adlyde, de mente jo det stadigvæk var bundløs, som før det blev drænet og turde så ikke gå der, nu hvor det ikke var bundløs.
Efter endt drænarbejde, kunne der avles korn mm., ligesom hjemme på marken, det var jo "gevinsten" for det hele og med til der kunne opdrættes flere dyr.
Min far havde ellers stemt imod afvandingen og blev heller aldrig glad ved "beslutningen", Han ville hellere have beholdt naturen, som nu var blevet ødelagt, og i dag kan jeg rigtigt se, hvor meget ret han havde i hans synspunkt dengang.
Der arbejdes nu på naturgenopretning, hvor Lønnerup Fjord muligvis får lov til at oversvømme det hele igen.