Demens er flere ting. Den mest udbredte er Alzheimers, hvor hjernens nerveceller langsomt går til grunde.

[bws_pdfprint display="pdf,print"]AES_CCBR Aalborg, hvor forskningsforsøg pågår her i Nordjylland, skriver i deres juleberetning:

Julen nærmer sig og dermed også en afslutning på 2019. Hos os er denne sidste måned af året fløjet afsted, måske du har det ligeså? I december hersker der ofte en vis travlhed, vi skal jo gerne blive klar til juleferie, men også til et nyt og spændende år. Nogle studier er nået til vejs ende, mens andre snart begynder. Vi synes, det er evigt interessant at arbejde med forskning. I det følgende vil vi give et lille indblik i, hvad vi aktuelt arbejder med.

I dette efterår er vi gået i gang med et nyt studie med medicin mod forhøjet kolesterol. Medicinen er allerede ganske velafprøvet. De hidtidige forskningsresultater har vist, at det er effektivt i forhold til at få kolesteroltallet ned, og at det er sikkert at anvende. Studiet skal gøre os klogere på, hvor effektivt medicinen er til at forebygge hjertekarsygdom hos personer med særlig forhøjet risiko herfor.

En af årets helt store nyheder kommer fra forskning i behandling af Alzheimers sygdom. Vi har igennem de seneste 3 år medvirket i undersøgelser af et nyt lægemiddel. Analyser fra dette studie har vist, at lægemidlet bremser udviklingen af demens.  Sidste gang, et nyt lægemiddel mod Alzheimers sygdom blev godkendt, var i 2012, så vi er selvsagt begejstrede over at være en del af dette gennembrud.

I starten af september blev vores klinikker solgt til et firma, som er det førende og det største i verden i forhold til klinisk forskning. De har 180 klinikker fordelt over fem kontinenter. Vi synes, det er spændende at blive en del af denne virksomhed. Vi kommer til at lave fornyelser og forskønnelser i klinikken, og vi kommer til at skifte navn til Synexus. Uagtet denne ejerændring så er dygtigt og professionelt personale afgørende for forskningen samt ikke mindst gode og trofaste forsøgsdeltagere. Sammen kan det sikre, at vi kan levere forsøgsdata af høj kvalitet og af stor betydning for den internationale forskning.

Vi vil afslutningsvis gerne benytte lejligheden til at ønske dig en glædelig jul og et godt nytår.

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg